De mægtige centralbankers magtfulde chefer: Her er otte, som har ændret verden

Historien om de moderne centralbankfolk er også historien om udviklingen i den globale økonomi. I 1980’erne i USA var verdenshistoriens mest berømte centralbankchef en sparsommelig mand på over to meter. I 2010’erne reddede en italiener euroen med ordene »whatever it takes«. Nu vil flere af de magtfulde chefer bruge de centralbankerne til at kæmpe imod klimaforandringer.

Her er otte af de gennem tiden vigtigste chefer for Den Europæiske Centralbank, ECB, USA’s centralbank, The Fed, Tysklands centralbank, Deutsche Bundesbank, og den britiske centralbank, Bank of England.

Mario Draghi, chef for ECB 2011-2019, og nuværende premierminister i Italien

Mario Draghi blev født i 1947 og voksede op i Rom i en overklassefamilie. Det var Federico Fellinis Rom, De Røde Brigaders og 68’ernes Rom, men Draghi var ingen revolutionær. »Mit hår var ikke så langt,« som han selv har sagt. »Og jeg havde ikke nogen forældre at gøre oprør imod.«

Før han fyldte 20 år, var begge hans forældre døde, og Draghi koncentrerede sig om sin uddannelse på jesuitternes system af eliteskoler. Han var talentfuld. Han læste økonomi og skrev afhandling om en fælles europæisk valuta. Han levede som en munk, kom til MIT i Boston, læste, arbejdede og blev en del af den særlige norditalienske økonomelite, som i 90’erne begyndte at spejde længselsfuldt mod Bruxelles.

Det gik godt i Italien i de år: Biler, fodbold, Gucci, Prada, vin fra Toscana – i 1987 var Italiens økonomi større end Storbritanniens. Den udvikling skulle sikres, mente folk som Draghi, Monti og Prodi. De ville binde fremtidens politikere til masten, de ville bruge euroen til at begrænse den politiske beslutningskraft til at disciplinere og styre økonomien. Il vincolo esterno hed det – den eksterne begrænsning. Så den 1. januar 2002 blev lire udskiftet med euro. Men i 2010 gik det hele galt.

Draghi og de andre havde håbet, at euroen ville skabe stabilitet – det gik modsat. Fælles pengepolitik uden fælles finanspolitik var godt for tyskerne og skidt for italienerne, for når krisen kom, solgte investorerne de italienske statsobligationer og købte de tyske. Så steg renterne i Italien, som pludselig manglede en national centralbank, der kunne trykke penge og stabilisere deres marked.

Draghis eftermæle er og bliver de tre ord, han sagde i 2012, whatever it takes, som reddede euroen, Italien og måske unionen. Men historien er ikke slut, Italien er stadig Europas store økonomiske problem. Draghi er nu premierminister, en teknokratisk leder af en bred koalition. Han har altså brugt mere end et årti på at redde Italien ud af et net, han selv har været med til at spinde.

Paul Volcker, chef for The Fed 1979-1987

Verdenshistoriens mest berømte centralbankchef var for høj til at komme i militæret. Da Paul Volcker i maj 1945 ville melde sig frivilligt til tjeneste, blev han afvist. Der var ikke plads i en jeep til en mand på over to meter. Tre årtier senere startede han sin egen krig.

Den 6. oktober 1979, få måneder efter at Volcker var begyndt som chef for den amerikanske centralbank, indkaldte han til pressemøde. Alle tv-stationer havde travlt med at dække pavens besøg i USA, men en talsmand fra banken overbeviste dem om at møde op alligevel: »I vil huske det her, længe efter at paven er væk igen,« lovede han. Han fik ret.

For Paul Volcker sagde noget, der forandrede verden: »Vi vil dræbe inflationsuhyret.« Han ville i krig.

Han hævede renterne til svimlende 20 procent. Det skabte recession, arbejdsløshed og nød – ikke kun i USA, men over hele verden. Men inflationen forsvandt.

Volcker voksede op i New Jersey, hvor hans far var embedsmand. Han kom på Princeton University, fik topkarakterer og skrev afhandling om The Fed, hvor han konkluderede, at de burde gøre mere for at begrænse inflationen. Han fik højtbetalte stillinger på Wall Street, senere job i finansministeriet, og i 1979 udpegede Jimmy Carter ham som chef for centralbanken.

Han var berømt for sin sparsommelighed. For at have udskiftet det ødelagte førersæde i sin gamle bil med en almindelig stol og så fortsat med at køre i den. For at bo i en billig lejlighed i en opgang med studerende og hver uge slæbe sit vasketøj med hjem til sin datter. For at ryge billige cigarer og gå i billige jakkesæt.

Hans krig mod inflationen markerede, som The New York Times skrev i avisens nekrolog over Volcker, »afslutningen på efterkrigstiden, hvor John Maynard Keynes-disciplene mente, at regeringer behændigt kunne styre økonomien«.

Han døde i december 2019, 92 år gammel.

Alan Greenspan, chef for The Fed 1987-2006

Selv om Alan Greenspan giftede sig to gange, var han single, fra han var 27 år, og til han fyldte 71, en periode, hvor han med egne ord datede »senatorer, skønhedsdronninger, nyhedsoplæsere og alt ind imellem«.

Han var erklæret markedsfundamentalist, discipel af Ayn Rand, en legende på Wall Street, og da en schweizisk avis i 2007 spurgte ham til det forestående amerikanske præsidentvalg, svarede han følgende:

»Vi er så heldige, at på grund af globaliseringen er politiske beslutninger i USA stort set blevet afløst af de globale markedskræfter. Ud over nationale sikkerhedsspørgsmål gør det stort set ingen forskel, hvem der bliver den næste præsident. Verden er styret af markedet.«

Alan Greenspan voksede op i 1930’erne i New York som enebarn af en enlig mor. Han blev professionel jazzklarinetist, læste økonomi og viste sig at være en fantastisk begavelse. Han fik arbejde i en række storbanker og tjente strålende, han blev rådgiver for Nixon og Gerald Ford, inden Ronald Reagan i 1987 udpegede ham til at afløse Paul Volcker. Under Greenspan blev The Fed til den magtfulde institution, den stadig er i dag.

Greenspan er blevet kritiseret for at give alt for meget plads til markedsspekulation. Han sænkede renten efter it-boblen i 1995 og igen efter 11. september – i 2003 var renten helt nede på én procent. Men da han ville hæve den igen i 2004, virkede det ikke. Der var allerede så meget kredit i omløb på det globale marked, så mange billige penge. Det varede indtil 2008, hvor markedet alligevel fik brug for ’politiske beslutninger’.

Jerome Powell, chef for The Fed siden 2017

Der var en uge i begyndelsen af marts 2020, hvor verden var på vej mod en ny finanskrise. Det stod klart, at corona ville lukke verdens økonomier ned, og investorerne gik i panik: Alle ville sælge, inden markedet faldt, alle ville placere penge i en sikker havn, helst i dollar, så alt andet faldt i værd: aktier og obligationer, alle valutaer undtagen dollaren faldt, selv guldet faldt.

Verdensøkonomien kører på kredit, som en bilmotor kører på benzin. Hvis ingen vil låne ud til stater, virksomheder, banker og borgere, så kan stater, virksomheder, banker og borgere let gå konkurs. Og det var det, der var ved at ske i marts.

Jerome Powell, som alle kalder Jay, er vokset op i en rig, katolsk familie i Washington. Han er ikke økonom, men læste politologi på Princeton University og jura på Georgetown. Han arbejdede for Reagan i 70’erne, var investment banker i 80’erne, inden han blev vicefinansminister under George Bush senior i 90’erne. Siden har han tjent godt en milliard kroner som investor, inden Trump udnævnte ham til chef for den amerikanske centralbank i 2017. Nu har han måske også reddet verdensøkonomien.

Den 15. marts 2020 indkaldte han til pressemøde. For kun anden gang i historien sænkede den amerikanske centralbank renten til nul, og nu, sagde Powell, ville de bruge alle de redskaber, som hans forgænger Ben Bernanke udviklede i 2008: De ville trykke penge og opkøbe USA’s statsgæld, og de ville låne dollar ud til centralbanker over hele verden.

På 48 timer i slutningen af marts købte The Fed lige så mange amerikanske statsobligationer, som de gjorde på en hel måned under finanskrisen i 2008.

Men næste dag faldt markederne igen. Det var ikke nok. Så den 23. marts trådte Powell igen frem foran tv-kameraerne. Nu ville The Fed som noget helt nyt også opkøbe virksomhedernes gæld. Og ikke kun de store stærke virksomheder – man ville mere eller mindre opkøbe det hele, hvis det skulle blive nødvendigt. Alle kunne låne. Så vendte det. Panikken forsvandt, investorerne slappede af, tilliden var genoprettet.

Siden har Powell bare fortsat. Han har mere eller mindre finansieret Joe Bidens store hjælpepakker ved at trykke penge og opkøbe USA’s statsgæld. Nu venter verden på, om det vil skabe inflation eller ej. Om det vil føre til en økonomisk opbremsning, som vil føre til en krise, som vil føre til en ny Trump. Eller om det vil føre til job og grøn omstilling.

Jens Weidmann, chef for den tyske centralbank siden 2011

Den store, berømte aftale mellem Helmut Kohl og François Mitterrand, som senere skulle blive til Maastricht-traktaten og til euroen, lød, at Frankrig kun ville være med til tysk genforening, hvis den stærke D-mark blev svækket – det skulle ske ved at mase den sammen med alle de andre valutaer i en fælles mønt. Omvendt ville Tyskland kun være med til en fælles valuta, hvis den blev styret af en uafhængig centralbank opbygget efter tysk forbillede. Sådan blev det.

Amerikanerne og briterne havde grundlagt den tyske Bundesbank i 1948. Weimarrepublikkens inflation, som de gav skylden for nazismen, måtte aldrig komme igen, så de byggede en uafhængig, anti-inflatorisk, upolitisk centralbank. Sådan blev Bundesbank til, og sådan er ECB på papiret stadig – selv om det aldrig for alvor har givet mening.

»Hvis man skulle gendesigne ECB fra bunden, så ville man nok også sige, at de skulle tage hensyn til beskæftigelsen,« som lektor i makroøkonomi på Københavns Universitet Søren Hove Ravn sagde til mig forleden. Det ville millioner af underbeskæftigede unge i Spanien, Italien og Grækenland nok være enige i. »Men sådan er historien ikke.«

Det var den logik, Mario Draghi udfordrede, da han sagde whatever it takes. At der var brug for mere end blind inflationsbekæmpelse. Og selv om hans ord skabte ro på markederne, reddede euroen og måske ligefrem unionen, så skabte de også en storm af modstand internt i ECB, som aldrig er forsvundet. Især fra Tyskland. Og især fra Jens Weidmann.

53-årige Weidmann, som i 2019 blev fravalgt som ECB-chef til fordel for Christine Lagarde, er chef for den tyske centralbank og har tidligere været Merkels økonomiske rådgiver. I et årti har han været den klareste fortaler for konservative centralbankstraditioner. Indædt modstander af kvalitative lempelser, QE, som han mener frarøver de tyske småsparere sikre renteindtægter, forvrænger markedet og opfordrer til overforbrug. Han var imod whatever it takes i 2012, imod QE i 2015, imod coronaopkøbsprogrammet i 2020, og nu er han også imod, at ECB skal hjælpe med at bekæmpe klimaforandringerne.

Han forsvarer historien, siger han selv. Måske, svarer hans kritikere, men ikke fremtiden.

Ben Bernanke, chef for The Fed 2006-2014

Ben Bernanke vandt sin første stavekonkurrence som otteårig, og da han gik ud af gymnasiet, fik han South Carolinas højeste SAT-testscore i optagelsesprøven til universitetet – 1.590 point ud af 1.600 mulige. Han var ellers vokset op i en halvfattig jødisk familie i Georgia, langt fra magtens centrum – hans mor var skolelærer, faren drev et lille familieapotek sammen med sin bror. Bernanke foretog klasserejsen fra The Deep South til The Ivy League.

Han læste økonomi på Harvard, fik sin ph.d. på MIT og blev en globalt anerkendt økonomiprofessor på Princeton, hvor han forskede i depressionen i 1930’erne. Han har skrevet den bredt anvendte lærebog Principles of Macroeconomics og essaysamlingen Essays on the Great Depression, og han har opfundet berømte makroøkonomiske koncepter som ’The Great Moderation’ og ’The Globale Savings Glut’. Derfor udpegede George W. Bush ham i 2006 til chef for The Fed.

En kedelig akademiker, som umuligt kunne udfylde Alan Greenspans blanke Wall Street-sko, mente mange, og embedsfolkene grinede angiveligt af Bernanke, når han mødte op i lyse sokker til mørke jakkesæt. Men Ben Bernanke endte med at redde det finansielle system fra sammenbrud.

Mange kalder ham stadig Helicopter Ben, fordi han under finanskrisen i 2008 brød med alle konventioner og indførte de kvantitative lempelser, som stadig anvendes over hele Vesten, og som nogen sammenligner med at kaste penge ud fra en helikopter: Han trykte penge og brugte dem til at opkøbe gæld i det private marked, så renterne faldt. Samtidig sænkede han renten til nul og improviserede et helt nyt pengesystem, som kunne overføre billioner af dollar til Europas banker, så de ikke gik under.

»Det eneste, der kan sammenlignes med det, de gjorde i 2008, er Marshallplanen,« har historiker Adam Tooze sagt her i avisen om Bernankes ageren. »Det var i sin natur en total sammenblanding af det private og det offentlige; af det globale og det nationale. Og det var komplet improviseret af teknokrater. Men det virkede.«

Det er ikke for ingenting, at Ben Bernanke har valgt at kalde sine erindringer for The Courage to Act.

Christine Lagarde, chef for ECB siden 2019

»Hvad sker der, hvis et lille EU-land står foran et bankkollaps?« spurgte Christine Lagarde retorisk i et interview med en tysk avis i oktober 2008, da finanskrisen for alvor var kommet i gang.

»Måske har regeringen ikke midlerne til at redde institutionerne, og det rejser spørgsmålet om en løsning på europæisk niveau.«

Der var brug for et fælles europæisk »sikkerhedsnet«, sagde hun, men tyskerne sagde nej. Angela Merkel sagde nej. Og ECB-chef Jean-Claude Trichet sagde nej. Men Lagarde fik ret.

Som ung var Christine Lagarde på det franske landshold i synkronsvømning. Det skyldtes ungdomsoprøret, han hun selv forklaret: »De studerende gik på gaden, og mine forældre var skrækslagne for, at jeg også ville gøre det, så de gav mig lov til at holde fri fra skole og gå i svømmebassinet.«

Mens Frankrigs ungdom byggede barrikader, øvede hun sit undervandssmil. Christine Lagarde er ingen ballademager. Hun står stadig op klokken fem om morgenen og svømmer en tur.

Hun er vokset op i Paris, hendes far var universitetsprofessor i engelsk litteratur, og moren underviste i fransk grammatik, latin og græsk. Hun gik på high school i Maryland, læste jura i Paris, blev advokat og gik den slagne vej fra menig jurist hos Baker Mckenzie til chef for hele butikken i hovedkontoret i Chicago. Så ringede Jacques Chirac i 2005, Lagarde blev handelsminister, så finansminister under Sarkozy i 2007 og senere chef for Den Internationale Valutafond, IMF, da Dominic Strauss-Kahn blev anholdt i New York. Og nu – efter et midnatstopmøde i Bruxelles i 2019 – er hun ECB-chef.

Hun fik ret dengang i 2008. Det stod klart fire år senere, da ECB’s Mario Draghi udspændte sit sikkerhedsnet og dermed endelig beroligede investorerne. Nu viderefører Lagarde Draghis linje: ECB trykker milliarder af digitale euro og bruger dem til at købe statsobligationer, så det bliver billigere for staterne at låne. Og forleden præsenterede hun omridset af en en klimastrategi, så ECB også kan være med til at bekæmpe klimaforandringerne. Det kan, mener mange, blive hendes helt store eftermæle.

Mark Carney, chef for den britiske centralbank 2013-2020

I en nu legendarisk tale i London i 2015 advarede chefen for den britiske centralbank, Mark Carney, om et muligt ’klima-Minsky-moment’: Et øjeblik, hvor verdens investorer pludselig ville indse, at sorte virksomheder ikke havde en fremtid. Hvor alle ville sælge på én gang og dermed skabe en finanskrise, som den amerikanske økonom Hyman Minsky har beskrevet. Derfor, sagde Carney, er centralbankerne nødt til at involvere sig i klimakampen.

Mark Carney er britisk gift med irsk, canadisk og britisk statsborgerskab. Han blev udpeget af den konservative George Orsborne til centralbankchef i 2012 og forhandlede sig til en helt uhørt høj løn: 7,5 millioner kroner om året, plus godt 100.000 om måneden til bolig.

Han nævner tit selv, at han er fra en lille bitte by, Fort Smith, i det nordvestlige Canada. Men han har også gået på Harvard og Oxford og tjent millioner på sine 13 år i Goldman Sachs. Og så er han altså den første centralbankchef, der seriøst talte om klimaet. Nu er hans synspunkt måske ved at blive mainstream. Bank of England har lige fået et såkaldt grønt mandat, og måske er ECB på vej med noget lignende. Det startede med Carney.