Analyse
Læsetid: 12 min.

Tysklands valg efter Merkel: De svage kandidaters kamp om midten er historisk åben

De tyske kanslerkandidater er pressede, og det første valg efter Merkel-æraen er historisk åbent. Men valget handler ikke kun om kanslerposten. Dramaet handler også om at få dannet en stabil regering efter et valg, hvor vinderen kan tabe, og demokratiet kan vise sig for svagt til tidens udfordringer
De tyske kanslerkandidater er pressede, og det første valg efter Merkel-æraen er historisk åbent. Men valget handler ikke kun om kanslerposten. Dramaet handler også om at få dannet en stabil regering efter et valg, hvor vinderen kan tabe, og demokratiet kan vise sig for svagt til tidens udfordringer

Jesse Jacob

Udland
21. august 2021

Om bare en måned skal Europas største nation til valg.

Det meste er stadig pivåbent, men én ting ligger fast: Det tyske valg bliver et usædvanligt drama. Efter 16 år er det slut med Merkel. For første gang siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 er der ikke en siddende kansler, der udfordres af en alternativ kandidat. Og de opstillede kanslerkandidater ligger historisk svagt og yderst tæt i meningsmålingerne.

CDU/CSU, der siden Merkels entré som kansler i 2005 har været Tysklands nærmest naturlige magtparti, vakler endda så meget, at selv den konservative del af den tyske presse gang på gang spørger sig selv, om søsterpartiernes kanslerkandidat Armin Laschet vil blive stående oprejst helt frem til valgdagen, den 26. september. Lige nu rasler Merkels kristenkonservative CDU/CSU nemlig nedad og ligger med omkring 24 procents opbakning kun få procentpoint foran det socialdemokratiske SPD på omkring 21 procent og miljøpartiet De Grønne, der p.t. har omkring 19 procent af tyskerne bag sig.

Dermed er det stadig uvist, hvilken vej Europas økonomisk og politisk definerende stormagt kommer til at gå efter Merkel: Hvor grøn bliver retningen? Hvor liberal og markedsstyret? Hvor præget af industripolitik og af offensiv EU-integration?

Vi ved det ikke. Men vi aner allerede på den ene side, at valget i Tyskland på den ene side bliver en politisk kamp om midten, som selv i Merkels æra har bevæget sig mod venstre. Og på den anden side, at valget bliver en test af, om store demokratier som det tyske er i stand til at skabe store reformer, grøn omstilling og gå progressivt ind i en ny global virkelighed, hvor Europa er mere alene hjemme.

Socialdemokratisk optur

Hele sommeren har den tyske valgkamp slæbt sig sælsomt afsted uden synderlig kamp om det politiske indhold – på trods af oversvømmelser, klimakrise, coronakrise, statsgæld, en kommende pensionskrise og et pengepolitisk eksperiment med nulrenter og centralbankernes svimlende opkøb af gæld.

Med andre ord: Valgkampen burde handle om det hele. Men opildnet af de sociale mediers logik og fokus på manden frem for bolden har den næsten kun handlet om kanslerkandidaterne, der først og fremmest prøver at undgå én ting: at begå flere fejl.

Det er lykkedes temmelig dårligt for De Grønnes Annalena Baerbock, der efter miniskandaler om et pyntet CV, plagiater i en bog og halvsløje optrædener er landet på jorden igen efter forårets enorme optur i meningsmålingerne.

Det er lykkedes mindst lige så dårligt for CDU/CSU’s kanslerkandidat Armin Laschet, der først kom til at grine i baggrunden under de fatale tyske oversvømmelser og siden hen ikke har sat mange fødder rigtigt i valgkampen, så CDU/CSU nu ligger på historisk lave 24 procent.

Tysk valg: Seneste vægtede meningsmåling

  • CDU/CSU: 24 procent.
  • SPD: 20 procent.
  • De Grønne: 19 procent.
  • FPD: 12 procent.
  • AfD: 11 procent.
  • Die Linke: syv procent.

Kilde: politico.eu

For Olaf Scholz, det socialdemokratiske SPD’s kanslerkandidat med det knastørre øgenavn Scholzomat, lykkes det for tiden derimod over forventning. Som vicekansler og finansminister – altså som manden med den store tyske pengebazooka, der har reddet millioner af tyskere fra arbejdsløshed og bankerot i coronakrisen – bliver Scholz i SPD’s valgkamp kørt i stilling som den stabile leder, der sikrer tyskernes livret, nemlig kompetence og kontinuitet, mens hans splittede og hårdt prøvede socialdemokrati trænges langt ud i baggrunden.

Som lederen af SPD’s valgkampagne, Raphael Brinkert, sagde til Information tidligere på sommeren:

»Tyskerne savner ikke politisk entertainment – her efter corona savner de pålidelig og retfærdig politik. Det er ikke tid til bøvede talere eller vendekåber, men til erfaring, kompetence, ledelsesstyrke og respekt. Det taler helt klart for Olaf Scholz.«

Let ironisk tilføjede han om den kristendemokratiske Merkel:

»Angela Merkel har været en glimrende socialdemokratisk kansler. De, som alt i alt godt kunne lide Merkels politik, vil i tiden efter Merkel orientere sig mod Olaf Scholz.«

Historisk svage kandidater

Det socialdemokratiske comeback og de andre partiers nuværende nedtur er entydig. Men for det første skal man selvsagt trække mindst halvdelen fra, når det kommer fra en kampagneleder. Og for det andet er situationen stadig ekstremt omskiftelig i det tyske valg.

Det skyldes også, at alle tre kandidater står usædvanligt svagt.

det hypotetiske spørgsmål om, hvem tyskerne ville stemme på, hvis der var tale om et direkte kanslervalg, scorer Scholz klart højest med 29 procent, mens Annalena Baerbock scorer bare 15 procent og Armin Laschet sølle 12 procent. Ifølge en undersøgelse fra Civey har hele 73,9 procent af tyskerne en negativ holdning til Armin Laschet, ja selv blandt CDU/CSU-vælgerne står kun 44 procent bag søsterpartiernes egen kandidat. Merkels partiinterne overdragelse af magten ligner med andre ord en fiasko. Men for alle tre kandidater gælder: De er svage kompromiskandidater fra deres respektive partier, som ikke kan få særlig mange tyskeres pis i kog.

En meningsmåling fra YouGov er ligefrem kommet til det resultat, at cirka halvdelen af tyskerne slet ikke ser nogen personlig kanslerfavorit blandt de tre kandidater. Og to tredjedele tilslutter sig udsagnet: Når kanslerkandidaterne ikke overbeviser mig, stemmer jeg mere ud fra partierne og deres programmer.

Det burde øge vælgerne fokus på partiprogrammer og på politisk indhold. Det kan man bare ikke se i valgkampen, mener politisk forskningschef ved meningsmålingsinstituttet Forsa, Peter Matuschek.

»Faktisk flyder konturerne mellem kandidaterne så meget ud, at mange vælgere mister interessen for at stemme.«

Av, får man lyst til at tilføje. Så er det ikke så mærkeligt, at Laschets grineflip eller oppustede titler på den engelske udgave af Baerbocks CV bliver valgkampsemner.

Taberen som vinder

Men, men, men: Som Peter Matuschek understreger, er det tyske valg ikke et kanslervalg. Han peger på tre faktorer, der især afgør, hvor tyskerne sætter deres kryds: Deres syn på kanslerkandidatens kompetencer. Deres partibinding. Og deres foretrukne regeringskoalition.

Da tyskernes partibinding er stærkt nedadgående, og da koalitionsmulighederne er blevet mere uoverskuelige, betyder den enkelte kanslerkandidat i princippet mere. Men Merkels afsked og de svage kandidater gør alligevel, at det tyske valg i højere grad er et valg af et parti og dets tænkelige regeringsmuligheder frem for et valg af en kansler. Også selv om der i udlandet er ekstremt fokus på, hvem der bliver den nye Merkel. Og selv om mangt en journalist drømmer om en tysk udgave af Trump vs. Biden eller Macron vs. Le Pen.

At der er tale om et koalitionsvalg, betyder også, at meningsmålingerne kan snyde godt og grundigt. CDU/CSU kan faktisk tabe valget med for eksempel 26 procents opbakning, mens De Grønne eller det socialdemokratiske SPD kan vinde det med 20 procent. Det er sket før, blandt andet i 1976 hvor SPD under Helmut Schmidt fik mere end seks procentpoint færre end CDU/CSU under Helmut Kohl – og alligevel dannede regering med FDP og gjorde valgvinderen Kohl til oppositionsleder.

Slaget om midten

I dag er det tyske partilandskab langt mere uoverskueligt med syv partier i Forbundsdagen. Her sidder det stagnerede AfD på den yderste højrefløj uden for enhver tænkelig regeringsdannelse, mens Die Linke på den yderste venstrefløj på skrømt har meldt sig som en mulig regeringspartner – en melding som højest er en taktisk hovedpine for De Grønne og SPD. Alle partier til højre for midten kan nemlig bruge dette »røde rædsel« som det ultimative skræmmebillede.

Dermed er den store frygt for de radikale yderfløjes fremmarch og for en polarisering af tysk politik, som boomede efter AfD kom i Forbundsdagen i 2017, i vid udstrækning gjort til skamme: Weimarrepublikkens kaos er ikke på vej tilbage.

Som lektor i tysk ved Syddansk Universitet Moritz Schramm påviser i bogen Kampen om midten, der udkommer lige om lidt: At det nye højre i Tyskland er så højtråbende og opmærksomhedsslugende, er en paradoksal konsekvens af, at deres radikale holdninger er blevet marginaliseret så effektivt. Den egentlige politiske kamp i Tyskland foregår på midten, og den ligger altså længere til venstre, end da Merkel omkring årtusindskiftet kuppede Kohl og kørte sig i stilling som kansler.

Farvesammensætning

Det betyder, at de formentlig meget lange regeringsforhandlinger kommer til at foregå mellem CDU/CSU, De Grønne, det socialdemokratiske SPD og det liberale FDP. Og lige nu tyder det på, at der skal mere end to partier til at samle et flertal. Ja, selv et historisk nybrud med en tysk mindretalsregering kan ikke udelukkes.

Her kan man kaste et blik på øgenavne som Kenya-, Jamaica-, lyskryds- og Tyskland-koalitioner for at få et billede af, hvor mange muligheder, der er i det uhyre taktiske trekløverspil. Det liberale FDP vil for eksempel hellere med i en Tyskland-koalition (schwarz, rot, gold) med CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD end i en lyskrydskoalition med De Grønne og SPD (grün, gelb, rot).

Men: Hvorfor pokker skulle SPD efter 12 smertefulde år under Merkel indlade sig på en sådan sandwich af en regering? Og kan FPD’s leder Christian Lindner tillade sig igen at smide mindre favorable regeringsmuligheder på gulvet, som han gjorde det i 2017, uden at blive savet i stykker som partiformand og ødelægge sit parti? Næppe.

Den slags dilemmaer giver et praj om, hvordan Annalena Baerbock fra De Grønne eller Olaf Scholz fra SPD kan ende som tysk kansler, mens Armin Laschet kan ende som oppositionsleder: Et scenario som allerede får alle alarmklokkerne til at ringe hele vejen fra CDU-centralen i Konrad Adenauer-Haus i Berlin til CSU-centralen i Franz Josef Strauss-Haus i München. At Laschet virker fejlcastet som kanslerkandidat, får dog næppe Merkels parti til at skifte hest i vadestedet og i stedet satse på den langt mere populære CSU-leder, Markus Söder.

»Stemmesedlerne er jo trykt, og valgplakaterne er hængt op,« lød Söders bitre svar for få dage siden, da BILD Zeitung igen igen stillede ham netop det spørgsmål.

Røde linjer

Det tyske valg er altså fuld af taktiske overvejelser både i partierne og i medierne. De smitter selvsagt af på valgkampen – og på det tyske demokrati. For de fører til evige diskussioner om, hvor meget partierne kan love i valgkampene, og hvilke røde linjer de kan sætte op især i deres skatte-, klima- og socialpolitik: Den 26. september går de jo direkte fra valgfest til regeringsforhandlinger, og så er der grænser for, hvor meget man kan bøje sig selv og de andre uden at knække.

Det spil kender vi fra det parlamentariske system i Danmark. Men Claire Demesmay, Tysklands ypperste tysk-franske politiske kommentator fra tænketanken DGAP, ser det i et andet og ganske oplysende skær. I hendes øjne er det tyske parlamentariske system også årsagen til trægheden – eller stabiliteten om man vil – i tysk politik.

»En bevægelse som den karismatiske Macrons LREM er jo utænkelig i Tyskland,« som hun har sagt til Information.

»Ikke kun fordi tyskerne holder mere af stabilitet end af omvæltninger, eller fordi de én gang er blevet grundigt vaccineret mod at blive forført af karismatiske ledertyper. Men også fordi det tyske valg ikke er kanslervalg i en centralistisk republik, men et forholdstalsvalg i en føderal republik med et flerpartisystem.«

Den tyske parlamentarisme bidrager altså til »konsensusmaskinen på midten«, som ikke kun skyldes 16 år med Merkels hyperpragmatiske og midtsøgende stil – eller SPD’s selvudslettende underdanighed som Merkels regeringspartner.

Ud over partilogikken og det føderale system ligger denne midtsøgende stil også i »tyskernes demokratiske modenhed«. Det mener i hvert fald briten John Kampfner, der har skrevet den strålende bestseller Why Germans do it better. Da Information for nylig havde Kampfner igennem på en skrattende Skype-forbindelse, sagde han de rammende sætninger:

»I modsætning til briterne ved tyskerne godt, at når de vil se en klovn, så skal de ikke gå hen i parlamentet, men i cirkus. Tyskerne hopper ikke på billig populisme. Det er et demokratisk modent og fornuftigt folk med et overlegent politisk system. Omvendt er store omstillinger og stærke visioner ikke deres kop te.«

At John Kampfners bog også er en ond hilsen til Boris Johnson, og at en af hans agendaer er at få tyskerne til at tage langt mere europæisk og internationalt ansvar, hører med til denne historie. For de dimensioner giver et praj om, at valget i Europas største nation (og største økonomi, største industri og største CO2-udleder) er ekstremt vigtigt for hele EU – selv om kanslerkandidaterne er påfaldende svage her i valgkampen.

Selvbedrag og vælgerbedrag

Vigtigheden for Europa er ikke det eneste, der gør det tyske valg rasende interessant. Valget virker samtidig som endnu en lakmustest på, om store demokratier er i stand til at skabe den uomgængelige grønne omstilling.

Bernd Ulrich, vicechefredaktør fra ugeavisen Die Zeit, som er aktuel med klimadebatbogen Vi har stadig valget, er her relativt pessimistisk.

»Vi oplever et valg, hvor ingen partier tør kræve de afsavn, den omstilling og de anstrengelser af valgfolket – altså af flertallet – som klima- og miljøkrisen kræver af os,« har han hovedrystende forklaret Information.

I Der Spiegel har økonom og journalist Michael Sauga skåret valgkampens selv- og vælgerbedrag lige så hårdt op:

CDU/CSU lover i tiden efter corona både lavere skatter, flere offentlige investeringer og ingen ny gæld. Hvordan pokker det skal gå op, er komplet uklart, men de skriver det sort på hvidt i deres partiprogram.

De Grønne vil ombygge hele den tyske industri og skabe millioner af grønne job – men også her er det uklart, hvor de mange milliarder skal komme fra, for den planlagte grønne formueskat vil langt fra kunne række til at finansiere en så fundamental omlægning af det tyske industrisamfund.

Det socialdemokratiske SPD har samme forklaringsproblemer – ikke mindst fordi deres løfte om stabile pensioner for den aldrende tyske befolkning helt fortier den store krise, som det tyske pensionssystem vil løbe ind i om få år.

Økoterror

Samtidig vil alle en grøn omstilling. Men ingen partier fortæller os konkret, hvordan den skal foregå – og hvilke slagsider den vil få. Store omstillinger er jo ikke lige tyskernes kop øl.

En smædekampagne mod De Grønnne antyder dog, at der nok skal komme gang i valgkampen: Berlin og 50 andre tyske byer er klistret til med kæmpeplakater, der ved første øjekast ligner valgplakater for De Grønne. Der er solsikker på en grøn baggrund. Men sloganet på plakaten lyder: »Ødelæggelse af velstand. Klimasocialisme. Økoterror.«

Hvem der har finansieret den milliondyre kampagne, er stadig uvist – selv Alternative für Deutschland hævder, at de er uden skyld. Alt tyder altså på, at der er ved at komme benhårde boller på suppen i den tyske valgkamp, før det helt store slag skal stå om en god måneds tid: at finde hoved, hale, kansler og regeringsflertal i valgresultatet.

Tysk farvelære

Her de mulige regeringskoalitioner efter det tyske valg, som med høj sandsynlighed vil følges af historisk lange og bitre regeringsforhandlinger

Sort-grøn: CDU/CSU og De Grønne med Laschet som kansler. Oplagt efter De Grønnes hårde sving mod midten de seneste år. Men: De vil næppe få flertal uden en tredje partner.

 

GroKo (sort-rød): CDU/CSU og SPD med Laschet som kansler. Vil næppe få flertal og vil endegyldigt flække SPD i stykker – derfor har Scholz fra SPD afvist på forhånd.

 

Jamaica-koalition (sort-grøn-gul): CDU/CSU, De Grønne og FDP. Vil skuffe De Grønnes venstrefløj stærkt og udfordre FDP’s liberalisme lige så stærkt. Men alligevel et sandsynligt og dog ikke videre stabilt udfald.

 

Lyskryds eller Ampel (grøn-rød-gul): De Grønne, SPD og FDP med Baerbock eller Scholz som kansler. En taktisk hvepserede for alle tre partier, men alligevel en realistisk mulighed.

 

Tyskland-koalition (sort-rød-gul): CDU/CSU, FDP og SPD: Også her vil SPD vægre sig mod at blive kørt over i en så borgerlig-liberal koalition, men løsningen kan blive ganske realistisk.

 

Kenya-koalition (sort-rød-grøn): CDU/CSU, SPD og de Grønne: De store partiers koalition, som især SPD vil være meget skeptisk over for.

 

R2G: (rød-rød-grøn): SPD, De Grønne og Die Linke: Den borgerlige fløjs store skræmmebillede. Og en meget stor strategisk nød for både SPD og De Grønne at knække, mens Die Linke med utopiske positioner på både social- og udenrigspolitikken måske vil opleve deres sidste valg efter en sådan temmelig usandsynlig regering.

Illustrationer: Jesse Jacob

Serie

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Hansen

Der findes mindst en ni-10 forskellige grunde til at man ikke bør lave rigide journalistiske regler for om talord skal skrives med tal eller bogstaver. Hvis nu jeres faktaboks havde benyttet procenttal med decimaler, så skulle I også have taget stilling til hvor mange betydende cifre der skulle med: Hedder det syv komma en eller syv komma 10 procent?
Undskyld, men det er en yndlingsaversion. Den redaktionelle regel bør være at enhver tekst følger sine egne regler. Tal der skal sammenlignes med hinanden, bør typisk skrives med samme talformat, og hvilket format det er, kommer an på teksten.

Daniel Joelsen

Og en af dem med grineflip.