Xi Jinping handler og taler som en politisk leder, der ved, at han har travlt

Hvad er Kina om 10, 20 eller 50 år? Verdens eneste supermagt eller en splittet nation i forfald?

Kinas snarlige kollaps er blevet udråbt mange gange. Det samme er et kommende kinesisk verdensherredømme. Spørgsmålet om Kinas fremtid trænger sig på, fordi Kinas Kommunistiske Parti denne sommer fejrer sit 100-årsjubilæum og selv benytter anledningen til at se fremad.

Hvad enten det bliver storhed eller fald eller noget midt imellem, kommer Kinas udvikling formentlig til at påvirke verdens gang mere end noget andet land i det 21. århundrede.

At det ikke er nogen nem disciplin at spå om Kinas fremtid – selv på den korte bane – er historien rig med eksempler på. Tag bare Nicholas Kristof, en af The New York Times’ mest profilerede klummeskribenter, der mente at vide, at en nytiltrådt Xi Jinping ville forandre Kina.

»Her er mine forudsigelser om Kina: Den nye leder, Xi Jinping, vil stå i spidsen for en genopblussen af økonomiske reformer og sandsynligvis også nogle politiske lempelser. Maos lig vil blive fjernet fra Den Himmelske Freds Plads, og Liu Xiaobo, den nobelpristagende forfatter, vil blive løsladt fra fængsel,« skrev han i januar 2013.

I dag ligger Mao fortsat trygt i sit mausoleum, mens Liu Xiaobos aske ligger på bunden af Det Østkinesiske Hav – han døde i sit fangenskab og blev ikke tildelt en gravplads.

Xi har ganske rigtigt stået for forandring. Bare ikke af den slags, som mange i Vesten havde håbet på. Han har flyttet kommunistpartiet tilbage i centrum af det kinesiske samfund. På det ideologiske plan blander han det kommunistiske arvegods med kompromisløs nationalisme. Under Xi har partiet skruet op for overvågning og kontrol, indskrænket det kinesiske civilsamfund og udvidet verdens mest sofistikerede censurregime. Hongkongs friheder bliver knust, minoriteter tvunget til politisk indoktrinering, og i Taiwan er en kinesisk invasion ikke længere en helt så fjern tanke.

For Xi Jinping er et styrket kommunistparti et styrket Kina. Det har også været det overordnede tema for partiets jubilæum. I den fortælling ser fremtiden lys ud – helt i tråd med partiets ideologi.

Den kinesiske drøm

For den kinesiske ledelse er fremtiden forbundet med fortiden ud fra principper hentet fra den marxistisk historieskrivning. Når Xi Jinping skuer mange år ud i horisonten, ser han en forudbestemt slutdestination. Vejen derhen er fyldt med forhindringer og prøvelser, men Kinas Kommunistiske Parti er garant for, at i morgen altid bliver bedre end i dag. Målet er et rigt og stærkt Kina, der har genvundet sin internationale status.

Den kinesiske drøm – Xi Jinpings signaturslogan – er bygget op omkring den vision. 100-året for etableringen af kommunistpartiet var den første milepæl. Næste 100-års mål er, når folkerepublikken runder det skarpe hjørne i 2049. Til den tid skal Kina være et moderne socialistisk samfund, stærkt, kulturelt avanceret og harmonisk.

Allerede i en af sine første taler som generalsekretær for partiet slog Xi den marxistiske tone an. Det skete på et besøg i Moskva i foråret 2013.

»Til trods for udsving vil historien altid bevæge sig i henhold til dens egne love, og ingen kraft kan holde dens rullende hjul tilbage. Tidevandet strømmer fremad. De, der underkaster sig det, vil trives, og de, der ikke gør, vil gå til grunde,« formanede Xi.

Det er ikke menneskeligt muligt at modsætte sig den historiske retning, der for tiden er kendetegnet ved en mere multipolær og økonomisk integreret verden, understregede han. Og her følger Kina med strømmen modsat de fremmede magter, der forsøger at holde Kina nede – en slet skjult henvisning til USA – der repræsenterer hegemonisme og protektionisme.

I de små ti år, som Xi Jinping har været ved magten i Kina, har hans taleskrivere flittigt anvendt samme retorik. Der er ikke noget nyt i, at kinesiske ledere benytter begreber og koncepter fra det kommunistiske fælleseje. Det nye er nærmere, at det under Xi bliver taget mere alvorligt, at det ikke bare er tom tale.

»Det virker, som om Xi rent faktisk støtter sig til ideen om historisk materialisme i den forstand, at han taler om en lineær fremskrivning af historien, hvor kommunistpartiet er årsagen til, at Kina er på vej frem, mens Vesten oplever tilbagegang,« forklarer Tony Saich, professor ved Harvard Kennedy School og forfatter til bogen From Rebel to Ruler: One Hundred Years with the Chinese Communist Party.

Partiet som frelser

Så historien bevæger sig fremad med en kraft, der ikke kan stoppes – i retning mod kinesisk storhed. Det bliver italesat som et forløb, hvor kommunistpartiet har reddet Kina fra undertrykkelse og kaos. I den fortælling blev det kinesiske folk undertrykt af korrupte og magtbegærlige kejsere, politikere og udlændinge, men rejste sig til sidst under kommunistpartiets ledelse. Partiet har evnen og er dermed moralsk forpligtet til at rode bod på de uretfærdigheder, der tidligere er tilfaldet Kina.

Frelsertemaet indtager nærmest religiøse undertoner, forklarer Kerry Brown, professor i kinastudier ved King​’s College i London og forfatter til en række bøger om kinesisk elitepolitik.

»Når man læser Xi Jinpings taler helt tilbage fra før, han blev generalsekretær, er det tydeligt, at han ikke kun går op i, at partiet skal skabe vækst. Partimedlemmerne skal ikke kun være administratorer, men moralske forbilleder. De skal tro på partiet og den fremtid, som partiet vil skabe. Man kan godt sammenligne partiet med et trossamfund. Der er en spirituel forpligtelse,« siger han.

For tiden arbejder Kerry Brown på en ny bog, hvor han blandt andet ser på fremtidsudsigterne for Xi Jinpings Kina. Han har tidligere beskæftiget sig med samme tema i artiklen The Future of the Chinese Communist Party, der udkom for et par år siden. Her giver han en række bud på, hvordan en kinesisk fremtid kan komme til at se ud.

Et af scenarierne har paralleller til Rusland efter østblokkens fald. I den udlægning vil kommunistpartiet fortsat være dominerende, men ikke i stand til at kontrollere hele det politiske felt. Væksten vil flade ud, miljøet lide større skade, og internt vil de rige provinser vokse på bekostning af de fattigere. Som Rusland i dag vil Kina udadtil indtage en defensiv og modvillig positur.

I det mest dystre scenarie vil staten – og dermed partiet – bryde sammen og risikoen for borgerkrig være reel. Med alvorlige negative konsekvenser for regionen og den globale økonomi til følge.

Mindre drastiske scenarier venter forude, hvis Kina formår at håndtere en række afgørende udfordringer. Det gælder ifølge Kerry Brown om at give plads til et friere marked, skabe rammerne for mere innovation, sætte effektivt ind over for forurening, sikre flere skatteindtægter til at dække de offentlige udgifter samt indgå i et forhold med resten af verden, der er gensidigt fordelagtigt. Lykkes det, vil vejen være banet for en mere lys fremtid.

Et sådant scenarie kunne være, hvad den britiske sinolog kalder for ’Vestens Kina-drøm’. Den tager udgangspunkt i, at en større middelklasse vil forlange flere rettigheder og uafhængige domstole. Det vil føre til en politisk reformproces og med tiden måske endda et flerpartisystem og demokrati. Kina vil i det scenarie være på god fod med sine nabolande.

Men det scenarie, som Kerry Brown betegner som mest realistisk, kalder han ’partiets drøm’ som en henvisning til Xi Jinpings mantra om den kinesiske drøm. Den inkluderer en større grad af urbanisering, en innovativ servicesektor, et bæredygtigt velfærdssystem og et kommunistparti i fuld kontrol. Uanfægtet om man bryder sig om Xi Jinpings metoder og menneskesyn, bliver man nødt til at se nøgternt på, hvad Kina er ved at udvikle sig til, lyder det fra Kerry Brown.

»I dag ser projektet om at skabe en bæredygtig etpartistat under en karismatisk leder ganske levedygtigt ud,« siger han.

Xi har travlt

Men ikke alle analytikere af kinesiske forhold deler den opfattelse. Kina er ikke immun over for den slags problemer, som har gjort det af med tidligere leninistiske regimer, lyder modargumentet. En økonomi dikteret af staten, undertrykkelse af ytringsfrihed og et partikontrolleret retssystem vil på et tidspunkt bremse udviklingen og kollidere med kravene fra en mere velhavende og bedre uddannet befolkning.

Men Xi Jinping er fast besluttet på at bevise den kinesiske models eviggyldighed. En skæringsdato finder i den sammenhæng sted om få år. I 2023 vil Kinas Kommunistiske Parti have regeret lige så længe som dets tidligere modpart i Moskva. Den sovjetiske skæbne er et skrækscenarie, der sidder dybt i den kinesiske ledelse. Set fra Beijing var den sovjetiske ledelse svag. Ingen var mand nok til at tage ansvar, da det virkeligt gjaldt, har Xi udtalt. Han har ingen intention om at blive Kinas svar på Mikhail Gorbatjov.

Derfor handler og taler han som en politisk leder, der godt ved, at han har travlt. Xi er bevidst om, at han i disse år har mulighed for at påvirke Kinas fremtid på en måde, der om 10 eller 15 års tid vil være umulig. En aldrende befolkning, faldende arbejdsstyrke og lavere økonomisk vækst gør, at Xi ser sig nødsaget til at presse sin agenda igennem med stor kraft, vurderer den amerikanske sinolog Jude Blanchette.

Under titlen Xi’s Gamble – The Race to Consolidate Power and Stave Off Disaster bragt i magasinet Foreign Affairs beskriver han en kinesisk strategi præget af stor risikovillighed. Partiet satser på, at nye teknologier og øget forbrug kan forlænge det kinesiske væksteventyr og tvinger for tiden de private teknologiselskaber til at rette ind. Globalt har Kina mulighed for at vinde frem, hvor USA trækker sig tilbage.

Den tålmodighed, der kendetegnede tidligere kinesiske lederes udsyn, er væk. I stedet har Xi kørt sig selv i stilling til at blive ved magten og selv gennemføre sin vision. Om han har historien på sin side, er det for tidligt at spå om. Men magtfuldkomne kinesiske ledere har historisk hverken været gode for Kina eller for verden.

»Det ville være ironisk og tragisk, hvis Xi, en leder med en mission om at redde partiet og landet, i stedet bragte begge dele i fare. Hans nuværende kurs truer med at tilbagerulle de store fremskridt, som Kina har gjort i de seneste fire årtier. I sidste ende kan Xi have ret i, at det næste årti vil bestemme Kinas langsigtede succes. Det, han sandsynligvis ikke forstår, er, at han selv kan være den største forhindring,« skriver Jude Blanchette.