Feature
Læsetid: 9 min.

Virksomheder kæmper for kvinder, sorte og transpersoner, men siger aldrig et ord om de fattige. Så var de nemlig nødt til at betale skat

Verdens største virksomheder har overtaget venstrefløjens sprog om diversitet, ligestilling, antiracisme og bæredygtighed. Men så længe de aldrig taler om økonomisk ulighed, og dagens orden stadig er ulighed og skatteflugt, er den ny moral blot endnu en hammer, eliten kan slå arbejderklassen i hovedet med, mener professor. En ny klassekamp fra oven
Verdens største virksomheder har overtaget venstrefløjens sprog om diversitet, ligestilling, antiracisme og bæredygtighed. Men så længe de aldrig taler om økonomisk ulighed, og dagens orden stadig er ulighed og skatteflugt, er den ny moral blot endnu en hammer, eliten kan slå arbejderklassen i hovedet med, mener professor. En ny klassekamp fra oven

Mia Mottelson

Udland
31. juli 2021

Med blafrende flag, højstemt klavermusik og indfølt patos fortalte quarterbacken Colin Kaepernick os i 2018 i en reklamefilm for sportsfirmaet Nike, at man skal »tro på noget. Også selv om det betyder, at man må ofre alting«.

Året forinden var Kaepernick i centrum for en af de største politiske kontroverser i amerikansk sportshistorie. Da nationalmelodien spillede før kampene i den amerikanske fodboldliga NFL, knælede han i protest mod racisme og politivold.

Markeringen spredte sig til andre spillere, andre hold og andre sportsgrene, mens det konservative Amerika reagerede med uforbeholdent raseri, Donald Trump krævede ham fyret, og da sæsonen var forbi, og Kaepernicks kontrakt løb ud, turde ingen klubber i NFL røre ved ham.

Det ville Nike til gengæld, og Kaepernick, manden der vitterligt ofrede alting, er siden blev ansigt for firmaets bestræbelser på at stille sig demonstrativt forrest i kampen mod racisme.

»Lad ikke, som om der ikke er et problem i Amerika. Vend ikke ryggen til racisme. Sæt dig ikke bare ned i tavshed,« hed det sidste år i en ny reklame i kølvandet på drabet på George Floyd.

Nike er på mange måder det mest markante og eksplicitte politiske eksempel på den etiske, progressive vækkelse, der buldrer gennem erhvervslivet i disse år. Den woke kapitalisme, som Donald Trump hånligt kalder det.

Foruden at støtte Black Lives Matter-bevægelsen, promoverer Nike også tennisstjernen Serena Williams feminisme og sponsorerer trans-atleter, ligesom de har lanceret en sportshijab og en såkaldt burkini til muslimske kvinder.

»Intet af Nikes hele tiden eskalerende politiske engagement lader til at have gået ud over firmaets hele tiden eskalerende succes,« forklarer Carl Rhodes, der er professor ved University of Technology Sydney og forfatter til bogen Woke Capitalism: Democracy under Threat in the Age of Corporate Righteousness.

Som titlen antyder, ser den venstreorienterede Rhodes med skepsis på virksomhedernes pludselige moral. Også selv om det umiddelbart kunne ligne en stor sejr, at storkapitalen har overtaget venstrefløjens sprog og værdier om lighed, ligeværd, tolerance og bæredygtighed.

»Det er en meget begrænset form for progressivitet. Virksomhederne taler aldrig om økonomisk ulighed. Den klassiske venstrefløjs nøglespørgsmål om fordeling af ressourcer, beskatning og demokratisk kontrol over økonomien.

Hvor er de store firmaer og berømte milliardærer, der engagerer sig i de spørgsmål? De som vil øge minimumlønnen, udvide velfærdsstaten eller fremme fagforeningerne? De findes ikke,« siger Carl Rhodes.

’Woke’ Nike

Nike hylder Black Lives Matter i USA, mens de brune syersker i Bangladesh arbejder under tvivlsomme vilkår, og sportsgiganten aggressivt planlægger sine globale skatteindbetalinger, så de bidrager så lidt som muligt til den amerikanske velfærdsstat, der ikke mindst hjælper sorte amerikanere.

De seneste tre år har Nike for eksempel samlet betalt nul dollar i føderal skat i USA, og sidste år kunne Washington Post afsløre, at Nike blandt andet får produceret kondisko af folk fra det uighuriske mindretal i Vestkina, som er sendt i tvangsarbejde af det kinesiske regime.

I det 21. århundrede har Nike måske udviklet sig til en kulturelt progressiv institution, men økonomisk har intet ændret sig siden det 20. århundrede. Det er stadig tvivlsomt, om firmaet overhovedet er klar til at »ofre« noget som helst for det, de angiveligt tror på.

Historien om Nike er symptomatisk for tidens 'etiske' kapitalismen, mener Carl Rhodes. Mens virksomhederne relativt omkostningsfrit kan profilere sig på at være imod racisme, homofobi og kønsdiskrimination, har spørgsmål om økonomisk retfærdighed anderledes alvorlige implikationer.

Man kan ikke på en gang hævde at bekymre sig om ulighed og kanalisere sit overskud til et land med en meget lav trækprocent. Eller underbetale fabriksarbejdere i det globale syd, eller knuse de ansattes forsøg på at organisere sig i fagforeninger.

»Når firmaernes progressive identitet kommer i konflikt med deres kommercielle interesser, er det altid de kommercielle interesser, der vinder,« siger Carl Rhodes.

Også Stefan Schwarzkopf, der er lektor og forsker i markedsføringshistorie på CBS, ser med »bekymring« på virksomhedernes nyvundne progressivitet.

»Selv om det ofte bliver brugt hånligt, kan jeg faktisk godt lide begrebet Woke Capitalism. Det peger på, at der nu sker noget afgørende andet, end det vi førhen kaldte CSR, corporate social responsibility,« siger Schwarzkopf. »Noget metafysisk, nærmest religiøst.«

Førhen, forklarer Stefan Schwarzkopf, kendte alle spillets regler. Virksomheder lagde ikke skjul på, at de ønskede lave lønninger, begrænset skattetryk, svag miljøregulering og i det hele taget så stor frihed fra indblanding udefra som overhovedet muligt. Over for dem stod så grupper med andre, klart definerede interesser. Venstrefløjspartier, forbrugere, miljøorganisationer og fagforeninger, som krævede, at virksomheder tog andre hensyn.

»Det gav en gennemsigtighed. Parternes interesser var konkrete og tydelige, hvilket på sin vis er et godt udgangspunkt for forhandling. Man kan sige, at efterkrigstidens store, velfungerende kompromis mellem marked, stat og lønmodtagere er lavet på den baggrund,« siger Schwarzkopf.

»Når virksomhederne påberåber sig en sublim etik, en højere mission, slører man også modsætningsforholdet.«

Og interessekonflikten findes stadig, tilføjer Schwarzkopf. Det skal man blot kigge på udviklingen i økonomisk ulighed for at konstatere.

Progressiv nyliberalisme

Der findes naturligvis et akademisk begreb for denne umiddelbart umage forening af benhård kapitalisme og venstreorienterede, kulturelle værdier. Progressiv nyliberalisme, kalder den amerikanske filosof Nancy Fraser det.

»En alliance«, skrev hun i Dissent Magazine i 2017, mellem »mainstreamstrømninger af nye sociale bevægelser (feminisme, antiracisme, multikulturalisme, LGBTQ-rettigheder)« og »den kognitive kapitalisme«.

»Førstnævnte låner sin karisma til sidstnævnte,« skriver hun.

Stefan Schwarzkopf er tilbøjelig til at være enig. Man kan se de store virksomheders næsten overdrevne politiske korrekthed som en slags »klassekamp fra oven«, mener han.

»Der er opstået en dynamik, som vender op og ned på den moralske relation mellem arbejdere og kapital,« siger Schwarzkopf.

Tidligere kunne arbejderklassen hævde en moralsk overlegenhed. De kunne pege på deres arbejdsgivere, kapitalisterne, og sige: »I udbytter os, nu stiller vi de her krav.«

Det forhold er vendt på hovedet, mener lektoren.

»I dag findes der stadig en global overklasse, der udbytter arbejdere. De gemmer deres overskud i Luxembourg og underminerer klimaindsatsen. Men de gør det, mens de påberåber sig de højeste idealer. De vender moralen mod arbejderklassen, som ofte ikke kender de nyeste, identitetspolitiske begreber, som måske ikke kan følge med, hver gang der bliver tilføjet et nyt bogstav til LGBTQI.«

I USA, påpeger han, er der flere eksempler på virksomheder, der nægter deres ansatte at være medlem af en fagforening, men til gengæld sender dem på white awareness-kurser.

»Lidt karikeret, så kommer de og beder om retten til toiletpauser, men får af vide, at de skal reflektere kritisk over deres maskulinitet og hvidhed,« siger Schwarzkopf. I det perspektiv er forretningsverdenens nye, progressive dyder også en hammer, eliten kan banke underklassen i hovedet med.

– Hvis nu resultatet er, at folk bliver mere tolerante, mindre racistiske og mere klimabevidste, er det så ikke fint?

»Jo, det kan man sige. I nogen grad er det glædeligt, at virksomhederne har overtaget de her positioner. Det medfører et væld af forandringer, og nogle af dem er entydigt gode. Men det skaber dog en dynamik, hvor virksomhederne holder en etisk barre op, som ansatte og forbrugere er nødt til at hoppe over. Før i tiden var det arbejdere og forbrugere, som definerede barren og krævede, at virksomhederne hoppede over den.«

Firma på mission

Skal man fæstne hele Nancy Frasers idé om progressiv nyliberalisme i et menneskes ansigt, er Frankrigs præsident Emmanuel Macron ikke et dårligt bud. Uforsonlig i sit forsvar for både liberale værdier og liberalistiske økonomiske principper. Den sidste neoliberale hedder en ny bog om ham.

I hvert fald er det i hans embedsperiode, at Frankrig har formaliseret ideen om, at virksomheder ikke bare er samfundets økonomiske motor, mens også i langt bredere forstand skal hjælpe med at drive samfundet fremad. Siden 2019 har franske firmaer kunne registrere sig som enterprise à mission – virksomheder med et højere formål end blot at skabe profit.

Det første og største enterprise a mission er fødevareproducenten Danone. De fleste forbinder måske Danone med sukret yoghurt, men nu er det også en virksomhed med mission. De vil blandt andet »gøre sund mad tilgængelig for alle« og »bevare og forny planetens ressourcer«.

Storladent erklærede fødevaregigantens topchef, Emmanuel Faber, selv, at de »i dag har væltet statuen af Milton Friedman«. En henvisning til den liberale økonom, der i et berømt og berygtet essay fra 1970 hævdede, at »virksomheders sociale ansvar er at øge profitten«.

I marts i år blev Faber fyret, fordi Danone ikke har præsteret det forventede overskud. Ud fra den gamle målestok vel at mærke.

Men den nye franske lov forbliver et radikalt brud med den orden, Friedman skitserede dengang.

»Det er nu institutionaliseret af den franske regering, at Danone ikke bare er et firma, men en nærmest metafysisk konstruktion, der virker på baggrund af et bestemt ideologisk grundlag,« siger Stefan Schwarzkopf.

Det er selvfølgelig svært at hidse sig op over, at Danone vil påtage sig et ansvar for miljøet og folkesundheden. Men på et principielt plan bør politikere være varsomme med at følge Emmanuel Macron og Frankrig ned ad den sti, hvor virksomhederne udstikker kursen mod det gode samfund. For hvad nu hvis de snurrer roret i en retning, som vi ikke bryder os om?

Virksomhederne trænger sig ind i den politiske sfære, mener Carl Rhodes. Politik bliver rykket over til et felt, hvor folket ikke har kontrol over det eller kan gøre indsigelser.

»Hvem bestemmer, hvor de sociale investeringer skal gå hen? Hvem bestemmer, hvilke dagsordener der skal fremmes? Normalt ligger de her afgørelser i et politiske system præget af åben debat, medbestemmelse og ansvar. Det er en opgave for demos. For folket. Ikke bestyrelsen i Nike eller Microsoft,« siger han.

– Kan man ikke både have en stærk stat, der opkræver skat og fordeler goder demokratisk, og virksomheder, der stræber efter at tjene et højere formål?

»Jo, men den her udvikling kommer også mod slutningen af den neoliberale æra af privatiseringer, hvor staten har trukket sig tilbage, og virksomheders magt er vokset,« siger han.

»Selvfølgelig har firmaerne en rolle at spille. Også i at drive samfundet i positiv retning, men uanset hvor gode intentioner firmaerne har, og hvor generøst man udlægger deres sociale engagement, så har de, når vi koger det helt ned, nogle grundlæggende interesser, som ikke bør være til stede, når vi formulerer en fælles idé om det gode samfund.«

I den samme periode, hvor de største virksomheder har overtaget venstreorienterede, kulturelle værdier, påpeger Rhodes, er deres magt steget eksponentielt. Uligheden er steget, og færre firmaer sidder i dag på en større del af økonomien end for 20 år siden.

»Så selv om vi deler visse positioner med kapitalen, bør vi være kritiske over for et system, som har en tiltagende feudal opbygning. Den kendsgerning, at virksomhederne spreder sig til flere og flere hjørner af samfundsdebatten og det politiske liv, understreger, hvor absurd meget magt vi har deponeret hos ganske få kapitalejere,« siger han. »Den generøse udlægning er, at der er tale om krummer fra herrens bord.«

Ikke ond vilje

Tilbage står spørgsmålet om hvorfor.

Hvis nu vi accepterer præmissen om, at store, multinationale virksomheder fortsat er skurkene i den venstreorienterede fortælling og bevarer den grundmarxistiske idé om, at kapitalen har nogle objektive interesser om vækst, profit og magt, som de i sagens natur altid vil forfølge, blot med skiftende midler, hvordan kan det så være, at de nu prædiker om lighed, ligeværd, ansvar og tolerance?

For den skeptiske venstrefløj er det fristende at afvise det hele som varm luft og tomme ord. Greenwashing og pinkwashing. Hensigtserklæringer, der aldrig bliver ført ud i virkeligheden.

Sådan tror Stefan Schwarzkopf imidlertid ikke, det forholder sig.

»Helt ærligt, så tror jeg ikke, der er tale om ren kynisme. Det er ikke bare en afledningsmanøvre, som distraherer os fra de egentlige problemer eller renskurer grundlæggende uansvarlige virksomheder. Jeg tror, de mener det,« siger han.

»Jeg var blevet lettet, hvis det pludselig viste sig, at det bare var kynisk. Så ville vi stadig kunne forstå og forholde os til kapitalens logik. Så kunne man forhandle om konkrete ting i stedet for at skulle hylde dem for det abstrakte.«

Men de liberale værdier om lighed og tolerance er nok også forretningselitens værdier.

Vi er vant til at tænke på forretningseliten som politisk konservative, eller i hvert fald allieret med politisk konservative.

»Men forbindelsen mellem økonomisk konservatisme og social eller kulturel konservatisme er ikke nær så stærk, som vi troede,« sigre Carl Rhodes.

Kapitalisterne kan sagtens begynde at tro på noget andet uden at sætte noget som helst som på spil.

Serie

Den woke kapitalisme

Den etiske vækkelse ruller igennem kapitalismen i det 21. århundrede. Doing well by doing good er blevet et mantra i verdens største virksomheder. Nike bekæmper »institutionel racisme«, Bosch hylder homoseksuelles rettigheder, Gucci har en »naturvenlig klimastrategi«, og på Microsoft.com kan man læse, at »sorte transpersoners liv betyder noget«. I en ny serie kigger Information nærmere på ideen om, at progressive fremskridt også er en god forretning.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kritikken af, at de store virksomheder i deres "wokeness" ikke interesserer sig for ulighed, er for så vidt det samme, som de "woke"-progressive bliver bebrejdet. Der er dog den forskel, at virksomhederne heller ikke historisk gik ind. i kampen mod ulighed.

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Richard Kokholm-Erichsen

Det er faktisk ikke helt rigtigt at de store virksomheder ikke interesserer sig for ulighed.
Unilever meddelte faktisk den 21. januar 2021 at de netop ville gå ind i kampen mod ulighed herunder især ulighed i indkomster.
De erklærede, at de ville begynde arbejdet for at sikre en indkomst man kan leve af "living wage" or "living income" og det vel at mærke i de fattigste lande.
Så selv om man ikke skal tro at træerne vokser ind i himlen, skal man heller ikke holde fast i at der ikke sker noget.
Det gør der rent faktisk. I forhold til indkomst ulighed er der også nogle af de største virksomheder der har fastsat ret små rater i forhold til lønforskelle interne i virksomhederne. Så vidt jeg husker helt ned til at den bedst betalte højst må tjene 9 gange mere end den dårligst betalte. Det har netop været for at sætte et stop for den stærkt tiltagende tendens hvor direktionernes lønninger flyver opad mens de almindelige arbejdere må stå uden stigninger og endda i en del tilfælde må se på lavere lønninger.
Så der er nogle gode tegn, som man selvfølgelig ikke skal lade sig forblinde af. Ligesom det også er rigtigt at for mange amerikansk baserede virksomheder er fagforeninger et skældsord, som man meget gerne vil være foruden.
Så der er stadig et stykke vej at gå.
Det er også rigtigt at noget af den nye bevidste kapitalisme også har noget patriarkalsk over sig, ligesom gamle Ford, der jo løb ind i at have en vis beundring for Det Tyske Rige under Hitler.
Den rigtige vej videre frem er vel at komme op af skyttegravene og i stedet finde måder hvor man kan holde virksomhederne fast på deres nye engagement og nye økonomiske orientering samtidig med at samfundet stadig skubber på. Statens rolle er ikke udspillet men er stadig vigtig.
Ligesom den bevidste forbruger og medarbejder også er vigtig.
Med alle aktører opererende fra en ny bevidsthed om at planeten, klimaet og menneskeheden har brug for, at vi alle arbejder sammen om at sikre en endnu bedre planet, et endnu bedre klima og en endnu bedre menneskehed til vores efterkommere, tror jeg faktisk ikke at det vil være så skidt.

Hanne Vestergaard Andersen, Dan Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

"Kritikken af, at de store virksomheder i deres "wokeness" ikke interesserer sig for ulighed, er for så vidt det samme, som de "woke"-progressive bliver bebrejdet. Der er dog den forskel, at virksomhederne heller ikke historisk gik ind. i kampen mod ulighed."

Gjorde de såkaldt woke-progressive reelt dette? Hvis vi tager AOC som repræsentant for gruppen, så har AOC mange gange talt om, skrevet om, behovet for en strukturel kamp mod lighed, som indebærer aktivisme og destabilisering af elitepolitikernes fundament (herunder Demokraternes, som hun kaldte center-conservative), men hun har aldrig demonstreret en reel kamp mod uligheden i form af f.eks. at sætte sit kongres-mandat på spil. Aktuelt er AOC holdt helt op med at tale om andet end bedre adgang til det forsikringsbaserede sundhedssystem, ligesom kampen mod filibuster-mekanismen, som hindrer vedtagelsen af en bedre minimumsløn, er gledet helt ud af hendes repetoire. Så sent som forleden havde hendes kontor tilmed lukket da der i flere store byer blev lavet marcher og demonstration for medicare for all - og hun hverken støttede eller deltog i denne aktivisme. Meget tyder på at AOC aldrig reelt har ment hvad hun har ytret i progressiv retning; det har været marketing-strategier mhp. at opnå valg og samtidig give demokratiske vælgere en falsk forhåbning om at der var/er hjælp at hente ved at stemme på Demokraterne.

Carsten Wienholtz, Vibeke Olsen, Jan Jensen, Michael Waterstradt, Martin Rønnow Klarlund, Steen Obel, Jeppe Bundgaard og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

NB: Nærværende avis's chefredaktør kaldte i øvrigt AOC for en politisk rockstar for nogen tid siden - og dette er nok mere korrekt end Lykkeberg umiddelbart selv gjorde sig klart.

Mikael Velschow-Rasmussen, Vibeke Olsen, Jan Jensen, Steen Obel, Jeppe Bundgaard og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Avis', skulle der naturligvis stå.

Bernie Sanders, som talte om en social revolution og om at presse Biden og andre ledende Demokrater til det yderste efter et vundet præsidentvalg, er også at betragte som delvis woke-progressiv, og se hvordan han reagerer når han konfronteres med at Biden-administrationen på en lang række områder har svigtet - og at ingen progressive kræfter i Kongressen presser ham nævneværdigt:
https://www.youtube.com/watch?v=mL1vaT4APb0

Han slår ud med armene og taler udenom - eller bliver tavs. Totalt reaktionært.

Mikael Velschow-Rasmussen, Vibeke Olsen, Jan Jensen, Michael Waterstradt, Martin Rønnow Klarlund, Steen Obel, Jeppe Bundgaard og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Susanne Kaspersen

Der findes faktisk millionærer som gerne vil betale mere i skat:
https://patrioticmillionaires.org/

Michael Hansen

Det kapitalistiske establishment stjæler jo blot de underpriviligeredes eller de udbyttetedes dagsorden om lighed. Eller rettere, de reformulerer det gamle mantra om økonomisk ulighed til hvad man kunne kalde moralsk/etisk ulighed. Og faktisk gør de mere end det, de problematiserer en sådan dagsorden på polemisk vis.
Jeg vil kalde det new management eller neo management, hvis man skal skubbe på den vogn af professorer og forskere, der mener at have opdaget, at vi er vidne til en helt ny bevægelse. Det tror jeg ikke...

Steen Obel, Hanne Utoft og John Poulsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Overklassen i forskellige dele af Europa har længe giftet sig indbyrdes på tværs af landegrænser og kulturer. Det vigtigste var stand, prestige og (via medgift) rigdom.

Derudover var det især aristokratiet og det højere borgerskab der sendte deres sønner på europæiske dannelsesrejser, hvor de fik lov at leve ved andre adelsfolks hoffer og lære ved de fine europæiske universiteter i f.eks. Italien og Frankrig.

For ikke at tale om at da portugiserne først mødte kongoleserne i det sene 15. årh., behandlede de deres overklasse med samme respekt som deres egen. Akkurat samme situation ser man overfor japanske kristne adelsfolk, der besøger Europa i det 16. årh. ("Tensho ambassaden", kaldes den). Ja, man har sikkert haft forkerte forestillinger (intet under, tidens informationsniveau og evne, in mente) om andre kulturer, men en adelsmand er en adelsmand. En konge er en konge, en kejser er en kejser.

Og akkurat som det var blandt overklassen i hele Europa at de fleste af de ideer og værdier, vi dyrker i dag, hvad enten vi taler demokrati, nationalisme, eller tredeling af magten, var det heller ikke dengang antaget at de værdier, friheder, rettigheder de idealistiske overklasser besang, reelt skulle gælde alle. For der var folk der simpelthen var usynlige som jævnbyrdige mennesker for lige netop dem i "Oplysnings"-tiden. Kvinder, tyende, slaver, f.eks.

Så "trenden" her, er egentlig blot et udslag af kontinuitet. Det er ikke et brud med andet end kortlivet trend blandt en kortlivet måde at organisere en økonomi på.

Magtens stærkeste våben har aldrig været dets penge. Det har altid været dets prestige, dets forståelse for den. Appellerer man til følelsen af tilhøre et mere eksklusivt fællesskab, vil der være mange der springer til for at høre til. Der er trods alt en grund til at der stort aldrig fandt revolutioner (og jeg mener revolutioner, ikke oprør) sted før langt op i vor moderne tid. De troede jo på systemet. Mente de ikke havde andet valg end at passe ind i et system, de ikke havde haft nogen indflydelse på at skabe eller forme. Datidens Amazon-arbejdere, med andre ord. Ligesom afrikanske slaver skulle høre på Oplysningstidens "woke" liberale om deres "menneskerettigheder", mens de blev voldtaget, pisket og straffet for at læse visse steder.

Steffen Gliese, Thomas Jensen, Vibeke Olsen og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Det eneste en sand kapitalist interesserer sig for er reglerne der spilles efter, herunder den juridiske prisliste for udbytningsmæssig grænseafsøgning. Er den sidste utilregnelig falder interessen naturligvis. Om det derudover er under Nord- eller Syd-Koreanske dogmatiske auspicier er hende i princippet ligegyldigt.

Hykleri er at foregive at have en særlig tro, holdning, værdisæt, følelse, kvalitet eller standard, som man ikke har. Hykleri har en karakter af fejhed, krysteragtighed og ynkelighed.

En farisæer er en person der selvretfærdigt fordømmer andre der ikke lever op til samme høje moralske standard som vedkommende selv giver udtryk for at have.

En hyklerisk farisæer bebrejder den succesfulde kapitalist at han beholder gevinsten af sin investering og foretagsomhed, samtidig med at han selv nyder hele sit månedlige risikofri rigelige udkomme fra samfundets samlede aktiviteter og fordelingspolitik uden at donere sit private månedlige overskud til den kapitalist som har investeret alt i et mislykket forsøg på at starte ny samfundsbærende virksomhed og nye arbejdspladser.

Skinnet fra den hykleriske farisæers glorie bedrager.

Tendensen ses også herhjemme på venstrefløjen, hvor identitet bliver talt stolper op, og stolper ned, mens ulighed for mindre plads. Og arbejderklassen er gået mod højre fordi de overhovedet ikke kan tale det højrøvede sprog vi på venstrefløjen nu bruger om identitet. De kan blot være racister og sexister, blot pga det sprog deres manglende studenterhue har efterladt dem med. Så kan andre med eksamen i orden drible gennem identitet diskussioner og egentlig være nogle værre røvhuller. I dag er det sproget der tæller. Og det er fordi det er den eneste parameter hvor tyndarmede Djøfere bonner ud på toppe.

Derfor skal vi være glade for at se hvor eget SF stadig kæmpe for normeringer og højere lønninger.

Thomas Jensen, ulrik mortensen, Henriette Bøhne og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Jan Jensen:
En hård pointe, men jeg tor du faktisk kan have ret, når vi hører Bl. a. Enhedslisten holde fast i lønforskelle eller højere løn til bl.a. pædagoger(jeg har været pædagog) og sygeplejersker, fordi faktisk anerkender lønnen og den højere uddannelse som garant for accept.
Men en god kronik, som desværre også e rmere eller mindre sand.

Steffen Gliese

Men vi bevæger os faktisk, for det bliver mere og mere uklart, hvad ophobning af rigdom egentlig skal gøre godt for i en verden, der ikke kan bevare sit overforbrug, og som omvendt heller ikke reelt burde kende til mangel på nødvendige og væsentlige materielle goder (og så heller ikke gør det - selvom der måske kun er plads til et elementært forbrug i den afrikanske eller indiske landsby, er mobiltelefonen en del af dette forbrug).

Den indisk amerikanske journalist Anand Giridharadas har skrevet en glimrende bog om filantropi og den bagvedliggende idé om ’Doing well by doing good’.
Bogen hedder ’Winners Take All. The Elite Charade of Changing the World’.
Den byder på skarp og aktuel samfundsanalyse, men er samtidig letlæst og underholdende.
Den kan varmt anbefales og burde oversættes til dansk.
En opgave for Informations Forlag?

Her kan man se ham på Trevor Noahs ’The Daily Show’:
https://www.youtube.com/watch?v=H32z45o0WxA