Efter folkelige protester kritiserer nu også cubanske venstreorienterede det kommunistiske styre

Luis Emilio Aybar er venstreorienteret, hvilket i Cuba betyder temmelig langt til venstre. I alle tilfælde burde han være en trofast forsvarer af øens kommunistiske styre. Efter de omfattende folkelige protester for godt to uger siden, der betegnes som de største i landet siden revolutionens start i 1959, har den 34-årige aktivist imidlertid skrevet en artikel i La Tizza – et magasin, der betegner sig selv som et sted, »hvor man kan tænke over socialisme«.

I teksten lægger han først obligatorisk afstand til USA, men derefter fortsætter han: »Det, der skete den 11. juli, skyldes også, at vi kommunister og revolutionære ikke bekæmper statens skadelige handlinger med tilstrækkelig styrke og effektivitet.«

»Vi forsvarer enheden på en måde, der faktisk skader den … Vi følger vores ledere ukritisk i stedet for at hjælpe dem på rette vej. Vi accepterer at blive disciplineret i en situation, hvor det, vi bør gøre, er at tænke og handle selv,« skriver han.

I det autoritære Cuba bliver den slags udsagn betragtet som meget kritiske.

Cuba har altid delt den internationale opinion. Modstanderne bliver repræsenteret af folk som den amerikanske senator og republikaner Marco Rubio, der har kaldt østaten for »det eneste land i verden, hvor cubanere ikke kan få succes.«

Andre som Helen Yaffe, forfatter til bogen Author: We Are Cuba! How a revolutionary people survived in post-Soviet world, ansat ved Glasgow University, skriver på Novara Media (en uafhængig, venstreorienteret medieorganisation med base i Storbritannien, red.): »Ingen bør undervurdere den cubanske revolutions modstandsdygtighed.«

Cubanerne protesterer

Internt i Cuba er det svært at kritisere styret, som typisk kalder sine modstandere gusanos – orme. Alligevel har synet af tusindvis af cubanere, som går på gaden og klager over mangel på mad, medicin og elektricitet, tilsyneladende skabt sprækker.

Silvío Rodríguez er Cubas mest kendte singer-songwriter. En 74-årig superstjerne, som er kendt for sine ’socialistiske værdier’. I ikke-pandemiske tider går han månedligt på scenen til gratis koncerter i de fattige kvarterer i Havana.

Men i sidste uge mødtes han med dissidenten og dramatikeren Yunior Garcia, som var blevet arresteret under protesterne. De diskuterede optøjerne og regeringens hårdhændede svar, hvor sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på de spontane demonstrationer den 11. og 12. juli.

Kort derefter opfordrede Rodríguez til løsladelse af alle, som ikke havde grebet til vold. »Der skal være færre fordomme,« sagde han, »og mere vilje til at løse den enorme mængde af økonomiske og politiske problemer.«

Kritikken har bragt regeringen i defensiven. Styret siger, at Cuba har været genstand for en bølge af misinformation fra USA.

Den cubanske topdiplomat for amerikanske anliggender Carlos Fernández de Cossío – i rang kun overgået af udenrigsministeren – afviser påstande om, at demonstranter er »forsvundet« i fængsler og under afhøringer.

»Der er mennesker, der er blevet tilbageholdt, og der er mennesker, der er blevet arresteret for at have overtrådt loven,« siger han uden dog at ville oplyse hvor mange. Uafhængige medier hævder, at op mod 650 mennesker er blevet tilbageholdt, men at mange nu er løsladt igen.

Til spørgsmålet om, hvad han tror, der har fået cubanerne til at gå på gaden, svarer de Cossío:

»Det var i hvert fald ikke kapitalismen.«

Økonomiske problemer

Demonstranterne råbte libertad (frihed) og patria y vida (fædreland og liv), som er titlen på en anti-regeringssang. Landets økonomiske problemer er blandt andet resultat af, at Cuba er ved at løbe tør for udenlandsk valuta – en situation, der er blevet fremskyndet af pandemiens ødelæggende konsekvenser for en økonomi, der baserer sig på turisme.

De Cossío skyder skylden på den 60 år gamle amerikanske handelsembargo, som blev strammet til et kvælningstag af USA’s tidligere præsident Donald Trump, og som er blevet videreført af Joe Biden. Ifølge de Cossío har der været flere samtaler med regeringen i Washington under Trumps præsidentskab end nu under Bidens. »Der er ingen dialog for tiden,« siger han.

I sit essay i La Tizza kommer den venstreorienterede aktivist Luis Emilio Aybar dog overraskende tæt på en anden analyse, som også er blevet opsummeret i for eksempel Financial Times, hvor Cuba kaldes en sidste »ensom forpost for marxistisk centralplanlægning«.

»I løbet af 2020 blev halvdelen af landets investeringer allokeret til hotelbyggeri på et tidspunkt, hvor man så et drastisk fald i international turisme og en akut mangel på investering i landbrug,« skriver Aybar og tilføjer, at de folkelige protester må blive et vendepunkt:

»Hvis ikke det lykkes at presse regeringen fra venstrefløjen, vil højrefløjen tage initiativet,« hvilket vil betyde »mere marked, mere privat ejendom, mindre uddannelse og folkesundhed.«

Spørgsmålet er, om reformer vil kunne løse de problemer, befolkningen kæmper med. Det er nødvendigt, lyder det fra en anden stadig mere højlydt intern kritiker Carlos Alzugaray, Cubas tidligere ambassadør i EU.

I en artikel skriver han, at det er »afgørende«, at regeringen »ikke begår den fejl kun at skyde skylden på eksterne faktorer«. Men som Carlos Alzugaray også påpeger, har kommunistiske regimer i Kina, Vietnam og Cuba vist sig at være langtidsholdbare og »meget svære at vælte«. Derfor bør Cuba følge Kina og Vietnam mod »en markedsøkonomi med en socialistisk orientering«.

© The Guardian. Oversat af Pauline Bendsen.