Feature
Læsetid: 11 min.

Om 24 år skal industrigiganten Tyskland være klimaneutral, men vejen derhen er tabu i valgkampen

Kan man udfase atomkraft og kulkraft og gøre en stor industrination som Tyskland klimaneutral? Hvis vi ikke prøver, går vi ned med flaget, mener førende økonomer og virksomheder. I valgkampen forties konsekvenserne, men vreden ulmer i regionerne, hvor den grønne energi skal produceres
På stålværket ThyssenKrupp i tyske Duisburg produceres omkring 20 millioner ton co2 om året, hvilket er det samme – cirka halvdelen af den samlede CO2-udledning fra Danmark.

På stålværket ThyssenKrupp i tyske Duisburg produceres omkring 20 millioner ton co2 om året, hvilket er det samme – cirka halvdelen af den samlede CO2-udledning fra Danmark.

Arne Piepke

Udland
4. september 2021

Dimensionerne er ikke til at fatte, når man står i den næsten 50 meter høje hal i Europas største stålværk, ThyssenKrupp i tyske Duisburg. Et kransystem løfter en enorm beholder og hælder langsomt flere hundrede ton flydende stål ned i en cylinder, så det ligner et sandt fyrværkeri. Udenfor, ved stålværkets havn ud til Rhinen, ligger enorme bunker af jernmalm bragt hertil fra den halve verden langs kæmpe dynger af stenkul, som bruges til at fyre op under den ekstremt energikrævende produktion.

ThyssenKrupp producerer ikke kun stål. Her produceres også omkring 20 millioner ton CO2 om året – eller cirka halvdelen af den samlede CO2-udledning i Danmark.

»Det giver os naturligvis en stor forpligtelse,« siger koncernens talsmand, Mark Stagge. Vi kigger ud over det brutale industrilandskab med lagerhaller, koksværker og enorme højovne, hvor selve smelteprocessen foregår.

»Om et par årtier vil her se helt anderledes ud. Selvfølgelig tror jeg på, at det vil lykkes at gøre produktionen grøn. Hvis vi ikke omstiller os, er det i hvert fald slut. Alene prisen på den CO2, der kommer op af skorstenene, ville kvæle os.«

Fordobling af strømforbruget

Her i den tyske valgkamp er alle partier (på nær AfD) enige om, at Tyskland skal gøres CO2-neutralt i løbet af de kommende årtier. Og ingen stiller spørgsmålstegn ved de to grundlæggende præmisser: At kulkraften skal udfases hurtigst muligt. Og at de sidste atomkraftværker som planlagt skal pilles af nettet ved udgangen af 2022.

Der er bare to kæmpe problemer: For det første er det uklart, hvordan omstillingen skal finansieres. Og for det andet er det uklart, hvor al den energi, som det store industriland har brug for, så skal komme fra.

For Tysklands strømforbrug vil stige kraftigt med omstillingen til elbiler og varmepumper – og med den stigende produktion af grøn brint til virksomheder som ThyssenKrupp. Tænketanken Agora Energiewende regner ligefrem med, at det tyske strømforbrug kan stige til næsten det dobbelte frem mod 2045.

Ifølge den renommerede energiekspert Claudia Kemfert fra DIW-instituttet (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung, red.) skal udbygningen af den vedvarende energi gå mellem fire og seks gange så hurtigt som nu, hvis Tyskland skal leve op til sit klimamål i 2030. Der skal med andre ord opføres enorme arealer med solceller og tusindvis af vindmøller rundt om i Tyskland. I modsætning til Danmark er der nemlig ikke bare en stor og tung industri, men også begrænsede kyststrækninger til havmøller.

Enorme omkostninger

At tyskerne vil have et enormt behov for energi langt ud i fremtiden, afspejler sig også i forbruget af stål. I snit handler det om cirka 400 kilo stål per tysker om året – fra coladåser over vaskemaskiner til elevatorer. Og biler, selvfølgelig: Fra værftet i Duisburg går omtrent halvdelen til bilindustrien.

ThyssenKrupp skal opfinde sig selv på ny, fortæller Mark Stagge, mens han kører os rundt i en brintbil på det ti kvadratkilometer store stålværk.

Det kommer til at koste en milliard euro per højovn på stålværket ThyssenKrupp at omstille til grøn brint, som er produceret med vedvarende energi.

Det kommer til at koste en milliard euro per højovn på stålværket ThyssenKrupp at omstille til grøn brint, som er produceret med vedvarende energi.

Arne Piepke
For godt nok reducerer stålværkets optimeringer af produktionen allerede CO2-udledningen. Men for at gøre den CO2-neutral skal alle højovnene frem mod 2050 erstattes med ovne, som er drevet af grøn brint produceret med vedvarende energi.

Det kommer til at koste en milliard euro per højovn, og det kommer til at kræve en helt ny infrastruktur i hele energiforsyningen bag stålværket.

»En europæisk værdiskabelseskæde, hvor vi er uafhængige af kinesisk stål«, som talsmanden formulerer det.

Men på et marked med benhård global konkurrence kan selv en virksomhed af ThyssenKrupps størrelse ikke løfte denne opgave uden de tyske og europæiske brintstrategier og uden statslige støtteprogrammer til omstillingen og til etableringen af et marked for »grønt stål«.

Alternativet er, at hundredtusinder af arbejdspladser forsvinder her fra Ruhrdistriktet. Og at Europa importerer tilsvarende mere stål med et markant større CO2-udslip per ton stål.

Vigtigste valg i mands minde

At omstillingen vil medføre økonomiske og geopolitiske konflikter, er imidlertid ikke til at se på den tyske valgkamp: Selv om alle partier har forskellige bud på retningen, nedtones omfanget.

»Regeringer laver jo først store reformer, når de har ryggen mod muren. Økonomisk set står Tyskland bare ikke med ryggen mod muren,« forklarer den tyske økonomiprofessor Marcel Fratzscher, da Information møder ham i nabohuset til Angela Merkels lejlighed i Berlin lige over for Museumsøen.

Som leder af det økonomiske institut DIW er han af en Tysklands mest anerkendte økonomer, og han er ikke i tvivl: EU’s Green New Deal og den grønne omstilling er en kæmpe udfordring for Tyskland. Derfor bliver valget den 26. september »det måske vigtigste valg i Tyskland i 70 år«.

»Tysklands økonomi, samfund og sociale sammenhold står virkelig foran en skillevej,« siger han.

Den treenighed, der i hans øjne skal gå op over de næste år, hedder: Klimabeskyttelse, digitalisering og tiltag mod polariseringen i det tyske samfund. Efter 16 reformfattige år med Merkel halter alle tre områder, mener han. Men det suverænt mest komplekse område er dekarboniseringen.

Politisk vilje

Marcel Fratzscher tegner et billede af Merkel-æraen som »en gylden tid« med økonomisk optur, ekstremt lav arbejdsløshed og stigende lønninger.

»Derfor tænker mange: Vi vil da gerne tilbage til 2019, før krisen. Vi havde det jo godt,« siger han.

Ved skillevejen ser han nu to veje for sig:

»Enten at gå videre ad en lignende vej – og dermed ned. Eller at omstille sig – og holde sig oppe. Her ser jeg gode chancer for Tyskland, hvis den næste regering har den politiske vilje til at skabe de nødvendige reformer.«

Omstillingen vil stille tyskerne foran enorme udfordringer, mener han.

»Mange virksomheder vil gå konkurs, og mange nye virksomheder vil opstå. Det vil kræve stor mobilitet og fleksibilitet af menneskene. De skal omskoles, tænke nyt, udføre nye jobs.«

»Hverdagens problemer overskygger bevidstheden om klimaproblemet. Tyskerne længes efter normalitet,« siger Manfred Güllner.

»Hverdagens problemer overskygger bevidstheden om klimaproblemet. Tyskerne længes efter normalitet,« siger Manfred Güllner.

Arne Piepke

Det helt store spørgsmål er, hvordan den tyske stat skal forberede denne omstilling, så industrien ikke dør med de stigende CO2-priser. Men i en valgkamp, hvor kanslerkandidaternes personlige fejl og mangler fylder det meste af sendefladen, er der ikke meget plads til de afgørende økonomiske spørgsmål – og faktisk heller ikke rigtig til spørgsmålet om klima. Det mener Manfred Güllner, der er chef ved analyseinstituttet Forsa.

»Klimapolitikken er blevet overvurderet i forhold til tyskernes beslutning om, hvor de sætter deres kryds. Folk ser det som et vigtigt emne, men de handler jo ikke efter det, hverken politisk eller som forbrugere,« siger Güllner. Det er et skidt budskab for De Grønne.

»Hverdagens problemer overskygger bevidstheden om klimaproblemet. Tyskerne længes efter normalitet.«

Uærlige løfter

Den gamle normalitet kommer dog næppe tilbage, heller ikke i økonomisk forstand.

Et nyt studie fra det økonomiske institut IW Köln viser sort på hvidt, at partiernes valgprogrammer er »direkte uærlige«. Hvis man regner på deres egne valgløfter – især i forhold til grøn omstilling – kan de ikke finansieres uden at optage ny gæld og dermed bryde med »det sorte nul«, som ellers er forankret i den tyske grundlov og kun midlertidigt er sat ud af kraft under coronakrisen.

De Grønne kræver et opgør med den populære gældsbremse, mens det konservative CDU/CSU og det liberale FDP er lodret imod. Og både De Grønne og SPD kræver en genindførelse af skatter som formueskatten, mens de konservative og de liberale lover, at der ikke vil komme skattestigninger. Med nye skatter og ny gæld vil De Grønne investere svimlende 375 milliarder kroner om året i klimabeskyttelse, men også SPD vil investere mere.

FDP lover ligeledes et »klimaneutralt industriland Tyskland 2045«, og CDU/CSU har netop dette som et af deres valgslogans. Men her satses især på, at markedet fikser omstillingen med højere CO2-priser og teknologiske landvindinger.

Et af de store spørgsmål er, hvor meget industripolitik Tyskland tillader sig – altså omfattende støtte til enkelte brancher og teknologier som for eksempel brintenergi. Liberale økonomer frygter her, at staten vil foretage massive fejlinvesteringer og være en ineffektiv driver for innovation og grøn vækst, som ikke kan klare sig på et benhårdt verdensmarked. I brancher som stålindustrien er de derimod ikke i tvivl: Vi kan ikke omstille os uden.

Højere, mere, overalt

Marcel Fratzscher lægger sig et sted midtimellem.

»Det må ikke gå som med udfasningen af kullet, hvor der opstod den illusion, at staten kan løfte hele omstillingen. Vi skal finde den kloge balance mellem regulering og støtte af koncernerne, så private investeringer bedre kan betale sig,« siger han.

Med det stærkt stigende behov for grøn energi er problemet bare heller ikke løst med penge. Det kræver også plads. Meget plads. Alene ThyssenKrupps energiforbrug svarer til elproduktionen fra flere tusind vindmøller, som trods alt ikke kan plantes i det tætbefolkede Ruhrdistrikts uendelige industrilandskaber, byområder og motorvejssammenfletninger.

Plads er der til gengæld meget af i østtyske Mecklenburg-Vorpommen, hvor affolkningen har været nådesløs siden DDR’s sammenbrud.

Her venter Heiko Böhringer på mig i sin seks år gamle elbil foran stationen i Ludwigslust. Han er ikke bare ingeniør men også politiker. Samme dag som det tyske valg, den 26. september, er der valg til delstatsparlamentet i Mecklenburg-Vorpommern. Og som formand for partiet Freier Horizont bliver han formentlig valgt ind på et direkte mandat.

»Jeg har solceller på taget derhjemme. De lader elbilen,« skynder han sig at sige, før der falder et spørgsmål om, at han som formand for et vindmølleskeptisk parti kører elbil.

»Vi er absolut ikke partout imod vindmøller. Vi er bare imod den nuværende devise med højere, mere, overalt. Og vi kræver, at vindenergien ikke smadrer den natur, som folk faktisk bor her for at være i,« siger han.

»Men først og fremmest er vi for en ærlig energiomstilling. I dag satses der stort, blindt og planøkonomisk på eventyr som brintenergi. Det var den slags politik, vi oplevede DDR gå til grunde på.«

Uhyre dyr fejl

Mens vi glider afsted i Heiko Böhringers elbil, fortæller han om den »ideologisk befængte energiomstilling«, hvor selv en fysiker som Merkel kan tage så elendige beslutninger som at udfase den sikre tyske atomkraften netop nu, hvor det handler om at reducere vores CO2-udslip i en helvedes fart.

Heiko Böhringer er ikke partout imod vindmøller, men formanden for partiet Freier Horizont mener, der satses blindt på, at den grønne energi skal være »højere, mere, overalt«.

Heiko Böhringer er ikke partout imod vindmøller, men formanden for partiet Freier Horizont mener, der satses blindt på, at den grønne energi skal være »højere, mere, overalt«.

Alexandra Polina
Vi kommer forbi en mindelund for en KZ-lejr, hvor der nu er planlagt omkring 30 møller af 240 meters højde. Til sidst lander vi på en majsmark, hvor Heiko Böhringer studerer kortet med områdets kommende vindparker. Så langt øjet rækker er der majs og møller: Imponerende høje majs til biosprit – og 200 meter høje vindkraftanlæg, som man ærligt kalder dem på tysk.

»Landlig idyl anno 2021,« siger han syrligt.

At det er fremtiden rigtig mange steder i Tyskland, afslører det lille tal to.

I foråret vakte det kortvarigt opsigt, da De Grønne meldte ud, at to procent af landarealet i Tyskland skal sættes af til at producere vedvarende energi. Nu går SPD også åbent efter samme målestok. Selv CDU/CSU har i programmet »Turbo på de vedvarende energier« nu nedfældet de to procent som nødvendigt mål.

Men ingen af partierne taler højt om, hvor de mange tusinde vindmøller og enorme solcelleanlæg konkret skal placeres.

Omfanget er helt skudt over målet, mener Heiko Böhringer. Både fordi solceller og vindmøller bliver stadig mere effektive. Og fordi det er hen i vejret at klistre Mecklenburg-Vorpommerns frugtbare jorde til med energiproduktion – ikke mindst, hvis energien bruges til grøn brint.

»Hele det europæiske brinteventyr er en uhyre stor og uhyre dyr fejl,« mener han.

»Grøn brint kan vi da lave i ørkenen, for eksempel i Saudi-Arabien, hvor man kan producere en kilowatt-time for lige godt én cent, mens den samme mængde vindstrøm koster næsten det femdobbelte her.«

Klientelpolitik for storbyboere

Ved sidste valg i Mecklenburg-Vorpommern kom Heiko Böhringer og hans nystiftede parti Freier Horizont ikke ind. Men de var formentlig årsagen til, at De Grønne kom få promiller under spærregrænsen og røg helt ud. Det er han fint tilfreds med.

»Vores modstandere er egentlig alle de etablerede partier, som ikke tør kommunikere deres energipolitik til befolkningen. Men De Grønne laver jo ikke rationel grøn politik. De laver klientelpolitik for deres vælgere i storbyerne, for de statsansatte, de velsituerede og de bedrevidende, som bare vil have grøn strøm fra stikkontakten,« siger han.

Ingen i tysk politik taler om, hvor de mange tusinde vindmøllerog enorme solcelleanlæg, der er lovet, konkret skal placeres.

Ingen i tysk politik taler om, hvor de mange tusinde vindmøllerog enorme solcelleanlæg, der er lovet, konkret skal placeres.

Alexandra Polina

»Hvis CDU/CSU taler højlydt om deres toprocentmål, vil de også tabe landbefolkningen på gulvet. Hvis de ikke fremlægger en plan, så mister de byboerne.«

Heiko Böhringer fortæller om sine tre børn, der naturligvis er flyttet væk, og om hele landregioner, der »forbløder og fordummes«.

»Det her skærper konflikten mellem land og by,« siger han.

»Og som energiomstillingen planlægges nu, kan det blive en jobdræber, der vil medføre social uro.«

Den frygt kender godt på værftet i Duisburg. En reel fare er, at deres grønne stål ikke kan konkurrere med den fra Kina, der står for over halvdelen af verdens stålproduktion. For at modgå det, barsler EU med en carbon border adjustment tax, altså en slags CO2-told, der skal skabe fair konkurrence for CO2-fattige produkter og klimaprogressive lande.

For en eksportnation som Tyskland kan det give bagslag i form af handelskrige: ’I lægger told på vores CO2, vi lægger told på jeres biler’.

»Europa kan nok ikke komme uden om en form for carbon border adjustment tax,« mener ThyssenKrupps talsmand Mark Stagge. »Men vi ønsker selvfølgelig at gøre en sådan grænseskat overflødig med CO2-neutrale teknologier, der er konkurrencedygtige.«

Folkets vilje

Den optimisme er der ikke meget af hos økonomen Ulrike Hermann, da Information møder hende på en café i Prenzlauer Berg i Berlin. Hun er økonomisk skribent ved avisen TAZ og medlem af De Grønne, og hun ser valgkampen som »bevidst vildledende« i forhold til økonomi og omstilling.

»Man kan ikke lave en så stor omstilling uden en stærk statslig styring. Koncernerne ville foretage cherry picking af de attraktive områder og ignorere det store perspektiv,« siger hun og peger på, at vi på sigt vil være tvunget til at rationalisere vores ressourcer, mener hun – for eksempel på stål. Den indsigt er tyskerne bare stadig langt fra.

Men det ikke partiernes skyld, at ingen for alvor tager fat i emnet omstilling i valgkampen.

»Partierne omsætter jo, hvad vælgerne vil. Og vælgerne vil forbruge og blive i kapitalismen, som vi kender den. Derfor kommer omstillingen nok også først, når det er for sent. Den tyske valgkamp tyder på det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stop udfasning af atomkraft.!

Den mest sikre og mindst CO2 udledende energikilde der findes.

Det er en lille del Tyskland kan gøre nu og her.

Der skal selvfølgelig en del flere tiltag til, men det dummeste Tyskland har gjort, er at lukke atomkraftværker.

Hvergang atomkraft udfases erstattes det af olie, kul eller gas.

Per Torbensen, Arne Thomsen, Carl Chr Søndergård og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Ja, man mene meget om atomkraft, og det er der sikkert mange der gør.

MEN, at lukke ellers velfungerende atomkraftværker i Tyskland på grund af en tsunami i Japan, giver ikke mening. Specielt ikke når tyskerne så åbner nye kulminer, og bygger nye kulkraftværker i stedet.

Hvis de så bare ville udbygge deres el-netværk, så vi andre kunne sende støm tværs gennem Europa ... v

Vnden blæser ét sted, solen skinner et andet sted, og min el-bil skal bruge en opladning et helt tredie sted. Hvor svært kan det være, selv for en tysker ??

Susanne Kaspersen, Per Torbensen, Arne Thomsen, Carl Chr Søndergård og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Personligt forundres jeg over vores danske NIBY debat, i denne kontekst. for i mit jylland, hvor vi har en befolkningstæthed på 50 indbyggere pr kvadrat killometer mens over havldelen af os bo i større byer som Aars løgstør farsø og ålestrup så bor 80% af resten i landsbyer som min egen Ranum hvilket gør at landzone områderne er ret øde. sådan relativt set. og dette er faktisk billed i det meste af jylland, fra skagen ned til tønder. hvor vi har massere af vind og er landfaste med tyskland

mit danmark kan blive europas elektriske saudi arabien. og det er uden vi faktisk sætter møllerne op på en uhensigsmæssig måde. ved og bruge almen logik og lidt planlægning, i processen,

Danmark bør ha en energi zone lovgivning, hvor kommuner skal opkøbe jord og de berørte ejendomme, i ekspropriation så vi kan få den rolle som energi producent for central europa. sammen med ofshore så har vi faktisk pladsen til at kunne spille den rolle. som det mindst befolkede område tættest på central Europa.

Energi eksport, bliver en guldrannet forretning, og med vores egen industri der så er tilpasset den grønne omstilling vil vi faktisk kunne skabe et grønt boom i mit jylland, faktisk er det jylland bedre rustet til fremtiden end eksembelvis københavn der er stærkt afhængelig af importeret knap så bæredygtig biomasse. til især sin varme produktion, ( udtrykket knap så bæredygtig var diplomatisk sagt),

jeg ser faktisk en fremtid hvor byer som københavn er i krise mens provinsens industri dundre der udad, da det moderne københavn er designet til den globaiserede verden vi har nu med en stor kreativ sektor. mens denne del af økonomien vil ganske enkelt blive mindre som vi hiver produktion hjem fra kina. ja provinsen vil vokse og hovedstaden vil skrumpe. drunket i sin egen jordrente.

men selv om vi så går fra 50 personer pr kvadrat killometer til 55, ja så vil vi stadig være det mest øde område tæt på central europa. som der så i tilgift er det mest vindfyldte område i europa overhoved. og det er faktisk en fordel i den fremtid vi går i møde derfor er hele NIMBY debatten vi har i danmark særdels ufrugtbar og ja kort sigtet stupid. ved og planlægge det rigtigt har vi faktisk unikke muligheder. både onshore og off shore ,