Analyse
Læsetid: 7 min.

Dødt løb i tysk klimavalgkamp: Højre og venstre lever i dramaet efter Merkel

Op til søndagens valg er der dødt løb mellem Armin Laschet fra CDU og Olaf Scholz fra SPD – og en god nyhed for Tyskland i tiden efter Merkel: Efter den tyske klimavalgkamp er der atter forskel på højre og venstre
Fredag var der klimastrejke og Fridays for Future-demonstrationer i Berlin og små 400 andre tyske byer. Arrangørerne vurderer, at over 600.000 mødte op til demonstrationerne. De skabte dermed billeder, som De Grønne håber på vil give dem en smule medvind op til søndagens valg.

Fredag var der klimastrejke og Fridays for Future-demonstrationer i Berlin og små 400 andre tyske byer. Arrangørerne vurderer, at over 600.000 mødte op til demonstrationerne. De skabte dermed billeder, som De Grønne håber på vil give dem en smule medvind op til søndagens valg.

Markus Schreiber

Udland
25. september 2021

»I dag frygter jeg tysk magt mindre, end jeg frygter tysk passivitet.«

Der gik et sus gennem både Tyskland og Polen, da den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, udtalte denne ellers åbenlyse sætning i Berlin i 2011: Tyskland er ikke længere et land, man behøver at frygte. Tværtimod er Tyskland med Angela Merkel i spidsen blevet en stabiliserende og afgørende faktor for et Europa med velstand, fred og sammenhold.

Her ved Angela Merkels snarlige afsked driver nostalgien ned ad væggene i utallige portrætter og reportager, der jager en flig af Merkels sympatiske magtaura. Men både tyske og internationale kommentatorer skriver også flittigt på et langt køligere eftermæle: Med sin knusende pragmatisme efterlader Merkel et Tyskland med skrigende mangel på reformer, en lammet politisk offentlighed og en fodslæbende grøn omstilling. Og hun efterlader et EU med rasende mangel på tyske visioner, både økonomisk, geopolitisk og sikkerhedsmæssigt – og især hvad angår grøn omstilling.

Et afgørende spørgsmål er derfor, hvor aktivt eller magtesløst Tyskland vil blive i Europa med en ny kansler, om det så bliver Armin Laschet fra CDU/CSU eller Olaf Scholz fra SPD, som med 25 og 23 procents opbakning nu ligger så tæt i meningsmålingerne, at forskellen måske kun skyldes statistisk usikkerhed.

Grøn gæld, rød skat

Når tyskerne søndag går til valgurnerne, vil det også blive en indenrigspolitisk gyser.

Siden valget i 2013 er Merkel blevet skældt ud for målrettet at spise sig ind mod midten og afpolitisere tysk politik med sine ’alternativløse’ løsninger – og med de store koalitioner hen over midten mellem CDU/CSU og SPD. Forskellen mellem højre og venstre er med andre ord blevet opløst.

Her har vi set en glædelig overraskelse i den tyske valgkamp: Fløjkampen med klarere positioner er tilbage – med klima som det store fokus.

Længe lignede CDU/CSU og De Grønne oplagte regeringspartnere i en slags ny stor koalition, og selv en ’Jamaica-koalition’ med CDU/CSU, De Grønne og FDP virkede sandsynlig. Men i de seneste uger har De Grønne orienteret sig stærkt i retning af SPD, mens CDU/CSU har skærpet deres borgerlige og liberale profil kraftigt.

Selv om SPD og De Grønne holder døren på klem for Die Linke på venstrefløjen, foregår spillet i tysk politik således overvejende inden for de fire midterpartier, hvor adskillige koalitioner er mulige. Men vælgerne i Europas største nation står alligevel foran et valg med en klar politisk akse, hvor koordinaterne for højre- og venstreorienteret politik atter giver god mening: Det liberale FDP og CDU/CSU på den ene side mod De Grønne og SPD på den anden.

»Grøn gæld og røde skattestigninger – det bliver uden os,« som CDU’s kanslerkandidat, Armin Laschet, torsdag sammenfattede sin position. Det er selvfølgelig både valgkamp og regeringsforhandlinger før tid i én skøn pærevælling. Men højre-venstre-skellet står klarere end i mange år.

Realpolitik, ikke identitetspolitik

Ved valget i 2017 var det helt store emne migration, integration og Alternative für Deutschlands optur efter flygtningekrisen. Her i 2021 har det højrenationale og stadig mere radikale parti nærmest været ude af mediebilledet.

Det afspejler måske et stykke tysk politisk korrekthed, men det afspejler først og fremmest en valgkamp, hvor kulturkamp og identitetspolitik fra både højre og venstre har været trængt helt i baggrunden. Til gengæld har grøn omstilling fyldt det meste af billedet i kombination med konkret skatte-, social- og fordelingspolitik. Det ligner en åbenlys årsag til, at Olaf Scholz har ramt plet hos så mange tyske vælgere: Han advarer mod Gule Veste i Tyskland. Og sammenfatter gerne sit socialdemokratiske projekt med sloganet »social retfærdighed og klimabeskyttelse, der skaber job«.

Fra SPD og De Grønne er midlerne blandt andet topskat og formueskat, mens målene er bedre velfærd, højere mindsteløn, regulering af lejeboligmarkedet og en stærkere statsstyring af den grønne omstilling. For FDP og CDU/CSU har det været omtrent samme fokus men med omvendt fortegn: Ingen ny gæld, ingen nye skatter, mindre bureaukrati og mere markedsstyret grøn omstilling.

16 år i stikken

Hvis man ser på den enorme lavtlønssektor i Tyskland, så undrer det ikke, at venstrefløjspolitikken er tilbage – og at SPD atter rykker mod venstre. Gennem sine 16 år har Angela Merkel høstet frugterne af de liberale Agenda 2010-reformer fra Gerhard Schröders tid i form af dalende arbejdsløshed og en tysk eksportmotor i højeste gear. Selv under finanskrisen havde Tyskland kun et kort dyp i 2009.

Væksten er bare sket på bekostning af næsten 20 procent af de beskæftigede i Tyskland, altså flere millioner working poors. Der er omkring fire millioner fuldtidsjob i den tyske lavtlønssektor og omtrent lige så mange på prekært betalte deltidsjob, hvor de typisk arbejder uden socialforsikring. Kontrakt- og vikararbejdere knokler ofte under mindstelønnen på cirka 70 kroner og kan dermed måske lige akkurat kan leve af deres lønninger, men ad åre helt sikkert ikke af deres pensioner.

»Gennem 16 år har Merkel ladet underklassen i stikken,« har den toneangivende sociolog Oliver Nachtwey konkluderet i Der Spiegel.

SPD og De Grønne har her et glimrende argument for at øge den lovpligtige mindsteløn fra 70 til 90 kroner i timen for næsten ti millioner tyskere: Ved indførelsen af mindstelønnen i 2015 kostede lønstigningen langt færre job, end modstanderne hævdede. Tværtimod løftede den store regioner især i øst. Et opgør med den tyske lavtlønspolitik vil derfor dæmme op for den tyske eksport af arbejdsløshed til lande som Frankrig og Italien. Og som økonomiprofessor og leder af DIW-instituttet Marcel Fratzscher har pointeret: Højere lønninger giver også højere skatteindtægter og højere indre efterspørgsel – og færre på sociale ydelser som supplerende dagpenge til lavtlønnede.

Jægere og vegetarer

På hver sin side af midten oplever vi altså to ganske forskellige syn på staten og dens styrende rolle. Det gælder især i den grønne omstilling – altså fremtidens balance mellem markedsdrevet og statsstyret energi-, teknologi- og industripolitik.

Her er de tyske øjne stift rettet mod de to kongemagerpartier, FDP og De Grønne, som med høj sandsynlighed kan ende i regering sammen – enten med CDU/CSU eller med SPD.

Hvor svært det kan blive, fik man et godt billede på, da den ivrige togpassager og vegetar Robert Habeck fra De Grønne tørnede sammen med Porsche-ejeren og lystjægeren Christian Lindner fra FDP i talkshowet Anne Will. De prøvede demonstrativt at imødekomme hinanden retorisk, men ideologisk og især økonomisk var der en verden til forskel.

Den forskel vil europæerne også få at mærke i Tysklands fremtidige omgang med europæisk økonomi og reglerne for statsgæld i eurozonen. Fra CDU/CSU advares allerede indtrængende mod, at Olaf Scholz vil lade Tyskland hæfte for sydeuropæiske landes gæld og dermed »gøre alt det i Europa, som Merkel har forhindret«, som CSU-leder Markus Söder har formuleret det.

Også FDP-leder Christian Lindner, der er vild og blodig efter at blive finansminister, vil her føre en mere gammeldags tysk sparepolitik. SPD og De Grønne vil derimod være mere pragmatiske i forhold til at holde de pressede sydeuropæiske økonomier oven vande. Også her er skellet mellem højre og venstre til at tage og føle på.

Et varmt efterår

Pinagtigt provinsielt har forsvars- og udenrigspolitik fyldt meget lidt i den tyske valgkamp.

Alligevel er det meget muligt, at et afgørende spørgsmål vil fylde godt og grundigt i regeringsforhandlingerne: Skal Tyskland stræbe efter at gøre Europa mere geopolitisk slagkraftigt – også på bekostning af landets eksportstyrke og økonomiske afhængighed af Kina? Igen står SPD og især De Grønne et andet sted end CDU/CSU og FDP, og igen står klima- og industripolitik i centrum.

Alle disse spørgsmål er stadig åbne på vejen mod at finde den næste tyske kansler. I de uhyre tætte meningsmålinger peger pilen stadig et sted mellem Scholz og Laschet. Dermed vil det formentlig komme til at kræve et månedlangt benarbejde at forhandle en regeringskoalition på plads.

SPD og De Grønne får efter alt at dømme ikke et rød-grønt flertal uden at hive FDP med i båden. Omvendt får CDU/CSU ikke flertal med FDP uden at hive De Grønne med i båden. For en ny stor koalition, måske med SPD og Scholz i spidsen, virker trods alt til at overstige selv CDU/CSU’s fantasi. Den kommende tyske kansler skal med stor sandsynlighed altså styre en trekløverregering og gabe over både FDP og De Grønne fra hver deres side af midten.

Uanset hvordan billedet bliver i valggyseren søndag, vil vi få en proeuropæisk regering med dette første tyske valg efter Brexit, som har fået Tyskland til at vokse betragteligt i Europa. Men djævlen ligger i detaljen – og i et overraskende klart skel mellem højre og venstre, som er mere end valgkampstaktik, og som giver en glædelig politisering og konkretisering af spørgsmålet: Hvor vil Tyskland hen med sig selv og med Europa? Og hvordan?

Det kan derfor blive et varmt tysk efterår, hvor man roligt kan mindes den polske Radoslaw Sikorskis ord om, at tysk passivitet formentlig er værre for Europa end tysk magt.

Serie

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her