Efter 50 år nægter Læger uden Grænser stadig at være tavse vidner til verdens uhyrligheder

Det var lidt af et chok, da Læger uden Grænser ringede og inviterede Astrid Opstrup til samtale. Der var nemlig gået mange måneder, siden hun havde sendt en ansøgning til organisationen.

Samtalen må hun ikke fortælle så meget om, da proceduren er fortrolig, men hun skulle blandt andet igennem forskellige personlighedstest og svare på en masse spørgsmål. Efterfølgende tilbragte hun en dag sammen med en række andre ansøgere, hvor de blev præsenteret for forskellige opgaver, som de skulle forholde sig til. En proces, hvor flere bliver valgt fra.

»Det handler ikke kun om at være en god sygeplejerske, det handler også om, hvorvidt man kan tåle det rent psykologisk,« fortæller den i dag 39-årige Astrid Opstrup fra sin lejlighed på Vesterbro.

Et par dage efter samtalen ringede telefonen igen. Det var sent fredag aften, en februardag i 2014. Astrid tog den, og i den anden ende af røret fortalte en stemme hende, at hun var blevet ansat i Læger uden Grænser. Fire måneder senere landede hun i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik. I dag har hun været udsendt ti gange. Senest til Yemen.

Astrid Opstrup havde været sygeplejerske i fem år, da tanken om at blive udsendt med Læger uden Grænser opstod. Hun var ellers glad for sit arbejde på neonatalafdelingen på Rigshospitalet og for sine kolleger.

»Men der var gået hverdag i den, og jeg mærkede en trang til, at der skulle ske noget mere.«

Derfor tog hun i starten af 2013 til et informationsmøde hos Læger uden Grænser. Efterfølgende brugte hun sin sommerferie og 5.000 kroner på at tage et kursus i tropemedicin og en fransktest, som organisationen kræver, for at man kan komme i betragtning til en stilling. Så sendte hun en ansøgning, men da hun flere måneder senere stadig ikke havde hørt noget, ringede hun ind for at høre, hvad status var. Læger uden Grænser ansatte på det tidspunkt ikke flere sygeplejersker, men ville vende tilbage, lød beskeden.

Tavse vidner

Det var løftet om témoignage – at bære vidnesbyrd – der for 50 år siden fik en gruppe på 13 franske læger og journalister til at slå sig sammen og oprette Médecins Sans Frontières (MSF), det vi på dansk kender som Læger uden Grænser.

De franske læger havde været udsendt under Biafrakrigen med Internationalt Røde Kors (ICRC), og de forstod ikke, hvorfor ICRC ikke ville udtale sig offentligt om de forfærdeligheder, de havde bevidnet. Som protest valgte de derfor at løsrive sig fra Røde Kors. Nogenlunde samtidig havde cyklonen Bhola i det nuværende Bangladesh, der kostede mere end 625.000 mennesker livet, fået redaktøren på det medicinske tidsskrift Tonus til at starte en organisation, hvis formål var at yde nødhjælp efter naturkatastrofer.

Den 20. december 1971 slog de to grupper af læger og journalister sig sammen. De ville ikke længere være tavse vidner til verdens uhyrligheder, for så var de, som de udlagde det, selv medskyldige. I dag er Læger uden Grænser verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation med aktiviteter i 70 lande og 65.000 ansatte. Men lad os zoome ind på Biafrakrigen, hvor det hele startede. For Læger uden Grænser var også et brud med den traditionelle nødhjælpspraksis.

Lidelsen i fokus

På det kolde betongulv ligger en lille dreng foldet sammen om sig selv. Han er nøgen med små dun på hovedet. Hans ribben stikker tydeligt frem. Han gemmer sit ansigt, for hen over ham læner en fuldvoksen mand sig med et kamera, der peger direkte ned på ham. Drengen er sort, manden er hvid, og rundt om dem har en flok mennesker dannet ring for at observere det absurde scenarie.

Ovenstående scene er et øjebliksbillede fra Biafrakrigen, og forsidefotografi på bogen The Biafran War and Postcolonial Humanitarianism – Spectacles of Suffering (2017), der er skrevet af doktor i transnational historie ved Rurh Universitet Lasse Heerten.

Da Lasse Heerten i sin research til bogen faldt over fotografiet, vidste han med det samme, at det skulle på forsiden. Det illustrerer nemlig præcist, hvordan Biafrakrigen blev konstrueret i medierne, fortæller han.

»Fotografen vælger at fokusere på det mest lidelsesfulde, han kan finde i lokalet. Det var lidelsen, frem for den politiske konflikt, der blevet fremhævet i de vestlige medier.«

Faktisk udviklede Biafrakrigen, der udkæmpedes mellem juli 1967 og januar 1970, sig til et globalt medieevent, hvor billeder af udsultede biafrabørn blev livetransmitteret direkte ind i de vestlige dagligstuer, fortæller Mie Vestergaard, der har skrevet ph.d. om Internationalt Røde Kors’ rolle under Biafrakrigen.

Og det var nyt, tilføjer hun, at en aktiv og intern konflikt fik så stor medieeksponering.

Samtidig havde FN meldt ud, at organisationen i kølvandet på afkoloniseringen ikke ville blande sig i interne statsanliggende. Det skabte et vakuum, som de humanitære organisationer skulle udfylde. Men deres rolle var uklar, fortæller Mie Vestergaard.

Krigens regler

Inden Biafrakrigen herskede der en idé om, at en krig bestod af to modstridende parter. Når kamphandlingerne var slut, havde Røde Kors mandat til at hjælpe de nødlidende, hvilket de gjorde i samarbejde med de stridende stater. Men den formel passede ikke på Biafra, forklarer Mie Vestergaard.

»Røde Kors-medarbejdere gik rundt med Geneve-konventionerne som en håndbog om krigens regler, som de fordelte blandt soldaterne. Men krigens regler havde ændret sig i praksis.«

Fra felten så de læger, der senere dannede Læger uden Grænser, hvordan igboerne i Biafra blev udsat for det, de kategoriserede som et folkedrab. De var ikke tilfredse med Røde Kors’ indsats og anklagede hovedkvarteret for at være for konservative og berøringsangste i forhold til at kritisere den nigerianske stat.

Ledelsen i Røde Kors protesterede faktisk, men gjorde det direkte til den nigerianske stat frem for at udtale sig offentligt. De ville ikke sætte samarbejdet over styr og blive udelukket fra at intervenere fremadrettet.

Med Biafrakrigen opstod et brud med den traditionelle nødhjælpspraksis og en diskussion om, hvornår man som humanitær organisation har ret til at overskride statssuverænitet for at intervenere humanitært. De franske læger var ikke bange for at råbe højt, og med deres løfte om témoignage startede de en helt ny kommunikationsstrategi inden for nødhjælpssektoren.

»De franske læger var gode i medierne, fordi de var indignerede og turde kritisere. De blev klassens frække dreng over for de jakkesætsklædte schweizere fra Røde Kors’ hovedkontor,« siger Mie Vestergaard.

Sitrende stemning

Efter at Astrid Opstrup have fået tilbudt stillingen i Læger uden Grænser, rejste hun til Bruxelles, som er det hovedkontor, den danske afdeling er tilknyttet. Her deltog hun i et tidages kursus sammen med cirka 30 andre fra forskellige lande. De lærte om organisationen, og hvordan man arbejder for Læger uden Grænser.

»Det var vildt at være sammen med de her mennesker. Stemningen var helt sitrende, fordi man kunne mærke, at det var noget, vi alle virkelig havde drømt om og kæmpet for.«

Til at starte med var det eventyret i at komme ud, der trak meget i Astrid Opstrup, fortæller hun. Og hun lægger ikke skjul på, at man nemt bliver afhængig af den adrenalin, det giver at arbejde under meget ekstreme forhold. Men med tiden har hendes motivation for at tage ud også ændret sig.

»Jeg tager meget afsted for lokalpersonalets skyld, fordi jeg ved, at jeg som dansk sygeplejerske kommer med en stærk faglighed, som jeg gerne vil give videre.«

Det var ellers ikke givet, at Astrid Opstrup efter sin første udsendelse skulle afsted igen. Tiden i Den Centralafrikanske Republik var nemlig hård. Som ny plejer man at blive sendt ud på større projekter, der har kørt i nogle år, og som derfor er lidt mere stabile. Men Astrid Opstrup blev sendt ud på et akutprojekt, hvor hun som den eneste sygeplejerske skulle stå for koordineringen af tre sundhedsposter i en flygtningelejr for internt fordrevne.

Alligevel valgte hun at sige ja, da hun en måned efter hjemkomst blev spurgt, om hun ville afsted igen. Hun insisterede dog på, at hun ville et større sted hen, og at projektet skulle være engelsktalende. Destinationen blev Sierra Leone, hvor ebolaepidemien netop var brudt ud.

Stilhed kan dræbe

Læger uden Grænser er vokset stødt igennem de seneste 50 år og driver i dag projekter i 70 lande. Organisationen har fem operative centre i Bruxelles, Paris, Amsterdam, Barcelona og Genève, der hver især driver projekter og sender personale ud.

I 1999 modtog Læger uden Grænser Nobels fredspris for organisationens arbejde med at redde liv i krige, konflikter og katastrofer. I den anledning udtalte den daværende formand, James Orbinski:

»Vi er ikke sikre på, at ord altid kan redde liv, men vi ved, at stilhed helt sikkert kan dræbe.«

Princippet om vidnesbyrd er fortsat helt centralt for organisationens virke, fortæller Heidi Christensen, der er bestyrelsesformand i Læger uden Grænser.

»Nogle gange hjælper det mere at fortælle om de problemer, vi oplever, end bare at sætte folks brækkede knogler sammen.«

Ud over at bære vidnesbyrd, baserer Læger uden Grænser sig også meget på at være upartiske, neutrale og uafhængige. Men det betyder ikke, at organisationen ikke har en holdning, siger Heidi Christensen.

»Det ville være politisk, hvis vi kom og gjorde, som nogen sagde, uden at bedømme selv. Vi vil altid lave vores egen vurdering først og så handle ud fra den.«

Nødhjælp vil altid have en politisk dimension, og som udgangspunkt er det derfor ikke muligt at indtræde som en fuldstændig neutral aktør i en konflikt, mener Mie Vestergaard. Forsøger man det, risikerer man at simplificere det aspekt, at nødhjælp i dag også indgår i en større politisk sammenhæng.

»Der har været en tendens i nødhjælpsarbejde til at udviske de større, politiske dimensioner i en konflikt for at forsvare, at man giver neutral og upartisk nødhjælp.«

Det er Susan Whyte, der er professor i Antropologi ved Københavns Universitet og blandt andet har forsket i humanitær bistand og postkonflikt, enig i. Men hun ser en udvikling hos organisationer som Læger uden Grænser, hvor man i stigende grad indsamler data, der på tilsyneladende neutral vis kan understøtte de mere moralske vidnesbyrd.

Samtidig mener hun, at man inden for nødhjælpssektoren bør fokusere mere på balancegangen mellem intervention i en krise og så de mere langsigtede perspektiver omkring udvikling.

»Man må se det som en lidt mere kompliceret sag: Selv om det giver mening at handle, gør det så en forskel i det lange løb?«

Læger uden Grænser forholder sig i dag mere til de mange dilemmaer i nødhjælpsarbejde end tidligere, mener Heidi Christensen. Eksempelvis arbejder de meget med ulighed i forhold til løn og sikkerhed, der eksisterer internt i organisationen mellem lokalt ansatte og det mobile personale, der primært består af vesterlændinge.

Svært at komme hjem

Lænet op ad døren ind til soveværelset står en karrygul fjällräven rygsæk. Astrid Opstrup fortæller, at hun under sin udsendelse til Irak i 2017 aldrig veg bort fra tasken. Sikkerheden i Irak var langt mere omfattende, end hun tidligere havde oplevet, og tasken, der blandt andet indeholdt en abaya, der er en lang sort kjole, en smartphone og en oplader, skulle hun altid have på sig i tilfælde af, at de skulle flygte.

Hun har en fornemmelse af, at det er blevet mere kompliceret og måske også mere farligt at udføre nødhjælpsarbejde. Man bliver ikke bare accepteret, fordi man kommer fra Læger uden Grænser.

En episode i Tigrayregionen i Etiopien har sat gang i nogle tanker, fortæller hun. Her blev tre medarbejdere fra Læger uden Grænser dræbt i slutningen af juni, mens de var på arbejde. Astrid Opstrup har også selv været med på et projekt, hvor en kollega blev dræbt. Men det betyder ikke, at hun ikke vil afsted igen. Snarere tværtimod.

»Vi må ikke lade os styre af det, men selvfølgelig skal det få os til at reflektere over den måde, vi arbejder på.«

Selv om det måske kan lyde mærkeligt, er en af de største udfordringer ved at arbejde for Læger uden Grænser at komme hjem igen, fortæller Astrid Opstrup. Sværest var det i starten, men denne gang, hvor hun er vendt hjem fra Yemen, har det også været udfordrende.

»Man bliver forberedt på, at det er svært at komme hjem, og at man kommer til at synes, at alle herhjemme er forkælede. Og selv om det lyder klichéagtigt, så er det nøjagtig det, man tænker.«

Når Astrid Opstrup er hjemme, gør hun derfor meget ud af at fortælle, hvad hun har oplevet. Hun holder foredrag og vil altid gerne stille op til interview. Hun tror på, at vidnesbyrdet er et af de vigtigste redskaber, hun som medarbejder i Læger uden Grænser har. For ved at fortælle om sine oplevelser håber hun, at flere får en forståelse for, at det er et vigtigt stykke arbejde, de udfører i Læger uden Grænser.