Hitler, Stalin … Osama bin Laden. En sjælden gang imellem dukker et monster op. Og det kan ske igen

»Det er næsten komisk at tænke på, at al-Qaeda nu kontrollerer Afghanistans indenrigsministerium. Så stor indflydelse på Taleban havde al-Qaeda ikke engang i 1990’erne, siger Peter Bergen, forfatter til en ny biografi om Osama bin Laden, og på 20-årsdagen for 11. september minder han os om, at historien kan gentage sig
Peter Bergen har gennem 25 år arbejdet som journalist for CNN og har derudover skrevet utallige bøger.

Peter Bergen har gennem 25 år arbejdet som journalist for CNN og har derudover skrevet utallige bøger.

Martin Lehmann

Udland
11. september 2021

En ting, der aldrig må glemmes om al-Qaedas terrorangreb for 20 år siden, er det enkeltindivid, der fik ideen til den spektakulære operation, og som magtede at gennemføre den uden et alvorligt fejltrin.

I sin nye velskrevne og grundigt researchede biografi om ophavsmanden til den i 2001 uvirkelige idé at kapre civile fly og smadre dem ind i World Trade Center, Kongressen og Pentagon leverer forfatteren og terrorforskeren, Peter Bergen, et rystende portræt af Osama bin Laden.

Rystende, fordi det under læsningen gradvist bliver klart, at denne sky søn af en stenrig yemenitisk-saudiarabisk far var den eneste i en flok af 55 børn, der blev religiøs fanatiker. Den eneste, der udsatte USA og Vesten for et destruktivt had. Og et samvittighedsløst monster, der aldrig gav udtryk for den mindste barmhjertighed over for de mange uskyldige ofre for hans terroraktioner.

»En sjælden gang i historien dukker en person op, som i kraft af sine ideer sætter et dybt og varigt præg på verden. Sådan var det med Napoleon, Hitler og Stalin. Og sådan var det også med Osama bin Laden,« siger Peter Bergen i et interview med Information.

»Han er et af få mennesker, om hvem man kan sige, at han virkeligt forandrede historien.«

Flere vigtige begivenheder fulgte i kølvandet på al-Qaedas terrorangreb mod USA den 11. september 2001. USA startede militære operationer i syv muslimske lande – Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Somalia, Syrien og Yemen. Den samlede udgift til de seneste 20 års terrorkrig er det svimlende beløb på 6.000 milliarder dollar. 7.000 amerikanere har mistet livet. Titusinder af soldater fra allierede lande er døde under krigen mod terror, og flere hundredetusinder civile.

»Hvem kunne have forestillet sig det i dagene efter 11. september?« spørger Bergen.

Interview i en bjerghule

Bergen besidder en særlig ekspertise. I 1997 rejste han med CNN-værten Peter Arnett og kameramanden Peter Jouvenal til Afghanistan for at lave det første vestlige interview med Osama bin Laden: Det fandt sted i en bjerghule. Episoden beskrives i detaljer i bogen.

Og i 2011 var Bergen den eneste vestlige journalist, der fik lov af de pakistanske myndigheder til at bese det bosted uden for Abbottabad, hvor al-Qaeda-lederen kort forinden var blevet dræbt af amerikanske specialstyrker. I bogen beskriver Bergen det blodplettede soveværelse, hvor bin Laden blev skudt i hovedet af en jægersoldat.

Forfatteren har tillige haft adgang til bin Ladens enorme elektroniske arkiv, der blev taget med af specialstyrkerne og bestod af 470.000 dokumenter, inklusive en dagbog. Hertil kommer et kildenet oparbejdet af Bergen gennem 25 års arbejde som journalist for CNN og forfatter til utallige bøger. Han har interviewet flere al-Qaeda-terrorister end nogen anden vestlig journalist, de fleste af dem er døde.

Som eksempel på sit brede kildenet fortæller Bergen i bogen, at langt størstedelen af Taleban-bevægelsens ledere slog til lyd for at udvise Osama bin Laden fra Afghanistan i tiden før og efter 11. september.

»Jeg ved det fra mullah Musa Mujahedin, der bestred en høj stilling udenrigsministeriet i slutningen af 1990’erne. Jeg kender ham godt.«

Den massive opbakning i Taleban-bevægelsens top til en udvisning af bin Laden illustrerer, hvor tæt al-Qaeda-lederen var på at blive udleveret til Saudi-Arabien før terrorangrebet og til USA lige efter. Men Talebans mangeårige øverste leder, nu afdøde mullah Omar (1969-2013), vendte sig i sidste instans imod en udvisning.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der ville være sket, hvis Omar havde udleveret sin allierede Osama til hans fjender. USA’s begrundelse for at invadere Afghanistan og Irak ville være faldet bort. De næste 20 års krig mod terror havde udviklet sig som en ganske anden affære.

Terroristens svagheder

I Bergens skildring fremstår både bin Ladens styrke og svaghed som terrorleder.

Fra sin familie havde han en formue til at rekruttere, træne og hyre jihadister og købe våben. Hans tilhængere var fascinerede af hans asketiske livsstil og lederevner, som han hentede inspiration til fra sin læsning af koranen og viden om profeten Muhammed.

Inden grundlæggelsen af al-Qaeda i Afghanistan havde bin Laden ledet flere byggeprojekter på vegne af bin Laden-koncernen i Saudi-Arabien, og havde derved rekvireret indsigt i entreprenørvirksomhed. Den kompetence udnyttede han til at bygge træningslejre i Afghanistan og til at udvælge målene for terroranslagene i New York og Washington.

På minussiden var han egenrådig og så fanatisk i troen på sin uovervindelighed, at han gang på gang begik kolossale fejl. Det succesrige angreb 11. september blev hurtigt forvandlet til en ydmygende fiasko, fordi han overvurderede sine militære færdigheder. I efteråret og vinteren 2001-02 blev al-Qaeda næsten elimineret af amerikanske specialstyrker i samarbejde med den antitalebanske Nordlige Alliance.

I den forbindelse peger Bergen på et åbenlyst paradoks: At det faktisk var præsident George W. Bush og krigshøge som vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, der endte med at komme Osama bin Laden og al-Qaeda til ’undsætning’ ved at invadere Irak i marts 2003.

»Irak-krigen var Bushs julegave til en bin Laden, der var trængt op i en krog,« fortæller Bergen.

»Det trak opmærksomheden væk fra al-Qaeda. Og i Irak voksede samtidig en gren af al-Qaeda frem, som bin Laden formelt og til en vis grad operationelt havde kontrol med fra sine skjulesteder i Afghanistan og Pakistan. Pludselig var han blevet relevant igen.«

Inden USA’s invasion af Saddam Husseins Irak, der bevisligt ingen rolle havde spillet i 11. september, var bin Laden og hans styrke af arabiske krigere tæt på at blive udraderet under slaget i Tora Bora-bjergene.

Flere højtstående ledere i al-Qaeda havde ifølge Bergen modsat sig terrorangrebet på USA, dels fordi de frygtede massiv gengældelse, dels fordi de ikke kunne finde støtte i koranen til at myrde uskyldige civile. Men bin Laden afviste kategorisk at afblæse 11. september.

Slaget i Tora Bora

I forventning om et angreb fra amerikanske styrker havde terrorlederen beordret bygningen af en base i nogle huler i Tora Bora-bjergene. Men bin Ladens mænd blev dag og nat udsat for skånselsløse bombardementer; mange af hans menige og officerer mistede livet. Selv overlevede terrorlederen nærmest ved et tilfælde.

I Tora Bora tilsmilede heldet igen bin Laden. Forsvarsminister Rumsfeld afviste at sætte flere end 80 jægersoldater ind til at angribe Tora Bora-basen. Han havde travlt med at udarbejde krigsplanerne for Irak.

»Hvis Pentagon havde sendt en større styrke jægersoldater til Tora Bora efter de sønderlemmende bombardementer, ville de have haft en rimelig god chance for at fange bin Laden. I stedet slap han og de få overlevende al-Qaeda-soldater væk på hesteryg,« fortæller Bergen.

Faktisk ved man præcist, hvornår de flygtede fra basen i Tora Bora. I sine erindringer beretter bin Ladens næstkommanderende, egypteren Ayman al-Zawahiri, at de brød op 12. december klokken 23. I 2011 overtog al-Zawahiri ledelsen af al-Qaeda, som stadig er aktiv i Afghanistan og i andre lande.

Symbolsk set er det præcise tidspunkt vigtigt til en forståelse af de katastrofale konsekvenser, som fulgte af Bush-regeringens underprioritering af jagten på Osama bin Laden i Tora Bora.

Bergen forklarer:

»Der er 7,5 timers forskel mellem Afghanistan og Washington D.C. Da bin Laden rømmer Tora Bora, sidder hærgeneral Tommy Franks i et møde i Pentagon, hvor han præsenterer Rumsfeld for en 800 sider lang krigsplan for Irak.«

»Her havde den amerikanske befolkning og hele verden troet, at formålet med krigen mod terror var, at tage bin Laden til fange og tilintetgøre al-Qaeda. I stedet lader Bush-folkene ham slippe.«

Bergen er ikke i tvivl om, at en tilfangetagelse på det tidspunkt af ophavsmanden til 11. september ville have været et kæmpe slag for al-Qaeda-krigerne og andre islamistiske terrorgrupper.

»Og tilmed ville argumentet for en militær besættelse af Afghanistan og en invasion af Irak have mistet enhver legitimitet,« siger han.

Taleban om igen

Gennem de sidste 25 år har Peter Bergen, der er født i USA og vokset op og uddannet i England, været på mange reportagerejser til Afghanistan. Hans kendskab til Taleban er derfor betydeligt. Over for Information udtrykker han dyb pessimisme om landets fremtid under det nye islamistiske styre.

»Desværre tror jeg, at vi vil se historien fra deres tid ved magten i 1990’erne gentage sig,« frygter forfatteren.

Det er ifølge Bergen naivt at tro på moderate Taleban-lederes løfter om pressefrihed og lige rettigheder for kvinder og piger.

»Bemærk, at de altid tilføjer: under sharialoven,« siger han.

Bergen tror heller ikke på Taleban-ledelsen løfte om at slå ned på al-Qaeda og andre islamistiske terrorgrupper i Afghanistan.

»Udpegningen af Sirajuddin Haqqani til fungerende indenrigsminister er et slag i ansigtet på det internationale samfund. Haqqani er ifølge en FN-rapport fra i sommer en af lederne i al-Qaeda, og FN anfører, at Taleban og al-Qaeda er tæt forbundet.«

På Zoom-forbindelsen slår Bergen en latter op.

»Det er næsten komisk at tænke på, at al-Qaeda nu kontrollerer Afghanistans indenrigsministerium. Så stor en indflydelse på Taleban havde al-Qaeda ikke engang i 1990’erne.«

Islamisk Stats overtagelse af store territorier i det nordlige Irak og Syrien i 2015 tiltrak tusinder af jihadister fra Europa (herunder Danmark) og andre verdensdele. Bergen frygter, det samme vil ske i Afghanistan.

»Taleban vil omdanne Afghanistan til en islamistisk stat, der vil tjene som inspiration for jihadister verden rundt. Nogle af dem vil ligesom bin Ladens arabiske krigere i 1990’erne slutte sig til Taleban; andre vil som ensomme ulve bidrage til kampen med deres egne hjemmestrikkede terroranslag.«

Og i modsætning til i 1990’erne, hvor en ringe bevæbnet Taleban-milits var under konstant angreb fra etniske militser, har Taleban-styret i dag konsolideret kontrollen over sit territorium. Det er sket, efter at de har jagtet den Nordlige Alliance og tidligere afghanske specialstyrker ud af Panjshirdalen og op i de ufremkommelige bjerge.

»Taleban-styrkerne er i besiddelse af store mængder amerikansk militært udstyr. Så der er ringe udsigt til, at væbnede modstandsgrupper vil få succes mod dem,« mener Bergen.

»Desværre,« konstaterer forfatteren, »har præsident Bidens tilbagetrækning skabt betingelserne for en gentagelse af historien i Afghanistan – en islamistisk stat, der vil give ly til voldelige jihadister.«

Peter Bergen, The Rise and Fall of Osama bin Laden, 384 s. Simon & Schuster, 2021

11. september 20 år efter – er vi blevet klogere?

For to årtier siden indledte USA den globale krig mod terror i støvskyerne efter angrebet på World Trade Center, Pentagon og amerikanske passagerfly. Nu er krigen i Afghanistan afsluttet, og 20-året for 11. september rejser spørgsmål om, hvad opnåede vi gennem den globale krig mod terror, og om vi overhovedet lærte noget. Det stiller Information skarpt på i en række artikler.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Tryggestad

Ikke kun USA's og NATO's 20-årige antiterror- og krigsprojekt i Afghanistan er endt som en katastrofal fiasko. Også den højt profilerede "krig mod terror" er på god vej ind i den samme fiasko-kategori.

Center for Strategiske og Internationale Studier (CSIS) i USA vurderede i 2018, at der globalt var 67 aktive terrorgrupper. Det højeste antal siden 1980.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/udland/krigen-mod-terror-gav-jihadisme...

Torben K L Jensen, Bjarne Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl, Jeppe Bundgaard, Jan Fritsbøger, Ib Christensen, Hanne Utoft og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

det ene monster hjælper det andet, eller var Bush fuld af samvittighed og helt uskyldig i alle de drab han har iscenesat, er staters terror bare noget andet som vi selvfølgelig skal acceptere ?

Torben K L Jensen, erik pedersen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Søren Dahl, Olaf Tehrani, Jeppe Bundgaard, Peter Mikkelsen, Karen Grue, Hanne Utoft og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Et monster 'dukker op'? Sådan ud af det blå, uden politiske processer og sammenhænge, dukker der pludselig et dyr op i Åbenbaringen. Det er magisk.

Tag Saddam Hussein, som USA hjælp til magten i Irak. Eller Hitler, som blev hjulpet til magten af tysk/international storkapital og de elitære, traditionelt magtbærende partier i mellemkrigstidens Tyskland. Og husk monsteret Stalin, som flere gange opfordrede briterne og franskmændene til at hjælpe med at skride ind overfor Hitler, da han tidligt sprængte rammerne for Versailles-traktaten. Lutter tilfældigheder?

Politiske monstre er nemme at begå sig med - og lette at føre frygtbaserede politikker på ryggen af. Et uundværligt redskab i magtens intriger og skueprocesser.

Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Pia Nielsen, John Johansen, Annette Chronstedt, erik pedersen, Lillian Larsen, Per Torbensen, John Andersen, ingemaje lange, Flemming Berger, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Torben Skov, Jeppe Bundgaard, Jens Thaarup Nyberg, Peter Mikkelsen, Karen Grue og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

"krigen mod terror" har vist sig mere, at være en udbredelse af dårlige ideer, end en begrænsning af dem.
USA er ved at finde ud af at alle deres råben "ulven kommer" er endt med, at lokal befolkningen selv har taget ideerne til sig og nu udgør en faktisk terror trussel.

Mistilliden efter 9/11, hvor den amerikanske regering igen og igen har vist de havde noget at skjule, med deres afvisning af at undersøge og / eller oplyse hvad der skete, er forståelig.
Ikke mindst i lyset af de selv førte sig frem med "hvis du ikke har gjort noget forkert, har du intet at frygte" for at sælge deres "behov" for at overvåge befolkningen.

Samme ser vi herhjemme med mørklægnings loven.
Efter politikernes egne udsagn om hvem de er dem der selv viser de har noget at skjule, så fortæller de os jo netop at vi ikke bør stole på dem.

Lillian Larsen, John Andersen, Bjarne Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Ferling, Inger Pedersen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft

Interessant at du nævner Åbenbaringen.
Der er det med at beregne dyrets tal.
Åbenbaringen er blevet tolket og oversat gennem mange år, og den ordrette fortælling er nok gået tabt med tiden.

I dag har vi "den økonomiske nødvendige politik" og kommissioner der beregner "reformer".
Jeg har tænkt på om åbenbaringen kunne være en advarsel om at bytte om på mål og midler.

Penge er et middel. Så når budskabet er at penge er målet må der være noget galt. Og målet er os ukendt.

Torben Skov, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Ib Christensen, Åbenbaringen spillede en meget stor rolle i de bibeltro kredse i USA da man accellererede krigspolitikkerne og udklækkede the war on terror (der afløste war on drugs, som var mellemspillet efter the cold war).

"One of the delegates, Nabil Shaath, who was Palestinian foreign minister at the time, said: "President Bush said to all of us: 'I am driven with a mission from God'. God would tell me, 'George go and fight these terrorists in Afghanistan'. And I did. And then God would tell me 'George, go and end the tyranny in Iraq'. And I did.""
https://www.theguardian.com/world/2005/oct/07/iraq.usa

Et hav af Bush jr.'s taler i krigen mod terrors første år var fulde af religiøse referencer, helt på højde med den fjende, man havde udviklet.

Jan Fritsbøger, Torben Skov, John Andersen, ingemaje lange, Bjarne Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl, Peter Mikkelsen, Ib Christensen og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Ja, 3000 uskyldige ofre for terroraktionen 11 september.
Hvad med de millioner af ofre for krigen mod terror?
hvordan kan de glemmes igen og og igen, eller bare nævnes i en bisætning?

Om noget er de ofre grobund for og legitimering af fortsat terror med vesten

Torben K L Jensen, Pia Nielsen, Annette Chronstedt, erik pedersen, John Andersen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Jan Fritsbøger, Inger Pedersen, Torben Skov, Karsten Nielsen, Olaf Tehrani, Jeppe Bundgaard, Jens Thaarup Nyberg, Asiya Andersen, Hanne Utoft, Ib Christensen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Det er noget af en tilnærmelse, at sammenligne Osama Bin Laden med Hitler og Stalin.
Bare til sammenligning dræbte Hitler ml. 11 og 18 mio jøder, og de tyske styrker dræbte over 10 mio russiske soldater og ml. 14 og 17 mio civile russere på østfronten.
Osama Bin Laden er ikke i nær samme liga som de to andre.

John Johansen, erik pedersen, Lillian Larsen, John Andersen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjørn Pedersen, Carsten Munk, Hanne Utoft og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Jeppe Bundgaard

Det var også min tanke.

Er der nogen der har et tal for hvor mange menneske liv Bush, og hans allierede, og hans gerninger har på samvittigheden?

erik pedersen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Bundgaard, Karen Grue og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar

Det er egentlig skræmmende at tænke på at en mand der høre stemmer og tror det er gud der taler til ham er havnet i en regent position og ikke en psykiatrisk afdeling har kunnet have så stor indflydelse på verden.

Især når vi er blevet advaret om hvor farlige fanatisk troende er.

---

Nok ikke mange der ikke kender den her sketch. Men emnet giver mig lyst til at dele den.

https://youtu.be/hn1VxaMEjRU

Torben Skov, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Jeppe Bundgaard
Man bliver ved og ved med kat forbinde kz-lejrene med jøderne.
Der var rigtigt mange andre, der blev deporteret dertil:
I "Den Store Danske" står der:
I nazisternes magtovertagelsesfase var fangerne især socialdemokrater, kommunister og andre modstandere af nazismen, men snart blev mennesker også interneret, hvis de ikke passede ind i den nazistiske konformitets- og racerenhedsideologi. Det gjaldt medlemmer af Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, romaer, "asociale" og "vaneforbrydere".

Derudover glemmer vi verdens største massedrab (som stadig foregår): De oprindelige folk i Nord- Mellem- og Sydamerika.
Noam Chomsky har lave en liste over, hvor mange mennesker USA har dræbt siden anden verdenskrig.

erik pedersen, Per Torbensen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Søren Dahl, Hanne Utoft, Jeppe Bundgaard og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

"Den samlede udgift til de seneste 20 års terrorkrig er det svimlende beløb på 6.000 milliarder dollar. 7.000 amerikanere har mistet livet. Titusinder af soldater fra allierede lande er døde under krigen mod terror, og flere hundredetusinder civile."
Læg mærke til den prioriterede rækkefølge. Den siger en del om Bergens univers.
Og hvordan var det nu, det var med de der hundredetusinder civile, der nævnes til sidst? Hvordan kom de af med livet?

erik pedersen, Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Søren Dahl, Hanne Utoft og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Karen Grue, jeg nævner kun jøder og russere, da det allerede dér står klart, at sammenligningen af Osama Bin Laden med Hitler og Stalin er ude af proportioner. Det var ikke for at glemme alle de andre grupper, der blev forfulgt og dræbt.
Der kan måske sammenlignes i forhold til indre demoner, psykopati, megalomani og andre psykiske problemer de herre i mellem.

"Det er noget af en tilnærmelse, at sammenligne Osama Bin Laden med Hitler og Stalin."

Formentligt hviler denne tilnærmelse på ambitionen om at gøre Osama bin Laden (historisk) ansvarlig for krigen mod terror.

Torben Skov, erik pedersen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Jeppe Bundgaard, Søren Dahl og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Ja, selv i skurkenes æresgalleri er det vist for megen hæder at tillægge bin Laden at sætte ham i liga med Hitler og Stalin.
At han aldrig gav udtryk for den mindste barmhjertighed over for de mange uskyldige ofre for hans handlinger, gør det rigtignok berettiget at kalde ham et samvittighedsløst monster. Her får han så følgeskab af de ansvarlige for den måde, vi har ført ”krigen mod terror”. 240.000 eller flere dødsofre alene i Afghanistan – herunder tusindvis af børn og andre helt uskyldige. Hertil de hundredtusindvis af flygtninge. Heller ikke over for dem, er der udvist rettidig barmhjertighed ved at lade krigen køre i 20 år. Og er det mon udtryk for ægte barmhjertighed, når det kun er de 7.000 døde amerikanere, der holdes mandtal over som ofre for krigen mod terror?

Torben Skov, erik pedersen, Lillian Larsen, Hanne Utoft, Ib Christensen, Jeppe Bundgaard, Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Her havde den amerikanske befolkning og hele verden troet, at formålet med krigen mod terror var, at tage bin Laden til fange og tilintetgøre al-Qaeda. I stedet lader Bush-folkene ham slippe.«

Bergen er ikke i tvivl om, at en tilfangetagelse på det tidspunkt af ophavsmanden til 11. september ville have været et kæmpe slag for al-Qaeda-krigerne og andre islamistiske terrorgrupper.

»Og tilmed ville argumentet for en militær besættelse af Afghanistan og en invasion af Irak have mistet enhver legitimitet,« siger han."

Her overser Bergen den helt åbenlyse og faktuelle forklaring:
Allerede inden tårnene faldt, havde Donald Rumsfeld ønsket en invasion af Irak.

Derfor var det selvfølgelig vigtigt, at man netop IKKE fangede Bin Laden.

Jan Fritsbøger, Torben Skov, Karen Grue, erik pedersen, Hanne Utoft, Ib Christensen, Søren Dahl og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel. Netop. Det står nærmest med lysende skrift mellem linjerne.
"Derfor var det selvfølgelig vigtigt, at man netop IKKE fangede Bin Laden"

Jan Fritsbøger, erik pedersen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er jo godt altid at have nogle monstre af tørre fejltagelserne af på. Prøv at læse bogen "Kære Hitler" om de breve tyskerne skrev til en flink kageelskende mand. Det onde er banalt og ligger i samfundet og samfundets strukturer ikke i enkelte mennesker! Der er lige frigivet en masse dokumenter om den 11/9 idet de efterladte mener at det i virkeligheden er Saudi-Arabien der står bag. Men de er jo vore venner, så....Men det med monstre er noget vås, jeg ved ikke hvor det kommer fra?

Det er nu i flere artikler – også her i avisen - sandsynliggjort, at vesten/USA kunne have fået Bin Laden udleveret gennem almindelige retslige og diplomatiske procedurer. Det var Taliban indstillet på, hvis man havde fået en sådan anmodning. Men at sende en anmodning ad sædvanlige kanaler ville indirekte signalere at Vesten anerkendte Taliban-styret, samt at dette styre var villig til at overholde i hvert fald nogle af de mellemfolkelige spilleregler. Det var vi/vesten ikke indstillet på, for så kunne vi ikke opretholde billedet af vores fjende som vilde, barbariske, utilregnelige og udelukkende underlagt sharia. Dæmoniserede fjender skaber lettest krigsopbakning. Vesten gik således ind i Afghanistan på grund af mangel på tålmodighed og for at vise at vi kan tvinge vores vilje igennem, også uden lov og ret.

Torben Skov, Jeppe Bundgaard, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Søren Dahl, Taleban tilbød at udlevere Bin Laden til et tredjepartsland - et muslimsk land, tror jeg tilmed de anførte. Dette kunne meget let have været et land med udleveringsvilje til USA, men det havde betydet at amerikanerne skulle forelægge beviser for at Bin Laden var ansvarlig for 9/11 - og noget sådant kunne amerikanerne ikke. Dog var det ifølge The Guardian dagen før 9/11 besluttet at et militært angreb på Talebans styre/Afghanistan kunne komme på tale i konsekvens af en treårig politikudvikling (https://www.theguardian.com/world/2004/mar/24/september11.usa2), hvilket taler for at en overordnet politisk strategi fremskyndedes/radikaliseredes i medfør af 9/11.

Torben Skov, Karen Grue, Jeppe Bundgaard, erik pedersen, Søren Dahl, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

JB: antal myrdede og dræbte er langt over målet!
Og drivkraften var, ligesom her, omsætning og fortjeneste på krudt og kugler, uanset land eller religiøsitet

erik pedersen, Søren Dahl og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Forhandle med Taleban?

Det har Joe Biden jo gjort og påstår, at det er en kæmpe succes!?

Mange andre har svært ved at se succesen, især da den beror på, at avanceret udstyr og personfølsomt materiale skulle efterlades til Taleban. Et større svigt af tidligere allierede og samarbejdspartnere er sjældent set.

Iran, Rusland og Tadsjikistan mobiliserer nu langs Afghanistans grænser i et forsøg på at afværge de folkemord, som allerede er i gang. Tadsjikere, hazarere, usbekere og turkmenere, tilsammen ca. halvdelen af Afghanistans befolkning, vil næppe underkaste sig Taleban, og end ikke blandt pasthunerne er begejstringen udelt, en del kvinder har næppe lyst til pryglestraf og henrettelser, og indbyrdes stridigheder mellem de pasthunske klanledere er allerede i gang.

Men Afghanistans trætte befolkning er nu overladt til et med amerikanske våben, pakistanske styrker og løsladte terrorister forstærket Taleban.

USA burde, fremfor at bero sig på aftaler med Taleban, have fastholdt de nordlige provinser inkl. Bagram Air Base og Kabul (som har tadsjikisk flertal) i samarbejde med Den Nordlige Alliance ligesom i 2001, som garanti for de etniske minoriteters råderum og rettigheder, samt for at undgå flygtningestrømme og spredning af islamistiske terrorister i Centralasien.

Det internationale samfund bør i høj grad kunne enes herom, om end der naturligvis ligesom i 1990'erne vil være enkelte stater, som vil støtte Taleban.

Sören Tolsgaard

Iran is ready to liberate Afghanistan from the Taliban
https://www.youtube.com/watch?v=TUSiWpJoOls

Tajik group volunteers to join Panjshir resistance
https://www.youtube.com/watch?v=IlQyYicSXPs

Russian military aircraft have been spotted on the border with Afghanistan
https://www.youtube.com/watch?v=hz3rrGtNn3k

Moscow is sending its combat tanks to the border with Afghanistan
https://www.youtube.com/watch?v=6WWrWgcS4tg