Langsomme Samtaler
Læsetid: 9 min.

Rahel Jaeggi: Kapitalismen er meget bedre til at overvinde sine kriser end kapitalismekritikken

Ifølge den schweiziske filosof Rahel Jaeggi er kapitalismen ikke bare en ond modstander, som invaderer vores liv, men også en skabende kraft, der giver os muligheder for nye former for venskab, sociale relationer og identiteter
Ifølge den schweiziske filosof Rahel Jaeggi er kapitalismen ikke bare en ond modstander, som invaderer vores liv, men også en skabende kraft, der giver os muligheder for nye former for venskab, sociale relationer og identiteter

Jesse Jacob

Udland
10. juli 2021

Kapitalismen, som vi kender den, er i krise igen – hedder det sig. Kina har brugt vores frie markeder og åbne økonomier til at købe sig ind i vores samfund og gøre os afhængige af et kommunistisk regime, som nu kan afpresse. Techgiganterne har brugt de frie markeder til at etablere monopoler, som gør, at de kan opkøbe konkurrenter og afpresse nationalstater. Og så er der ødelæggelsen af naturgrundlaget og uligheden.

Det er blevet sagt, at kapitalismen lover frihed, men fører til underkastelse, og kritikerne siger, at den er i krise og kan være ved at ødelægge sig selv.

Men det er altså blevet sagt mange gange før, anfører den schweiziske filosof Rahel Jaeggi. Og det har altid været forkert:

»Det er alt for let at lave en kritik af kapitalismen, som siger, at den udvikler kriser i sine strukturer, som den ikke kan overkomme. Den vil æde sin egen hale, som man siger, eller underminere de ressourcer, den bygger på,« siger hun.

Det har ifølge Jaeggi belastet den kritiske teori, at der selv i perioder, hvor alting virkede rimeligt stabilt og samfundet nogenlunde velfungerende, har siddet teoretikere og forudsagt, at lige om lidt falder hele lortet fra hinanden. Som bekendt er det ikke sket. 

Historisk set har kapitalismen nemlig vist sig at være sine kritikere overlegen. Den har ifølge Jaeggi demonstreret, hvordan den kan bruge kritikken til at reformere sig selv, så den selv blev stærkere, og kritikken blev svag: »Det minder lidt om de former for kampsport, hvor du vender dine modstanderes slag mod dem selv,« som hun siger.

Klimaaktivisten Greta Thunberg protesterer mod den økonomiske orden og siger, at fortællingen om evig vækst er blevet til et eventyr, som de voksne tror på. Og så kommer verdens kapitalfonde ud og siger, at de sandelig vil leve op til Parisaftalen og flytte investeringer fra sorte til grønne energikilder. Eller kapitalismen beskyldes for at have bidraget til de sortes fattigdom og elendighed. Og så kommer de store amerikanske virksomheder ud med sorte stjerner som Tiger Woods og Michael Jordan som deres nye offentlige ansigter.

»Hvis der er noget, vi efterhånden har lært,« konstaterer Rahel Jaeggi »så er det, at kapitalismen er meget bedre til at overvinde sine kriser end for eksempel de marxistiske teoretikere, som altid forudsiger krisen«.

Jaeggi og kritisk teori

Det er den tradition, Rahel Jaeggi selv er formet af, som hun kritiserer. Hun er uddannet på Institut for Socialforskning i Frankfurt, der er kendt som »Frankfurterskolen« og forvalter af den tradition, som kaldes kritisk teori. Skolen har i hundrede år skabt kritik af det kapitalistiske samfund, som er blevet til pensum på vores uddannelsesinstitutioner og brugt som knytnæver af indsigt for intellektuelle, som ville protestere mod fascisme, småborgerlighed, kulturindustrien og konsumsamfundet. Filosoffer som Theodor W. Adorno, Max Horkheimer og Herbert Marcuse kombinerede marxisme, sociologi og psykoanalyse i spektakulære kulturanalyser og blev i årtier dyrket som åndelige vejledere for progressive.

Jürgen Habermas, som definerede en ny generation i 1960’erne, gjorde op med den totale kapitalismekritik og radikale kulturpessimisme. Han pegede i stedet på, hvordan vi gennem samtale kan overskride magtforhold og mødes med argumenter, og hvordan demokratiet lover os en frihed og lighed, som vi kan og skal holde hinanden fast på som et frigørelsesprojekt. Og den nu 92-årige Habermas regnes for den mest indflydelsesrige moralske stemme og offentlige intellektuelle i Tyskland gennem de sidste 50 år.

Fokus for Habermas er på fornuft og ideer, udveksling af argumenter og samtaler, men han interesserer sig ikke meget for sociale konflikter og kulturelle kampe. Dem afdækkede hans elev Axel Honneth til gengæld så overbevisende, at hans teori om anerkendelse er blevet en slagsang i offentligheden og kolossalt indflydelsesrig på de videregående uddannelser.

Axel Honneth er i dag leder af Institut for Socialforskning, og så har han været vejleder for Rahel Jaeggi, som repræsenterer næste generation i den kritiske teori.

Man kan sige, at hun er ankommet til tænkningen på de venstreintellektuelles røde løber.

Jesse Jacob

Jaeggis vej til kapitalismen

– Du har udviklet din egen kapitalismekritik, som også er et opgør med den kritik, du er dannet af. Men hvordan blev du oprindeligt selv kapitalismekritiker? For mange af os startede det i ungdommen – nærmest som et slogan, vi gerne ville synge med på ….

»For mig var det faktisk helt omvendt. Jeg var meget involveret i politisk aktivisme, da jeg var ung. Men vores kampe handlede om, at der ikke var boliger nok til unge mennesker og om at besætte huse. Vi var engagerede i bevægelsen imod atomkraft og hele miljøsagen. Der var meget energi og protest, men dengang var marxisme ikke på mode, og kapitalisme var ikke et ord, man ville bruge om det, man kæmpede imod,« fortæller Jaeggi.

Hun er 53 år gammel, forfatter til Fremmedgørelse fra 2005, der blev til et intellektuelt referencepunkt, og Kritik af livsformer fra 2012, som er hendes foreløbige hovedværk. Begge bøger er oversat til engelsk.

»Det er interessant, for når jeg ser på det i dag, kan jeg godt se, at alt det, vi gik op i dengang, drejede sig om kapitalisme. Men de begreber, vi brugte, handlede mere om det disciplinerede samfund, magt, kontrol, selvbestemmelse. Hvis man talte om kapitalisme, blev man mistænkt for kun at fokusere på økonomiske forhold og for at være deterministisk«.

Først noget senere begyndte Jaeggi at studere Karl Marx i en læsekreds på universitetet og interessere sig for, hvordan kapitalismen fungerer. Men hun var skeptisk over for den måde, som den ofte bliver opfattet på som en udefra kommende destruktiv kraft, der trænger ind og ødelægger menneskenes naturlige måde at være sammen på og sande interesser. Som om kapitalismen er en dæmon, der spreder løgn og falsk bevidsthed:

»Det er en fælde, man skal undgå. Der er i hele den kritiske teoris tradition en tendens til at forestille sig, at der findes sådan virkelige menneskelige interesser og rene menneskelige behov. Men at de bliver ødelagt og forvrænget af indflydelse fra kapitalismen.«

»Jeg vil gerne understrege, at kapitalismen ikke bare ødelægger. Den er også en skabende kraft, som har været med til at forme os selv og vores samfund. Kapitalismen har været med til at forme os og vore interesser og behov, mange af vores goder og meget af det, vi nyder«.

Kritikkens kampsport

– Det gælder vel også konkret, at man kan beskrive tech-giganter som onde kapitalistiske kræfter, der kommer udefra, plyndrer vores data og besætter vores bevidsthed. Men i realiteten ser du jo også blandt unge mennesker, at de bruger sociale medier til at organisere protestbevægelser og udveksle kritik og analyser af kapitalismen?

»Ja, hvis man ser på de nye medier og muligheder for at kommunikere, er det åbenlyst, at der er en kløft mellem generationer, og hvordan vi hver især bliver socialiseret ind i det her digitale netværk, som dækker hele kloden«.

Jesse Jacob
»Jeg sagde før, at kapitalismen fungerer som en kampsport, hvor man vender modstandernes styrke mod dem selv. Men det gælder jo også en anden vej. De unge bruger jo også de sociale mediers muligheder til at vinde selvbestemmelse og blive stærkere som fællesskab. Og hvis alt går vel, lærer vi at bruge ’fjendens’ styrke, så vi sammen vokser. Tech-giganterne er et godt billede på det, vi taler om: De er både ødelæggende og skabende. Der er faktisk visse former for værdifulde venskaber, sociale relationer og identiteter, som man ikke kan forestille sig uden dem.«

Det handler på den måde for Jaeggi ikke om at tabe til kapitalismen eller vinde over den. Ikke, om den bryder sammen i sine modsætninger eller bliver ved med at besætte vores liv.

Kampen står for Jaeggi et andet sted. Hun pointerer i Kritik af livsformer, at det afgørende for, om mennesker er frie sammen eller umyndige, er, om vi kan blive klogere på det samfund, vi lever i, og kan omsætte indsigt til problemløsning. Det handler om at skabe betingelser for fælles læreprocesser og åbent forhandle vores etiske og praktiske normer. Man kan ikke adskille økonomi og mennesker, kapitalisme og samfund, men må se på de livsformer, som udvikles i kapitalistiske samfund og spørge, hvad der forhindrer fællesskabet i at erkende sine problemer og løse dem. Det kræver samtaler, dannelse, åbne offentligheder, sammenhænge mellem borgerne og institutioner og mulighed for at forandre de måder, vi lever på.

– Det har været et dogme i den liberale tradition, som mange antiautoritære socialister også har delt, at vi skal diskutere rammer og betingelser, men ikke blande os i, hvordan det enkelte menneske lever. Det gør du op med?

»Ja, det er blevet behandlet, som om det var individuelle valg, der styrede vores liv. En slags sort boks, man ikke skal nærme sig. Habermas gjorde det til et ideal at vise »etisk afholdenhed« over for folks livsvalg. Vi kan ifølge ham forholde os kritisk til, om et socialt arrangement er retfærdigt, og om det krænker basale rettigheder, men vi bør ikke dømme indholdet af livsformer.«

Habermas sagde, at vi skal kritisere, hvis et barn bliver slået af sine forældre, fordi det er et moralsk anliggende. Men filosofferne skal ikke forholde sig kritisk til eksempelvis indholdet af undervisning, eller hvordan folk vælger at gifte sig:

»Men jeg ser livsformer som sociale praksisser, vi skal forholde os til. Vi er alle sammen afhængige af hinanden. Og vi ville ikke være der, hvor vi er som samfund, hvis vores livsformer ikke havde forandret sig efter debatter og kritiske diskussioner. Den sorte pædagogik og ideen om, at børn er vilde dyr, som skal tæmmes, var vi ikke sluppet for, hvis vi ikke havde engageret os og erstattet den med en venligere og mere demokratisk idé og uddannelse og barnet selv.«

Kapitalismen er en livsform

Der er således en forbindelse mellem Jaeggis tidligere interesse for selvbestemmelse og magtforhold i den sociale virkelighed og hendes senere analyser af kapitalismen. Man kan ikke nøjes med demokratiske rettigheder og økonomisk omfordeling, pointerer hun. Man må også forholde sig til, hvilke behov vores livsformer skaber, og hvilke ideer om frihed og muligheder for at dele erfaringer og handle sammen der udvikles i vores samfund:

Jesse Jacob
»Det er klart, at økonomien er meget magtfuld i vores samfund. Men den er jo heller ikke en naturkraft, selv om vi nogle gange taler sådan om den – både nyliberalisterne og den kritiske teori har været tilbøjelig til at se økonomien som sin egen selvstændige sorte boks, der havde sit eget liv«.

»Men den er jo et resultat af, hvad mennesker gør og har gjort, kapitalismen er også en livsform, vi selv har været med til at skabe. Den er resultatet af kulturelle, uddannelsesmæssige og politiske sociale praksisser, vi har indflydelse på. De kan genforhandles, men det betyder ikke, og det er en vigtig pointe, at vi bare selv kan beslutte at lave det om. En praksis er noget dybt forankret i vores liv – noget meget mere modstandsdygtigt end bare en holdning, vi kan ændre, hvis vi hører nogle gode argumenter, eller et humør, vi kan være i. De forskellige praksisser er forbundet, så hvis du for eksempel genforhandler grænsen mellem, hvad man kan sælge på markedet, og hvad man ikke kan sælge, vil det få alle mulige konsekvenser på andre områder.«

Det er derfor, at spørgsmålet om, hvorvidt kapitalismen er i krise, i sig selv ikke er særligt interessant for Rahel Jaeggi. For den er ikke et system, der styrer alt andet:

»Min oplevelse er, at vi lige nu lever med forskellige kriser med hver deres dynamik, men som også er forbundne. Det er ikke let at sige, hvordan vi kommer ud af det …«, siger hun og tøver for første gang under vores samtale:

»Måske vil selve den idé om kriserne også vise sig kreativ og skabe noget nyt, der flytter noget andet. Det må vi håbe på«.


Dette er en redigeret version af en samtale, som blev foretaget over ZOOM den 25. juni. Hele samtalen kan høres som pocast.

Serie

Langsomme samtaler, der sætter verden sammen

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

"Ifølge den schweiziske filosof Rahel Jaeggi er kapitalismen ikke bare en ond modstander, som invaderer vores liv, men også en skabende kraft, der giver os muligheder for nye former for venskab, sociale relationer og identiteter"...

Er kapitalismen ikke længere et pyramidespil? Som reklamernes overtagelse af internettet lærer vore børn at stræbe mod at vinde?

Alt er ikke sort/hvidt, jeg er klar over det, men hvor mange er der plads i hver reklamebetalte internetkategori, før kategorierne er nødt til at dele sig og opfinde nye kategorier på samme måde, som mejerier opfinder nye syrnede mælkeprodukter? I en bestandig jagt på de fleste abonnenter og den største indtjening? Og jagter man det ikke, forbruger man dét?

Kan jeg forestille mig en verden, hvor det ikke er sådan? Ja, jeg kan tømme verden for reklamer, og befolke den med glæde og entusiasme. Men jeg kan ikke forestille mig, hvordan det sker. Menneskene er et barn med en barnehjerne, og kapitalismen er en måde for denne hjerne at skabe nye forbindelser på.

Når det stabiliserer sig - når hjernen og menneskebarnet bliver modent...

Okay, never mind. Bare kør jeres shit. Kværn de svage. Lok de svage. Sejl dem ud på en ø eller dø dem i vuggen. De stærkeste inden for enhver kategori skal nok blive tilbage. Måske bliver det dig. Evolutionen stabiliserer sig.

jens christian jacobsen

Hun er gået fra at være kritisk modstander af kapitalismen til at være 'kritisk' tilhænger. Som den typiske Informationslæser. Godt ramt Lykkeberg!

Carsten Nørgaard

UNO skift-retning-kort: Kapitalismen har fejlet netop på grund af sin succes, og i praksis er alle vælgere og partier mere eller mindre tvunget til at være tilhængere, hvad enten de så er 'kritiske' eller 'ukritiske'.

”Why Liberalism Failed” af Patrick J. Deneen, professor i statskundskab ved University of Notre Dame. Yale University Press, 2018.

Steffen Gliese

Kapitalismen sejrer på egne præmisser, ligesom det er stort set umuligt at udrydde væggelus.