Ekspert: Vand er blevet en mangelvare i Mellemøsten, og ingen taler om det

Irans sydvestlige provins Khuzestan har længe været arnested for ustabilitet. Allerede under den iranske revolution i 1979 forsøgte provinsens arabiske befolkning at kæmpe for autonomi. I 1980’erne var området frontlinje under krigen mellem Iran og Irak, og i de senere år har der været flere protester inspireret af Det Arabiske Forår, som alle er blevet slået ned af regimet i Teheran.

Lige nu handler den aktuelle sociale uro dog om vandmangel.

I årevis har miljøeksperter advaret om, at det iranske regimes massive udviklingsprojekter såsom opførelse af dæmninger, vandingsanlæg og kunstige vandløb, der dirrigerer vand fra Khuzestan til naboprovinserne, før eller siden ville føre til store problemer for Khuzestan. Det før eller siden er så nu, hvor hedebølger og mangel på nedbør har forstærket eksisterende problemer og bekræftet forskernes profetier.

I disse dage mangler 702 landsbyer i provinsen drikkevand, siger Mojtaba Youssefi, der er parlamentsmedlem fra byen Ahwaz. Vandmanglen har ført til ugelange protester, hvor mindst fire mennesker ifølge Human Rights Watch er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

»Klimaforandringer og tørke er en katalysator her,« siger Kaveh Madani, tidligere vicepræsident for Irans miljøstyrelse, som nu er senior fellow ved Yale University, til Information.

»Men vi skal ikke kun give klimaforandringer og tørke skylden, for så fratager vi magthaverne ansvar. Nutidens vandproblematikker er forankret i årtier med dårlig ledelse, dårlig miljøstyring og mangel på fremsyn. Man har simplethen ikke været forberedt på en situation som denne.«

Sovet i timen

På mange måder er Khuzestan et mikrokosmos af de udfordringer, som Iran og Mellemøsten står over for i dag, påpeger Madani. Ikke mindst på grund af satsninger på enorme landbrugsprojekter, hvilket har betydet, at landene er ved at løbe tør for vand. Og magthaverne gør kun problemet værre, fordi de har fejet spørgsmål om klima, miljø og vand ind under gulvtæppet.

Alene i denne måned har der været protester mod vandmangel i Irak, Sudan, Algeriet og Yemen. I stedet for at adressere udfordringerne har magthaverne svaret tilbage med undertrykkelse. Og det er bekymrende, for det er tvivlsomt, hvor længe regimerne kan fortsætte i det spor.

En rapport udarbejdet af FN-initiativet RICCAR påpegede i 2018, at store dele af den arabiske verden risikerer temperaturstigninger på op til fem grader i slutningen af det 21. århundrede. Det betyder, at store områder de facto vil være ubeboelige til den tid, blev det vurderet i rapporten.

Men længe før vi når så langt, forudser talrige forskningsrapporter, at vandmangel, miljøproblemer og klimaforandringer vil øge de politiske spændinger. Der vil blive mere arbejdsløshed, ustabilitet, fattigdom og migration.

Lokalt er disse tendenser allerede undervejs flere steder i regionen. I Egypten, Irak, Syrien og Iran forlader landmænd i stor stil deres jord og flytter til storbyen, hvor de konkurrerer mod hinanden om lavtlønnede job. Det skaber grobund for utilfredshed og voldelige protester.

Stockholm International Peace Institute konkluderer i en rapport, at Mellemøsten har brug for en helt ny måde at tænke sikkerhed på. En ny regional sikkerhedsramme, hvor man tænker klima og vand sammen med de aktuelle konflikter, er nødvendig.

»Mellemøsten står over for en realitet, hvor man er ved at gå vandbankerot. Vandbehovet i regionen overstiger den naturlige vandforsyning betydeligt. Ingen er interesseret i mere vold og migration, så alle bør arbejde for at løse udfordringerne,« siger Kaveh Madani.

Reformer og nye aftaler nødvendige

I dag huser Mellemøsten seks procent af Jordens befolkning, men regionen har kun adgang til én procent af verdens ferskvand. Og mere end 90 procent af denne ene procent ferskvand går til landbrugssektoren.

»Mellemøstlige regimers idé om en selvforsynende landbrugssektor bør ideelt genovervejes. Ideelt set bør de være selvforsynende på nogle afgrøder, mens andre kan importeres«, siger Kaveh Madani.

De miljømæssige og klimatiske udfordringer kan fortsat tackles, men det kræver en enorm indsats på flere niveauer. Problemet er, at der er så mange interesser på spil, at det ikke er så ligetil. Mellemøstlige stater har siden selvstændigheden fra deres tidligere koloniherrer forsøgt at vise, at de er i stand til at forsyne og brødføde sig selv. Magthaverne har været besatte af tanken om en stor landbrugssektor. Det er et ideologisk spørgsmål, som bør genforhandles, mener Kaveh Madani.

»Som tommelfingerregel siger vi, at der hvor man kunstvander, løber man til sidst tør for vand. Situationen vil forværres yderligere med klimaforandringerne, og det ser vi allerede eksempler på nu,« siger Kaveh Madani.

Bundlinjen er, at hvis magthaverne i Iran og Mellemøsten virkelig ønsker at få styr på vandmanglen, bliver de nødt til at gøre meget mere end blot at lukke ned for internettet og knuse lokale protester med kugler. De skal vise vilje og investere systematisk i at forstå og tilpasse sig klimarisici, siger Kaveh Madani.

Men selv hvis regimerne omstiller sig, bliver det ikke ligefrem en sorgløs tilværelse, der venter forude. Løsningerne er nemlig ikke så lige til.

»Hvis du stopper kunstvanding, skaber du arbejdsløshed, og med arbejdsløshed kan du risikere at skabe revolutioner. Hvis du forsøger at fikse et problem, kan du skabe et andet og større problem. Man skal være bevidst om kompleksiteterne. Det vigtigste er at indse, at vandmangel er blevet så stort et problem, at ingen bør kunne afvise det,« siger Madani.