Analyse
Læsetid: 8 min.

Merkels parti på kanten af panik: Kanslerkandidat Laschet er i knæ og når næppe at rejse sig

Frustrationen i Merkels CDU/CSU hænger tykt i luften, og kanslerkandidat Armin Laschet ligner allerede en slagen mand. Set i lyset af den pragmatiske Merkels afsked er den konservative nedtur dog ikke så overraskende
Når CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet bliver spurgt, hvad han vil som kansler, virker han vaklende. Han skal nemlig balancere mellem en midtsøgende, en progressiv og en konservativ fortælling.

Når CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet bliver spurgt, hvad han vil som kansler, virker han vaklende. Han skal nemlig balancere mellem en midtsøgende, en progressiv og en konservativ fortælling.

Christoph Hardt

Udland
31. august 2021

Få mennesker kan virke så belærende som Armin Laschet, kanslerkandidaten fra Merkels CDU/CSU. Så meget lærte vi under søndagens første livedebat mellem Tysklands tre kanslerkandidater, hvor både tilskuerne og de tyske medier så den pressede og angrebsivrige Laschet som taberen.

Omvendt er det kun få mennesker, der kan fnise så sympatisk som Armin Laschet fra Merkels CDU/CSU. Desværre opstår hans fniseflip også på ret upassende tidspunkter for en kanslerkandidat.

Det skete, da Laschet i juli besøgte de oversvømmede katastrofeområder i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor han selv er ministerpræsident. Og det skete, da han forsøgte at give den som statsmand med Elon Musk ved Teslas nye gigafabrik ved Berlin.

»Politisk indhold har fyldt beskæmmende lidt i den tyske valgkamp. Desto mere straffes Laschet for sit useriøse image,« siger den tyske politolog Albrecht von Lucke.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Hvis de krist-demokratisk vælgere i Østtyskland kunne bestemme, så var Söder kansler-kandidat for begge krist-demokratiske partier, men så havde man også ignoreret, at CDU ville få problemer i Vesttyskland: Kretschmann (De Grønne) leder nu sin tredje periode som ministerpræsident i Baden-Württemberg, som ellers i årtier blev ledet af CDU.

Valget den 26 september står mellem de forandringsskeptiske og de forandringsparate. De første er klart i flertal, men der er flere af dem, som vælger SPD frem for CDU.

Hvor det ender, afhænger ikke mindst af om rød-grøn-rød kan mønstre et flertal efter valgdagen. Ikke fordi rød & grøn ønsker sig en koalition med Die Linke, hvor der vil være knaster i det udenrigspolitiske, men fordi det vil sætte FDP under pres for at gå med til en Ampel , rød-gul-grøn. I så fald er to moderniseringsparate partier en del af en ny koalition i Berlin.

Christian Lindner fra FDP er mærkeligt nok temmelig overset i den danske dækning, i betragtning af, at han kan komme til at få den afgørende indflydelse på, hvem der danner regering.

En regering med SPD, de grønne og Die LInke er urealistisk, og vil næppe presse ham. Langt nærmere er det ham der vil sætte de tre større partier under pres. Han bliver ved med at gentage, at han ikke kan forestille sig en Ampel. Hvilket i det mindste betyder, at han vil tage sig dyrt betalt for at deltage i en sådan.

Han har desuden åbent annonceret, at hans ambition er, at blive finansminister i en regering med CDU/CSU. Dette er nok også hvad han vil kræve for at gå med i en Ampel. Og det vil være en stor kamel at sluge for SPD og de grønne.

Jørgen Mathiasen

@Peter Jensen
Lad os først lige konstatere, at der aktuelt er et flertal fra R2G, og dernæst at en større del af den tyske offentligheds politologer og politikere brugte søndag aften og mandag morgen på at forholde sig til, at SPD og De Grønne ikke vil udelukke en koalition med Die Linke, samt at diskutere hvad det betyder for valgkampen.

Rot-Rot-Grün, eller med Stefan Austs formulering: "Mehr DDR Wagen". Det er svært at forestille sig i praksis.

Men SPD formulerer sig tvetydigt, og har selvfølgelig en forhandlingstaktisk interesse i at holde muligheden for Rot-Rot-Grün åben. Og man kan bestemt finde noget at tale med Die Linke om, og Scholz vil dermed også imødekomme SPDs venstrefløj. Men det vil så også gøre det vanskeligere efterfølgende at vende sig mod FDP. Og hvis det kun er alt for indlysende, at forhandlingerne med Die Linke var på skrømt, er der ingen grund til at tro andet, end at Lindner vil tage sig dyrt betalt.

Jørgen Mathiasen

@Peter Jensen
Det drejer sig meget om forhandlingstaktikken, men man må ikke miste interesserne af syne. Med en R2G-regering vil mindstelønnen stige og den grønne omstilling vil pludselig være regeringspolitik. (Aust kan fortsætte i sandkassen.)
.
SPD og De Grønne vil bede FDP om bevægelighed eller true med alternativet. Det er kun muligt, hvis R2G har et flertal på valgdagen. Af samme grund forsøger de borgerlige nu med en Rote Socken-kampagne energisk at flytte stemmer hen over midten.

Man må antage, at pragmatikere i Venstrepartiet (Bartsch m.v.) vil forholde sig til et R2G-flertal med en tilsvarende bevægelighed.
Der er udsigt til komplicerede regeringsforhandlinger for professionelle forhandlere.

Ja, kompliceret bliver det helt sikkert.