Efter Kabuls fald og Talebans magtovertagelse i Afghanistan, er én konklusion blevet fælleseje:
20 års amerikansk ledet NATO-felttog var en fejltagelse. Forestillingen om, at en vestlig militærmaskine kan knuse en religiøst og ideologisk stærkt motiveret oprørsbevægelse og forvandle et historisk fragmenteret klansamfund til et stabilt, selvberoende og af vestligt demokrati inspireret samfund, var en eklatant fejl, resulterende i dagens tragedie for det afghanske folk.
Spørgsmålet er, hvordan det kunne komme så vidt, at hele fire amerikanske præsidenter og deres kolleger i NATO-kredsen i to årtier kunne fastholde en almagtsforestilling om retten og evnen til at forvandle Afghanistan i deres eget billede.
Det er et spørgsmål, vi nu begynder at kunne se svar på. Med mange års forsinkelse er der – især siden 2019 – dukket informationer op, som belyser, hvad der blev tænkt, sagt og gjort på de indre linjer i den amerikanske regeringsadministration fra invasionen og frem til slutspillet i år.
Værdifuld dokumentation og nødvendig viden til den »ærlige evaluering med åbne øjne« blandt Afghanistan-felttogets parter, som blandt andet NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg bebudede i en tale tirsdag.
Der tegner sig et billede af en amerikansk regering, der blev fanget af sin egen retorik og offer for sin egen rådvildhed. Og som over for offentligheden konsekvent tegnede et falsk – flere iagttagere siger »løgnagtigt« – billede af krigens udvikling.
En krig, der sendte sammenlagt 775.000 amerikanske soldater til Afghanistan, kostede 2.448 af dem livet og sårede over 20.000 – foruden 43.000 ofre i den afghanske civilbefolkning, 64.000 afghanske soldater og politifolk, 1.145 dræbte soldater blandt USA’s NATO-allierede – heraf 44 danske – samt tusinder af talebankrigere.
En del af forståelsen af projektets ilde gang kan udlæses af offentlige udsagn gennem årene fra de centrale amerikanske politikere. Men afgørende indsigter følger af de såkaldte Afghan Papers, interne regeringsdokumenter som den amerikanske journalist Craig Whitlock ved The Washington Post efter mere end tre års juridisk tovtrækkeri med myndighederne har fået aktindsigt i.
En stor del af dette materiale skrev Whitlock om i sin avis allerede i 2019, men nu har han gravet videre i de flere tusind siders dokumenter og hundredvis af fortrolige interview med militærfolk, og det samlede materiale bliver præsenteret og gransket i en bog, som Craig Whitlock og The Washington Post udsender den 31. august under titlen The Afghan Papers. To afsnit fra den nye bog er netop publiceret i Whitlocks avis.
»En ekstraordinær succes«
Krigen i Afghanistan blev indledt mindre end en måned efter al-Qaedas terrorangreb på USA den 11. september 2001. Målet med den amerikanske lyninvasion – under det i dag noget bittert klingende navn Operation Enduring Freedom – var at drive det daværende Taleban-styre fra magten og eliminere Osama bin Ladens terrornetværk, al-Qaeda, som Taleban husede.
Efter bare to måneders militærindsats kollapsede Taleban-regimet, al-Qaeda gik bogstavelig talt under jorden et sted i Tora Bora-bjergene, og Osama bin Laden flygtede til hest til et skjul i Pakistan.
I juni året efter beskrev præsident Bushs daværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz resultatet af invasionen som »en ekstraordinær militær succes«.
Det skete ved en høring i Senatets udenrigskomité, som daværende senator Joe Biden var formand for. Wolfowitz erklærede med stolthed, at man havde nået sine resultater med et »lille fodaftryk« i det afghanske samfund og landskab.
»I modsætning til briterne i det 19. århundrede og Sovjet i det 20. kørte vi ikke fast i et hængedynd,« påpegede Wolfowitz.
Det var præcis den risiko for at blive hængende og låst fast, som på de indre linjer i den amerikanske regering havde fået daværende udenrigsminister Colin Powell og dennes stabschef og militærrådgiver Lawrence Wilkerson til på forhånd at advare præsident Bush mod at indlede krigen.
Som Wilkerson afslørede i et interview her i avisen forleden, frygtede han og Powell, at felttoget kunne udvikle sig til en langvarig, ressourcekrævende og risikabel nation building-manøvre, som Bush selv i sin valgkamp i 2000 havde advaret kategorisk imod.
Det var ikke desto mindre, hvad der nu blev lagt op til. I Marshall-hjælpens ånd skulle USA med præsident Bushs ord i en tale fra april 2002 »hjælpe med at opbygge et Afghanistan, der er fri fra denne ondskab og et bedre sted at leve«.
Paul Wolfowitz, der var en stærk neokonservativ fortaler for med magt at fjerne ’onde regimer’ og eksportere den amerikanske model – og med denne ideologiske bagage hovedarkitekt bag USA’s invasion af Irak året efter – appellerede i senatskomiteen om opbakning til en sådan udvidelse af Afghanistan-missionens mål og omfang. Komitéformand Biden støttede tilsyneladende strategien med en dybere amerikansk involvering:
»Vil vi fastholde kursen og opbygge sikkerhed i Afghanistan, eller vil vi tillade dette land at glide tilbage i kaos?« spurgte han retorisk under komitéhøringen.
Joe Biden betonede nødvendigheden af et opgør med Afghanistans mange lokalt forankrede, historisk magtfulde og – med Bidens ord – »grådige« krigsherrer til fordel for opbygning af en stærkere centralregering og stærkere nationalt militær og politi i Afghanistan.
Herefter voksede det amerikanske engagement gradvist, i begyndelsen med en række positive udviklinger i form af en overgangsregering i Kabul, en amerikansk udviklet rekonstruktionsmodel forankret i provinserne og en ny forfatning for Afghanistan efterfulgt af de første frie valg til parlament og præsidentpost.
Amerikanske specialstyrker, 14. december 2001. ’Kampen mod terror’ i Afghanistan er lige begyndt.
Tvivlen melder sig
Taleban er på dette tidspunkt nærmest usynlig, og USA har operativ opbakning fra samtlige NATO-lande, resulterende i en samlet koalitionsstyrke på 65.000 soldater. En aftale mellem USA og den ny regering i Kabul bekræfter i 2005 USA’s fortsatte støtte til at opbygge Afghanistans demokrati, økonomi samt politi og militær.
I 2006 begynder Kabul-regeringens svaghedstegn imidlertid at blive synlige, og samtidig er Taleban blevet tilstrækkeligt reorganiseret til at genoptage kampen mod regeringen og ’invasionsstyrken’ med afsæt i det sydlige Afghanistan.
Det er fra dette tidspunkt, man for alvor begynder at ryste på hånden og blive usikker på strategien i USA’s regering og militær.
»Interview viser, at som krigen fortsatte, blev målene og missionen ved med at ændre sig, og en manglende tro på den amerikanske strategi slog rod internt i Pentagon, Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet,« skriver Craig Whitlock i sin granskning af forløbet i The Washington Post.
I et af de mange fortrolige interview med amerikanske militærfolk og embedsmænd, som regeringens overvågningskontor for Afghanistan-missionen, SIGAR, foretog, og som Whitlock har opnået aktindsigt i, siger en unavngiven regeringsmedarbejder, at med den såkaldte AfPak-strategi for Afghanistan- og Pakistan-indsatsen »var der en julegave til enhver under juletræet … Når man var nået til vejs ende, havde man så mange prioriteter og mål, at der ikke var nogen strategi overhovedet«.
Udskydelse og optrapning
Efter sin tiltræden som USA’s nye præsident siger Barack Obama i begyndelsen af 2009, at planen er at afslutte det meste af USA’s militære tilstedeværelse med udgangen af 2011 – samtidig med at han beordrer en offensiv med afsendelse af yderligere 17.000 soldater til krigszonen.
I lyset af fortsat og forstærket Taleban-aktivitet meddeler præsidenten i december samme år, at ekstra 30.000 mand må afsted, oven i de på det tidspunkt 67.000 amerikanske soldater i Afghanistan. Formålet er, siger Obama, at hjælpe det afghanske militær til selv at tage ansvar for sikkerheden og dermed bane vej for amerikansk tilbagetrækning.
Overdragelsen af ansvaret skal begynde i 2011 og være afsluttet i 2014, lyder det budskab, som NATO-kredsen tilslutter sig.
Obamas optrapning i 2009 får hans vicepræsident Joe Biden til at ændre holdning til missionen og udtrykke skepsis over for præsidenten, uden effekt.
Amerikansk soldat fra 101st Airborne patruljerer en granatæblelund i Chahar Qolbah september 2010.
Da det bliver 2014, er Taleban på ingen måde slået, og tvivlen om den afghanske regerings evne og vilje til selv at stå for sikkerheden er voksende. Obamas melding er nu, at de fleste amerikanske soldater skal være ude af landet med udgangen af 2016. Hovedfokus skal være at træne de afghanske styrker, som selv skal stå for den offensive indsats mod de islamistiske krigere.
I 2017, nu med Donald Trump i Det Hvide Hus, står Taleban imidlertid så stærkt som nogensinde, og dertil er Islamisk Stat dukket op i Afghanistan. Også Trump har som Obama en ambition om at afslutte krigen, men den forværrede situation får ham til at opgive en fast tidsplan for tilbagetrækning og erklære open-ended militær indsats omend med et gradvist faldende antal amerikanske soldater.
I 2019 indleder USA og Taleban fredsforhandlinger – uden Kabul-regeringens deltagelse – og selv om de på ingen måde ledsages af et fald i Talebans offensive operationer, når man i februar 2020 frem til en aftale, hvor Taleban lover ikke at bruge Afghanistan som afsæt for terroraktioner, mens USA bebuder fuld troppetilbagetrækning inden 1. maj 2021.
Uagtet aftalen, måske ligefrem opildnet af udsigten til amerikanernes afmarch, fortsætter Taleban sin fremgangsrige offensiv for fuld styrke.
I april 2021 meddeler den nytiltrådte præsident Joe Biden, at han ikke vil holde 1. maj-fristen, men i stedet afslutte »USA’s længstvarende krig« og militære tilstedeværelse inden 20-årsdagen for angrebet på World Trade Center, den 11. september 2021.
Ved indgangen til august er kun 650 amerikanske soldater tilbage i Afghanistan for at opretholde sikkerheden for ambassadepersonale og andre, og herefter løber Talebans 75.000 krigere på blot en uge hele landet over ende, inklusive Kabul, præsidentpaladset og den nationale hær på angiveligt 300.000 trænede soldater.
Resten er videoklip på tv og sociale medier af langskæggede krigere med automatvåben på motorcykler og pickuptrucks i det afghanske bybillede samt tusindvis af fortvivlede, flygtende afghanere på landingsbanerne i Kabuls militære lufthavn.
Galt i byen fra start
»Set i bakspejlet gik USA og dets allierede helt galt i byen fra den allerførste start. Barren blev sat ud fra vore demokratiske idealer, ikke ud fra hvad der var bæredygtigt eller realiserbart i en afghansk kontekst,« siger Michèle Flournoy, Obamas tidligere viceforsvarsminister, til The Washington Post.
Men uanset hvor umuligt projektet begyndte at tage sig ud efter de første års fremgangsrige indsats, forsøgte både Det Hvide Hus, Pentagon og de involverede militære ledere at fastholde det officielle billede af en vellykket mission.
»Regeringerne under præsidenterne George W. Bush, Barack Obama og Donald Trump skjulte i to årtier sandheden: At de langsomt tabte en krig, som amerikanerne i begyndelsen gav deres fulde opbakning til. I stedet valgte de politiske og militære ledere at skjule deres fejltagelser og lade krigen udarte,« skriver Craig Whitlock i sin beretning om Afghan Papers.
Det begyndte ifølge de militære kilder at gå galt efter de første fire års tilstedeværelse.
»Vendepunktet kom mod slutningen af 2005, begyndelsen af 2006, da vi endelig vågnede op til den kendsgerning, at der var et oprør i gang, som faktisk kunne føre til vores nederlag,« sagde en unavngiven person i Bush-administrationen i et af de fortrolige interview foretaget af SIGAR, som Whitlock har fået aktindsigt i.
Udadtil var signalet imidlertid, at det gik helt efter bogen. I december 2005 sagde daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld på CNN, at man snart kunne trække de første tropper hjem fra Afghanistan.
»Det er et direkte resultat af de fremskridt, vi gør i landet,« sagde Rumsfeld, alt mens telegrammer fra hans egne folk i Kabul advarede om, at den tiltagende vold fra Taleban kunne lede til samme strategiske trussel mod USA som den, der efter 11. september udløste invasionen.
»Jeg forsikrer jer, fremdriften i Afghanistan er konstant, og man kan virkelig se det,« sagde generalmajor Benjamin Freakley, da han i marts 2006 briefede journalister i Afghanistan.
»Vi vinder,« lød igen i januar 2007 generalens budskab til medierne. Han fortalte, at den amerikanske og den afghanske hær gjorde »store fremskridt« og »hvert andet øjeblik slog Taleban og terroristerne«.
Løgnene
Kort forinden havde en tidligere krigshelt fra Golfkrigen, general Barry McCaffrey, været i Afghanistan for at foretage en uafhængig vurdering af udviklingen for Pentagon. Hans hemmeligholdte rapport, baseret på interview med omkring 50 officerer i felten, konkluderede, at situationen »forværredes«.
Taleban var veltrænede, velbevæbnede, »meget aggressive og taktisk smarte« og indstillet på at køre amerikanerne trætte. Til gengæld led den afghanske hær ifølge McCaffrey under en »frygtelig mangel på ressourcer« med ringere våben end Taleban.
Det afghanske politi var »i en katastrofal forfatning: Dårligt udstyret, korrupte, inkompetente, elendigt ledet og trænet, plaget af stofmisbrug«, skrev McCaffrey til Pentagon.
Han forudsagde, at det ville tage mindst 14 år fra 2006 at sætte de afghanske sikkerhedsstyrker i stand til at klare sig selv.
Generalens rapport gik til Donald Rumsfeld og den amerikanske generalstab. Det samme gjorde en lignende uafhængig vurdering nogle måneder senere fra en central Rumsfeld-rådgiver, der konkluderede, at Kabul-regeringen var upålidelig og uduelig og skabte et magttomrum, som Taleban udnyttede.
»Vi vinder ikke,« skrev en nedslået USA-ambassadør i Kabul, Ronald Neumann, til Washington i august 2006.
»Vi vinder,« påstod general Karl Eikenberry, da han måneden efter gjorde offentlig status hos ABC News.
For at kunne opretholde det officielle billede af et fremgangsrigt felttog og en frugtbar samfundsopbygning i Afghanistan blev konkrete fakta og statistikker om operationens gang konsekvent fordrejet, skriver Craig Whitlock og citerer blandt andre oberst Bob Crowley, seniorrådgiver for militæret, der i et af de frigivne interview fortæller, at »enhver dataværdi blev ændret for at fremstille det bedst mulige billede«.
»Vores jævnlige oversigter fra slagmarken var totalt upålidelige, men det var med til at styrke opfattelsen af, at vi var på rette kurs.«
Når for eksempel antallet af Taleban-angreb tiltog, så blev det ikke udlagt som udtryk for islamisternes styrke, men snarere deres desperation og dermed et vidnesbyrd om, at USA var ved at vinde.
»Det amerikanske folk er konstant blevet udsat for løgne,« konkluderede John Sopko, chef for SIGAR og ansvarlig for de mere end 600 interne interview, i en samtale med The Washington Post i 2019.
Fundamental forståelsesbrist
Craig Whitlock citerer i sin grundige granskning et afslørende, internt interview foretaget af SIGAR i 2015 med Douglas Lute, dekoreret general og ledende Afghanistan-rådgiver for både Bush og Obama:
»Vi var blottet for en fundamental forståelse af Afghanistan. Vi havde ikke den ringeste anelse om, hvad vi havde begivet os ud i. Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af ting, der ikke fungerede … Jeg mener, vi har mistet 2.400 soldater. Hvem tør fortælle dem, at det hele var nyttesløst?«
»Vi ville aldrig have accepteret rosenrøde erklæringer om målet, hvis vi havde forstået det,« sagde Douglas Lute i interviewet.
»Vi hævdede, at vi ville skabe ’en blomstrende markedsøkonomi’. Jeg synes, at vi mere specifikt skulle have sagt en blomstrende narkotikaøkonomi – det er den eneste del af markedet, der fungerer. Det er virkelig meget værre, end man tror. Der er en fundamental forståelsesbrist i toppen, overdrevne mål, overdreven tro på militæret og manglende forståelse af de nødvendige ressourcer.«
Douglas Lute suppleres i et andet interview fra 2015 af en unavngiven, tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium:
»Vores strategi var at skabe en stærk centralregering, hvilket var idiotisk, eftersom Afghanistan ikke har historisk tradition for en stærk centralregering. Tidshorisonten for at skabe en stærk centralregering er 100 år – det har vi ikke.«
Kleptokratiet
Til gengæld for den manglende forståelse af det afghanske samfund og dets historie har USA hældt ufattelige summer i det afghanske regeringsapparat og i militær og politi. 1.000 milliarder dollar angives at være brugt på operationen – foruden de anslået 2.000 milliarder, der skal bruges på de mange mærkede veteraner – inklusive fra Irak-krigen – som over de kommende årtier skal have bistand af samfundet.
Pengestrømmen til Afghanistan har næret en altomfattende korruptionskultur i de ledende lag, som i SIGAR-interview leder til beskrivelse af Kabul-styret som et »selvorganiseret kleptokrati«.
»Vores største enkeltprojekt – bedrøveligt og selvfølgelig uforvarende – kan have været udviklingen af massekorruption,« siger Ryan Crocker, tidligere ambassadør i Kabul, i et interview.
Korruptionen angives i dag som helt central grund til, at der ikke har kunnet opbygges loyalitet, moral og kampvilje i den afghanske hær. Når soldater og politifolk ikke stoler på deres regionale og nationale politikere – og i øvrigt ikke får lønnen udbetalt – er motivationen til at sætte livet på spil mod Taleban ikke stor.
The Afghan Papers er et rystende overflødighedshorn af dokumentation for, hvordan det amerikansk-ledede projekt i Afghanistan trods værdifulde civilsamfundsprojekter omkring undervisning og uddannelse, kvinders rettigheder med mere med usvigelig sikkerhed har bevæget sig mod det fuldstændige sammenbrud, som verden nu har bevidnet.
Hvad enten de mange med ansvar i USA’s og koalitionens militær og politik har været drevet af kyniske kalkuler, ideologiske ønskedrømme, frygt for prestigetab, omsiggribende rådvildhed eller simpel uvidenhed, så er der gennem 20 år blevet opbygget en illusion om samfundsskabelse udefra, som til sidst måtte briste.
Joe Biden sagde som demokratisk præsidentkandidat i en tv-debat i december 2019, at »jeg er ham, der fra begyndelsen argumenterede for, at det var en stor, stor fejltagelse at sende en strøm af tropper til Afghanistan. Punktum. Vi skulle ikke have gjort det, og jeg argumenterede konstant imod det«.
Og som præsident sagde han i juli i år, at »næsten 20 års erfaring har vist os, hvad den aktuelle sikkerhedssituation blot bekræfter: At ’bare et enkelt års’ ekstra kampindsats i Afghanistan ikke er en løsning, men en opskrift på at forblive i det uendelige«.
Nu har han taget konsekvensen og trukket tropperne ud. Og nu må afghanerne leve med prisen for det fejlslagne projekt.
Måske tager jeg fejl. Nato's korstogt var ikke om at knuse en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse men om at forhindre det afghanske folk i at opbygge en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat. Briterne og Czar-russerne forsøgte engang forgæves med deres del&hersk politik, men fejlede. Det Anglo-Saxoniske verden kunne ikke fordøje det meget lovende eksperiment af Socialist Republik of Afghanistan, og rykkede himmel og helvede for at det skulle mislykkes.
Deres mission siden 2001 har været sjæl og visionløs, uanset hvor mange trillioner dollars de måtte indskyde i det håbløse projekt som alle alle havde gennemskuet men lod som intet så længe penge flød ind og ud. Now, there is no more CASH.
Jo, men udover hævntogtmotivet er "varen" også blevet solgt til og motiveret af de NATO-allierede som en udviklings- og demokratiseringsproces.
Der er blevet investeret på mange leder og kanter, ikke kun i våben eller hvide elefanter, som nogle får det til at lyde. Nogle lykkedes det faktisk at udrette et og andet af et godt hjerte og under hårde betingelser.
Meget synes tabt på gulvet lige nu, men udviklingen fortsætter under sfiftende omstændigheder. Og på trods af de kyniske motiver, som mange også nærer, kan humanitære motiver udrette meget.
De skader, som snart sagt alle stormagter har påført Afghanistan, bør i sidste ende følges til dørs af en opbyggelig indsats.
Det handler ikke om at bevare den postkoloniale statsdannelse Afghanistan, men om sikkerhed og autonomi for etniske mindretal.
Ved at udvise respekt for mindretal, og om nødvendigt beskytte dem i autonome regioner, betaler stormagterne af på deres humanitære gæld.
I går så jeg et hyggefjernsynsprogram på DR hvor de talte om hvor uhyggelige billeder vi så fra Kabul. Og de stakkels mennesker der nu skal leve og gå gennem checkpoints tilhørende triggerglade taliban for at komme til lufthavnen. Kunne vi bare ikke hjælpe dem.
Men det var jo også TV-omvendtslev, fordi hvordan har det været for afghanere, at skulle gennem checkpoints med triggerglade vestlige soldater, eller under diverse husundersøgelser hvor fremmede vestlige soldater har stået og peger med deres våben på farmand. Det må også have været en oplevelse fra den anden verden og man så må sige. Det betyder nemlig noget at de mennesker, man er i hænderne på er fra ens egen kultur, og at man kender deres grænser og reaktionsmønstre, eller om de er fremmede aliens, og man ikke ved hvordan de reagere. især når de har rettet deres våben mod en.
Amerikanerne har denne her kultur med historieskrivning, hvor kritik bliver fremført, men man er ikke rigtig i den reelle verden. F.eks. hører vi om strategi om opbygning af demokrati i Afghanistan, og kritik af denne strategi, alt imedens vi ved at den senere CIA-chef Gina Haspel hev negle af folk til en start, og endte med at dræbe en hel del mennesker. Fordi var der ikke noget med tortur i Afghanistan. Nærmere bestemt Bagram. Så spar os for kritiske demokratistrategier.
Disse Afghan papers viser alle den amerikanske regerings løgne, men ikke mediernes rolle i at formidle disse løgnene. Og det er det, at vi skal lære af Afghanistan.
Den amerikanske præsident Trump smed den 3. største bombe brugt i fredstid over dette fattige land, Afghanistan, de to største var atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Hvorfor? vel som et nærmest Naser Khadersk raserianfald og en tilkendegivelse af, at det han havde i bukserne foruden en gammel sur røv engang havde være mere end bare en tissermand. Hvad skete der egentlig med det bombekrater? Var der nogen døde? Ryddede amerikanerne op? Det må jo have være enormt. CNN elskede det. Selvfølgelig!
Det er meget der er korrupt !
Meget kan siges og skrives, men tilbage står det faktum, at U.S.A. har fået sådan en gemen endefuld. At der denne ikke er så meget at sige til det. At de kan tåle det i forhold til deres geopolitiske ambitioner, det forstår jeg ikke!
Tak for et virkelig grundigt overblik og indsigt i det amerikanske og europæiske engagement i den årelange invasion og formålet med den: demokratiske strukturer = lukrativt marked
Mon det er muligt for Inf. at producere et lignende kvalificeret overblik og indsigt (kortlægning) på samme niveau over klanstrukturerne i det afghanske område med tilliggender, herunder de kulturelle, socioøkonomiske og religiøse strukturer. I den del af verden bliver det stadig mere tydeligt at nationale grænser er reminiscenser af de gamle kolonimagter og potentielle konflikter - i øvrigt i lighed med det afrikanske kontinent
Skal det med "selvransagelse" nu også tages for pålydende?
Hvilket "selv" skal ransages? "Det vestlige selv"? Men "Vesten" er dog ingen person så under "selvransagelsen" kan vel meget nemt gemme sig kritik af "de andre" (dem man er uenige med inden for eget samfund - indbyrdes "vestlig" uoverensstemmelse).
Men er en ransagelse eller en kritik, hvor man i grunden giver sig selv ret bagudrettet overhovedet nogen "selv" kritik eller ransagelse, eller det modsatte?
Informations Forlag:
https://issuu.com/informations_forlag/docs/afghanistan-l__se/36
Sovjet invaderer Afghanistan i december 1979 15.000 dræbte russere 1,5mill afghanere 5–6mill civile flygtninge fra krig og besættelse – bemærk Lars Løkke Rasmussen med AK47 og mujahediner – Sovjet retirerer i 1989 og ”borgerkrigen” fortsætter til 1994 USA NATO og allierede invaderer i 2001
til 2014 til 2021 – 42 år !
Historien om USA og Afganistan går jo længere tilbage. Man mangler at få med, at det var CIA, der etablerede Taliban og trænede dem til at bekæmpe russerne i sin tid. I øvrigt husker jeg det berygtede/berømte billede af Lars Lykke Rasmusssen med Kalasnikof i en ungdommelig støtte for Taliban mod et socialistisk styre. Det udviklede sig i sin tid til en typisk stedfortræder krig mellem Sovjetunionen/Rusland og USA (kan ikke lige huske årstallene). Rusland tabte bl.a. til alle de af USA organiserede fundamentalistiske mørkemænd.
USA har også holdt liv i et totalt korrupt styre. Angiveligt forlod præsidenten landet med adskillige vogne så propfyldte med penge. At man måtte efterlade adskillige kufferter fyldt med pengesedler. Man forstår at ingen ville kæmpe for dette styre.
Krigen i Afghanistan må da siges at have være en aboslut succes, når man ser det fra den amerikanske forsvarsindustris perspektiv.
Her er der lykkedes at holde i krig kørende i snart 20 år med løbende ordrer i milliardklassen, udvikling af nye våbentyper , osv.
Der har ganske vist været udgifter til spindoktorer, lobbyister, politikere, medierne, etc. for at kunne oprette den tvivlsomme fortælling om krigens nødvendighed.
Men alt i alt har det skam været en god forretning.
https://www.youtube.com/watch?v=830DlDQXFgA&t=27s
Det lader til at dem der investerede i krigs aktier, siden krigen startede har tjent 58% mere end dem der investerede i det "normale" aktie marked.
Siger det bare.
Så kan i bruge det til hvad i vil!
@Gert Romme
Ingen afghanere deltog i 9/11, 15 af de 19 deltagende var fra Saudi-Arabien med tilknytning til al-qaeda og kun 3 af de 15 herunder Osama befandt sig på afghansk territorium tæt på grænsen til Pakistan i 2001. Hvis hævn skulle være motivet skulle US/Nato hellere gå efter Saudi-Arabien og Pakistan hvis efterretningstjenester var ansvarlige for opfostring og støtte af denne udenlandske udgrening af Taliban/Mujahiddin bevægelsen. Det er også svært at forestille sig at de 19 mænd skulle kunne udrette noget så bombastisk af denne skala uden hjælp fra efterretningstjenester.
Nato var meget glad og ivrig efter at bombe Libyen sønder og sammen for at efterlade det i kaos og borgerkrig. Libyen havde trods alt et sekulært regime og et godt infrastruktur ift. uddannelse og sundhed. Oliepenge blev brugt til folket velfærd og til at støtte den palæstinenske sag.
SovjetUnionen havde fra 1950’erne et meget godt og konstruktivt samarbejde med Afghanistan i form af lån, udbygning af landets infrastuktur, udsendelse af teknikere, ingeniører og læger, uddannelse af afghanere i USSR osv. Sovjet ville sådan set ikke blande sig i landets interne politiske anliggender og afviste hele 13 gange ønsket om intervention fra det magthavende Afghanistans Demokratiske Folke Parti i 1979 indtil præsident Noor Taraki blev myrdet af sin rival Hafizullah Amin som var US-venlig og muligvis en CIA asset. USSR rykkede ind med det samme i December 1979 og det første de gjorde var at gå efter Amin og likvidere ham i sin palads.
Der er forskel på besættelse og intervention pr. request fra en legitim regering. Det første er strider også imod folkeretten med mindre det er sanktioneret af UN Sikkkerhedsråd. En anden væsentlig forskel er at Sovjets Hær bestod ikke af lutter etniske russere men inkluderede mange fra de central asiatiske sovjetiske republikker som ikke var “aliens” ift kultur, sprog og geografi.
En ultra kort sammenfatning af ovennævnte artikel plus kommentarer er vist:
Den ældgamle citat om, at "i krig er sandhed det første offer", ser ud til holde.
Vi kom ind i krigen på en løgn.
Vi kommer ud af krigen på en løgn.
og
alt derimellem .........
Nu kan vi så konstatere at bl.a. Irak, Yemen, Libyen og Afghanistan er ødelagte i konsekvens af vestligt (og arabisk) støttet interventionskrig - og i øjeblikket er også Syrien i stor fare for at blive fuldstændigt ødelagt i konsekvens af bl.a. amerikansk krigsførsel og invasion, tyveri af energiressourcer og andet samt økonomisk og politisk krigsførsel mod landet. Tilmed tyder en hel del på at det amerikanske magtapparat har strammet sit greb om FN-institutionerne, herunder OPCW som i Syrien-spørgsmålet ser stærkt suspekt ud. Men vil nogen drage lære af historien, nu hvor det er alment tilgængelig viden at amerikansk krigspolitik i vor helt nære samtid har optrådt skamløst kriminelt og undertrykkende overfor politiske modstandere - og manipuleret/overtalt/presset andre lande til at medvirke i overgrebene, mens man har flaget om kvinders rettigheder, demokrati og humanisme? Næppe. Men det er helt åbenbart samme øvelse, som, blot i lidt andre gevandter, går for sig, mens danskerne taler om den frygtelige Assad (ligesom de talte om den frygtelige Bin Laden, den forfærdelige Hussein og den vanvittige Ghadafi).
I øvrigt så livestreamer The Grayzone lige nu en længere samtale med Escobar om tilbagetrækningen: https://www.youtube.com/watch?v=QiF3TQZSxhs
forskel på intervention pr. request invasion besættelse osv. ift. en legitim regering – var Hafizullah Amins regering legitim ? og hvor mange regeringer i Afghanistan har været legitime ? og hva’ så ? de afghanske folk har under alle omstændigheder været de evige tabere på skiftende sider i erobringskrige borgerkrige det meste af tiden – og mht. Sovjet og ”aliens” med sprog kultur geografi og det "socialistiske værdisæt" var det ”billigere” at sende alle andre etniske grupper ud end russere – ukrainer hviderusser aserbajdsjaner armenier georgier moldover tadsjiker usbeker kirgiser Kasakher turkmener kalmykker osv. var lavstatus i den Sovjetiske Arme
Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle og samtidig få anerkendende anbefalinger for det?
Det påstås, at ”Nato’s korstogt var ikke om at knuse en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse men om at forhindre det afghanske folk i at opbygge en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat.”
Pew Research Center lavede i 2013 en undersøgelse med titlen ”The World’s Muslims: Religion, Politics and Society”. Af den fremgår det, at 99% af de adspurgte afghanere mente, at sharia skulle gøres til landets officielle lovgrundlag. Hvordan det hænger sammen med teksten i indlægget, det fatter jeg simpelthen ikke.
https://www.pewforum.org/2013/04/30/the-worlds-muslims-religion-politics...
Svend Jespersen: Hvem har postet det ovenstående citat?
For at kunne vurdere indholdet og meningen, ville det være rart at kende konteksten.
@Svend Jespersen: Nu har jeg fundet citatet: Kubilay Karahan i trådens 1. kommentar ;-)
Men hvorledes mener du egentlig, det indeholder så meget vrøvl?
Det er jo i og for sig rigtigt nok, at USA oprindelig gik ind i Afghanistan i samarbejde med en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse (mujahedin, pakistanske islamister, etc.).
Om man så mener, at den kommunistiske regering, som USA og dets islamistiske allierede fratog magten, var en værdig repræsentant for 'moderne, demokratisk, sammenhængende, uafhængig og sekulær' nationbuilding, kan naturligvis gøres til genstand for diskussion.
Men at USAs eget forsøg på at overtrumfe talebanerne, bl.a. under det påskud, at ville opbygge en 'moderne, demokratisk, sammenhængende, uafhængig og sekulær' nation, er løbet fuldstændig ud i ørkensandet medio august 2021, skyldes måske i virkeligheden også, at USA igen har lavet lokumsaftaler med en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse og sine nære, islamistiske allierede: Pakistan, Tyrkiet, Qatar, etc.
USA har tilsyneladende solgt sine mere demokratiske allierede samt den afghanske befolkning til stanglakrids for at tækkes sine islamistiske olievenner. Muligvis endda for at nære det militært-industrielle kompleks via våbensalg samt destabilisering af konkurrenter via flygtningestrømme?
Jeg indrømmer, min argumentation beror mere på associationer, end på regulær viden, men sådan må bundlinjen vel stå åben mht. menigmands muligheder for indsigt i storpolitik.
Både Vietnam- og Afghanistankrigen var ikke krige mod bedreviden, det var krige uden den fornødne viden, bl.a. om de kulturer man forsøgte at omvende. Vi kan håbe at fremtidens krige bliver udkæmpet på lidt mere sofistikeret og mindre barbarisk vis, takket være informationsteknologien - et eller andet skal man jo tro på, det gør muslimerne i Kabul jo også, så allerede dér begynder vi at ligne hinanden. Hvis altså man tror på det.
Svend Jespersen 19. august, 2021 - 21:46
"Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle og samtidig få anerkendende anbefalinger for det?"
Ganske meget øjensynligt, og man kunne måske begrænse vrøvlet en smule ved at tjekke op på kronologien, inden man skriver. For at tage et enkelt eksempel:
Marianne Jespersen 19. august, 2021 - 18:06:
"Man mangler at få med, at der var CIA, der etablerede Taliban og trænede dem til at bekæmpe russerne i sin tid. I øvrigt husker jeg det berygtede/berømte billede af Lars Lykke Rasmussen med Kalasnikof i en ungdommelig støtte for Taliban mod et socialistisk styre."
Uanset hvor meget CIA har eller ikke har haft med organisering og træning af Taleban at gøre, så har de ikke etableret og trænet Taleban til bekæmpe russerne, for de sovjetiske tropper forlod Afghanistan i februar 1989, den sidste præsident i det styre, de havde støttet, Muhammad Najibullah, trådte tilbage i april 1992, og Taleban dukker først op i 1994, hvorefter de frem til 1996/97 får kontrol med næsten hele landet.
Billedet af Lars Løkke Rasmussen blev taget i 1988 og har altså intet med nogen støtte til Taleban mod et socialistisk styre at gøre, men med støtte til den kamp mod det socialistiske styre og de sovjetiske styrker, som forskellige grupper, militser og partier (støttet udefra) førte - og som efter styrets fald gik over i indbyrdes magtkampe mellem dem.
Sören Tolsgaard, 20. august, 2021 – 00:22.
Langt de fleste kommentarer ser ud til at mene, at Afghanistans historie kun går tyve år tilbage. Afghanistan blev reelt uafhængigt i 1919 og fik dermed muligheden for selv at styre både uden- og indenrigspolitiske forhold. Alene et kig på, hvilken skæbne mange af lederne har fået siden da, er nok til at forstå, hvorfor Ashraf Ghani valgte at flygte til De Forenede Emirater uden først at melde adresseforandring. Landet har ligget i konstant splid med sig selv pga. bl.a. analfabetisme og krigsherrers, klaners, stammers og religiøse fundamentalisters interne stridigheder.
Min indvending går på Kubilay Karahans påstand om, at ”Nato’s korstogt var ikke om at knuse en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse men om at forhindre det afghanske folk i at opbygge en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat.” Det kan godt være, at nogle få afghanere så det som et drømmescenarie, men hvis ”det afghanske folk” vitterligt ønskede det, så har de aldrig haft en bedre mulighed for at vise det, end den de fik med den vestlige alliance.
Hvis Afghanistan skal komme videre mod de mål, Kubilay Karahan tilsyneladende drømmer om, så er det nødvendigt først at erkende virkeligheden.
Ib Gram-Jensen -
Gnavne skolemestre er også hverdag her på Information ;-)
Du nævner således ganske korrekt, at MJ roder i kronologien.
Hvorpå følger et foredrag om de korrekte årstal og sammenhænge. Facit er dog, at udover forvekslingen af Taleban og Mujahedin, er historien om USAs og Lars Løkkes daværende indsats nogenlunde korrekt.
Så hvorfor gøre så meget ud af at gå efter budbringeren, mens du springer flot hen over kernen i historien? Som er, at USA, Lars Løkke og den danske højrefløj støttede internationale islamister med base i Pakistan og deres kamp i Afghanistan, hvad de opfattede som det mindste af to onder. Ganske pudsigt, at Abdul Wahid Pedersen, som siden under Muhammed-krisen pustede til den islamistiske ild, var involveret i sammenhængen allerede dengang.
De danske støtter: Politikere på den danske højrefløj var i 1980'erne med til at støtte de islamiske bevægelser i Afghanistan, blandt de mest aktive var Venstres næstformand, der selv tog til landet med en pose penge
https://www.information.dk/indland/2001/09/danske-stoetter
Lars Løkke Rasmussen: Afghaner-billedet er blevet misbrugt
https://www.dr.dk/nyheder/indland/lars-loekke-rasmussen-afghaner-billede...
Som jeg har refereret i et ovenstående indlæg, er USAs engagement i islamisternes kamp en speget sag, og det er nærliggende at antage, at USA stadig er fedtet ind i lyssky aftaler med disse allierede.
Svend Jespersen -
For mig at se supporter du den mytedannelse, som amerikanerne har lanceret ifm. deres exit: Det var de uduelige afghaneres egen skyld!
Detaljer i denne exit blev aftalt med Taleban og islamistiske allierede i Doha. Måske var det endog en del af planen, at præsident Ghani skulle flygte og dermed udløse regeringshærens kollaps. For de menige soldater må begivenhederne ligne en konspiration. Og hvor mange, der mere eller mindre frivilligt har skiftet side, bl.a. som følge af ledelsens svigt, er ikke til at vide.
Hvad de vestlige mainstream-medier ikke fortæller os er, at vicepræsident Amrullah Saleh ikke er flygtet, men i nært samarbejde med Ahmad Massoud fortsat udfordrer Taleban. Disse modige ledere repræsenterer de nordlige provinser, hvor Taleban står svagt. Et demokraitsk valg ville formentlig vise, at Taleban kun har støtte i de sydlige provinser.
Gravitas: Amrullah Saleh: The face of anti-Taliban resistance
https://www.youtube.com/watch?v=AvAvnlKVmCY
Men det er ikke meningen, at vi skal orienteres om disse forhold. Ved at nedtone mediedækningen håber aftaleparterne, at modstanden dør ud, idet talebanerne samtidig rydder op i modstandernes rækker.
Is Global Media Trying To Dilute Taliban’s Barbaric Rule In Afghanistan?
https://www.youtube.com/watch?v=-Ql2yc5MyZM
Det er beskæmmende, at det internationale samfund ikke protesterer højlydt. Men mange er nu hoppet på islamisternes charmeoffensiv. Måske vil det være en politisk fordel at bejle til vindernes gunst?
Hvis freden skal vindes, skal mindretallene beskyttes, og dertil er det nødvendigt, at de ufordragelige dele af Afghanistan opnår fuld autonomi, for der er ingen historisk vægt bag denne postkoloniale statsdannelse.
Alternativet er islamisternes fortsatte fremrykning under anvendelse af terror og etnisk udrensning, med fortsatte flygtningestrømme mod nabolandene og Europa til følge.
Den aftalte exit er uværdig, og en international fredsmission burde i stedet have højeste prioritet.
Sören Tolsgaard
Det franske dagblad Le Monde har netop bragt en længere artikel om Amrullah Saleh, Ahmad Massoud og deres styrker i Panjshirdalen, men Le Monde kan måske heller ikke karakteriseres som et mainstreammedie.
Artiklen er dog ikke særlig optimistisk mht. disse styrkers muligheder. Artiklen er desværre kun for abonnenter:
https://www.lemonde.fr/international/article/2021/08/20/les-derniers-res...
Tja, - indiske nyhedsmedier ser anderledes på sagen:
Taliban meets with Ahmad Massoud as Panjshir Resistance Movement Gathers Momentum
https://www.youtube.com/watch?v=_Gy2Ryma-g4
Afghan Forces Snatch Back Three Districts As Anti-Taliban Resistance Grows
https://www.youtube.com/watch?v=i6s-Y3FMBKA
@Svend Jespersen
Den første monark efter landets befrielse fra briterne i 1919 forsøgte at gennemføre gennemgribende reformer i 20’erne - modernisering af landbrug, bekæmpelse af analfabetisme og kvindefrigørelse - med det moderne Tyrkiet som forbillede, men måtte flygte fra landet i 1929 efter en omfattende britisk fremprovekeret opstand med rod i de traditionsbundne og religiøse bønder og feudalherrer.
Tyrkiet havde lignende problemer under sin befrielseskrig såvel som efter under genopbygningen af landet: reaktionære, konservative og religiøse kræfter som blev misbrugt flittigt af briterne og den sidste sultan til at sabotere enhver form for fremskridt hen imod en moderne statsdannelse. Opstandene blev elimineret og den sidste sultan blev sammen med besættelsesmagten sparket ud af landet. Vejen var banet for realisering af nye drømme.
Den nyere historie viser at Vesten ikke har været spor interesseret i demokratisering og modernisering hos u-landene, men at det gør alt for at sabotere og om nødvendigt at smadre lovende kandidater som Afghanistan fra 1979 af, Irak, Libyen, Syrien, Cuba, Venezuela, Nicaragua, and you name it. Det er den sørgelige virkelighed som mange i vesten ikke vil erkende, og de er tilbøjelige til at give de “indfødte” skylden når deres verdensbillede krakelerer ift. den benhårde virkelighed.
Husker nogen at Benazir Bhutto i 1988, med henvisning til den enorme mobilisering af islamisme, som amerikanerne sammen med bl.a. den pakistanske efterretningstjeneste, skabte i og omkring Afghanistan, sagde til Bush-regeringen at den var ved at skabe en Frankenstein?
Husker nogen at Osama bin Laden indledte sin storhedstid som organisator af bl.a. den arabisk-afrikanske rekruttering til den amerikansk-pakistanske mobilisering af islamistiske krigere?
Husker nogen mon de ekstremistiske tekster, som CIA leverede til både Mujahedin og til de koranskoler, som CIA med pakistansk efterretningstjeneste og pakistanske/pashtunske klanledere etablerede i sidste halvdel af 1980'erne og som i årene frem til 1994 opsamlede betydelige dele af bl.a. Mujahedin-bevægelsen? Det var starten på Taleban's kurs mod magten i Afghanistan.
Amerikanske beslutningstagere skabte op gennem 1970'erne og 1980'erne et meget solidt grundlag for en islamismeudvikling, som er aldeles pervers og hensynsløs, og som fik et meget forudsigeligt efterspil - nemlig verdensomspændende terrorkrig mod terroren selv. En politisk vanskabning, bygget udelukkende for kynisk vindings skyld.
Bhutto forudså dette, men ingen lyttede til hende. Og strømmen af forlydender om de religiøse ekstremister, som af religiøse og kulturelle årsager truer vor veludviklede, demokratiske, vestlige civilisation, kunne flyde frit - videre frem til idag, hvor den fortsat tager kegler i de fleste medier og offentlige samtaler.
@Svend Jespersen
Den første monark efter landets befrielse fra briterne i 1919 forsøgte at gennemføre gennemgribende reformer i 20’erne - modernisering af landbrug, bekæmpelse af analfabetisme og kvindefrigørelse - med det moderne Tyrkiet som forbillede, men måtte flygte fra landet i 1929 efter en omfattende britisk fremprovekeret opstand med rod i de traditionsbundne og religiøse bønder og feudalherrer.
Tyrkiet havde lignende problemer under sin befrielseskrig såvel som efter under genopbygningen af landet: reaktionære, konservative og religiøse kræfter som blev misbrugt flittigt af briterne og den sidste sultan til at sabotere enhver form for fremskridt hen imod en moderne statsdannelse. Opstandene blev nedkæmpet, den sidste sultan blev sammen med besættelsesmagten sparket ud af landet, og vejen var hermed banet for realisering af en ny og stor drøm.
USSR havde støttet Tyrkiet under befrielseskrigen (1919-1922) med våben og penge og ydede kritisk udviklingshjælp til konstruktion af den nye sekulære republik ligesom den støttede Afghanistan fra 1950’erne indtil 1992. Selv efter at Tyrkiet blev medlem af Nato fortsatte USSR med at yde teknisk hjælp indtil 1980 hvor et fascistisk militær kup fandt sted på diktat fra US. Derefter har Tyrkiet befundet sig i en uhellig alliance med US, Saudi-Arabien, Pakistan, diverse Islamiske Emirater og alverdens Jihadister om først at inddæmme USSR ad en såkaldt Islamistisk Grøn Bælt, og senere efter Sovjets kollaps arbejde som en marionet for at fremme vestens neo-liberale interesser i Mellemøsten og Nordafrika. Det er sandelig kontra-revolutionær virksomhed og højforræderi af højeste karat mod de principper som den moderne republik bygger på.
Den nyere historie viser at Vesten ikke har været spor interesseret i demokratisering og modernisering hos u-landene, men at det gør alt for at sabotere og om nødvendigt at smadre lovende kandidater som Afghanistan siden 1979, Irak, Libyen, Syrien, Cuba, Venezuela, Nicaragua, and you name it. Det er den sørgelige virkelighed som mange i vesten ikke vil erkende, og de er tilbøjelige til at give de utaknemmelige “indfødte” skylden når deres verdensbillede krakelerer i mødet med de hårde realiteter.
Det, Kubilay Karahan skriver, bekræftes af/i Peter Frankopans bog "Silkevejene. En ny verdenshistorie" (2017), særdeles positivt anmeldt af Georg Metz 13/5/2017 her i Information.
Bogen er noget af en øjenåbner, og tilmed formidabelt velskrevet.
Særdeles interessant er det blandt andet at læse hvad der gik forud for Irans islamiske revolution, inklusive det af UK og USA orkestrerede statskup mod den demokratisk valgte iranske statsminister Mossadeq.
Acting President Amrullah Saleh has gathered his troops:
https://www.youtube.com/watch?v=VnmDkgoIAeY
"I will never, ever & under no circumstances bow to d Talib terrorists. I will never betray d soul & legacy of my hero Ahmad Shah Masoud, the commander, the legend & the guide. I won't dis-appoint millions who listened to me. I will never be under one ceiling with Taliban. NEVER." [Amrullah Saleh, Aug 15, 2021]
Ahmad Massoud warns of 'civil war' if US troops leave hastily [Mar 24, 2021]:
https://www.youtube.com/watch?v=Dp8AP9mRoPE
Origins of the Taliban [Mar 1, 2020] :
https://www.youtube.com/watch?v=zzBVvyBWDD4
Søren Tolsgaard, lige et par bemærkninger til Caspian Reports feature om Talebans oprindelse; den venstreorienterede regering i Kabul holdt stand i næsten tre år efter at de sovjetiske styrker havde forladt landet fordi den havde en vis opbakning i befolkningen - og naturligvis kunne den ikke opnå forhandlinger om fred af samme årsag som de sovjetiske styrker ikke kunne; Mujahedin forhandlede ikke - der var ingen central ledelse at forhandle med. Yderligere; de interne opgør mellem Mujahedin-militser efter regeringens fald i 1992 fandt ikke kun sted mellem 'afghanere', som Caspian Report anfører; de var i høj grad provokeret af udenlandske ekstremisters tilstedeværelse i landet - de såkaldte Afghan Arabs; ekstremister, som amerikanerne, i samarbejde med bl.a. bin Laden, havde bidraget til importen af. Landet var også af denne årsag underlagt nogle helt andre konditioner end tilfældet var før sovjetstyrkerne intervenerede til fordel for den venstreorienterede regering (hvilket også er en nærmere diskussion værd, givet fjernelsen af Amin og indsættelsen af Karmal).
Man skal tænke Libyen 2011 hér; et land hvor utallige udenlandske ekstremister er blevet importeret for at fjerne en regering og som efter fjernelsen af denne naturligvis vil have krigsbytte m.m. Dette var også tilfældet i Afghanistan i årene 1992-1994, hvor magttomrummet rådede.
Og så forsømmer Caspian Report helt grundlæggende at omtale CIA's bidrag til koranskolernes ideologiske og militære udvikling via samarbejdet med Pakistans efterretningstjeneste og de wahabistiske, saudiske donorer frem til, og i nogen grad efter, 1989. Amerikansk historieskrivning har meget travlt med at fremhæve at det var Pakistan, som siden 1989 udviklede islamismen (repræsenteret ved bl.a. Taleban og Al-Qaeda), og at amerikanerne var helt uden ansvar, men dette er revisionisme.
Jeg kan kun (atter) opfordre til at lytte til Pepe Escobar, som er venstreorienteret - men højt anerkendt journalist og analytiker med speciale i bl.a. eurasiske forhold:
https://www.youtube.com/watch?v=QiF3TQZSxhs. Escobar giver perspektiver på baggrunden for invasionen, de politisk-økonomiske motiver og de mange ratlines m.m., som udvikledes.
Og så er der altså en uhyre væsentligt (tabu)perspektiv, som kontinuerligt ignoreres - men som også er skildret til fremtidig historieskrivning: https://www.youtube.com/watch?v=tUiX4o-HMoI
Sören Tolsgaard,
Når man argumenterer "mere på associationer end på regulær viden" (Sören Tolsgaard 20. august, 2021 - 00:22) og maler med en tilstrækkeligt bred historisk pensel, så kan man da godt have den mening, du fremfører i din kommentar 21. august, 2021 - 00:30:
"Facit er dog, at ud over forvekslingen af Taleban og Mujahedin er historien om USAs og Lars Løkkes daværende indsats nogenlunde korrekt.
Så hvorfor gøre så meget ud af at gå efter budbringeren, mens du springer flot henover kernen i historien? Som er, at USA, Lars Løkke og den danske højrefløj støttede internationale islamister med base i Pakistan og deres kamp i Afghanistan , hvad de opfattede som det mindste af to onder."
For det første springer jeg, som det fremgår af det sidste afsnit af min kommentar 20. august, 2021 - 13:30, på ingen måde flot henover det faktum, at USA, Lars Løkke og den danske højrefløj støttede modstanderne af den daværende regering i Afghanistan og de sovjetiske styrker, der støttede den. Det er et velkendt faktum, hvorimod det, som man ifølge Marianne Jespersen "mangler at få med": "at det var CIA, der etablerede Taliban og trænede dem til at bekæmpe russerne", og at Lars Løkke Rasmussen støttede Taliban mod et socialistisk styre, er lodret forkert. Og udbredelse af forkerte oplysninger kan aldrig, selv om de kan være mere eller mindre betydningsfulde, være nyttig.
For det andet havde det ikke taget mange minutter at få styr på "de korrekte årstal og sammenhænge", som du formulerer det i din ovennævnte kommentar. Og derfor var det nærliggende at bruge Marianne Jespersens kommentar som et eksempel på, hvordan fakta kan blive fordrejet, når man ikke gør sig den ulejlighed at tjekke op på dem.
Til sidst: min kommentar var et svar til Svend Jespersens indvending i hans kommentar 20. august, 2021 - 00:22 mod Kubilay Karahans kommentar 18. august, 2021 - 23:35. Når Karahan dér skriver:
"Nato's korstogt var ikke om at knuse en religiøst og stærkt motiveret oprørsbevægelse men om at forhindre det afghanske folk i at opbygge en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat"
er det, som det står, fuldkommen meningsløst, for hvilke afghanske aktører var i færd med opbygningen af en sådan stat i 2021? Taleban? Den Nordlige Alliance? Med visse modifikationer (såsom "kommunistpartiet/PDPA" i stedet for "det afghanske folk" og udeladelse af "demokratisk" som det styre, der faldt i 1992, vel næppe kan kaldes) kan beskrivelsen passe på kampen mellem PDPA-regeringen og dens modstandere (samt begge parters udenlandske støtter), men ikke på invasionen i 2001 og kampene i de følgende to årtier, som må være, hvad Karahan skriver om - jf. det sidste afsnit af kommentaren. Det virker, som om den konkrete situation 2001(-2021) forvrides for at få den til at passe ind i en bredere fortolkning af Afghanistans og andre landes historie, jf. Karahans kommentarer som helhed, uanset hvordan man så ellers vil bedømme USAs og dets allieredes tilstedeværelse og handlinger i Afghanistan i perioden og deres konsekvenser.
Der er efterhånden ingen afghanske aktører tilbage som kan realisere Den Store Drøm eftersom landet er bombet tilbage til stenalderen igennem de sidste 42 år af Vesten, indirekte fra 1979 til 1992 og direkte fra 2001 til 2021, og fragmenteret i en grad som det aldrig har været. Hvis den karismatiske Ahmed Shah Massud havde accepteret posten som forsvarsminister som han blev tilbudt af den pragmatiske Najibullah havde tingene måske set noget anderledes ud i dag. Ahmed Shah Massud blev dræbt, tilsyneladende af Taliban, kort før 9/11.
Noget som virkelig kunne gøre en forskel var om de progressive kræfter i Tyrkiet havde fået lov til at fuldføre drømmen og ikke blive bulldozed af det US indsatte fascistiske militære regime af 1980. Jeg er af den opfattelse at det ville have betydet en signifikant drejning af verdenshistorien om man havde lykkedes med at realisere Den Store Drøm i Lilleasien, ikke mindst til glæde for de Afghanske Folkeslag som igen og igen må gå gennem det ild og helvede som ONDSKABEN mener at det tilfalder dem som en slags uundgåelig skæbne.
Jeg vil gentage ordene fra mit indlæg 20. august, 2021 – 00:22: ”Hvis Afghanistan skal komme videre mod de mål, Kubilay Karahan tilsyneladende drømmer om, så er det nødvendigt først at erkende virkeligheden.”
Og jeg vil også gentage ordene fra Kubilay Karahan om at skabe: ”… en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat” i Afghanistan. Hvordan man gør det med et land, hvor kun 43 % af befolkningen i 2020 kunne læse, hvor 99,7 % er muslimer og hvor 99 % af disse mener, at sharia skal være ”the law of the land”, det kræver mere end ønsketænkning og historieforvanskninger.
”...en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat” kan simpelthen ikke eksistere i et land, hvor krigsherrer, stammer, klaner og religiøse grupper har hver deres egen hær og ofte bekæmper hinanden med stor ihærdighed.
Bortset fra det, så bidrager den konstante nedraknig af Vesten, især USA, til indtrykket af, at lande som Afghanistan o.m.a. består af en flok imbecile og svage mennesker, som ikke kan tilstås nogen form for ansvar for egne handlinger eller valg. Afghanerne har haft mange muligheder for at dreje udviklingen af deres eget samfund i retning mod et frit, oplyst og sekulært samfund, men, befolkningen, krigsherrerne, klanerne og imamerne har tilsyneladende ikke været parate til det.
Jeg har været tæt på udviklingen i Irland gennem over tredive år. Her er det lykkedes at overbevise IRA om, at dens hær og våben var en hindring for en fredelig løsning af konflikten derovre, og den katolske kirke har mistet det meste af sin magt over menighedens åndsliv. Jeg vil ikke på nogen måde sammenligne nutidens situation i Irland med Afghanistan, men afghanerne burde kigge i den retning for at finde inspiration for fremtiden.
Og det er i den forbindelse i allerhøjeste grad værd at nævne, at irerne fandt inspiration til den udvikling i frie, vestlige, oplyste og sekulære samfund uden for deres eget lands grænser. Vejen er blandt andet gået gennem nye tolkninger af fortidens historie, hvor tidligere fortolkninger gik på, at de fæle englændere alene var skyldige i landets fortrædelige tilstand. Irerne turde endeligt indrømme, at langt den største forhindring for fred for alle i Irland skulle ske gennem en erkendelse af, at landet gennem næsten hundrede år havde været plaget af sekteriske stridigheder.
Ib Gram-Jensen -
Bevares, din korrektion af Marianne Jespersen er korrekt.
Afstanden fra de mujahedinere, som USA m.fl. støttede, til talebanerne, er dog ikke stor, hverken i tid eller ideologi, idet flere talebanere debuterede som mujahedinere. Og hvornår de første spirer til Talebans blev lagt, er nok svært at indkredse.
Mujahedinerne blev jo, som du selv er inde på, trænet til at bekæmpe russerne og den regering, som de havde skaffet til magten. Og den danske højrefløj bidrog til denne træning, jvf. Lars Løkkes stunt i Afghanistan.
Mht. Kubilay Karahans udsagn om, at NATOs korstog mere handlede om at forhindre afghanerne i at opbygge en moderne stat, end om at knuse en religiøst motiveret oprørsbevægelse, så burde udsagnet nok rettelig tale om 'USAs korstog', jvf. Gert Rommes indlæg, 19. aug. kl. 03:55. Flere NATO-partnere har været forbeholdne og måske faktisk lagt større vægt på moderne statsopbyggelse end USA.
Hvilke afghanske aktører var [i de senere år] i færd med at opbygge en sådan stat? spørger du til sidst retorisk. For d. 19. aug. kl. 19:46, har du jo allerede gjort forum opmærksom på, at 99 pct. af [et antal] adspurgte afghanere ønsker sharia som det officielle lovgrundlag. Og det matcher jo ikke med en moderne stat, vel?
Vi er nok nødt til at tænke lidt ud af boksen her. Den afghanske befolkning er langt overvejende muslimsk og fungerer i denne kontekst. Dog er der vidt forskellige og divergerende opfattelser, ligesom vi her til lands har vidt forskellige opfattelser af den kristendom, som stadig indgår i grundloven.
Efter den russisk støttede regerings fald var der forsøg på at danne en bredspektret regering, bl.a. var Ahmed Shah Massoud en samlende figur. Han havde bekæmpet russerne, men også de ekstreme islamister, som dræbte ham i en selvmordsaktion kort før 9/11.
Hans søn, Ahmed Massoud, nu en ung mand på 32, ser ud til at gå i faderens fodspor og har taget kampen op med Taleban i samarbejde med den hidtidige vicepræsident, Amrullah Saleh. som ligner en Putin-klon. Og de støttes af Rusland, Indien og flere centralasiatiske republikker. Den erklærede hensigt er, som i 1990'erne, at skabe en moderne, decentraliseret stat efter schweizisk model. Pragmatisk, men på muslimsk grundlag forstås. Alle afghanere inkluderes, også talebanere.
Ahmad Massoud warns of ’civil war’ if US troops leave hastily [Mar 24, 2021]:
https://www.youtube.com/watch?v=Dp8AP9mRoPE
Ahmed Massoud advarede allerede for et halvt år siden om, at USAs uoverlagte exit ville medføre en borgerkrig. Den amerikansk uddannede præsident, Ashraf Ghani, svigtede aldeles og flygtede til Oman. Og nu tages tilbagetoget, som i alle detaljer er aftalt med Taleban og mellemøstlige allierede, af vestlige medier som udtryk for afghanernes mangel på demokratisk evne og vilje.
De vestlige medier er påfaldende enige om, at slaget om Afghanistan er tabt i og med, at USA har trukket sig ud og præsidenten er flygtet. De er påfaldende tavse omkring modstanden nord for Kabul, som rapporteres ivrigt af indiske medier, mens medierne i Pakistan jubler over Talebans magtovertagelse, som dog snart kan blive udsat for folkelig modstand fra flere sider.
Man kan godt få det indtryk, at vestlige mikrofonholderes tavshed tjener det ikke udtalte formål, at Taleban efter aftale med USA m.fl. skal bibeholde magten, for afghanerne ønsker det jo selv, ikke sandt?
Rettelse: Afghanernes fremherskende ønske om sharia blev blev ikke meddelt af Ib Gram- Jensen, men af Svend Jespersen, d. 19. aug. kl. 21:46, som i øvrigt har gentaget oplysningen umiddelbart ovenfor.
D'herrer synspunkt desangående synes dog at ligge nogenlunde på linje, om end jeg naturligvis beklager, hvis denne forveksling skulle medføre uklarhed.
Sören Tolsgaard,
Det eneste i dit seneste indlæg, jeg finder nogen anledning til at kommentere, er din påstand om, at jeg stiller det "retoriske" spørgsmål om, hvilke afghanske aktører der i 2021 var i færd med at opbygge "en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat" (Kubilay Karahan 18. august, 2021 - 23:35). Spørgsmålet er aldeles ikke retorisk. For hvis Karahans påstand om, at USAs og dets allieredes invasion i 2021 - og det må dog være den, han mener - havde det formål "at forhindre det afghanske folk" i at opbygge en sådan stat, skal give nogen mening, så forudsætter det, at en sådan stat var ved at blive opbygget. Som realiteterne i Afghanistan var, ville den bedste strategi til forebyggelse af dens opbygning indlysende være at lade Taleban dominere Afghanistan i fred. Så Karahans forklaring holder altså ikke. Hvilket understreger vigtigheden af at analysere historiske situationer konkret frem for at presse en forudfattet universalforklaring ned over dem.
Ib Gram-Jensen -
Amerikanerne havde, ifølge den nævnte teori, gerne ladet Taleban regere, havde det ikke været for Al Qaeda, der som tålte gæster gik langt over stregen, idet de angreb WTC og Pentagon. Det kunne naturligvis ikke accepteres og Al Qaeda blev afstraffet, mens Taleban ivrigt bedyrede sin uskyld.
NB: jeg går ud fra, at du med 'USAs og dets allieredes invasion i 2021' faktisk mener invasionen i 2001.
I 1990'erne kæmpede Ahmed Shah Massoud, efter først at have bekæmpet russerne, dernæst talebanerne, for en decentraliseret, afghansk forbundsstat, idet Afghanistans etniske, religiøse og sproglige mangfoldighed nødvendiggør en sådan forfatning som basis for modernisering. Han blev myrdet i 2001, formentlig af Al Queda, umiddelbart før terrorangrebet på WTC. Ahmed Massoud jr. viderefører nu visionerne om et moderne Afghanistan, i samarbejde med den hidtidige vicepræsident, Amrullah Saleh.
Mens Pakistan, Tyrkiet og andre af USAs allierede i Mellemøsten jubler over USAs tilbagetrækning og Talebans magtovertagelse, intensiveres modstanden nu i flere provinser i Afghanistan, tilsyneladende støttet af Rusland, Indien og flere af de centralasiatiske republikker.
Doha-aftalen, som lader Taleban dominere Afghanistan under betingelse af, at Al Queda forhindres i at operere i området, er udfordret af en alliance af afghanske modstandere, som nok ønsker fred, men nægter at underkaste sig talebanernes terrorbaserede regeringsform.
First VP Amrullah Saleh's Interview with BBC HARDtalk
https://www.youtube.com/watch?v=9ZycXhllpdE
Ahmed Massoud: Only way forward is through negotiation
https://www.youtube.com/watch?v=2sU6oAH15F8
Tajikistan Backs Northern Alliance Against Taliban
https://www.youtube.com/watch?v=wB93eJMVQqE
2001, naturligvis! Og det motiv til invasionen i 2001, du nævner her, er jo netop også et andet end det, Kubilay Karahan hævdede i første sin kommentar.
"Amerikanerne havde, ifølge den nævnte teori, gerne ladet Taleban regere, havde det ikke været for Al Qaeda, der som tålte gæster gik langt over stregen, idet de angreb WTC og Pentagon. Det kunne naturligvis ikke accepteres og Al Qaeda blev afstraffet, mens Taleban ivrigt bedyrede sin uskyld."
Taleban tilbød amerikanerne at udlevere bin Laden til retsforfølgelse for 9/11, hvis amerikanerne kunne fremlægge deres beviser for at bin Laden stod bag. Man kan naturligvis have mere eller mindre tiltro til Talebans tilbud, men der er mig bekendt ikke noget som helst bevis for at Taleban samarbejdede med Al Qaeda om 9/11.
“Afghanerne har haft mange muligheder for at dreje udviklingen af deres eget samfund i retning mod et frit, oplyst og sekulært samfund, men, befolkningen, krigsherrerne, klanerne og imamerne har tilsyneladende ikke været parate til det.”
Det har man jo forsøgt siden landets befrielse i 1919, om som forklaret tidligere slog det fejl takket være sabotage og intervention fra UK/US side i samarbejde med de mest reaktionære islamiske regimer. Det er noget af en mission impossible task når man som et multietnisk, multisekterisk og multilingual u-land står over for en så formidabel fjende og alliance. USSR’s assistance var ikke tilstrækkelig og at et land som Kina udviste revisionisme af værste grad ved at tilslutte sig den uhellige alliance gjorde det bestemt ikke nemmere de afghanske folkeslag at realisere drømmen.
I øvrigt er konflikten i Irland og IRA ikke relevant i denne sammenhæng eftersom det var et isoleret og lokalt tilfælde som alverdens super- og regionalmagter ikke blandede sig i. Konflikten om Afghanistan i kraft af sin strategiske beliggenhed og dens internationalisering er af episke dimensioner og vil blive med at optage og fascinere folk langt ud i fremtiden.
Ift. min tidligere noget vovede påstand om de progressive kræfters sejr i Tyrkiet og potentialet om at det kunne ændre historiens gang, i hver tilfælde i det nære østen, skylder jeg en nærmere forklaring ved at opremse hvilke mål man ville have forfulgt:
- Tyrkiet ville have meldt sig ud af Nato, lukke alle dets baser i landet og dermed gøre det nærmest umuligt for US for at få en fast fodfæste i Mellemøsten.
- Sabotage af sabotagen om at inddæmme USSR sydfra via en grøn islamisk bælt.
- Mægling mellem de stridende parter i Afghanistan hvor Tyrkiet kunne gøre brug af sine historiske, kulturelle og sproglige bånd med usbekere, hazara, turkmenere og til en vis grad tajikere. Det ville afghanere nok have sat en stor pris på og værdsat eftersom initiativet kom fra en muslimsk, demokratisk, sekulær og uafhængig stat som de bedre kunne identificere sig med.
- Forfølge Kemal Atatürk's konstruktive politik om regional fred og stabilitet til fordel for folkeslagenes velfærd og udvikling.
Listen kan forlænges...
Kubilay Karahan.
Du skriver: ”Konflikten om Afghanistan i kraft af sin strategiske beliggenhed og dens internationalisering er af episke dimensioner og vil blive med at optage og fascinere folk langt ud i fremtiden.”
Historien om Afghanistans ”strategiske beliggenhed” forsvandt reelt i takt med, at Silkevejen mistede sin betydning som handelsrute, og det er immervæk en del år siden. Siden da har andre lande kun været interesseret i, om landet har kunnet holde sine interne stridigheder inden for sine egne grænser eller ej.
Du skriver også, at ” konflikten i Irland og IRA (er) ikke relevant i denne sammenhæng.” Sådan skriver kun én, som ikke er interesseret i forslag til en løsning, og som udelukkende ønsker at fastholde sin doktrinære holdning til problemet.
Og så burde det være på tide, at du kommer med nogle mere velbeskrevne forslag til løsninger. Det kunne f.eks. være forslag til, hvem du mener hidtil bedst har forsøgt at føre landet ind på den vej, du tilsyneladende ser som det afghanske folks ønske for fremtiden, dvs. ”at opbygge en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat.”
Og du kan overbevise os endnu mere, hvis du kan pege på en troværdig, afghansk og nutidig leder, som kan få smidt Takeban ud og skabe det samfund.
USA burde have set filmen her før de gik ind i Afganistan:
https://www.youtube.com/watch?v=WsCNZN3v2l0
Silkevejen har ikke mistet noget af sin beydning, tværtimod er den bleven genoplivet i ekstrem grad ifm. Belt&Road Initiativet til sammen med eksistensen af de sjældne mineraler og øvrige naturressourcer. Før det lå den strategiske beliggenhed i det faktum at det udgjorde "soft belly" om fred og stabilitet i de central asiatiske sovjetiske republikker ifm. imperialismens nye kors/halvmåne togter. I den forbindelse fortryder Kina nok sin opportunistiske og revisionistiske forrædderi ift. idealerne og principperne når man idag kan konstatere den øgede islamiske ekstremisme i den autonome Øst Turkistan - Kina kalder det Xingcang eller noget lignende - som har ramt Kina som en boomerrang. De forsøger på mest patetisk vis at begrænse skaderne ved at indgå en "pragmatisk" deal med et monster regime som Taliban.
Der er intet doktrinært ved at at fremhæve forskelle mellem Irland og Afghanistan, og at det ikke er relevant ifm. den evige kamp, som har fundet og som stadig finder sted mellem det onde og det gode. Ved at udelade mit simple og overbevisende hovedargument viser du klart hvem du har sympati med i denne kamp.
Kubilay Karahan, 25. august, 2021 - 19:53.
Skal jeg og alle andre tage dette som et tegn på, at du ikke kan pege på nogen , hverken i fortiden eller nutiden, som skulle kunne føre Afghanistan frem til et ”...en moderne, demokratisk, sammenhængende og uafhængig sekulær nation stat”.?
Sider