Analyse
Læsetid: 7 min.

»Helten Olaf« sejrer i tysk valggyser – og kan nu tabe det hele på gulvet

Med ulykkesfuglen Armin Laschet tabte CDU/CSU valget, men nu vil han vinde regeringsforhandlingerne. Efter det ekstremt tætte tyske valg kan FDP og De Grønne nemlig udpege kansleren, og de vil sælge sig så dyrt som muligt. Valgaftenen var derfor rig på magtspil og taktik – og deprimerende fattig på opbrudsstemning og optimisme
Tyske socialdemokrater fejrer de første foreløbige resultater, der viser stor fremgang. Partiet er blevet Tysklands første parti.

Tyske socialdemokrater fejrer de første foreløbige resultater, der viser stor fremgang. Partiet er blevet Tysklands første parti.

Wolfgang Rattay

Udland
28. september 2021

Hvilken valgaften – hvilken valggyser! Og med det samme en god nyhed, hvis du gik glip af den: Gyseren er kun lige begyndt. I lang tid lignede det til dødt løb i prognoserne med 25 procent til SPD og Olaf Scholz og 25 procent til CDU/CSU og Armin Laschet. Men som søndag aften skred frem, blev det stadig mere tydeligt, at den socialdemokratiske kanslerkandidat Scholz har skabt en »Wunderheilung der SPD« – en mirakuløs behandling af sit syge parti – som det blev kaldt på den landsdækkende tyske tv-kanal ZDF: For bare få måneder siden lå SDP på 15 procent, nu ender partiet 25,7 procent lige foran CDU/CSU og Armin Laschet.

 

Da SPD’s valgsejr efterhånden lå fast, gik Süddeutsche Zeitung endda så vidt som at tale om »en helt ved navn Olaf«. Med den pointe, at det var Scholz’ valgsejr, mere end det var en sejr for partiet, som dog har stået disciplineret bag ham.

Laschet har derimod skabt historiens suverænt ringeste resultat for CDU/CSU. Her ligger det næste kapitel i dramaet: Armin Laschet svæver nu mellem at blive dolket af sit bagland. Eller at ende som kansler trods det brutale nederlag.

SPD: 25,7 procent (+5,2)

Britta Pedersen

SPD blev søndagens suveræne sejrherre og -kvinde. For ikke bare ved Forbundsdagsvalget vandt socialdemokraterne med 25,7 procent af stemmerne. Også ved delstatsvalget i Berlin blev det til en kneben sejr foran De Grønne, og i Mecklenburg-Vorpommern slog SPD suverænt de øvrige partier.

På forbundsplan er partiet stadig splittet mellem venstrefløjen og Olaf Scholz’ pragmatiske højrefløj, men i valgkampen har fløjkampen været pakket langt væk.

Det er især Olaf Scholz, hans halvkedelige image og hans »Merkel-strategi« med løfter om blandingen af grøn omstilling og social stabilitet, der har trukket partiet så kraftigt opad – og taget næsten halvanden million stemmer fra CDU/CSU.

Olaf Scholz’ utrolige comeback skyldes selvsagt også Laschets forrygende mangel på popularitet. Men modsat valgsejren er regeringsmagten langt fra hjemme for SPD. En ny stor koalition med SPD som kanslerparti virker som en komplet urealistisk løsning for SPD og især for CDU/CSU.

Begge partier skal derfor ud i en trekløverregering for at samle et flertal. Og med Die Linkes onde styrt ved valget er det for SPD’s vedkommende kun muligt med en såkaldt lyskryds-regering med det røde SPD, det gule FDP samt De Grønne.

Problemet er bare, at Armin Laschet og CDU/CSU sidder med en lignende option: De kristenkonservative kan danne en Jamaica-koalition (sort-gul-grøn), altså ligeledes med De Grønne og FDP.

CDU/CSU: 24,1 procent (-8,8)

Sebastian Gollnow

De kristendemokratiske søsterpartier ligger halvvejs i ruiner efter aftenens store nederlag, og der lurer allerede oprør i kulissen. I første omgang får Armin Laschet dog formentlig ro til at prøve at danne en CDU-ledet regering.

Her ved Merkels afsked virker partiet ideologisk udhulet, og vælgerne tvivler ifølge meningsmålinger åbenlyst på partiets politiske kompetencer.

En svær øvelse for CDU/CSU bliver at genoprette forholdet til De Grønne, som de i valgkampen har udråbt som et venstresnoet forbudsparti – og som nu skal være en grundsten i Laschets »fremtidsregering«, som han kaldte det på valgaftenen.

At De Grønne fik en skuffende lille optur med 14,8 procent og FDP et stabilt valg med 11,5 procent kan her blive en lille, men afgørende forskel. For som valgaftenen og partilederrunden afslørede, er det absolut ingen hemmelighed, at FDP helst vil i en Jamaica-regering med CDU/CSU, mens De Grønne helst vil i en lyskryds-koalition med SPD. De to kongemagerpartier kan altså spille uhyre højt spil de næste uger og måneder og se, om SPD eller CDU/CSU er villig til at betale den højeste politiske pris til netop deres parti i regeringsforhandlingerne.

De Grønne kan her blive et blegt grønt påhæng i en borgerlig Jamaica-regering, der kan koste miljøpartiet dyrt ved næste valg. Omvendt kan FDP blive et liberalt påhæng i en lyskryds-regering med SPD og De Grønne til venstre for midten – og dermed få stryg ved næste valg.

Fra de kuldsejlede Jamaica-regeringsforhandlinger i 2017 ved vi, at FDP er villige til at tage sig ekstremt dyrt betalt. Her kan den store vinder af valget, Olaf Scholz, således ende som taberen, mens den store taber af valget, Armin Laschet, stadig kan ende med at vinde regeringsforhandlingerne og dermed kanslerposten.

De Grønne: 14,8 procent (+5,9)

Christian Mang

Ved De Grønne var stemningen meget blandet på valgaftenen. Efter forsommerens flyvetur landede de på et historisk godt og dog ret lunkent resultat: Deres kanslerkandidatur er mislykkedes, de kom i valgkampen aldrig ud af rollen som klimanicheparti, og de er ikke blevet den førende kraft til venstre for midten.

I meningsmålinger går tyskerne stærkt op i klima, men det styrer sjældent, hvor de sætter deres kryds. Emner som grøn industripolitik og udbygning af vedvarende energi har fyldt meget i debatterne, men til de ’gamle’ partiers fordel har vælgerne formentlig taget de sociale og økonomiske spørgsmål om mindsteløn, huslejeregulering, pensionsalder og dagpenge mere til sig i valgkampen.

Derfor må De Grønne nu sælge sig så dyrt som muligt i pokerspillet om den næste tyske regering, hvor partiet ikke bliver til at komme udenom.

En klassisk misforståelse er, at begge partier har grønne og progressive ambitioner – så hvorfor ikke lade FDP ordne finanserne og De Grønne fikse det med klima og grøn omstilling. Det er en rasende misforståelse, for finansstrømmene styrer den grønne omstilling, som den grønne Robert Habeck gerne pointerer.

I direkte modsætning til De Grønne og SPD, der kræver højere topskatter og genindførelse af formueskatten til at finansiere den grønne omstilling, kalder FDP’s leder Christian Lindner enhver form for øgede skatter for »sabotage mod opsvinget«. I hans øjne skal CO2-priser og markedet groft sagt fikse den grønne omstilling, og staten skal holde sig ude af alt for ambitiøs industripolitik, mens De Grønne kræver en stærk industripolitik, grøn omstilling i landbruget og en stærk bevægelse hen mod kollektiv trafik.

De to kongemagerpartier passer altså i udgangspunktet ret dårligt sammen – og skal i fællesskab nu afgøre, om Tyskland bevæger sig mod centrum-højre eller centrum-venstre.

FDP: 11,5 procent (+0,8)

ANNEGRET HILSE

Det liberale FDP kunne med rette feste igennem søndag aften. Ikke så meget fordi partiet landede en smule højere end ved valget i 2017, hvor partileder Christian Lindner ene mand førte FDP tilbage i Forbundsdagen, men fordi de ligesom De Grønne nu sidder i en meget favorabel position til at sælge sig meget dyrt i den kommende tyske regering.

Lindner understregede søndag, at partiet denne gang vil arbejde på »et fair tilbud for alle parter« – underforstået: Ikke som i 2017, hvor netop Lindner smed Jamaica-forhandlingerne på gulvet. Med den liberale profil er CDU/CSU den oplagte partner, så meget vil også afhænge af, hvor meget FDP vil imødekomme De Grønne. Og hvor store indrømmelser partiet vil kræve for at gå med i et lyskryds med SPD og De grønne.

Allerede i den nærmeste fremtid bliver der rigeligt at se til for den kommende tyske regering og kansler.

I en tid, hvor Tysklands tunge demografi og mangel på arbejdskraft begynder at slå igennem, skal der først og fremmet skydes gang i den fodslæbende grønne omstilling og digitalisering. Desuden skal den kommende kansler kæmpe for at udfylde magtvakuummet i EU efter Merkel og definere et mere progressivt projekt, der bringer Tyskland ind i kampen om at give Europa større geopolitisk slagkraft.

Men: Valgaftenen efterlod os ikke med bevægende taler, store visioner eller bare lidt opbrudsstemningen. Alle – selv SPD og De Grønne – lignede nogen, der godt nok havde vundet, men som kan miste det hele igen om lidt.

I regeringsforhandlingerne kan man da også frygte, at partierne kun kan mødes om den laveste fællesnævner i deres partiprogrammer i stedet for at definere et stort og fremadrettet projekt, hvor Tyskland for alvor går progressivt til de store forsømte reformer i Europas største land. For i valgkampen oplevede vi stort set kun detaljediskussioner om, hvordan grøn omstilling, digitalisering og Europas fremtid kan skabes, uden at det gør ondt på nogen som helst. Altså politik til et land, der har været regering af Merkel gennem 16 år. Men ikke politik i øjenhøjde med tidens enorme udfordringer.

Uanset om det bliver kong Olaf fra SPD eller prins Armin fra CDU, der ender med den opgave, så vil de gøre det med et svækket mandat i en mere splittet regering, end Angela Merkel har siddet med.

Hvornår kampen ender, er der derimod ingen, der ved. Som sagt: Gyseren er kun lige begyndt – og vinderen kan stadig tabe, og taberen kan stadig vinde.

AfD: 10,5 procent (-2,1)

ANNEGRET HILSE

Tysk politik er en kamp om midten. Det blev bekræftet ved valget søndag, hvor de to yderfløjspartier AfD og Die Linke (uden yderligere sammenligning) begge fik dårlige valg.

I det samlede Tyskland ligner AfD efterhånden et noget forpjusket protestparti, der med deres flugt mod den radikale højrefløj og deres krav om at melde Tyskland ud af EU har sat sig uden for enhver tænkelig regeringsdeltagelse. Søndagens nedtur for AfD tyder i øvrigt på, at deres protest havde brug for Angela Merkel som samlende hadeobjekt.

Det kan dog ikke sløre for det faktum, at AfD i Østtyskland blev det næststørste parti efter SPD – lige foran CDU. I øst: folkeparti. I vest: protestparti på kanten af spærregrænsen.

Die Linke: 4,9 procent (-4,3)

Sebastian Gollnow

Ved siden af CDU/CSU blev venstrefløjspartiet Die Linke valgets helt store taber og står nu til at ryge under spærregrænsen. Dog ser tre direkte mandater ud til at redde lidt for partiet, der dog skrumper meget i størrelse.

Det bitre nederlag skyldes ikke kun en diffus valgkamp, men en årelang strid i partiet, som den nye partiledelse ikke har formået at dæmpe.

For mange unge virker Die Linkes kapitalismekritik og antiimperialisme noget antikveret, og især i Østtyskland uddør Die Linkes trofaste vælgerskare efterhånden, mens AfD overtager rollen som protestparti. Endelig har SPD’s bevægelse mod venstre formentlig også taget mange stemmer fra Die Linke.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Hvad dækker de ret mange "andre" over, og hvordan fordeler de sig dels på et højre-venstre plan, dels på et øst-vest plan?

Den dårlige nyhed er, at der stadig for mange, der tror på liberalismen og dens totale værdinihilisme.
Det ville være hjælpsomt, hvis man ikke blot oplyste om procentuel fordeling, men rent faktisk gav de konkrete medlemstal - for så kunne det jo, som Ete Forchhammer antyder, måske vise sig, at de enkeltvalgte medlemmer kunne udgøre en stemme på vægtskålen for en mere progressiv rød-grøn politik.

Jan Fritsbøger, Alvin Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

@ Steffen Gliese

Du skriver: "Den dårlige nyhed er, at der stadig for mange, der tror på liberalismen og dens totale værdinihilisme."

Steffen, der er altså også noget godt ved liberalismen, den skal bare ikke være total. Du må f.eks. godt køre bil, sålænge du holder dig inden for færdselslovens grænser.

Du må drive din virksomhed, som du vil, og konkurrere så meget du vil, så længe du holder dig inden for gældende lovgivning -både for et drive virksomhed og for at sælge og konkurrrere - så længe du holder dig inden for de love og regler, der gæder dér.

@Rolf

Han har nok bare som så mange andre taget fejl af liberalisme og kapitalisme. Det gør de fleste i europa.

Torben Lindegaard, Rolf Andersen og Jørgen Munksgaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hvis man først betragter det tyske valg fra en europæisk synsvinkel, så har de tyske vælgere bekræftet, at tysk EU-politik fortsætter. Som Gert Romme tænker jeg også, at De Grønnes indflydelse i Berlin vil kunne mærkes i europæisk (klima)politik.

Die Linke er på 4.9% af stemmerne, men tysk valglov er ikke helt enkel. Partiet vinder 3 kredsmandater og har dermed fraktionsstyrke i Forbundsdagen - hvor det spiller en rolle.

Desuden er der en Mandatsgrundklausel, en mandatregel, som siger, at partiet dermed får listestemmer med i parlamentet, og det skulle resultere i 29 mandater til Forbundsdagen. Da den har mere end 700 medlemmer, syner det stadigvæk ikke af meget.

Jørgen Munksgaard

Steffen Gliese skriver at den dårlige nyhed er at der stadig er for mange, der tror på liberalismen. Nu er det således at CDU/CSU er konservative, ikke liberale. De Liberale fik kun lidt over 10%. Godt at Die Linke fik så svagt et valg. For - for at blive i Glieses sprogbrug- : Der er stadig for mange, der tror på socialismen.

Men vi håbe, at den kommene regering får sat gang i moderniseringen af det tyske samfund. F.eks.:

* El-infrastruktur: Hvis alle de kommende elbiler skal kunne lades, og industrien gå over til el, skal der et kraftigt el-netværk på kryds og tværs af landet, og det skal kobles op med resten af Europa. Når det blæser ét sted, skinner solen nok et andet sted m.v.

* Digitalisering: Hvis Tyskland skal overleve, skal meget bureaukrati fjernes og arbejdsgange i det offentlige og private digitilaseres.

Tyskerne ser misundeligt på Danmark og vores infrastruktur, men de fodslæbende tyskere spørger: "Hvem skal nu betale?".

Til det er at sige at BNP/indbygger i Danmark er ca. 58 tusinde §, og i Tyskland ca. 54 tusinde §. Så Danmark er - på trods af, eller på grund af investeringen i infrastruktur - rigere end Tyskland.

Hvor for § ? Jo, fordi min kilde er CIA World Fact Book:

https://www.cia.gov/the-world-factbook/countries

Jan Fritsbøger

desværre har også alle "liberale" politikere åbenbart taget fejl, og mener at der ikke findes andre muligheder for frihed end kapitalisme uden regler,
den liberalisme man markedsfører handler mest om friheden til at rage til sig når man kan, (har økonomisk magt),
og om at være fri for at tænke og handle ud over ren egennytte, man er store tilhængere af både egoisme og grådighed, og af kynisk udnyttelse af andres svage position i hierarkiet.

Jan Fritsbøger

en lille omskrivning af Glieses udsagn, Den dårlige nyhed er, at der stadig er for mange, som tror på egoisme og grådighed, og på penge som værdi,
og en lille omskrivning af Munksgårds version, der er stadig for mange som tror på empati samfundssind og uegennytte, og jeg kan så tilføje, og på hensyn til natur og klima.

Jan Fritsbøger

Gert mine bemærkninger handlede sådan set ikke specifikt om Tyskland men om hele verden, og jeg er selvfølgelig enig i dine betragtninger omkring tysk politik.