Feature
Læsetid: 11 min.

Det, der var godt for storkapitalen, var godt for republikanerne – indtil storkapitalen blev woke

Virksomheder er blevet for politisk korrekte for republikanerne, og republikanerne er blevet for ekstreme for virksomhederne. Pagten mellem partiet og forretningseliten har præget det amerikanske samfund i mere end 100 år. Nu er den pagt måske ved at være fortid
Virksomheder er blevet for politisk korrekte for republikanerne, og republikanerne er blevet for ekstreme for virksomhederne. Pagten mellem partiet og forretningseliten har præget det amerikanske samfund i mere end 100 år. Nu er den pagt måske ved at være fortid

Mia Mottelson

Udland
5. august 2021

Da den afgående direktør for USA’s største bilfabrikant i 1953 blev udpeget som ny forsvarsminister i den republikanske regering, spurgte pressen, om der ikke kunne opstå interessekonflikter mellem det politiske arbejde og den virksomhed, han stadig havde væsentlige aktieposter i. Han svarede noget i retning af, at »det, der er godt for General Motors, er godt for Amerika og vice versa«.

Man kan læse sætningen som programerklæringen for en pagt, der har været med til at forme det moderne USA. I mere end hundrede år har politikerne i Det Republikanske Parti og spidserne i USA’s største virksomheder kunne betragte hinanden som naturligt allierede.

Fra politisk side formulerede Ronald Reagan det tilsvarende klart: Staten er problemet, erhvervslivet er løsningen, og de samfund, der »opnår de mest spektakulære fremskridt«, er dem, der »tror på markedets magi«.

Men nu knirker koalitionen mellem kapital og konservative.

Den hånlige vending woke capitalism optræder oftere og oftere på Fox News og andre steder i den konservative offentlighed, som mener, at de liberale værdiers lange march gennem institutionerne nu har nået hjertet af amerikansk kapitalisme. Med inkluderende kønspolitik og progressive kampagner om alt fra Black Lives Matter, våbenkontrol, klima og LGBT+-rettigheder, mener mange på højrefløjen, at store virksomheder som Nike, Walmart, Google og Coca-Cola har valgt side i den amerikanske kulturkrig. De lefler for den identitetspolitiske venstrefløj og markerer sig i opposition til traditionelle, kristne familieværdier.

Republikanerne og USA’s forretningsliv kan muligvis stadig blive enige om at tro på »markedets magi«, men hvis det, de store virksomheder opfatter som godt for dem, pludselig er homoægteskaber, antiracistiske optøjer og offensiv klimapolitik, mener republikanerne ikke længere, at det også er, hvad der er godt for Amerika.

Nu er USA’s erhvervsliv ikke én ting, og de store firmaer taler ikke med én stemme. Men der er ingen tvivl om, at Det Republikanske Partis højredrejning og Trumps autoritære populisme har frastødt en del i USA’s bestyrelseslokaler. Og der er heller ingen tvivl om, at progressive værdier og liberale holdninger er blevet mere fremtrædende i selv samme bestyrelseslokaler over de seneste årtier.

Noget tyder på, at enden er nået for ægteskabet mellem republikanerne og USA’s mest magtfulde virksomheder, og det er svært at overdrive implikationerne af en sådan skilsmisse. For republikanerne præsenterer det en nærmest eksistentiel krise. Efter et halvt århundrede med reagansk markedsfundamentalisme med vedholdende formaninger om, at den private sektor per definition var god og staten ond, er det en oplagt anstrengende øvelse, når Ted Cruz pludselig vil inddæmme og begrænse firmaers liberale kultur gennem lovgivning og domstole.

Heller ikke for de store virksomheder er et grimt brud uden omkostninger. Som basketballlegenden og Nike-reklamesøjlen Michael Jordan engang bemærkede om sit sparsomme politiske engagement, så køber republikanere også kondisko. De køber også andre ting, og umiddelbart er det næppe i firmaernes interesse at lægge sig ud med alle landets konservative forbrugere.

Knas i forholdet

Republikanerne og erhvervslivet har muligvis været ved at vokse fra hinanden længe. Allerede med Tea Party-bevægelsen indledte partiet de retoriske angreb mod eliten, som senere skulle kulminere med Donald Trump. I 2016 kom en forsmag på de mere direkte konfrontationer, da adskillige store virksomheder protesterede over, at North Carolina vedtog den såkaldte toiletlov, der pålægger transpersoner at orientere sig efter deres ’oprindelige’ køn, når de besøger offentlige toiletter. Det er imidlertid først i år, under Georgias hede forårssol, at gnidningerne er endt i et åbent og aggressivt skænderi.

I kølvandet på Donald Trumps påstand om valgsvindel gennemførte det republikanske flertal i Georgia en ny valglov, som opstiller yderligere forhindringer for især sorte og fattiges mulighed for at stemme. Ikke overraskende førte loven til kritik fra demokrater og borgerrettighedsorganisationer. Men også en række af USA’s største firmaer, herunder Coca-Cola og Delta Airlines, der har base i Georgia, kritiserede den nye lov for at være »udemokratisk« og »et skridt bagud«. Selv Major League Baseball protesterede ved at flytte årets all star-kamp ud af staten.

Med andre ord stod republikanerne i en penibel situation. Coca-Cola er ikke bare Georgias stolthed, men en national institution. Et monument over amerikansk kultur. Beder man en asiat eller latinamerikaner om at beskrive USA med to ord, er det ikke usandsynligt, at vedkommende svarer »Coca-Cola« og »baseball«.

Alligevel – eller måske netop derfor – var det denne sag, der fik republikanerne til at trække en grænse. Donald Trump, som angiveligt drikker 12 diet cokes om dagen, opfordrede til boykot af Coca-Cola og påpegede med vanlig modenhed, at baseballligaen alligevel har blødt tv-seere i årevis. Senator Marco Rubio erklærede, at »kontrakten« mellem republikanere og erhvervsliv var »brudt sammen« og anført af en anden senator, Ted Cruz, annoncerede en håndfuld republikanske toppolitikere, at de ikke længere vil tage imod donationer fra store firmaer.

I Wall Street Journal tordnede Cruz imod det, han kalder ’se hvor woke jeg er direktørerne’.

»Vi er nu nået dertil i dramaturgien, hvor republikanere normalt bare trækker på skuldrene, hylder firmaerne som ‘jobskabere’ og sænker skatterne. Ikke denne gang,« skrev han.

»Alt for længe har vi ladet venstrefløjen og dens allierede i forretningslivet angribe vores værdier uden at tage til genmæle. Vi har ladet dem flytte job ud af landet, angribe vores ret til at bære våben og ødelagt vores energifirmaer. Vi har ladet dem tilsværte republikanere uden at betale en pris for det,« fortsatte han, indtil han til sidst satte trumf på:

»Jeg har en besked til dem (direktørerne, red.). Når I igen får brug for hjælp med en skatteundtagelse eller regulatoriske ændringer, så håber jeg, at demokraterne tager telefonen, når I ringer, for det er ikke sikkert, at vi gør det. Fra i dag af vil vi heller ikke tage imod jeres penge længere.«

Cruz’ afsluttende trussel kan læses som en tilståelse. Ja, vi har i årevis været alt for følgagtige over for private interesser, og ja, vi har uden videre hjulpet dem med deregulering og skattelettelser, men nu lever virksomhederne ikke længere op til deres del af aftalen.

Yderligere akavet blev det, da partiets leder i Senatet, Mitch McConnell udtalte sig i sagen. »Mit råd til Amerikas erhvervsliv er at holde sig ude af politik,« sagde McConnell, som alene i 2020 modtog næsten 30 millioner kroner i kampagnestøtte fra private donorer. Kort efter præciserede han, at han ikke talte om »politiske donationer«.

Komplot mod kapitalismen

En af de konservative amerikanere, der har kaldt til krig mod kapitalen, er Stephen Soukup, som i februar udkom med bogen The Tyranny of Woke Capitalism: How Political Correctness Captured Big Business.

»Når venstrefløjen for 15 år siden beklagede, at amerikanske firmaer har alt for stor politisk indflydelse, havde de ret,« siger forfatteren til Information.

»Alt for mange på højrefløjen har været alt for lang tid om at nå den erkendelse.«

I tråd med traditionerne på den amerikanske højrefløj er Stephen Soukup tilhænger af de frie markedskræfter og opfatter det private erhvervsliv som en bærende søjle i det amerikanske samfund. Den private sektor er samfundets motor og skal facilitere vækst, investeringer, innovation og produktion, men som udgangspunkt bør virksomhederne holde sig ude af politik, forklarer Stephen Soukup. Kapitalismens funktion er ikke at formulere moralske principper, drive samfundets værdier, eller løse kollektive problemer.

Oliefirmaer kan selvfølgelig have en holdning til energipolitikken, og teknologisektoren kan give politikerne feedback om, hvordan man skaber de bedste betingelser for innovation, men det er et problem, når Nike, Google og Walmart bruger deres magt på at påvirke politikområder som racisme, klimaforandringer eller våbenlovgivning, som intet har med deres forretninger at gøre.

»Lad os tage klima. Selv hvis vi accepterer præmissen om, at vi står i et skrækscenarie, og verden burde være skredet til radikal handling for flere år siden, så er det grundlæggende et politisk spørgsmål. Firmaer bør ikke tvinge sig ind og mindske vores valgte politikeres handlerum,« siger Stephen Soukup.

Man kan indvende, at markedet og kapitalismens love fortsat gælder. Firmaerne reagerer på pres fra forbrugerne og gør det, som de vurderer, er bedst for bundlinjen. Der er trods alt tale om private virksomheder, som står til ansvar over for deres aktionærer. Hvis de var utilfredse med, at direktionen brugte flere kræfter på at kæmpe for ligestilling og redde klimaet end at øge profitten, kunne de fyre den og ansætte en ny.

Men netop her hopper kæden af, mener Soukup. Sådan burde markedet fungere, men det er ikke længere tilfældet. Tesen i hans bog er, at en lille, magtfuld gruppe af investorer har presset denne udvikling ned over amerikansk erhvervsliv.

Det gælder ikke mindst verdens største kapitalfond, BlackRock.

»De ejer ni-ti procent af aktierne i USA’s 500 største firmaer. Regner vi kapitalfondene Vanguard og State Street med, er vi oppe på små 20 procent,« siger Soukup. »Det betyder altså noget, når BlackRocks topchef, Larry Fink, erklærer, at han fremover også vil vurdere firmaers værdi ud fra parametre som bæredygtighed, diversitet og inklusion,« siger han.

»Og jo, BlackRock er et privat firma, men de varetager en masse almindelige menneskers penge. Folk med en pensionsopsparing eller en aktiesparekonto. Spørgsmålet er, om alle de her mennesker er enige i de politiske mål, som BlackRock forfølger for deres penge.«

Det nye arbejderparti

Hvor Stephen Soukup ser en konspiration udtænkt af investorer, der har haft held til at kuppe dagsordenen i USA’s største firmaer, ser andre en langsom, men naturlig udvikling.

Det er et efterhånden velkendt fænomen, at eliten har bevæget sig mod venstre over de seneste årtier. Som blandt andre Thomas Piketty har dokumenteret, er der tale om en ret klar tendens. I efterkrigstiden stemte de rige og veluddannede på republikanerne, mens de fattige og lavtuddannede stemte demokratisk. I dag forholder det sig i tiltagende grad omvendt. Vi ved, at særligt universitetsuddannede amerikanere har fået mere liberale holdninger til spørgsmål som race, køn og ligestilling over de seneste årtier. For et par år siden viste en PEW-undersøgelse, at sammenhængen nærmest er lineær: Jo længere uddannelse amerikanere har, jo mere »liberale værdier« har de. Jo kortere uddannelse, jo mere »konservative værdier«.

Set i det lys er det ikke overraskende, at progressive ideer om race, kultur og køn har fundet vej ind i de største firmaer. Topchefer, bestyrelsesmedlemmer og resten af de medarbejdere, der er med til at lægge kursen og formulere værdierne i virksomhederne tilhører stort set alle den befolkningsgruppe i USA med de mest liberale holdninger i kulturkrigen: de veluddannede.

Det var nok en overdrivelse, da Ted Cruz for nylig erklærede, at »ikke en eneste af de administrerende direktører USA’s 500 største virksomheder er konservativ«. Men der er åbenlyst noget om snakken, når republikanerne anklager forretningseliten for at være ude af trit af med almindelige amerikaneres værdier.

På den måde er konflikten med big business helt i overensstemmelse med visse republikaneres bestræbelser på at markedsføre sig som den lille mands parti, USA’s arbejderparti i det 21. århundrede. Som debatredaktøren hos den højreorienterede tabloidavis New York Post skrev for nylig: »Skilsmissen er en velsignelse for partiets fremtid.«

Skeptisk venstrefløj

Ved valget i 2020 indsamlede Joe Biden og demokraterne langt flere penge end Donald Trump og republikanerne. Sådan har det bestemt ikke altid været. Det forholder sig imidlertid heller ikke sådan, at demokraterne først for nylig er begyndt at samarbejde og tage imod penge fra storkapitalen. Siden Bill Clintons delvise omfavnelse af republikanernes frimarkedstænkning i 1990’erne har venstreorienterede anklaget partiet for at være for føjeligt over for erhvervslivet. Det peger på et andet tydeligt træk ved den moralske vækkelse i amerikansk kapitalisme.

De fleste større amerikanske virksomheder har en bæredygtighedsstrategi og et sæt etiske værdier. De erklærer stolt, at de tror på diversitet, racelighed og kønsligestilling, men der er én form for lighed, de sjældent besynger i offensive erklæringer: klasselighed.

Sat på spidsen taler firmaerne om social retfærdighed i USA, mens de sender profit i skattely og underbetaler brune ansatte i det globale syd.

Intet tyder på, virksomhederne har ændret holdning til troen på »markedets magi«, og som Ted Cruz indikerer i Wall Street Journal, så kommer der nok en dag, hvor telefonen ringer hos de demokratiske politikere, og kapitalen har brug for en tjeneste. Derfor er det heller ikke alle på den amerikanske venstrefløj, der ser med begejstring på det stadig tættere forhold til forretningseliten. Også selv om det kan virke besnærende med magtfulde allierede midt i en hektisk kulturkrig.

I The New York Times skriver venstrefløjskommentatoren Elizabeth Bruenig:

»Liberale venstreorienterede har i det store hele mødt støtten fra virksomhederne med åbne arme og mere end en smule fryd over, at rollerne nu pludselig er byttet om. I en storm er der gode ting at sige om enhver tryg havn, men ingen – slet ikke venstrefløjen – bør fejre fremkomsten af en aktivistisk industrisektor«.

For det første, skriver hun, er der ingen grund til at tro, at virksomhederne ikke gør, hvad de altid har gjort, nemlig at »forme det politiske landskab, så det bedst understøtter deres interesser«. For det andet er »kapitalen troløs. Den både kan og vil spille på alle heste. Mange af de modige virksomheder, som protesterede mod North Carolinas toiletlov, fortsatte med at donere penge til de selv samme politikere, der vedtog loven«.

Ingen donationer til revolutionen

Anskuer man virksomhedernes progressive vækkelse ud fra et perspektiv om, at kapitalen er kynisk, troløs og blot spiller flest penge på den hest, de vurderer giver den største gevinst, tegner sig en anden forklaring på, hvorfor virksomhederne har bevæget sig fra højre mod venstre. Når »kontrakten« mellem USA’s virksomheder og republikanerne er brudt sammen, som Marco Rubio formulerer det, skyldes det måske, at virksomhederne ikke mener, at partiet har levet op til sin del af aftalen.

Over de seneste to årtier har republikanerne på en lang række områder ændret holdning eller radikaliseret deres position på en måde, som ikke ligefrem plejer erhvervslivets interesser. Særligt efter Trumps valgkamp i 2016 er modstand mod indvandring og frihandel rykket op på dagsordenen. Ingen af delene er specielt populært hos USA’s globale virksomheder, der gerne vil handle over færrest mulige handelsbarrierer, og for hvem indvandring betyder lave lønninger og et stort udbud af arbejdskraft.

En rundspørge blandt topcheferne i 1.300 af verdens største firmaer, viste i 2018, at de betragtede ’økonomisk nationalisme’ som den største trussel mod vækst. Værre endnu er republikanernes antidemokratiske flirten med det autoritære, som man også kan se den nye stemmelov i Georgia som udtryk for. Efter Donald Trumps påstand om valgsvindel og optøjerne i Kongressen den 6. januar valgte flere virksomheder at suspendere deres donationer til de republikanske politikere, som ikke anerkendte Joe Bidens valgsejr som legitim. Det gjaldt blandt andre konsulenthuset Price Waterhouse Cooper.

»Hvis vi ikke kan skabe stabilitet, eller hvis det her bliver værre, vil det ikke være godt for forretningen,« forklarede administrerende direktør Tim Ryan.

Megabanken JP Morgans direktør formulerede det endnu klarere: »Ingen af os troede, at vi gav penge til et oprør.«

For begge parter står det altså tiltagende, smertefuldt klart, at det, der er godt for General Motors, ikke nødvendigvis er godt for republikanernes Amerika. 

Serie

Den woke kapitalisme

Den etiske vækkelse ruller igennem kapitalismen i det 21. århundrede. Doing well by doing good er blevet et mantra i verdens største virksomheder. Nike bekæmper »institutionel racisme«, Bosch hylder homoseksuelles rettigheder, Gucci har en »naturvenlig klimastrategi«, og på Microsoft.com kan man læse, at »sorte transpersoners liv betyder noget«. I en ny serie kigger Information nærmere på ideen om, at progressive fremskridt også er en god forretning.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"The liberty of a democracy is not safe, if the people tolerated the growth of private power to a point, where it becomes stronger than the democratic state itself. That in its essence is fascism: ownership of government by an individual, by a group, or any controlling private power."

Franklin D. Roosevelt

Ruth Sørensen, David Zennaro, Elisabeth Andersen, Hanne Utoft, Morten Søfting, Alvin Jensen, Lisbeth Glud, Lars Kristian, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Jan Fritsbøger, jens christian jacobsen, Torben Arendal og Mikkel Bonde Stouby anbefalede denne kommentar

Og således skal vi huske på, at The Squad er på samme side som Nike, Walmart, Google og Coca-Cola.

Vi må håbe, at det engang lykkedes at starte en stort venstrefløjsparti i USA.

Torben Skov, Hanne Utoft, Jan Fritsbøger, jens christian jacobsen, Michael Waterstradt og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Hvilket virksomheder støttet da dem? Link, tak! Har du ingen er det du skiver løgn.

Altså-fordi Nike og Coke er woke, tror jeg ikke på, at de har støtte fra AOC, eller omvendt!

Tak Jan. Så simpelt.. :oP