Nekrolog
Læsetid: 6 min.

Den værste forsvarsminister i USA’s historie. Rumsfeld angrede aldrig fatale fejlskridt

Arkitekten bag USA’s to fejlslagne krige i Afghanistan og Irak er død. I venstreorienterede medier kaldes han krigsforbryder, mens landsaviserne begrænser sig til at benævne ham kontroversiel
Alene overskrifterne på nekrologer over Rumsfeld i venstreorienterede tidsskrifter antyder, hvor ekstremt forhadt han var blandt krigsmodstandere i USA. The Intercept vælger ganske enkelt at kalde ham »krigsforbryder«.

Alene overskrifterne på nekrologer over Rumsfeld i venstreorienterede tidsskrifter antyder, hvor ekstremt forhadt han var blandt krigsmodstandere i USA. The Intercept vælger ganske enkelt at kalde ham »krigsforbryder«.

Beowulf Sheehan

Udland
2. juli 2021

»Den værste forsvarsminister i USA’s historie.«

Det kunne med rette blive gravskriften, når den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld snart stedes til hvile. Han døde af kræft onsdag i en alder af 88.

Det var faktisk Rumsfelds partikammerat, krigshøgen og den politiske maverick, senator John McCain, der i præsidentvalgkampen i 2008 – to år efter Rumsfeld var blevet fyret på gråt papir af George W. Bush – kaldte ham den værste forsvarsminister i historien.

Under valgkampen i 2008 var den katastrofale krig i Irak ved at blive vendt til fordel for USA, mens Taleban-militsen i Afghanistan samtidig havde fået vind i ryggen.

Den tidligere jagerpilot fra krigen i Vietnam, John McCain, slog til lyd for indsættelsen af flere styrker i begge lande, mens hans demokratiske modkandidat, Barack Obama, ville trække USA ud af Irak og fokusere på kilden til terrorangrebet mod USA 11. september 2001, nemlig al-Qaeda og dens beskyttere, Taleban-bevægelsen.

Blot to år efter sin tilbagetræden i 2006 var Rumsfeld – der havde været en yndlingsfigur i de amerikanske medier i de første krigsår efter 2001 – blevet skåret ned til sokkeholderne, en forhånet og latterliggjort skikkelse, der ifølge journalisten Spencer Ackerman var blevet forvandlet til en ynkelig figur.

»Hver morgen på vej til arbejde så jeg ham vandre ned ad Connecticut Avenue (i Washington, D.C., red.) med en stok lavet af metal. Med begge hænder holdt han stokken i vandret position, som om han gik på line, alt imens hans mund åbenbarede den hvide tandrække i et stort og bredt smil, som vi så ofte havde observeret under hans talrige pressebriefinger i Pentagon.«

Det kan godt være, at den selvsikre, kompromisløse og arrogante Rumsfeld ikke angrede en eneste af de beslutninger, han havde truffet som krigsminister gennem seks år. Men sådan blev det ikke opfattet af medierne, ej heller af den amerikanske befolkning, der i 2008 havde vendt sig mod krigseventyret i Irak og forholdt sig skeptisk til udfaldet i Afghanistan.

’Krigsforbryder’

Alene overskrifterne på politiske nekrologer over Rumsfeld i venstreorienterede tidsskrifter torsdag antyder, hvor ekstremt forhadt han var blandt krigsmodstandere i USA.

»Donald Rumsfeld, der myrdede 400.000 mennesker, går stille og roligt bort,« lyder det i The Daily Beast. Og The Intercept vælger ganske enkelt at kalde ham »krigsforbryder«.

Magasinet Jacobin strammer skruen: »Donald Rumsfeld – Vi håber, du rådner op i helvede!«

The New York Times nøjes med at beskrive ham som »en trodsig og taktisk beslutningstager i Den Kolde Krig og Irak«, mens The Washington Post blot kalder ham »indflydelsesrig men også kontroversiel«.

Det ville måske være mere retfærdigt at kalde Rumsfeld for den værste krigsminister i USA’s historie og en gennemsnitlig forsvarsminister. Det var netop ham, der satte sig for at skære overflødige våbenprogrammer væk og forvandle de væbnede styrker fra at føre en konventionel krig mod en konventionel fjende til en ekspeditionsstyrke, som kan sættes hurtigt ind mod ukonventionelle fjender, der benytter asymmetriske kampmidler.

Men Rumsfeld – der var uddannet jagerpilot i 1950’erne – kom til kort i rollen som taktisk krigsmager og strategisk planlægger i Afghanistan og Irak. Han hørte til rådgiverne i Bush-regeringen, der ikke ville høre tale om at indlede en dialog med den slagne Taleban-milits i Afghanistan med henblik på at inkorporere bevægelsen i et fremtidigt styre.

Hans fejlskridt i Irakkrigen var om noget endnu mere kostbare i form af et kolossalt tab af menneskeliv, en ødelagt økonomi og en forrykkelse af den politiske magtbalance til fordel for shiamuslimer uden at sikre Saddam Husseins sunnimuslimers mindretalsrettigheder.

Rumsfelds største svigt som krigsminister var en stædig modvilje mod at lytte til andre røster – i Pentagon, Det Hvide Hus, Kongressen og medierne – end hans egen.

Rumsfelds største svigt som krigsminister var en stædig modvilje mod at lytte til andre røster – i Pentagon, Det Hvide Hus, Kongressen og medierne – end hans egen.

Kevin Lamarque

Som det er blevet nævnt i bøger om Irakkrigen, var det Rumsfelds faste overbevisning, at USA’s invasion af Irak med det tunge militær ville være overstået i løbet af nul komma fem, hvorefter en provisorisk regering af eksilirakere ville lede landet mod demokratiske valg.

Han var aldeles uinteresseret i at engagere USA’s forsvar i at hjælpe med at genopbygge landet. Samme holdning indtog han til Afghanistan. I virkeligheden var Rumsfeld skeptisk over for den nykonservative idé om at involvere USA i nation building i lande, hvor vestlige demokratiske institutioner og værdier er uafprøvede. Med bagklogskabens øjne kan man i dag konstatere, at han i hvert fald på det punkt fik ret.

Enerådig

Rumsfelds største svigt som krigsminister var en stædig modvilje mod at lytte til andre røster – i Pentagon, Det Hvide Hus, Kongressen og medierne – end hans egen. Ikke alene afviste han hele sit liv at angre beslutninger, der så åbenlyst fik katastrofale følger på alle ledder og kanter.

Hans største karakterbrist var at drage en konklusion ekstremt hurtigt og handle derefter uden at se sig tilbage.

Den amerikanske journalist George Packer, der gennem to årtier har dækket de to krige, nævner en anekdote, som belyser, hvor hurtig Rumsfeld var på aftrækkeren den dag, et American Airlines-fly, kapret af al-Qaeda-terrorister, slog ned i Pentagon-bygningen i september 2001.

På den ene side viste Rumsfeld sig i minutterne og timerne efter nedslaget som et modigt menneske og en ferm leder, der sprang til for at hjælpe de sårede og koldblodigt gav ordre til de væbnede styrker at mobilisere, beskytte de strategiske knudepunkter og toppolitikere.

På den anden side planlagde han allerede den dag i sit hoved, hvilke skridt USA burde tage for at komme Osama bin Ladens terrororganisation til livs.

I hans håndskrevne noter fra den dag stod der ifølge George Packer: »Vurder, om dette er tilstrækkeligt grundlag til at gå efter S.H. (Saddam Hussein, red.) i samme omgang, ikke kun UBL (Osama bin Laden, red.).«

Senere på dagen skrev Rumsfeld i sine noter: »Sæt massivt ind. Fej op overalt. Uagtet om de to er beslægtede (Osama bin Laden og Saddam Hussein, red.).«

Rumsfeld mistænkte ligesom mange andre amerikanske toppolitikere den irakiske diktator for at være i besiddelse af et hemmeligt atomvåben og i hvert fald giftgas. Sidstnævnte var ikke usandsynligt, fordi Irak havde brugt giftgas i krigen mod Iran i 1980’erne og mod det kurdiske mindretal i 1988.

Foto med Saddam

Under krigen med Iran havde USA under præsident Ronald Reagan underhånden støttet Saddam Hussein. Faktisk havde Rumsfeld som Reagans særlige udsending mødt Saddam Hussein, og der eksisterede et foto af de to mænd, der varmt trykkede hinanden i hænderne.

Men efter Iraks angreb på oliestaten Kuwait i 1990 og USA’s første golfkrig samme år, var Saddam Hussein blevet til en utilregnelig leder, hvis appetit på den strategiske energikilde, olie, skulle true USA’s nationale sikkerhed.

Det var baggrunden for de noter, Rumsfeld skrev ned på den infame dag i 2001, hvor al-Qaeda var uhyggeligt tæt på at tilintetgøre ikke kun Pentagon, men også Kongressen. Han ville partout kæde al-Qaeda sammen med Saddam Hussein og slå to fluer med et smæk. Denne teori, der ikke havde hold i virkeligheden, var i sidste instans, hvad der førte USA’s svar på angrebet 11. september på afveje.

Og det er derfor også grunden til, at Rumsfeld af McCain blev stemplet som den værste krigsminister i amerikansk historie. Men senatoren – der døde i 2018 – havde andre motiver til at fordømme den tidligere forsvarsminister.

Rumsfeld havde sammen med vicepræsident Richard Cheney givet grønt lys til at bruge, hvad de kaldte »hårdhændede metoder« mod tilbageholdte personer, der var mistænkt for terrorhandlinger. Det gav sig udslag i anvendelse af tortur i Guantánamo-lejren såvel som i Abu Ghraib-fængslet uden for Bagdad – en skamplet på USA’s omdømme, som Rumsfeld til det sidste lagde over på CIA.

For McCain var amerikansk militærs anvendelse af tortur mod krigsfanger uacceptabelt både fra et moralsk og praktisk synspunkt. Han var selv blevet torteret under sit fangenskab i Nordvietnam.

Tidligere præsident George W. Bush, der i sidste ende bærer ansvaret for den katastrofale udgang på USA’s krige i Afghanistan og Irak, priste torsdag sin tidligere forsvarsminister som »et intelligent og retskaffent menneske med en næsten uudtømmelig energi, som aldrig blegnede for at træffe de sværeste beslutninger og aldrig unddrog sig ansvaret.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Er det virkelig kun de venstreorienterede medier der husker torturen og krigen? Eller manglen på WMD?

Hvad siger de Irakiske og Afghanske medier og befolkning? De har trods været tættest på følgerne af Donalds R. beslutninger?

Hvad mindes vennen AFR (ham der ellers kun hives frem i medierne til nationale festligheder, i håb om at der smitter lidt folkelighed af på ham)?

Michael Waterstradt, Thomas Tanghus, Peter Beck-Lauritzen, John Andersen, Lars Løfgren og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

Nej slet ikke. Mange i mainstream har bevidst fortrængt hans WMDs og "gode ven" Anders Fogh Rasmuissen. Rumsfeld var Mr COG - Continuity of Governemt. COG blev aktiveret den 11. september 2001 og er aldrig blevet tilbagetrukket. Det betyder reelt at USAs demokrati er afviklet. Men ingen i mainstream ved det. Det er en form for undtagelses tilstand af den mest Machivellistiske variant i og med at man lader som om at Kongressen osv stadig bestemmer noget. Det gør de ikke.

Den såkaldte "dommedags regerging" blev først skabt for så længe siden, at filmen "Seven Days in May" handler om det, omend under navnet ECOMCON.

Rumsfeld er militær industriel butler og Cheney's nærmeste forbryder partner. Han havde også en prominent stilling hos Solomon Brothers, som holdt til i en vis bygning.

Espen Bøgh, Michael Waterstradt, Torben Arendal og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas
Ib Gram-Jensen

Artiklen i theatlantic.com/magazine/archive beskriver øvelser med henblik på - på tværs af den forfatningsmæssige procedure - at sikre en kontinuerligt handlekraftig ledelse af USA i tilfælde af en nuklear krig med Sovjetunionen - planer, som senere blev henlagt, men inspirerede forholdsregler for at sikre de øverste beslutningstagere under angrebet 9/11 2001. At udlægge det som om en COG "dommedagsregering" som den, øvelserne drejede sig om, har fungeret siden 9/11, og at Kongressen intet bestemmer , er hjernespind.

Og hvad det har med en film fra 1960erne at gøre, er svært at se.

Erik Karlsen

"Rumsfeld angrede aldrig fatale fejlskridt"

Det var han jo ikke den eneste, der ikke gjorde i forbindelse med Irak-krigen. En vis tidligere højtplaceret person i en af Danmarks tidligere regeringer (jeg nævner bevidst aldrig navne) har heller ikke lavet nogen fejl overhovedet - ifølge ham selv.....

Espen Bøgh, Per Torbensen, Christian De Coninck Lucas, Lars Løfgren, kjeld hougaard, Eva Schwanenflügel, Torben Arendal og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Det var dog utroligt, som I kaster om jer med forkortelser ...

Rumsfeld og Cheney hører til blandt verden mest samvittighedsløse ledere og massemordere, der uden selverkendelse eller anger lader mio. dø for deres beslutninger.

Modsat andre krigsforbrydere bliver de aldrig stillet for en domstol og dømt, modsat de krigsforbrydere de selv vil have stilet for en domstol, for deres krigsforbrydelser.

De er komplet ryggesløse i deres selvforståelse, - Deres billige cowboy mentalitet, hvor man hænger enhver mistænkt hestetyv i det nærmeste træ uden rettergang med beviser, er dem totalt ligegyldigt.

Var det den forkerte de hængte den dag, - så var det hans egen skyld; "han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt"(!) lyder deres undskyldning.

Samtidig er disse personer også altid de første der står frem og vil have andre krigsforbrydere idømt hårde straffe for deres forbrydelser, - de bryster sig falsk over at være riddere af retfærdigheden.

Samtidig rager disse lumpne personager til sig af magt og værdier, i det skjulte, for de ejer ingen fornemmelse for hvad ordet korruption betyder - eller er i værste fald helt ligegyldige herfor, da de finder det rimeligt, for deres ydelser.

Donald Trump er helt samme persontype, og med ham også Brasilien præsident Bolsonaro, - ligeglad man mio af andre liv.

Torben Arendal, Per Torbensen og Christian De Coninck Lucas anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

@Ib Gram Jensen

Du atager aldeles fejl. COG er meget mere end som så. De har brugt billiarder på underjordiske baser og det hele er hemmeligt. Det var tæt på at blive afsløret under Iran-Contra. Læs noget mere historie....Og jo, filmen handler COG-lignende oganisation.

Åh må jeg lige komme med et PS: til mit skriv ovenfor:

Vi ser tydeligt de mennesketyper der drev der tyske rige i forrige århundrede!

- Dem vi lovede os selv , vi aldrig bille lade komme igen!

Christian De Coninck Lucas, 02. juli, 2021 - 15:42

Der er og var tale om et statskup mod demokratiet hvor kun udvalgte "rettroende" blev inviteret til at deltage og få tildelt magt udenom de demokratiske institutioner,
Senatet og repræsentanterne, som dermed var sat helt uden for indflydelse på den udvikling / afviklling af den demokratiske stat og dens institutioner.

Man udviklede sine egne love, rammer og regler for hvordan Amerika skulle ledes, og ikke mindst hvem der skulle lede Amerika i / ved en atomkrig med Rusland.

Det er det som D. Trump vil stå i spidsen for hvis han bliver præsident igen, og ed hjælp fra de ærke-konservative blandt repræsentanterne vil de indføre dette styre.

Ib Gram-Jensen

Christian De Coninck Lucas,
det jeg forholder mig til er, at du "dokumenterer" din udlægning af tingene med henvisning til en artikel, som ikke underbygger den, og filmatisering af en roman. Der er ingen grund til at diskutere det yderligere.