Det var Pakistans udstrakte hånd, den danske regering greb ud efter, da Taleban trængte ind i Kabul, panikken spredte sig, og alle vestlige lande kæmpede for at få sine folk ud af landet.
»Danmarks statsminister takkede premierminister Imran Khan for Pakistans hjælp og støtte i evakueringsarbejdet,« skrev den pakistanske premierminister selv på Facebook. På Twitter bekræftede Statsministeriet, at de satte »dyb pris« på pakistanernes »goodwill«, og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erklærede, at der var tale om »et samarbejde, vi selvsagt sætter stor pris på fra dansk side«.
Konkret, oplyste Pakistans regering, havde de »faciliteret« evakueringen af 431 afghanere, der har arbejdet for den danske repræsentation i Kabul. I Politiken skrev ambassadøren, at Pakistan – ligesom alle andre – nu frygtede, at »alle de fremskridt, der er gjort i løbet af de seneste to årtier, især piger og kvinders ret til uddannelse og arbejde, rulles tilbage«.
Cirka samtidig stod premierminister Imran Khan et helt andet sted og forklarede sig for en helt anden offentlighed. Hjemme i Islamabad hyldede han Talebans sejr:
»Det, der sker i Afghanistan nu, er, at de er sluppet fri af slaveriets lænker,« sagde han.
Den måde, det officielle Pakistan smidigt strækker sig fra Dagbladet Politiken til de mest reaktionære hjørner af Islamabad, er et godt billede på det dubiøse dobbeltspil, landet har spillet under hele krigen i Afghanistan. De seneste uger har Pakistan optrådt præcis, som Pakistan har optrådt siden 2001.
»Pakistan har været den vigtigste forhindring for, at krigen i Afghanistan har været en succes,« mener Henrik Breitenbauch, der er centerleder og seniorforsker ved Center for militære studier på Københavns Universitet.
Bedste ven, værste fjende
Over for den vestlige koalition har skiftende pakistanske regeringer præsenteret sig som en »stærk allieret« og »en kraft for frihed og moderation i den arabiske verden,« som George W. Bush formulerede det.
Samtidig har Taleban mere eller mindre frit kunnet krydse grænsen til og fra Pakistan, og pakistansk territorium har fungeret som en sikker havn, hvor de har gemt sig, mobiliseret ny styrke og forberedt angreb. Som Pakistans indenrigsminister Shaikh Ahmed indrømmede i juni:
»Talebans familier bor her i Pakistan (...) og nogle gange kommer de på hospitalet her og modtager behandling«.
Blot et år inden havde Pakistan ellers forsikret den daværende afghanske præsident Ashraf Ghani om, at Taleban ikke længere havde helle i landet.
»Man kunne lige så godt påstå, at jorden ikke længere roterer om solen,« svarede Ghani.
Og da Osama bin Laden, hjernen bag det terrorangreb, som indledte krigen, endelig blev fundet, sad han i et hus mindre end en kilometer fra en pakistansk militærbase.
»Vi tror, at han nødvendigvis må have haft en form for støttenetværk inde i Pakistan,« sagde Barack Obama diplomatisk.
Omvendt har Pakistan hjulpet Vesten på en række områder. Afghanistan har ingen kyst, og muligheden for at føre forsyninger gennem Pakistan til de op til 150.000 vestlige tropper, som har været udstationeret ad gangen, var en afgørende forudsætning for krigen.
Desuden har Pakistan i vid udstrækning bistået Vesten i krigen mod terrorisme, forklarer Anatol Lieven, der er professor i international politik ved Georgetown University og har beskæftiget sig indgående med Pakistan og Afghanistan.
»Billedet bliver lidt forplumret af sagen om bin Laden, men generelt har Pakistan været meget behjælpelige i bekæmpelsen af international terrorisme. De har pågrebet og udleveret en lang række al-Qaeda-folk, ligesom de i mange tilfælde har tippet vestlige lande, hvis pakistanske borgere var på vej til Vesten med dårlige intentioner,« siger Lieven.
Pakistan har på én gang faciliteret den vestlige koalitions operationer i Afghanistan og aktivt modarbejdet dens strategiske mål.
Man kan sige, forklarer professoren, at Vesten fik »to ud af tre«: forsyningslinjer og en allieret mod al-Qaeda, men ingen hjælp mod Taleban.
»Gennem hele krigen har Pakistan stålsat forfulgt det, de opfattede som deres nationale interesser,« siger Lieven. »Det undrer mig altid, at den kendsgerning synes at komme bag på så mange i Vesten«.
Hvad Pakistan opfatter som sine interesser, vender vi tilbage til.
Pakistans støtte
Midt i anklagerne om Pakistans støtte til Taleban står den ene af landets tre militære efterretningstjenester: Interservices-Intelligence (ISI). I 1980’erne var det igennem ISI, at USA kanaliserede sin støtte til Talebans ideologiske og militære forløber, mujahedinerne, som dengang kæmpede imod den sovjetiske besættelse. Mens Taleban siden udviklede sig til USA’s fjende, har ISI bevaret de tætte forbindelser.
I 2014 sad den trestjernede general og tidligere chef for ISI, Hamid Gil, i et pakistansk tv-program og gjorde brættet op.
»Når historien bliver skrevet,« sagde han, »vil der stå, at ISI besejrede Sovjetunion i Afghanistan med hjælp fra Amerika.« Så holdt generalen en kort pause.
»Men der vil også være et andet afsnit om, at ISI, med hjælp fra Amerika, besejrede Amerika«. Og så klappede og hujede publikum i studiet.
Vi ved ikke præcis, hvordan ISI har hjulpet Taleban. I sagens natur opererer en militær efterretningstjeneste i det skjulte, og blandt det internationale samfunds lyssky aktører er ISI ikke dem, der er længst fra spionromanernes verden af skæg og blå briller.
»ISI har hjulpet Taleban på forskellige måder,« siger Anatol Lieven.
Dog ikke på samme måde eller i samme omfang, som de hjalp mujahedinerne i 1980’erne. Dengang arbejdede Lieven som journalist i Afghanistan og Pakistan og var ved flere lejligheder sammen med mujahedinerne, som ISI og CIA havde udstyret med sofistikerede våben som antiluftskytsraketter.
»Den slags har Taleban slet ikke fået. De har kæmpet med kalasjnikov-rifler og improviserede bomber,« siger Lieven. Pakistans støtte til Taleban har først og fremmest været, at de har huset dem og givet dem »et helle«.
»Når vi siger, at ’Pakistan’ har gjort det, er det selvfølgelig dels den pakistanske hær og efterretningstjenesterne, men det er også tusindvis af almindelige pakistanere. Pashtunere, der bor langs grænsen, har givet ly til deres stammemedlemmer. Ligesom de gjorde i 1980’erne,« siger Lieven.
»I mange pakistaneres øjne er der ingen forskel på den vestlige koalition og Sovjetunionen. I begge tilfælde er det en hvid, udefrakommende besættelsesmagt«.
USA’s interesser
Meget kan siges om Donald Trumps særlige form for diplomati, men nogle gange havde han en befriende evne til at tale højt om det, alle alligevel tænkte.
»De giver ly til de terrorister, vi jagter i Afghanistan,« skrev han i 2018 på Twitter, inden han gik på Fox News og erklærede:
»Vi støtter Pakistan, vi giver dem 1,3 milliarder dollar om året. Det har jeg sat en stopper for, fordi de gør ikke noget for os. Ikke én forbandet ting«.
Det er ikke helt forkert. Eller det er rigtigt, at USA fra krigens begyndelse belønnede Pakistan med favorable handelsvilkår samt milliarder og atter milliarder dollar i militær og humanitær bistand. Det er også rigtigt, at de alligevel gav ly til Taleban. Og mellem linjerne formulerede Trump et indlysende spørgsmål, som mange i Vesten har stillet: Hvorfor finder vi os i det? Hvorfor tvinger USA dem ikke bare til at makke ret?
Det er der, ifølge Anatol Lieven, en række gode svar på. For det første er det ikke korrekt, at Pakistan ikke gjorde en forbandet ting for USA. Som nævnt gjorde de i grove træk to ud af tre ting, Vesten bad dem om.
Derudover må man forstå, at Pakistan er et korthus. Et land plaget af store kulturforskelle og indre modsætninger, hvor staten kun i begrænset omfang er til stede i stammeområder nær den afghanske grænse, hvor Taleban har kunnet skjule sig.
»Efter pres fra amerikanerne forsøgte pakistanerne i 2003 at slå ned på udenlandske Taleban-krigere, altså ikke pashtunere, men arabere, tjetjenere og andre ikkelokale krigere. Og hvad skete der så?,« siger Lieven.
»Det var med til at indlede et årelangt oprør i stammeområderne, som kostede 60.000 pakistanere livet, herunder 8.000 soldater og politifolk, fem generaler og en tidligere premierminister«.
Konflikten førte også til stiftelsen af Tehrek-e-Taleban Pakistan, også kendt som pakistansk Taleban eller TTP, som i årevis gjorde oprør mod regeringen i Islamabad. Trods forvirringen om navnene er det vigtigt at understrege, at TTP og Taleban ikke er den samme organisation.
»Faktisk var det en af grundene til, at Pakistan har vendt det blinde øje til Taleban. Til gengæld for et helle var Taleban med til at sikre, at folk i deres områder ikke deltog i oprøret,« siger Lieven.
Her er det også værd at bemærke, tilføjer Lieven, at Pakistan har mistet betragteligt flere soldater i kampen mod deres Taleban, end Vesten har mod det afghanske Taleban.
En stor del af TTP hører i dag under Islamisk Stat, som torsdag stod bag et terrorangreb i Kabuls lufthavn. Også her har Pakistan og Taleban, der begge er i konflikt med IS, et interessefællesskab.
Pakistans interesser
Regeringen i Islamabad har altså ikke uden videre kunnet rykke ind i stammeområderne og fjerne Taleban. Så risikerede de, at korthuset væltede. Og det har ingen interesse i, slet ikke USA. Pakistan har 230 millioner indbyggere, en fast hær på 500.000 mand og – måske mest afgørende – atomvåben.
»Et destabiliseret Pakistan ville være et langt, langt større problem end et fortsat ustabilt Afghanistan,« siger Lieven.
Så er vi fremme ved de pakistanske interesser. Hvad var formålet med det pakistanske mummespil – altså ud over at undgå en borgerkrig?
Som så meget andet i Pakistan handler det først og fremmest om forholdet til Indien. I sin selvbiografi skriver George W. Bush:
»Med tiden blev det klart, at Pakistan enten ikke ville eller kunne indfri alle deres løfter. En del af problemet var Pakistans besættelse af Indien. I nærmest alle samtaler, jeg havde med Musharaff (Pakistans daværende premierminister, red.), anklagede han Indien for noget nyt.«
De to lande har været i konflikt stort set uafbrudt, siden de blev skilt ad i 1947. Historisk set – før amerikanerne kom, før Taleban-regimet og før krigen mod Sovjetunionen i 1980’erne – har skiftende afghanske regeringer været tilbøjelige til at holde med Indien, fordi Afghanistan havde sin egen grænsestrid med Pakistan.
En sådan alliance mellem Indien og Afghanistan er et skrækscenarium for Pakistan, der i så fald ville være klemt inde mellem to fjendtlige magter, forklarer Henrik Breitenbauch fra Københavns Universitet.
»Den væsentligste grund til, at Pakistan har modarbejdet den vestlige koalition i Afghanistan, har været en frygt for indisk indflydelse,« siger han.
Da Taleban indtog Kabul søndag den 15. august, frydede Pakistans klimaminister sig i et nu slettet tweet over, at »Indien får en passende gave på deres uafhængighedsdag«.
»Regimet i Kabul, som den (indiske regering, red.) i årevis har brugt til at sprede terrorisme i Pakistan, er nu faldet, og overalt i Afghanistan jubler folket,« skrev hun.
Pakistan har en interesse i en venligsindet regering i Kabul, og siden Taleban blev væltet, har Afghanistan nærmet sig Indien.
»Særligt under Ghani rykkede Afghanistan tættere på Indien. Det har vakt røre, fordi hele Pakistans udenrigspolitik er formet af frygten fra at være omringet af Indien mod øst og et proindisk Afghanistan mod vest og nord,« sagde tænketanken Chatham Houses Pakistan-ekspert Farzana Sheikh til France 24 forleden.
»I Pakistans øjne er Talebans tilbagevenden kulminationen på en langsigtet strategi om at sikre en venligsindet regering i Afghanistan.«
Moralsk arrogance
Lige fra de første amerikanske helikoptere ankom i oktober, har Pakistan haft øjnene rettet mod, hvad der ville ske, når de forlod Afghanistan igen, vurderer Anatol Lieven.
Dengang advarede Anatol Lieven også imod krigen.
»Jeg havde brugt nok tid i Afghanistan til at vide, at det var forkert, når amerikanerne hævdede, at Taleban var en lille, ekstremistisk minoritet, som flertallet af afghanerne og pakistanerne foragtede,« siger han. »Jeg troede simpelthen ikke på, at Vesten ville blive længe nok til, at de kunne nå at etablere en stabil, succesfuld afghansk stat«.
Samme vurdering har været dominerende i Islamabad, mener Lieven. Før eller siden trækker Vesten sig ud, og hvad sker der så? Det har været det altoverskyggende spørgsmål i Islamabad.
»Jeg har talt med så mange europæere og amerikanere, som spørger, hvorfor Pakistan ikke stillede sig ubetinget bag os eller gjorde ’det rigtige’. Men en pakistansk officer har ikke svoret en ed til dronningen af Danmark,« siger Lieven.
»Altså ideen om, at Pakistan ville handle imod egne interesser, har altid været naiv,« siger han. »En slags moralsk arrogance.«
Hvad der foregår i Afghanistan er et vitalt, eksistentielt afgørende anliggende for Pakistan. Det er det ikke for os.
