Baggrund
Læsetid: 6 min.

Tunesiens præsident har taget endnu et skridt på vej væk fra demokratiet, og alle holder vejret

Tunesiens præsident har forlænget suspenderingen af landets parlament på ubestemt tid og dermed skabt yderligere usikkerhed om landets fremtid. Udviklingen er dybt bekymrende, mener flere eksperter
En støtte af landets islamistiske regeringsparti Ennahda får kastet en sten i hovedet under en demonstration uden for parlamentsbygningen i hovedstaden Tunis den 26. juli 2021.

En støtte af landets islamistiske regeringsparti Ennahda får kastet en sten i hovedet under en demonstration uden for parlamentsbygningen i hovedstaden Tunis den 26. juli 2021.

Fethi Belaid

Udland
30. august 2021

Tunesiens præsident Kais Saied har ført landet ud på endnu mere usikker grund. Det, der skulle have været en midlertidig suspendering af parlamentet og ophævelse af medlemmernes immunitet, er nu blevet ændret til ubestemt tid.

Det annoncerede han i sidste uge uden at præsentere en plan for, hvor lang tid suspenderingen vil vare, og hvad der træder i stedet. Selv forklarer han angrebet på parlamentet med, at de eksisterende politiske institutioner, som de plejede at fungere, er en trussel mod staten.

Flere eksperter og politikere kalder det dybt bekymrende og mener, at det unge tunesiske demokrati er i fare.

»Situationen er meget farlig, fordi han agerer uden nogen form for kontrol af sin magt. Det hele bevæger sig i en meget foruroligende retning, og der er stor risiko for, at det udvikler sig til en form for autokratisk styre eller til et hybridregime,« siger professor i mellemøstpolitik ved New York University Abu Dhabi Monica Marks, der har beskæftiget sig med Tunesien i flere år.

Også Mohamed-Dhia Hammami, der er forsker i tunesisk politik, kalder præsidentens handlinger foruroligende og hæfter sig især ved, at aktører fra civilsamfundet eller politiske partier ikke er blevet involveret i præsidentens plan.

»Det kan godt være, at hans intentioner er gode, men hans handlinger er meget risikable.«

Han tvivler dog på, at præsidenten vil være i stand til at bringe Tunesien tilbage til et diktatur.

»Kais Saied har ikke den nødvendige institutionelle støtte, som andre kupledere har haft. Han har ikke et politisk parti, han har ikke hjælp fra militæret, og han er uden for den offentlige elite. Det svækker ham og gør det vanskeligt for ham at holde på magten,« siger han.

Vaccineudrulning og korruptionssager

Der er både sket positive og bekymrende ting siden den 25. juli, hvor præsident Kais Said chokerede flere med sin afsættelse af premierministeren, suspendering af parlamentet og ophævelse af medlemmernes immunitet. Jublen, der bredte sig i Tunesiens gader, var ikke til at tage fejl af, og mange tunesere følte sig hørt og bakkede op om handlingerne.

I den positive ende af hændelserne fremhæves vaccineudrulningen, som myndighederne har formået at få til at fungere for at få kontrol over den store coronakrise, hvor adskillige personer er indlagt og døde. Der er blevet afholdt to store vaccinekampagner de seneste søndage, hvor over én million tunesere er blevet vaccineret med første stik, hvilket svarer til cirka otte procent af landets befolkning.

Derudover har præsidenten sikret vaccinedonationer fra USA, Saudi-Arabien og flere lande i Europa. En indsats, som den tidligere regering og premierminister var blevet kritiseret for ikke at være i stand til at få etableret. Derfor har både vaccineindsatsen og præsidentens lempelse af udgangsforbuddet om aftenen naturligt nok mødt stor opbakning.

Præsidentens andet store indsatsområde er et opgør med korruption. Med ophævelse af parlamentsmedlemmernes immunitet er der de seneste uger blevet rejst sager mod flere personer, der har været mistænkt for blandt andet korruption. Det er en strategi, som Mohamed-Dhia Hammami som udgangspunkt bakker op om, fordi det ifølge ham giver mulighed for at stille parlamentsmedlemmerne til ansvar.

»Mange af dem er syndebukke og repræsenterer de problemer, Tunesien står i,« siger han, men uddyber, at bekymringen går på, om menneskerettighederne vil blive overholdt.

Derudover pointerer han, at præsidenten endnu ikke er gået efter de mest korrupte aktører i systemet, som er de etablerede forretningsfolk, der har en stærk forbindelse til både Ben Ali-perioden og det politiske system i dag.

Bag den effektive vaccineudrulning og håndteringen af korruption er der det, professor Monica Marks kalder en række advarselssignaler.

»Der er nogle tunesere heriblandt politikere, dommere og forretningsfolk, der har forbud mod at rejse ud af landet, uden at der er rejst straffesager mod dem, eller de er retfærdigt dømt. Dette er en alvorlig krænkelse af deres menneskerettigheder,« siger hun.

Det er også en udvikling, som Amnesty International har kritiseret, samt opfordret præsidenten til at løfte rejseforbuddene.

Et afventende civilsamfund

Mens de første 30 dage af suspenderingen er gået, har aktører fra det internationale samfund og det tunesiske civilsamfund været tilbageholdende med at komme med klare meldinger. Flere udenlandske ledere har holdt sig til de mere diplomatiske udtalelser om, at man ser bekymret på udviklingen og opfordrer præsidenten til at holde sig på den demokratiske sti, mens andre forbliver tavse.

I begyndelsen satte mange deres lid til den kendte dialogkvartet bestående af hovedorganisationen UGTT, den tunesiske arbejdsgiverorganisation UTICA, menneskeretsorganisationen LTDH og sammenslutningen af landets advokater.

Den blev dannet i 2013, da det islamistiske regeringsparti Ennahda forsøgte at afskaffe det spirende demokrati efter Det Arabiske Forår. Efter pres og krav fra dialogkvartetten gik regeringen af, og der blev indsat en overgangsregering og en uafhængig valgkommission. Et arbejde, som den vandt Nobels fredspris for.

Denne gang har kvartetten igen opfordret til dialog og er også blevet inviteret til en række møder i præsidentpaladset efter den 25. juli, hvor de præsenterede en plan, som de opfordrede Kais Saied til at inkludere i sin politik. Men her over en måned senere er de fortsat ikke en del af planen. Lige nu er der ikke mange andre end præsidenten og en mindre gruppe af hans folk, der ved, hvad der foregår.

Fagforeningen UGTT er afventende med at melde klart ud om udviklingen i Tunesisen. Men denne uge gav generalsekretæren for den tunesiske gymnasielærerorganisation, der er en del af UGTT, et interessant interview til statsradioen i Tunesien.

Her bakkede han delvist op om præsidentens vision for politiske reformer og var enig i, at det kan være en god idé at opløse parlamentet og sammensætte en ny regering bestående af mennesker, der ikke tilhører det tidligere politiske system og magtelite.

Men det vil kræve nye valg, hvor man fastholder de politiske partier, mener han. Det står i kontrast til Kais Saied, der ikke går ind for, at partierne skal spille en rolle.

Ifølge Mohamed-Dhia Hammami er forholdet mellem dialogkvartetten og præsidenten anspændt, men man forsøger at opretholde et godt forhold for at holde mulighederne for et samarbejde åbent.

Det er også en af forklaringerne på, at der offentligt ikke bliver rejst stor kritik af præsidenten eller ytret bekymring over et muligt tilbagefald til et diktatur.I sidste ende mener Mohamed-Dhia Hammami ikke, at præsidenten kan komme uden om den magtfulde fagforening, der historisk set har haft en afgørende position i samfundet.

»UGTT er den stærkeste politiske organisation, og hver eneste leder har brug for dem til at konsolidere sin magt og styre masserne. Derfor er det en god ting, at de fortsat holder Kais Saied ansvarlig. De kan spille en vigtig rolle,« siger han.

Stor uvished

En måned efter Kais Saieds handlinger står man fortsat tilbage med flere spørgsmål end svar. Det er vanskeligt at forudse, hvad der venter tuneserne og det unge demokrati, fordi præsidenten er så lukket omkring sin plan for Tunesiens fremtid.

Flere af de tunesere, som Information løbende har været i kontakt med, har fortsat et optimistisk og afventende syn på præsidentens handlinger. Men de er også meget skeptiske, fordi han ikke har udvist den åbenhed, som mange havde håbet på.

En række tunesere fra de lavere sociale lag nævner, at de bakker op om præsidenten i håbet om noget bedre og fremhæver igen og igen, at de blot ønsker at kunne få et arbejde og have råd til mad.

Flere eksperter vurderer, at præsidenten vil forsøge at ændre forfatningen fra 2014 enten gennem et præsidentdekret eller ved en folkeafstemning, så han kan få et system, hvor magten er koncentreret om præsidenten. Og med befolkningens store frustrationer og manglende tillid til det system, der var, vil han højst sandsynligt få opbakning, mener Monica Marks.

»Jeg tror, at han kan udnytte den foragt og ønske om noget nyt. Det positive ved et system, hvor præsidenten har mere magt, er, at du undgår et fastlåst parlament, der ikke kan blive enige og har stridigheder med hinanden hele tiden. I stedet får man en leder, der er i stand til at tage tøjlerne og indføre nogle effektive politiske tiltag.«

Men – der er et stort men. For ifølge Monica Marks er det for risikabelt for et land som Tunesien at kaste sig ud i at give præsidenten meget magt, når landet har en lang historie med diktatur. Det er blandt andet derfor, parlamentet besluttede, at der ikke skulle være et præsidentielt system med forfatningen i 2014.

»Man mente, der var for mange risici forbundet med det. Når regeringstræet i et land som Tunesien læner sig for meget i retningen af et autokratisk styre, så kan det være godt og nødvendigt at trække træet tilbage mod et parlamentarisk system med mere kontrol og magtbalance,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her