Baggrund
Læsetid: 5 min.

Mens Vesten forlader Afghanistan, vokser bekymringerne hos Rusland

Den stigende ustabilitet i Afghanistan har fået Rusland og Usbekistan til at indlede en fælles militærøvelse tæt på grænsen. Landene frygter blandt andet, at Talebans fremmarch kan øge terrortruslen i området og problemerne med ulovlig våben- og narkohandel
»Den afghanske krise forværrer terrortruslen og problemerne med ulovlig narkohandel, som har nået et hidtil uset niveau. Der er en reel risiko for, at ustabiliteten spreder sig til nabolandene,« har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagt.

»Den afghanske krise forværrer terrortruslen og problemerne med ulovlig narkohandel, som har nået et hidtil uset niveau. Der er en reel risiko for, at ustabiliteten spreder sig til nabolandene,« har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagt.

Filippo Monteforte

Udland
4. august 2021

Ved det afghanske grænseområde har Rusland og Usbekistan indledt en fælles militærøvelse. Omkring 1.500 russiske og usbekiske soldater bliver trænet under en fem dage lang seance, og samtidig forberedes en anden militærøvelse med Tadsjikistan.

Med Talebans voksende magt i Afghanistan er også Ruslands bekymringer blevet større, og med USA’s tilbagetrækning kan landet igen blive en udfordring for Rusland og de ekssovjetiske republikker i Centralasien.

»Taleban står til at sætte sig på styret og med en stor kraft. Man forbereder sig på, at det kan føre til destabilisering, og der er en stor frygt for udviklingen. Derfor ser man Rusland og nabolandene sende et stærkt signal om, hvad de er i stand til, hvis Taleban prøver på noget,« siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Men selv om Rusland og dets allierede spiller med de militære muskler, er det ikke en militærkonflikt, som landet først og fremmest bør frygte. Flemming Splidsboel har svært ved at forestille sig, at den tilspidsede situation vil tvinge Rusland til decideret at aktivere sit militær, der blandt andet tæller en stor militærbase i Tadsjikistan med omkring 7.000 tropper og tungt militærudstyr.

»Der er ikke nogen, der ønsker at få tropper i landet. Hvis de rykker ind, vil det være ganske hurtige nålestiksoperationer på afstand. Det kunne ske, hvis der i løbet af de næste år opstår en situation, hvor man mistænker Taleban for angreb i nabolandene eller for at smugle stoffer og våben ind i Centralasien og videre op til Rusland, hvilket er et kæmpe problem,« siger Flemming Splidsboel.

Han har selv i en periode boet og arbejdet i Tadsjikistan som chef for den politiske militærafdeling i OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) og netop beskæftiget sig med grænsekontrol.

Flygtninge, terror og narkohandel

I stedet for militærkonfrontationer skal øjnene i stedet være rettet mod den ideologiske magt, som Taleban kan få. De seneste måneder har Taleban erobret flere provinser, der grænser op til nabolandene, og mange lokale grupperinger i de områder har erklæret troskab til den militante bevægelse.

»Der er flere lommer af sympati for Taleban især i Tadsjikistan. Frygten er derfor mest, at Taleban kan påvirke grupperne og udbrede sin ideologi. Det er der en reel risiko for. Der er i forvejen en betydelig sympati for Islamisk Stat i flere af nabolandene, der gør situationen endnu mere usikker,« siger Flemming Splidsboel.

Den bekymring har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, også adresseret flere gange.

»Den afghanske krise forværrer terrortruslen og problemerne med ulovlig narkohandel, som har nået et hidtil uset niveau. Der er en reel risiko for, at ustabiliteten spreder sig til nabolandene.«

En anden bekymring går på det stigende antal flygtninge, der har søgt mod lande som Tadsjikistan de seneste måneder. Dels civile, men også afghanske soldater er flygtet fra kampene mellem Taleban og det afghanske militær. Ifølge tal fra FN’s flygtningeorganisation IOM flygter mellem 20.000 og 30.000 afghanere ud af landet hver uge, skriver The New York Times. FN og flere andre aktører forudser, at der vil komme en stor flygtningekrise inden for den nærmeste fremtid som konsekvens af Talebans fremmarch.

Et åbent sår for Rusland

Rusland har ellers i en årrække kunnet stå på sidelinjen og iagttage USA’s tilstedeværelse i Afghanistan uden selv at skulle agere. Det har landet gjort med kritiske røster og kaldt det en ødelæggende intervention, men der har også været en grundlæggende tilfredshed med, at USA tog sig af udfordringen. Det er slut nu, og Rusland må sande, at der er en risiko for, at de skal løfte et større ansvar den kommende tid. Fortidens komplekse forhold til Afghanistan er ved at indhente russerne.

»Det bryder de sig ikke om hverken økonomisk, militært eller politisk,« siger Flemming Splidsboel.

For Rusland er Afghanistan et åbent sår, fra dengang Sovjetunionen invaderede landet og gjorde det til en del af Den Kolde Krig mellem de kommunistiske lande i øst og de liberale lande i vest. Det endte som en stor ydmygelse for supermagten, da Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Sergejevitj Gorbatjov, trak tropperne ud af landet og sluttede krigen i 1989 efter ti år. Omkring 15.000 sovjetiske soldater og omkring én million afghanske civile mistede livet, og tilbage stod en hel generation, der var blevet kastet ud i en for mange meningsløs krig.

»Når russere og andre tidligere sovjetrepublikker kigger mod Afghanistan i dag, er det med en vis frygt, fordi folk husker, hvor problematisk krigen var. Det var et kæmpe nederlag, og for mange er Afghanistan et tilbagevendende mareridt. Derfor vil Rusland gå meget langt for at undgå en direkte konfrontation med Taleban,« vurderer Flemming Splidsboel.

Dialog med Taleban

Med det mareridt i baghovedet forsøger Rusland nu at håndtere situationen gennem en række forskellige strategier. Dels den militære, som de seneste militærøvelser er en del af, men også med en politisk og mere dialogfremmende strategi.

I løbet af de seneste år har Rusland inviteret Taleban til møder og forsøgt at begynde en dialog med bevægelsen. En række gange har Moskva dannet rammen for møder mellem repræsentanter fra Taleban og Rusland, men også den afghanske regering og USA.

Senest for et par uger siden mødtes den russiske præsidents udsending til Afghanistan, Zamir Kabulov, med en Taleban-delegation i Moskva for at tale om russernes bekymring over den eskalerende konflikt i det nordlige Afghanistan. I den forbindelse afholdt en af Talebans ledende forhandlere Shahabuddin Delawa et pressemøde og erklærede, at gruppen nu kontrollerede størstedelen af Afghanistans provinser. Samtidig forsikrede han, at det ikke vil have konsekvenser for Rusland.

»Vi har en rigtig god relation til Rusland,« lød det ifølge nyhedsbureauet Tass.

Flemming Splidsboel mener, at den politiske strategi er et udtryk for, at Rusland har forsøgt at give en udstrakt hånd til Taleban med et ønske om, at hvis de blot holder sig på deres side af grænsen, og Rusland og de allierede gør det samme, så vil Rusland ikke blande sig.

»Det har givet anledning til en del debat i de russiske kredse om, hvorvidt det er den rigtige strategi, eller om det er naivt at tro, at man kan forsøge at tale med Taleban,« siger seniorforskeren.

Selv har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, forsvaret strategien og offentligt ytret, at det er muligt at have en dialog med Taleban og stole på dem.

Om det er en naiv strategi eller vejen frem for at holde Rusland væk fra fortidens åbne sår og nederlag, må tiden vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et væsentligt historisk perspektiv er, om man kan lide det eller ej, at den amerikansk-pakistansk ledede udvikling af Taleban, som fandt sted i koranskoler m.m. op gennem 1990'erne, og den efterfølgende invasionskrig, som i 2001 indledtes af USA og UK, har skabt et kolossalt problem i regionen, hvor uligheden, fattigdom og radikalisering er eksploderet. Et problem, som nydeligt lander i Ruslands baghave, når amerikanerne drosler den militære tilstedeværelse ned og primært efterlader et komplekst netværk af private kontraktører og efterretningselementer etc.

Det hævdes indimellem at de amerikanske magthaveres planer med Afghanistan er håbløs og tåbelige, men hvis man iagttager sagen fra militært og geopolitisk magtstrategisk hold, og betragter de ofrede menneskeliv og (begrænsede) politiske skrammer som collateral damage, ser det ikke helt tosset ud.

Hanne UToft

Var der lighed, velstand og en ikke radikal fortolkning af islam, da teleban herskede i Afghanistans?

Hanne Utoft

Rettelse:

Nej, det var desværre ikk en fejl, Du skriver i dit første indlæg invasionen i Afghanistan har skabt problemer, hvor ulighed, fattigdom og radikalisering er eksploderet.

Derfor er det meget naturligt at spørge om, der ikke i forvejen eksisterede ulighed, fattigdom og radikalisering under telebans regime. Min formulering af spørgsmålet er kun en understregning af dette

Tak for afklaring, Mogens Kjær - min undring skyldtes de allerfleste ved at det afghanske samfund i forvejen var fattigt, segregeret og i vid udstrækning domineret af Taleban. Jeg refererede at der på de nævnte områder er sket en forværring af forholdene i landet. En forværring, som udsætter det afghanske samfunds fremtid for endnu højere risici end tilfældet (med f.eks. andre indsatser end krigsførsel by presence eller proxy) ellers kunne (og burde) have været.

Hanne Utoft

I nat gik det op for mig, hvad du egentlig mente, og det fremgår også klart af dit første indlæg. Derfor er jeg også enig i dit sidste indlæg.

Jeg undskylder den forvirring, jeg har skabt. Det var vist ikke min bedste dag i går.

Mogens Kjær, det er ok - og tak for respons. Fint at du åbent vedgår at der gik lidt kludder i den; det kunne mange andre lære af (no pun intended).