Nødhjælp
Læsetid: 10 min.

Efter 50 år nægter Læger uden Grænser stadig at være tavse vidner til verdens uhyrligheder

Med etableringen af Læger uden Grænser opstod et brud med den traditionelle og konservative nødhjælpspraksis. Organisationen, hvis dna bygger på principperne om vidnesbyrd og neutralitet, kan i år fejre 50-års jubilæum. Information tegner et portræt
En af de største udfordringer ved at arbejde for Læger uden Grænser er at komme hjem igen, når man har været på job i udlandet, fortæller sygeplejerske Astrid Opstrup.

En af de største udfordringer ved at arbejde for Læger uden Grænser er at komme hjem igen, når man har været på job i udlandet, fortæller sygeplejerske Astrid Opstrup.

Anders Rye Skjoldjensen

Udland
3. august 2021

Det var lidt af et chok, da Læger uden Grænser ringede og inviterede Astrid Opstrup til samtale. Der var nemlig gået mange måneder, siden hun havde sendt en ansøgning til organisationen.

Samtalen må hun ikke fortælle så meget om, da proceduren er fortrolig, men hun skulle blandt andet igennem forskellige personlighedstest og svare på en masse spørgsmål. Efterfølgende tilbragte hun en dag sammen med en række andre ansøgere, hvor de blev præsenteret for forskellige opgaver, som de skulle forholde sig til. En proces, hvor flere bliver valgt fra.

»Det handler ikke kun om at være en god sygeplejerske, det handler også om, hvorvidt man kan tåle det rent psykologisk,« fortæller den i dag 39-årige Astrid Opstrup fra sin lejlighed på Vesterbro.

Et par dage efter samtalen ringede telefonen igen. Det var sent fredag aften, en februardag i 2014. Astrid tog den, og i den anden ende af røret fortalte en stemme hende, at hun var blevet ansat i Læger uden Grænser. Fire måneder senere landede hun i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik. I dag har hun været udsendt ti gange. Senest til Yemen.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Tak for at bære vidnesbyrd om denne enestående organisation og dens ligeså ansatte.

Thomas Tanghus, Palle Bendsen, Franz Nitschke, Peter Gløde, Alvin Jensen, Jette Kjældgaard, Viggo Okholm, Gitte Loeyche, Bent Gregersen, Ruth Sørensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Ole Svendsen, Christian Larsen, Rolf Andersen, Rikke Nielsen, Charlotte Wissing, Hans Larsen, Inger Pedersen, Poul Anker Juul, David Zennaro, Irene Clausens, Katrine Damm, erik pedersen, Kurt Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Egentlig er det en social fallit , at verden behøver organisationer som Médecins Sans Frontières, Reporters sans Frontiers , Amnesty International, Greenpeace, og alle de andre vigtige humanitære organisationer.

For faktisk burde det være en meget klar opgave for United Nations. Men dette viser med tydelighed, at demokratiet både fejler og kapres af politiske interessegrupper.

Og selv Røde Kors (ICRC) er til salg for politisk indflydelse.

Da vi i vinters havde de rigtigt store jordskælv med tusinde af ødelagte hjem, gik det op for mig, at Røde Kors i det land, som vi bor i, nærmest er en underafdeling af det højre-nationale regeringsparti. Hele bestyrelsen hentes simpelt hen fra dette parti - dog sidder næstformanden netop nu fængslet for korruption.

Disse tætte relationer gør, at man faktisk ikke kan give penge til Røde Kors, selv om de gør en stor humanitær indsats, for man ved simpelt hen ikke, hvad pengene bruges til. For der er eksempler på, at Røde Kors har støttet dette højre-nationale parti med penge ved et lokalvalg.

Daniel Joelsen, Alvin Jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar

Som Gert Romme er inde på, vil filantropiske organisationer uundgåeligt komme til at agere politisk, ligesom de (kan) udsættes for pres af den ene og den anden/tredje art. Derfor kan hverken Amnesty International, Røde Kors, Røde Halvmåne, HRW eller MSF anskues som sandhedsvidner eller særlige, neutrale autoriteter - men som parter i sager, de involverer sig i ... eller involveres i ... og som de i en del tilfælde har ekspertise på.

MSF's meritter kan diskuteres; det er langt fra altid at organisationen har formidlet pålidelig information - eller dens medarbejdere har ageret lige etisk, men det samme gælder alle mulige andre NGO'er (samt diverse institutter, myndigheder og stater m.m.). Kravet om til enhver tid at reflektere kritisk over information (herunder sprogligheder/epistemologi m.v.) og evt. bagvedliggende interesser kan ikke lægges til side på noget tidspunkt.

Alvin Jensen, Rolf Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

I denne verden af løgne, manipulationer, åbenlyse tyverier, rovdrift, grådighed, misbrug og massive overtrædelser af basale menneskerettigheder kan vi almindelige borgere ikke stå alene.

Efter min opfattelse har vi for nuværende ikke andet valg, end at bakke op omkring disse humanitære organisationer. Og jeg syntes, at både Médecins Sans Frontières, Red Cross Society og alle de andre humanitære organisationer gør et fantastisk arbejde.

Og jeg tror absolut ikke, at verden vil se ud som nu, hvis vi ikke havde disse organisationer.

Derfor må vi bakke op omkring dem, og støtte dem så meget som muligt. Og de vildfarende organisationer, som jeg har henført til, må puffes på plads igen. Her er internationale Røde Kors nok den nærmeste til at gøre noget.

Magnus Fischer, Palle Bendsen, Jesper Sano Højdal, Alvin Jensen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Gert Romme, hvis en sådan opbakning indebærer en fortsat opmærksomhed på at alle organisationer kan fare mere eller mindre vild mellem interesser, og på denne baggrund gøre mere skade end gavn, så er jeg helt enig. Men mener du med 'puffes på plads' at Internationale Røde Kors kan sikre en form for demokratisk kontrol med de vildfarne? I så fald kan det vel, som du også var inde på, overvejes at udvikle på FN i stedet, herunder arbejde for udvikling af institutionen (bl.a. afskaffelse af det permanente sikkerhedsråd/styrket demokrati, ændring af indtægtsstrukturer, øget forankring/lokalisering i medlemslandene o.a.) ... parallelt med fred- og demokratiudvikling i de politisk toneangivende lande på kloden (som også er dem, der aktuelt afgør hvordan FN-institutionen trives/fungerer).

Rolf Andersen

@Gert,

"syntes" .. datid
"synes" . nutid

Altså du har "syntes" noget, men hvad mener du så nu ?

@ Rolf Andersen,

Undskyld hvis mine formuleringer kan virke uklare. Men en hel del år udenfor Danmark - i øvrigt i flere andre lande gør sin indvirkning. Jeg tror dog selv, jeg har mest problemer med ordstillingerne.

Men her er "syntes" altså ment i nutid.

Svend Jespersen

Gert Romme, 03. august, 2021 - 09:16.

Mine egne erfaringer fra udlandet stemmer overens med dine. Under krigen i Bosnien udtrykte landets chef for Røde Halvmåne således, at han var begejstret for, at medlemmer af hans organisation endelig kunne rejse til Bosnien for at hjælpe "deres muslimske brødre".

@ Svend Jespersen,

Jeg kendte ikke til det med Røde Halvmåne i BiH under indbyrdeskrigen. Og jeg ser hverken problemer med Røde Halvmåne i BiH eller "deres muslimske brødre", hvoraf en hel del er venner af os.

I BiH ser jeg til gengæld store problemer med at borgerne i Republika Srbska nu 26 år efter krigens afslutning fortsat vælger idioter som Milorad Dodik til politiske ledere. I øvrigt ledere der helt åbent nægter, at der har fundet folkedrab sted, og opererer ud fra holdningen om, at netop de var ofrene for denne krig.

Men min konstatering omkring Røde Kors er faktisk fra i år. Og den drejer sig om, at den totalt politisk uafhængige organisation, som Røde Kors / Røde Halvmåne faktisk burde være, har ladet sig infiltrere af et højre-nationalt regeringsparti. - Eller måske har set det som en nødvendighed for overhovedet at kunne operere i landet.

"I øvrigt ledere der helt åbent nægter, at der har fundet folkedrab sted, og opererer ud fra holdningen om, at netop de var ofrene for denne krig."

At påpege en hel del uafklarede punkter og ubesvarede spørgsmål i forbindelse med det såkaldte folkedrab i Srbrenica burde være muligt - mens benægtelseskulturen på begge sider af debatfronterne er uhensigtsmæssige. For desværre ser vi jo også lødig journalistik, som rejser absolut relevante, kritiske spørgsmålstegn ved folkedrabsfortællingen, som denne officielt foreligger, blive defameret og ekskommunikeret af de såkaldt gode presseselskaber og angiveligt demokratiske, politiske parnasser. Spørg f.eks. tyske og norske samt hollandske journalister - samt flere internationale forfattere, politiske analytikere og iagttagere.

@ Hanne Utoft,

Jeg ved ikke, hvordan man har defineret antallet, der dækker udtrykke "folkedrab". Men der er altså, uden at medtage brutalitet, defineret et mindsteantal, og ud fra dette, kan myrderierne altså betegnes som folkedrab.

Og jeg kender heller ikke dine journalist-kilder, der betvivler dette antal. Men der vil formentlig altid findes konspirationsteoretikere, der tvivler på hvad som helst.

Men den hollandske regering, der på en måde var part i sagen, har faktisk både anerkendt, at begivenheden har fundet sted, samt anerkendt sit ansvar.

I øvrigt er det en almindelig opfattelse, at antallet af dræbte formentlig var 15-18% højere. Disse tal bunder i de personer, der var til stede før begivenheden, men efter begivenheden ikke mere kan findes. Og i øvrigt fortsat er savnede.

Det officielt fremkomne antal dræbte er er delvis politisk sat ved forhandlingsbordet. Under forberedelserne til Dayton-fredskonferencen fremkom flere gange nye tal for dræbte. Og da dette var et stort problem for især den ene part, "låste" man antallet fast for overhovedet at kunne komme i gang med forhandlingerne. Svenske Carl Bild har taget "æren" for dette, men formentlig blev beslutningen taget i USA.

Men grunden til at udtrykket "folkedrab" er blevet aktuelt netop nu, er, at der er fremkommet lovforslag om, at nægtelse af folkedrabet skal straffes - i øvrigt med op til 5 års fængsel. Præcis på sammen måde som det er strafbart at nægte, at holocaust har fundet sted.

Serbien har officielt anerkendt begivenheden, men i Republika Srpska påstår den politiske leder, at der ikke har fundet nogen "begivenhed" sted i Srebrenica (eller andre steder), og at det hele er en stor løgn fra det internationale samfunds side, samt at alle kister har været tomme.

Lige nu er opfattelsen blandt borgerne i Banja Luka den, at der måske er blevet skudt 25 kriminelle personer, medens 8.000 andre begik selvmord for at kaste skylden på de bosniske serbere.

Gert Romme, var det ikke Chomsky, som sagde at det nærmest er en hån mod Holocaust at bringe begivenhederne i Srbrenica på linje med denne? Personligt finder jeg det stærkt betænkeligt at lovgive mod kritik - selvom jeg er helt enig i at massakrer fandt sted i Srbrenica og at dette overhovedet ikke kan afvises. Men at kalde kritik af de skrivebordsøvelser, anslåelser, kalkulationer og politiske kompromisser, som har afstedkommet fortællingen om folkedrab for Holocaust-benægtelse er både totalitært og ude af trit med demokratisk proces. F.eks. skulle vi så betegne Chomsky som Holocaust-benægter - er dét en betegnelse, du vil sætte på ham?

De fleste eksperter er enige om at antal dræbte ikke nødvendigvis definerer om noget kan kaldes for folkedrab; lige så væsentligt er det om en intention om at eliminere en etnisk defineret gruppe (ved drab eller f.eks. sterilisation o.a.) - og derfor bliver spørgsmålet om intention afgørende for

Folkedrabsfortællingen overser konsekvent at de bosnisk-muslimske militser havde benyttet de fredsbevarende zoner som baser for brutale angreb på civile i de omgivende, bosnisk-serbiske lokalområder ... og at hævntørsten blandt de bosnisk-serbiske soldater var voldsom. Den overser også at dokumentationen for en planlagt udryddelse af bosniske-muslimer mangler (hvilket var et betydningsfuldt kriterium for klarlæggelsen af Holocaust) samt at kvinder og børn blev undtaget internering (hvilket på ingen måde var tilfældet under Holocaust).

Hér er (for overskuelighedens skyld) i første omgang en kilde (NRK-journalister), som er kritisk indstillet overfor fortællingen; dokumentaren 'Byen som kunne ofres':
https://tv.nrk.no/serie/brennpunkt/2011/MDUP11000711

Hér svarer gruppen af NRK-journalister på den ensidige og usaglige kritik, som blev fremført af dokumentaren: https://www.nrk.no/dokumentar/fortidde-sider-ved-massakren-1.7607531

Hér er dele af et interview med professor John Schindler, som på daværende tidspunkt var chefanalytiker for NSA's Balkan-division; han er næppe serbisk agent og vurderer også at folkedrab-fortællingen er problematisk:
https://www.youtube.com/watch?v=9TJFmTucZ20

Jeg håber at dette kan rydde lidt op i dit manglende kendskab til journalistiske og faglige kilder, som beskriver folkedrabsfortællingen som en politisk manøvre - og sig til, hvis du ønsker kendskab til flere.

Rettelse:
De fleste eksperter er enige om at antal dræbte ikke nødvendigvis definerer om noget kan kaldes for folkedrab eller ej; lige så væsentligt er det om en intention om at eliminere en etnisk defineret gruppe (ved drab eller f.eks. sterilisation o.a.) - og derfor bliver spørgsmålet om intention afgørende.

Gert Romme, overså du de spørgsmål og svar, jeg gav dig?