Uighurer til salg: Dine løbesko er fremstillet af tvangsarbejdere i Kina

Jeg står i Sportsmaster-butikken i Nørrebrocentret og skal vælge et nyt par løbesko. Skal det være Adidas eller Nike?

Jeg tøver. Og tænker på uighurerne.

Siden 2017 har Kina kun skruet op for sin undertrykkelseskampagne mod det muslimske minoritetsfolkeslag: Visse skøn anslår, at mindst én million uighurer i dag holdes tvangsinternerede i en eller anden form for ’genopdragelseslejre’. Her tvinges de til at frafalde islam, sværge loyalitet over for Kinas kommunistparti og tale mandarin. Det ved vi fra vidnesbyrd fra uighuriske flygtninge.

The New York Times rapporterer desuden om, hvordan uighuriske kvinder tvinges til abort og steriliseringer. Og for nylig fik mediet Buzzfeed Pulitzer-prisen, USA’s fineste journalistpris, for at dokumentere eksistensen af et kæmpemæssigt kinesisk lejrsystem i Xinjiang, uighurernes hjemprovins, ud fra analyser af satellitfotos.

Kina afviser disse historier som fjendtlig propaganda og hævder, at lejrene er erhvervsfaglige skoler, der skal give uighurer adgang til gode job og bringe dem ud af fattigdom. Men ingen frie medier eller uafhængige ngo’er har til dato fået lov til at eftertjekke Kinas version – eller i det hele taget undersøge forholdene i den hermetisk lukkede region.

Derimod vokser mængden af belæg for overgreb til overstørrelse, og i stigende grad dukker også anklager om ’forbrydelser mod menneskeheden’ og ’folkemord’ op i internationale rapporter.

En uafhængig undersøgelse fra tænketanken Newslines Institute for Strategy and Policy fra marts konkluderer, at Kina nu har overtrådt samtlige artikler i FN’s Folkemordskonvention. Og at Kina dermed har manifesteret forsæt om »bevidst og systematisk tilintetgørelse, helt eller delvist, af nationale, etniske, racemæssige eller religiøse folkegrupper«.

Det er en kvalmende anklage, der gør det moralske argument for at boykotte produkter fra Kina endnu stærkere. Men at gennemføre en konsekvent boykot er svært – især for hin enkelte almindelige forbruger på gulvet i butikscentret som nu mig, der leder på hylderne i Sportsmaster.

Stregkoder

Tilsyneladende er det nemt at boykotte produkter fra Kina. Begynder deres stregkoder med 69, er de lavet i Kina. Men som vi så i seriens tidligere klummer, er det i dag umuligt at købe smartphones og legetøj og vide sig sikker på, at de ikke alligevel er forbundet til kinesiske produktionskæder. Det samme gør sig øjensynligt gældende med sportssko.

Forholdet kan beskrives ved en ketchupmetafor: 31 procent af verdens tomatproduktion er kinesisk, fremgår det af tal fra den engelsksprogede kinesiske stats-tv-kanal, CGTN, og en stor del af den kommer fra Xinjiang og er under mistanke for at blive produceret ved slavearbejde. 80 procent af tomaterne fra provinsen eksporteres til Europa, især Italien. Når tomaterne ankommer til Italien, kan de indgå i en pastasovs, som vi så tror, er autentisk italiensk. Eller blive opkøbt af den multinationale gigant Kraft-Heinz og laves til ketchup på en fabrik i Europa – pludselig har vi et europæisk produkt.

I flere sektorer betyder Kinas koncentration af markedsmagt en reel monopolstatus. Dermed har Kina – med Vestens frivillige medvirken –  skabt sig et økonomisk pressionsmiddel af formidable dimensioner.

Det meste af Kinas erhvervsliv er i en eller anden grad knyttet til Kinas stat. Relationen er entydig for statsejede virksomheder som Bank of China. Men oftere er der tale om en gråzone: Nye love og større statsinvesteringer har sløret skellet mellem statsligt og privat. Som netmagasinet Foreign Policy konkluderer, kan vi derfor »ikke vide, hvilke kinesiske firmaer der arbejder for partiet«.

Particeller

Et fingerpeg er de såkaldte particeller: Ifølge samme medie havde 68 procent af Kinas private virksomheder og 70 procent af de udenlandske virksomheder i Kina i 2016 en såkaldt particelle og står derigennem i forbindelse med CCP, det kinesiske kommunistparti.

Måske er det derfor bedre at målrette en boykot imod de multinationale og vestlige selskaber, der opererer i Kina? De er trods alt mere sårbare over for den negative pr, de kan få imod sig i hjemlige offentligheder, der er friere end Kinas. Aktivistmediet The Ethical Consumer er blandt fortalerne for en boykot, der retter sig mod de selskaber, hvis aktiviteter og produktion har påviselig sammenhæng med menneskerettighedsovergreb i Kina.

Vi ved, hvem nogle af dem er. Sidste år afdækkede tænketanken Australian Strategic Policy Institut i rapporten ’Uighurs For Sale’, at 27 fabrikker i ni kinesiske provinser benytter uighurisk arbejdskraft, herunder tvangsarbejdere. De samme fabrikker var angiveligt en »del af forsyningskæden til 82 velkendte globale mærkevarer«. ASPI hævdede også at have konstateret, at »nogle af disse fabrikker brugte uighuriske arbejdere, der kommer direkte fra genopdragelseslejre«.

Skammens liste

Skammens liste over globale brands omfatter: Abercrombie & Fitch, Acer, Adidas, Amazon, Apple, Asus, BMW, Bosch, Calvin Klein, Cerruti 1881, Cisco, Dell, Electrolux, Gap, General Motors, Google, H&M, Hitachi, HP, HTC, Jaguar, L.L. Bean, Lacoste, Land Rover, Mercedes-Benz, MG, Microsoft, Mitsubishi, Mitsumi, Nike, Nintendo, Nokia, Panasonic, Polo Ralph Lauren, Puma, Samsung, Sharp, Siemens, Skechers, Sony, TDK, Tommy Hilfiger, Toshiba, Uniqlo, Victoria’s Secret, Vivo, Volkswagen og Zara.

Vi tager den én gang til: De her nævnte brands kunne knyttes direkte til det 21. århundredes største og værste koncentrationslejrsystem.

Hvor længe kan deres image holde til det?

Og hvad med mig selv? Jeg skriver på en Dell-computer. Jeg bager mit brød i en Electrolux-ovn. Jeg går i Calvin Klein-undertøj og Ralph Lauren-poloskjorter, og jeg løber i Adidas-sko. Vi køber børnetøj i H&M, og jeg tilbringer timer foran skærmen på min Samsung-smartphone.

Selvransagelse

Den gode nyhed er, at nogle af selskaberne i mellemtiden har indledt selvransagelse. Kina er verdens største tekstil- og tøjproducent, og 20 procent af verdens og 84 procent af Kinas bomuld kommer fra Xinjiang, noterer erhvervsmagasinet SupplychainDive. Flere af de nævnte vestlige brands, Adidas, Nike og H&M inklusive, har protesteret over forholdene i provinsen og erklæret, at de ikke længere vil benytte stedlige produktionsfaciliteter eller råvarer fra Xinjiang.

Det er ikke omkostningsfrit at gøre som dem. Modreaktionen fra de kinesiske myndigheder og forbrugere kom prompte: H&M er blevet udrenset fra kinesiske e-handelhjemmesider. Kinesiske forbrugere brænder deres Nike-sko. Kinesiske berømtheder opsagde kontrakter om at reklamere for Adidas, Burberry og Lacoste.

Udelukkelse fra fuld adgang til verdens største marked og dets stadig mere købestærke middelklasse er ikke godt for omsætningen: Eksempelvis indtjener Nike og Adidas henholdsvis 15 og 20 procent af deres globale salg i Kina. Svaret på boykotter kan altså blive modboykotter.

Disse kan til gengæld ramme Kina selv som en boomerang – ifølge mediet World Politics Review beskæftiger Nikes leverandørkæder i Kina 145.000 arbejdere. Kinas modboykot skulle sætte et afskrækkende eksempel. Men hvad de afskrækker kan meget vel være nye udenlandske investeringer.

I Sportsmaster går det måske alligevel an at købe kinesiske sko fra Adidas og Nike. I mellemtiden er der mere godt nyt fra Washington: Den 14. juli vedtog det amerikanske senat en lov, der forbyder import af alle varer fra Kinas Xinjiang-region.

Nu er det bare at håbe, at der kan skabes et tilsvarende politisk pres i EU for et forbud mod, at europæiske virksomheder og institutioner handler med kinesiske firmaer eller institutioner, der er direkte eller indirekte ansvarlige for undertrykkelsen i Xinjiang.

Indtil da er det op til os selv at bruge den beskedne magt, vi har som politiske forbrugere, til at fravælge kinesiske produkter – hvis vi kan gennemskue, at det er dét, de er.