Analyse
Læsetid: 6 min.

Tunesien var håbet efter Det Arabiske Forår. Nu står landet i en demokratisk krise

Tunesien står efter flere års udfordringer midt i en af de helt store kriser. Landets præsident har afsat premierministeren og suspenderet parlamentet i 30 dage. Politiske modstandere kalder det et angreb mod demokratiet
Tusindvis af mennesker strømmede ud på gaden, hvor der var jubelscener efter udmeldingen om, at landets præsident Kais Saied havde afsat premierministeren og suspenderet parlamentet i 30 dage.

Tusindvis af mennesker strømmede ud på gaden, hvor der var jubelscener efter udmeldingen om, at landets præsident Kais Saied havde afsat premierministeren og suspenderet parlamentet i 30 dage.

Ritzau Scanpix

Udland
27. juli 2021

Trods coronarestriktioner og 40 graders varme gik folk på gaden i hovedstaden Tunis og en række andre byer over weekenden. Endnu en gang udtrykte de utilfredshed med regeringens håndtering af coronapandemien og manglende evne til at få landet ud af de store økonomiske problemer. Nogle ville af med premierministeren og den siddende regering.

Sent søndag aften fik demonstranterne det, de ønskede. Landets præsident, Kais Saied, tonede frem på nationalt tv og annoncerede, at han havde afsat premierminister Hichem Mechichi og suspenderet parlamentet og medlemmernes beføjelser de næste 30 dage.

»Mange mennesker er blevet bedraget af hykleri, forræderi og røveri af folks rettigheder,« lød det fra præsidenten, der slog fast, at han ikke suspenderer forfatningen, men at der er tale om midlertidige foranstaltninger. Han vil nu være en del af den udøvende magt sammen med en ny premierminister, der vil blive udpeget snarest muligt.

Udmeldingen blev efterfulgt af jubelscener i gaderne. Dyttende biler kørte rundt med det røde tunesiske flag hængende ud gennem vinduerne, og jublende menneskemængder fyrede romerlys og slagord af til langt ud på natten i byer på tværs af landet.

Men langtfra alle ser sådan på det. Flere politiske modstandere og analytikere kalder det et kup og et forsøg på at vriste magten fra parlamentet. Reaktionerne og perspektiverne vender vi tilbage til. Først er det vigtigt at forstå, hvad der ligger bag de seneste dages hændelser. For det er ikke blot et udtryk for en pludselig opstået utilfredshed blandt befolkningen. Der er tale om en langstrakt økonomisk og politisk krise, der kulminerer nu.

Korruption og voksende arbejdsløshed

Da tusindvis af mennesker i 2011 protesterede i Tunesien, havde de et klart ønske. De ville af med diktatoren Zine El Abidine Ben Ali, fordi de var utilfredse med den økonomiske situation, sociale ulighed og undertrykkelsen i landet. Protesterne var blevet antændt af den 26-årige tunesiske grønthandler Mohamed Bouazizi. Nogle uger forinden havde han sat ild til sig selv foran guvernørens kontor i byen Sidi-Bouzid i frustration over, at politiet havde beslaglagt hans varer, fordi han ikke havde en officiel tilladelse til at sælge frugt og grønt på gaden fra sin bod. Det udløste store protester, og begivenhederne blev begyndelsen på det, vi kender som Det Arabiske Forår, der bredte sig til resten af Nordafrika og Mellemøsten.

Alles øjne var i årene efter rettet mod Tunesien, der blev fremhævet som regionens store håb. Parlamentet formåede i 2014 at blive enige om og godkende en ny forfatning, der sikrede mere personlig frihed og en række rettigheder til landets minoriteter. Derudover slog forfatningen fast, at der skulle være en magtdeling mellem præsidenten og premierministeren. Det store arbejde med opbygningen af demokratiet i Tunesien blev anerkendt i 2015, hvor demokratibevægelsen ’Den tunesiske dialogkvartet’ modtog Nobels fredspris.

Men trods demokratiske fremskridt og flere vellykkede parlaments- og præsidentvalg har landet ikke formået at gøre noget ved de store økonomiske og sociale problemer. 13 regeringer har siden revolutionen skiftevis forsøgt at ændre tingenes tilstand, men forgæves. Her ti år efter revolutionen er arbejdsløsheden højere end før, og det seneste år har et stigende antal tunesere forsøgt at tage den farlige tur over Middelhavet i faldefærdige både. De har mistet troen på en fremtid i landet og søger mod Europa for at finde arbejde.

For nok kan demokratiske valg være vigtige, men hvis du som borger ikke kan finde et arbejde og ikke har råd til at forsørge din familie, så forsvinder tilliden til systemet. Det er sket i Tunesien, hvor størstedelen af befolkningen mener, at landet er på vej i den forkerte retning, og 80 procent mener, at politikerne ikke gør nok for at adressere problemerne i landet. Det viser en undersøgelse fra The International Republican Institute (IRI).

Til fortællingen om Tunesiens udfordringer hører også de mere udefrakommende faktorer. Dels terrorangrebene i 2015, hvor først 21 mennesker blev skudt og dræbt på Bardomuseet i Tunis, og et par måneder senere mistede 38 mennesker livet, da en bevæbnet mand åbnede ild mod badegæsterne på en strand nær turistbyen Sousse syd for hovedstaden. Antallet af turister faldt derefter drastisk, og først sidste år var turistindustrien ved at være kommet ovenpå igen. Så kom coronapandemien, og landet blev på ny slået ud af kurs. Lige nu er Tunesien det land i Afrika og Mellemøsten med det højeste antal coronarelaterede dødsfald. Hospitalerne har hverken sengepladser eller ilt nok til at behandle det stigende antal patienter. Altså endnu en krise midt i den økonomiske og politiske.

En farlig udvikling

Så når vi ser protester i Tunesien, er det især et udtryk for den faldende tillid til politikerne. Derfor ses præsident Kais Saieds beslutning også for nogle som noget positivt – at han afsætter en regering, der ikke har formået at levere. Men for andre ses det som et foruroligende skridt, der kan skabe endnu større problemer for landet.

Foran parlamentet i Tunis var der mandag mødt flere demonstranter op. Både tilhængere af præsidenten, men også modstandere, der demonstrerede foran den lukkede port til parlamentet, der nu bevogtes af militæret. Formanden for parlamentet, Rached Ghannouchi, der også er leder af det islamiske parti Ennahda, var mødt op og kaldte situationen for »et kup mod revolutionen og forfatningen«, som han ikke vil acceptere. Inden revolutionen i 2011 var Ennahda forbudt, men partiet sidder i dag på størstedelen af pladserne i parlamentet – selv om det dog oplevede en tilbagegang ved valget i 2019. Partiet har været genstand for megen vrede, og søndag gik demonstranter til angreb på Ennahdas hovedkontor, hvor politiet brugte tåregas.

Scenerne er et billede på den polarisering, der er i landet, og som flere analytikere mener, er farlig for landets udvikling. En polarisering, som Kais Saied adresserede under præsidentvalget i 2019, hvor han vandt med et stort flertal. Han ville samle Tunesien og være præsident for alle. Hans sejr var et udtryk for, at befolkningen ønskede en ny retning for landet. De gik uden om de mere kendte politikere og valgte en konservativ løsgænger, der uden politisk erfaring eller et parti i ryggen stillede op til præsidentvalget. Hans valgkamp var primitiv og simpel. Han gik fra dør til dør og førte valgkamp uden valgfester og valgplakater, som hans modstandere. Under mit første møde med ham på hans lille kontor i centrum af Tunis, da han var gået videre til anden runde af valget, forklarede han, hvordan han ville skabe ligevægt i landet, gøre op med korruption og være en præsident for folket – især for de unge.

Det store spørgsmål er, hvordan han vil være det. Om der er tale om et magtgreb fra præsidentens side, som vi har set det igen og igen fra afrikanske ledere, eller om det reelt er en midlertidig løsning på at få landet tilbage på sporet efter kaotiske tilstande.

Timingen for udmeldingen kan være i Kais Saieds favør. Han rammer et tidspunkt, hvor utilfredsheden med regeringen er taget til på grund af den kritiske coronasituation i landet, og mistilliden er stor.

Bekymringen er, om han vil udnytte den tillid, og det vil gå, som nogle frygter: At en ny diktator er født. Det er alt for tidligt at sige noget sikkert om. Men selv om mange tunesere fejrer præsidentens afsættelse af regeringen, så ser mange stadig med velbegrundet uro på hans handlinger.

Det første afgørende bevis på Kais Saieds sande intentioner vil være, om der udpeges en ny premierminister meget hurtigt, hvilket han har lovet. Sker det ikke, har tiden efter revolutionen vist, at tuneserne er klar til at indtage gaderne og kæmpe for deres frihed og rettigheder. Men én ting ligger fast allerede nu: Dette er kun begyndelsen på endnu en svær tid for det nordafrikanske land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wolfgang Mostert

En meget fin artikel. Bortset fra, at Ennahda ikke "sidder i dag på størstedelen af pladserne i parlamentet". Det er det største parti med 52 pladser ud af 217. Resten fordeles på de øvrige 19 partier, med Tunesiens Hjerte det næststørste med 38 pladser

Laue Traberg Smidt

Min baggrund er mange års ansættelse i det tunesiske udenrigsministerium og 6 års bopæl i landet.
Enahda var engang heltebilledet i historien om det tunesiske forår. Det er ikke længere tilfældet for de beskytter for mange af deres egne. Det sker bl a ved at forgylde parlamentsmedlemmer som påberåber sig immunitet efter rejste sigtelser om korruption. Engang havde Enahda ry for at være de fromme og rene, I dag fremstår de som beskyttere af korruption og idelige tiltalefrsfald når partimedlemmer har været for grådige.
Immunitetsbortfald er et enkelt led i de mange dekreter som man nu styrer efter og der kan vise sig at være det vigtigste.

Søren Kristensen

Afrika åbenbart bare ikke.

Tunesien havde først en ret god diktator i en menneskealder og siden en skidt en i en menneskealder. Det er altså mange år, Tunesien har lidt.
Forholdene er katastrofale, ved jeg fra min kæreste, der har familie der. Og det virker som det eneste rigtige at prøve noget helt andet. Men efter Nobels Fredspris efter det imponerende grundlovsarbejde vil jeg mene, at der skal mere til for at landet igen bliver et diktatur. Men hvor skal et anstændigt parlament og minister komme fra?
Måske bliver Tunesien nødt til at lave en Macron.