Interview
Læsetid: 4 min.

Forsker i militant islamisme: Jihadismen er utroligt udholdende. Det er Vesten ikke

I Vesten er vi trætte af al snak om jihadisme, men jihadisterne er langtfra færdige med Vesten. Efter deres egen historieopfattelse er Gud på deres side, og særligt i disse dage føler de, at han står bag dem. Det siger Raffaello Pantucci, der forsker i militant islamisme
En afghansk politimand holder vagt, for mens Vesten trækker sig ud af blandt andet Afghanistan, udvikler jihadismen sig fortsat.

En afghansk politimand holder vagt, for mens Vesten trækker sig ud af blandt andet Afghanistan, udvikler jihadismen sig fortsat.

Ritzau Scanpix

Udland
24. juli 2021

Den globale jihadbevægelse sprudler af optimisme i øjeblikket. Mens klodens temperaturer atter slår rekorder, og Vesten er i færd med at rette fokus mod Kina og Rusland, er en fortælling om triumf ved at opbygge momentum blandt verdens jihadister.

For når hellige krigere i dag skuer mod horisonten, ser de ikke armod og ruiner, men sejre på flere slagmarker. USA, verdens førende supermagt, er ved at trække sig ud af Afghanistan efter 20 års besættelse. Frankrig, en tidligere kolonimagt, har afsluttet Operation Barkhane i Sahel. I Nigeria og Mozambique vinder IS-affilierede grupper terræn. På Sinai-halvøen sidder den amerikanskstøttede egyptiske hær fast i en sump mod hærdede militante. Og i Nordøstsyrien har den lokale al-Qaeda-fraktion bevist, at den kan varetage opgaven som stat.

»De har lært, at det kan betale sig at holde stand. Det er lektien fra Afghanistan. Først slog de Sovjetunionen, og nu mener de, at de har slået USA,« indleder Raffaello Pantucci, forsker i militant islamisme ved den globale tænketank S. Rajaratnam School of International Studies.

»Det forbløffende ved jihadismen er, at den er konstant. Den er utroligt udholdende. Det er Vesten ikke. For jihadister er militære nederlag blot små tilbageslag, og modgang er blot en del af prøven. Nu høster de frugterne efter årtiers kamp«.

En idé, der vinder sympati

Forskere er dybt uenige om, hvad der venter forude for den globale jihadistbevægelse. I det seneste årti har jihadismen til tider været i krig med sig selv. Al-Qaeda, IS og andre salafi-jihadi-grupperinger har været dybt splittede ideologisk. I stedet for at bekæmpe ’de vantro’ er de i nogle tilfælde gået i kødet på hinanden.

»Det er svært at vide, i hvilken retning jihadismen udvikler sig. Men set fra et overordnet perspektiv ser fremtiden positiv ud, hvis man er jihadist i dag. Flere og flere har jo tilsluttet sig deres sag. Før 2001 var jihadister slet ikke noget problem i nogle dele af Afrika, men nu har de fodfæste mange steder. På verdensplan er antallet af jihadistgrupper næsten tredoblet siden 2001,« siger Pantucci.

En mere bekymrende tendens, mener Pantucci, er, at jihadismen ikke længere kun består af et undergrundsnetværk som i gamle dage. I 1970’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne var det organisationer og antivestlige chefideologer, der rejste hemmeligt rundt i fjerne egne mellem for eksempel Peshawar og Jalalabad. Sådan forholder det sig ikke længere.

»Vi er gået fra, at folk tilslutter sig et netværk, til at de tilslutter sig en idé. Jihadismens grundtanke om, at det er i orden at bruge vold til at genetablere en retfærdig stat, der kan forsvare islam, vinder sympati mange steder blandt ganske almindelige mennesker,« forklarer Pantucci.

Frugtbar jord

Forskere har sagt det i årevis: De problemer, der giver jihadisterne eksistensberettigelse såsom dysfunktionelle institutioner, ekstrem ulighed, etniske spændinger og brutale marionetregeringer, eksisterer stadigvæk, og flere steder udgør de et større problem end nogensinde.

»Vi kan se, at jihadisterne gør sig umage på lokalplan, hvorend de får magt. Der hvor stater har svigtet, forsøger de at levere. Et godt eksempel er den al-Qaeda-affilierede gruppe Tahrir al Sham i Idlib. De driver nu en kvasistat,« siger Pantucci.

Om Vesten står over for en potentiel terrorbølge i de kommende år, tør forskeren ikke sige noget om. Men modsat andre forskere, som eksempelvis forventer det værste i Afghanistan, når de amerikanske tropper er væk, er Pantucci lidt mere forsigtig i sin analyse.

»Jeg er ikke sikker på, at Taleban bare vil lade andre grupperinger operere frit mod Vesten fra Afghanistan som i 1990’erne. Taleban har selvfølgelig aldrig for alvor forkastet al-Qaeda, men jeg tror ikke, de på kort sigt er interesseret i problemer,« siger forskeren.

Uforudsigelig tid i vente

Raffaello Pantucci mener, at jihadismen formentlig vil udvikle sig på en måde, som vil overraske mange iagttagere. Ingen forventede, at IS ville blive så store på verdensplan for ti år siden. Den militante islamisme i Afrika har også spredt sig på måder, der ikke var umiddelbart forudsigelige. Og desuden havde meget få forskere forventet, at IS-tilknyttede grupper ville opstå i Congo og Mozambique.

»Det eneste, som er sikkert, er, at truslen fra jihadismen ikke forsvinder, bare fordi vi har trukket os ud af deres territorier. Vi er måske trætte af dem og trætte af krigen mod terror, men jihadisterne er på ingen måde trætte af os,« som Pantucci udtrykker det.

På kort sig vil jihadisterne primært udgøre en trussel lokalt. Centralasien, Sahel, Levanten. Men hvis de kan bevare momentum og overleve, vil de efter al sandsynlighed udgøre en større trussel for Vesten. På længere sigt vil jihadister skabe nye problemer for os, som vi bliver nødt til at forholde os til. De vil muligvis opfinde langt mere spektakulære angreb, der fanger vores opmærksomhed, mener Pantucci.

»Jihadisterne forsvinder ikke bare. Og da vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse de problemer, der giver dem deres eksistensgrundlag i de områder, hvor de blomstrer i øjeblikket, er vi dømt til at administrere truslen fra dem,« afslutter han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Christiansen

Det må være relativt nemt at blive fri for jihad kriger.
det er “bare” et spørgsmål om at lukke for grænserne.
Og for grådigheden efter billig arbejdskraft
Men er vi parate til det?

Et endnu bedre middel er ikke at invadere muslimske lande. Det lærte Sovjetunionen (og andre) alt om under den sovjetisk-afghanske krig, som desværre førte til oprettelsen af al Qaeda ved den saudiske jihad-kriger Osama bin Laden.

Se herom i Eugene Rogan, The Arabs - A History, 2009, s. 429 (da.oversættelse: Arabernes historie, 2017, s.601

Frederik Eriksen, Søren Kristensen, Poul Erik Riis, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Der ville ikke være nær så mange konflikter, hvis man for det første ikke støttede disse med våben og penge i rigelige mængder.

Den krig man har ført mod terror (opfundet af Bush), har medført mere terror, død og ødelæggelse for lokalbefolkningen, end nogen lokale islamiske eller politiske fantaster kunne have overkommet selv. Kort sagt, ødelæggelserne har været katastrofale, omkostningerne astronomiske mens resultatet har været svært at få øje på. Det behøver man ikke at være professor for at forstå.

Frederik Eriksen, Pietro Cini, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen og Vibeke Olsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja russerne er dygtige. Se bare til Tjetenien.

Svend Jespersen

Bare for det tilfælde, at nogle skulle fristes til at tro, at den nuværende, voldelige, islamiske jihad udelukkende er foranlediget af USSR, USA eller andre ikke-muslimske magter, så er det værd at minde om, at jihad har været en del af islam siden Koranens tid.

Abul A'la Maududi og Sayyid Qutb er de to mest indflydelsesrige muslimer, som i nyere tid har påvirket den muslimske verdens opfattelse af begrebet jihad, både ”den store” og ”den lille”. Hvis man oprigtigt er interesseret i lidt oplysning fra ”the horse’s mouth”, så gå i gang med teksten i linket herunder:

https://www.muhammadanism.org/Terrorism/jihah_in_islam/jihad_in_islam.pdf