Baggrund
Læsetid: 8 min.

Sahel i Afrika er blevet hotspot for islamister – og otte års terrorbekæmpelse har ikke hjulpet

Trods flere års indsats fra Vesten har det ikke været muligt at bremse udviklingen i Sahel-regionen, hvor islamistiske grupperinger fortsætter med at vinde frem og står bag et stigende antal angreb. Udenrigsminister Jeppe Kofod frygter, at den voksende konflikt vil udvikle sig til en migrationskrise
Her otte år efter, at Frankrig med hjælp fra aktører som Danmark indledte sin mission i Mali mod de voksende islamistiske grupper, er antallet af jihadistiske angreb mangedoblet

Her otte år efter, at Frankrig med hjælp fra aktører som Danmark indledte sin mission i Mali mod de voksende islamistiske grupper, er antallet af jihadistiske angreb mangedoblet

Seyllou

Udland
5. juli 2021

For et par uger siden blev endnu en gruppe af FN’s fredsbevarende styrker og lokale soldater dræbt i islamistiske angreb i Mali i Afrika, og millioner af mennesker i Sahel-regionen er drevet på flugt på grund af konflikten, der de seneste år er blevet værre trods vestlige styrkers tilstedeværelse.

Her otte år efter, at Frankrig med hjælp fra aktører som Danmark indledte sin mission i Mali mod de voksende islamistiske grupper, er antallet af jihadistiske angreb mangedoblet, ifølge tal fra ACLED.

Terrorismen er for alvor ved at få rodfæste flere steder i Afrika, og udviklingen har fået vestlige lande heriblandt Danmark til at ville sætte yderligere fokus på kontinentet. Det blev i sidste uge slået fast på et møde i Rom med koalitionen mod Islamisk Stat, hvor det blev meldt ud, at kampen mod terrorisme i Afrika vil blive prioriteret højere. Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er der et stort behov for at assistere landene især i Sahel-regionen.

»Jeg er stærkt bekymret over, at den militante islamisme har spredt sig i Afrika. Hvis det går galt i det her område, får vi flygtningestrømme og migration i et stort antal mod Nordafrika og Europa, og det kan destabilisere hele regionen. Hvis grupperne vokser sig endnu stærkere kan det i anden omgang udgøre terrortrusler mod europæiske lande herunder Danmark. Det er det, vi skal være på forkant med.«

En langstrakt intervention

Da Frankrig med den daværende præsident Francois Hollande i spidsen valgte at hjælpe Mali i kampen mod de voksende islamistiske grupper tilbage i 2013, var det ud fra et ønske om, at det skulle være en kortvarig affære. Det skulle ikke ende med at blive det nye Afghanistan med mange års tilstedeværelse.

»Men det er blevet dét, franskmændene havde frygtet. En langstrakt intervention med markante franske tab og ikke rigtig udsigt til noget som helst. Det er status efter otte år, hvis man skal være hård,« siger Troels Burchall Henningsen, der er adjunkt ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.

Signe Marie Cold-Ravnkilde, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med fokus på konflikt, terror og fredsopbygning i Sahel-regionen, er enig i vurderingen:

»Man kan på mange måder sige, at strategien har været forfejlet i Sahel. Tilstedeværelsen af de vestlige styrker i samarbejde med de nationale sikkerhedsstyrker har været med til at kaste brænde på jihadisternes bål, fordi det ikke er lykkedes at ændre situationen specielt meget i forhold til sikkerhed og leveforhold for befolkningen, hvilket har været med til at mobilisere krigere,« siger hun og fortsætter:

»Det er en meget alvorlig og bekymrende udvikling, vi ser. Sahel er blevet et hotspot for jihadister, og siden 2015 er Islamisk Stat i større grad kommet på banen i takt med tilbagegangen i andre områder.«

 

Fra begyndelsen af konflikten har Danmark støttet de internationale militære indsatser i Mali og resten af Sahel-regionen med blandt andet transportfly og specialoperationsstyrker. Det er denne indsats, der vil blive fokuseret yderligere på i fremtiden. Det er planen, at op mod 105 personer i 2022 skal afsted for blandt andet at uddanne og rådgive lokale specialstyrker i kampen mod islamistiske oprørere. Udenrigsminister Jeppe Kofod mener, at det har været en vigtig indsats indtil videre:

»Det er en kompliceret situation, og et af de mest udfordrende steder at være. Men jeg ved, at hvis vi ikke havde været til stede, ville situationen se endnu værre ud. Vi har langtfra nået en stabil situation endnu, men jeg mener, at vi kan gøre en forskel sammen med vores allierede.«

– Antallet af angreb har været stigende de seneste år, og mange mennesker er allerede drevet på flugt. Hvorfor har I ikke sat yderligere ind tidligere?

»Vi har været der fra dansk side i forhold til udviklingssamarbejde i mange år, og nu er vi så også til stede med flere andre elementer. Det er rigtig godt. Skulle man have været der tidligere? Der handler det blandt andet om de udviklinger, der sker i landet. Nogle af de her terrorgrupper har fået mere rodfæste i kraft af, at vi har haft fokus på at besejre dem andre steder. Nu går vi så yderligere ind og hjælper med at få slået dem ned med alle de forskellige midler, vi har.«

En kompleks konflikt

For at forstå hvorfor jihadistiske grupper har opnået større udbredelse i Sahel-regionen, skal vi tilbage til 2011, da Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi blev væltet. Her ændrede nogle af de regionale sikkerhedsdynamikker sig, fordi Libyen havde fungeret som en form for støddæmper, der holdt migration væk fra Europa og håndterede terrorisme både på grund af Libyens store arbejdsmarked, men også Gaddafis hårde måde at kontrollere grænseområderne på.

Det næste, der sætter regionen i en kritisk og ustabil situation er nomadefolket tuaregernes oprør i Mali i 2012, hvor præsident Amadou Toumani endte med at blive afsat, og islamistiske grupper i højere grad overtager kontrollen over de nordlige regioner i Mali.

 

Det fik overgangsregeringen i landet til at bede Frankrig om at intervenere militært, men jihadistgrupperne formåede at trænge ned i det centrale Mali, der er et meget vigtigt strategisk område, fordi det grænser op til Burkina Faso og Niger.

»Grupperne har haft held med at udnytte de lokale konfliktstrukturer, som tit er drevet af, at der er en ekstrem mangel på regeringsførelse i de her områder. Man gør brug af ledere, der kender den sociale og politiske kontekst, og som derfor har nemmere ved at rekruttere og mobilisere folk. Enten bliver de fastholdt i et jerngreb, hvor de trues med at blive slået ihjel, hvis ikke de bryder ethvert samarbejde med staten, eller også laver grupperne shariabaseret regeringsførelse med kontrol over ressourcer og logistik,« siger seniorforsker Signe Marie Cold-Ravnkilde.

I 2019 sker der endnu en udvikling, der gør, at man ser en stigning i antallet af angreb i regionen. Der begynder at opstå kampe mellem al-Qaeda-relaterede grupperinger og Islamisk Stat-relaterede grupperinger. Forinden havde man ellers talt om Sahel som en undtagelse, fordi de forskellige grupper samarbejdede mere end de konkurrerede. Men det ændrer sig, blandt andet fordi Islamisk Stat vinder større indpas, og grupperne har ideologiske uenigheder.

»Udfordringen er, at grupperne nu også bekæmper hinanden, og det har ført til, at der er et reelt behov for beskyttelse for et stigende antal mennesker, der er drevet på flugt. Deres landsbyer bliver brændt ned, deres familier bliver slået ihjel, og deres kvæg og ejendele bliver stjålet. Det er den usikkerhed i befolkningen, Europa skal bekæmpe, fordi først dér stopper du rekrutteringen til jihadistgrupperne, der lige nu præsenterer et alternativ til Vesten,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Frankrigs modgang

En anden udfordring for indsatsen er de mange flere aktører, der er til stede, og den voksende modstand fra befolkningsgrupperne i Sahel mod Frankrig, der som gammel kolonimagt har haft en mangeårig tilstedeværelse i området. De sidste par måneder har man ved flere demonstrationer i Malis hovedstad Bamako set russiske flag vaje fra side til side og slogans om, at de franske tropper skal forlade landet, og regeringen i stedet bør samarbejde mere med Rusland.

»Lige siden vi stolede på dem (franskmændene, red.) og lagde vores sikkerhed i deres hænder, er alt blevet værre,« sagde en demonstrant under en protest i slutningen af juni til mediet Africa News.

Det illustrerer den udvikling, man har set de seneste år, hvor Europa og vestlige styrker ikke længere står alene med indsatsen og indflydelsen i Afrika, men aktører som Rusland og Kina har stået klar og nu repræsenterer et alternativ. Ifølge Troels Burchall Henningsen, er det en stor udfordring for Europas fremtidige indsatser, at det politiske samarbejde bliver endnu sværere, end det allerede har været.

»Det kan have en kæmpe betydning for udviklingen. Rusland er med til at destabilisere situationen ved simpelthen at vende befolkningen mod Frankrig, også på de sociale medier, ud fra en strategi om at skade Frankrig. På længere sigt kan det betyde, at vi vil se den russiske regering blive en samarbejdspartner for Mali, hvilket vil gøre det endnu sværere for Europa at gennemføre en vellykket indsats, fordi den politiske dimension ikke kan fungere,« siger han.

Nuværende missioner i Sahel

Der er en række forskellige missioner i Sahel-regionen. Der er den franskledede Operation Barkhane, der i alt tæller 5.100 soldater, og som omkring 70 danske udsendinge bidrager til. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har dog meldt ud, at man vil transformere sin militærindsats i Mali og brede den mere ud, blandt andet på grund af landets ustabile politiske situation efter det seneste militærkup.

Derudover er der forskellige EU-ledede initiativer og FN’s mission, Minusma, som samler 56 nationer og omkring 13.000 udsendte i et omfattende stabiliseringsarbejde.

Siden 2013 har Minusma registreret 230 dødsfald, hvilket gør missionen til den mest dødbringende af FN’s fredsbevarende missioner.

Forhandlinger med jihadister

På grund af de mange udfordringer og den komplekse situation er det ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde og Troels Burchall Henningsen svært at dæmme op for problemerne og finde løsninger.

Ifølge Troels Burchall Henningsen er et af de helt store spørgsmål lige nu, hvorvidt Vesten vil gå med til at forhandle med nogle af jihadistgrupperne. En strategi som blandt andet Frankrig har været afvisende over for, fordi man ikke vil forhandle med terrorgrupper.

»Det er her, at vores universelle terrorlogik går ind og clasher med lokale forhold. Det kunne potentielt være en af nøglerne til i hvert fald at stabilisere situationen i Mali, hvis man kunne få splittet nogle af grupperne op. Potentialet i at kunne gå ind og forhandle med nogle og isolere andre, tror jeg, er ret stor, men der står vi i Vesten med en anden dagsorden. For hvis man begynder at forhandle med al-Qaeda, hvad signalerer man så mere globalt set?« spørger han.

Ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde ser staterne i regionen en større mulighed for at forhandle fredsaftaler med de al-Qaeda-relaterede grupper. Det skyldes, at man skelner mellem de Islamisk Stat-relaterede gruppers meget offensive jihad og de al-Qaeda-relaterede gruppers mere defensive jihad, hvor de i højere grad accepterer lokale livsformer og kutymer, så længe man anerkender, at det er dem, der er magthaverne.

Skal man forsøge at lykkes med at ændre situationen, kræver det, at man adresserer årsagerne til, at lokalbefolkningen tilslutter sig grupperne, mener Signe Marie Cold-Ravnkilde. Den militære indsats kan godt slå ned på grupperne ved for eksempel at ramme centrale lederfigurer, men det er en kortvarig succes, påpeger hun:

»Hvis der ikke kommer opfølgende politiske arbejde med hensyn til at lave fredsaftaler samt sociale og politisk ansvarlige myndighedsstrukturer, der kan få staten tilbage til de her områder på en relevant måde, som ikke går ud over befolkningen, så er de militære succeser med at rydde et område ekstremt kortvarige.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Det danske bidrag handler i bund og grund ikke om at gøre en forskel, men om at score så meget udenrigspolitisk valuta som muligt, bl.a. for at kompensere for et alt for lille forsvarsbudget, der reelt betyder at vi har lagt vores sikkerhed i lommen på andre lande. Vores bidrag har derfor flere ben at gå på, for at gøre os mindre afhængige af USA, men til gengæld med mere leflen for Frankrig.

At bekæmpelsen af terrorister i Shahel, som vil medføre migration til Europa, er som at skovle vand ud af et synkende Titanic, skyldes dels tørke pga. klimaforandringer, dels en stor befolkningstilvækst, og dels dysfunktionelle lande som ikke selv kan, eller vil sikre deres egen befolkning, ift. udvikling, uddannelse og almindelig sikkerhed, etc.

Uden alt for mange sammenligninger i øvrigt; hele Krigen mod Terror, som indledtes i 2001 og har medført invasioner, dronekrig og en ekstrem vækst indenfor sikkerhedsindustri m.m., har resulteret i udbredelse/spredning og vækst indenfor terror. Hvad gør man mon galt? Og hvor er refleksionen over de fejlslagne politikker henne af? Hvem tager et reelt ansvar?

Pietro Cini, Vibeke Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

”dysfunktionelle lande som ikke selv kan, eller vil sikre deres egen befolkning, ift. udvikling, uddannelse og almindelig sikkerhed, etc.” De dysfunktionelle lande, det er ikke lande i Vestes mening af ordet. Det er geografiske områder, skabt af konkurrence mellem våres koloniserende stater, områder som ”vi” overlod til sig selv efter ”vi” tabte WWII. Men det er da en god ide J.N. at skyde så mange vi kan finde, så vi er kampklare til kampen for ”menneskelige rettigheder” i Kina Rusland med flere.