Interview
Læsetid: 10 min.

Taiwans udenrigsminister: »Taiwan står ved frontlinjen og kæmper for at stoppe en autoritær fremmarch«

Kina tolererer ikke demokrati og er blevet meget mere aggressiv, siger Taiwans udenrigsminister, Joseph Wu, i et interview med Information. Styrkeforholdet mellem USA, Taiwan og Kina har rykket sig. Det ved alle parterne – derfor får Taiwan-strædet igen stor international bevågenhed
»Hvis det internationale samfund ikke støtter Taiwan, når Kina øger truslerne og agerer mere aggressivt, vil den kinesiske reaktion være at presse Taiwan endnu mere både politisk, diplomatisk og militært,« siger Taiwans undenrigsminister Joseph Wu i et interview.

»Hvis det internationale samfund ikke støtter Taiwan, når Kina øger truslerne og agerer mere aggressivt, vil den kinesiske reaktion være at presse Taiwan endnu mere både politisk, diplomatisk og militært,« siger Taiwans undenrigsminister Joseph Wu i et interview.

Anne-Rose Wang

Udland
7. juli 2021

Set fra Taipei er verden ved at blive opdelt i to. En fri og demokratisk – og en autoritær. Over en videoforbindelse fra sit ministerium trækker Taiwans udenrigsminister Joseph Wu de store linjer op, som han ser dem.

»Det autoritære fører krig mod det demokratiske, og Taiwan står ved frontlinjen og kæmper for at stoppe en autoritær fremmarch. Vi kan se truslen og vil forsvare os selv og vores territorie, men vi kæmper også for opretholdelse af demokratiske frihedsprincipper,« forklarer han. Truslen, han beskriver, kommer fra Kina. Den bliver ført an af Kinas Kommunistiske Parti og er tæt knyttet til de historiske omstændigheder, der siden midten af sidste århundrede har defineret forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan. I alle de år har kommunistpartiet gjort krav på Taiwan.

»Kina påstår, at Taiwan er en del af folkerepublikken, men realiteten er, at Taiwan er et demokrati, vores præsident og parlament er demokratisk valgt. Vi har vores eget militær og fører vores egen udenrigspolitik. Vi har vores egen møntfod og pengepolitik, og regeringen har fuld kontrol over vores eget territorie. Taiwan er med andre ord ikke en del af folkerepublikken – det er status quo. Taiwan har ikke en eneste dag været under folkerepublikkens jurisdiktion, det er fakta. Så når Kina siger det modsatte, er det noget, de forestiller sig, og noget, de har opfundet i deres bestræbelse på at annektere Taiwan,« siger Joseph Wu.

Truslen er altså ikke ny – den har bare skiftet karakter. Den er blevet mere tydelig, og den er blevet mere alsidig. Det kommer til udtryk globalt, hvor Kina forsøger at isolere Taiwan. Antallet af lande, der trodser Beijings et-Kina-politik og opretholder diplomatiske forbindelser med Taiwan, er nu nede på 15. For fire år siden, da Joseph Wu og regeringspartiet Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) kom til magten, var der 22.

Kinas hybride hetz

Dertil kommer, at Taiwans repræsentanter har fået endnu sværere ved at deltage i internationale fora som Verdenssundhedsorganisationen. Men det mest markante skifte er den eskalerende militære trussel, der de seneste år har fundet sted. Uge efter uge, dag efter dag må Taiwans luftvåben på vingerne for at afvise kinesiske kampfly med retning mod Taiwans luftrum. Det er sket flere end 350 gange alene i år.

De kinesiske fly vender om, inden de kommer så langt, men hver gang tvinger manøvren Taiwans militære beredskab op i gear. Overflyvningerne giver Kina indsigt i Taiwans forsvarsmekanismer og lægger et konstant pres på Taiwans ressourcer i en styrkeprøve, hvor Folkets Befrielseshær har langt større budgetter at trække på. En lignende strategi finder sted til vands, hvor Taiwans kystvagt bruger store kræfter på at holde kinesiske skibe på afstand.

Fremgangsmåden er ikke kun rettet mod Taiwan. Sydøstasiatiske nationer oplever lignende længere nede i Det Sydkinesiske Hav, mens Japan bliver udsat for det samme i Det Østkinesiske Hav. Men intensiteten over for Taiwan er af en anden kategori. Den bliver suppleret af et virtuelt pres i form af cyberoperationer, hackerangreb og online-disinformation. Ifølge data indsamlet af et forskningsprojekt på Göteborg Universitet er Taiwan det sted i verden, der er mest udsat for misinformation eller falske oplysninger plantet af en anden stat.

Det er alt sammen del af en kinesisk strategi, der kan beskrives som asymmetrisk eller hybrid krigsførelse, der med Joseph Wus ord er møntet på at »intimidere og underminere Taiwans samfund og demokrati og skabe ustabilitet eller kaos for nemmere at kunne overtage Taiwan med magt«. Det er en form for pression, der er svær at forsvare sig imod. Både på grund af mængden af simultane tiltag, og fordi det ofte er umuligt at sige med sikkerhed, hvem der står bag. Det er i mange tilfælde ikke til at verificere kilden bag cyberangreb eller disinformation, mens Kina afviser at koordinere den flåde af kinesiske skibe og fiskekuttere, der holder den taiwanske kystvagt travlt beskæftiget. En krigserklæring er det ikke, men som den taiwanske udenrigsminister giver udtryk for, kan det være optakten til det.

For ti eller 15 år siden var en væbnet konflikt over strædet noget, der primært blev diskuteret blandt militærtyper og nationalistiske høge på det kinesiske fastland. For de fleste andre var risikoen afskrevet som yderst begrænset. Sådan ser kalkulen ikke længere ud. I apriludgaven af magasinet The Economist kunne man på forsiden læse, at Taiwan er jordklodens farligste sted. Måneden forinden advarede chefen for den amerikanske stillehavsflåde, admiral Philip Davidson, om et muligt kinesisk angreb inden for de næste ti år. Udtalelser af den karakter har været mål for kritik, fordi retorikken giver indtryk af, at krig er uundgåelig. Det er ikke tilfældet, men Taiwan er tvunget til at tage scenariet meget alvorligt, forklarer Joseph Wu.

»Krig er ikke i nogens interesse. Kina ville ikke kunne løbe Taiwan over ende. Vi har tilstrækkelige forsvarskapaciteter, så Kina ville komme til at betale en meget høj pris. Og lad mig gøre det helt klart, vi er fast besluttede og parate til at forsvare os og investerer kraftigt i de områder, hvor vi kan se en fordel i at øge vores militære egenskaber,« siger han.

International støtte

Det er på den baggrund, at den taiwanske udenrigsminister har oplevet, hvad han beskriver som et skifte i den internationale stemning. Taiwans udsatte situation er i højere grad blevet et internationalt anliggende. Under den japanske premierminister Yoshihide Sugas besøg i Washington i foråret pointerede han sammen med præsident Joe Biden vigtigheden af fred og stabilitet over Taiwanstrædet.

Det var første gang i 52 år, at japanske og amerikanske ledere nævnte Taiwan i en fælles erklæring. Og da landene i G7-sammenslutningen i midten af juni mødtes i Storbritannien, blev Taiwan for første gang nævnt i det afsluttende kommuniké. Den politiske støtte bliver suppleret af flådeøvelser og symbolske gennemsejlinger i Det Sydkinesiske Hav. Det gælder også nationer, der normalt ikke kommer på de kanter. Tyskland har således sendt en fregat mod farvandet, mens Englands nye hangarskib HSM Queen Elizabeth er på vej i samme retning og blandt andet har følgeskab af et hollandsk krigsskib. Beijing kalder den slags aktioner for koldkrigsmentalitet, der skaber unødvendige spændinger. Ikke overraskende ser Joseph Wu anderledes på sagen.

»For os er det enormt vigtigt,« siger han og uddyber:

»Hvis det internationale samfund ikke støtter Taiwan, når Kina øger truslerne og agerer mere aggressivt, vil den kinesiske reaktion være at presse Taiwan endnu mere både politisk, diplomatisk og militært. Vi byder den internationale bekymring velkommen og mener, at den er med til at sikre freden«.

Ansvaret for, at relationerne over strædet er frosset til, placerer han hos den kinesiske ledelse med kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping i spidsen. Under Xi er Kina blevet mere autoritært og nationalistisk med et erklæret mål om at skabe en ny kinesisk storhedsæra.

»Xi Jinping har vist sig at være meget mere aggressiv, og det mærker vi her i Taiwan,« konkluderer Joseph Wu.

Den kinesiske partichef og præsident kalder det en historisk opgave at bringe Taiwan under folkerepublikkens kontrol. Om nødvendigt med militær magt. Men udgangspunktet er fortsat, hvad den kinesiske ledelse kalder fredelig genforening. Den kinesiske vision er, at Taiwan bør regeres under konceptet ’et land, to systemer’, der blev taget i brug i Hongkong efter overdragelsen fra britisk til kinesisk styre i 1997.

»Men ser man på Hongkong, er det tydeligt, at den model er død,« siger Joseph Wu med henvisning til, hvordan Kina under Xi har brudt sit løfte om ikke at blande sig i Hongkongs interne anliggender i 50 år.

»Ingen tror længere på, at Kina holder sit ord i Hongkong. Hvorfor skulle indbyggerne i Taiwan tro på, at Kina vil lade dem fortsætte med at leve i et demokrati under samme koncept? Hongkong var et af de frieste steder i den her del af verden med pressefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og økonomisk åbenhed. De friheder er blevet taget fra Hongkongs befolkning,« siger han.

Tvetydige USA

I et historisk perspektiv er udviklingen set fra Taipei foruroligende. Sammenlignet med tidligere kinesiske ledere fører Xi Jinping en mere kompromisløs linje i spørgsmål, der berører kinesisk suverænitet og national identitet. Han har samlet enorm magt om sin egen person og er den naturlige hovedperson i fejringen af 100-året for stiftelsen af kommunistpartiet, der disse dage finder sted i Kina. Her bliver der ikke sparet på de nationalpatriotiske fortællinger om partiets betydning for det moderne Kina. I den fortælling er Taiwan en ubekvem sandhed. De godt 23 millioner taiwanere lever ikke bare i et mere velhavende og højteknologisk samfund – de eksemplificerer demokrati som et politisk alternativ i en kinesisk kontekst.

Når Xi ikke har sendt Folkets Befrielseshær over strædet, skyldes det naturligvis ikke kun Taiwans evne og vilje til at forsvare sig. USA har i alle årtierne stået ved Taiwans side og gør det fortsat. Under Trump-administrationens kinakritiske udenrigspolitik blev relationerne styrket yderligere. USA skruede atter op for våbensalget og åbnede en ny defacto ambassade i Taipei.

Biden lader til at fortsætte i samme spor. I januar blev han den første amerikanske præsident siden 1978, der inviterede en officiel repræsentant fra Taiwan med til sin tiltrædelsesceremoni. Det sender alt sammen klare signaler til Beijing, men i forsker- og akademikerkredse raser en debat om, hvorvidt tiden er kommet til at gå endnu videre og etablere en mere formel militæralliance mellem Taiwan og USA. Baggrunden er den, at USA ikke er forpligtet til at komme Taiwan til undsætning i tilfælde af en kinesisk invasion.

Skiftende amerikanske administrationer har mellem linjerne ladet forstå, at det ville være udfaldet, men en egentlig forsvarspagt eksisterer ikke. USA’s politik har over årene fået tilnavnet strategisk tvetydighed. Den har til formål at holde både Taipei og Beijing i uvished og derved sikre en fastholdelse af status quo.

Rationalet er, at Kina på den måde kan opretholde ideen om en fredelig genforening og dermed har et alternativ til væbnet konflikt. På den anden side af ligningen har politikken til formål at afskrække Taipei fra at erklære uafhængighed, fordi USA ikke nødvendigvis vil komme Taiwan til undsætning, hvis taiwanerne unilateralt foretager en så drastisk ændring i den politiske balanceakt. Joseph Wu ønsker ikke at gå ind i den verserende debat.

»At debatten finder sted, ser jeg som et godt tegn. Den bunder i et ønske om at støtte Taiwan mere og om at forhindre krig i denne del af verden. Og ser man på den amerikanske regerings handlinger både under Trump og Biden, så er støtten til Taiwan blevet mere tydelig. Sproget i udtalelser fra relevante nøglepersoner i administrationen i Washington angående Kina og Taiwan er meget stærkt. For mig er det klarhed nok,« siger han. I kinesiske medier bliver ledende medlemmer af DPP beskrevet som separatister, men ifølge partiets forfatning kan en ændring af Taiwans status kun ske ved en folkeafstemning.

Diskussionen for eller imod uafhængighed navigerer Joseph Wu uden om ved at fokusere på de faktiske forhold, taiwanerne lever under.

»Realiteten her i Taiwan er den, at vi allerede er et demokrati. Enhver demokratisk valgt regering bliver nødt til at følge majoriteten af taiwanernes holdninger og samtidig beskytte befolkningen og sikre fred og stabilitet. Det er skiftende regeringer meget beviste om. Så når hovedparten af befolkningen er imod Kinas ideer, bliver de ikke diskuteret med Kina. Samtidig er der en klar forståelse for, at politik indført i Taiwan også kan have betydning for forholdet på tværs af strædet. Vi forstår det ansvar,« siger han.

Tidslinje: Kina og Taiwan

  • 1895: Kina under Qing-dynastiet taber den kinesisk-japanske krig i årene 1894-1895 og må afstå Taiwan til Japan.
  • 1945: Taiwan kommer igen under kinesisk kontrol efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig. Det bliver samtidig starten på fire års kinesisk borgerkrig mellem nationalistpartiet Kuomintang (KMT) og kommunistpartiet.
  • 1949: Kommunisterne vinder, og KMT må flygte fra Folkets Befrielseshær og fortrække til Taiwan, hvor Taipei bliver udnævnt til hovedstad for Republikken Kina. Mao Zedong udråber stiftelsen af Folkerepublikken Kina.
  • 1950: Koreakrigen sætter Taiwan på den amerikanske dagsorden, og præsident Truman sender USA’s syvende flåde ind i Taiwan-strædet for at forhindre en kinesisk invasion.
  • 1954: Den første større konflikt finder sted i form af en syv måneder lang kampagne, hvor Folkets Befrielseshær bomber adskillige småøer tæt ved det kinesiske fastland.
  • 1971: Efter en afstemning ved FN’s generalforsamling må KMT-styret i Taiwan afgive Kinas plads i FN til Beijing. Antallet af Taiwans diplomatiske allierede styrtdykker.
  • 1972: Under præsident Richard Nixons besøg i Kina bliver USA og Kina enige om det såkaldte Shanghai-kommuniké, hvor begge parter afskriver at søge hegemoni i regionen. Dokumentet lægger samtidig fundamentet for en normalisering af forholdet mellem de to lande.
  • 1979: USA anerkender folkerepublikken på bekostning af Taiwan, men tager ikke stilling til, hvorvidt Taiwan er underlagt Kina. Kongressen i Washington vedtager Taiwan Relations Act, der blandt andet betyder, at USA fortsætter med at sælge våben til Taiwan.
  • 1986: KMT-ledelsen sætter gang i politiske reformer, og oppositionspartiet Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) bliver etableret. I 1980’erne begynder forholdet over strædet at bløde op, og samhandel bliver muligt.
  • 1992: Det første direkte valg til Taiwans parlament bliver afholdt.
  • 1996: KMT vinder det første præsidentvalg. Op til valget foretager Kina adskillige militærøvelser nær Taiwan, hvilket får USA til at sende to hangarskibe til området.
  • 2000: DPP vinder præsidentvalget i det første politiske magtskifte i Taiwan siden 1945.
  • 2008: KMT genvinder præsidentposten og indfører en mere Kina-venlig politik med udgangspunkt i tættere økonomiske forbindelser. Politikken bliver mødt af folkelige protester i den såkaldte Solsikkebevægelse.
  • 2016 – Tsai Ing-wen fra DPP bliver præsident og bliver genvalgt fire år senere. Kina afbryder den politiske dialog og optrapper presset på Taiwan.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Fritsbøger

kina tolererer ikke "demokrati" hvis det medfører pengemagt, og USA tolererer ikke demokrati hvis det medfører "socialisme" for så kan pengemagten jo lide tab af magt.
men ingen lande har faktisk reelt demokrati i praksis, og heller ingen lande ægte socialisme i praksis,
jeg tolererer ikke fjendebilleder (uanset hvad man baserer dem på) som kun kan skade samarbejdet imellem lande, og gøre mulige venner og samarbejdspartnere til fjender,
og dermed skabe rum for militarismen som er entydigt skadelig,
både "demokrati" og "socialisme" har jo gode, men også dårlige sider, konkurrence derimod er klart dårligere end samarbejde.
vi ser alle alt for mange splinter og overser alt for mange bjælker.

Espen Bøgh, lars pedersen, Hanne Utoft og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Olaf Tehrani

Alle lande, der har tilsluttet sig og er blevet medlem af FN, har skrevet under på FN-Pagten og dermed Artikel 1 stk. 2, der bakker op om 'folkenes selvbestemmelsesret.'
Denne ret gælder naturligvis også for folkene på Taiwan, i Tibet og i Hong Kong!

Ib Gram-Jensen, Alvin Jensen, Kim Houmøller, Erik Karlsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Ja Olaf, og Hviderussland, Saudi- Arabien samt en hel masse andre slyngel stater. Ikke at forglemme de arme Kineser!

Jan Henrik Wegener

Det er tankevækkende så lidt positivt de andre magter, Kina, Rusland og øvrige de udenfor de USA eller europæiske "sfærer" har at tilbyde verden for tiden. Hvor der er noget galt hos "os" ser det desværre ud til at være mange gange værre der.

Alvin Jensen

Ja, Tommy, og det gæller også i alle usas lydstater.

Jan Fritsbøger

jan henrik, jeg har faktisk meget svært ved at se at USA og for den sags skyld Europa har noget positivt at tilbyde verden, og at det er mange gange værre andre steder handler vist om at du/vi ser med "farvede" briller, men vi gør jo også alt vi kan for at se andres fejl, og for at være blinde for egen fejl,
vi du forbedre verden så begynd altid med din egen adfærd, i stedet for at fordømme de andres.

Jan Henrik Wegener

Den med at forbedre egen adfærd lyder jo på en måde rigtig, men jeg ser ikke at denduer så godt her.
Især fordi den kan ses som noget personligt, mens den er mere tvivlsom som et kollektivt bud( som f.eks. " du må ikke kritisere andre samfund før dit eget er perfekt.)
Men hvis det blot ses som noget individuelt hvorfor så diskutere det her, hvor de fleste næppe kender hinanden?

Lad nu ikke det "bedste" stå i vejen for det "næst-bedste" !

Tja, hvad er bedst "Pest" eller Kolera"?

Kinas krav på Øen Taiwan er vel ikke så forfærdeligt urimeligt, Taiwan blev jo først til i forbindelse med den flygtende Kejser, Chiang Kai-shek og hans soldater, da de tabte krigen mod Maos kommunister.

I dag står der amerikanske raketter på Øen, som uden tvivl kan sendes afsted mod Kina, hvilket Kina selvfølgelig ikke vil eller kan acceptere, - Ganske som da Amerika ikke ville acceptere russiske raketter på Cuba i 1960erne, for så tæt på Amerika ville de ikke have fjendens(russiske) raketter, og det vil Kina selvfølgelig heller ikke.

Ved Camp David aftalen / erne mellem Jimmy Carter, Yassir Arafat og Menachem Wolfovitch Begin fremgik det at man fra amerikansk side gerne så en 2-statsløsning, men ved afslutningen og pressemødet efter forhandlingerne, fremførte Menachem Wolfovitch Begin sit religiøse krav for semitterne om retten til Samaria og Judæa, som i fortiden - flere tusinde år forinden var beboet af semitter.

Områderne dækker over store deles af de områder som i dag ryddes og indtages af jøderne for at bebygge og bosætte sig i, og har gjort det i mange år.

Amerika ser blot til i forståelse, uden at gøre det klart det ikke er acceptabelt.

Kinas ret til øen, Taiwan er er ikke noget internationalt anliggende.

- NEJ, jeg bryder mig ikke om Kinas politik, men jeg bryder mig heller ikke særlig meget om Amerikas politik.

Ib Gram-Jensen

Det rimeligste turde vel være at lade Taiwans befolkning bestemme, om Taiwan skal bevare uafhængigheden eller blive en del af Kina.