Feature
Læsetid: 8 min.

Libanon er blevet et casestudie i, hvordan samfund bryder sammen, når magthavere svigter

Libanon – engang Mellemøstens mest fortryllende sted – har altid bakset med problemer. Men i dag, præcis et år efter den store eksplosion ved havnen i Beirut, er landet ved at kollapse i slowmotion
»Undergangen er en langsom og ydmygende affære – præcis som den, Libanon gennemgår i øjeblikket,« siger Chady Fouad, en 32-årig grafiker fra Beirut.

»Undergangen er en langsom og ydmygende affære – præcis som den, Libanon gennemgår i øjeblikket,« siger Chady Fouad, en 32-årig grafiker fra Beirut.

Hussein Malla

Udland
4. august 2021

Mange i Beirut havde bemærket de tykke røgskyer over byens havn. De fleste tænkte, at det nok bare var hedebølgen, der havde forårsaget endnu en brand. Nogle trak på skuldrene og gik videre med at forberede aftensmaden. Mynte, tomater og oliven pyntede formentlig middagsbordene i mange hjem den dag.

Pludselig, klokken 18.08 den 4. august 2020, nåede ilden et lager på havnen med 2.700 ton ammoniumnitrat, som eksploderede og sendte en paddehatsky over Beirut. Eksplosionen lignede en lille atombombe. Butikker, restauranter og cafeer, der netop var ved at komme sig efter coronapandemiens første bølge, blev smadret.

Rystelserne kunne registreres i Tyrkiet, Syrien, Israel. Braget kunne høres på Cypern 250 kilometer fra Libanons kyst. Over 200 mennesker døde ved eksplosionen. Mere end 4.000 blev såret. Op til 300.000 blev hjemløse.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Stakkels stakkels mennesker i en nation, som faktisk har forsøgt at dele sol og vind lige i forhold til tro. Det er så besværligt og landet er ikke vigtig nok til at vi vil hjælpe.
Kynikere vil sige de ligger som de har redt og deres egen borgerkrig i firserne forfølger dem nok stadig.

Hvordan nogen kan mene at libaneserne, som har været centrum for borgerkrige med udenlandsk indblanding, invasioner fra både israelsk og syrisk side samt kæmpet med enorme problemer i konsekvens af ødelæggelserne i Syrien og Irak, ligger som de har redt, er forhåbentligt en gåde for de fleste.

Eksplosionen ved havnen er i øvrigt en kompleks hændelse, som de fleste nationer nok ville have vanskeligt ved at udrede; der spekuleres desuden i at eksplosionen skyldtes sabotage af eksplosiver, som var på vej mod Syrien ... og at sabotagen både obstruerede Assad's forsyninger af eksplosiver og destruerede det syriske styres hovedåre for forsyninger, givet den omfattende embargo, som ledes af Vesten/USA.

David Zennaro

Interessant artikel fra et land i frit fald.

Men det hedder, at man danner regering på dansk. Det andet er engelsk.

En artikel, David Zennaro, som bebrejder libaneserne og deres elendige grundlag for at skabe et stabilt samfund - foruden naturligvis lige at kaste et ansvar efter iranerne også. Ikke et ord om israelsk og vestlig politik som betydende faktorer for tilstanden i landet. Ikke ét. Altså bortset fra truslerne om sanktioner fra vestlige lande - og den manglende vilje til at bidrage på andre måder end långivning til en foretrukken politisk ledelse i landet. Interessant? Måske.

Mikael Fotopoulos

Libanon er et case-study i hvad der sker, når statsmagten er svag

Eller, måske er Libanon snarere et case-study, i hvad der sker når man prøver at oprette det mulitikulturelle samfund? Specielt når man oplever, hvad der sker, hvis der er en enorm stigning i dem som vedkender sig een speciel religion..... som ikke leger godt med andre siges det.

Hanne efterspørger en anklagende finger mod vesten, men afviser selv helt at se elefanten i rummet. Islam! Det nævner hun 'Ikke ét ord' om, selvom konflikten tydeligvis altid har være sekterisk.

Hvad man kan lærer af det, der skete med Libanon er, hvad der sker når islam bliver en magtfaktor....

Ingen på venstrefløjen ønsker dog at vide noget om den slags.

Kim Larsen, på venstrefløjen har der historisk rådet stor forståelse for at religioner anvendes som politiske magtmidler og at de kan bevirke megen ulykke - og at mulighederne for at skabe radikalisering af religiøse stiger når udbytning, konflikt og magtmisbrug og ulighed florerer (bl.a. fordi samtlige disse fænomener hæmmer oplysning). Blot så du lige får det hele med.

@Hanne Utoft

Lyder da flot og godt. Så mangler vi bare at de også begynder at snakke om det en gang i mellem. Istedet for altid have "Vesten er den skyldige!" som automatreaktion på alting.

Der er mange faktorer i spil, hvad angår Libanons elendige historie.

Læs fx "Pity the Nation" af Robert Fisk.

Svend Jespersen

Ja, de stakkels libanesere har mange grunde til at være sure. Nu må de også finde sig i, at deres heroiske frihedskæmpere ikke engang kan finde ud af at få sendt alle raketter over på den rigtige side af grænsen, dvs. ind på israelsk territorium.

https://www.timesofisrael.com/rocket-sirens-sound-in-kiryat-shmona-idf-s...

A propos Libanon.
"I over 36 timer dræbte de (kristne) falangister systematisk hundredvis af palæstinensere i Sabra og Shatila. Maronitiske (=kristne)militser kæmpede sig igennem lejrenes ildelugtende gyder og dræbte hver eneste mand,kvinde og barn,de fandt".Eugene Rogan, Arabernes historie, s.585
"Selvom massakrerne i Sabra og Shatila blev udført af maronitiske militser, blev de givet fuld adgang til lejrenen af de israelske styrker, som havde kontrol med alle adgangsveje til området." E.Rogan, samme sted.
PS. De israelske styrker var anført af den senere israelske statsminister Ariel Sharon.

"Istedet for altid have "Vesten er den skyldige!" som automatreaktion på alting."

Overser du ikke at jeg omtalte den syriske invasion af Libanon som betydningsfuld for landets tilstand? Tesen om en automatreaktion fra venstrefløjen kan vel indimellem blive en selvopfyldende profeti.

Mht. eksplossionen i Beirut. I Danmark blev en yderst lemfældig omgang med fyrværkeri på lagrene skam også fuldstændigt overset, indtil en lille by sprang i luften.

Jan Top Christensen

En ret interessant artikel. En lille misforståelse: Saad Harriri var ikke PM, da han opgav i juli som PM designate at danne regering. Det er siden august 2020 fortsat Hassan Diab, der er caretaker PM. - Sidst i juli blev Mikati, tidligere PM, givet chancen som PM designate at danne regering. Han har selv sagt, at det skal ske hurtigt, ellers opgiver han. Det er indtil videre Diab som er care-taker PM, og måske vil han fortsætte som sådan en rum tid endnu, når/hvis Mikati opgiver at danne regering. - I øvrigt sidder man tilbage med pessimisme, når man har læst artiklen. Der er jo desværre ingen tegn på, at de nye demonstrationer kan udvikle et alternativ til den siddende magtelite. Vejen frem må være meget mere omfattende demonstrationer med mange flere deltagere. Voldelig adfærd vil blot afspore demonstrationerne og gøre det let for magteliten at slå hårdt ned.

PS: Saad Hariri var PM, indtil han af demonstrationer blev tvunget til at træde tilbage i oktober 2019.