Blot fordi USA har gjort krige mere »humane«, er der ingen udsigt til, at de slutter

Den 20 år lange krig i Afghanistan er blevet kendt som USA's evig krig. Nu da præsident Joe Biden har trukket alle styrker ud af landet og taleban-bevægelsen har overtaget magten, kan han hævde at have sat punktum for Amerikas endeløse krige.  

Men virkeligheden er en anden: Amerikas »forever war« mod islamistiske terrorgrupper vil fortsætte ufortrødent på den globale slagmark med indsættelse af specialstyrker og brug af droneangreb og krydsermissiler til at gennemføre likvideringer af terrormistænkte i fjerne lande, selv i Afghanistan.

Det siger Samuel Moyn, professor i jura og historie på Yale University, i et interview med Information i forbindelse med udgivelsen af hans nye bog, Humane: How the United States Abandoned Peace and Reinvented War.

»Det er en misforståelse at kalde USA’s konventionelle krige med soldater på landjorden i Irak og Afghanistan for evige. Den egentlige evige krig begynder, da USA i slutningen af Bush-tiden og under Obama erkender, at en human skyggekrig – udkæmpet i mange forskellige lande og på ubestemt tid – er det mest effektive bolværk mod terrortruslen.«

For professor Moyn, der jævnligt skriver klummer i The Guardian og The Nation Magazine, er den humane krigsførelse nøgleordet til forståelse af USA’s og andre landes krige mod terror. Med human mener han en krigsførelse, der lægger vægt på præcise og målrettede angreb på terrormistænkte med ringe risiko for civile tab – regler, som blev opstillet i præsident Barack Obamas tid med udspring i de internationale krigskonventioner. 

Ifølge Moyn er disse likvideringer ikke alene udenretlige - terrormistænkte bliver dræbt på fremmede landes territorier uden at stilles for en domstol. Denne nye type amerikanske krig har også et andet formål:

»Det handler ikke så meget handler om at dræbe som at udbrede global kontrol gennem dominans og overvågning,« siger han.

Og det fundamentale spørgsmål, Moyn stiller i sin nye bog, er, hvorvidt denne klinisk rene form for krig – humaniseringen – ikke dømmer verden til en uendelig lang krig.

Forfatteren trækker tråde tilbage til fredsaktivister i slutningen af det 19. århundrede, der debatterede, hvorvidt en mere human krigsførelse ville gøre krige mere acceptable og derfor forlænge dem. Eller om datidens brutale og regelløse krige ville rive så meget op i folks sind, at de ville vende sig kategorisk mod alle krige.

Udbruddet af Første Verdenskrig punkterede fredsaktivisternes håb om mere humane krige. Men »Den store krigs« grusomhed og de militære lederes ligegyldige holdning til de massive tab af soldaterliv i skyttegravene genoplivede i 1920’erne fredsbevægelsen, hvor selv politiske ledere i USA og mange europæiske lande slog til lyd for fredsaftaler.

Det enorme tab af civile liv under Anden Verdenskrig – et fænomen aldrig set tidligere i historien – satte for alvor gang i bestræbelserne på at gøre krige mere »humane«. En opgave krigskonventionerne, indgået i Geneve 1948, havde til hensigt at løse.

Men det var først efter uhyrlighederne i de europæiske kolonikrige og Vietnamkrigen i 1950’erne og 1960’erne – for eksempel My Lai-massakren og brugen af napalmbomber mod civile – at kravene om en human krigsførelse blev indarbejdet i konventionerne i form af tillægsprotokollerne fra 1977. Civile blev befordret mere beskyttelse, mens guerillakrigere fik rettigheder.

Menneskeretsgruppers rolle

En mere human krigsførelse er ifølge Samuel Moyn uafviseligt en »god ting«. Siden 1977 har organisationer som Human Rights Watch og senere Amnesty International søgt at holde USA og andre stater op på deres forpligtelser i konventionerne over for primært civile. Og tortur og mishandling af krigsfanger er blevet mindre hyppige hændelser.

»Både i absolutte tal og relativt set bliver færre fanger mishandlet, og færre civile dør end i tidligere krige. Bagsiden af denne medalje er, at disse omstændigheder bliver benyttet til at udvide militære operationer til et langt større territorium og på ubestemt tid,« konstaterer forfatteren i bogen.

Og det foruroligende perspektiv for Moyn er, at menneskeretsorganisationers eksklusive fokus på overtrædelser af konventionerne trækker opmærksomheden væk fra kernespørgsmålet – nemlig hvorvidt en krig er lovlig i henhold til FN-pagten.

»Jeg slår ikke til lyd for at tilsidesætte krigskonventioner. Tværtimod er sigtet med min bog at skabe opmærksomhed om den omstændighed, at human krigsførelse – der så vidt muligt søger at undgå utilsigtet skade på civile og uskyldige – risikerer at legitimere evig krig mod terror‚« siger Yale-professoren.

I en vis forstand er menneskeretsgrupper som Human Rights Watch blevet stedfortrædere for tidligere tiders antikrigsaktivister, mener han.

»Det er i orden, at fortalere for human krigsførelse ikke tager stilling til, hvorvidt krige er lovlige eller legitime. Problemet er, at der ikke kan sættes en stopper for krige, medmindre vi har en fredsbevægelse, og det har vi ikke længere. På en måde er fredsbevægelsen blevet offer for den humaniserede og evige krig,« siger Moyn.

Obama – ingen fredsdue

Et sted i bogen fremlægger forfatteren følgende umiddelbart paradoksale observation: »Valget af Barack Obama til præsident i 2008 skulle vise sig at blive et kæmpe nederlag for den amerikanske fredsbevægelse.«

Hvordan det, kunne man spørge.

På et tidligt tidspunkt i sin politiske karriere havde Obama vendt sig mod krigen i Irak. I en tale i Prag lovede han at tage initiativ til at afskaffe alle kernevåben, og i 2009 fik han Nobels Fredspris på, hvad man kunne kalde »forskud«. Nobelkomiteens forventning var, at en præmieret præsident ville føle sig forpligtet til at arbejde ihærdigt for en fredelig afslutning på krigene i Afghanistan og Irak.

Men som Moyn påpeger, gik det stik modsat. Obama fasede godt nok krigen i Irak ud, men han ekspederede 100.000 soldater til Afghanistan. Og endnu mere foruroligende var det Obama – fredsbevægelsens store håb – der for alvor skruede op for »skyggekrigen« mod terror.

Moyn konstaterer i bogen:

»I Obamas otte år ved magten blev der foretaget ti gange flere angreb med droner end under præsident George W. Bush. Tusinder blev dræbt. Flyvevåbnet trænede flere piloter til at styre droner frem for bombefly. Dronebaser og flyvninger begrænsede sig ikke til Sydasien og Mellemøsten, men strakte sig langt ind på det afrikanske kontinent. Specialstyrker blev indsat i 138 lande, og kampe fandt sted i mindst 13 lande, hvoraf nogle var mål for likvideringer.«

Ifølge Moyn er det ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor den amerikanske befolkning fandt Obamas humane krig med droner attraktiv, og hvorfor medierne indtil 2011 afstod fra at kritisere denne form for krigsførelse.

»Folk foretrækker målrettede likvideringer frem for vilkårlige drab. Og droner er langt at foretrække for krigene i Irak og Vietnam,« siger Yale-professoren.

Obama havde fundet nøglen til at bevare opbakningen i den amerikanske befolkning til krigen mod terror. Og det var det, der banede vej for tilbagetrækningen af konventionelle styrker fra Afghanistan.

Men samtidig var præsidenten sig yderst bevidst om risikoen for, at den nye type krigsførelse kunne ende med krig på ubestemt tid, siger Moyn. I en tale i maj 2013 gjorde han rede for sine overvejelser i forbindelse med eskaleringen af droneangreb og udstak her nogle regler for deres anvendelse.

Fredsaktivisten

Men midt i talen blev præsidenten afbrudt af fredsaktivisten Medea Benjamin, som kritiserede Obama for at holde Guantánamo-lejren åben og for at prioritere krig over diplomatiske initiativer. Medea Benjamin blev straks fjernet af Secret Service, men Obama valgte at løsrive sig fra sin tale og svare hende.

Præsidenten insisterede på, at hans målrettede likvideringer var i overensstemmelse med amerikansk og international lov. Men han tilføjede sigende, at en krig mod terror risikerede at blive endeløs.

»Ingen præsident, ej heller mig, kan love at besejre terrorisme fuldstændigt. Militær magt er ikke nok til at beskytte os. Vi kan ikke benytte krig mod ekstreme ideologier overalt. Og manglen på en strategi, der kan modvirke årsagerne til ekstremisme, vil føre til endeløs krig med brug af droner, specialstyrker og tropper. Det ville være selvdestruktivt og samtidig forandre vort land i den forkerte retning … så denne krig må, som alle krige, høre op.«

Det sagde Obama dengang i 2013.

Men trods hans nagende tvivl fortsatte Obama med at godkende udenretlige droneangreb på terrormistænkte i Yemen, Somalia, Pakistan, Afghanistan og andre steder. Hans argument var, at USA i henhold til FN-pagten har ret til at komme en fjende, der angiveligt planlægger et angreb mod amerikanske mål, i forkøbet med et forebyggende anslag.

I Afghanistan var det dog ikke altid klart, om talebankrigere var terrorister eller lovlige kombattanter, fortæller Moyn.

»I de første år blev Taleban kædet sammen med Osama bin Ladens al-Qaeda og derfor defineret af USA som terrorister, men efterhånden som krigen skred frem, lagde Taleban afstand til terrorgrupper og bekæmpede for eksempel Islamisk Stat. Herefter ophørte USA med at kalde talebanbevægelsen for terrorister.«

Men det er ifølge Moyn ingen garanti for, at historien ikke vil gentage sig i Afghanistan.

»Jeg frygter desværre, at vi i fremtiden vil opleve droneangreb og indsættelse af specialstyrker i Afghanistan mod forskellige terrorgrupper, der vil vokse frem under Talebans regime. Måske vi igen skal til at diskutere, hvorvidt Taleban bærer et ansvar for disse gruppers tilstedeværelse på deres territorium, præcis som det var tilfældet med al-Qaeda før og efter 11. september 2001.«

Samuel Moyn, Humane: How the United States Abandoned Peace and Reinvented War, 416 s. Farrar, Straus and Giroux, New York 2021