»Selvfølgelig præger den historiske skyld Tysklands politik i dag. Heldigvis – for hele Europa!«

Merkel blev lagt for had under finanskrisen, men hun har været et svineheld for Europa, lyder det fra den overbeviste europæer Ferdinand von Schirach, hvis farfar var topnazist. For ham er det vigtigste ved valget til september, at de tre kanslerkandidater fortsætter Merkels linje: Europa først, siger han i det første af en række interview, hvor Information ser Tyskland gennem deres mest fremtrædende forfattere
»75 år uden krig i Europa. Det er en historisk lang periode. Af denne ene grund er det i mine øjne en forrykt idé at vende tilbage til nationalstaterne,« siger Ferdinand von Schirach.

»75 år uden krig i Europa. Det er en historisk lang periode. Af denne ene grund er det i mine øjne en forrykt idé at vende tilbage til nationalstaterne,« siger Ferdinand von Schirach.

Tom Wagner

Udland
26. august 2021

»Du er, den du er. Det har taget mig lang tid at forstå. Din livsbane er ikke kridtet op af dine forældres eller bedsteforældres skyld. Men du har arvet et ansvar for at håndtere den.«

Vi har kun snakket sammen et kvarters tid, da Ferdinand von Schirach tænder sin anden cigaret foran sin stamcafé i vestberlinske Charlottenburg. Han er den første i rækken af Tysklands mest fremtrædende forfattere, som Information har inviteret til at komme med bud på tiden efter Merkel, landets mentale tilstand, kriser og udfordringer op til den 26. september, hvor Mutti træder tilbage efter 16 år.

Han vil gerne til sagen, for det tærer på ham at fortælle om sin historie. Om sin farfar, topnazisten Baldur von Schirach. Om sin far, der drak sig ihjel. Og om sine egne årelange depressioner.

Men som alle mennesker er hans baggrund et uomgængeligt filter for hans syn på Merkel, Tyskland, Europa og verden. Og på spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at skrive og skrive og skrive, så han i dag er en af Tysklands mest feterede og velhavende forfattere, kommer familiehistorien derfor alligevel med – helt af sig selv.

»Jeg har skrevet, siden jeg var teenager. Som 14-årig begyndte jeg at få depressioner, og de tog til, da min far døde. Jeg ville gerne være forfatter, men jeg var hundeangst for at blive fattig. Virkelig: At lande med tuberkulose i et fugtigt kælderværelse. Jeg kommer fra en velhavende familie, så det var en komplet irrationel frygt. Men af den grund valgte jeg en sikker og borgerlig vej, altså juraen, som så viste sig også at være en vej til at skrive.«

Men okay. Så simpel er hans historie selvfølgelig heller ikke. For »det evige spørgsmål om menneskelig skyld,« som Ferdinand von Schirach formulerer det, fylder også. Både for tyskeren von Schirach, for forfatteren von Schirach og for juristen von Schirach, der allerede som 29-årig forsvarede DDR-politikeren Günter Schabowski – en tragisk helt eller måske nærmere en heldig skurk, der er berømt for på en pressekonference den 9. november 1989 at have udtalt de ord, der i praksis fik Berlin-muren til at falde.

Ingen simple svar

Schirach tøver og tager anløb til en ny fortælling om sig selv. Men han stopper med sætningen »Du er, den du er«. Det er titlen på et af hans mest personlige essays, hvor det beskrives, hvordan den 12-årige Ferdinand for første gang forstår, hvem hans farfar var.

Ferdinand von Schirach

  • Tysk jurist, forfatter og dramatiker.
  • Født 1964 i München, delvist opvokset på en kostskole.
  • Har studeret jura og arbejdet i årtier som forsvarsadvokat.
  • Fik et bragende gennembrud med novellesamlingen Forbrydelse i 2009. Samlingerne Skyld og Straf var ligeledes stærkt anmelderrost.
  • Har skrevet flere teaterstykker som Gud og Terror, som også er opført på Det Kongelige Teater i København og senere er filmatiseret.
  • Desuden forfatter til romanen Sagen Collini og samtalebøger som Alligevel, der længe lå øverst på de tyske bestsellerlister.

»I vores historiebog var der et billede af ham: ’Reichsjugendführer Baldur von Schirach’. Jeg ser det stadig for mig. Mit navn stod faktisk i vores skolebog,« hedder det i essayet.

»Dengang var der på min årgang også en Speer, en Ribbentrop og en Lüninck. Efterkommere af gerningsmænd og af modstandsfolk – alle i det samme klasseværelse.«

Schirachs farfar var ikke bare ’Reichsjugendführer’ i Hitlers NSDAP, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, men også hovedansvarlig for deportationen af jøderne i Wien. I Nürnberg-processerne i 1946 blev han idømt til 20 års fængsel, og han blev først løsladt, da Ferdinand von Schirach var to år. Otte år senere døde han.

»Der er ingen simple svar på den slags spørgsmål,« siger han og stryger fingeren hen over sit cigaretetui på cafébordet mellem os.

»Jeg kan heller ikke sige, om den byrde og skyld er grunden til, at jeg valgte jura, og at jeg nu skriver. Det ville være en grov forsimpling. Men spørgsmålet er jo klart en drivkraft i mit forfatterskab.«

Et europæisk Tyskland

Det blev tydeligt allerede i novellesamlingerne Forbrydelser og Skyld fra 2009 og 2010 – kølige og lapidariske kriminalhistorier, hvor man som læser for eksempel tager sig selv i at få sympati med manden, der efter 40 års ulideligt ægteskab skærer sin kone i småstykker.

Senere kom flere noveller, essays og romaner til. Og med skuespillet Terror blev Schirach med et slag den mest spillede dramatiker i Tyskland. Som i det senere stykke Gud, der handler om aktiv dødshjælp, bliver publikum her manipuleret frem og tilbage i etiske dilemmaer om ansvar og frihed, forbrydelse og straf, ret og retfærdighed.

Det kan derfor virke som lidt af en overraskelse, at von Schirach nu er bogaktuel med den lille blå pamflet, som ligger på bordet mellem os: Et politisk manifest for seks moderne europæiske grundrettigheder som ret til et intakt miljø, ret til beskyttelse mod digitalkoncernernes manipulation og ret til fair producerede produkter i en globaliseret verden.

»Jeder Mensch« står der på forsidens knald-EU-blå baggrund.

»Hvor tysk,« kommer jeg til at udbryde. Men Ferdinand von Schirach svarer roligt med en anekdote.

»Da den tyske genforening blev diskuteret i 1990, gik Helmut Kohl over en time rundt i domkirken i Speyer med Margaret Thatcher. ’Det vigtigste er Europa. Det her drejer sig om Europa. Intet står over Europa’, sagde Kohl. Til sidst vendte Thatcher sig om til sin politiske rådgiver og sagde: ’Europa, Europa, Europa. My God, hvor er han tysk’. Men helt ærligt, vi ser det jo stadig i dag: Det klæder tyskerne at være europæere. Forestil dig, hvis det var anderledes. Det ville være en katastrofe.«

Den europæiske butik

For von Schirach står europæisk fred over alt andet. Han remser 30-årskrigen, Napoleonskrigene og verdenskrigene op og lander ved tallet 75.

»75 år uden krig i Europa. Det er en historisk lang periode. Af denne ene grund er det i mine øjne en forrykt idé at vende tilbage til nationalstaterne. EU handler ikke om, at man ikke må føle sig dansk eller bayersk eller noget andet, men pludselig kun europæisk. Det handler om fred på et kontinent, der i århundreder har været smadret af krige og kan blive det igen.«

Ferdinand von Schirach medgiver, at han kunne holde et »to, nej tre timer langt foredrag« om problemerne i Europa. Om den økonomiske skævvridning, om det demokratiske underskud og det bureaukratiske overskud. Men som i det aktuelle projekt om de europæiske grundrettigheder prøver han at tage ja-hatten på. Det gør han også over for Angela Merkel, hvis æra slutter med valget i september.

»Selvfølgelig kan du godt tegne et billede af Tyskland som den ufrivillige europæiske leder, der træder sig selv lidt over tæerne,« siger han.

»Men siden Kohl og genforeningen har det jo vist sig at virke. Merkel har været et svineheld for Europa.«

Historien om ’Teflon-Merkel’ køber han med egne ord derfor slet ikke.

»Merkel er blottet for retorisk talent, men hun er jo uhyre skarp på indholdssiden. Hun har mestret ufatteligt mange kriser med klogt diplomati. Hun har aldrig slået i bordet, hun har talt roligt med alle, selv de mest tossede ledere. Og i flygtningekrisen gjorde hun det rigtige i det afgørende øjeblik og tog en tung byrde på Tysklands skuldre. I det store og hele har hun faktisk holdt sammen på den europæiske butik.«

Også coronakrisen gik Tyskland stærkest ind i blandt de store EU-lande. Og Tyskland kom stærkest ud. Derfor er landet tvunget til at hjælpe de pressede sydeuropæiske lande, mener von Schirach.

»Problemet er jo lande som Italien, Grækenland og Spanien. Der kan vi ikke holde dobbelt så meget ferie næste år for at få dem på fode. Selvfølgelig skal Tyskland hjælpe. Problemet er, at det udløser et indenrigspolitisk pres fra Alternative für Deutschland og de andre nationalistiske partier i Europa, der ikke forstår eller vil forstå, hvor forbundne vi allerede er i Europa.«

Fred frem for alt

Som overbevist europæer er Ferdinand von Schirach »helt igennem rolig«, som han betegner det, når han kigger på valgkampen og de tre kanslerkandidater Armin Laschet (CDU/CSU), Annalena Baerbock (De Grønne) og Olaf Scholz (SPD).

»Laschet har udtrykt det med sætningen »altid Europa først«, men det står de alle tre jo for,« siger han.

»Selvfølgelig hænger den antichauvinistiske art og Tysklands demonstrativt europæiske politik også sammen med den tyske historiske skyld. Men heldigvis for det – for hele Europa. I Ungarn, Polen, Italien eller Frankrig er der relativt store bevægelser, der i ramme alvor vil tilbage til nationalstaten. Det truer i mine øjne kernen i alting: Fred i Europa. I det lys er de debatter, vi fører om det økonomiske eller om fordeling af flygtninge, jo tæt på at være ligegyldige.«

Med en affekteret mine trækker han sin lykkemønt op af inderlommen og lægger den på bordet. Det er en næsten totusinde år gammel mønt med Fortuna på den ene side og den romerske kejser og stoiske filosof Marcus Aurelius på den anden.

»Næsten det hele står jo ved grækerne og romerne,« siger han.

Von Schirach tænder endnu en cigaret, supplerer sin kaffe med en cola og begynder et mindre foredrag om tænkere som Aristoteles, Lukrets og Augustin. Til sidst lander han ved Romerretten.

»Jeg interesserer mig ikke rigtig for filosofien efter oplysningen, og da slet ikke den tyske, hvor det virker som et mål i sig selv at udtrykke sig så uforståeligt og knudret som muligt. Romerne derimod, de tog fat i de grundlæggende og praktiske spørgsmål: Hvordan bygger vi en stat? Hvad er frihed? Hvordan skal jeg føre et lykkeligt liv som et godt menneske?«

Han mærker på mønten mellem håndfladerne og vender tilbage til Romerrettens betydning for de europæiske forfatninger og retssystemer i dag.

»Når jeg ser på Europa i det lys, bliver fantasien om nationalstaten direkte latterlig. Selvfølgelig er jeg også dødprivilegeret. Jeg er vokset europæisk op. Jeg har boet flere år i Paris og har rejst meget i Italien, Storbritannien og Skandinavien. Da Thomas Mann landede i New York på sin flugt fra nazisterne, sagde han ’Der, hvor jeg er, er Tyskland.’ Han mente selvfølgelig den tyske kultur. Men det ville du altså ikke høre nogen intellektuel eller forfatter sige i dag,« mener von Schirach.

»I dag kigger vi jo meget mere udad mod Europa og verden – Gott sei Dank! Det har også ændret sig i Merkel-æraen. Endelig er Tyskland blevet et moderne og internationalt land og har kastet det gamle åg af sig fra den provinsielle, småborgerlige og ofte lidt beklemmende Bonn-republik, som jeg voksede op i.«

Noget virkelig nyt

– Men er det ikke en forkælet position? Tyskland har i 70 år haft USA som babysitter og vil i en stadig mere farlig verden helst blive ved med at ligge i skyggen af USA.

»Selvfølgelig skal Tyskland også bruge sin økonomiske magt geopolitisk, men det bliver nødt til at være med den store tilbageholdenhed, som vores historie kræver af os. Og selvfølgelig skal vi opfylde NATO’s toprocentsmål (om at bruge to procent af BNP på forsvar, red.). Det har vi skrevet under på,« siger juristen med et skævt smil.

»Men Tyskland har en parlamentshær, og vi kan ikke deltage i internationale aktioner uden en stærk parlamentarisk og demokratisk debat og kontrol. Denne tyske forsigtighed håber jeg vil holde i 200 år eller 500 år for min skyld efter de tyske forbrydelser i det 20. århundrede.«

At han foragter det nationalkonservative Alternative für Deutschland, der vil have Tyskland ud af EU, lægger von Schirach ikke skjul på. Omvendt er han lettet over, at kun cirka ti procent vælger denne »rene protest«, som han kalder det. Men ellers er det svært at indordne ham partipolitisk, for han taler pænt om det kristenkonservative CDU/CSU, sværmer for socialdemokratismens grundtanker, opfører sig som en FDP-mand og roser De Grønnes progressivitet.

»Jeg havde hellere set Robert Habeck som kanslerkandidat for De Grønne. Han er en helt ny type toppolitiker. Han tør være spontan og sige: Jeg ved det ikke, det vil jeg overveje, det vil jeg undersøge. Habeck er en politisk tænker,« siger von Schirach.

Annalena Baerbock, som endte med at løbe med posten som kanslerkandidat foran Habeck, ser Schirach mere som »en hård kommunikator«.

»Hun er mere den alvidende politiker af den gamle skole, der hele tiden vil optræde suverænt – ligesom Laschet og Scholz,« siger von Schirach.

En bekendt går forbi. Schirach sender et håndkys tilbage til hende med den hånd, som han ikke holder cigaret nummer fire eller fem med.

»Det er jo lidt som at læse Günter Grass. Det er der jo efterhånden heller ingen, der kan holde ud at læse, for han ved hele tiden det hele bedre end alle andre. Der havde Robert Habeck været noget virkelig nyt.«

Sort-grøn forsoning

Som Ferdinand von Schirach sidder der i det sommervarme Charlottenburg, er det fristende at glemme hans åbenhjertige beretning om depressioner og om hans egen biografi, som den tunge tyske fortid er ætset dybt ned i. For han ser faktisk ganske lykkelig ud. Og hans fortælling om Tyskland ligner mere og mere en succeshistorie. Men selvfølgelig vokser træerne ikke ind i himlen efter 16 år med Merkel, skynder han sig at betone.

»Der er et område derovre,« siger von Schirach og peger i retning af Kurfürstendamm, hvor han gerne går ud og spiser, fordi han angiveligt er elendig til at lave mad.

»Derovre har du ingen mobildækning. Midt i industrinationen Tysklands hovedstad. I togene er der intet eller elendigt internet. Jamen, hvor er vi henne? På det område er Tyskland håbløst bagud,« siger han.

»Jeg tager også Merkel ilde op, at hun så ofte har ignoreret Macrons tilbud om at gå videre med det europæiske projekt. Og at hun ofte har stået på bremsen i forhold til den grønne omstilling, som jo er det største politiske projekt i den kommende generation – en uhyre stor opgave.«

Stikordet »grøn omstilling« får straks forfatteren til at fortælle om den tyske forfatningsdomstol, der i marts udstedte en epokegørende »klimadom«: At Merkel-regeringens klimalov og klimaambitioner er et brud på de unge og de kommende generationers ret til et sundt klima, hvor de ikke skal forsøge at redde alle stumperne i sidste sekund.

»Ser De!« siger von Schirach. For første gang i halvanden time hæver han stemmen.

»Den tyske Forfatningsdomstol har gennemtvunget skærpelser i klimaloven, den har gennemtvunget en helt afgørende politisk omstilling. Hallo! Forfatningsdomstolen udfører det arbejde, som regeringen burde have lavet. Det kan man på den ene side se som politisk armod. Men man kan også vende det om og se, hvor vigtigt det er at have forfatningsmæssige rammer, der viser den rigtige vej.«

Ferdinand von Schirach siger det ikke højt, men trumfen er åbenlys: Præcis dér vil han hen med sin nye bog om de europæiske grundrettigheder. Men før stemningen bliver alt for revolutionær, skynder han sig at understrege, at den grønne omstilling også skal være »politisk gennemførlig« og »ikke ruinere os«.

»Derfor er jeg rimelig rolig,« siger han og skodder en sidste cigaret med et elegant afledende smil.

»Meget peger på, at både CDU/CSU og De Grønne vil komme i den næste tyske regering. Det vil være en fin udvikling: CDU/CSU holder tilbage, De Grønne lægger pres på. Og det vil være en stor forsoning: Det engang konservative Tyskland og det engang rebelske Tyskland i samme regering. Det kan man da se som et fremskridt.«

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

10. Januar 1990: Bundeskanzler Helmut Kohl spricht vor der Bundespressekonferenz: Die tiefgreifenden Veränderungen in Europa böten Perspektiven für eine dauerhafte Stabilität. Gleichzeitig macht Kohl deutlich: Es gibt keine Debatte über die polnische Westgrenze.

Peter Beck-Lauritzen

"Historiske skyld" gælder kun for vesttyskere, pålagt af amerikansk propaganda. Omvendt for østtyskere; de blev befriet for nazismen af russerne og betalte krigserstatning til russerne, idet alt industrielt udstyr blev ført til Rusland.
Nuvel, vesttyskerne betalte også krigserstatning til USA, ved at alle immaterielle rettigheder blev gjort frit tilgængelig for amerikansk industri plus "paperclips"-folkene også bidrog til den amerikanske industri.
Ovennævnte burde publiseres noget mere til afhjælpning af vesttyskernes historiske skyld!

Rolf Andersen

Man skal naturligvis aldrig fornægte historien - men:

Vi danskere hærgede engang det, der nu er Storbrittanien - vikingetiden. Skal vi sige undskyld for det ?

Makedoneren Alexander den Store erobrede Persien (inkl. Afghanistan) - skal Makedonien sige undskyld for det ?

Franskmændende besatte Indokina, her i blandt Vietnam .. ??

... og sådan kunne man blive ved. Vi skal KENDE historien, og lære af den. Og ikke fordømme nutidige mennesker, som jo ikke har nogen skyld i historien.

Inger Pedersen

Rolf Andersen

For mig at se er der forskel på det, der er foregået i "mands minde" - og det, der er foregået i f.eks. vikingetiden.

Og ja, jeg er ind imellem ved at få kvalme over krav/forventlinger til at undskylde århundreder tilbage. Jeg har ikke som person været involveret i hverken erobringstogter, klosterrøverier eller slavetransporter.
Derfor vil jeg ikke undskylde. Men tager afstand: Det var sgu ikke for kønt! Beklager.

Og ja, vi skal kende historien og lære af den.
Og ind imellem erkende, at det var beklageligt, set med nutidens øjne.
Tyskland kunne undskylde, så længe de ansvarlige havde gang på jord - derefter lære af historien og gøre det bedre.

Ærlig talt, så synes jeg også, artiklen forholder sig netop til det.
Den undskylder ikke og stiller ikke krav om det.

Inger Pedersen

Rolf Andersen

For mig at se er der forskel på det, der er foregået i "mands minde" - og det, der er foregået i f.eks. vikingetiden.

Og ja, jeg er ind imellem ved at få kvalme over krav/forventlinger til at undskylde århundreder tilbage. Jeg har ikke som person været involveret i hverken erobringstogter, klosterrøverier eller slavetransporter.
Derfor vil jeg ikke undskylde. Men tager afstand: Det var sgu ikke for kønt! Beklager.

Og ja, vi skal kende historien og lære af den.
Og ind imellem erkende, at det var beklageligt, set med nutidens øjne.
Tyskland kunne undskylde, så længe de ansvarlige havde gang på jord - derefter lære af historien og gøre det bedre.

Ærlig talt, så synes jeg også, artiklen forholder sig netop til det.
Den undskylder ikke og stiller ikke krav om det.

Inger Pedersen

Suk! Nu igen.
På min skærm kan jeg ikke se, at kommentaren allerede ER sendt.
Beklager.