Reportage
Læsetid: 19 min.

Klimaet er den mindste bekymring, når man står midt i katastrofen

Tusindvis af soldater, håndværkere og frivillige rydder op efter syndfloden i Tyskland, hvor desperation og håb lever side om side. Men tragedien har hverken skabt et grønt opbrud eller en klimavalgkamp, og på trods af IPCC’s ildevarslende rapport om global opvarmning og ekstremt vejr har de ramte i katastrofeområder helt andre bekymringer end klimaet
Soldater fra store dele af Tyskland arbejder for tiden i Ahrdalen – her rydder de en biflod for grene og murbrokker for at sikre gennemløb.

Soldater fra store dele af Tyskland arbejder for tiden i Ahrdalen – her rydder de en biflod for grene og murbrokker for at sikre gennemløb.

Magnus Hove Johansson

Udland
11. august 2021

AHRDALEN – »Der var vores fodboldbane og en tennisbane. Og dernede fiskede vi.«

13-årige Jason peger gennem en søndervredet bro og over på et pløret floddelta i Altenahr i Rheinland-Pfalz. For få uger siden var der en promenade, hvor vi står, og Altenahr var en pittoresk vinby med masser af liv.

I dag har gravemaskiner skubbet et bjerg af træstammer, bilvrag, slam og byggeskrot sammen på den hedengangne sportsplads, som Jason peger på. Op ad gaden er de nederste bindingsværksfacader ødelagt, og døre, vinduer og inventar er revet ud af restauranter og butikker. Den anden vej ned gennem dalen er vejen revet over, så den ender i et otte meter dybt hul.

»Det var nærmest som en tsunami. Der flød biler, containere og elmaster gennem strømmen, som var det tændstikker.«

Jason viser os forbi et hus ned til floden, hvor kun soklen og to radiatorer stadig står. Der er kun få mennesker tilbage i byen, men sammen med en opgivende restaurantejer og en veninde sidder Jasons farmor og kigger på den lille flod. Den slynger sig atter roligt gennem det groteske billede: Langs floddeltaet ligner det et krigslandskab, mens vinlandskabet lidt længere oppe ad skrænterne er som taget ud af et romantisk maleri.

»Selvfølgelig kendte vi dem i huset, alle kender alle her. De var utroligt søde mennesker,« siger Jasons bedstemor, Heidi Ossendorf. Hun bider tænderne sammen og kæmper med tårerne.

»De stod til sidst ved vinduet, som om de godt vidste, at det var forbi. Få sekunder efter blev hele huset revet med af strømmen. Ratschhhh. Væk. Alle sammen.«

En smule normalitet

Selv bor Jason og hans bedsteforældre et stenkast derfra. Vejen går en smule opad, og selv om det på den katastrofale 14. juli også fossede ned gennem deres gade, troede de længe, at de var sikre. Indtil vandet pludselig steg op nedefra og lagde underetagen af deres hus under vand. Da strømmen forsvandt, og al mobil- og internetforbindelse gik ned, kunne de kun krybe sammen i overetagen af huset og håbe på det bedste, mens helikoptere sporadisk dukkede op og kredsede over en af de værste oversvømmelseskatastrofer i Tysklands historie.

Op igennem hele Ahrdalen i Rheinland-Pfalz er mindst 141 mennesker omkommet. Hvis man tager katastrofeområderne i Nordrheins-Westfalen med, er tallet oppe på 190 alene i Tyskland. I Belgien omkom 41 mennesker.

Den 13-årige Jason bor stadig hos sine bedsteforældre Heidi og Hans-Joachim Ossendorf. Hans tiårige bror er derimod for traumatiseret af de brutale oversvømmelser og den spøgelsesagtige stemning i byen, så han bor foreløbig sammen med sin mor hos sine andre bedsteforældre uden for katastrofeområdet.

Den 13-årige Jason bor stadig hos sine bedsteforældre Heidi og Hans-Joachim Ossendorf. Hans tiårige bror er derimod for traumatiseret af de brutale oversvømmelser og den spøgelsesagtige stemning i byen, så han bor foreløbig sammen med sin mor hos sine andre bedsteforældre uden for katastrofeområdet.

Magnus Hove Johansson

Jasons lille by Altenahr var før oversvømmelserne en pittoresk vinby med masser af bindingsværkshuse, liv og turisme. Mellem de to træer på billederne er resterne af et hus, der er skyllet væk.

Jasons lille by Altenahr var før oversvømmelserne en pittoresk vinby med masser af bindingsværkshuse, liv og turisme. Mellem de to træer på billederne er resterne af et hus, der er skyllet væk.

Magnus Hove Johansson

I Ahrdalen er meget allerede ryddet op. Alligevel er det stadig næsten som at køre gennem et krigsområde, når man kører ned gennem dalen. Tanks og gravkøer forsøger at rydde flodlejet. Tusindvis af soldater og brandfolk er stadig i gang med at genetablere veje samt vand- og elforsyningen. Og atter tusindvis af frivillige kører hver dag ind i området med egne biler eller shuttleservice i busser, som lokale firmaer har arrangeret. De rømmer kældre og vandskadede huse, rydder haver for vragdele eller sørger for mad og kaffe til hjælpearbejderne.

I Ahrdalen møder vi studerende, der har smidt alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe. Vi møder folk fra bilbranchen, der har fået en uges ferie og en kassevogn stillet til rådighed. Vi møder lokale, der siden katastrofen har arrangeret sponsorater og lavet mad til alle, der er sultne. Og vi møder en indædt vilje til at genopbygge en region, som ellers ligner noget, de fleste ville flygte fra.

»Folk kæmper og kæmper for at genetablere bare en lille smule normalitet,« siger Walter Radermacher, der er borgmester i den hårdt ramte landsby Ahrbrück.

Hans have, kælder og stueetage er også ødelagt af vand, slam og byggeskrot, men huset skal ikke rives ned – og alle i hans familie overlevede. Men alene i hans lille kommune med 1.200 mennesker er ni mennesker omkommet i vandmasserne.

»Selvfølgelig er katastrofen for længst blevet en del af den tyske valgkamp og af spørgsmålet: Hvad vil klimaforandringerne betyde for os i fremtiden?« siger Walter Radermacher.

Han sidder i byens skole, der er provisorisk centrum for krisehjælp og koordination af den lokale indsats.

»Jeg vil absolut ikke benægte klimaforandringerne, men svarene er mere komplekse end spørgsmålene. Og her i området er klimaforandringer den mindste bekymring lige nu. Jeg har lige prøvet at finde et mere permanent opholdssted for to ældre kvinder, der har mistet deres hjem. Prøv at gætte, hvor meget de bekymrer sig om klimaet. Eller spørg dem, der vader rundt i mudderet og rydder op og hele tiden er bange for at støde på ligdele. De har heller ikke klimaet øverst på listen over bekymringer.«

200 liter på en kvadratmeter

Under de katastrofale begivenheder skrev den tyske miljøminister, Svenja Schulze fra det socialdemokratiske SPD, på Twitter:

»Klimaforandringerne er ankommet til Tyskland. Begivenhederne viser, hvor kraftigt konsekvenserne af klimaforandringerne kan ramme os alle, og hvor vigtigt det er, at vi i fremtiden indstiller os endnu bedre på ekstremt vejr.«

I de tyske medier har det perspektiv ligeledes fyldt meget – som regel med grundtonen: Som en usædvanlig og ekstrem vejrbegivenhed er katastrofen i sig selv naturligvis ikke et bevis på fremtidens fatale følger af den globale opvarmning. Men den er endnu et indicium på, at langt de fleste seriøse klimaforskere har ret: Ekstremt vejr som hedebølger, nedbør, tørke og cykloner tager til. Det blev med deprimerende klarhed slået fast, da FN’s klimapanel udgav sin sjette og yderst ildevarslende IPCC-rapport i mandags.

Eksperter vurderer, at der er tale om flere hundrede tusinde tons affald, som er så blandet og forurenet, at det kun kan fordeles på de i forvejen pressede forbrændingsanlæg i hele Tyskland.

Eksperter vurderer, at der er tale om flere hundrede tusinde tons affald, som er så blandet og forurenet, at det kun kan fordeles på de i forvejen pressede forbrændingsanlæg i hele Tyskland.

Magnus Hove Johansson

Generelt er de internationale klimaforskere ikke længere i tvivl: Menneskelige aktiviteter har ikke bare forårsaget global opvarmning, men også allerede destabiliseret klodens klima. Siden IPCC’s seneste klimarapport fra 2014 har der med rådets egne ord været en »kæmpe update i vores beviser og viden om ekstremt vejr udløst af klimaforandringer«: Mens det sydlige Afrika, Middelhavsområdet, det sydlige Australien og USA’s vestkyst nu beviseligt lider under øget tørke (og dermed brande), lider blandt andet Nordeuropa og dele af USA beviseligt under stærkere nedbør. For helt basalt kan varm luft indeholde mere fugt.

Rapporten understreger, at ekstremt vejr som stormflod vil tage til i både hyppighed og intensitet, selv hvis opvarmningen mod al forventning begrænses til 1,5 grader.

Det giver mildest talt bange anelser for områder som Ahrdalen, selv om juli måneds katastrofe ikke var unik. I 1804 var Ahrdalen ramt af næsten lige så kraftige oversvømmelser. Også i nyere tid har der været adskillige, men langt mindre oversvømmelser. Men lavtrykket ’Bernd’, der midt i juli gav regioner i både Tyskland, Belgien og andre vesteuropæiske lande helt op til 200 liter regn pr. kvadratmeter på bare 24 timer, var altså en af de ekstreme begivenheder, som vi vil se flere af i fremtiden.

Fugle eller menneskeliv

Den konklusion er Tina og Peter Ohlert ikke overbevist om, da vi møder dem i landsbyen Schuld længere oppe ad Ahrfloden. Her stod floden hele otte meter over normalen, og med provisoriske elmaster er strømmen nu tilbage. Alligevel står der stadig generatorer og kæmpe vanddunke rundt omkring. I Tina og Peters hus er den nederste etage ødelagt, så man kan kigge lige gennem køkkenet og entreen, der i dag er et gabende hul fyldt med mudder.

»Jeg tror, det handler om helt usædvanligt vejr og ikke om klima. Klimaforandringer har der altid været, og det her er en ekstrem begivenhed, der måske rammer en gang hvert årtusind,« siger Peter Ohlert.

Hans kone, Tina Ohlert, viser billeder af, hvordan vandet fyldte næsten hele underetagen i huset.

»Hvis du absolut vil give nogen skylden, så er det nærmere De Grønne, der mener, at væltede træstammer skal blive liggende i flodlejet, fordi det er godt for miljøet og fuglene og den slags,« siger hun.

»Jeg tror, det har været med til at skabe oversvømmelserne. Som om lidt fugle og nogle padder er vigtigere end menneskeliv.«

Militær, håndværkere og frivillige er sat ind til at rydde op efter oversvømmelsen i midt-juli.

Militær, håndværkere og frivillige er sat ind til at rydde op efter oversvømmelsen i midt-juli.

Magnus Hove Johansson

Senere hører vi også denne forklaring fra flere andre i området – selv om den afvises af stort set alle eksperter: Katastrofen skyldes en blanding af de enorme vandmasser, en uheldig geografi i den nærmest tragtformede dal og – i mindre grad for Ahrdalens vedkommende – en for intensiv bebyggelse og dræning af de arealer, hvor vandet kunne være sunket ned.

For Tina og Peter Ohlert gør det dog ingen forskel nu. De bor midlertidigt hos Tinas mor i nærheden. Og på mandag går hverdagen løs: De skal på arbejde igen som klinikassistent og automekaniker – ikke mindst for at tjene penge til at genopbygge det næsten ødelagte hus.

»Selvfølgelig kunne vi vælge at forlade det og ikke komme tilbage. Men det ville være dyrere at bygge noget nyt et andet sted,« siger Tina Ohlert.

»Livet skal gå videre.«

Intet klimavalg

Efter katastrofen var der i en lang række medier fra Dagbladet Information til Financial Times en åbenlys politisk fortolkning: Efter oversvømmelserne må det tyske valg blive et klimavalg. Efter oversvømmelserne må tyskerne for alvor ønske et grønt opbrud. Og oversvømmelserne må kynisk betragtet have to potentielle politiske vindere: For det første CDU/CSU’s kanslerkandidat Armin Laschet, der kunne spille stærk mand som ministerpræsident i den hårdt ramte delstat Nordrhein-Westfalen. Og for det andet miljøpartiet De Grønne, der i ugevis havde været i krisemodus, efter deres kanslerkandidat Annalena Baerbock var faldet i en række halvpinlige småskandaler om plagiater i en bog og fejl i hendes cv.

Sådan er det bare ikke gået. Hverken for valgkampen, for Laschet eller for De Grønne.

Samlet set er valgkampen forblevet »deprimerende indholdsløs« efter katastrofen, som det for nylig hed i en leder i Süddeutsche Zeitung. Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung har ligeledes skældt ud på en valgkamp, der trods tiltagende klimakatastrofer »kun gør os dummere«. Og i den forgangne weekend spurgte avisen TAZ, om den indholdsløse valgkamp er et »kontrarevolutionært forsøg på at stoppe den økologiske oplysning«.

Uden for kriseområdets elendige mobildækning ringer vi til Peter Matuschek, der er politisk forskningschef ved det anerkendte meningsmålingsinstitut Forsa. Han tegner et billede af en sært diffus valgkamp med tre usædvanligt svage kanslerkandidater.

Efter to uger med oversvømmelserne som det vigtigste emne for tyskerne er katastrofen nu atter fortrængt fra førstepladsen af corona. Den mere abstrakte kategori ’klima og miljø’ er nede på en femteplads. Desuden er antallet af tyskere, der ønsker en ny regering, faldet fra de usædvanligt høje 62 procent i foråret til omkring 55 procent nu.

»Man kan altså ikke tale om et entydigt klimavalg eller en entydig opbrudsstemning Tyskland,« siger Peter Matuschek.

Den bedste scene

For kanslerkandidaterne er det heller ikke gået som ventet. Armin Laschet tog godt nok straks til katastrofeområdet i Nordrhein-Westfalen midt i juli. Men hans optræden blev ødelagt, da han for løbende kamera stod og jokede sammen med en flok kolleger, mens forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier med gravalvorlig mine mindedes de døde og manede til sammenhold.

»Laschet griner, mens Tyskland græder,« skrev BILD Zeitung om CDU’s kompromiskandidat til kanslerposten efter Merkel.

I landsbyen Ahrbrück er byens skole indrettet som logistik- og krisecentrum. Nogle af de mange tusinde frivillige sørger her for, at der altid er mad, kaffe og varmt tøj nok – og et kram og et åbent øre, når der er brug for det.

I landsbyen Ahrbrück er byens skole indrettet som logistik- og krisecentrum. Nogle af de mange tusinde frivillige sørger her for, at der altid er mad, kaffe og varmt tøj nok – og et kram og et åbent øre, når der er brug for det.

Magnus Hove Johansson

Mange steder i Ahrdalen lugter der stærkt af ødelagte byggematerialer. Når man støder på et bilvrag som dette foran kirken i Ahrbrück, lugter der derimod stærkt af olie og benzin i mange meters omkreds.

Mange steder i Ahrdalen lugter der stærkt af ødelagte byggematerialer. Når man støder på et bilvrag som dette foran kirken i Ahrbrück, lugter der derimod stærkt af olie og benzin i mange meters omkreds.

Magnus Hove Johansson

Selv om Laschet nu har udsat sin valgkamp for at give den som krisemanager i katastrofeområderne, er hans popularitet stadig helt i kælderen. I dag ville bare 13 procent af tyskerne stemme på ham, hvis der var tale om et direkte kanslervalg.

»Oversvømmelserne var den bedste scene, Laschet kunne tænke sig i valgkampen: Som ministerpræsident i den største delstat, hvor der opstår en katastrofe af de dimensioner, kunne han have givet den som statsmand og problemløser,« siger Peter Matuschek.

I en bisætning leder han tankerne over på, hvordan Gerhard Schröder måske vandt det tyske valg i 2002, fordi han under oversvømmelserne langs Elben fik skabt de rigtige billeder og slagkraftige løsninger med sig selv i spidsen.

»I stedet står Laschet nu tilbage som en usynlig leder, der griner upassende i kulissen.«

Klimaveto som fuser

Modsat Laschet valgte miljøpartiet De Grønne at holde meget lav kurs i flere uger efter katastrofen, så partiet ikke kunne anklages for at score billige politiske point på den menneskelige tragedie. Men i sidste uge prøvede De Grønne at komme tilbage i offensiven med et krav om et akut klimabeskyttelsesprogram, der især fokuserer på en langt hurtigere udbygning af den vedvarende energi – et krav, som stort set alle energieksperter bakker op om, såfremt de tyske omstillingsmål skal nås. Desuden præsenterede miljøpartiet ideen om et klimaministerium med vetoret over for lovgivning fra øvrige ministerier. Men det blev straks skudt ned, og indholdsmæssigt fusede debatten hurtigt ud.

Ifølge Peter Matuschek fra Forsa var De Grønnes fremstød overvejende gammel vin på nye grønne flasker – og »temmelig mislykket«.

»For det første lyder det meget negativt med ’vetoret’ til et nyt klimaministerium. Det fodrer den typiske anklage om, at De Grønne er et forbudsparti, og forslaget kunne hurtigt skydes ned som teknokratisk og udemokratisk,« siger han.

»For det andet løste De Grønnes fremstød ikke partiets hovedproblem: at folk ikke kobler De Grønnes kompetencer på klima- og miljøområdet sammen med den grønne kanslerkandidat Baerbock.«

Når alt det er sagt, understreger meningsforskningschefen, skal man dog ikke glemme dette: Selv om De Grønne næppe vinder valget, står partiet stadig til mere end en fordobling, mens regeringspartierne CDU/CSU og SPD smelter stadig mere ned. Katastrofe eller ej: En grøn revolution bliver valget næppe, men dog en forsigtig forandring fra de generelt konservative tyskere.

Bølge af forretningsdød

Da vi efter en nat i en skole med ærtesuppe fra store gryder og tilstrækkeligt med ledige feltsenge kører mod bunden af dalen, ser verden en overgang mere normal ud. Indtil vi når regionens hovedby, Bad Neuenahr-Ahrweiler, der for en måned siden havde knap 30.000 indbyggere. Her er store dele af den indre by ødelagt, og byens største kirkegård ligner en losseplads. Eller rettere: Den ene halvdel ligner en losseplads. Den anden halvdel har en gruppe soldater efterhånden gravet fri, mens frivillige har renset de gravsten, der ikke er slået helt i stykker.

Militær gravko fjerner affald, der er skyllet med strømmen under oversvømmelsen.

Militær gravko fjerner affald, der er skyllet med strømmen under oversvømmelsen.

Magnus Hove Johansson

Adskillige steder i byen hænger bannere med budskabet ’Danke an alle Helfer!’. Ved infopoints hænger billeder af savnede samt tilbud om psykologisk krisehjælp, børnepasning, daglige måltider og tøjvask – præcis som i de mange onlinegrupper. Ned gennem Ahrweiler gågade er indmaden revet ud af samtlige butikker, og i stort set alle de stærkt vandskadede lokaler arbejdes der på at muge ud.

»Fire ud af fem her i Ahrdalen var ikke forsikret mod naturkatastrofer,« siger forsikringsagenten Reinhard Gnath, da vi møder ham foran hans vandskadede kontor ved en af byens middelalderlige byporte.

»Og forsikringsselskaberne er presset helt i bund.«

Det vil få forfærdelige konsekvenser for Ahrweiler, mener han.

»Mange vil flytte væk og aldrig komme igen. Og forretningsdøden vil skylle ind over byen efter det her.«

I Reinhard Gnaths øjne burde løsningen være en lovpligtig naturskadeforsikring – gerne med en statslig løsning, siger han og fremhæver Spanien som forbillede.

»Naturkatastroferne ser jo ikke ud til at tage af. Tværtimod.«

Penge nok

Alene i landkredsen Ahrweiler lyder de første bud på en regning på omkring 28 milliarder kroner. I Armin Laschets delstat Nordrhein-Westfalen bliver det »mindst et tocifret milliardbeløb« i euro – altså mindst 75 milliarder kroner.

Armin Laschet har betonet, at »ingen skal gøre sig økonomiske sorger«. På sin tur til regionen udtalte SPD’s socialdemokratiske kanslerkandidat, finansminister Olaf Scholz, at »alt, hvad der kan ordnes med penge, vil blive ordnet med penge«.

Udtalelserne virker symptomatiske for en valgkamp, hvor alle lover en masse uden at tale om hverken vejen til målet, mulige bivirkninger eller nødvendige forandringer. Det gælder også klimapolitikken. Her overbyder alle partier – på nær Alternative für Deutschland, der ikke har noget problem med den globale opvarmning – nærmest hinanden i, hvor hurtigt Europas største industrination skal blive CO2-neutral.

En oplagt politisk kampplads er her, hvor meget omstillingen skal drives af teknologi og markedskræfter, og hvor meget den skal drives af statslig regulering, markedsstyring og ændring af forbrugernes adfærd. Men mærkværdigvis er det ikke et afgørende valgkampsemne, siger Bernd Ulrich, da vi får fat i ham over mobilen. Han er vicechefredaktør ved ugeavisen Die Zeit, og han er aktuel med bogen Vi har stadig valget – en samtalebog med den tyske frontfigur i Fridays For Future, Luisa Neubauer, om »frihed, økologi og generationskonflikter«.

I katastroferegionens hovedby Bad Neuenahr-Ahrweiler lå der efter oversvømmelserne spredte bilvrag og tonsvis af træ, murbrokker og slam over gravene. Nu har soldater efterhånden gravet halvdelen af kirkegården fri og genrejst de gravsten, der er relativt intakte.

I katastroferegionens hovedby Bad Neuenahr-Ahrweiler lå der efter oversvømmelserne spredte bilvrag og tonsvis af træ, murbrokker og slam over gravene. Nu har soldater efterhånden gravet halvdelen af kirkegården fri og genrejst de gravsten, der er relativt intakte.

Magnus Hove Johansson

»Det er, som om alle kæmper for, at der ikke kommer et afgørende emne i den her valgkamp. Men med oversvømmelser og skovbrande har 2021 jo vist noget af den sprængkraft, der ligger i klimakrisen. Så emnet klima trænger sig hele tiden på i kraft af virkelighedens begivenheder,« siger Bernd Ulrich.

»Vores politikere leverer alle mulige former for beroligelse: Ja, ja, vi står foran århundredets største udfordring og omstilling, men vi løser det, så I ikke mærker det. Tyskerne vil angiveligt have kontinuitet, og de fleste partier lover at levere den – selv i klimakrisen.«

Symptomatisk vil fire ud af fem tyskere have mere vedvarende energi, mens mindre end halvdelen er villige til at betale for det – for mangt en Merkel-kritiker også et symptom på en æra, hvor det er blevet en politisk dyd ikke at have store visioner, som kunne kræve anstrengelser af borgerne.

Rendyrket illusion

Klimapolitisk giver Bernd Ulrich ikke meget for CDU/CSU, der ofte hiver den kristne logik op af hatten og prædiker om at ’bevare skaberværket’.

»CDU/CSU’s egentlige helligdomme er jo establishmentet, industrien og produktivismen. Derfor kan de heller ikke give et troværdigt svar på klimakrisen,« siger Ulrich.

»Først havde vi en coronaredningspakke, og nu får vi så også en oversvømmelsesredningspakke. Snart kommer en skovdødsredningspakke oveni og formentlig en svinepestredningspakke. CDU/CSU ser bare ikke kriserne som en følge af deres forestilling om produktivismen. Tværtimod er klima og miljø et tillægsområde, hvor vi bare skal fikse de løbende uheld, så resten af motoren kan køre videre som hidtil.«

Familien Himmes overlevede syndfloden i landsbyen Schuld, hvor de kunne se både biler, containere og campingvogne flyde forbi deres hus. Selv har de ikke bare fået ødelagt underetagen af deres hus. Også deres omrejsende tivoli, som i forvejen var økonomisk presset af corona, er delvist ødelagt, delvist forsvundet i malstrømmen.

Familien Himmes overlevede syndfloden i landsbyen Schuld, hvor de kunne se både biler, containere og campingvogne flyde forbi deres hus. Selv har de ikke bare fået ødelagt underetagen af deres hus. Også deres omrejsende tivoli, som i forvejen var økonomisk presset af corona, er delvist ødelagt, delvist forsvundet i malstrømmen.

Magnus Hove Johansson

Endnu værre ligger det med det liberale FDP, der meget vel kan havne i en kommende tysk trekløverregering. De vil også overholde målet om 1,5 grader, men med rent markedsøkonomiske og »teknologiåbne« redskaber. Det giver Bernd Ulrich intet for.

»De liberale vil regulere alt over CO2-prisen og dermed over markedet. Det vil forudsætte en så ekstrem stigning i CO2-priserne og begrænsning af emissionsrettighederne, at det vil blive ubetaleligt for de fleste mennesker og mange industrigrene. Og så vil det alligevel blive nødvendigt med en gigantisk omfordeling bagefter,« siger han.

Det er i hans optik derfor en rendyrket illusion, at markedet skulle kunne fikse det suverænt største projekt, vi har foran os: den grønne omstilling af vores infrastruktur, boliger, trafik, produktion og forbrugsvaner. Konflikterne ligger med andre ord lige for. Valgkampen handler bare meget lidt om dem, sukker Ulrich.

Panik over regn

At udenlandske medier fokuserer på klimaet, kan borgmesteren Walter Radermacher i den stærkt ødelagte Ahrbrück godt forstå.

»Naturen har vist, hvem der bestemmer,« siger han, da vi nærmest symbolsk sidder på hver vores børnestol i byens lukkede skole, der nu er krisecentrum.

»Derfor skal vi foretage en hel ny vurdering af, hvordan vi har indrettet vores arealer, boliger og infrastruktur her i Ahrdalen. Og vi skal opbygge helt nye advarselssystemer i stedet for at bruge vores energi på at lede efter skyldige, der måske advarede for lidt og for sent.«

Borgmesteren retter sig på den ubekvemme børnestol.

»Men i forhold til klimadebatten tror jeg, at det vil være forkert, hvis vi for hele Tyskland panikagtigt sætter en begivenhed, der måske opstår med flere hundrede års mellemrum, som den eneste målestok for vores handlinger.«

Den samme pragmatisme møder os, da vi siger farvel til den 13-årige Jason og hans familie i Altenahr. Hans bedstefar, Hans-Joachim Ossendorf, forklarer, at Jasons tiårige lillebror midlertidigt er flyttet med sin mor til Bonn, hvor han bor ved sin anden bedstemor.

»Han er for traumatiseret til at være her. Ved den mindste regn bliver han bange, og han kan ikke holde den spøgelsesagtige stemning ud. Det kan jeg næsten heller ikke. Men min kone vil blive her og renoverer huset,« siger den 70-årige Hans-Joachim Ossendorf.

Han kigger skiftevis på deres bil i indkørslen, der er ødelagt af mudderet, og ned ad den ødelagte gade. Også her ser man et andet påtrængende problem: De flere hundredtusinder tons delvist farligt affald, hvor træer, biler og byggemateriale ikke bare er blandet med mudder, men også med kemikalier, fækalier og olie fra lækkede tanke, som har forurenet jorden i vindistriktet.

Byen Ahrbrück blev hårdt ramt af de tsunamiagtige oversvømmelser den 14. juli. Byens kirke til højre blev godt nok stående, men i forlængelse af kirken lå en græsk restaurant og et enfamilieshus. Begge dele blev revet med af strømmen – sammen med de to voksne og deres børn på fem, seks og 16, som boede i huset. Alle formodes at være omkommet.

Byen Ahrbrück blev hårdt ramt af de tsunamiagtige oversvømmelser den 14. juli. Byens kirke til højre blev godt nok stående, men i forlængelse af kirken lå en græsk restaurant og et enfamilieshus. Begge dele blev revet med af strømmen – sammen med de to voksne og deres børn på fem, seks og 16, som boede i huset. Alle formodes at være omkommet.

Magnus Hove Johansson

Langt det meste affald kan hverken sorteres eller genbruges, men kun køres til forbrænding rundt i hele Tyskland. Alene afbrændingen vil ifølge brancheforbundet BDE komme til at tage flere år. Hvor længe genopbygningen vil vare, er komplet uvist.

Med de udsigter trækker Hans-Joachim Ossendorf på skuldrene og ryster samtidig konstant på hovedet.

»Jeg er ikke klimaekspert. Nogle siger det ene, andre siger det andet. Jeg aner det ikke. Men hvis det handler om klima, så er det helt sikkert, at hverken Tyskland eller Danmark eller Europa kan redde klimaet alene. Se, hvad Kina og Rusland og alle de andre lukker ud i luften …«

Han holder en pause og står pludselig helt stille.

»Egentlig vil jeg bare spille musik for folk og drikke et godt glas vin i ny og næ. Nu ved jeg ikke, om livet og turisterne overhovedet vender tilbage i min levetid. Ja, vi overlevede. Men det her er alligevel så forfærdeligt på så mange måder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne lange triste artikel kan meget vel være den undergang, som vi i den rige verden kigger ind i - mens menneskene i den fattige verden bliver de priviligerede, fordi de af mange års bitter erfaring med natur- og andre katastrofer er vant til at overleve dem.

Vibeke Olsen, Signe Hansen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Anna Lønne Sørensen

Jamen klimatiltag handler jo netop om at FORHINDRE den slags sker igen!!!
Så artiklen giver jo ikke mening? Jeg er sikker på alle de berørte har det kæmpeønske at det ikke sker igen!! Og mange klimatiltag hjælper jo med det samme!

Som at give mere plads til floderne helt fra deres start. Stoppe rørlækning af vandløb. Lægge mere jord tæt på floderne ud til at kunne oversvømmes.
Bygge diger, regnvands-bassiner, sumpe-bede, OVERALT det kan lade sig gøre.

Carlsberg Bryggeri ændrede på få år grundvandets niveau ved at plante mere skov i et af deres produktionslande. Flere træer giver hurtig gevinst!!

Og så skal hele samfundet naturligvis hjælpe, støtte, oprette forsikringer!!

Inge Lehmann, Gitte Loeyche, Peter Høivang, Per Torbensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

God artikel. Det er ildevarslende ift. vores evne til at håndtere klimakrisen, at ansvaret for katastrofen af de berørte mennesker ikke placeres det rigtige sted. Er den oplagte konklusion så farlig for vores identitet og livsopfattelse, at vi nægter at se den i øjnene?

Rasmus Kristiansen, René Arestrup, Carsten Munk og erik pedersen anbefalede denne kommentar

@Anna Sørensen det er alligevel store forventninger til levebrødspolitikere at deres politik og især handlinger, skal række ud over næste valg :-p

Jørgen Mathiasen

De ramte i oversvømmelsesområderne har brug for førstehjælp fra THW og forbundsværnet, og den er i fuldt sving. Derefter kommer genopbygningen, og den er der også taget de første skridt til.

Efter valget den 26/9 har Tyskland brug for en ny politik på en række områder. Et af de meget væsentlige er den fysiske planlægning og juraen omkring den. Ændringer er nødvendige for at gennemføre en grøn omstilling i almindelighed, men også for at skabe plads til de vandmængder, man må forudse omkring alle store floder (undtagen Spree) og mindre vandløb som eksempelvis Ahr.

En sikker tolkning af de aktuelle meningsmålinger, 1½ måned før valget, er, at de tyske vælgere er på vandring - der er eksempelvis for første gang i lang tid et muligt flertal for R2G (rød-rød-grøn), og en anden tendens viser, at den næste tyske regering bliver en tre-parti regering. Den mest omfattende grønne omstilling følger af en R2G-regering, men foreløbig drejer det sig for Die Linke og De Grønne om at stille om til en effektiv valgkamp.

Inge Lehmann, Mads Greve Haaning, Eva Schwanenflügel, Mogens Kjær og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Nicolaj Knudsen

»Jeg tror, det handler om helt usædvanligt vejr og ikke om klima. Klimaforandringer har der altid været, og det her er en ekstrem begivenhed, der måske rammer en gang hvert årtusind,« siger Peter Ohlert.

Stående lige midt i dystopien med ligene flydende i gaderne og stadig fuldstændig og totalt blind for virkeligheden.

Alt tilbageværende håb drænes ud af årerne når man læser denne rædselsfortælling - dels de mange tragiske dødsfald nu og her, dels erkendelsen af at dette bliver virkeligheden for os alle om få år fordi vi stadig ignorerer den civilisationstruende krise vi befinder os i.

Rasmus Kristiansen, Inge Lehmann, Mads Greve Haaning, erik pedersen, ingemaje lange og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Enhver klimaforsker ville kunne have forudset, at dette ville ske. Men klimaforskerne har altså ikke overblik over de mange bebyggelser, der efterhånden er placeret på en måde, så selv IPCC har advaret mod det.

Kort sagt: Katastrofen i Altenahr var til at forudse, selv om dens omfang i tab af menneskeliv var usædvanligt. Men en by, der nærmest er bygget i en tragt for nedbør, og så oven i på halvøer i en stærkt slynget flod, er i højrisiko for at blive oversvømmet. Der skal høje og solide dæmninger dæmninger til bl. a. for at forhindre, at fordi vandet pludselig bryder igennem "halvøerne" i stedet for at blive i flodlejet.

Man må håbe, at katastrofen både er et "wake up call" for klima-kvarthjerner og for de myndigheder, der står for at sikre de eksisterende bebyggelser mod de kommende store og pludselige vandmængder. Der er hårdt brug for begge dele.

jens christian jacobsen

'Alle ved hvad der skal gøres - både her og i Forbundsrepublikken'
Gert Romme. Fortæl os hvad der skal ske. Bare i en simpel punktopstilling. Der er forskere og politikere nemlig ikke enige om. Hverken her eller i Forbundsrepublikken.

Anders Hüttel

Virksomheder som planter skov løser ikke deres grundlæggende udfordringer!

kjeld hougaard

Enig med Gert Rommer.
Dyrearten Homo Sapiens har som alle andre dyrearter ikke et instinkt at påvirke miljøet globalt. At vi gør det, det er ikke af ond vilje mod kommende generationer, men drevet at vores instinktive drift for mere. Vi ”brænder olie og spiser bøf”, det tilfredsstiller vores basale behov her og nu: ”mere af alt”. Læs dagens ”danske avis”: mere – rigere individer, og Danskere rigere end så mange andre: det er - ”instinktivt” – intet vi behøver overveje, vi ved det er godt – at det er vor existens mening, vi daser alle om guldkalven. Det instinkt kan vi ikke ændre, menneskeartens store hjernes fornuft?? Ser vi resultatet af den dagligt, den er, som Hume indså, i instinkternes tjeneste: hvordan bliver jeg en vinder, det er der vi tænker mest over? Ydermere: ingen gruppe-levende dyreart har instinktet at prioriterer ”almenvellet” over klan stridigheder om revir og resurser. Selv den ”intellektuel dybt tænkende” Information kæmper for klimaet – det er en markering af at de er ”intellektuel dybt tænkende” – samtidig som de køre deres instinkt drevet Vestens-klan til kamp mod russere, kinesere med flere klaner om magt og resurser, vi forsøger stadig sulte Cubanere til underkastelse. Magt er det absolut kraftigste instinkt. Informations chefredaktør ved godt at ”Vesten” ikke kan ændre klimaet, selv om de kan blive enige, klanvis, om noget som helst. Om nogen kan, kan autoritære Kina, fornuften siger, lad os allierer os med dem, uden dem intet. Hans instinktet dikterer en konfrontation over magt og rigdom. Kan Kina få 1.4 milliarder til at gå i takt i klimakampen? knapt det heller, hvis det betyder at er må ske opofringer i levestandard for de enkelte. Om han/hun ydermere ved at ”vi” anser at vi får ”blod på hænderne” om vi køber den telefon han/hun får løn til mad og husleje for at producerer? om jeg var kineser: til vores krav om hjælp med skovs brænde i Californien, og udtørring af Colorado floden? F*** off! Håbet er vi tilpasser os givne livsvilkår, det har vi instinkt og fornuft til – må vi håbe.

kjeld hougaard

Enig med Gert Rommer.
Dyrearten Homo Sapiens har som alle andre dyrearter ikke et instinkt at påvirke miljøet globalt. At vi gør det, det er ikke af ond vilje mod kommende generationer, men drevet at vores instinktive drift for mere. Vi ”brænder olie og spiser bøf”, det tilfredsstiller vores basale behov her og nu: ”mere af alt”. Læs dagens ”danske avis”: mere – rigere individer, og Danskere rigere end så mange andre: det er - ”instinktivt” – intet vi behøver overveje, vi ved det er godt – at det er vor existens mening, vi danser alle om guldkalven. Det instinkt kan vi ikke ændre, menneskeartens store hjernes fornuft?? Ser vi resultatet af den dagligt, den er, som Hume indså, i instinkternes tjeneste: hvordan bliver jeg en vinder, det er det vi tænker mest over? Ydermere: ingen gruppe-levende dyreart har instinktet at prioriterer ”almenvellet” over klan stridigheder om revir og resurser. Selv den ”intellektuel dybt tænkende” Information kæmper for klimaet – det er en markering af at de er ”intellektuel dybt tænkende” – samtidig som de køre deres instinkt drevet Vestens-klan til kamp mod russere, kinesere med flere klaner om magt og resurser. Vi forsøger stadig sulte Cubanere til underkastelse. Magt er et meget kraftfuldt instinkt. Informations chefredaktion ved godt at ”Vesten” ikke kan ændre klimaet, selv om de kan blive enige, klanvis, om noget som helst. Om nogen kan, kan autoritære Kina, fornuften siger, lad os allierer os med dem, uden dem intet. Informations redaktions instinktet, det dikterer en konfrontation over magt og rigdom. Kan Kina få 1.4 milliarder til at gå i takt i klimakampen? knapt det heller, hvis det betyder at der må ske opofringer i levestandard for de enkelte. Om en kineser ydermere ved at det i Vest doceres at ”vi” får ”blod på hænderne” om vi køber den telefon han/hun får løn til mad og husleje for at producerer? om jeg var kineser: til vores krav om hjælp med skovs brænde i Californien, og udtørring af Colorado floden? F*** off! Håbet er vi tilpasser os givne livsvilkår, det har vi instinkt og fornuft til – må vi håbe.

Anders Hüttel

Dem der dyrker moderne femkamp skal have plads til hest og en r1debane, en skydebane, en svømmehal, en fægtehal og et område til at dyrke terrænsport.
Hvordan skal de tilpasse sig?

kjeld hougaard

ps, sagt kortere: “Three great forces rule the world: stupidity, fear and greed.” Albert Einstein.

René Arestrup

Man fristes til at benytte et gammelt Thomas Nielsen citat:

'Vi har sejret ad helvede til...'

kjeld hougaard

@ Anders Hüttel, da jeg ikke er sportsudøver under nogen form, kan jeg ikke svare på det – lad os håbe at sportsudøvere – udover krop – har hjerner med kvalitets instinkter og tankevirksom med de fornødne kvaliteter – eller slutte! ”Survival of the smartest”

Holger Skjerning

Jens Christian Jacobsen spørger, hvad vi skal gøre for at modvirke klimaændringerne.
Jeg tror, han mener globalt:
Vi skal erstatte flest muligt af de mange tusind kraftværker, der kører på olie, kul og gas med CO2-fri kilder, altså atomkraft og på længere sigt vandkraft. Suppleret med så meget biomasse, som muligt. 83 % af Verdens energiforbrug kommer stadig fra fossile energier, så dette batter allermest. 5,6 % kommer sol og vind. 7 % fra vandkraft og 4,5 % fra atomkraft.