USA har forladt Afghanistan og de magtesløse afghanere: »Jeg vil hellere have bomber og kaos – hvis bare jeg har min frihed«

Siden den islamistiske Taleban-bevægelse indtog Kabul og næsten resten af Afghanistan, har afghanerne oplevet en tid, de troede aldrig kom tilbage efter Vestens 20 år lange krig mod Taleban. Tre af dem fortæller her om deres tanker og liv, mens de sidste amerikanske styrker officielt forlader landet.

Yamma

Journalist og aktivist. Har befundet sig uden for Kabul Lufthavn i flere dage. Er blevet godkendt til at blive evakueret, men talebanerne ville ikke lade ham komme ind i lufthavnen.

»Efter Afghanistans kollaps begyndte afghanernes problemer og smerter. Bankerne er løbet tør for penge. Folk har mistet deres arbejde og hverdag. De fattige, som i forvejen næsten intet havde at leve for, har nu ingen muligheder eller råd til brød på bordet.

Vi journalister oplever, at vi er truet på vores liv og sikkerhed. Særligt journalister, som har været en torn i øjnene på talebanerne – nu er de flygtninge i deres eget land, og de fleste af mine tilbageværende kolleger lever under jorden. Afghanistans journalister er blevet erstattet og nægtet adgang til deres arbejde, og ovenikøbet bliver journalisters familier også chikaneret af talebanerne.

Landets situation er ubeskriveligt tragisk, og hele det bliver udstillet ved Kabul Lufthavn. Fra Kabul Lufthavn er cirka 100.000 afghanere blevet evakueret. Unge mennesker, som engang havde et håb om et meningsfyldt liv i Afghanistan, har forladt landet og taget håbet med sig ud.

Jeg har været vidne til, hvordan afghanere klatrer over lufthavnens bevogtede mure. Men desværre ender de som blodpletter på landingsbanernes asfalterede veje. Blodpletterne var engang Afghanistans ungdom og fremtid: Unge, der havde læst og var vokset op under Vestens intervention og indoktrineret med håbet om et bedre Afghanistan, som disse unge skulle skabe.

Men som nu i stedet på under en måned er blevet til blodpletter, en blodskam for den vestlige civilisation, for menneskerettigheder, den universelle frihed og ideen om det liberale demokrati som et globalt fænomen.

Lufthavnen er kaos. Jeg har set, hvordan afghanere uden papir og uden at være evakueringsgodkendt presser sig igennem og lykkes med at forlade landet.

Jeg er en af mange journalister, der har dækket talebanerne kritisk de seneste 20 år. Vi er blevet evakueringsgodkendt og har papirer, men vi har endnu ikke formået at komme ind i selve lufthavnen, som er den eneste tilbageværende sikkerhedszone i Kabul.

Vi har overnattet flere dage ved lufthavnen, om natten har jeg mødt afghanere, der har fået tilsendt deres europæiske familiers id-kort, som de har misbrugt til at komme ind i lufthavnen for derefter at blive evakueret.

Jeg har fuld forståelse for, at alle vil ud af landet og dermed fravælge et liv under Taleban-regimet. Men vi er bare nogle, der har mere akut behov for at komme ud end andre.

Jeg håber af hjertet, at Vesten ikke glemmer os journalister, der igennem 20 år har arbejdet benhårdt for dette land og sat vores eget og vores familiers liv i fare. Indtil videre føles det, som om at vi er blevet ladt i stikken, ud over de journalister med gode forbindelser eller dem, der har arbejdet for store medier.

I 20 år har jeg oplevet sult, fattigdom, krig og bomber, jeg har holdt det hele ud i håbet om og i kampen for et bedre Afghanistan for mine børn. Siden landets kollaps har jeg ikke kunnet få luft, jeg føler, at nogen holder mig om halsen og er i gang med at presse min sjæl og mit sidste åndedræt ud af mig.

Jeg har mistet alt, også håbet, og er fyldt med følelsen af magtesløshed.

Afghanistans fremtid kan måske fungere for nogle afghanere, men den er ikke en fremtid for os journalister og frisindede afghanere. Vores værdier og ideologi er tabt og blevet pulveriseret, men vi har stadigvæk mulighed for at leve efter dem i vestlige lande, og efter 20 års samarbejde bør Vesten imødekomme dette og hjælpe os ud af landet, det skylder man os.

Jeg vil gerne sige til Vesten: Det er forståeligt, at man har evakueret så mange afghanere og så hurtigt. Men når folk ankommer, bør man sikre, at de mennesker, man har taget imod, også er de mennesker, som de siger, de er. Der er mange, som har snydt sig til en ny identitet.

Jeg kan huske talebanernes behandling af det afghanske folk, fra da jeg var lille, og jeg er villig til at gøre alt for at undgå, at mine børn skal opleve et nyt Taleban-regime, det er nok, at deres far har måttet gennemleve det.

Selv om talebanerne har gjort en dyd ud af at vise Taleban version 2.0, så tror jeg ikke på det.

De moderate talebanere er en illusion. Når talebanerne har etableret sig, bliver tiden mørk. Det er allerede ved at ske. I Kabul er inflationen steget voldsomt, før kunne selv de fattige få mad to til tre gange om dagen, men i dag er det ikke engang muligt at købe en vandmelon, som før var et billigt nationalt mellemmåltid.

Jeg må ud af Afghanistan, fordi ellers er jeg …«

Her blev samtalen med ’Yamma’ afbrudt af en stor eksplosion. Det var søndag, mens ’Yamma’ atter var på vej til lufthavnen. Få minutter senere skrev Yamma, at han er o.k.

Masoud

Har trænet Afghanistans sikkerheds- og politistyrker under Ghani-regeringen. Er nu med i modstandsbevægelsen i Panjshir, den sidste afghanske provins, der ikke er styret af Taleban.

»Afghanistan befinder sig i en skelsættende periode. Landet bevæger sig mod en mere blodig borgerkrig end nogensinde før. Kampen står imellem et Afghanistan formet af de formørkede talebanere og et Afghanistan formet af Ahmad Shah Massouds frihedsidealer (modstandsbevægelsen i Panjshir er ledet af Ahmad Massoud og den tidligere vicepræsident Amrullah Saleh. 32-årige Ahmad Massoud er søn af den kendte militærleder Ahmad Shah Massoud, der blev dræbt af al-Qaeda i 2001, red.)

Panjshir, der er omringet af talebanerne, er lige nu det sidste håb for frihed, lighed og retfærdighed. Modstandsbevægelsen, vicepræsidenten og byens civile indbyggere er klar til at give deres sidste for de værdier, som Ahmad Shah Massoud kæmpede for.

Talebanerne bliver nødt til at trække sig tilbage – ingen kan være tjent med en tvunget magtovertagelse. Det må talebanerne også lære. Talebanerne siger, de vil arbejde for en mangfoldig styreform, men i virkeligheden fremmer de pashtunernes agenda indrammet i et islamisk emirat – hvad det så end er.

Der er stor sandsynlighed for Afghanistan i borgerkrig inden for kort tid. Jeg ville gerne evakueres. Under Ghani-regeringen var jeg i forsvarets specialenhed, jeg trænede soldater og politi.

På få timer overtog talebanerne Kabul og hele landet, og jeg havde hverken papirer eller forberedt en evakuering. Inden landets kollaps fik jeg trusler, og talebanernes dødspatrulje var sendt efter mig. Jeg har ikke andre muligheder end at tilslutte mig modstandsbevægelsen og håbe på, at vi kan få landet tilbage på rette spor.«

Jamil

Afghansk familiefar fra Kabul. Han forsøger stadig at komme ud af landet. Familien består af mor, far og fire børn i alderen fem til 12 år.

»Vi er alle stumme i forhold til den situation, Afghanistan nu befinder sig i. Vi vidste alle, at talebanerne var på fremmarch, men ingen havde regnet med, at Kabul eller hele landet ville falde i hænderne på dem. Da jeg stod op og tog på arbejde, den dag Kabul faldt, havde jeg det mærkeligt. Vi vidste, at talebanerne havde erobret de store byer, afkoblet byerne fra hinanden, men alle havde en forventning om, at Kabul ville gå fri.

Men på den skelsættende dag, den 15. august, slog tanken mig: Tænk, hvis talebanerne får Kabul. Jeg slog det hen og trøstede mig selv med tanken om Vestens ambassader, soldater og vores egne ministerier.

Derfor gik der en iskold følelse igennem mig, da det stod klart, talebanerne var inde i Kabul.

Lige siden har alle forsøgt at komme ud, også min familie og mig. Min far døde i borgerkrigen, min mor blev giftet bort, og jeg voksede op hos min stedmor. Alt sammen på grund af borgerkrigene her i landet.

Lige nu ser vi Afghanistan i frit fald. Før fik jeg udbetalt 10.000 afghani (svarer til cirka 1.000 kroner, red.) om måneden, for disse penge kunne jeg forsørge min familie og nærmeste – i går gik jeg fra dør til dør for at spørge efter olie og mel. Madpriserne er steget voldsomt, og alle afghanere er både sultne og ængstelige i den nuværende situation.

Jeg er bange for et liv under talebanerne, et uretfærdigt liv, hvor man kan blive straffet for at være i live. Hvor man bliver pisket som et dyr. Jeg skal væk fra det her land – særligt med min baggrund. Jeg har arbejdet med krigsinvalide og kvinderettigheder, og jeg har modarbejdet talebanerne ideologisk og ytret mig så kritisk, som jeg kunne. Talebanernes ideologi og styreform hader jeg af hjertet.

Nogle mennesker er glade for talebanerne, og talebanerne vil måske kunne skabe mere fred og ro, men på bekostning af vores frihed. Jeg vil hellere have bomber og et kaotisk land – hvis bare jeg har min frihed til at gøre og tænke, som jeg vil.

Jeg kan ikke tale mere. Jeg har kun kort tid tilbage til at komme ud af denne rædsel.«

Navnene på de tre interviewede er opdigtede, da de ønsker at være anonyme. Deres rigtige identitet er redaktionen bekendt. Interviewene er foretaget over WhatsApp og telefon.