De Grønnes kanslerdrøm brast. Men partiet står til stor indflydelse i Tyskland og Europa

Sikke en velkomst på hovedbanegården i München: Allerede på perronen sørger en snes tungt bevæbnede politifolk for en nervøs stemning, der står i skærende kontrast til sensommersolen og det summende liv ude i byen.

Årsagen er dog ikke, at kanslerkandidaten for De Grønne, Annalena Baerbock, besøger den bayerske hovedstad. Årsagen er, at München huser den årlige IAA-bilmesse – ledsaget af stærke protester fra tusindvis af klimademonstranter.

Også på pragtboulevarden Ludwigstrasse er der signalforvirring. Foran godt tusind fremmødte spiller et band i fjollet udklædning op til dans foran en scene. Formanden for De Grønne i Bayern, Katharina Schulze, danser med, men ellers er stemningen lidt akavet: For det påfaldende unge publikum virker opvarmningen til Baerbocks optræden formentlig som forældet folklore fra De Grønnes vilde dage som protestparti i 1980’erne.

Magnus Hove Johansson

Optur og nedtur

Det indtryk forsvinder, da Baerbocks valgkampsbus triller ind på pladsen, og hovedpersonen går på scenen. Baerbock roser de lokale kandidater, og over tre kvarter holder hun en tale uden manuskript, men med en klar spændingskurve og effektive skift mellem eksempler og principper.

»Vil vi fortsætte som hidtil, eller vil vi et ægte opbrud?« råber Annalena Baerbock ind i mikrofonen. Under klapsalver fyrer hun sit slogan af: »Tyskland kan så meget mere.«

Altså meget mere end den nuværende regering med CDU, CSU og SPD – og mere end Olaf Scholz, som Baerbock kalder ’Merkel 2.0’ med det ironiske udsagn: »I ugevis har han undladt at belemre vælgerne med politisk indhold.«

I Bayern ryster det succesvante CSU – delstatens lillesøsterparti til Merkels CDU – faktisk i bukserne over De Grønnes optur. Alene her i den bayerske hovedstad kan alle direkte mandater til Forbundsdagen gå til De Grønne, mens CSU er i krise med historisk lave meningsmålinger på under 30 procent i Bayern.

Men det får ikke træerne til at gro ind i himlen for De Grønne. Tværtimod.

Den stærke opbakning til De Grønne er atter kun et vesttysk storbyfænomen. På få måneder er partiet gået fra 26 til 17 procent i meningsmålingerne. Ikke mindst efter debatten om Baerbocks plagiataffære i bogen Jetzt er den grønne kanslerkandidat også dykket stærkt i de personlige meningsmålinger. Efter sidste weekends kanslerdebat stod hun godt nok som ’sympativinder’ i meningsmålingerne. Men tyskerne foretrækker klart den mere politisk rutinerede finansminister Olaf Scholz fra SPD som kansler.

Valgkampen ligner med andre ord noget, som De Grønne har oplevet ved de seneste tre valg: Stærk medvind og så voldsom nedtur i ugerne op til valget – ikke mindst, når en tvekamp om kanslerposten uden De Grønne spidser til. Uden for citat indrømmer grønne politikere efterhånden, at kanslerslaget faktisk er tabt.

Underbelyst drama

På den anden side: Hvis partiet holder sig på omkring 17 procent, vil det give en fordobling af de grønne mandater i Forbundsdagen. Dermed vil partiet være meget svært at komme udenom i forhandlingerne om »den sidste tyske regering, der aktivt kan få indflydelse på klimaforandringerne«, som Baerbock kalder den kommende regering.

Den eneste mulighed for en flertalsregering uden De Grønne er nemlig en såkaldt ’Tysklandskoalition’ med CDU/CSU, SPD og det liberale FDP (sort-rød-gul). Men hvis SPD bliver det største parti, vil det være hul i hovedet af socialdemokraterne at gå i regering med de to borgerlige partier, der går imod SPD’s krav om skatter og imod stærke statslige investeringer i grøn omstilling.

Magnus Hove Johansson

Det liberale FDP slår i disse dage på tromme for, at partiet helst vil i regering med CDU/CSU. Men udmeldingerne om, at de liberale afviser øgede skatter, mere statsgæld og fælleseuropæiske lån fra den liberale partileder Christian Lindner, skal tages som udtryk for, at partiet allerede fører forhandlinger om en regering mellem SPD, De Grønne og FDP. En løsning, hvor det liberale FDP altså får flest problemer med at få indflydelse.

Med de tyske og europæiske klimamål for øje ligger det store, men underbelyste drama i tysk politik og økonomi netop her: Et drama, der netop udspiller sig i spændet mellem De Grønnes industripolitiske og statsstyrede omstillingspolitik på den ene side. Og FDP’s optimisme på kapitalismens vegne på den anden: Øg CO2-priserne, og slip industrien fri, så ordner markedet og innovationen den grønne revolution af sig selv, mener de liberale – altså uden ny gæld og uden øgede skatter, som De Grønne satser på.

Grøn defensiv

SPD ligger her tættest på De Grønnes linje, men for Baerbock er Olaf Scholz stadig en »klimapolitisk dinosaur«. Men som Tysk Institut for Økonomisk Forskning konkluderer i en undersøgelse, kan ingen af de tyske partier nå klimamålene til 2030 med deres nuværende valgprogram – De Grønne er til gengæld klart tættest på.

Som Manfred Gülner, chef for meningsmålingsinstituttet Forsa, påpeger, har De Grønne alligevel tre grundlæggende problemer. For det første ses de stadig som et ensporet temaparti – med de stærkeste kompetencer på klima- og miljø. For det andet betyder klimaspørgsmålet ikke så meget for vælgernes valg af parti, som man skulle tro ud fra emnets vigtighed og opmærksomhed i pressen. Og for det tredje har De Grønne svært ved at komme i offensiven i valgkampen.

De Grønne er nemlig tvunget til at være konkrete og beskrive alternative veje som højere CO2-priser og dermed højere benzinpriser for at gøre deres grønne profil mere spiselig for vælgerne. Igen og igen forklarer Baerbock det grønne koncept: At indtægterne fra CO2-priser og miljøudgifter tilbagebetales til borgerne som »energipenge«. De, som lever mest CO2-fattigt, gør altså den bedste handel.

Alligevel giver de konkrete forslag igen og igen lejlighed til, at de andre partier kan råbe »forbudsparti« og »økosocialisme« – og så nytter det ikke meget, at Baerbock prøver at sælge trinvise forbud mod for eksempel dieselmotorer som »en driver for innovation«. For hos de fleste vælgere bliver indtrykket stående, mener Forsa-chefen, Manfred Gülner:

»De Grønne kan klima – men de er ikke gode til økonomi.«

Europæisk vej frem

Udenrigspolitisk prøver De Grønne ligeledes at komme i offensiven med en realpolitisk linje de senere år, der har savet i partiets pacifistiske rødder. I et interview med Süddeutsche Zeitung i denne uge har Baerbock både sikkerhedspolitisk, socialpolitisk og især industripolitisk krævet et markant stærkere Europa, der kan modstå den økonomiske afhængighed af Kina.

Til det formål burde Merkel »for længst være gået ind på Macrons udkast for fremtidens Europa«, mener hun.

»Vi skal som europæere investere i fremtiden også med fælles statsobligationer.«

Baerbock betoner, at hun kun vil bruge fælleseuropæisk gæld til at bekæmpe finanskriser og til fælleseuropæiske investeringer som el- og jernbanenet. Men hun lægger også vægt på, at de europæiske investeringer er en vej til at sikre Europas »strategiske autonomi« og dæmme op for de kinesiske opkøb i EU.

»Europa er vejen frem,« som Baerbock formulerer det på mere letfordøjeligt vis i mikrofonen i München.

»CDU/CSU har bremset fremskridtet i EU. Men vi vil skabe Europa. Vi vil ikke gemme os i det.«

Grønt og praktisk

Lederen af De Grønne i Bayern, Katharina Schulze, mener stadig, at Baerbock kan indhente både Scholz og Laschet. Mens Annalena Baerbock deler autografer og selfier ud i ét væk, forklarer Schulze, at borgerne godt ved, at partiet er stærkt på klima- og socialpolitik.

Den køber sociologiprofessor Armin Nassehi fra München bare ikke. I Die Zeit kritiserer han De Grønne for at tale alt for snævert til »de selvtilfredse og moraliserende grønne miljøer« med deres »selvberoligende kapitalismekritik«.

For at appellere til det brede publikum skal klimapolitikken gøres mere praktisk, mener han: Alternativerne skal fungere, før stærke reguleringer og forbud kan fungere – i trafikken såvel som i samfundet som sådan.

Kun for unge

Det samme indtryk giver de tre unge Celine, Annalynn og Merle, der sidder ved et springvand og har lyttet til Baerbocks tale.

De er meget pessimistiske på klimaets vegne, men omvendt tror de ikke, at de selv kommer til at opleve indskrænkninger, der går ud over deres livskvalitet.

Magnus Hove Johansson

»Jeg har for eksempel valgt, at jeg vil undgå at flyve. Det fatter min far ikke,« siger den 19-årige Annalynn.

»Men jeg tror på, at der vil blive udviklet mere klimaneutrale løsninger. Omvendt er vi allerede ved at opgive at begrænse den globale opvarmning til under to grader, og det gør mig virkelig pessimistisk.«

At De Grønne er det klart største parti blandt unge tyskere under 30 år, får den ligeledes 19-årige Merle til at sukke. For næsten 60 procent af de tyske vælgere er over 50 år, og de stemmer langt sjældnere grønt.

»Det tyske valg gør mig ikke mindre pessimistisk, for når klimapolitikken ikke tages alvorligt, skader det jo åbenlyst os unge mest. Det må man give Baerbock ret i.«

Bag scenen ruller valgkampbussen videre ud i det grønne, mens partiets tvivlsomme valgkampssang »Ein schöner Land« spilles for fuldt drøn fra scenen.

Selv valgkæmperen Steffi Häger, der er forkvinde for De Grønne i München-bydelen Giessing, kan ikke lade være med at grine af musikvideoen, der tegner et glansbillede af fremtidens grønne og multikulturelle samfund.

»Lige nu er stemningen selvfølgelig god,« siger hun på Ludwigstrasse, hvor IAA-bilmessen fylder langt mere end den grønne valgkamp.

»Men vi er triste og ærgerlige over alle angrebene mod Annalena. For godt nok har hun begået fejl, men hun har jo ikke lavet korruption eller dækket over bedrag som visse andre partier. Det ærgrer os, men håbet er det sidste, man slipper. Og uanset hvad, så står vi grønne til at få stor indflydelse efter valget.«