Interview
Læsetid: 6 min.

Den afghanske hær har forberedt sig i 20 år. Men den tabte til spøgelsessoldater og korruption

Taleban har på kort tid erobret det meste af landet og var søndag rykket ind i Kabul. Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet er det ikke lykkedes at opbygge et politisk system som soldaterne i den afghanske hær har villet kæmpe for at forsvare
De afghanske soldater har ikke været villige til at kæmpe og i værste fald dø for regeringens politiske projekt – derfor er mange deserteret.

De afghanske soldater har ikke været villige til at kæmpe og i værste fald dø for regeringens politiske projekt – derfor er mange deserteret.

Udland
16. august 2021

Taleban rykker frem i Afghanistan. I sidste uge indtog den militante islamistiske bevægelse først en række mindre byer i landet for derefter at nå de tredje- og andenstørste byer, Herat og Kandahar, mens den i løbet af fredag og lørdag rykkede helt frem til Kabul. Og søndag aften var de rykket ind i Kabul.

Efter 20 år med vestlig tilstedeværelse i Afghanistan, hvor man har brugt milliarder af dollar og tusindvis af timer på at forberede den afghanske hær på at kunne forsvare landet, er det meste af landet blevet erobret af Taleban på få uger. Mange steder uden kamp. 

Hvordan kunne det gå så hurtigt?

Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet David Vestenskov er der en hovedårsag til den hurtige fremrykning: Det er ikke lykkedes at danne en regering og et system, som de afghanske soldater vil kæmpe for.

»Kampmoralen blandt de afghanske styrker er stort set ikkeeksisterende. Det er fordi, man ikke har haft et politisk projekt at kæmpe for. Der er ikke nogen som vil kæmpe for et politisk projekt, som alligevel forsvinder,« siger Vestenskov.

En hær af spøgelsessoldater

Den afghanske hær burde være overlegen.

Sammen med det afghanske politi råder hæren over flere end 300.000 mand, som de seneste år er blevet trænet af blandt andet amerikanske soldater. De har kampfly og kampvogne, mens enhederne på slagsmarken er blevet udstyret med avanceret militærudstyr.

Men den er kun overlegen på papiret.

Ifølge den amerikanske tilsynsmyndighed SIGAR (The Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction), som overvåger genopbygningsindsatsen i Afghanistan, er en del af den afghanske hær såkaldte »spøgelsessoldater«, som ikke findes i virkeligheden. De lokale afdelinger i hæren har skrevet spøgelsessoldater eller hele spøgelsesdelinger på listerne i deres regionale enhed for at få udbetalt flere penge af amerikanerne.

»Man kan roligt tage 50 procent fra,« siger David Vestenskov.

Derudover har kampfly og kampvogne ifølge ham kun en mindre betydning, hvis de ikke kan understøttes af kamptropper.

»Det handler igen om kampmoralen. Hvis du ikke har soldater, som kan indtage et område, efter du har bombet fra luften, så kan du ikke vinde. Du kan ikke bombe dig til sejren.«

– Men normalt siger man, at flyvevåben kan afgøre krige …

»Det kan de. Men kampfly er en force multiplier, og hvis du ganger noget med nul, hvis du ikke har nogen hær på jorden, så er det sådan set underordnet. Der var vurderinger, som gik på, at man med luftvåbnet kunne holde Taleban på afstand af de større byer, men hvis enhederne, der skal forsvare byerne, smider håndklædet i ringen, så er det underordnet.«

Som en tredje afgørende faktor nævner David Vestenskov korruption.

Siden 2001 har USA brugt 145 milliarder dollar på genopbygning af Afghanistan, viser tal fra den amerikanske tilsynsmyndighed SIGAR, som opgør udgifterne på forskellige områder som for eksempel humanitær og politisk bistand. Ud af det samlede beløb er 88 milliarder dollar blevet brugt på sikkerhed. Men ifølge SIGAR er en del af pengene forsvundet.

»Noget af det er selvfølgelig gået til uddannelse og udstyr, mens andet er gået direkte til korruption,« siger David Vestenskov.

Som en fjerde faktor nævner han, at en stor del af de afghanske soldater ikke er særlig godt uddannede. De har ifølge ham fået »seks eller otte ugers træning«. Så er de blevet sendt til fronten.

»Den enkelte fodsoldat mangler simpelthen den nødvendige træning. Det kan være alt fra våbenbetjening til det taktiske og operative niveau, og det siger sig selv, at hvis man bare tager et våben i hånden og går ud og kæmper, så står man en hel del svagere end modstanderen.«

– Men hvordan kan de være dårligt trænede, når en stor del af indsatsen fra Vesten netop har handlet om træning?

»Fra vestlig side har der helt klart været et forfejlet fokus på kvantitet. Man ville træne så mange som muligt. Det kan være, at man ikke skulle have fokuseret på nogle af de her fjernt beliggende områder, men der var et fokus på hele landet. Man kunne have erkendt, at måske er det Kabul og de større byer, vi skal fokusere på.«

Desertører 

Taleban er langt dårligere udrustet. Bevægelsen har hverken kampfly eller kampvogne, men rykker frem over slagmarken i pickups. De seneste uger har man i aviser og tv kunnet se billeder af mænd, som har indtaget byer iført sandaler og bevæbnet med kalasjnikovs, en pjaltehær eller – som Vestenskov siger med en mere fagligt korrekt betegnelse – lette infanterister.

»Langt størstedelen af Talebans styrker vil være den type. Men man skal huske, at bevægelsen har tilpasset sig til at føre krig i Afghanistan. Det er en klassisk oprørsbevægelse, som blander sig med civilbefolkningen og kan bevæge sig hurtigt rundt.«

Ifølge en rapport fra det amerikanske Combating Terrorism Center har bevægelsen en kerne på omkring 60.000 krigere og omkring 90.000 støtter fra lokale militser. Men Talebans størrelse afhænger af, hvor godt det går på slagmarken – man taler om en franchise – og lige nu går det godt.

»De seneste måneder er mange grupper er gået over på Talebans side. Mange vil gerne være på det vindende hold, og måske skal tallet op på 100.000 eller flere, som lige nu er en del af bevægelsen,« siger David Vestenskov.

Ifølge professor i statskundskab på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen har »mange« af de soldater, som Vesten har uddannet, angiveligt skiftet side og kæmper nu for Taleban mod den afghanske hær.

Den vurdering deler David Vestenskov.

Præsidentens flugt

De seneste dage har Taleban rykket hurtigere og hurtigere frem.

I begyndelsen af ugen kom det frem i en rapport fra en amerikansk efterretningstjeneste, at man vurderede, at Kabul kunne komme under angreb inden for få uger og regeringen falde inden for tre måneder. Det var i starten af ugen. I løbet af ugen indtog Taleban en række store byer og rykkede søndag ind i hovedstaden.

Tidligere søndag var den afghanske præsident Ashraf Ghani flygtet ud af landet, skriver The New York Times.

David Vestenskov forudser (interviewet blev lavet søndag eftermiddag, red.), at Kabul falder inden for ganske kort tid.

»Man taler om en fredelig magtoverdragelse, nogen kalder det forhandlinger, men det handler nok mere om, at man fra amerikansk side lægger pres på Ashraf Ghani (præsidenten, red.) for at få ham til at overdrage alt med henblik på at undgå, at der pludselig kommer en eskalation af volden i Kabul. I og med at alt er tabt alligevel, vil man hellere have en fredelig magtoverdragelse end at begynde og kæmpe.«

– Når du tænker tilbage på det vestlige engagement i Afghanistan, hvad tænker du så?

»Det er tydeligt for alle, at man ikke er lykkedes. Man har ikke fået trænet en kapabel hær. Jeg tror mest af alt, det hænger sammen med, at den politiske del ikke har været med. Man har opbygget et kunstigt system med en udløbsdato i stedet for at opbygge et system, som kunne fungere i en national kontekst.«

– Men hvorfor er det afgørende for den enkelte soldat… han kunne vel godt kæmpe, selv om der er problemer i det politiske system?

»Man skal helst have et system, man tror på, også ned gennem rækkerne. Hvis man mener, at systemet kun plejer sine egne interesser, så kan det godt være, at du gør, hvad der bliver sagt, lige så længe det system ser ud til at holde, men når det bliver trukket væk, så skaber det sprækker. Så må man bare erkende, at man måske nok har givet Taleban kamp til stregen, men at man ikke var villige til at gå i døden for styret i Kabul.«

– Og det skal man være?

»Ja, ellers er det ligegyldigt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ak ja, hvor er det trist hvad der nu er sket i Afghanistan, men det kommer ikke som nogen overraskelse for mange, hvilket gør det endnu mere sørgeligt.

Især må de soldater der har været udsendt fra Danmark, og ikke mindst i erindring også de 44 døde samt de mange sårede på sjæl og legeme sidde tilbage med en bitter smag over så let politikerne tager på deres liv.

Vi skal også huske på familierne til de dræbte, fædre, mødre, søskende, koner og børn, som har mistet en kær person, en far osv. osv., samt alle dem der i dag lider forskelligt under deres fysiske og mentale nedbrydning efter at have gjort tjeneste i Afghanistan.

Når jeg sidder og læser artiklen genkender jeg mange af de ting som jeg skrev i forbindelse med artiklen med Mogens Lykketoft, - men også ihukommende tidligere tiders skribleri med næsten helt samme indhold og som ligger år tilbage.

Artiklen med Mogens Lykketoft:

https://www.information.dk/indland/2021/07/mogens-lykketoft-krigen-afgha...

Espen Bøgh
28. juli, 2021 - 11:46

Det er de helt samme ting der beskrives i denne artikel om hvorfor det ikke blot gik galt men også hvorfor det ville gå galt, sådan som vi nu er oplyst fra dagens medier.

En ting er den danske politiske følgagtighed overfor den Amerikanske krigspolitik, som det ganske vist ikke må omtales, - så hellere fredspolitik , men med våben til at kontrollere freden.

Som vi har set i såvel Irak, Libyen og nu igen i Afghanistan, så er det ikke de amerikanske våben der bestemmer udviklingen, - når ideologien i landet alligevel ikke er afstemt til de påståede mål som våbnene skal skal sikre udviklingens retning.

Det der kan bekymre er lidt ligesom historien om "Jeppe på bjerget" hvor alle siger Jeppe drikker, men ingen spørger "Hvorfor drikker Jeppe"?

Jo, det er en genoplevelse fra Vietnam vi ser, - men hvorfor ser vi gentagelserne igen og igen, i Amerikansk militær udenrigspolitik?

Amerika har vel nok verdens største efterretningstjeneste, CIA, forhadt eller elsket er ligegyldigt lige her, det er derimod ikke de efterretninger som vi ser gang på gang, om krigene, - CIAs forståelse af krigene, der har et klart skær af realisme om mulighederne for at lykkes, - men alligevel bliver deres vurderinger ikke brugt politisk militært.

Er det en erkendelse vi skal gøre os, at den økonomiske liberalisme er rykket ind i det inderste af den politiske administration i Amerika i stedet for, og reelt styrer i den retning som det "Militærindustrielle komplekse" ønsker sig for fortjenestens skyld, og som tidligere præsident Dwight D. Eisenhower så klart advarede imod, og ikke måtte ske, men nu er en realitet.

Spørgsmålet er; "Logrer hunden med halen eller logrer halen med hunden".

Bunkevis af kugler krudt og kanoner, fly brændstof osv., osv., osv. er brugt og har kostet over 1.000 mia. dollars alene i Afghanistan, - og så må vi ikke glemme de andre stedet, Vietnam, Libyen og Irak hvor situationen er den samme - en tabt krig med svære menneskelige tab(2 - 4 mio.) i disse lande.

Der er spenderet mia. og atter mia. i disse krige, men intet syntes forandret i disse lande til fordel for befolkningerne, - hverken politisk, økonomisk eller på anden vis livsstilsmæssigt i samfundene.

Per Torbensen, Per Christensen, John Johansen, John Liebach, Sören Tolsgaard, Søren Fosberg, Rolf Andersen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Kan det tænkes, at størsteparten af afghanerne hadede os vesterlændinge og betragtede os som en besættelsesmagt? Måske går det så hurtigt, fordi afghanerne i al almindelighed betragter taliban som frihedskæmpere, der sikrer at landet vender tilbage til de religiøse dyder de værdsætter, og som vesterlændingene brutalt trådte under fode.
Jeg synes samfundsændringerne de sidste 20 år er store fremskridt, men mon ikke det dybt religiøse afghanske folk mener, det er djævelens værk.

Jeppe Bundgaard, John Liebach, Christian Larsen, Dorte Nielsen, olivier goulin og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
olivier goulin

God analyse - og meget enig - med en lille tilføjelse:

Jeg tror også en del af forklaringen er, at Taleban som det sammenrend det reelt er i dag, i virkeligheden falder meget godt i tråd med store dele af det traditionelle Afghanistan. I virkeligheden repræsenterer de nok meget mere den brede befolkning, end vi tror i vesten - og mere end den moderniserede urbane elite i Kabul gør. Vi ser det samme i nabolandet Iran - og i virkeligheden i hele den Indo-Iranske region - at det store flertal af landbefolkningen støtter stærke patriarkalske og religiøst konservative ledere - og de moderne vestigt orienterede eliter i de store byer, som primært er dem vi forholder os til, udgør en relativt lille minoritet. Præstestyret i Iran, Sadam Hussein i Irak, Erdogan i Tyrkiet - alle har de i perioder haft stor folkelig opbakning på landet - så længe folk havde basale fornødenheder.

Så igen kommer det tilbage til, at en varig modernisering af disse iboeende konservative lande er meget vanskeligt at tvinge igennem på kort tid. De har det med at blive kunstige og ustabile konstruktioner, som kræver en enten en ydre opretholdelse, eller en centralmagt af en vis kaliber - og så snart denne opretholdene kraft forsvinder, da tager folket megten tilbage

Det er ikke blot et spørgsmål om demokrati - det er endsige spørgsmålet om Afghanistan overhovedet egner sig som nationalstat
Uden nationalstat ingen demokrati
Afghanistan er et udpræget stamme- og klansamfund - igen ikke forskelligt fra resten af regionen - men måske i mere udpræget grad.

/O

Per Torbensen, John Johansen, John Liebach, Sören Tolsgaard, Espen Bøgh, Martin Mortensen, Rolf Andersen og Simone Lundqvist anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Hele situationen kan være helt anderledes om 3-4 måneder.
Ja, Taliban vandt krigen , men kan de holde freden ?

Jeg tror det ikke.

Per Torbensen, Espen Bøgh, Kim Houmøller og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Arne, hvad skal Taliban med fred, når det er i krig de vinder? De har jo netop bevist at vores syn på verden er forkert. Fred er ikke og har aldrig været et mål for dem. Man tager fejl hvis man tror at de tænker som os i Vesten. De har absolut ingen planer om at opbygge landet (opbygge som at gøre landet til et sted hvor mennesker trives og hvor livskvalitet er noget der måles i BNP, fladskærme på væggene, og hospitaler er noget der sikrer at kvinder ikke dør i barselssengen). Der er kun èn ting der tæller, og det er det der står i Koranen. Fred er er begreb vi bruger i vores kontekst, det er ikke noget som Taliban regner for vigtigt, det er så at sige hamrende irrelevant.

Inger Pedersen

Arne Albatros Olsen

e kan vel ikke vinde freden dårligere, end vi vest-magter gjorde?

Lad os spørge nogle andre.
Det er forstemmende, at denne avis´ redaktion, bliver ved med at søge svar hos militæreksperter om, hvorfor det gik så galt i Afghanistan. Militæret har gennem 20 år haft chancer nok til at vise, hvad det dur til, og der er investeret kæmpe summer for at løse opgaven. Endnu værre er det, at vores indsats i Afghanistan sammen med vore ulovlige krigshandlinger i Iraq og andre steder i Mellemøsten totalt har ødelagt Danmarks tidligere ry som en nation, der søger fred og retfærdighed gennem samarbejde i FN. Alle de nævnte steder har vi som nation gennem vores militære interventioner været med til at skabe sorg og fortvivlelse gennem flygtningestrømme, dræbte civile og soldater foruden vore egne og vores allieredes tab.
Vore militære ledere har fra starten og indtil for ganske for nylig har været meget forhippede på at komme af sted for at "gøre en forskel". Trods alt vores moderne militæreudstyr, vores meget, meget dygtige soldater i alliance med verdens største militærmagt, har militæret ikke kunnet løse opgaven. Og det til trods for, at der har været stort set ubegrænsede midler når det gælder om at bombe, skyde og dræbe.
Nu er det alt sammen endt i total fiasko. Alle de fremskridt man har brystet og retfærdiggjort sig med de sidste 20 år, er rullet tilbage på en uge. Tynd fernis har det været, ønsketænkning eller selvbedrag. Alligevel bliver avisen ved med at spørge dem, der så eklatant har haft fiasko og begået så mange fejl.
For naturligvis duede militæret ikke til at gøre Afghanistan demokratisk og sikkert (hvilket i vestlige øjne synes at betyde fri for Taliban og Al-Qaeda). Måske faldt hele den militære afghanske indsats sammen som et korthus, fordi, som Peter Knap peger på ovenfor, afghanerne i al almindelighed slet ikke er så utilfredse med Taliban og det stammesamfund de er vant til, for det giver trods alt en vis tryghed og forudsigelighed. Der er igen folk, der bryder sig om at fremmede tager magten i deres land. Der er ingen, der bryder sig om at blive ramt af de fremmedes riffelskud eller at blive ofre for de fremmedes pludselige luftangreb, selvom kugler og granater er ledsaget af velmenende forestillinger om, at de gavner frihed og demokrati.
Som digteren skriver:
Und weil der Mensch ein Mensch ist,
drum hat er Stiefel ins Gesicht nicht gern!
Er will unter sich keinen Sklaven sehn
und über sich keinen Herrn.
Ikke en eneste af de krige som Vesten har ført i demokratiets navn siden anden verdenskrig har fremmet demokratiet eller den internationale orden og samarbejde. Så lad os derfor se bort fra de militære løsninger, der altid viser sig at blive fiaskoer. Lad os spørge nogle andre.

John Johansen, Rolf Andersen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Jeg gad vide hvor alle jerværende debattører har deres formodninger fra og viden om hvad afghanerne ønsker og tænker. Det er godt nok imponerende.

Talebanerne er elskede er der en der foreslår. Af hvem? De unge drenge de tvinger i krigstjeneste? Pigerne der bliver nægtet undervisning? Kvinderne der nægtes deres frihed og ydmygt må leve i skjul eller færdes tildækket og i anonymitet? Folket der må affinde sig i et bevæbnet kleptokrati der stjæler med arme og ben?

Sandheden er ikke sort/hvid, de gode mod de onde. Selvom vesten ikke eksisterede ville Afghanistan og verden ikke være et fredfyldt paradis uden uretfærdighed, uogndertrykkelse,

Sören Tolsgaard

Søren Dahl: "Ikke en eneste af de krige som Vesten har ført i demokratiets navn siden anden verdenskrig har fremmet demokratiet eller den internationale orden og samarbejde."

Det er lovlig kategorisk, vil jeg mene. Sydkoreanerne er antagelig meget tilfredse ved, at amerikanerne hjalp med at holde kommunisterne stangen. Mon ikke også Bosnien og albanerne i Kosovo er glade for, at serberne blev sat på plads. Det kan naturligvis diskuteres, om USA gik for vidt eller blandede sig for meget. Men det er en simplificering, at Vesten siden WW2 kategorisk har saboteret demokratiet og den internationale orden.

Det sagt, har USA i de senere årtier unægtelig begivet sig ud i mange fejlslagne krigseventyr, og mange lande har måttet modtage store flygtningestrømme som konsekvens heraf.

Mht. til den ovenfor af flere antydede tillid eller endog kærlighed til Taliban, så fastholder fundamentalismen vel ligesom mange andre steder sig selv i rurale områder, men er stærkt på retur blandt byernes enorme årgange af børn og unge, som formår at skaffe sig adgang til medier og skolegang. Den trafik vil Taleban naturligvis blokere, men det kan blive vanskeligt på længere sigt, hvor Taleban vil satse på deres stærkeste kort, som overhovedet ikke handler om tillid, men om blodige afstraffelser og rendyrket terror.

Taliban ved, hvor du bor / Mikael Jalving
https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE13203823/taliban...

Søren Fosberg: "Selvom vesten ikke eksisterede ville Afghanistan og verden ikke være et fredfyldt paradis uden uretfærdighed, undertrykkelse". Det har du ret i. Som Kingo skriver: Himlen har ene lyksaligheds stand.
Sören Tolsgaard: "det er en simplificering, at Vesten siden WW2 kategorisk har saboteret demokratiet og den internationale orden". Det er jeg enig i. Men det jeg sagde var: "Ikke en eneste af de krige som Vesten har ført i demokratiets navn siden anden verdenskrig har fremmet demokratiet eller den internationale orden og samarbejde". Det kan godt være at sydkoreanerne er glade for at hele Korea ikke endte som i Nord. Men den efterlod en stor del af koreanerne under det bestialske styre i Nord - for dem blev der intet demokrati. Det kan godt være at bosniakker og albanere er glade for, at vi ulovligt bombede Serbien. Med det er ikke det samme, som at den indsats har gavnet demokratiet og den internationale orden og samarbejde.

Sören Tolsgaard

Søren Dahl -

Hm. Havde Sydkorea, Bosnien & Kosovo mon haft nogen som helst chance for selvstændighed, hvis ikke Vesten havde interveneret?

At Nordkorea var udenfor rækkevidde er beklageligt, men kan vel næppe bebrejdes USA, som sikkert gerne havde befriet hele Korea for kommunismen, men havde svært ved at hamle op med de samlede sovjetiske & kinesiske styrker.

Fejldispositioner kan findes og fremhæves, men uden USAs ofre i denne krig, var hele Korea utvivlsomt endt under Kim Il Sungs styre. Det er oplagt, at USA hér med nogen succes satte en grænse for kommunismens fremmarch, hvortil en massiv krigsindsats var nødvendig.

Mere broget er billedet i Bosnien & Kosovo, som dog antagelig fortsat havde været under serbisk kontrol, hvis ikke Vesten havde grebet ind - og fortsat må håndhæve sikkerheden med fredsbevarende styrker, idet dybtliggende spændinger ellers kan bryde ud når som helst. Kosovo bebos dog langt overvejende af albanere, som ikke ønsker serbisk overherredømme, men kun med international assistance magter at fastholde selvstændighed.

Omvendt er Vestens protester over Ruslands anneksion af Krim komplet uden hold i virkeligheden. Indbyggerne på Krim er langt overvejende russere, som ikke har noget ukrainsk tilhørsforhold. Uanset, om den russisk anførte invasion og folkeafstemning er ulovlig, er regionen russisksindet og har kun været ukrainsk i en kort periode og kun i administrativ forstand.

Der gives kampe, som er værd at kæmpe, og de skal vælges med omhu.

Kubilay Karahan

USSR havde jo satset på nation-building og omend ikke en Unified Centralised Democracy som Biden udtrykker det, men en Socialist Republic of Afghanistan som i den grad blev saboteret af en Bermuda trekant af evil of axis: US, Saudi-Arabien og Pakistan at kvinder og pigebørn blev ladt i stikken i 1992 i Kabul til Middelalderen efter at Yeltsin på diktat fra US trak stikket ud, og idag 30 år senere bliver de igen ladt i stikken af samme evil of axis til selv samme Taliban som jo er en Ørkenafspejling af Vesten selv.