Analyse
Læsetid: 8 min.

Den tyske socialdemokrat Scholz har gjort overraskende comeback med ’Merkel-metoden’

Længe har meget tydet på, at de tyske socialdemokraters tid var forbi. Men deres kanslerkandidat, Olaf Scholz, har i valgkampen ført sig frem som den kompetente efterfølger til Merkel og indhentet CDU/CSU i målingerne. Han tror på, at den grønne omstilling kan redde Europa – men hans eget parti er splittet
Den socialdemokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz er gået frem i meningsmålingerne ved at bruge Merkel-metoden: I kender mig – jeg er det stabile kort i en krisepræget tid.

Den socialdemokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz er gået frem i meningsmålingerne ved at bruge Merkel-metoden: I kender mig – jeg er det stabile kort i en krisepræget tid.

United Archives / kpa Publicity, via www.imago-images.de

Udland
24. august 2021

For bare to måneder siden lignede det dødskramper: Tysklands socialdemokratiske SPD, et af de mest indflydelsesrige partier i Europas historie, var røget fra 40 procents opbakning omkring årtusindskiftet ned på 20 procent af stemmerne ved valget i 2017 – og i juni i år lå partiet og rallede på 14 procent i meningsmålingerne.

Socialdemokratiets tid så ud til at være løbet ud, og SPD så ud til at gå samme vej som de franske socialister: Ind i det 20. århundredes glemmebog. Selv partiets kanslerkandidat, den noget tørre finansminister Olaf Scholz, lignede ikke en, der kunne sælge mange billetter ved det tyske valg i slutningen af september.

Men i disse dage udvikler den tyske valgkamp sig til et nervepirrende kanslerdrama. De Grønne, der lignede CDU/CSU’s største udfordring for tiden efter Merkel, er sunket ned på omkring 17 procents opbakning. Og mens de tyske medier både måbende og selvforstærkende kalder CDU/CSU’s kanslerkandidat Armin Laschet for »panisk«, »kraftløs«, »vaklende« og »fejlcastet«, virker Olaf Scholz, som om han ikke er til at skyde igennem.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Olaf Scholz - han lyder helt fin, som du her beskriver ham.

Ete Forchhammer , Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvorfor er det egentlig, at Scholz gik fra at være overborgermester i Hamburg til at blive finansminister?
Dette spørgsmål kunne man godt have stillet i artiklen.
For det er i det mindste påfaldende at Scholz blev minister i det samme år, han som borgermester har været i den grad ansvarlig for den fuldstændig fejlslåede håndtering af G20 demonstrationer i Hamburg.

https://www.shz.de/regionales/hamburg/g20-gipfel/g20-gipfel-in-hamburg-f...

Et par undskyldninger senere og efter flere opfordringer til at træde fra posten som borgmester blev han så finansminister - for at forfremme inkompetence har god tradition i Tyskland.
Jeg vil give ham, at han har været en imponerende rolig finansminister under denne krise, men man kan næppe snakke udelukkende om positive erfaringer med Scholz i ledelsespositioner.

Desuden er hans træk til "midten", eller hvad man kalder midten i dag i tysk politik, netop det, der har gjort at SPD overhovedet lå i de dødstræk som er blevet beskrevet her.
Siden Gerhard Schröder og sandsynligvis også allerede førhen, har SPD egentlig kun i navnet været et socialt parti.
Hartz IV reformerne har gjort Tyskland til europas største lavtlønsindustrination. Folk der arbejder i slavelignende 400 Euro-om-måneden-jobs er en socialdemokratisk opfindelse. Ærkeborgerlig politik camoufleret i røde klæder.

For at citere Max Liebermann: "Ich kann gar nicht so viel fressen wie ich kotzen möchte" - "Det er ikke muligt at æde så meget som jeg ønsker at brække mig."

At Scholz så i dag også stadig overvejer at fortsæt underkaste sig borgerlige paradigmer for succesens skyld, beviser bare at ordsproget fra socialisterne i 1918 stadig gælder den dag i dag.
"Wer hat uns verraten? Sozialdemokraten!"

Eva Schwanenflügel, Klaus Schwab og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Endnu en borgerlig socialdemokrat, der *snakker* om at være grøn. Det er som om, man som dansker kender typen.

Men hvis vi nu forestillede os, at tyskerne skulle tage klimakatastrofen midt i deres land denne sommer bare en smule alvorligt, jamen så er det NU, det evindelige topartisystem, hvor konservative og sosser skiftes til at bestyre butikken, skal droppes.

De kan vælge De Grønne, som set med de grønne briller er et marginalt mere fornuftigt alternativ til SPD og CDU/CSU, men som trods modet til at tale den uhyre magtfulde tyske bilindustri og kødproducenterne imod ikke magter at forstå kapitalismen som et suicidalt system, drevet af ubønhørlig væksttvang. Eller de kan vælge Die Linke, som står for den mest fornuftige og progressive solidariske grønne reformpolitik, der findes i det parlamentariske spektrum. Skulle et flertal af de tyske vælgere bringe sidstnævnte til magten, ville det kræve et enormt folkeligt engagement fra neden, fra klima- og miljøbevægelser, fagbevægelse og andre folkelige progressive grupper at omsætte det folkelige mandat til begyndende forandringer i grøn retning. En udvikling, der hurtigt ville kollidere med såvel tysk kapital som med EU, men som også ville kunne inspirere befolkningerne i resten af Europa og åbne for noget, der minder om starten på den grønne og røde forandringsbølge, vi er nødt til at se meget snart, hvis ikke vi skal tabe fremtiden på gulvet.

Oh well, nok dagdrømmeri. Vælgernes hang til pest og kolera fornægter sig næppe heller ej i denne omgang.

Henriette Bøhne, Eric Philipp og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar