Taleban på fremmarch. Lokale fortæller om dyster undertrykkelse, selv om Taleban hævder det modsatte

HERAT – Piskestraffen blev eksekveret offentligt i byen Obe, der ligger lidt øst for Afghanistans tredjestørste by Herat. Men at den blev optaget på en video, som i løbet af foråret gik viralt, var en fejl. Det måtte den lokale talebandommer medgive. Talebans militære ledelse var rasende.

Da borgere i afghanske byer delte klippet på deres smartphones, blev de mindet om den dystre, afskyelige tid for tyve år siden, da den islamistiske bevægelse herskede i Afghanistan. På klippet ser man mænd med piske. De skiftes til at slå løs på kvinden, der krummer sig sammen for hvert nyt piskeslag. Indhyllet i sin burka er hun synligt forpint. Til sidst hører man hende skrige: »Åh Gud, jeg angrer!« Et publikum af mænd og drenge ser til. Flere filmer og fotograferer hendes afstraffelse med mobilkameraer.

Som den ansvarlige shariadommer forklarer, var problemet ikke selve afstraffelsen, men at den blev offentliggjort i april på et tidspunkt, hvor Talebans militsgrupper var ved at konsolidere deres kontrol over området.

»Hun begik utroskab, og i dag ville jeg beordre samme straf,« siger talebandommeren i et telefoninterview. »Men kommandanterne sagde, at vi ikke skulle have eksekveret straffen i fuld offentlighed.«

Flere år efter, at han blev udnævnt til dommer i det, der dengang var Talebans undergrundsstyre, er piskeslag en straf, han jævnligt idømmer for ’utroskab’. I Afghanistan forstås det dog som alle slags seksuelle forhold uden for ægteskabet, herunder også voldtægt.

»Jeg gav for nylig ordre til piskning af en kvinde inde i hendes hjem. Familie og naboer kom til os og sagde, at der var vidner til, at den mand og den kvinde havde været sammen. Vi piskede hende 20 gange.«

Fremskyndet exit

I årevis har Taleban kæmpet i Obes marker og landsbyer. Indtil juni i år, hvor Obe blev ét ud af snesevis af distrikter over hele Afghanistan, der er faldet til den militante islamistbevægelse. Talebans nye erobringer er sket, siden udenlandske styrker begyndte at trække sig ud af landet i begyndelsen af maj. Mere end 100 ud af landets godt 400 distrikter kontrolleres nu af Taleban.

Historien om Obe giver et indblik i, hvordan lokale beboere oplever, at deres land – eller store dele af det – bliver, hvis Taleban genetablerer dens magt. Den viser også de militante islamistkrigeres voksende selvbevidsthed, ressourcer og ambitioner. Og den viser de problemer, der vanskeliggør de afghanske regeringsstyrkers stilling – fra manglende luftstøtte til tvivlsomme strategiske beslutninger – nu hvor de skal stå på egne ben og ikke længere kan støtte sig til udenlandsk militær hjælp.

Fredag i sidste uge forlod de amerikanske tropper Bagram, flybasen nord for Kabul, der var det symbolske og operationelle hjerte for det amerikanske militærengagement i Afghanistan. Tilbage i landet er færre end 1.000 soldater – hovedsageligt af sikkerhedsmæssige årsager og næsten alle i og omkring Kabul. Og i weekenden gennemførte Storbritannien fuld tilbagetrækning af de sidste landets faste tropper som følge af USA’s exit.

En forandringsvillig bevægelse?

USA og dets allierede kom til landet i 2001 efter angrebene den 11. september med to opgaver: at vælte Taleban og at finde bagmanden for terroraktionerne, Osama bin Laden. Al-Qaeda-lederen er for længst likvideret, men få politikere ønsker i dag at forholde sig til de realiteter, som de internationale styrker efterlader: Hvis Taleban forekom slået for 20 år siden, er bevægelsen i dag tilbage i fuld vigør.

Under forhandlingerne om tilbagetrækning med amerikanerne havde Taleban endda opnået en form for international anerkendelse, hvilket bevægelsen længe har ønsket sig. Og organisationens højtstående repræsentanter har forsøgt at bruge forhandlingerne til at konstruere et nyt og forbedret internationalt image.

Ved fredsforhandlingerne i Qatars hovedstad, Doha, og via andre platforme, sågar et indlæg i The New York Times fra bevægelsens næstøverste leder, har Talebans talsmænd præsenteret et billede af en forandringsvillig bevægelse. Taleban taler nu om fred og forsoning og har lovet afghanske kvinder rettigheder »skænket af islam« – herunder »retten til uddannelse og retten til arbejde«.

Det klinger dog hult, når man ser på situationen i Obe, hvor Taleban har genoplivet det meste af den brutale og kvindefjendske politik, der kendetegnede bevægelsens styre i 1990’erne. Det fremgår af adskillige vidnesbyrd, som The Guardians søndagsudgave The Observer har indsamlet.

Den britiske avis har talt med civile borgere, der bor i Obe, og med andre, der for nylig er flygtet fra byen. Avisen har også talt med den førnævnte talebandommer, med ingeniører, der arbejder med udviklingsprojekter i distrikterne, med regeringssoldater, der holder den sidste skanse i igangværende kampe i provinsen, med en aktivist, der er i jævnlig kontakt med lokale kvinder og regionale embedsmænd. Næsten alle har bedt om anonymitet af frygt for repressalier mod dem selv og deres slægtninge.

»Den internationale talerstol, som Taleban nu har skaffet sig, varsler virkelig ilde. Vi lever under Taleban og ved, at de ikke har ændret sig,« siger Halima Salimi, en kvinderettighedsaktivist fra Herat, der hyppigt modtager dødstrusler.

Hun er i kontakt med lokale aktivister i Obe, der siger, at de bliver holdt indespærrede i deres hjem og udelukket fra at gå på arbejde. Den 14. juni blev de sidste regeringsstyrker i distriktet evakueret i helikopter fra en belejret forpost, og de militante føler sig nu så sikre på, at de kontrollerer byen, at de i sidste uge indkaldte til et møde i moskeen på hovedgaden for at bekendtgøre de love, de vil indføre i Obe, og som blandt andet omfatter en flad skat på ti procent på alle indtægter.

Mandlige værger

Distriktsskolerne har været lukket i årevis. Enten på grund af kampe i området, eller fordi de er blevet valgt fra af forældre, der frygtede, at deres børn skulle havne i krydsild. Nu står de til at genåbne, men det vil ikke være tilladt at gå i skole ud over sjette klasse, siger flere af byens borgere.

Kvinder skal bære den heltilslørende burka og kan ikke arbejde eller forlade deres hjem under nogen omstændigheder, medmindre de ledsages af en mandlig ’værge’. En rolle, der kan udfyldes af selv præpubertære sønner, nevøer eller brødre. Butiksejere har fået ordre til ikke at betjene kvinder, der møder op alene. Og Taleban har varslet at ville prygle alle uledsagede kvinder, de pågriber.

For kvinder uden en passende slægtning har de militante et komplekst system, siger en mor til tre, der flygtede fra Obe, efter at hendes hjem blev ødelagt under de seneste kampe.

»Hun må så lade Taleban vide, at der ikke er nogen mand i huset, og de vil da meddele hende, at hun kun må færdes på bestemte steder – som her, her og her – og lave en slags kort, der begrænser hendes bevægelsesfrihed,« fortæller hun.

Mobiltelefoner kontrolleres jævnligt af talebankrigere, fortæller en anden Obe-beboer, og hvis de finder musik, dans eller noget, der støtter regeringen, vil ejeren på stedet blive pryglet. Finder de billeder af ham eller hende i tøj, der signalerer, at de tilhører regeringsmyndighederne, er straffen henrettelse. Fysisk straf inklusive amputationer og piskning afsiges af dommere som den dommer, The Observer har talt med. Han beder om ikke at få sit navn frem, fordi han ikke har bemyndigelse til at udtale sig til journalister.

»Muslimer er enige. Hvis man ikke idømmer shariastraf, kommer der flere forbrydelser. Folk kommer til os og siger, at de er taknemmelige,« siger dommeren. »Da regeringen var ved magten, blev røverier ikke efterforsket. Efter at vi er kommet til magten, kan folk igen lade deres døre stå åbne.«

Ved hans domstol, der behandler tre til fire sager om dagen, ofte tvister om jord eller vand, »svarer to vidneudsagn fra to kvinder til ét vidneudsagn fra én mand«, siger han.

Den flygtede mor medgiver, at Taleban har sat en stopper for lovløsheden. For hende var det bare ikke nok til at opveje de grusomme straffe og restriktionerne.

»Talebans styre har allerede nedbragt antallet af røverier markant – og jeg ved, at mange mennesker støtter dem og er tilfredse af den grund. Men jeg ønsker ikke, at de skal styre området.«

»De har indsat særligt udvalgte folk, der har til opgave at prygle kvinder – de bruger reb eller træstykker, når de slår,« siger hun.

Mænd kan dog også blive pryglet, for eksempel hvis de ikke beder og ikke faster under ramadan. Hertil kommer en lang række mindre begrænsninger såsom et forbud mod makeup.

»Det var nøjagtigt som sidst, de var ved magten (før 2001, red.). Jeg boede også i Obe dengang.«

Trods offentligt fremsatte løfter om at gøre op med »drab og lemlæstelser« beskyldes Taleban også for krigsforbrydelser. I byerne anklages de for målrettede drabskampagner, og i Obe hævder lokale, at de har brugt familier som menneskeskjolde. Under kampe i den centrale del af provinsen blev kvinder og børn beordret til at blive i et eller flere huse, som Taleban i flere dage brugte som base for operationer, siger beboerne. De hævder, at familiernes tilstedeværelse skulle beskytte mod luftangreb fra regeringsstyrker eller amerikanske droner.

Erobringen af hele provinsen sker efter mange år med angreb fra Taleban, der igen og igen måtte trække sig tilbage. Denne gang lykkedes det tilsyneladende efter tilstrømning af krigere fra andre provinser under en ny kommandant. Han går under navnet ’Rafi Shindandi’, sandsynligvis et krigernavn, og kom til området efter eid – højtiden som i maj afsluttede fastemåneden ramadan. Med sig havde han omkring 60 eller 70 krigere fra forskellige steder, herunder fra naboprovinserne Farah og Badghis.

Før de ankom, advarede lokale talebanfolk en gruppe regeringsfinansierede ingeniører, der arbejder i Obe med udviklingsprojekter, herunder broer og vandforsyning, om at forlade provinsen.

Ingeniørerne havde tidligere opbygget et tillidsforhold til de lokale talebanere for at sikre, at deres vandforsyningsprojekter kunne fortsætte uden at risikere beskydning.

»Lokale talebanfolk og de stammeældste advarede os, da der kom nye og farlige krigere,« siger ingeniørerne. »Vi stolede på de lokale krigere. I krig er det ikke let at skelne de gode fra de onde. Men vi havde ikke noget forhold til de nye.«

Også i andre distrikter, som Taleban har taget kontrollen med, er der meldt om indsættelse af friske tropper – muligvis for at afskrække byer, der var bastioner for modstand mod Taleban for 20 år siden.

»At Taleban ville angribe over en bred kam, når de amerikanske styrker var ude, har man hele tiden forventet. Det der til gengæld er meget overraskende, er omfanget og tempoet for de afghanske nationale sikkerhedsstyrkers (ANSF) sammenbrud,« siger Kate Clark fra Afghanistan Analyst Network på baggrund af en analyse af Talebans magtovertagelse i store dele af det nordlige Afghanistan.

Sidst i juni kontrollerede Talebans oprørsstyrker godt en fjerdedel af landets næsten 400 distrikter, vurderer tænketanken. Clark beskriver i sin analyse »den dalende moral blandt ANSF’s soldater i marken og (...) den fornyede tiltro blandt talebankrigerne på, at en endelig militær sejr til bevægelsen er lige om hjørnet«.

I nogle distrikter er næsten alle områder uden for selve distriktshovedbyerne faldet. Regeringens tilhængere frygter nu, at Taleban grupperer sig til med henblik på et fremstød mod hovedbyerne. Selv om Taleban tidligere har været i stand til at rette overrumplende angreb imod større byer, har bevægelsen endnu ikke været i stand til at indtage eller holde nogen af dem. Men det vil snart ske, forudser Clark.

Faktorer, der undergraver regeringsstyrkernes stilling, er korruption, deserteringer og dårligt gennemtænkte strategier. Den flystøtte, der har været så afgørende for at holde Taleban i skak, vil heller ikke være til rådighed i samme omfang som før. Det afghanske luftvåbens ressourcer er strakt til det yderste, mens USA må gå over til at operere fra baser, der kan ligge tusinder af kilometer fra kampzonerne.

I årevis havde den vestligt støttede militærindsats også til formål at afvæbne landets irregulære militser. Men Talebans fremgang og den fremrykkede exit for udenlandske tropper har overbevist afghanere, hvis hjem er truet, og de regeringsembedsmænd, der er ansvarlige for at beskytte dem, om, at der er brug for at rekruttere flere våbenføre mænd. Nye militser er da også ved at opstå flere steder i landet – mange af dem på initiativ eller finansieret af regeringen selv.

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen