Måske det bliver finanskapitalismen, der redder os fra klimaforandringerne

Klimabevægelsen er nået til Wall Street. Siden de hurtige 1980’ere har unge børsmæglere fortalt hinanden, at grådighed er godt, at egennytte og profitmaksimering er kapitalismens brændstof, og jo mere man kan fylde på, jo rigere og friere bliver vi alle sammen. I dag breder et nyt mantra sig i finanseliten. Greed is good er blevet til green is good.

På få år er markedet for grønne og såkaldt bæredygtige investeringer eksploderet, og toneangivende finansfolk taler om »ansvarlig« og »meningsfuld« kapital. Af dem er ingen mere toneangivende end Larry Fink, chefen for verdens største kapitalfond, BlackRock, som forvalter en pengetank på mere end 50 billioner kroner – svarende til små 40 procent af USA’s BNP.

Hver januar skriver Fink et åbent »brev til investorer« med sin vurdering af verdenssituationen, og hvordan firmaer og investorer bør reagere på den. Vil man vide, hvilken vej vinden blæser i finansøkonomien, er Finks formaninger en god vejrhane.

De seneste to år har han opfordret til at tage klimakrisen alvorligt. Alle virksomheder bør være transparente om deres klimaaftryk og fremlægge en plan for, »hvordan deres forretningsmodel vil fungere i en nuludledningsøkonomi«, skriver han blandt andet.

Ifølge Hortense Bioy, der er chef for bæredygtig research i det finansielle analyseinstitut Morningstar, kan man forstå Finks udmeldinger som et »vendepunkt i den globale kapitalisme«.

»Det betyder noget, når verdens største kapitalforvalter så utvetydigt signalerer, at klima er en prioritet, og at de, der ikke stiger på toget nu, vil blive efterladt på perronen. Det puster til en tendens, der er accelereret stødt siden Parisaftalen i 2015,« siger hun til Information.

Eller som Financial Times skrev om årets brev:

»Når Fink styrer sin otte billioner dollar store kolos ud på grønne farvande, vil andre følge med.«

Larry Fink selv har fortalt, hvordan truslen fra klimakrisen for alvor gik op for ham, da han i 2019 fik spoleret sin årlige fisketur til Alaska af vilde skovbrande. Men selv om han gerne vil aflevere planeten videre til sine syv børnebørn i nogenlunde stand, er Blackrocks fokus på bæredygtighed ikke motiveret af miljøhensyn. Det handler om profit. På den lange bane vil firmaer, som ikke har en bæredygtig strategi, også være dårlige forretninger, mener Fink.

Omvendt åbner den store omstilling et hav af muligheder for investorer. Eller som den tidligere amerikanske vicepræsident og klimaaktivist Al Gore, der nu er grøn venturekapitalist, sagde for nylig: »Det er den største investerings- og forretningsmulighed i verdensøkonomiens historie.«

Måske er sandheden om klimaforandringerne slet ikke så ubekvem, som hans banebrydende film fra 2006 gav indtryk af.

Allerede nu er hundredvis af milliarder kroner kanaliseret mod »bæredygtige« investeringer. Trods anklager om tomme ord og greenwashing står det i hvert fald klart, at noget er undervejs i finanssektoren.

Hvem ved, måske bliver det ikke højtråbende aktivister, alvorstunge venstrefløjspolitikere eller en pige i gul regnfrakke, der redder os ud af klimakrisen. Måske bliver det jakkesætklædte børsmæglere.

To grønne veje

Præcis hvor mange penge, der i disse år flyder i grøn retning, er svært at sætte tal på. Dels kommer det an på, hvordan man gør det op, og dels er det et ryk på flere fronter.

En af dem hedder »afinvestering«. Hvad der startede som en lille gruppe aktivisters forsøg på at få pensionskasser til at trække deres penge ud af olie-, gas- og kulindustrien, er endt som en enorm bevægelse med håndgribelige konsekvenser for den fossile sektor.

Ifølge organisationen Go Fossil Free har pensionskasser, kapitalfonde og andre såkaldt institutionelle investorer, som tilsammen forvalter 14,5 billioner dollar frasolgt deres aktiver i de sorte industrier og lovet ikke at anskaffe sig nye.

Målet er at dræne industrien for penge. Hvis de store energiselskaber ikke kan rejse kapital, kan de heller ikke udforske olieforekomster i Arktis eller sætte gang i nye, store udledningsprojekter. Noget tyder på, at det virker.

I en rapport udgivet af den amerikanske centralbanks afdeling i olieindustriens hjerteland, Texas, forklarer en unavngiven direktør i branchen:

»Vi har relationer til omkring 400 institutionelle investorer, og tætte relationer med 1.000. Cirka én af dem er villig til at stille kapital til rådighed for nye investeringer i olie og gas.«

Mens pengene forsvinder ud af fossilindustrien, bliver der til gengæld investeret massivt i bæredygtig teknologi. Fra Bill Gates og Al Gore til IMF og Goldman Sachs mener de fleste i det, vi kan kalde Davos-eliten, at motoren i den grønne omstilling er banebrydende opfindelser, grøn vækst og ny teknologi, der begrænser udledningerne uden at kræve større omlægninger af det økonomiske system.

Den vision for et bæredygtigt samfund kræver enorme investeringer. Der er forskellige opgørelser af, hvor mange penge der bliver kanaliseret mod den slags projekter, men igen er det svært at lande på et præcist tal. Ikke mindst fordi »grøn« og »bæredygtig« ikke er faste definitioner.

Ifølge Morningstar er knap to billioner dollar investeret i såkaldte ’ESG-fonde’ (Environmental, Social, governance-fonde, red.) – en tredobling på tre år. Europæiske aktører står for langt størstedelen.

ESG-fonde eller finansielle ESG-produkter er samlinger af forskellige aktier og værdipapirer, som bliver udbudt som »grønne« eller »ansvarlige« investeringer. De er imidlertid ikke altid lige grønne eller ansvarlige. For eksempel er aktier i det britiske olieselskab BP blevet opgjort som en ESG-investering, fordi de har mere ambitiøse klimamål end andre olieselskaber.

»Der bliver talt rigtig meget om ESG i branchen, men lige nu er det helt åbenlyst et problem, at ESG ikke er specielt godt defineret,« forklarer Hortense Bioy fra Morningstar.

Tidligere på foråret har både EU og Storbritannien varslet nye og strengere krav for, at de finansinstitutioner, som tilbyder ESG-produkter skal godtgøre, at de rent faktisk er klimavenlige.

Anders Schelde, der er chief investment officer i AkademikerPension, erkender, at de såkaldt grønne investeringer ofte bliver lidt mørkere i farven, når man kradser lidt i lakken. AkademikerPension har frasolgt sine fossile aktier.

»I det store hele er jeg ikke i tvivl om, at det ændrer noget, når så mange investorer verden over dels begynder at frasælge, dels begynder at tale om det i offentligheden og begynder at tvinge forslag igennem på virksomhedernes generalforsamlinger,« siger han.

Pludseligt ryk

Så er vi fremme ved en tredje form for grøn investoraktivisme. Mens nogle »afinvesterer« og trækker sig helt ud af de fossile selskaber, forsøger andre at påvirke firmaerne indefra. Det er for eksempel BlackRocks erklærede strategi.

Med 6,7 procent er Larry Finks kapitalfond den næststørste investor i USA’s største olieselskab ExxonMobile. Sidst på foråret, til Exxons generalforsamling, var BlackRock med til at få valgt to klimaaktivister ind i oliegigantens bestyrelse.

Ikke helt så konkrete er BlackRocks opfordringer til andre firmaer om, at de er nødt til at sætte ambitiøse nuludledningmål og være transparente omkring deres klimaaftryk for at være »attraktive investorer«. Men den implicitte trussel om, at virksomheder, der ikke er grønne nok, vil have svært ved at rejse kapital eller tiltrække investorer, kan i sig selv være med til at rykke noget.

Investorer er også medejere, og når kapitalstrømmene flyder i en bestemt retning, er virksomhederne i vis udstrækning nødt til at følge med.

Al Gores kapitalfond, Generation, laver hvert år en rapport med titlen Sustainable Trends, og i forbindelse med årets udgivelse i starten af juli udtrykte den tidligere vicepræsident dog bekymring for, at afstanden mellem erklærede klimaambitioner og faktisk handling er for stor.

Ikke mindst ansporet af investorerne formulerer verdens største selskaber ambitiøse klimamål. Alle vil være CO2-neutrale i 2030 eller 2050, men det kniber med at fremlægge konkrete planer for, hvordan de vil nå derhen.

Gore understregede dog, at finanssektoren overordnet set bevæger sig »eftertrykkeligt« i den rigtige retning.

»Ting er måske længere tid om at ske, end du forestillede dig, men når de så sker, går det hurtigere, end du nogensinde havde troet muligt,« sagde Gore, som stiftede sin grønne kapitalfond i 2004. »Det mener jeg er en god beskrivelse af, hvor verden bevæger sig hen nu, og tempoet på omstillingen er i økonomien.«

Med ild skal ild slukkes

Langt fra alle deler Al Gores begejstring. En væsentlig del af den grønne bevægelse opfatter klimakrisen som et mere eller mindre direkte resultat af uhæmmet vækstkapitalisme. Vejen til randen af planetens grænser har ikke mindst været brolagt med vores ubønhørlige higen efter højere forbrug og større profit. I det lys kan det være svært at tro, at løsningen skulle være mere af det samme. At vejen ud af krisen kan lægges med de samme sten.

Efter at have gennemgået mere end 800 videnskabelige studier konkluderede et hold forskere sidste år, at der er en tæt empirisk sammenhæng mellem økonomisk vækst og stigende udledning af drivhusgasser. Højere BNP fører i reglen også til større udledninger.

»Løftet om grøn vækst baserer sig på ønsketænkning,« skrev forfatter og klimaaktivist Jason Hickel for nylig. »Man kan ikke undslippe den åbenlyse konklusion. I sidste ende er vi, for at bringe vores civilisation tilbage inden for rammerne af, hvad planeten kan klare, nødt til at frigøre os fra vores afhængighed af økonomisk vækst.«

Hickel er langt fra alene. Spørger man Greta Thunberg, Greenpeace eller andre radikale, grønne stemmer vil man få samme svar. Man kan ikke på engang have høj økonomisk vækst og nedbringe udledninger. Man kan ikke investere sig ud af klimakrisen.

Hvad er alternativet?

Hverken Anders Schelde fra AkademikerPension eller Hortense Bioy fra Morningstar er decideret uenige. Grøn finanskapitalisme alene kommer næppe til at redde klimaet.

»Regeringer og reguleringer udstikker retningen og skaber den ramme, som vi opererer inden for,« siger Bioy. »Selv med de bedste intentioner og alle verdens penge vil finanssektoren ikke kunne løse problemet alene.«

Anders Schelde er enig.

»Alle har en rolle at spille i den grønne omstilling. Ansvarlige eller aktive kapitalejere er bare en af flere aktører, som er nødt til at spille med,« siger han.

De er imidlertid enige om, at det er ubetinget positivt, at den grønne bølge nu skvulper ind over finansverdenen. Skal vi nå i mål med omstilling, er det også nødvendigt at allokere kapital til at udvikle og udbrede ny grøn teknologi.

Hortense Bioy påpeger, at selv om undersøgelser har vist, at mange investorer er klar til at investere i ESG-fonde, uagtet at det er gået ud over deres afkast, forbliver profit en nødvendig dynamik i finanssektoren.

»Hvis alle skal sidde med ved bordet, skal alle også have en interesse i at sidde ved bordet,« siger hun.

Man kan også spørge sig selv, hvad alternativet er. Nu og her er der næppe opbakning til en grøn omstilling med modvækst og faldende forbrug. Man kan indvende, at klimakrisen er et globalt problem, der vedrører os alle sammen, og at vejen ud af krisen ikke burde stå og falde med finanselitens velvilje eller en enkelt mands forliste fisketur.

Men som Hortense Bioy påpeger, er det ikke sådan, at verdens regeringer har taget de nødvendige politiske skridt som for eksempel en markant CO2-afgift. 

»I Europa kan man argumentere for, at den grønne tendens er drevet af regeringer, og at investorerne følger trop, men i USA er investorerne jo klart foran. De har bevæget sig i grøn retning, mens regeringen har stået stille. Under Trump bevægede den sig ligefrem i den forkerte retning,« siger hun.

Lige nu er grønt godt på Wall Street, også selv om der måske er tale om grøn grådighed.

I en tidligere version af denne artikel stod der, at Akademikerpension »har frasolgt sine fossile investeringer«. Det er ikke korrekt. Akademikerpension har frasolgt sine fossile aktier, men har stadig fossile investeringer i obligationer. Information beklager fejlen.