Feature
Læsetid: 8 min.

Libanon er blevet et casestudie i, hvordan samfund bryder sammen, når magthavere svigter

Libanon – engang Mellemøstens mest fortryllende sted – har altid bakset med problemer. Men i dag, præcis et år efter den store eksplosion ved havnen i Beirut, er landet ved at kollapse i slowmotion
»Undergangen er en langsom og ydmygende affære – præcis som den, Libanon gennemgår i øjeblikket,« siger Chady Fouad, en 32-årig grafiker fra Beirut.

»Undergangen er en langsom og ydmygende affære – præcis som den, Libanon gennemgår i øjeblikket,« siger Chady Fouad, en 32-årig grafiker fra Beirut.

Hussein Malla

Udland
4. august 2021

Mange i Beirut havde bemærket de tykke røgskyer over byens havn. De fleste tænkte, at det nok bare var hedebølgen, der havde forårsaget endnu en brand. Nogle trak på skuldrene og gik videre med at forberede aftensmaden. Mynte, tomater og oliven pyntede formentlig middagsbordene i mange hjem den dag.

Pludselig, klokken 18.08 den 4. august 2020, nåede ilden et lager på havnen med 2.700 ton ammoniumnitrat, som eksploderede og sendte en paddehatsky over Beirut. Eksplosionen lignede en lille atombombe. Butikker, restauranter og cafeer, der netop var ved at komme sig efter coronapandemiens første bølge, blev smadret.

Rystelserne kunne registreres i Tyrkiet, Syrien, Israel. Braget kunne høres på Cypern 250 kilometer fra Libanons kyst. Over 200 mennesker døde ved eksplosionen. Mere end 4.000 blev såret. Op til 300.000 blev hjemløse.

Siden katastrofen den 4. august har den levantinske nation været i en krise af historiske proportioner. Det politiske system befinder sig i et dødvande. Valutaen har mistet 90 procent af sin værdi. Landets økonomiske kollaps karakteriseres af Verdensbanken som den værste finanskrise siden det 19. århundrede. Og de libanesiske soldater, som er limen, der holder sammen på nationen, går sultne i seng.

»Du er en kæmpe tåbe, hvis du kommer til Libanon for at rapportere om forholdene, for du risikerer at sidde fast her,« siger den 32-årige grafiker Chady Fouad over telefonen fra Beirut, mens jeg sidder i Istanbul.

Fouad deltog i de store libanesiske protester i efteråret 2019 lige inden coronapandemiens udbrud. Han troede, at revolutionen og forandringerne var lige om hjørnet. I dag er han arbejdsløs, hjælpeløs og uden håb. Han mener, at Libanon og hele den arabiske verden har forpasset det øjeblik, hvor levevilkårene kan forbedres. Nu handler det bare om at holde ud indtil den næste katastrofe indtræffer.

»Dommedag beskrives ofte som en destruktiv dag, men snarere end én stor begivenhed tror jeg ærlig talt, at undergangen er en langsom og ydmygende affære – præcis som den, Libanon gennemgår i øjeblikket,« siger Chady Fouad.

Systemet er kaput

Fouad har måske en pointe. I dag – et år efter eksplosionen i havnen – er de historier og beretninger, der slipper ud af Libanon, utrolig deprimerende: mænd, der slås foran tankstationer, fordi de ikke kan få tanket bilen op. Soldater, der varetager politiets opgaver og jagter småkriminelle i små gyder i stedet for at bevogte grænsen til Syrien. Børn, der dør på hospitaler på grund af strømafbrydelser. Ældre mænd og kvinder, der overlevede både den israelske invasion og borgerkrigen, men som nu må dø grundet medicinmangel.

Så er der de mere tragikomiske af slagsen.

Der er historien om løverne og bjørnene i Beiruts zoologisk have, som netop er blevet afskibet til udlandet, fordi staten ikke har råd til at fodre dem. Beretningen har givet anledning til en masse sorte vittigheder: I disse dage kan det bedre betale sig at være et dyr i en libanesisk zoo end et menneske i Libanon, for så er der større chancer for at få asyl i udlandet.

Der er også den barokke historie om det libanesiske luftvåben, som i øjeblikket bruger hærens helikoptere til at tiltrække turister. Hæren, som i disse dage ikke kan aflønne soldaterne, er i en så ringe økonomisk tilstand, at piloternes mission nu går på at flyve turister over Beirut for at tage selfiebilleder med det flotte landskab fra oven.

Det er trange tider for alle i Libanon i disse dage.

»Desperationsniveauet er så højt, at middelklassens engelsktalende libanesere, der drømte om at blive ingeniører og chefer, nu er tvunget til at sælge deres mest personlige ejendele for ingenting. Fra børns legetøj til eventyrbøger og lysestager. Alt bliver solgt på Facebook-sider til én øre,« som den Beirut-baseret analytiker Anchal Vohra gør opmærksom på i Foreign Policy.

For langt de fleste uden for landet er tragedien i Libanon gået totalt ubemærket hen. Det skyldes måske Libanons ’ubetydelighed’. Libanon er hverken Iran, Egypten eller Tyrkiet. Det er et land med blot 6,8 millioner indbyggere, og landets magthavere betragtes som anonyme sammenlignet med regionens øvrige autokrater. Hvis ikke det var for den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah, som sidder på det sydlige Libanon, der grænser op til Israel, ville de færreste interessere sig for den levantinske nation.

Men de, der interesserer sig for Libanon, ved én ting:

Libanon har et særligt politisk system, som hviler på et sekterisk kvotesystem, der fordeler magten mellem landets forskellige sekter. Og det er netop dette politiske system, der er en af årsagerne til Libanons slowmotion kollaps, mener forskere.

»Libanons politiske system med kvotesystemet, der tilgodeser alle landets sekter, blev først og fremmest grundlagt med henblik på at undgå konflikt efter borgerkrigen og ikke for at regere effektivt,« siger Emily Hawthorne, analytiker ved konsulentvirksomheden Stratfor Worldview.

»Kvotesystemet gør det vanskeligt at vedtage kontroversielle reformer, uden at samtlige partier i det politiske spektrum er enige i dem. Det er svært at få alle partier på samme side.«

Og så er der naturligvis korruptionen, som Libanons politikere har doktorgrad i. I stedet for at udvikle en langsigtet økonomisk politik, der tilgodeser landet, fordeler magteliten positioner, ressourcer og job til deres nærmeste. Det gælder både sunnitter, shiitter og kristne. Det betyder også, at partierne er i samme båd og holder hånden over hinanden, når de føler sig truet.

»Eksplosionen ved havnen er et godt eksempel. Ingen er endnu blevet dømt eller anklaget for noget som helst, og det er virkelig sigende for, hvordan systemet fungerer,« siger Emily Hawthorne.

En 11-årig pige bæres væk af sin onkel efter de store eksplosioner på havnen i Beirut den 4. august 2020. Hendes fire år ældre søster overlevede ikke. Det estimeres, at mindst 207 personer døde, og mindst 6.500 blev såret. Mellem 200.000 og 250.000 personer blev desuden hjemløse ifølge Beiruts guvernør.

En 11-årig pige bæres væk af sin onkel efter de store eksplosioner på havnen i Beirut den 4. august 2020. Hendes fire år ældre søster overlevede ikke. Det estimeres, at mindst 207 personer døde, og mindst 6.500 blev såret. Mellem 200.000 og 250.000 personer blev desuden hjemløse ifølge Beiruts guvernør.

Hassan Ammar

Brudte forsyningskæder

Den nuværende økonomiske krise har i hvert fald fuldstændig lammet landet. Manglen på brændstof, som skyldes manglende leverancer, hamstring og smugling til Syrien, har startet en kædereaktion af kriser, der har lammet Libanons forsyningssystemer.

Først og fremmest har manglen på brændstof ramt elektricitetssektoren. Landets største energiselskab, Electricite du Liban, formår knap nok at levere seks timers strøm om dagen. Så kommer internettet. Uden elektricitet er internettet blevet langt mere ustabilt, og manglen på et stabilt internetnetværk betyder, at landets virksomheder og institutioner ikke længere fungerer.

Hele strømkrisen forværres yderligere af infrastrukturens forfald, som skyldes en kombination af dårlig vedligeholdelse og plyndring af kabler, der begås af desperate libanesere, som er ivrige efter at videresælge kobberet for at tjene lidt til dagen og vejen.

Manglen på brændstof og elektricitet betyder sågar også mangel på rent drikkevand. Vandsektoren er afhængig af pumper til brøndene ude på landet og senere transporten af vandet fra land til by.

Som den respekterede Libanon-ekspert Peter Harling skriver i sin seneste analyse, har vandmanglen ført til ulighed mellem opstrøms- og nedstrømslandsbyer. Uligheden er også blevet dybere mellem nabolag. I dag har nogle nabolag mere postevand end andre.

»Folk har tilpasset sig ved at drikke fra mindre rene vandkilder. Konsekvenserne for folkesundheden kan allerede mærkes med bekymrende stigninger i madforgiftninger, hygiejnerelaterede lidelser og vandbårne sygdomme,« skriver Peter Harling i analysemediet Synaps.

Europa truer med sanktioner

Lige nu står Libanons skæbne og falder med politikernes vilje til at forme en regering. I ni måneder har magteliten ikke været i stand til at blive enig om en premierminister. Uden en regering har ingen magten til at træffe beslutninger på nationens vegne. Uden reelle beføjelser er der ingen, der kan sikre lån fra Vesten eller rige arabiske stater.

»Libaneserne bliver nødt til at vente på det næste valg, som forventes at finde sted i foråret næste år, men med økonomien i frit fald kan meget blive værre før valget,« skriver Anchal Vohra i Foreign Policy.

Europa med Frankrig i spidsen har på det seneste forsøgt at presse Beirut. EU skal i forvejen forholde sig til flygtningestrømme fra Tunesien, Libyen og Tyrkiet, så ingen vil se yderligere ballade i Libanon. Europas besked til Libanons magtelite er derfor klar: Hvis I ikke former en regering, bliver I sanktioneret.

Og Paris har faktisk allerede affyret det første varselsskud. I den franske hovedstad har antikorruptionsdommere nu åbnet en sag mod Libanons mangeårige centralbanksdirektør, den magtfulde Riad Salameh. Han anklages for at have skaffet sig selv og sin nærmeste en kæmpe formue i Europa gennem mange års korruption.

Forskere er dog uenige om, hvorvidt sanktioner mod Libanons magtelite nytter, og om de i det hele taget kan eksekveres i praksis. Bagsiden af sanktioner har historisk været, at omverdenen holder op med at handle med det sanktionerede land, så hvordan kan man sikre, at sanktionerne ikke rammer en allerede trængt befolkning?

Et andet spørgsmål er, hvordan sanktionerne kan eksekveres uden at blive politiske i et land, der er så fragmenteret efter sekteriske skillelinjer? Kan man sanktionere Hizbollah-affilierede politikere, uden at Iran føler sig truffet?

Storpolitikkens offer

Netop Iran har magten til at vride armen om på Libanons magthavere, mener analytikere. Libanons netop afgåede premierminister, Saad al Hariri, klagede for nylig over shia-bevægelsen og Hizbollahs manglende vilje til at tvinge den tidligere hærchef Michel Aoun til at forme en regering, og Hariri har på sin vis ret.

Iran kunne formentlig beordre Hizbollah – Libanons absolut mest magtfulde gruppering – til at få stablet en regering på plads på få timer, men indtil videre har Teheran holdt igen. Årsagen er, at Iran i øjeblikket forhandler atomaftalen på plads i Wien, og mange analytikere spekulerer i, om Libanon bruges som forhandlingsmiddel mod USA. 

»Iran kunne bede Hizbollah forme en regering, men Iran har ikke fået noget i bytte fra USA. USA ønsker ikke at opgive kravet vedrørende Irans missilprogram eller finansiering af militser i regionen til gengæld for en regering i Libanon,« siger den libanesiske analytiker Sami Nader til Foreign Policy.

Lidelsen i Libanon har historisk set haft to kilder: landets politiske system og den eksterne indblanding fra stærkere regionale magter. Det seneste årti er libaneserne sluppet billigt sammenlignet med andre lande i Mellemøsten, men nu står landet i den mest skrøbelige situation i mere end en generation.

Hvordan libaneserne vil klare sig gennem gennem krise er uvist, siger den 32-årige grafiker Chady Fouad:

»Der er seriøst intet i horisonten. Vi ved simpelthen ikke, hvor vi er på vej hen. Vi mangler elektricitet, vand, internet, brændstof, og vi mangler drømme. COVID hærger. Klimaet er ustyrligt. Vi har ingen pensioner eller politiske programmer. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig en bedre fremtid for Libanon.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stakkels stakkels mennesker i en nation, som faktisk har forsøgt at dele sol og vind lige i forhold til tro. Det er så besværligt og landet er ikke vigtig nok til at vi vil hjælpe.
Kynikere vil sige de ligger som de har redt og deres egen borgerkrig i firserne forfølger dem nok stadig.

Hvordan nogen kan mene at libaneserne, som har været centrum for borgerkrige med udenlandsk indblanding, invasioner fra både israelsk og syrisk side samt kæmpet med enorme problemer i konsekvens af ødelæggelserne i Syrien og Irak, ligger som de har redt, er forhåbentligt en gåde for de fleste.

Eksplosionen ved havnen er i øvrigt en kompleks hændelse, som de fleste nationer nok ville have vanskeligt ved at udrede; der spekuleres desuden i at eksplosionen skyldtes sabotage af eksplosiver, som var på vej mod Syrien ... og at sabotagen både obstruerede Assad's forsyninger af eksplosiver og destruerede det syriske styres hovedåre for forsyninger, givet den omfattende embargo, som ledes af Vesten/USA.

David Zennaro

Interessant artikel fra et land i frit fald.

Men det hedder, at man danner regering på dansk. Det andet er engelsk.

En artikel, David Zennaro, som bebrejder libaneserne og deres elendige grundlag for at skabe et stabilt samfund - foruden naturligvis lige at kaste et ansvar efter iranerne også. Ikke et ord om israelsk og vestlig politik som betydende faktorer for tilstanden i landet. Ikke ét. Altså bortset fra truslerne om sanktioner fra vestlige lande - og den manglende vilje til at bidrage på andre måder end långivning til en foretrukken politisk ledelse i landet. Interessant? Måske.

Mikael Fotopoulos

Libanon er et case-study i hvad der sker, når statsmagten er svag

Eller, måske er Libanon snarere et case-study, i hvad der sker når man prøver at oprette det mulitikulturelle samfund? Specielt når man oplever, hvad der sker, hvis der er en enorm stigning i dem som vedkender sig een speciel religion..... som ikke leger godt med andre siges det.

Hanne efterspørger en anklagende finger mod vesten, men afviser selv helt at se elefanten i rummet. Islam! Det nævner hun 'Ikke ét ord' om, selvom konflikten tydeligvis altid har være sekterisk.

Hvad man kan lærer af det, der skete med Libanon er, hvad der sker når islam bliver en magtfaktor....

Ingen på venstrefløjen ønsker dog at vide noget om den slags.

Kim Larsen, på venstrefløjen har der historisk rådet stor forståelse for at religioner anvendes som politiske magtmidler og at de kan bevirke megen ulykke - og at mulighederne for at skabe radikalisering af religiøse stiger når udbytning, konflikt og magtmisbrug og ulighed florerer (bl.a. fordi samtlige disse fænomener hæmmer oplysning). Blot så du lige får det hele med.

@Hanne Utoft

Lyder da flot og godt. Så mangler vi bare at de også begynder at snakke om det en gang i mellem. Istedet for altid have "Vesten er den skyldige!" som automatreaktion på alting.

Der er mange faktorer i spil, hvad angår Libanons elendige historie.

Læs fx "Pity the Nation" af Robert Fisk.

Svend Jespersen

Ja, de stakkels libanesere har mange grunde til at være sure. Nu må de også finde sig i, at deres heroiske frihedskæmpere ikke engang kan finde ud af at få sendt alle raketter over på den rigtige side af grænsen, dvs. ind på israelsk territorium.

https://www.timesofisrael.com/rocket-sirens-sound-in-kiryat-shmona-idf-s...

A propos Libanon.
"I over 36 timer dræbte de (kristne) falangister systematisk hundredvis af palæstinensere i Sabra og Shatila. Maronitiske (=kristne)militser kæmpede sig igennem lejrenes ildelugtende gyder og dræbte hver eneste mand,kvinde og barn,de fandt".Eugene Rogan, Arabernes historie, s.585
"Selvom massakrerne i Sabra og Shatila blev udført af maronitiske militser, blev de givet fuld adgang til lejrenen af de israelske styrker, som havde kontrol med alle adgangsveje til området." E.Rogan, samme sted.
PS. De israelske styrker var anført af den senere israelske statsminister Ariel Sharon.

"Istedet for altid have "Vesten er den skyldige!" som automatreaktion på alting."

Overser du ikke at jeg omtalte den syriske invasion af Libanon som betydningsfuld for landets tilstand? Tesen om en automatreaktion fra venstrefløjen kan vel indimellem blive en selvopfyldende profeti.

Mht. eksplossionen i Beirut. I Danmark blev en yderst lemfældig omgang med fyrværkeri på lagrene skam også fuldstændigt overset, indtil en lille by sprang i luften.

Jan Top Christensen

En ret interessant artikel. En lille misforståelse: Saad Harriri var ikke PM, da han opgav i juli som PM designate at danne regering. Det er siden august 2020 fortsat Hassan Diab, der er caretaker PM. - Sidst i juli blev Mikati, tidligere PM, givet chancen som PM designate at danne regering. Han har selv sagt, at det skal ske hurtigt, ellers opgiver han. Det er indtil videre Diab som er care-taker PM, og måske vil han fortsætte som sådan en rum tid endnu, når/hvis Mikati opgiver at danne regering. - I øvrigt sidder man tilbage med pessimisme, når man har læst artiklen. Der er jo desværre ingen tegn på, at de nye demonstrationer kan udvikle et alternativ til den siddende magtelite. Vejen frem må være meget mere omfattende demonstrationer med mange flere deltagere. Voldelig adfærd vil blot afspore demonstrationerne og gøre det let for magteliten at slå hårdt ned.

PS: Saad Hariri var PM, indtil han af demonstrationer blev tvunget til at træde tilbage i oktober 2019.