Autoritær kapitalisme med tryk på autoritær: Sådan har Xi Jinping forandret Kinas økonomi

I landsbyen Nanjie reciterer indbyggerne Mao Zedong og studerer Marx. På pladsen i bymidten runger klassiske kommunistiske kampråb fra højttaleranlægget. Stedets 814 familier bor i lejlighedskomplekser stillet til rådighed af myndighederne. Alle er garanteret fuld beskæftigelse, gratis sundhedspleje og frit forbrug af alt fra kogeolie til håndsæbe.

Landsbyen i den centrale Henan-provins bliver ikke kaldt Kinas sidste folkekommune for ingenting. Den befinder sig i en slags tidslomme. Som et levn fra engang, hvor kollektivisme og fælleseje var bærende principper i det kinesiske samfund – sådan da. For nogle år tilbage besøgte to sociologer fra det anerkendte Renmin Universitet i Beijing landsbyen.

De publicerede efterfølgende en artikel med den sigende titel ’Fremstillingen af en maoistisk model i en post-Mao-æra: Myten om landsbyen Nanjie’. For Nanjie er ikke en socialistisk modellandsby. Den er et museum for en epoke, der reelt havde sin udløbsdato sammen med formand Mao.

Forskerne kom frem til, at den lokale forretningsmodel var baseret på en blanding af billige lån, turismeindtægter og en nudelfabrik med japanske investorer. 80 procent af arbejdsstyrken bestod af lavtlønnede migrantarbejdere hyret udenbys.

Nanjie har haft den samme partisekretær siden 1977. I alle årene har han værnet om illusionen om det kommunistiske idealsamfund. At han har drevet stedet mere som et konglomerat end en folkekommune er sigende for Kinas udvikling efter Maos død. For Mao var kapitalismen et onde, der skulle bekæmpes og holdes ude for enhver pris. Hans efterfølgere inviterede den indenfor.

Kina skifter kurs

Kinas Kommunistiske Parti har lige siden forsøgt at finde en retorisk og ideologisk formel, der både kan rumme den kommunistiske arv og den økonomiske virkelighed. Denne sommer fejrer partiet sin 100-års fødselsdag. I partiforfatningen hedder det fortsat, at det »højeste ideal og ultimative mål er realiseringen af kommunismen«.

Det klasse- og pengeløse samfund ligger i partiets optik et sted derude og venter. Men hvor Mao havde travlt, slog fornyeren Deng Xiaoping fast, at Kinas udvikling fra det tidlige socialistiske stadie frem mod kommunismen kunne tage over 100 år.

Deng, der blev sin generations mest toneangivende kinesiske leder, kasserede Maos økonomiske politik. Han lod bønderne dyrke og sælge deres egne afgrøder og lukkede lidt efter lidt den kinesiske entreprenørånd ud. For som han formulerede det:

»Det er lige meget, om katten er sort eller hvid, så længe den fanger mus.«

De ekstreme politiske og økonomiske samfundseksperimenter under folkerepublikkens første årtier havde udsultet og nedbrudt den kinesiske befolkning og sat store spørgsmålstegn ved partiets lederevner. Kina var isoleret og fattigt.

Løsningen blev ’socialisme med kinesiske karakteristika’. En formulering der lige siden har været ensbetydende med en form for statskapitalisme, hvor partiet fastholder kontrollen over de vigtigste sektorer som finans, energi, sværindustri og kommunikation, mens markedskræfterne slippes løs i resten af samfundet.

Hvor Mao stræbte efter at gøre Kina selvforsynende og advarede mod at blive afhængigt af andre lande, hægtede Deng Xiaoping Kina på det globale økonomiske kredsløb.

»For at accelerere Kinas modernisering bliver vi nødt til at tage ved lære af andre landes erfaringer. Vi bliver også nødt til at tage imod udenlandsk finansiering,« udtalte Deng i talen ’Hvorfor Kina har åbnet sine døre’ fra 1980.

Samme år blev Kina medlem af IMF og Verdensbanken. Først strømmede udenlandske investeringer til de særlige økonomiske zoner på østkysten og ved Perleflodsdeltaet. Derefter til resten af landet. I 1990 åbnede aktiebørserne i Shanghai og Shenzhen, og i 2001 blev medlemskabet af Verdenshandelsorganisationen WTO den ultimative milepæl for Kinas integration i den globale økonomi.

Samme år fik forretningsdrivende for første gang mulighed for at blive optaget i kommunistpartiet. Fremstillingssektoren voksede med rekordfart, og eksporten skød i vejret. Reformperioden betød også massefyringer og stor social usikkerhed, tårnhøj inflation og korruption – men resultatet var en vækst uden historisk fortilfælde. I 2010 blev Kina verdens næststørste økonomi og i 2013 den største handelsnation.

Xi slår ned

I dag er folkekommunerne for længst borte, mens den private sektor dominerer. Ifølge World Economic Forum tegner den sig for halvdelen af Kinas skatteindtægter, 60 procent af bruttonationalproduktet og 90 procent af alle nye job.

Men under den nuværende politiske ledelse svinger reformpendulet atter mod mere magt til partistaten og mere kontrol med det private erhvervsliv. I stedet for at liberalisere Kinas enorme, statslige selskaber har partisekretær og præsident Xi Jinping gjort dem endnu større. Samtidig kræver han, at private virksomheder retter ind efter partiets ønsker og Kinas nationale udviklingsmål.

Det fortæller James McGregor, der er forfatter til bogen No Ancient Wisdom, No Followers, The Challenges of Chinese Authoritarian Capitalism, og som tidligere stod i spidsen for det amerikanske handelskammer i Beijing.

»Partiet vil mene, at det har raffineret den autoritære form for kapitalisme. Der er nok kapitalisme til, at markedet fungerer, og til at kunne støtte entreprenørånd og iværksætteri. Den autoritære del består i, at partiet kan kontrollere alle, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er grænser for, hvor stor en privat virksomhed kan blive i Kina. I den sidste ende er der kun én boss, og det er kommunistpartiet,« siger han.

En række af Kinas mest prominente private selskaber har fået overdraget det budskab på kontant vis. Det gælder eksempelvis internetgiganten Alibaba Group.

Alibaba blev stiftet af serieentreprenøren Jack Ma tilbage i 2001 på et tidspunkt, hvor Kina knap nok var kommet online. Selskabets forskellige platforme for internethandel overgår langt amerikanske mastodonter som Amazon i omsætning og er en enestående kinesisk succeshistorie.

Jack Ma selv har længe haft stjernestatus hjemme i Kina og er givetvis den mest kendte kinesiske erhvervsperson uden for landets grænser. Og så er han noget så usædvanligt som en kinesisk erhvervsleder med charme og holdninger til de mange udfordringer, Kina står over for.

Store armbevægelser har før bragt andre kinesiske erhvervsikoner i problemer. Men som medlem af kommunistpartiet og stifter af en af landets mest innovative og største selskaber har Jack Ma formået at skubbe grænserne for det mulige.

Som han for et par år siden selv formulerede det i et interview til erhvervsmediet Bloomberg: »Vi er altid et skridt foran tilsynsmyndighederne – det bliver vi nødt til. Ellers kommer vi ingen steder.«

En udtalelse, der i dag lyder af hybris og manglende politisk fingerspidsfornemmelse. Stort set uden varsel satte myndighederne sidste år en stopper for børsnoteringen af Alibabas finansielle datterselskab, der blandt andet står bag den populære mobilbetalingstjeneste Alipay med flere end en milliard brugere.

Børsnoteringen var anslået til en værdi af svimlende 225 milliarder kroner. I foråret fulgte en rekordstor bøde på omkring 17 milliarder kroner for brud på Kinas monopolregler.

Den før så karismatiske og udadvendte Jack Ma har stort set ikke vist sig offentligt i hele perioden. Han har fået forbud mod at forlade Kina og holder for tiden meget lav profil. Hele sagen har skabt fornyet fokus på forholdet mellem den kinesiske partistat og det private erhvervsliv.

Alibaba er kun en ud af flere store, kinesiske teknologiselskaber, der er i myndighedernes søgelys. Den finansielle sektor er staten og partiets domæne, og her må de private foretagender indordne sig, lyder det klare signal fra partitoppen.

Frygt for afhængighed

Under Xi er topstyring og partidisciplin i centrum. Spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde for den dynamik og iværksætterånd, der har været afgørende for den kinesiske vækst siden Deng Xiaoping.

»Den kinesiske økonomi blev bygget af embedsfolk og entreprenører ude i provinsen, der skubbede til grænserne og var opfindsomme og eksperimenterende. Det var sådan, tingene udviklede sig. Ved at noget virkede lokalt og derefter blev implementeret i resten af landet. Men med den strenge topstyring, vi ser i dag, holder mange hovederne nede for ikke at komme i problemer,« siger James McGregor.

Han peger på, at partiet er i færd med at reevaluere Kinas økonomi og internationale rolle. Centralt i den proces er begrebet dobbeltcirkulation. Det dækker over en økonomisk tilgang, hvor Kina fremadrettet overvejende skal fokusere på det hjemlige forbrug – den interne cirkulation – understøttet af de internationale markeder – den eksterne cirkulation. Det skal samtidig skærme Kina fra trusler udefra, forklarer James McGregor.

»Kina meldte sig ind i alle de multilaterale fora og inviterede en masse udenlandske selskaber indenfor. Nu ser de sådan på det, at de står over for et internationalt fjendtligt miljø. Derfor ønsker partiet at mindske risici ved at lade økonomien blive drevet af egen vækst og teknologi og hjemligt forbrug. Målet er at gøre Kina mindre afhængigt af verden,« siger han.

Lige som Mao frygter Xi at være afhængig af andre lande – især USA. Inden for kernesektorer som energi, teknologi og fødevareproduktion stræber den kinesiske ledelse igen efter at blive selvforsynende.

Ekkoet fra Mao-tiden betyder dog ikke, at Xi isolerer Kina internationalt, eller at han afskriver ideen om ’socialisme med kinesiske karakteristika’. Det er nærmere et forsøg på tilpasning i en tid, hvor Kinas eksport og investeringsdrevne udviklingsmodel er ved at tabe pusten, og hvor den geopolitiske rivalisering med USA er blevet en permanent faktor.

Udenlandske selskaber vil fortsat kunne investere i Kina – hvis de medbringer brugbar teknologi og retter ind efter partiets dessiner. Kinesiske selskaber vil ligeledes tage ud i verden for at vinde markedsandele, men de vil i endnu højere grad skulle følge kommunistpartiets målsætninger.

Det ændrer forholdet mellem stat og markedskræfter hjemme i Kina – og globalt. For Kina er i dag så stor en økonomisk kraft, at USA og EU er tvunget til at handle, når Kina lægger sin enorme vægt bag nationale udviklingsstrategier.

Transformationen

»Verden gennemgår en stor transformation, der gør det svært at spå om, hvad der kommer til at ske. Bare se på USA, hvor kongressen er ved at indføre en meget omfattende industripolitik til flere hundrede milliarder dollar for at kunne konkurrere med Kina. Det er nødvendigt, fordi private virksomheder ikke har den samme langsigtede strategiske forpligtelse. På den måde kan man sige, at Kina tvinger Europa og USA til at ændre statens rolle i samfundet,« siger James McGregor.

I den konkurrence er Xi Jinping overbevist om, at Kinas form for statsstyring er stærkest.

»Xi tror fuldt og fast på partiet, på leninismen og på det kinesiske systems overlegenhed over for et USA, hvis magt han ser som aftagende. Han mener, at Kinas tid er kommet«.