Interview
Læsetid: 11 min.

Tysk venstrefløjsikon: Venstrefløjen er ikke optaget af de fattige, men kun af sin egen privilegerede navle

Den europæiske venstrefløj har kørt sig selv i sænk med selvretfærdig identitetspolitik og en naiv indvandringspolitik. Information har mødt den tyske socialist Sahra Wagenknecht – Europas måske mest stridbare venstrefløjspolitiker, der roser de danske socialdemokraters flygtningepolitik, er stærkt islamkritisk og kræver en retfærdig omfordeling langt fra De Grønnes »livsstilspolitik«
Det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht går til vaflerne i sin nye bog ’De selvretfærdige’: Venstrefløjen lider af falsk tolerance og selvtilfreds identitetspolitik, men glemmer helt de fattige og den sociale solidaritet. Nu prøver partikollegaer at få Wagenknecht kylet ud af partiet Die Linke – efter alt at dømme forgæves.

Det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht går til vaflerne i sin nye bog ’De selvretfærdige’: Venstrefløjen lider af falsk tolerance og selvtilfreds identitetspolitik, men glemmer helt de fattige og den sociale solidaritet. Nu prøver partikollegaer at få Wagenknecht kylet ud af partiet Die Linke – efter alt at dømme forgæves.

Jens Schlueter

Udland
3. juli 2021

Udfaldet er stadig ukendt, da jeg går gennem sikkerhedskontrollen ind til de snørklede gange ved den tyske Forbundsdag i hjertet af Berlin: Vil Tysklands suverænt mest kendte og omstridte venstrefløjspolitiker, Sahra Wagenknecht, overleve i sit parti, Die Linke, efter hun har udgivet bogen med den danske titel De selvretfærdige, der i månedsvis har toppet de tyske bestsellerlister?

Bogen er nemlig ikke bare indvandrings- og islamkritisk. Den er ifølge en række partikolleger, der vil smide Wagenknecht ud af partiet, først og fremmest et frontalangreb på Die Linkes program og på hele den kriseramte tyske venstrefløj – inklusive det splittede socialdemokratiske SPD.

Da Wagenknecht tager imod på sit kontor, har hun lige lavet et interview med fjernsynskanalen ZDF, men hun er helt rolig: En udelukkelse fra Die Linke ser hun selv som udelukket. At hendes bombe af en bog er udgivet her op til valgkampen, er faktisk ganske kalkuleret. For Wagenknechts mål er at ændre hele venstrefløjens selvforståelse.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Asbjørn Kabel

Sahra Wagenknecht har en MA i filiosofi og en Phd i Økonomi. I artikelens forklarende grå boks kan man få den opfattelse, at hun er uden videregående uddannelse, og er "venstrefløjens enfant terrible". Det giver ikke det rette billede af hende. Ellers god artikel der viser en dygtig tysk politiker, der kan analysere og forholder sig modigt til sit lands problemer.

Anders Graae, Maxim Usynin, Jacob Nielsen, ingemaje lange, David Zennaro, Søren Kristensen, Torben K L Jensen, jens christian jacobsen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Peralex Duus

Endelig er godt bud på på en politik, der grunlæggende forstår, at det afgørende problem er den ulige fordeling af jordklodens fælles værdi, som alle mennesker på jorden har ret til at få en fair andel af. For tiden bliver det fordelt til dem der i forvejen har lommerne fulde.
Samtidig er det en sønderlemmende kritik ef eu som projekt.
Et projekt det hviler på en gammeldags kapitalisme og vækst tro. Uden blik for den nødvendige fordelingspolitik.
En gold internatioalisme.
Eu har været domineret af uduelige polikere i mange år og er det stadig. Inklusiv Margrete Vestager.

Anders Graae, Jacob Nielsen, ingemaje lange, David Zennaro, Torben K L Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Sahra Wagenknecht blev student i 1988 og medlem af SED tidligt i 1989, altså mens DDR stadig var "Tusindårsriget v. 2", og Erich Honecker og Erich Mielche voldeligt undertrykte befolkningen.
Eftersom et parti - og i særdeleshed SED - ikke var noget man bare meldte sig ind i dengang i DDR, har SW arbejdet intenst på at gøre sig spiselig for diktaturets parti - og med held!
At hun ikke har nogen videregående uddannelse fra DDR er ikke underligt - snarere tværtimod tiden taget i betragtning.
Efter DDR's sammenbrud og sammenslutning med BRD var hun fra starten med i fortsættelsespartiet PDS (Partei Der Stasi, som folk i DDR rammende kaldte SED efter navneskiftet).
Og hun fastholdt SED/PDS-medlemskabet, da partiet forsøgte et nyt hamskifte i 2010 med navnet Die Linke.
Her fortsatte hun det helt grundlæggende arbejde for tyske kommunister: krigen mod Socialdemokratiet, nu i alliance med Oscar Lafontaine, der var blevet sur på sit parti over ikke at kunne blive forbundskansler (han tabte som partiformand et Forbundsdagsvalg så eftertrykkeligt), og som derfor gav alt hvad han kunne for st genere det.
Men at hun ligefrem skal stå som et .... venstrefløjsikon, er lige så latterligt som at kalde Mette Frederiksen for "demokratisk" "socialist"!
Sigende, at hun "roser de danske socialdemokraters flygtningepolitik, (og) er stærkt islamkritisk".
Hvorfor ikke også sammenligne hende med Pia Kjærsgaard?

Henriette Bøhne

Torben Siersbæk,

Det misforstår du helt - Sahra Wagenknecht meldte sig ind i SED i ungdommelig trods, har hun forklaret i adskillige portrætudsendelser senere, fordi hun var og er socialist og fordi hun af DDR diktaturet blev forhindret i at studere videre på uni efter studentereksamen, da hun blev regnet for "asocial", fordi hun - som så mange andre unge på hendes alder - nægtede at deltage i kurser med hensyn til militærtjeneste/ aftjene værnepligt.
Hun har senere i voksenlivet taget afstand fra indmeldelsen og sagt det var ungdommelig tåbelighed og trods, der fik hende til at melde sig ind, hvilket hendes familie dengang også forsøgte at tale hende fra.
Hun har iævrigt senere brugt Angela Merkel som eksempel på et menneske, der i den grad har profiteret af DDR styret med sin højt ansete forskerstilling og lange universitetsuddannelse og opfordret til, at tænke lidt over den sammenhæng...

Set i den sammenhæng, synes jeg faktisk at den konstante dæmonisering af Wagenknecht, på baggrund af dennes ungdommelige aktiviteter i DDR, er mærkværdig.

Jan Gralle, Eric Philipp, jan sørensen, Inge Lehmann, David Zennaro, Torben K L Jensen, jens christian jacobsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Henriette Bøhne 15.12: spørger man i Die Linkes Flensborg-afdeling, så er svaret at Wagenknecht ikke tegner et flertal i partiet. Ifølge det jeg har fået at vide, så skulle hun faktisk stå ret isoleret i partiet.
mvh. poul.

Henriette Bøhne

Poul Erik Pedersen,

Det er jeg ret overbevist om, at hun gør - hun og ægtemanden Oscar Lafontaine er blot en fraktion af flere i et, desværre, splittet parti.
Om det så kommer til en eksklusion af partiet er yderst tvivlsomt. Gregor Gysi, medstifter af partiet og i en årrække formand og oppositionsfører i Bundestag, udtalte sig fornylig i skarpe vendinger imod dette til Wagenknecht fordel, selv om de to ikke just politisk er pot og pande.

jens christian jacobsen

Havde vi dog bare folk som hende blandt danske socialister. Vi må trækkes med identitetspolitikerne i Enhedslisten. Ligesom i Sverige med Vänsterpartiet og i Norge med Sosialistisk Venstreparti. Alle 3 ubetydelige sammenslutninger af ideologiløse moralister.

Ernst Enevoldsen, jan sørensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

@Henriette Bøhne.
I DDR meldte man sig ikke bare ind i et parti, og da i særdeleshed ikke i SED!
Man kunne blive kandidatmedlem, hvis man blev inviteret.
Opførte man sig som forventet kunne man senere blive forfremmet til fuldt medlem.
Det krævede, at partiledelsen accepterede en.
Fuldstændig som enhver anden mafia (https://www.bundesarchiv.de/sed-fdgb-netzwerk/glossar.html?q=Mitgliedsch...).
Jeg fatter ikke at nogen - stadigvæk - kolporterer løgnen om at SED - OG Sahra Wagenknecht - var, er, socialister!

Torben Siersbæk

@jens christian jacobsen.
Kan du ikke bruge Mette Frederiksen?
Hun er tilsyneladende socialist efter Sahra Wagenknechts smag!
Mon ikke også Rasmus Stoklund er en af de helt rigtige "socialister"?

Jørgen Mathiasen

Her er en underlig diskussion af Sahra Wagenknechts biografi. En del af de rejste spørgsmål om hendes uddannelse og hendes forhold i DDR bliver besvaret i Wikipedia-artiklen om hende
https://de.wikipedia.org/wiki/Sahra_Wagenknecht#Kindheit_und_Jugend_(1969%E2%80%931990)

Det går som en rød tråd gennem hendes liv, at hun er alt andet end partisoldat, og derfor kan man undre sig over, at hun alligevel forsøger at gøre sig gældende i partipolitik. Hun er også det, hun kritiserer sine partikammerater og andre for at være: yderst selvretfærdig.

Die Linke kan lige slæbe sig over spærregrænsen (5%), og skulle partiet alligevel glide under den, så er de stridigheder, der følger af Wagenknechts trang til at sætte den rette lære igennem hos sine egne, en af grundene.

Inge Lehmann, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Jeg har fulgt Sahra Wagenknecht i årevis, set mange portrætudsendelser om hende, hørt utallige af hendes taler fra Bundestag, partikonventer og andre steder.
Hun er ubestrideligt intelligent og veluddannet, og besvarer altid spørgsmål roligt, velovervejet og nuanceret, uanset hvilken revolverjournalistik, hun sættes overfor. Hun er selvsikker og jeg har set hende møde latterliggørelse, når hun som kvinde og venstreorienteret udtalte sig om økonomi, med udsagnet, at man hjertens gerne må være uenig og argumentere med hende, men at hun betragter sin doktorgrad i økonomi som en kompetance til at udtale sig. En ven af hende, som er psykolog, forklarede i et portræt, at hendes største problem er, at hun er intellektuel, men ikke politiker.

Det synes jeg er meget godt set, for Sahra Wagenknechts største problem er, at hun har i meget ringe grad appellerer bredt folkeligt, samt at hun ikke kan gå på kompromis og derfor ikke er en særlig god til at forhandle noget som helst igennem - efter min mening kvaliteter, man er nødt til at besidde som politiker.
Desværre har hun altid haft ambitioner om at være i front i partiet,men hun var en katastrofe som fraktionsformand netop pga de føromtalte mangler i sin personlighed.

Det er ingen hemmelighed, at Wagenknecht og ægtemanden Lafontaine ikke tilhører den gren af die Linke, jeg har sympatiseret med - de er for vrede og ude af stand til samarbejde, for lidt funderet i europæisk samarbejde og hører mere til i et protestparti end i et reelt politisk samarbejde. Og samarbejde er man jo altså nødt til, når man er et lille parti, som bliver mindre og mindre for hvert år, der går.
Det går desværre partiet skidt, det havde nogle hæderlige år omkring 2011 - 2014, men det er ikke lykkedes at samle partiet og deri har Wagenknecht og Lafontaine deres andel.

Når man skal kritisere, må man være retfærdig og når det er sagt, har jeg endnu aldrig forstået hadet og dæmoniseringen af Wagenknecht fortid.

Nå, bogen er bestilt og jeg glæder mig alligevel til at læse den, for noget af kritikken af de venstreliberale, som i Tyskland altså er die Grünen, det tyske svar på det radikale Venstre er sylespids og præcis.

Som min samfundsfagslærer sagde for nogle år siden om det radikale venstre: de har alle de gode og dyre holdninger, men de mener det jo ikke sådan for alvor.
Det samme gælder for de grønne :-)

Eric Philipp, Søren Sommer, Susanne Kaspersen, David Zennaro og Kurt Wissendorf Møller anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Man burde tage en samtale med Henriette Böhnes samfundsfagslærer, for der er noget den pågældende har taget alvorligt fejl af med hensyn til RV, nemlig partiets indflydelse.

Den tyske presse hæver sig væsentligt over den britiske, men der er stadigt ikke mangel på medier, som formidler det borgerligt-konservative syn på verden, som også er det politiske fundament for CDU/CSU og FDP. De behøver blot en enkelt henvisning til den "reelt eksisterende socialisme" for at afskrive politikere fra Die Linke.

Fru Wagenknecht deler en klassisk skønhed med Jacqueline Kennedy og en forkærlighed for spadseredragter af en Chanel-type. Da jeg var til en reception på Gregor Gysis borgerkontor, hvor de fleste var i en uformel påklædning, enkelte meget uformelt, optrådte den vittige husherre i diplomat-jakkesæt, og Fru Wagenknecht tropper op i de ulastelige spadseredragter, når hun deltager i diskussioner i Forbundsrepublikkens vigtigste debatfora i TV. Det er hendes bedste platform i den tyske offentlighed.

Henriette Bøhne

Jørgen Mathiasen,

Du falder virkelig af på den, mage til idiotisk kommentar om Wagenknecht påklædning skal man lede længe efter.
Men du illustrerer faktisk pointen - kritik af Sahra Wagenknecht har sjældent rod i saglighed, men oftest i dumsmart plathed.

Jeg er vokset op i en radikal familie - jeg VED, at en radikal altid vil vælge lav trækprocent over fordelingspolitik og arbejderklassens vilkår. Men holdningerne er pæne nok.

:-)

Søren Sommer, Susanne Kaspersen, ingemaje lange og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Fru Bøhne
Når vi taler om idioti, sandkasse- og stråmandsargumenter...

Det er udelukkende i en dansk kontekst, hvor nogen ikke kan læse, at det er en kritik af fru Wagenknecht at nævne den objektive kendsgerning, at hun har en forkærlighed for spadseredragter. Hun ville naturligvis selv ikke blive fornærmet over opmærksomheden, tværtimod, og analogien til Gregor Gysi gik åbenbart også tabt.

Men hverken Wagenknecht eller Gysi har held med at få "de gule veste" - der var påklædningen igen - til at stemme på Die Linke, og det har de i det mindste selv indset problemet i.

Kurt Wissendorf Møller

En vældig interessant diskussion om en interessant personlighed, der i det mindste tør sætte diskussionen om venstrefløjens potenstab til skue. Når man ser på især SPD’s nedtur (uden at ville påstå, at SPD er venstrefløj), så fortæller den vel, at den socialdemokratisk/socialistiske verdensopfattelse kan sælges som elastik i metermål, så den kan række et pænt stykke ind i den nyliberale fortælling. Her er der virkelig tale om identitetstab eller måske snarere identitetstilpasning uden lige, som man må forvente i en del af verden, der forlængst har mistet følsomheden for de nederste lag i det sociale hierarki.

Poul Erik Pedersen

Jeg bemærkede mig at Wagenknecht, i sin analyse af venstrefløjen, er meget generel i sin kritik. Jeg mener det er et åbent spørgsmål, om det giver mening at operere på et generaliseret europæisk niveau for derefter at udpege bestemte tendenser der skulle gælde for den samlede europæiske venstrefløj.
Her mener jeg man ville være bedre tjent med at gå ned på et nationalstatsligt plan og udarbejde en analyse, der begrænser sig til venstrefløjens vilkår i de enkelte stater. Her mener jeg ikke man kommer uden om, at det for den tyske venstrefløjs vedkommende er gældende at murens fald i 1989 har haft nogle meget langsigtede effekter. De effekter har også været medbestemmende for muligheden for at udvikle et alternativt politisk projekt i Tyskland. Günter Grass var inde på den problemstilling få år efter murens fald.
Set ud fra den synsvinkel mener jeg Wagenknecht har nogle blinde punkter, i analysen af venstrefløjen.
Når det så er sagt, så er der nok heller ingen tvivl om at Gerhard Schröders udgave af en tysk socialdemokratisk politik - i årene omkring 2000 - har været med til at svække tiltroen til at SPD havde et markant andet politisk projekt end de borgerlige partier. Hartz-reformerne var med til at skabe mange fattige i Tyskland, mange lavtlønnede var nød til at have flere jobs for at kunne overleve.
Man skal endvidere have med i betragtningen at de sociale forskelle i Tyskland er langt større, end det vi er vænnet til i Danmark. Det gælder internt i delstaterne og det gælder mellem delstaterne.
En tredje faktor der også spiller ind, er at uddannelsesystemerne er mere stive. Det er faktisk ret afgørende om man relativt tidligt i livet får valgt den rette vej gennem grunduddannelsen: folkeskolen. Dette er også med til at skabe et lag af befolkningen, der på et forholdsvis tidligt tidspunkt bliver en del af underklassen og som har meget svært ved at komme ud af denne situation. Lige dette lag af befolkningen har så heller ikke haft det tyske socialdemokratis opmærksomhed. Dette har også bevirket at der er et indtryk af håbløshed og politisk apati, i dele af det tyske vælgerkorps. Der findes en fast vending i sproget "Die da oben - wir hier unten", som netop illustrerer afstanden mellem underklassen og magthaverne. Den tyske sætning kan oversættes med: Dem der oppe - vi hernede.
Jeg mener de her nævnte elementer må med, i en analyse af de forhold Wagenknecht er inde på. Her mener jeg hun slipper nemt om ved det, ved at skyde på identitetspolitik og indvandring som forklaring på at venstrefløjen mister terræn. Vejen frem må i stedet være netop at udarbejde analyser der tager højde for de individuelle, nationale udviklinger i de enkelte europæiske lande - hvis venstrefløjen skal tilkæmpe sig politisk indflydelse. Dette bør kombineres med en vision for hvordan venstrefløjen kan bruge det europæiske samarbejde, i en udvikling af et bæredygtigt og solidarisk samfund. Læg vel mærke til: her er Wagenknecht tavs som graven! Så jeg mener faktisk også at hun selv har et stykke arbejde, der skal gøres.
mvh. poul.

Anders Graae, Eric Philipp, Pietro Cini, Flemming Berger, Inge Lehmann, Finn Jakobsen, Steffen Gliese, Henriette Bøhne og Henrik Plaschke anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Poul Erik Pedersen,

Jeg er meget enig med dig.
Som nævnt har jeg bestilt bogen og glæder mig til at læse den - min mangeårige erfaring med S. Wagenknecht er, at det i særdeleshed kan betale sig at lytte til hende selv, da hun for det meste er langt, langt mere nuanceret end hun refereres.

På det europæiske spørgsmål bliver jeg dog aldrig enig med ægteparret Wagenknecht/Lafontaine, men er mere i tråd med drn tidligere formand Gysi, som er en stærk fortaler for at venstrefløjen i langt højere grad omfavner det europæiske samarbejde.

Det er sjovt, du nævner Gerhard Schröder og årerne omkring 2000 og den deraf følgende svækkelse af tiltroen til SPD - de fleste glemmer at Schröder jo sådan. Set ledede en koalition af SPD og Grünen, og at de socialliberale/linksliberal Grünen i lige så høj grad er ansvarlig for Harz IV reformen som SPD.
Margrethe Vestager og det radikale Venstre lavede jo lidt samme finte med dagpengereformen kort før regeringssamarbejde med Thornings regering i årerne omkring finanskrisen.

Jeg tror, vi kan være ret sikre på at en af årsagerne til denne bog og hudfletningen af de linksliberale Grünen er, at deres nuværende fremstormende fremgang iscenesat som venstrefløjsparti, er en kæmpemæssig torn i øjet på både Wagenknecht, men især hos ægtemanden Lafontaine, som jo som bekendt gik som finansminister i Schröders regering bla i protest mod Harz IV reformen.

Jørgen Mathiasen

Overskriften giver anledning til at spekulere over, hvordan redaktionsmøderne udvikler sig på Information. Avisen ser åbenbart et formål i at skabe begrebsforvirring.

Det hedder i strid med virkeligheden i overskriften: Venstrefløjen er ikke optaget af de fattige. Det kan Sonne jo prøve at sige til den venstreradikale leder af Die Linke Janine Wissler. Hun vil nok prøve at forvisse sig om, at Sonne er velforvaret. Venstrepartiet anstrenger sig med at fremhæve sin "sociale kompetence" over for vælgerne, men de fattige er ikke synderligt optaget af Venstrepartiet. En del af dem er mere optaget af det højreradikale og fremmedfjendtlige AfD. Halvdelen af AfDs stemmer, som aktuelt ligger på 9%, kommer fra sofavælgere.

Nu er "fattig" heldigvis for Information også et begreb, der heller ikke er klarhed om. Tyskere med indkomster i den lavere ende sætter i stor stil deres stemmer på unionen. Partierne er ganske vist beskytter af de velhavendes arveret, men lavtlønnede ser dem også som garanti for arbejdspladser både i brunkullene og i bilindustrien, som begge er dømte til forandring.

Denne analyse:
https://www.bertelsmann-stiftung.de/de/themen/aktuelle-meldungen/2017/ok...
fra parlamentsvalget i 2017 så i resultatet en konfliktlinje mellem moderniseringsskeptikere og det modsatte. Den ser ud til at være virksom igen i 2021, og det taber SPD og Die Linke på, mens unionen vinder på det.

Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Der røg desværre en sætning i svinget.

Partiet die Grünen betegner selv deres retning som "Linksliberalismus".
Die Linke betegner deres som "demokratier Sozialismus" dog! betegnes fløjen "Emanzipatorische Linke", som kun er en af flere i partiet! ofte som linksradikal. Det er altså primært die Grünen og denne fløj af eget parti, Wagenknecht hudfletter, når hun kritiserer de venstreradikal. For en god ordens skyld.

"Die Linke Bearbeiten
Auch die parteiinterne Strömung „Emanzipatorische Linke“ der Linkspartei wird aufgrund ihrer gesellschaftsliberalen Standpunkte teils als linksliberal bezeichnet"

Henriette Bøhne

Jeg bruger med vilje ikke begrebet "venstreradikal" da det er et ret uskarpt begreb, som både kan betegne de alleryderste ekstremer på begge sider af det politiske spekter, men også er et begreb, som bruges til at defamere og miskreditere de, man er uenig med.

Jeg glæder mig til at læse Sahra Wagenknecht egne ord.

Og så er det jo værd at nævne, at da jeg var ung i 80'erne og 90'erne og min mor, tysklærerinden, var bosiddende og havde fast opholdstilladelse i Tyskland, blev die Grünen/Bündnis 90 i den grad betegnet som venstreradikale og bestemt endnu ikke en del af det gode selskab - præcis på samme måde, som die Linke forsøges defameret af visse i kommentarsporet. Især husker jeg, at Joschka Fischer blev betragtet som linksradikal, aktivistisk og helt uden for rækkevidde. Dette til trods endte han trods alt nogle år senere som den tyske udenrigsminister, der - trods erklæret pacifisme - førte sit land i krig i Serbien i Balkankrigene.
Når jeg siger, at die Grünen ikke mener det sådan rigtig alvorligt, så lægger jeg blandt andet dette faktum til grund. De siger ligeledes, at de er åh så sociale, men indfører sammen med SPD Harz IV reformen.
Gad vide om deres engagement i klimapolitikken går samme vej, når de får magt, fristes man til at tænke.
Vi får se.

Jørgen Mathiasen

Henriette Bøhne:
Venstrepartiet bliver defameret i Informations overskrift.

Poul Erik Pedersen

Jørgen Mathiasen 19.44:
Den kommentar så jeg gerne uddybet, vil du det?

mvh. poul.

Torben Siersbæk

@Henriette Bøhne.

"Torben Siersbæk,

Det misforstår du helt - Sahra Wagenknecht meldte sig ind i SED i ungdommelig trods, har hun forklaret i adskillige portrætudsendelser senere, fordi hun var og er socialist og fordi hun af DDR diktaturet blev forhindret i at studere videre på uni efter studentereksamen, da hun blev regnet for "asocial", fordi hun - som så mange andre unge på hendes alder - nægtede at deltage i kurser med hensyn til militærtjeneste/ aftjene værnepligt.
Hun har senere i voksenlivet taget afstand fra indmeldelsen og sagt det var ungdommelig tåbelighed og trods, der fik hende til at melde sig ind, hvilket hendes familie dengang også forsøgte at tale hende fra." Osv osv osv.

Spændende måde at argumentere på!
SW er socialist, for det siger hun selv!
SW meldte sig ind (!!!) i SED i ungdommelig trods, siger hun selv!

Med denne argumentationsmåde må du jo også tro på, at Inger Støjberg er den rene uskyldighed, for det siger hun selv!

På samme måde må du vel støtte Naser Khaders afvisning af at han har været en grissebasse, som han nu bliver beskyldt for, for han siger jo selv, at det ikke er rigtigt!

Kan du selv se problemet i din argumentation?
Hvis ikke skal nogen vist sørge for at betale dig skolepengene tilbage!

Det er i hvert fald førsteårspensum i gymnasiehistorie, at man skal gå kritisk til sine kilder, og det forsynder du dig katastrofalt imod!

Henriette Bøhne

Torben Siersbæk,

Jeg synes nu ellers, det link Jørgen Mathiasen lagde til Sahra Wagenknecht livshistorie og levnedsbeskrivelse ret pænt, men mere udførligt, understøtter min kommentar.
Man kunne blive medlem af SED ved egen ansøgning, sekunderet af anbefalinger fra 2 medlemmer og efter en prøveperiode blive fuldgyldigt medlem. Hun har senere fortalt, at hendes familie, moderen og bedsteforældrene, hos hvem, hun voksede op, tiggede og bad hende om at lade være, men hendes ungdommelige trods - hun har været 18 - 20 år på daværende tidspunkt - og hendes higen efter acceot, fik hende til at sende en ansøgning.

"Die in der DDR übliche vormilitärische Ausbildung für Schüler empfand sie als extrem belastend: Sie konnte nichts mehr essen, was ihr von den Behörden als politischer Hungerstreik ausgelegt wurde.[8] Als repressive Reaktion darauf durfte sie in der DDR nicht studieren. Als Begründung wurde genannt, sie sei „nicht genügend aufgeschlossen […] fürs Kollektiv“. Ihr wurde eine Arbeitsstelle als Sekretärin zugewiesen. Diese kündigte sie allerdings nach drei Monaten, was für DDR-Verhältnisse äußerst ungewöhnlich war. Sie erhielt fortan keinerlei staatliche Unterstützung mehr und bestritt ihren Lebensunterhalt mit dem Erteilen von Nachhilfestunden in Russisch.[9] In dieser Zeit las sie philosophische Werke, vor allem die des Philosophen Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Sie nahm Kontakt zum Dramatiker Peter Hacks auf.[10] Im Frühsommer 1989 trat Wagenknecht der SED bei, nach eigenen Angaben, um den in der Sackgasse steckenden Sozialismus umzugestalten und Opportunisten entgegenzutreten.[2]"

Vi kommer det nok ikke meget videre, til enighed når vi to ikke.

Torben Siersbæk

@Henriette Bøhne

"Vi kommer det nok ikke meget videre, til enighed når vi to ikke."

Det har du nok ret i, hvad angår opfattelsen af SW og Die Linke.
Og du skal være velkommen til at sympatisere med begge.

Det, der er det til grund liggende problem er, at du tilsyneladende mener, at politiske aktørers egen beskrivelse af deres holdninger og motiver er SANDHEDEN om forholdene.

Den tyske Wikipediaside, Jørgen Mathiesen henviste til, har jeg selvfølgelig læst - faktisk for flere år siden - og genlæst nu. Wikipedia er glimrende, men med den begrænsning, at den ikke er uafhængigt skrevet. De portrætterede perdoner kan selv påvirke indholdet afgørende, hvilket fratager WP rollen som objektiv informator (hvis den slags overhovedet er muligt!).
Bemærkningen i artiklen om SW's oprørskhed i relation til SED angives dog redeligt til at være "nach eigenen Angaben"

("Im Frühsommer 1989 trat Wagenknecht der SED bei, nach eigenen Angaben, um den in der Sackgasse steckenden Sozialismus umzugestalten und Opportunisten entgegenzutreten.").

Timingen for hendes medlemskab ER altså bare interessant, for det er netop på det tidspunkt, hvor oprøret mod den statslige undertrykkelse samler kræfter og tager til selv i DDR (se mere om den politiske manipulation ved "valg" i DDR her https://m.bpb.de/politik/hintergrund-aktuell/290562/1989-wahlbetrug-in-d...).
Lagt sammen med at hun derefter FASTHOLDER medlemskabet i SED (og dets efterfølgende inkarnationer) SAMMEN MED spidserne fra det parti hun angiveligt kritiserede hårdt (hvordan hun kan arbejde sammen med Gregor Gysi??), afslører for mig hulheden i hendes selvportræt.

Jeg kan se mange fordele i EHL's rotationsprincip. Man kan dog på SW's cv se, at HUN ikke hylder princippet om at man skal kende det almindelige liv - sådan rigtigt - og at det kan forbedre de politiske beslutninger.
Hun er mao. det, der lidet flatterende kaldes en ægte levebrødspolitiker.

Henriette Bøhne

Torben Siersbæk,

Jeg har aldrig gået i privatskole og kan derfor ikke gøre mig noget håb om at få mine skolepenge retur.

Men af min far, som oprindeligt var uddannet historielærer, men læste videre til skolepsykolog, har jeg lært, at man altid skal lytte til sine modstanderes synspunkter oh han holdt derfor livet igennem to aviser med forskellig politisk observans - den retning han selv annoncerede på, samt sine modstanderes. Det er nemlig i psykologiske undersøgelser bevist, at dette er det bedste værn mod radikalisering. Der for har jeg heller intet problem med at læse Sahra Wagenknecht bog, selv om jeg - ganske tydeligt endda! - skriver, at ægteparret Wagenknecht/Lafontaine IKKE tilhører den fløj i die Linke, jeg har sympatiserer med og som Poul Erik Pedersen ganske rigtigt påpeger er en lille og efterhånden udgrænset fløj i partiet. Jeg synes, jeg retfærdigt og efter bedste evne har forsøgt at beskrive fortrin og ulemper hos Sahra Wagenknecht personlighed.

Det kan undre, at et voksent og formentlig veluddannet menneske, som du selv er så fanatisk optaget af et ufleksibelt koldkrigs fjendebillede, at det 32 år efter fortsat kan mestre et sånærmest indædt had til Sahra Wagenknecht, der som 18 årig, ifølge hende selv i utallige interview har beskrevet, at hun dengang tog en dårlig beslutning i trods og ikke a erkender, at der kan ske megen udvikling i et menneskeliv på så mange år.

Det er ærgerligt, mest for dig selv, for derved går du glip af nogle af de finere nuancer i historien. Hvis du vil prøve at sætte dig ind i, hvad der formentlig var på spil i 18 årige Sahra Wagenknechts sind og rigtig mange andre unge på hendes alder, der var vokset op i DDR, kan jeg anbefale journalisten Jana Hensels bog *Zonenkinder", som meget godt og grundigt beskriver det skisma, den generation stod i, da de, socialistisk opdraget og præget fra barnsben, oplevede deres land og selvopfattelse på kort tid forsvinde og blive revet i stumper og stykker. Det er selvsagt alle subjektive oplevelser, som ikke objektivt kan verificeres, hverken i opslagsværker eller artikler, men ikke desto mindre vigtige for at forstå hendes generation og den tid, de gennemlevede.

Der er mange faktuelle fejl i dine indlæg, hvad angår Lafontaines periode som kanzlerkandidst og dannelsen af PDS, fusioneringen med WASG og dermed dannelsen af die Linke. Det gider jeg ikke bruge tid på.

Henriette Bøhne

- og undskyld slåfejl. Autofuldførelse, pølsefinge og virkeligt svagt syn er en skidt combo.
:-)

Jørgen Mathiasen

@Poul Erik Pedersen
Svar: Det gjorde jeg allerede i kommentaren fra 18:02, og den er der ikke umiddelbart noget at tilføje.

Wagenknecht er - for effektens skyld - en fortræffelig deltager i et talkshow: Hun sørger for liv i kludene, mens hendes egne er ulastelige, og det sætter millioner af tyskere pris på. (Det er vist nærmest et adgangskriterium. Der sidder aldrig nogen i sådanne omgivelser som enten ligner et trafikuheld eller en tekstillosseplads.)

Hun er en sten i skoen på sig eget parti, og heller ikke det foreliggende politbarometer skal få en til at tro, at hun er på vej til at få en væsentlig rolle i tysk politik.

For Venstrepartiet drejer det sig om spærregrænsen, og der er ikke megen hjælp at hente hverken hos Wagenknecht eller Lafontaine.

Poul Erik Pedersen

Jørgen Mathiasen 12.04:
Jeg tror, i dette tilfælde, at det læste afhænger af læseren. Så vidt jeg forstod overskriften, så er den vel en reference til Wagenknechts kritik af venstrefløjen. I det tilfælde mener jeg ikke, at overskriften er misvisende.
mvh. poul.

Jørgen Mathiasen

Overskriften er et eller andet mellem citat og gengivelse, og man er ikke i tvivl om, at Wagenknecht kan have sagt sådan noget.
Til gengæld vil man - som nævnt - blive mødt med vantro, hvis man konfronterede Wagenknechts partikammerater med udsagnet. I den forstand er overskriften med et mildt udtryk misvisende. Udsagnet er ikke alene forkert og vildledende, det er også egnet til at nedsætte omdømmet for Wagenknechts parti.

Atilla Thcengiz

Sahara Wagenknecht, Tysklands svar på Karen Jespersen. Lafontaine, ved ikke rigtig hvem hans modstykke kunne blive: Mogens Camre er skudt lang over målet, men måske Paul Nyrup og 3xGange Rasmussen.

Henriette Bøhne

Karen Jespersen, Jackie Kennedy og Sahra Chanel?

Na ja, man könnte sich ja auch mit Argumenten versuchen...

Torben Siersbæk

Henriette Bøhne.

"Na ja, man könnte sich ja auch mit Argumenten versuchen..."

God idé! Prøv det!

Det er ærgerligt, at du sætter en stråmand op i denne debat: Men selvfølgelig er det vældig rart at definere andre mennesker som idioter.

Koldkrigsfjendebilleder... Man skal høre meget.

Det er ikke mindst mit - selvopfattede - socialistiske ståsted, der allerede under den kolde krig bestyrkede min fagligt funderede vurdering af DDR - og i øvrigt resten af Sovjetblokken - som aldeles ikkesocialistisk.

Jeg er født i starten af den kolde krig og er således barn af den tid - boomere kaldes vi også. Min generation er belastet af/begavet med en lang historie, der har set voldsomme forandringer i politik og kultur.

At man kalder sig socialist, betyder ikke at man er det. Det gælder lige så meget DDR som det gælder mig selv. Det er ens handlinger, det kommer an på. Jeg tror dog at man skal have meget lystætte briller på for at kunne se noget socialistisk i DDR.

For mig kan et diktatur ALDRIG tillade sig at kalde sig socialistisk. Jeg kan ikke se socialisme uden demokrati!

Jeg kan forstå at du ikke accepterer andre syn på Sahra Wagenknecht og hendes vej ind i politik end det hun selv maler op. Det er du absolut velkommen til. Det gør bare ikke din beskrivelse af hende mere gyldig.

Takker for henvisningen til "Zonenkinder" - omtalen af den andre steder opfordrer, ligesom du, til læsning, så den skal findes.

Jeg kan anbefale en anden bog der rummer beskrivelsen af otte - dengang - unge DDR-borgeres opvækst og senere eftertanker om DDR. Den er baseret på udførlige interviews med de otte, gennemført af Cambridgehistorikeren Hester Vaizey: "Born in the GDR - Living in the Shadow of the Wall" fra 2014.
En anden type omgang med diktaturet findes litterært behandlet af Eugen Ruge i "I tider med aftagende lys" (2012) (oprindeligt udgivet på tysk i 2011, "In zeiten des abnehmenden Lichts") - selv Gregor Gysi anbefaler den!

Og så er et grundigt historiestudium - ikke mindst inklusive den vanskelige disciplin historisk metode, også forkortet til "kildekritik" - en anbefalelsesværdig beskæftigelse. Og det er nok ikke en god ide at forlade historien til fordel for navlepilleriet!

Henriette Bøhne

Det er dybt ærgerligt, at kommentarsporet og debatten totalt afspores af kommentarer om Wagenknechts udseende, påklædning og - for nogle - kontroversielle, ungdommelige fejltagelser og ikke forholder sig til boganmeldelsen og dens indhold.
Jeg har lyttet til et par interwievs med Wagenknecht om bogen og den debat, hun søsætter og som er langt mere kontroversiel i Tyskland end i DK, er der på nogle områder allerede taget hul på.

https://www.altinget.dk/artikel/identitetspolitikken-kan-blive-venstrefl...

Wagenknecht tilhører die Linkes antikapitalistiske fløj og står derfor socialistisk for klassisk fordelingspolitik, arbejderforhold og social retfærdighed og ser en fare, når visse dele af venstrefløjen opgiver at kæmpe for disse områder og hengiver sig til identitetspolitik, krænkelsesdebat og klimatiltag, som den almindelige, lavtlønnede arbejder ikke har en jordisk chance for at kunne betale.
Det er kystbanesocialisterne, hun langer ud efter. De velstillede, som ikke fatter at en lavtlønnet arbejder ikke altid har råd til økologi og elbil, men alligevel forsøger at indrette hele verden som om, de havde. Og som har mere travlt med at debattere om det nu også er krænkende at synge "den danske sang er en ung, blond pige" end forholdene for de svageste. Det er det, hun kalder navlebeskuende.
Dette er langt mere kontroversielle emner i et på nogle områder mere berøringsangst og politisk korrekt Tyskland. Men den har også relevans for os.

Tonny Helleskov og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Torben Siersbæk,

Jeg synes ikke ligefrem selv, du eccelerer i at bruge argumenter og du fordrejer, formentlig bevidst, stort set alt, jeg skriver. Det gider jeg ikke deltage i.

Vi har nu slået endegyldigt fast, at du ikke kan fordrage Sahra Wagenknecht, at hun ikke - ifølge dine definationer - er socialist - og her argumenterer du ikke med kilder for, HVAD hun så er! - og vi har gennemlevet den kolde krig og jeg tror, det er safe to say, at du under ingen omstændigheder kommer til at købe og læse hendes bog. Artiklen handler om hendes bog og hvis den alligevel ikke interesserer dig, hvorfor - i himlens navn! - lader du det så ikke bare ligge?

Jørgen Mathiasen

Det er sikkert overflødigt i denne antageligt meget begrænsede kreds at henvise til tyske kilder, men jeg nævner alligevel én, fordi den bringer en vis klarhed i sagen:
https://www.daserste.de/information/talk/maischberger/videos/mb_wagenkne...

Man kan, hvis man har tålmodighed til at høre på det, i dette talkshow (Maischberger) høre temmelig meget om, hvad fru Wagenknecht har på hjerte med sin bog fra hende selv.
Programmet anvender en afgrænsning af venstrefløj, som 95% kan goutere, og hvad det venstre spektrum af politik angår, er vælgerne og deres politiske repræsentanter selvretfærdige og angiveligt jager de fattige vælgere i armene på AfD. Da de selvretfærdige desuden har en utålelig livsstil, falder ordet life style ofte, og Sahra Wagenknecht må svare på spørgsmål også om sin egen.

Wagenknechst komplicerede balanceakt består i at gafle stemmer fra unionens moderniseringsskeptiske vælgere ved at kritisere nogle udvalgte moderniseringsfortalere. Hun kan ikke dokumentere sin vælgeradfærdsforklaring, og ellers er det en bemærkelsesværdig valgkampsstrategi at holde sig for næsen, når talen falder på egne vælgere.

jens christian jacobsen

Henriette, du får kun lidt sympati fra de blaserte, livstrætte moralister her i strengen, der gyser ved tanken om konsekvent antikapitalistisk kritik. Lad være med at spilde krudtet på dem.

Torben Siersbæk

@Henriette Bøhne.

Hvis jeg forstår dig ret vil du - i tilfældet Sahra Wagenknecht - principielt ikke diskutere, om hun kan have andre dagsordener end de rent ideelle, du mener at kunne læse ud af hendes velkalkulerede formuleringer.

Det er en aldeles ukritisk tilgang til dele af verden, du dermed demonstrerer.
Havde jeg haft dig til studentereksamen i et af mine fag - samfundsfag og historie - og du havde præsenteret en kildegennemgang på det niveau, var du dumpet!

Nu skal man ikke lære for skolen men for livet.

Lige præcis der, er det afgørende, at man ikke bare tager alt for gode varer (store som små beslutninger viser vigtigheden af kritisk tilgang, fra deltagelse i Irakkrigen til begrænsning af offentlighedens adgang til aktindsigt).

Som du bemærkede bliver vi ikke enige om hverken Sahra Wagenknecht eller hendes #aufstehen.

Er det meningen med en debat?

...en af de blaserte, livstrætte moralister...

Torben Siersbæk

Berlinrejsende har mulighed for at opleve tysk satire, når den er bedst, nemlig i det kabaretteater, der blev etableret kort efter DDR's grundlæggelse, Die Distel.
SED indså, at det var en god ting at have politisk satire - altså, så længe den var rettet mod BRD/Vest Berlin, og alt andet, der ikke var styret fra Moskva.
Så i 1953 Distel blev etableret.

Teatret rendte hurtigt ind i kritik fra magthaverne, og blev tungt censureret. Det siges at være noget af et under, at det ikke blev lukket. Indre kritik var ikke magthavernes livret, som det levende demonstrerede i november 1976, da det fratog Wolf Biermann hans DDR-statsborgerskab.
Og han var endda frivilligt flyttet til DDR for at bygge et bedre samfund!

Hvorom alting er har Distel også kommenteret Sahra Wagenknechts "bevægelse" #aufstehen. Hvis man kan tåle kritik af SW er der lidt af slagsen her https://distel-berlin.de/de/ueber-uns/distel-kolumne/artikel-aufstehen-d...

Nu er I alle advaret!

PS. Distel er ikke blaserte, livstrætte moralister...

Jørgen Mathiasen

Den artikel, Klaus Schwab henviser til, har nogle præcise betragtninger af, hvor Wagenknechts moderniseringsskepsis sætter ind.

Hvis man deltager i afgørelsen den 23 september, - og det gør jeg, kan jeg forsikre for, at det afgørende spørgsmål ikke alene for tyskerne men også for det europæiske kontinent ikke kun bliver, hvem den nye kansler er, men også om tyskerne bestemmer sig for stilstand eller forandring. - Det sidste forbinder sig med den grønne omstilling og digitaliseringen af Tyskland. Der er muligvis læsere, der ønsker sig noget andet, men det bør i det mindste være bestemmende for Informations journalistik om sagen

Der er allerede sagt nok om, hvilken rolle i den tyske kontekst Wagenknecht ser sig selv i, og hvilken virkning, det har i valgkampen. Selv hvis man opstiller det tankeeksperiment, at Wagenknecht ved at trække moderniseringsskeptikere fra højre til det yderste venstre i stedet for stagnation for Venstrepartiet førte til en fordobling af Die Linkes stemmeandel og dermed forårsagede et jordskred i tysk politik, ville det blive overordentligt vanskeligt at etablere en 2Rød1Grøn regering i Tyskland. I virkelighedens verden regner praktisk talt ingen med, at det kommer til sådanne forhandlinger.

Torben Siersbæk

@Jørgen Mathiasen

Tak for linket til Maischberger!

Sahra Wagenknecht formår her at fastholde de rene holdninger! Hun véd hvordan man skal bekæmpe nationalisme, reaktionære holdninger, provicialisme, racisme, sexisme, homofobi og islamofobi på den rigtige måde.
Det har kystbanesocialisterne - die life style linke - ikke fattet en bønne af.

De absolutte modsætninger mellem kommunister og socialdemokrater plagede allerede Weimarrepublikken og medvirkede til at svække venstrefløjen katastrofalt.
Den modsætning kan eller vil Sahra Wagenknecht ikke medvirke til at bilægge (ikke at det er nogen enkel opgave i BRD!).

Med andre ord: Længe leve skyttegravene!

Steffen Gliese

Det er åbenbart meget svært at forstå, at friheden til egen integritet er forudsætningen for accepten af retten til en retfærdig andel af de goder, der tilvejebringes i samfundet.

Torben Siersbæk

@Henriette Bøhne.
Igen tak for henvisningen til Jana Hensels "Børn af Zonen" som jeg netop læser i i dansk version.
Den er ligeså interessant som det i 2004 blev bemærket i Informations anmeldelse (https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2004/04/se-generation), men netop også lugeså problematisk.
Hvid nogen (som i nogen overhovedet) skulle være med på denne tråd endnu vil jeg derfor slå endnu et slag for Hester Vaizey: "Born in the GDR - Living in the Shadow of the Wall" fra 2014, som jeg omtalte tidligere.
Ud over (n)ostalgien rummer den også oplevelsen af undertrykkelsen i DDR.
Dele af Jana Hensels bog fik mig til at tænke på en vits fra tiden efter murens fald.
Ossien siger med varme i stemmen til Wessien "Wir sind ein Volk!"
Wessiens svar er kort og kontant "Wir auch!"
Det forekommer mig ind imellem at Jana Hensel gerne vil fortælle, at Wessien har ret!