Vækkelse
Læsetid: 12 min.

Den woke kapitalisme: I 2021 er erhvervslivet grønt og regnbuefarvet. I hvert fald udadtil

Velkommen til den woke kapitalisme, hvor alle hævder at kæmpe den gode kamp. Nike støtter Black Lives Matter, LEGO kæmper for LGBT+ og mange større virksomheder hævder i dag at være bæredygtige
Velkommen til den woke kapitalisme, hvor alle hævder at kæmpe den gode kamp. Nike støtter Black Lives Matter, LEGO kæmper for LGBT+ og mange større virksomheder hævder i dag at være bæredygtige

Mia Mottelson

Udland
29. juli 2021

På kontoret i Billund har de tænkt og reflekteret, forklarer LEGO’s chefdesigner, Matthew Ashton, i en ny reklamevideo.

»Vi kan alle strække os lidt længere for at udvise kærlighed og empati og accept af andre mennesker,« siger han indfølt til kameraet.

I anledning af den internationale pridemåned i juni og som en »hyldest til LGBTQIA+-miljøet« har legetøjsgiganten derfor lanceret en ny produktserie, ’Everyone is awesome’, i alle regnbueflagets farver.

LEGO er langtfra alene om at markere sig som tolerant og inkluderende over for forskellige minoritetsgrupper. Klikker man ind på en kendt, multinational virksomheds hjemmeside, vil man næsten med sikkerhed finde en væsentlig del af den viet til at besynge firmaets høje moral.

Fra Pepsi og Nestlé til Grundfos og Mærsk formulerer storkapitalen progressive »værdier«, lægger »bæredygtighedsstrategier« og besynger lighed og diversitet. Nike bekæmper »institutionel racisme«, Bosch hylder homoseksuelles rettigheder, Gucci har en »naturvenlig klimastrategi«, og på Microsoft.com kan man læse, at »sorte transpersoners liv betyder noget«.

Selv Goldman Sachs, som vi er vant til at tænke på som en slags mørkets fyrste i den moderne kapitalisme, »forpligter sig til at bidrage til fremskridt for racelighed, fremme kønsligestilling og øge repræsentation på alle niveauer i vores firma«.

Den etiske vækkelse ruller igennem erhvervslivet. I hvert fald udadtil. Doing well by doing good er blevet et mantra i kapitalismen i det 21. århundrede, og alle kæmper angiveligt for en bedre og mere retfærdig verden.

»Angiveligt er måske et nøgleord her,« siger professor Sine Nørholm Just, der forsker i strategisk kommunikation på RUC.

»Spørgsmålet er jo, om virksomhederne virkelig er en del af den sociale forandring, eller om de blot reagerer på nogle tendenser og rider med på en bølge for at maksimere profitten.«

Bag den i nogles øjne frelste kommunikation kan man imidlertid ikke udelukke, at virksomhederne også har forandret sig, tilføjer Sine Nørholm Just. At de rent faktisk handler mere etisk.

»Vores fælles forestillinger om de store virksomheders rolle i samfundet har ændret sig betragteligt,« forklarer Jeremy Moon, der er professor i sustainable governance på CBS, Copenhagen Business School:

»I dag er der langt større forventninger om, at de også repræsenterer noget opbyggeligt og bidrager til at løse samfundets udfordringer.«

Men bør virksomheder overhovedet mene noget om racisme, sexisme og klima? Er det deres rolle at tage ansvar for fælles problemer og drive den kollektive moral i en bestemt retning?

Information har kigget nærmere på den etisk vakte kapitalisme.

Frihedens fakkel

Op til påskesøndag i 1929, mens 1920’erne stadig brølede, og der endnu var et halvt år til børskrakket og Den Store Depression, fik reklamemanden Edward Bernays en fiks idé. Han var hyret til at skaffe American Tobacco Company flere kvindelige rygere.

Problemet var, at det af mange dengang blev betragtet som uanstændigt for kvinder at ryge, særligt i det offentlige rum. Så Bernays allierede sig med kvindebevægelsen og arrangerede en march ned ad 5th Avenue i New York, hvor moderne kvinder stolt holdt deres cigaretter som »fakler af frihed«.

»Kvinder! Tænd endnu en af frihedens fakler! Bryd endnu et kønstabu!« råbte kvinderne, og optrinet blev dækket i The New York Times og spredte sig til andre byer – og salget af cigaretter steg.

Der er således ikke tale om et nyt fænomen. Bernays stunt i New York var en undtagelse, men mod slutningen af det 20. århundrede, i takt med at firmaer blev mere opmærksomme på deres offentlige identitet, deres brands, udviklede CSR (corporate social responsibility) sig til at blive et afgørende begreb.

Sidst i 1970’erne underviste Paul Argenti, der i dag er professor ved Dartmouth University, på Harvards første kursus i corporate communications.

Dengang, forklarer han, var de fleste enige med den nyliberale økonomi Milton Friedmans diktum om, at private firmaer kun har ét ansvar:

»At tjene penge. Punktum,« siger professoren. »Siden da er vi begyndt at tillægge virksomheder et stadig større ansvar.«

Tænk på et stort firma. En kendt bilfabrikant fra en mellemstor, vesttysk provinsby for eksempel. Efter pres fra miljøorganisationer, fagforeningen og de lokale myndigheder udviklede den i 1980’erne en plan for at håndtere miljøbelastningen fra fabrikken og indledte en ny indsats for at skærme medarbejderne fra giftige dampe.

Senere kunne en avis afsløre skandaløse arbejdsforhold hos en af underleverandørerne i Asien, så fabrikanten tog initiativ til et opsynsprogram. Omkring årtusindskiftet blev den så pålagt at lave en årlig rapport om kontrol af forsyningskæder, og med tiden måtte den også lave en klimastrategi, da den jo som bilfabrikant var en del af problemet.

»Vores forventninger er vokset, og det, vi opfatter som virksomhedernes ansvarsområde, udvider sig hele tiden,« siger Jeremy Moon fra CBS.

Men CSR var som udgangspunkt konkret. Det knyttede sig til firmaernes produkter og produktion. Forhold, de rent faktisk havde magt over.

»Den seneste udvikling er anderledes,« forklarer Paul Argenti. »Nu skal virksomheder ikke bare handle ansvarligt, men også være ansvarlige stemmer i offentligheden. Det forventes, at de tager stilling til bredere sociale og kulturelle spørgsmål i samfundet.«

Så i dag donerer bilfabrikanten også penge til Black Lives Matter, sender sine ansatte på inklusionskursus, sender en vogn til prideparaden og tager stilling i spørgsmålet om transpersoners rettigheder. De er, ville nogle sige, blevet woke.

Helt ny kapitalisme

Den lille historie om cigaretterne, kvinderne og reklamemanden fortæller os også, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem kommercielle interesser og en aktivistisk sag.

Uanset hvad man mener om tobaksrygning, var det åbenlyst urimeligt, at kvinder ikke havde samme muligheder som mænd for at nyde en cigaret. At knuse det lille hjørne af patriarkatet, som forhindrede kvinder i at ryge offentligt, var på én gang feministisk frigørelse og en fornuftig forretning for American Tobacco Company. Doing well, by doing good.

Paul Argenti fra Dartmouth er en af de forskere, der mener at kunne dokumentere et decideret sammenfald.

»Min forskning viser, at de firmaer, som opfører sig ansvarligt, generelt også klarer sig bedre økonomisk. Det giver mening, når du tænker over det. Hvis ikke man opfører sig som en god borger, vil man i sidste ende møde modstand fra regeringer, myndigheder, kunder og investorer,« siger han.

Ingen investorer er mere toneangivende end Larry Fink, der står i spidsen for verdens største investeringsfond, Blackrock, som ejer mere end fem procent i 97 procent af USA’s 500 største firmaer.

Altså en betydelig ejerandel i stort set alle de mest betydningsfulde firmaer i verdens mest betydningsfulde økonomi. Hvert år skriver han et »åbent brev til direktørerne«, der af mange bliver læst som et varsel om, hvor de globale investeringer er på vej hen. Af den årsag vakte det opsigt, da han i brevet fra 2018 erklærede:

»For at blomstre over tid må ethvert firma ikke bare levere økonomisk, men også vise, hvordan det bidrager positivt til samfundet.«

Som The New York Times skrev:

»Det er måske et vendepunkt, der rejser en lang række spørgsmål om selve kapitalismens natur.«

Medarbejderpres

I dag kan man sondre mellem to typer virksomhedsaktivisme: den grønne og den lyserøde. Kampen for bæredygtighed og kampen for rettigheder. Førstnævnte ligger i umiddelbar forlængelse af den klassiske tradition for CSR. Grundlæggende handler den om, at virksomhederne tager ansvar for at begrænse deres negative aftryk i omverdenen.

Igen kan vi rette blikket mod Billund. Til trods for at man skal anstrenge sig en hel del for at etablere en forbindelse mellem de små klodser og racisme eller homofobi, støtter LEGO »LGBTQIA+-miljøet« og donerer penge til Black Lives Matter.

Men kerneproduktet er lavet af plastik, et materiale, der både er svært nedbrydeligt i naturen og er produceret af blandt andet råolie. Med andre ord er det altså en lille, kubisk klimasynder.

Sidste år lancerede firmaet en treårig investeringsplan på 2,4 milliarder kroner for at »accelerere« dets »bæredygtighedsindsats«, skriver LEGO i en mail til Information. Derudover har LEGO også en erklæret målsætning om, at alle klodser vil være fremstillet af bæredygtige materialer inden 2030.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor store virksomheder – stik imod Milton Friedmans diktum – investerer penge, energi og anseelse i at bidrage til samfundets grønne og lyserøde udfordringer.

I en mail til Information peger Nien-he Hsieh, der er professor ved Harvard Business School, på tre ting:

»Forventninger fra medarbejderne, faldende tillid til regeringerne og pres fra investorer.«

En virksomhed, der ikke præsenterer sig som en opbyggelig institution, der bidrager positivt til verden, vil have sværere ved at tiltrække investeringer, vil have svært ved at rekruttere de bedste medarbejdere og risikerer at blive reguleret hårdere af staten.

’Wokewashing’

Undertiden bliver virksomheder anklaget for, at forandringen alene ligger i præsentationen. At de grønne og lyserøde signaler er varmluftsballoner uden egentligt indhold. I takt med den etiske vending i kapitalismen er ord som greenwashing og pinkwashing blevet en del af sproget.

»Man kan også bruge wokewashing som en samlende betegnelse,« siger Sine Nørholm Just. »Altså, at man forsøger at sælge et produkt på at fremstille sig som særlig klimabevidst eller tolerant over for mindretal uden egentlig at være det.«

Juni var international pridemåned og rammen for en ny tradition, hvor store brands plastrer alt muligt til i regnbuefarver. Det er, som vi slog fast i indledningen, ikke kun LEGO. En anden del af traditionen er, at den mere radikale del af LGBT+-bevægelsen kritiserer virksomhederne for at appropriere deres kamp.

Den dynamik udspiller sig også i Danmark, hvor kapitalismekritiske venstreorienterede har lavet deres eget alternative prideoptog i protest mod, at Mærsk, Danske Bank og alle de andre har gjort deres indtog i den officielle pride.

»Et af problemerne er måske, at flere af de multinationale virksomheder, der går med i priden i København, ikke taler så højt om homorettigheder i Saudi-Arabien,« siger Sine Nørholm Just.

I pridemåneden er adskillige store firmaer endt i skudlinjen som følge af netop det misforhold. Microsoft, BMW, Mercedes, Unilever, YouTube og mange, mange flere har plastret deres logoer ind i regnbuefarver på deres sociale mediekonti. Alle andre steder end i Mellemøsten. Som det hånligt hed i det britiske magasin The Spectator:

»Det er det smukke ved wokewashing. Den gør det muligt for firmaer som YouTube at tjene milliarder af dollar fra brugere i det progressive Vestens demokratier, mens de respekterer ’kulturelle følsomheder’ i lande som Saudi-Arabien, hvor homoseksuelle bliver pisket, kemisk kastreret og dræbt.«

Den samme kritik kan i øvrigt rejses mod LEGO. ’Everyone is Awesome’ er ikke blevet lanceret og promoveret i Saudi-Arabien.

LEGO vil ikke stille op til interview i forbindelse med denne artikel, men adspurgt om firmaet ikke – hvis det virkelig mente det alvorligt – netop burde sætte dets aktivisme for LGBT+-rettigheder ind i de lande, hvor rettighederne er mest pressede, svarer presseafdelingen i en mail til Information:

»Vi har delt vores budskaber i forbindelse med ’Everyone is Awesome’ på vores globale kanaler, da vi støtter diversitet og inklusion i hele verden. Vi mener, at der er tale om et stærkt budskab med global rækkevidde, som hylder mangfoldigheden blandt vores fans,« hedder det.

»Samtidig er vi nødt til at arbejde inden for lovens rammer i de lande, vi opererer i. I visse lande kan det desværre være usikkert for mennesker at udtrykke eksempelvis deres seksuelle præferencer.«

Ikke desto mindre står mange kritikere tilbage med en mistanke om, at når de grønne og lyserøde ’værdier’ kommer i karambolage med kommercielle hensyn, vil det som regel være sidstnævnte, der vinder.

Eller som Anand Giridharadas, forfatter til den kritiske bog Winners Take All: The Elite Charade of Changing the World, udtalte for nylig:

»Den nye kapitalisme er ligesom den gamle kapitalisme. Bare med en hel masse læbestift.«

Cepos er bekymret

Havde det dog bare været så vel, tænker de hos Cepos. Også fra højrefløjen bliver erhvervslivets etiske vækkelse nemlig mødt med en vis skepsis. I den liberale tænketank er der som regel tillid til, at virksomhederne selv ved, hvad der er bedst for dem, og at markedet i udgangspunktet fungerer bedst overladt til sig selv. Men direktør Martin Ågerup er bekymret:

»Nogle af tingene er formentlig forretningsmæssigt fornuftige. Det er jo ikke mærkeligt, at virksomheder forsøger at stå i et godt lys over for deres kunder, men andre ting får altså en til at spærre øjnene op,« siger han.

Især historierne om, hvordan for eksempel Netflix, Google og Apple har fyret medarbejdere for at bruge bestemte krænkende ord på en uskyldig måde eller udtrykke holdninger, som andre medarbejdere tog anstød over.

»Som frimarkedstænker er jeg delt,« siger han. »Det står jo en virksomhed frit for at sige, at ’vi er woke og gør alting woke’. Men personligt tror jeg ikke, det er klogt, at virksomhederne markedsfører sig på alt muligt andet end kvaliteten af deres produkt.«

Grundlæggende er Martin Ågerup nemlig enig i Milton Friedmans gamle slagord. Virksomhederne har ét primært ansvar. De bidrager til samfundet ved at øge indtjeningen til ejerne, skabe beskæftigelse og gode produkter.

»Bill Gates har doneret, jeg ved ikke hvor mange penge til filantropi. Men det vigtigste, han har gjort for verden, er at tjene sine penge. Iværksættere som ham modtager kun en lille, uanselig andel af den velstand, de skaber for samfundet,« siger han.

Derfor er det bedste, som virksomhederne kan gøre – også moralsk – bare at holde snuden i sporet og fokusere på forretningen.

»Der er en fare for, at man tager ressourcer væk fra kernedriften og bruger dem på alt muligt andet, som man ikke er lige så god til. Og det er ikke det, verden er bedst tjent med,« siger han.

Che Guevara-kapitalismen

Vender vi tilbage til venstrefløjens skepsis, kan man selvfølgelig sige, at det blot er endnu et eksempel på, at kapitalismen er en maskine, der æder enhver kritik, tygger den igennem og spytter den ud igen som produkter, du kan købe – som T-shirts med Che Guevaras ansigt.

Kapitalen har konstateret, at særligt unge mennesker har mere progressive værdier og er bekymrede for klimaet og har reageret ved at lave det om til forbrugsmuligheder, så man ikke kun køber et par Nike-sko eller en vegansk McDonalds-burger, men en antiracistisk eller klimabevidst identitet.

Omvendt er det besynderligt, at dele af venstrefløjen, som i årtier har kritiseret de ’ondskabsfulde’, multinationale selskaber, nu beklager sig over deres nyfundne moral.

Det er jo i vid udstrækning venstrefløjens sprog om ligeværd, tolerance, diversitet og bæredygtighed, virksomhederne har overtaget, og selv om det fra tid til anden er mere retorik end handling, indeholder den udvikling sit eget kritiske potentiale, mener Jeremy Moon fra CBS.

»Hvis virksomheder påberåber sig de højeste idealer, er det også sværere eller mere prekært for dem at forbryde sig mod dem,« siger han.

I det omfang, at virksomhederne er med til at udbrede budskabet om lige rettigheder for kvinder og minoriteter, kan man argumentere for, at intentionen er underordnet.

»Måske er det ikke så afgørende, om virksomhederne bare rider med på en bølge af kyniske årsager. Effekten er den samme,« siger Sine Nørholm Just fra RUC.

Her er der dog én indvending: Man kan argumentere for, at det ikke burde være op til virksomhederne selv at sætte ambitionerne for at nedbringe deres udledninger eller formulere erklæringer om, at de ikke diskriminerer og skaber et trygt arbejdsmiljø for alle uanset køn, race og seksualitet, men at staten i højere grad burde stille krav.

»I nogen grad gør virksomhederne jo også det her for at undgå regulering. De sender et signal: Se, vi har styr på det, vi er på jeres hold i kamp for det fælles bedste, og skrappe, statslige regulativer er helt overflødige,« siger Jeremy Moon.

Den indvending er beslægtet med det, som Harvard-professoren Nien-he Hsieh anfører som en af de tre faktorer, der driver den etiske vækkelse i erhvervslivet: dalende tillid til regeringerne.

Paul Argenti er enig. Selv om han er stor tilhænger af den etiske kapitalisme og mener, at den efterlader verden som et både bedre og rigere sted, er den også udtryk for en »skræmmende« udvikling.

Han mener, at man kan trække en tråd fra den neoliberale vending i 1980’erne til den etiske vending i dagens kapitalisme.

»I 1980’erne sagde Reagan og Thatcher, at regeringen aldrig er svaret, og at erhvervslivet kan gøre alting bedre og mere effektivt,« siger Paul Argenti.

De havde ingen intention om at pålægge virksomhederne en særlig moral, men de indledte en politisk, økonomisk og kulturel forandring, som placerede marked og det frie erhvervsliv i centrum. Også for løsningen af vores kollektive problemer.

»Kigger man på tillidsmålinger i USA, har folk i dag langt større tillid til virksomhederne end til regeringen. Det er gruopvækkende,« siger Argenti. »Det er godt, at virksomheder i dag tager et større ansvar, men det kan ikke stå i stedet for stærke, ansvarlige regeringer.«

Sagt på en anden måde: Løsningen på homofobi, sexisme, racisme eller klimakrisen findes nok ikke i en kasse med regnbuefarvede legoklodser. Men de skader måske heller ikke.

Serie

Den woke kapitalisme

Den etiske vækkelse ruller igennem kapitalismen i det 21. århundrede. Doing well by doing good er blevet et mantra i verdens største virksomheder. Nike bekæmper »institutionel racisme«, Bosch hylder homoseksuelles rettigheder, Gucci har en »naturvenlig klimastrategi«, og på Microsoft.com kan man læse, at »sorte transpersoners liv betyder noget«. I en ny serie kigger Information nærmere på ideen om, at progressive fremskridt også er en god forretning.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Damskier

Oversæt venligst overskriften til dansk.

jens christian jacobsen

Vær helt sikker på at alle moderne virksomheds-CEOer kender deres Adam Smith. Han skrev allerede i 1776 i The Wealth of Nations om vigtigheden i
virksomhedernes formueskabelse: ”Det er ikke ud fra velgørenhed fra slagteren, bryggerens eller bagerens velgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra erkendelsen af, at de gør det aht deres egen interesse. ” Han tilføjede desuden at “ved at forfølge sin egen interesse fremmer virksomheden ofte samfundets interesse mere effektivt end når virksomheden erklærer en hensigt om at promovere den."
Et lidt andet og langt alvorligere problemer er, at amerikanere tilsyneladende har mere tillid til virksomehderne end til politikerne.

Søren Kristensen

Wikipedia: Woke er et identitetspolitisk begreb, som stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed. (Der findes mig bekendt igen dansk oversættelse af ordet woke - så hvorfor ikke bare bruge det? - min tilføjelse.)

Så nu hvor alle ved hvad woke betyder, bliver overskriften:

Tidens kapitalisme er præget af oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed, derfor er erhvervslivet grønt og regnbuefarvet. I hvert fald udadtil.

Ole jakob Dueholm Bech, Susanne Kaspersen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

LGBTQIA+, får vel snart en slags, All The Letters Reward.

Gitte Holmen

TRYG VED, AT DET ER MULTINATIONALE VIRKSOMHEDER, DER STYRER?

Jeg tænker: Der er ikke mange ord i artiklen om stor økonomisk ulighed, fattigdom, hjemløshed, ulighed i uddannelse og sundhed, "Food desserts", processeret mad der skaber overvægt og diabetes, diagnoser og medicin for alt og alle, lokal vandmangel fordi drikkevareproducenter eller fødevareproducenter uhindret og gratis pumper grundvand op, arbejdsløshed, working poors, prekariatsarbejdsmarkeder, platformsøkonomier uden ansættelseskontrakter men med partnerskabsansættelser - find selv på flere. Ej heller fylder det meget i artiklen, hvilke virksomheder, der har tænkt sig at promovere sig på at at ville gøre noget ved disse forhold.

For det har de vel i grunden ingen interesse i? Og dem, der har penge, magt og vælde, mener - mig bekendt - heller ikke, at de er sat i verden for, at nogen som helst andre skal nasse på dem. Fordi det er jo umoralsk. bare spørg Cepos, LA, NB. Man kan bare gribe alle de chancer, der er for os alle (for at ende som millionærer). Man må klare sig selv - og kører man skævt i livet, så er det sgu nok, fordi man ikke lige gider gøre en indsats. SÅ altså: virksomheder suboptimerer - som udgangspunkt - for egen vindings skyld. Jeg har også læst, at filantropi, det er maskerede investeringer - via fonde - der bruges til at investere => yderligere profit (og magt og vælde).

Dette har man også i det libertarianske USA grundlovsfæstet, nemlig at staten er sat i verden for at sikre, at alle får mulighed for - uden benspænd - at søge egen lykke og det uden at skulle dele kagen med andre - igen fordi det er umoralsk at stjæle fra dem, der gider gøre en indsats. Lobbyister gør her - som jeg forstår det - en god og dygtig indsats ift. at det i høj grad forbliver sådan. Der er så her diskussionen omkring, hvorvidt det kan betale sig at arbejde for en lav dagsløn og betale skat heraf i stedet for - som man sagde i gamle dage - at leve af at klippe kuponer, dvs. det man ejer (og hvor man regnskabsmæssigt ofte kan sikre skattefrihed). Og at rige lever af at optage store lån med sikkerhed i deres formue - også så de på den måde ikke får registreret arbejdsindkomst, der skal beskattes. MEN den lader vi ligge. Og måske du ved mere her end mig?

Så altså så lidt statslig regulering som muligt, så lidt statslig kontrol, krav, regler, så lidt skattebetaling som muligt - dvs. for manges vedkommende = 0% - hvilket jo for mange neo-liberalister og særligt libertarianere også det det mest rimelige og moralsk korrekte måde at indrette et samfund på. Nogle siger her, at pengene ligger bedst i lommerne på dem, der har tjent dem. I dag genereres der - pga. finanskapitalismens fremmarch - enorme summer, der "ubemærket" synes at blive hengemt - og som jeg forstår det - bruges til at "opkøbe hele verden", dvs. de fysiske virksomheder, der producerer varer og tjenesteydelser. Det er et fåtal af hedgefonde, der reelt ejer "hele verden", men det sker i bedste libertarianske ånd, som jeg forstår det. Intet skal stå i vejen for at søge egen lykke - det ligegyldigt, hvor MEGA gigantisk, alting bliver; ligegyldigt, HVOR mange nuller, der kan sættes bag færre og færre menneskers astronomiske personlige formuer.

Traditionelt hedder det sig også, at en virksomhed heller ikke skal bekymre sig om eller er ansvarlig for de såkaldte eksternaliteter: dvs. hvordan virksomhedsforhold og hvad der er afledt af det, virksomheden gør, det kan en virksomhed ikke stilles til ansvar for. Eksternaliteter er hvad ressourceforbrug, arbejdsvilkår og aftryk på klima og miljø gør ved os, vores livsomstændigheder - og muligheder og vores klode. Til gengæld så skulle det være godt for samfundet med trickledown-effekten af, at en virksomhed suboptimerer og klarer sig godt. Selv Biden har været ude og sige, at det er der sgu ikke meget om ... men den er Cepos og venner naturligvis ikke med på. Der skal naturligvis være plads til de reelt færre og færre, der - via ureguleret markedsøkonomi, markedsstyring - kan pulje de fleste af verdens værdier og værdiskabelse.

MEN tilbage til start: Det er så meget nemmere - også for virksomheder - at tale ind i klima, miljø, seksualitet og kvindeforhold, hvad enten det er "angiveligt" eller ej - også fordi dem, der reelt set har overskud og læser" og følger med oftest er den privilegie-blinde (øvre) middelklasse, der selv gøre gode karrierer i de store virksomheder, dels ureflekteret forudsætter, at de til hver en tid i resten af deres liv har godt job, ok økonomi, god bolig og en masse valgmuligheder, ja generelt har "foden under eget bord". Mange milliarder af mennesker har ikke "tid" til at gøre noget ved disse "luksus-forhold"; for dem drejer sig om dagen og vejen, om reel overlevelse. Men håb om, at det skulle blive anderledes;, at magteliten reelt er dem, der vil gå ind i "sagen", det sker jo nok ikke, så længe det reelt er multinationale virksomheder og særligt de få store hedgefonde, der styrer verden - for egen vindings skyld. Og så altså også nogle filantroper, der bedyrer, at de det, de gør, gør de for klodens skyld. Ligegyldigt, hvor green-, pink- eller woke-washed, de end er eller foregiver at være ... her tænker jeg igen, at verden ud fra et Cepos-perspektiv jo er helt, som den skal være og udelukkende udtryk for rimelighed og god moral. Og at aktionærerne skal putte deres penge i virksomheder, der koncentrere sig om at tjene penge ...

Eva Schwanenflügel, Martin Rønnow Klarlund, Steen K Petersen, Ruth Sørensen, David Adam, Susanne Kaspersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@ jens christian jacobsen
Hvad Smith måske ikke var helt på højde med var, at virksomhedernes interesse ligger i overlevelse i konkurrencen. Og uden statslig regulering havde vi en fuldt udviklet krig om ressourcer og marked. Nu nøjes vi med krig om ressourcer og tilpasning til markedet.

Richard Kokholm-Erichsen

Selvfølgelig sker der også woke washing eller CSR washing. Det skal dog ikke stå i vejen for at der faktisk for mange virksomhedsejere, ledere og investorer også er tale om en villet kursændring fra kun at fokusere på bundlinjen til at acceptere at virksomhederne fungerer i større sociale sammenhænge, som de derfor også er medansvarlige for.
Det er heller ikke en pludseligt opstået bevægelse.
Det er faktisk en bevægelse der har været under udvikling gennem mere end 20 år og som vel lige nu blandt følger enten World Economic Forum linjen om en Stakeholder Capitalism, der er mere europæisk præget eller linjen fra Conscience Capitalism, der er mere amerikansk præget.
Det, der er udgangspunktet, er en erkendelse af at Milton Friedmann kapitalismen ikke dur. Den er usund for planeten og de samfund den fungerer i.
Derfor vil man gerne bevæge sig mod en klarere forståelse af hvilke værdier man egentlig gerne vil fremme med sin virksomhed. Og her skal værdier ikke bare forstås som virksomhedsspecifikke eller interne, men også meget som almenmenneskelige værdier og samfundsmæssige værdier.
Man kan lære meget mere om dette hvis man for eksempel følger englænderen Richard Barretts arbejde med det nye ledelsesparadigme, værdibaseret ledelse og kulturændringer i virksomhederne, og udviklingen af den samfundsmæssige bevidsthed til en bevidsthed der bedre gør det muligt for os at finde de nødvendige løsninger på blandt andet klimaudfordringerne.
Det er selvfølgelig i orden at være skeptisk over for nye signaler. Men ligesom vi som almindelige borgere skal blive mere klar over vores medansvar for udviklingen i samfundet som helhed og på klimaet i særdeleshed, så er det vel også et rigtig godt tegn at der er virksomhedsansvarlige, der begynder at ville det samme.
Når både borger og virksomheder begynder at ville finde måder at arbejde frem mod virkeliggørelsen af FN's udviklingsmål, så kan både de og staten komme langt.
Så jeg kan godt forstå at CEPOS er forvirrede. De holder netop fast i Friedmann, hvor de andre faktisk siger farvel til Friedmann og erkender og vil påtage sig et langt større ansvar.
Det betyder ikke at vi er i himlen og alt er godt. For selv virksomhedsejere arbejder under det menneskesyn, der er dominerende i deres samfund. Og det betyder for eksempel for mange amerikanske virksomheder at de har det svært med de fagforeninger, der i mange europæiske lande stadig ses som en naturlig del af hverdagen.
Det kunne være godt hvis nogle af Informations artikler ville dække de nye spændende ting, der rent faktisk foregår ud fra denne dagsorden.
For eksempel sådan noget som at der som led i G20 dagsordenerne nu er begyndt også at være en arbejdsgruppe, der netop har Værdier i fokus. Den såkaldte V20 gruppe.
Som sagt i indledningen, så vil der selvfølgelig være virksomheder der vil lave green- woke- og også værdiwashing fordi de kun har læst de eksempler på de virksomheder, der med denne kurs rent faktisk klarer sig temmelig godt.
Dem skal Information og andre selvfølgelig også afsløre.
Men det vil være godt hvis de ikke får lov til at overskygge de, der rent faktisk forsøger sig seriøst på disse områder.

Pernille Prebensen

Hvordan kan man skrive en artikel som denne uden at nævne Verdensmålene med ét ord?

Verdensmålene har siden deres vedtagelse i 2015 defineret bæredygtighed og vil gøre det, indtil nye mål i 2030 bliver vedtaget. Et enigt verdenssamfund har skrevet under på målene, som har FN som ophav og tovholder. De er ikke bare en reversnål, som kan tages frem ved festlige lejligheder. De er skabt til at skabe forandring, fordi vi har brug for forandring. Det vil verdens regeringer investere stort i i de kommende år, og det samme vil investorerne og dermed også virksomhederne. Opfyldes verdensmålene nemlig ikke, vil det udgøre en enorm trussel mod markedet og virksomhedernes muligheder for at operere på det.

Derfor har Verdensmålene allerede nu stor betydning i de mere fremsynede virksomheder, og de er langsomt begyndt at sive ned til mindre fremsynede. At det også sker på et opportunistisk grundlag, ja, virksomhederne ledes nu engang af sælgere af guds nåde.

Så at skrive en artikel om woke, etik, CSR og menneskerettigheder uden at give den den mindste berøring til Verdensmålene, det virker ude af "scope".

Facebookgruppen Vi Vil Verdensmålene har til formål at skubbe på den bæredygtige udvikling med udgangspunkt i Verdensmålene. Vi er nemlig alle - borgere, den offentlige sektor, virksomhederne, NGO'er - nødt til at tage Verdensmålene til os og skabe vores fremtid ud fra dem. Du finder gruppen her: https://www.facebook.com/groups/607844509557457/

Wokewashing, promotion & advertising er en og samme postering på budgettet med tilnærmelsesvist ligeværdige afkast på bundlinien. Det handler om at fake kunderne til at blive bare lidt længere i butikken for at blive bare lidt mere sultne for sjov. Marginalerne vokser proportionalt med styktallet.

Det er som på Christiansborg, hvor politikerne ikke er sene til at omfavne skift i folkestemningen under en valgkamp, efter en folkelig shitstorm, en dokumentar på TV eller en accellererende hashtag. Stemmer flytter marginalerne på valgdagen.

Det er som partierne i Folketinget, der alle har hver deres bekymringstriggere omkring flygtninge/indvandrere, lokalhistorie, børn, kvinder, fattige, udstødte, forbrydere, verdens mål, byrdefordeling, beskatningens proportionalitet, statslige overgreb, økonomisk respekt for balance, frihed for individet og modvind på cykelstierne. Sympatien trigger på bekymringerne og justerer marginalerne.

Det er ikke kun kapitalisterne, politikerne og partierne der følger disse principper. De er en væsentlig bestanddel af den olie som får civilisationens tandhjul til at følge tiden trop og sikre forandring, fremgang og overlevelse for den privilegieblinde kransekagefigur på evolutionens evige Sissyphosprojekt, good and/or bad.

Ib Christensen

En fjer bliver til fem høns.
Folk kan fortælle kejseren ER klædt på, uden at kunne fortælle om det er kjole eller bukser. Eller hvad farverne er.
Ulven kommer, kom fårene til nytte.

Det er som om vi har tabt noget forstand/fornuft vores forfædre havde / advarede os om.

Vi har masser af problemer. Klimakrise! Terrorister? Hvidvask! Ulighed! Krænkelser!

Måske skulle vi se om vi kan reducere dem til kilden for at de vedbliver, frem for at løses.

Mange af dem er ikke nye, så hvad har forhindret at de ikke er blevet løst?

Kan vi bruge "woke" eller modstanden mod "woke" som pejling til at finde kilden?