I 90’erne og 00’erne kunne vi nøjes med at studere, hvad kinesiske ledere sagde, for at forstå, hvor kinesisk politik og Kina var på vej hen. I dag er det afgørende for at forstå, hvor verden er på vej hen.
»Vi bliver nødt til at kunne forstå deres politiske diskurs for at forstå de internationale implikationer,« siger den svenske kinaforsker Malin Oud.
»Der har over de seneste år fundet en ophedet debat sted om Vestens engagement over for Kina. Den debat tager ofte udgangspunkt i en ret begrænset forståelse af Kina og den kinesiske diskurs. Det er virkelig vigtigt at kunne fortolke Kina ud fra den politiske diskurs og historiske kontekst inde i Kina,« uddyber hun.
For når kinesiske ledere tager ordet, udtrykker de sig på en måde, der langtfra altid lader sig oversætte én til én. Begrebskataloget og jargonen i Kinas Kommunistiske Parti er oparbejdet over partiets 100 år lange historie. Meget er hentet fra Marx, Lenin og Mao, men det gælder også for begreber, der ikke er knyttet til en kommunistisk tradition.
»Kina benytter i stigende omfang de samme termer som dets europæiske og amerikanske modparter. Man taler mere og mere om demokrati, retsstatsprincipper og multilateralisme, men når de begreber kommer fra kommunistpartiet, betyder de noget ganske andet, end de gør i et liberalt demokrati. Under de her tilsyneladende neutrale termer ligger et ideologisk isbjerg,« forklarer Malin Oud.
Sammen med andre sinologer har hun forfattet en rapport, der skal hjælpe meningsdannere og offentligheden med at forstå, hvad kommunistpartiet rent faktisk siger. Den hedder The Decoding China Dictionary og er »et praktisk værktøj til at hjælpe med at dechifrere den officielle kinesiske fortælling«.
Den amerikanske begrebsverden
Set fra Beijing er Kina i dag underlagt Vestens diskurshegemoni. Det internationale system er baseret på en begrebsverden opbygget under amerikansk ledelse og understøtter værdier, der er en trussel mod den kinesiske udviklingsmodel. I den udlægning er ideen om universelle værdier et middel til at svække partiet og dets ideologi.
Internationalt er USA’s diskursmagt stærk, mens den kinesiske er svag. Det vil kommunistpartiet lave om på. I FN-systemet kommer det eksempelvis til udtryk ved, at kinesiske diplomater presser på for at indføre kinesiske begreber og normer i officielle dokumenter. Partisekretær Xi Jinping har flere gange understreget, at Kinas synspunkter ikke fylder nok globalt. Han sad for bordenden, da det 25-mand store politbureau, der udgør toppen af partiet, sidste måned diskuterede emnet.
Den engelsksprogede version fra det kinesiske statsmedie Xinhua beskrev ved den lejlighed, hvordan Xi ønskede at fremme Kinas internationale stemme og gøre landet mere elskværdigt. Mange internationale medier tolkede det som et kursskifte i retning af en mere blød kinesisk linje. Det er det næppe, forklarer Malin Oud. I stedet er det et godt eksempel på, hvor nemt det er at drage den forkerte konklusion, hvis man ikke er i stand til at læse kinesiske kilder og ikke kender den kinesiske kontekst.
»De kilder giver en ganske anden kontekst og betoner ting som kampen mod Vesten og imperialisme og andre velkendte maoistiske begreber og militaristisk sprogbrug. Budskabet er det samme, men det bliver præsenteret på forskellig vis,« siger hun.
Xi lagde på mødet i politbureauet ikke op til at ændre kurs, men derimod til at styrke den nuværende. Af den kinesiske sprogversion af mødereferatet fremgår det, at Kina befinder sig i en kamp om den internationale opinion. En retorik fra partiets ideologiske bagkatalog, hvor kritik ses som en fjendtlig handling.
Blodig tale
Senest har Xi’s sprogbrug vakt debat i forbindelse med hans tale til den kinesiske nation ved fejringen af 100-året for partiets etablering. Fra talepodiet med udsigt ud over Den Himmelske Freds Plads tordnede Xi mod udenlandske kræfter og forsøg på at tyrannisere eller undertrykke Kina.
»Enhver, der nærer illusioner om at gøre dette, vil slå hovedet til blods mod den stålbesatte kinesiske mur bygget af kødet og blodet fra den 1,4 milliarder store kinesiske befolkning,« advarede han til stor applaus fra folkemængden.
I den engelske sprogversion blev de mere blodige elementer derimod udeladt. Her hedder det i stedet, at de udenlandske kræfter risikerer at komme på »kollisionskurs med en stor mur af stål smedet af over 1,4 milliarder kinesere«. Kinaanalytikere og kinesisk-sprogkyndige har siden diskuteret, hvor meget eller hvor lidt man bør lægge i udtalelsen og dens forskellige varianter.
Kommunistpartiet er bevidst om, at dets sprogbrug kan virke hårdt og arkaisk for det fremmede øre og forsøger derfor ofte at finde en mere forsonlig tone over for det internationale publikum. Som da Xi Jinping sidste år talte ved FN’s generalforsamling:
»Lad os tage hinanden i hænderne for at opretholde værdierne fred, udvikling, lighed, retfærdighed, demokrati og frihed, som vi alle deler, og opbygge en ny type internationale relationer,« udtalte han. Men hvad betyder de ord, når de kommer fra den øverste leder af Kinas Kommunistiske Parti? Med hjælp fra Malin Ouds ordbog for kommunistjargon tolker Information en håndfuld udtryk fra den kinesiske begrebsverden.
Demokrati 民主
For kommunistpartiet er demokrati som begreb tæt knyttet til det marxistisk-leninistiske koncept om demokratisk centralisme – et hierarkisk, topstyret organisationsprincip, hvor partiet repræsenterer folket, og hvor der indadtil er plads til debat, mens der udadtil ikke er. Beslutninger truffet højere oppe i hierarkiet er bindende for alle lavere partienheder og medlemmer og skal uden omsvøb føres ud i livet.
I partiets logik fører dets demokratiideal til, at flest mulige borgere bliver hørt, samt at politisk magt bliver tildelt ud fra processer, der sikrer den mest kompetente ledelse.
Demokrati i flerpartisystemer i den liberale forstand med frie valg, magtadskillelse og ytringsfrihed ses som uforeneligt med partiets ideologi og som en underlegen styreform. En opfattelse der er blevet styrket af mange demokratiske landes fejlslagne håndtering af coronapandemien. Xi Jinping har blandt andet udtalt, at »Kinas socialistiske demokrati er det mest omfattende, ægte og effektive demokrati«.
Internationalt taler kinesiske ledere gerne om at »demokratisere« FN-systemet og andre bærende institutioner, hvilket skal forstås som mere indflydelse til Kina og andre udviklingslande og mindre til USA og Vesten.
Udvikling 发展
I Vesten bliver begrebet udvikling set som en proces med politiske, økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle dimensioner. Den politiske dimension er væsentlig for at realisere de andre, hvorfor udviklingssamarbejde lægger vægt på forvaltningspraksisser, respekt for menneskerettigheder og korruptionsforebyggelse.
Den kinesiske diskurs betragter udvikling primært som en økonomisk proces hen imod et mere moderne samfund. Det sker ved hjælp af investering i transport, energi og infrastruktur. Målet er at hæve befolkningens levestandard inden for uddannelse og sundhed og at bekæmpe fattigdom. Siden 1950’erne har Kina koblet økonomisk uafhængighed med politisk uafhængighed og advokeret for, at lande selv bør vælge deres udviklingsmodel uden indblanding udefra. Kina kritiserer derfor vestlige donorlande for at politisere, når de stiller krav om god regeringsførelse i forbindelse med udviklingsstøtte.
Retsstatsprincipper 法治
Begrebet fazhi er den kinesiske pendant til rule of law og oversættes ordret til »lovbaseret regeringsførelse« eller »at regere i overensstemmelse med loven«. Begrebet har meget lidt tilfælles med demokratiske retsstatsprincipper forbundet med civile og politiske rettigheder, uafhængige domstole og en opdeling af magten.
I Kina er retssystemet under kommunistpartiets ledelse og tilsyn. Partiet er hævet over loven og ser den som et redskab til at sikre stabilitet og orden samt et middel til at legitimere og opretholde regimet. De seneste år har området stået højt på den politiske agenda i Kina. Xi Jinping har gjort det helt klart, at kommunistpartiet aldrig må kopiere andre landes systemer og indføre uafhængige domstole. Det gjorde han blandt andet i en 5.000 ord lang artikel bragt i partiets ideologiske flagskib, magasinet Qiushi. I samme artikel fremhævede partichefen, at Kina skal gå mere aktivt ind i udformningen af internationale love og standarder.
»I kampen mod fremmede magter skal vi bruge loven som et våben, besætte lovens højdedrag og sige fra over for sabotører og underløbere,« skrev han.
Multilateralisme 多边主义
Almindeligvis defineres multilateralisme som en diplomatisk interaktion mellem flere stater inden for rammerne af internationale organisationer og i overensstemmelse med deres regler. Det vil sige i FN, Verdensbanken, IMF og andre organisationer, der i store træk har udgjort grundpillerne i den globale verdensorden siden Anden Verdenskrig.
Udadtil fremhæver Kina sit multilaterale engagement. Internt beskriver partiet det multilaterale system som uretfærdigt og designet til at beskytte en lille gruppe landes egeninteresser. Ud over at påvirke inden for de eksisterende rammer har den kinesiske ledelse lanceret sine egne alternativer. Silkevejen, partiets udenrigs- og handelspolitiske prestigeprojekt, er det mest åbenlyse eksempel. Her er interaktion med andre lande ikke baseret på universelt bindende regler for internationalt samarbejde, men på bilaterale aftaler. Den er udtryk for en vision, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til Kina – især udviklingslandene. Og hvor kommunistpartiet med tiden vil kunne diktere nye internationale standarder, der afløser eller marginaliserer de liberale og rettighedsbaserede værdier, der understøtter den nuværende orden.
Verdens mægtigste parti fylder 100 år
Kinas Kommunistiske Parti fylder 100 år. Partiet er en mastodont med 92 millioner medlemmer og udgør i dag en magtfaktor, der rækker langt ud over de nationale grænser. I en artikelserie sætter Information fokus på partiets historiske og ideologiske udvikling og dets ekstraordinære overlevelsesevne.
Seneste artikler
Xi Jinping handler og taler som en politisk leder, der ved, at han har travlt
18. august 2021Kinas Kommunistiske Parti har rundet 100 år og udstukket en national fremtidsvision. Generalsekretær Xi Jinping taler om historiske muligheder og kinesisk storhed – men han risikerer selv at blive den største forhindring for sit lands fremtidAutoritær kapitalisme med tryk på autoritær: Sådan har Xi Jinping forandret Kinas økonomi
2. august 2021Markedskræfter og privat initiativ kickstartede Kinas økonomiske mirakel. ’Socialisme med kinesiske karakteristika’ hedder den retoriske redningsplanke, kommunistpartiet i fire årtier har brugt til at retfærdiggøre kapitalismens indtog. Under Xi Jinping er partistaten atter på fremmarchMao er borte, men maoismen lever og har fået comeback under Xi’s ledelse
15. juli 2021Når Kinas kommunistiske parti i denne måned fejrer 100-års jubilæum, er Mao Zedong ikke blot en historisk og symbolsk vigtig person. Hans tanker og metoder lever videre og har fået et politisk comeback under Xi Jinpings ledelse. Vesten har undervurderet maoismen, lyder det fra forfatter og kinaekspert Julia Lovell
Abraham Lincoln:
“You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time.”
Har han så ret?
Ja eller nej:
@Kurt Nielsen
Og det kan siges, endnu kortere, (på dansk),
"Der skal en lang ske til, at spise grød med fanden."
Lasse Karner's artikel her viser, synes jeg, at det ikke er så ligetil at forstå nutidens Kina.
Men det forekommer mig dog ret klart, at vores sædvanlige ensidige fordømmelse er en fejl.
Ét spørgsmål, synes jeg, trænger sig på: Hvad skal der til for at blive medlem af Kinas kommunistiske parti - og opnå de demokratiske rettigheder det giver?
Arne T; fremfor alt skal der en invitation til. Derefter skal du gennemgå en uddannelse, der kan kvalificere dig.
Du kan ikke selv melde dig ind.
Endnu et postulerende og manipulerende anti-kommunistisk propagandaskrift, der skal legitimere den amerikanske oprustning.
Demokratisk centralisme er eneste redning for verden mod kommende klima-apokalypse.
Finn J.: Så er spørgsmålet vel, hvor svært det mon er at opnå en invitation til medlemskab af Kinas kommunistiske parti.
Hvis jeg forstår det ret, har man stemmeret som medlem, og spørgsmålet er jo så, hvem det reelt er, der udelukkes fra at stemme.
Var jeg borger i Kina, ville netop dét nok være min bekymring, hvis mange ønsker stemmeret, men ikke har det.
Som borger i et vestligt demokratisk land er der så en anden bekymring: Idioternes flertal - overfor et kinesisk meritokrati (at dem, der har vist at de duer, får lov at bestemme) ;-)
Hvis kinesisk "meritokrati" er bag boomet i byggelsen af faldefærdige spøgelsesbyer, så er der vist ingen grund til hverken at frygte eller misunde kinesiske "meritter".
Jeg gad i øvrigt godt se en statistik over social arv ift. medlemskab af det kinesiske kommunistparti, så man kan se om de "meritter" der eftertragtes, ikke i praksis blot ender med at være at den kinesiske overklasse/partieliten der reproducerer sig selv. Om børn af partiledelsen, ikke også ender i partiledelsen.
@Bjørn P: Ja måske har du ret - måske ikke - men det må da være muligt at opklare. Hvorfor er vi dog så dårligt orienterede om denne hastigt voksende stormagt?
Er det kineserne der ikke vil fortælle? Det tvivler jeg på.
Snarere mistænker jeg, at det er os, der ikke fordomsfrit orienterer os.
@Jeg tror skam gerne den kinesiske regering og statsapparat er begejstret for at fortælle, men de fortæller så kun en renskuret version. Og Vesten i dag er over én kam den mindst fordomsfulde civilisation, og kinesere er generelt racister og verdens største xenofober. De holder sig for sig selv hvor end de bosætter sig, blander sig ikke, og går afrikanere rundt i Kina bliver de jævnligt udsat for racisme af både almindelige borgere og staten.
Så næh, det er os der er suverænt de mindst fordomsfrie. At påstå andet er verdensfjernt kulturelt selvhad, uafhængigt af fakta.
@Bjørn P: Du skriver:
"Så næh, det er os der er suverænt de mindst fordomsfrie. At påstå andet er verdensfjernt kulturelt selvhad, uafhængigt af fakta."
Det er nok meget muligt, at du har ret, men mener du det? ;-)
Hovsa, det du citerer.. "mindst fordomsfrie".. hehe. Ja, jeg mente selvfølgelig mindst fordomsfulde/mest fordomsfrie. Ikke dermed sagt, at der "ikke findes racisme" eller lign. vrøvl, men vores vidensniveau om andre kulturer og ideen om at vi skal kunne rumme den selv i vores egne? Ja, det gør os til de mest fordomsfrie. Og så ved europæere især generelt mere om verden udenfor deres egne lande både hvad angår geografi og andre kulturer. Vi er ikke 100% fordomsfri. Bare mere end kinesere. Det kommer dog nok af så mange århundreders kultur, der har dyrket det isolationistiske. Det er først nu for nylig at kinesere f.eks er begyndt at rejse ud, og det er jo netop blevet indskrænket endnu mere af deres super-nationalistiske livstidsdiktator, så ens score i deres pointsystem må rejse.
@Bjørn : Jeg tænker på, hvor du mon har din "fordomsfri" viden om Kina fra.
For mig ser det ud, som om vi her i den vestlige verden er alt for sparsomt orienterede.
Ja tak til mere reel information om Kina og kinesiske forhold. Men hvad er dét mon så? Hvordan sorterer man i spektret mellem kinesisk stats/partipropaganda og amerikansk imperialistisk sabelraslen? Begge sider - fulgt op af alle mulige kilder og analytikere derimellem - fremturer jo med den grinagtige påstand, at Kina skulle være et kommunistisk samfund! Næppe mange kan forvente at blive klogere på verdens største nation og snart førende supermagt så længe, stort set ingen, hverken venner eller fjender, gør et ærligt forsøg på at forstå Kina. Det virker lettere forrykt, at de fleste i Vesten, takket være massiv mediedækning, lader til at kunne orientere sig nogenlunde i amerikansk politik og have et rimeligt indblik i amerikansk kultur, men når det angår Kina, er stort set overladt til fragmenter af virkeligheden, sendt gennem den samme gamle prisme af pro- og anti-kinesisk ensidet hyperbolsk lejrtænkning fra den kolde krig. For eller imod, "kommunisme" eller "frihed", take a pick! Kina er ikke for fem flade yuan kommunistisk, men derimod et stærkt ulige og udemokratisk statskapitalistisk klassesamfund, drevet af nationalisme og pseudo-kommunistisk pynt og stads, som var Lenin og Mao selveste Jesusbarnet og julemanden. USA og Vesten er omvendt ikke for fem flade cent "frit" for det store flertal, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft og tæske rundt i hamsterhjulet for at kunne forbruge alt det unødvendige og miljømæssigt ubæredygtige bras, der bare MÅ produceres til verdensmarkedet for at sikre kapitalismens livsnerve, VÆKSTEN (og som for en stor dels vedkommende jo apropos er fremstillet af kinesisk arbejdskraft for kinesiske og multinationale kapitalister). Stereotype pressebilleder af koreografisk "lykkelige" ungpionerer viftende med hammer og segl-flag er ligeså intetsigende som de evindelige superlativer og ordflomme om NATO, det hvide hus og "frihed". Men det er hvad vi får. Hvor og hvordan bliver man mon bare lidt klogere på virkelighedens Kina?
@ Bo Stefan Nielsen. Din kommentar er nok den mest indsigtsfulde jeg har læst om nogen text i Information. ” Hvor og hvordan bliver man mon bare lidt klogere på virkelighedens Kina?” først: det kræver en interesse, du skal ville! Siden: det er svært. Det er et neurobiologisk faktum at mennesket tilegner sig / tolker den information som passer den opfattelse de allerede har. Mærkeligt nok er det fænomen mere udtalt blandt de højere uddannede. Udenfor neuroscience laboratoriet: republikanske vælgere læser republikansk valgmateriale, demokratisk, det demokratiske. For i nogen mening af ordet at ”forstå” dagens Kina er det godt som udgangspunkt at udgå fra at kinesere – som svenskere - tænker og har lidt andre værdier og selvforståelse end danskere. Læse historie er nyttigt. Forstå det nuværende Deng dynasti, ex: ” Deng Xiaoping 100 years ago (1920): “During his week-long layover in Shanghai, Deng Xiaoping saw white people treating Chinese, in their own country, as if they were slaves.” [Fra Ezra Vogel: Deng Xiaoping and the Transformation of China, Harvard University Press]. “vi” bragte ikke de enkelte kinesere “frihed, demokrati og menneskerettigheder”.
Du lærer intet ved at læse Information, det til den grad at jeg spekulerer på hvem der betaler for at avisen sælger denne verdensforestilling om en verden delt mellem ”de gode” og ”de onde” Confucius: "“The superior man understands what is right; the inferior man understands what will sell.” Piet Hein: ”at skurkene er skurke er der efterhånden mange der har nået at annamme – desværre er der endnu få, der helt har nået at forstå at helte er det samme”. Held og lykke, spænende om du lykkes se verden i en skala af gråt, ikke sort og hvidt.
Kurt Nielsen, 24. juli, 2021 - 09:30
Er det ikke lige det Trump har modbevist?
@Arne Thomsen
Flere steder fra, heriblandt møde med kinesere der arbejder eller studerer her i Aalborg, men også historier fra turistbranchen (jeg arbejder selv på et museum). Derudover to YouTube kanaler fra en (engang positivt stemt, men idag knap så begejstrede) amerikaner og sydafrikaner, der havde boet ti og femten år i Kina, blevet flydende i mandarin og begge er kinesisk gifte. De har både gode og negative historier om kineserne i Kina om alt fra madvaner, hvilke kulturforskelle man skal være særligt obs på, forskel på rig og fattig (de er dog begge liberalister, så det er ikke noget de dækker så meget - og det var også grunden til at de kom til landet og blev så længe de gjorde, da de som unge så Kina som det nye "forjættede land") , men især den nationalistiske hetz mod fremmede fik dem til at forlade landet. Deres kanaler hedder hvv. en fælles kanal kaldet "ADVChina", og deres seperate kanaler "serpentza" og "laowhy86" på YouTube og de har samlet set nok et par tusind videoer, samt lavet en rejsefilm i det nordlige Kina eller to der også er tilgængelig på Amazon - hvis man gider at investere i det.
Deruodver:
https://vancouversun.com/Business/asia%20pacific/top-beijing-official-la...
https://www.jeraldinephneah.com/5-reasons-why-chinese-tourists-are-so-rude/
https://www.hrw.org/news/2021/02/18/covid-blackface-tv-chinas-racism-pro...
https://www.hrw.org/news/2020/05/05/china-covid-19-discrimination-agains...
https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/apr/25/coronavirus-expose...
https://www.theguardian.com/world/2020/apr/27/china-fails-to-stop-racism...
https://supchina.com/2018/02/23/china-has-no-problem-with-racism-and-tha...
Og nåja, så praktiserer de jo stadig deres oldtids-"medicin", der kræver drab på flere truede dyrearter, især rovdyr. Det vil jeg heller ikke kaldes at være særligt velinformeret.
Du må dog hjertens gerne fortsætte med at tro på at det skulle være os, der er i dag er de sparsomt informerede. Vi kan altid lære mere, naturligvis, og flere mennesker kunne da netop have gavn af at lære om Kina, af samme grund som danskere lærte sig om USA og amerikansk kultur. Så længe vi ikke udvikler sympati for dem og deres værdier, er jeg ligeglad, da vi jo trods alt skal tjene penge på hinanden - og vi jo er dem økonomisk, militært og politisk underlegne som enkeltland. Vi begik i Europa den fejl at have sympati for amerikanske værdier i vores næsegruse beundring for dem efter 2. verdenskrig, samt den generelle underkastelseskultur overfor de mægtige og stærke som alle kulturer og klasser kan fristes af. I fremtiden vil folkefjenden være dem, der ligesom amerikaner-kopier idag ønsker at udslette vores kultur og værdier ved neoliberalisme og hyperindividualisme. De nye fjender vil være dem, der ønsker at kopiere et mægtigt Kinas værdier, som ser de mægtiges politiske system og grundliggende tænker: "De magtfulde har altid ret og hvis vi kopierer dem, får også vi ret". Det samme sociale mekanisme, samme imitation som når lavadel imiterede højadel og kongers trends, mode, ideer, filosofier, sprog, være- og tålemåder, som når borgerskabet kopierede lavadel.
Demokrati og menneskerettigheder har altid kun haft en begrænset levetid. Med Kina som kommende supermagt, vil dem, der dyrker magtens logik, magtens legitimering, magtens trends, magtens ideer, magtens associationer, i stigende grad se demokrati og menneskerettigheder som et levn, et onde, som noget en farlig underklasse dyrker.
-Ja, sprogets nuancer er forskellige, men alligevel ret ens under overfladen, - det skal tjene ens sag - uanset hvilken sag det så er.
For mange år siden da Kina åbnede sig for omverdenen, jeg tror det var tiden omkring Deng Xiaoping kom forretningsmænd fra Amerika Kina fordi de så muligheder, som ikke tidligere var åbne.
De kom i den Amerikanske politiske ånd og dens selvforståelse; "Vi kommer med investeringer og "know-how"" og som et underliggende også - demokratisk udvikling med frihed og velstand.
Det lød mere velgårende end det i virkeligheden var, - og filantropisk var det da heller ikke - tværtimod!
- Det kan mange Sydamerikanske lande helt sikkert skrive under på.
Disses sproglige blomster blev i stedet er arbejdshelvede for mange ufaglærte i Kinas industri, for kineserne tog hurtigt ved lære af "de amerikanske forretnings guruer", - ingen omkostninger til fagforeninger, helbredsforsikring, feriepenge osv., osv., og heller ingen unyttige og omkostninger til miljø osv., osv..
Tiden fra dengang med Deng Xiaoping og forargelsen af Vestens fremmede behandlede kineserne som slaver, lagde sig hurtigt i det modrene kinesiske kommunistparti, - det så til og accepterede produktionsslaveriet i dets nye moderne form, - "det blev kommuniststatens pengetrykkeri" og kommunistpartiets lønslaver, der sikrede ledelsens drømmene om respekt, magt og herredømme i omverdenen.
Vesten hjalp til med kapitalens hjælp, der udviklede sin sans for indtjening ved at sende den ene produktionefter den anden til Kinas-arbejdshær og produktionshaller.
- Jo, vi fik billige varer fra de asiatiske produktionshaller - fra Indien til Kina, og helt på kapitalens præmisser, og med en aggressiv skattetænkning samtidig blev der da et lille overskud til kapitalen for dens ulejlighed.
Politisk sov man tornerose-søvn i Amerika, - "kapitalen ville sejre uanset hvad", - men sådan ville det "moderne Kina" det slet ikke, de havde stormagtsdrømme helt på linje med Amerika, og lod sig ikke affeje som et lille koloni-land derude i det fjerne.
De kinesiske ledere var blevet økonomisk stærke og selvbevidste, og ville ikke være underdaninge for vesten som tidligere, og krævede respekt udefra og erkendelse af deres virkeligheds tilstedeværelse.
Hong Kong var blot den første lille sten i skoen der blev smidt ud fordi den trykkede, og det næste bliver uden tvivl Taiwan, - en gammel kinesiek ø, som de vil have fuld kontrol over.
I sin tid flygtede Chiang Kai-shek med sine loyale tropper til øen, efter de havde tabt krigen od Maos styrker, havet imellem gjorde det vanskelig for Maos styrker at overvinde.
I dag er Taiwan allieret med Amerika, - men ligesom Amerika ikke ville have russiske raketter på Cuba i sin tid(1960erne) få hundrede kilometer fra Amerikans fastland, så vil Kina heller ikke have Amerikanske raketter få hundrede kilometre fra kinesisk fastland, - og derfor må Taiwan falde tilbage til Kina - på den ene eller anden måde, men i kinesisk forstand - "kun på een måde(fuld kontrol)"!
Den exceptionalisme som Amerika opfører sig med i verden, vil Kina ikke stå tilbage for - eller finde sig i, som en slags kolonimagts-sprog overfor Kina i dag, og Kina er ved at udvikle sin egen exceptionalitsme, som skal være ligestillet med den amerikanske, - hvilket bestemt ikke huer Amerika politiske elite, og slet ikke den ekstreme højrefløj(det manglede da bare).
Amerika har brokket sig ofte over den kinesiske ledelse og dens omgåelse af handelsaftaler, - men her burde Amerika se sig selv i spejlet først, inden de beklager sig.
PS: Jeg er ikke tilhænger af de "modrene kinesiske styre" - tværtimod, men det er uomgængeligt at det har vokset sig stor med hjælp fra kapitalen og dens teser.
@kjeld hougaard
Tak for din kommentar. Jeg ved nu ikke, om jeg er specielt indsigtsfuld, oftest er jeg mest af alt forvirret og finder det slående hvor lidt, vi egentlig ved om og forstår hinanden - og os selv. Men du peger efter min mening på noget meget sandt; at vi opsøger og klynger os til den "viden", der understøtter vore holdninger og tilbøjeligheder. Og det, som du antyder, ligeledes et observerbart faktum, at dette fænomen eksisterer og trives vel i journaliststanden. Da jeg var teenager, ville jeg selv gerne være journalist. Sandheden skulle frem, skulle den! Her mange år efter tænker jeg, det måske var meget godt, jeg ikke tog den vej. Min højeste uddannelse er et svendebrev som håndværker, og jeg føler nok inderst inde med de, der har som levevej at gennemskue virkeligheden. Med en måske lidt humoristisk analogi, tror jeg i grunden, jeg ville have det lidt med mit fag, som når jeg ser uorganiserede arme-og-ben-"håndværkere" faldbyde klamhuggeri. Men jeg har ingen løsninger på problemet, som både er neurobiologisk og sociologisk.
Jeg takker for boganbefalingen, men vil være så fræk (hvis journalister skulle læse med her) at mene, ansvaret for almindelige menneskers adgang til reel viden om Kina (eller hvilket som helst andet emne, der har almen samfundsmæssig interesse) først og fremmest ligger på redaktionernes borde. Jeg ville så gerne betale for undersøgende, nysgerrig, ærlig og ufarvet journalistik. Men som en vis samfundsforsker og free-lance journalist engang skrev om det, der apropos artiklen her ligger dybest til grund for de herskende diskurser, er den herskende tankegang eller ideologi i et klassesamfund den herskende klasses tankegang/ideologi. Således også på journalistuddannelserne verden over. Spørgsmålet om ufarvet forskning og formidling, ikke-ideologisk erkendelse, overhovedet er muligt, er stadig et uafklaret videnskabsteoretisk spørgsmål, men der er godt nok ikke meget, der tyder på, det er realiteterne udenfor den akademiske verden, og da slet ikke i journaliststanden. Desværre.