Nyheden kom ikke helt uventet. Alligevel gav den et ordentlig tordenskrald i polsk politik i lørdags: Donald Tusk er tilbage, og han vil med sit liberale oppositionsparti, Borgerplatformen (PO), gøre alt for at vælte den siddende PiS-regering og dens ifølge Tusk »åbenlyse, skamløse og vedvarende ondskab«, som har manifesteret sig i angreb på Polens retssystem, medielandskab og borgerrettigheder.
Dermed vender Donald Tusk tilbage til sit fædreland efter en vild politisk karriere: I 2001 – samme år som PiS-partiet blev født – var Donald Tusk med til at grundlægge Borgerplatformen. I 2007 blev han polsk premierminister, i 2014 leder af Det Europæiske Råd, og i dag sidder han som leder af de samlede konservative europæiske folkepartier (EPP).
Den kommende tid op til det næste polske valg i 2023 – eller et mere usandsynligt lynvalg i utide – vil dermed blive tegnet som et showdown mellem Polens to gamle alfahanner: den 64-årige Donald Tusk og den 72-årige PiS-leder Jaroslaw Kazcynski.
I sin beske tale anklagede Tusk PiS-regeringen for graverende fejl i tacklingen af coronapandemien, for at øge korruptionen i landet og for at have ført en antieuropæisk udenrigspolitik med »idiotiske politiske investeringer i Donald Trumps præsidentskab«, som har udmøntet sig i en polsk isolation i EU og et sløjt forhold til USA post-Trump.
Splittet opposition
For PiS-kritikere i og uden for Polen kan Tusks tilbagevenden lyde ganske lovende – ikke mindst fordi PiS-regeringen i forgangne uge rent teknisk mistede sit parlamentariske flertal, da tre politikere fra regeringskoalitionen skabte den nye fraktion Polski Wybór (Polens valg).
Men, men og men:
For det første befinder Borgerplatformen sig i sin hidtil dybeste krise. Med parlaments- og præsidentvalg har partiet tabt de seneste seks valg til PiS, og i meningsmålingerne er partiet overhalet af det nye oppositionsparti Polen 2050, som ledes af den populære tv-stjerne og kloge strateg Szymon Holownia.
I den stærkt splittede opposition står Polen 2050 for et markant mere venstreorienteret program, mens Borgerplatformen i coronakrisen har set gammelliberal og mølædt ud. Takket være en fleksibel økonomi, en overraskende stærk eksportindustri og en lav andel af BNP, der er afhængig af turisme, er Polen indtil videre kommet ekstremt stærkt igennem krisen. PiS-regeringen har derfor med pomp og pragt kunnet sælge deres nationale hjælpeprogrammer som en slags fortsættelse af deres populære og økonomisk meningsfulde velfærdsprogrammer.
For det andet har Borgerplatformen ikke været i stand til at skabe en positiv fortælling om, hvad partiet vil – ud over at gøre alting anderledes end PiS. Det gælder også i coronakrisen, og hvad medicinske, lockdownmæssige og økonomiske tiltag angår. Desto nemmere har det været for PiS at udstille Borgerplatformen som en »totalopposition«, der ikke kæmper for fædrelandets bedste men for egen magt. Selv har PiS derimod et ganske klart ønskebillede af Polen: en stærk, katolsk og konservativ stat, der i samarbejde med figurer som Le Pen, Orbán og Salvini vil genrejse de europæiske nationalstater og modgå tidens »kulturelle revolution«.
En tredje svaghed er den indre magtkamp i Borgerplatformen, hvor Warszawas borgmester Rafal Trzaskowski nu står tilbage som taberen. ’The Big Trzaskowski’, der ligger et stykke til venstre for Donald Tusk, var ellers millimeter fra at vinde det polske præsidentvalg sidste sommer, og han bragte en ny energi ind i partiet med sin mere entydige opbakning til den polske LGBT-bevægelse og sit offensive forsøg på at forsone by og land og unge og gamle.
Eller sagt med en konservativ polsk analytikers bittersjove billede: Med Tusks tilbagekomst minder Borgerplatformen lidt om de polske biskoppers kult om den afdøde polske pave Johannes Paul 2. Trods det enorme skred i polsk politik og samfund siden PiS-regeringens magtovertagelse i 2015 vender den elitære Tusk således tilbage fra sit sikre ly i Bruxelles og vil nu frelse og oplyse polakkerne.
Allerede under Borgerplatformens regeringsperiode fra 2007-2015 stillede Kaczynski og PiS-partiet Donald Tusk i dette lys som et naivt europæisk og lalleliberalt monster. Altså et perfekt fjendebillede, som formentlig stadig vil fungere for mange polske vælgere.
Uanset om Tusk måtte have ret, er hans benhårde angreb på PiS derfor ikke nødvendigvis nøglen til succes – for eksempel da han i weekenden kaldte PiS-regeringen for »en ynkelig parodi på et diktatur«.
Ifølge magasinet Politico tilføjede han dog ydmygt og mere realistisk om PiS-regeringen:
»Dette er ikke en overvældende magt. Hvad der er overvældende, er vores manglende tro på os selv og vores svaghed.«
