Efter terrorangrebene 11. september kom bekæmpelse af terrorisme øverst på den globale, sikkerhedspolitiske dagsorden, og den skelsættende begivenhed førte til langvarige krige og omfattende antiterrorlovgivning.
USA indledte krigen i Afghanistan for primært at slå ned på al-Qaedas brug af Afghanistan som base for træning af islamistiske terrorister. 20 år senere har stormagten sat det sidste punktum ved at trække sine styrker ud.
»Vi er nødt til at lukke bogen på en 20 år lang krig,« udtalte en amerikansk embedsmand, da USA tilbage i april annoncerede, at man ville afslutte landets længste krig.
Det har sat gang i refleksionerne om, hvordan terrorangrebene forandrede de vestlige samfund, og hvad terrorbekæmpelsen har ført med sig af fiaskoer og succeser.
Information har spurgt to historikere, en sikkerhedsekspert, en ngo-ansat og en tidligere diplomat, der på hver deres måde har beskæftiget sig med krigen mod terror.
"Vi burde have brugt ressourcer på at opbygge modstandsdygtige lokalsamfund i hele verden for at forhindre de ekstremistiske grupper i at få ideologiske fodsoldater"
Denne tidligere rådgiver for Bush- og Obamaadministrationerne burde vide at den bedste modstandsdygtighed mod totalitarismeudvikling og radikalisering mv. er meningsfulde tilværelser for mennesker i samfund med høj lighed, folkedemokratiske tilstande og non-militarisme. Så ville man overhovedet have kunnet løse opgaven selvom man i sin tid havde forstået den? Næppe.
De amerikanske krigspolitikker har næppe heller været tilfældige, men derimod indlejret i en militærindustriel konsensus med en gennemkorrumperet politisk elite i Washington, som fører pervers identitetspolitik og foretager et hav af skueprocesser med betydelig global virkning. Kapitalkræfterne bag krigspolitikkerne har aldrig haft fred som mål - og det kan de aldrig få.