»Grundlæggende sætter jeg spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad jihadismen handler om os. Jeg vil i stedet hævde, at den lever på sine egne præmisser og primært er en kamp mod kræfter uden for Vesten. Vi troede, den handlede om os. Og vi troede, at løsningen skulle komme fra os – det var en fejl, og derfor tabte vi,« siger journalist og forfatter Jakob Sheikh.
20 år efter terrorangrebet 11. september er ringen sluttet: Taleban er tilbage ved magten i Afghanistan, bare stærkere. Bevægelsens sejr synes at slutte en epoke og åbne en ny. I tiden spores en længsel efter konklusioner: Symbolsk lukkede og slukkede den sidste amerikanske soldat i Afghanistan lige før tyveåret for 11. september. Og på Twitter skrev USA’s præsident Joe Biden, at hans beslutning om tilbagetrækningen ikke kun handlede om Afghanistan. Den skulle »sætte punktum for en æra, hvor vi med store militæroperationer ville omskabe andre lande«.
Med timing og bogtitel kunne journalisten og forfatteren Jakob Sheikh altså næppe have ramt mere plet: Vi tabte, hedder hans anden bog – den forrige, Danmarks børn i hellig krig (2015), handlede om radikaliserede, unge syrienkrigere.
Men hvad er det for et »vi«, der har tabt? Og hvilken karakter har nederlaget?
»Med ’vi’ mener jeg det Vesten, jeg også selv er et produkt af. Jeg skriver ud fra den vestlige konsensusforståelse, som amerikanske krigspræsidenter og politiske ledere som Tony Blair gik i brechen for. Med Vesten mener jeg det politiske paradigme og civilisatoriske selvbillede, der blev vores orienteringsmønster i 20 år.«
Nederlagets niveauer
Jakob Sheikh læser Vestens nederlag på mindst tre måder.
For det første: Jihadismen står stærkere end for 20 år siden. Da al-Qaeda angreb USA den 11. september, talte gruppen få hundrede medlemmer. Globalt var der 40-60.000 jihadister. I dag er de over 200.000. Den jihadistiske bevægelse er ikke bare vokset, men har også åbnet nye kamparenaer, vi ikke kan rulle tilbage. Østafrika og Vestafrika er to meget vigtige bastioner for jihadisterne i dag, som de slet ikke havde i samme grad for ti år siden, siger han.
For det andet: I Vestens forsøg på at forebygge og modvirke jihadismen har vi indkredset problemet forkert ved gribe til den forklaringsramme, som Sheikh i bogen betegner som ’kulturalisering’. Altså at vi har gjort kultur til universalforklaringen på muslimers adfærd.
Ved at lokalisere terrorens rødder i forestillingen om et sammenstød mellem civilisationer, har vi gjort jihadismen til en stærkere magt- og mobiliseringsfaktor, er Sheikhs påstand.
Den tredje grund er det, man kunne kalde den værdimæssige pris, vi har betalt.
»Vi ’kulturaliserede’ den militante islamisme, og med den udvidelse af kampzonen blev vores modsvar en massiv opgradering af sikkerhedsapparatet i vores samfund. Det har været en modproduktiv strategi,« siger Jakob Sheikh, og understreger, at hans pointe ikke skal forstås som en fortælling om, at kulturel mistro er synd for muslimerne, men som et tab af fokus:
»Vi har forebygget for bredt og uproduktivt og dermed gjort afstanden mellem det muslimske civilsamfund og statsmagten for stor. Et gensidigt tillidssvigt er opstået. Og her ligger for eksempel forklaringen på, at politiet i dag får færre og dårlige efterretninger, og kommunerne får færre indberetninger om radikaliserede.«
Polariseringens pris
– Men består jihadismens sejr alene i, at den tiltrækker flere frivillige?
»Jeg vil sige, at jihadisterne har vundet i den udstrækning, at de kan rekruttere nye medlemmer fra samfund, som grundlæggende er forblevet politisk ustabile og økonomisk ulige. Og hvis vi ser på bruttotruslen – altså ikke kun antallet af angreb, men også af komplotforsøg, som bliver afværget af efterretningstjenesterne, så er den jihadistiske aktivitet høj, også i Vesten. Der ligger en stor sejr for jihadismen i den polarisering, den har været med til at skabe i de vestlige liberale demokratier. Og som har fået Vesten til at påføre sig selv en så frihedsindskrænkende lovgivning. Men sammenfattende vil jeg sige, at jihadisterne har vundet, fordi de ikke har tabt.«
En central pointe i Vi tabte er, at ’Tyveårskrigen’ gav os forestillingen om et permanent trussels- og belejringsbillede, der er knyttet til den blotte tilstedeværelse af muslimer som et fareelement i sig selv. Tilstedeværelsen af islamisk tro og tænkning blev forstået som en slags inkompatibelt og skadeligt software, der forgifter vores samfund.
Men selv om vi har lukket et kapitel i Afghanistan, behersker paradigmet fortsat politikken i Vesten, hvor mure skyder op for at skærme et stadig mere indadvendt kontinent mod flygtningepres. Og i særdeleshed politikken i Danmark, hvor hård udlændingepolitisk konsensus kun kender til mere hærdelse.
»Jeg mener, jihadismen grundlæggende er lokale politiske magtbevægelser, som primært er i krig mod lokale regimer i den muslimske verden,« siger Jakob Sheikh.
– Hvordan nedbryder vi det trusselsbillede?
»Det diffuse svar handler om at sætte ind imod den socioøkonomiske ulighed og den politiske ustabilitet i de arenaer, hvor jihadismen primært er til stede. Altså lavpraktisk i Afghanistan – altså staten, Afghanistan, staten Irak, staten Syrien,« siger Sheikh og fortsætter så:
»Men tag ikke fejl: Det er ikke kun Vestens skyld. Skal man udpege de primært skyldige, er det de muslimske samfunds regenter, for jihadisterne er jo grundlæggende i krig med disse regimer.«
»Så er der, som jeg ser det, en mere jordnær forklaring. Vi har stærke efterretningstjenester, og det er fint. Men jeg ser et problem i en antiradikaliseringslovgivning, der i stigende grad kriminaliserer, hvad man kunne kalde for politisk farlig tænkning – ikke kun jihadisme, men også i islamisk tænkning, frem for farlig handling.«
Afpasset modsvar
– Er det ikke naivt at forestille sig, at modsvaret mod en så spektakulær terrorhandling som 11. september ikke også ville blive afpasset dramatisk?
»Jamen, jeg mener bestemt, at det var entydigt rigtigt at gå ind i Afghanistan. Vesten gjorde ret i at svare på det angreb, og krigen i Afghanistan var efter min overbevisning en succes – i al fald frem til 2003. Men når jeg taler om at fejllæse jihadismen, så handler det for mig også om, at netop fordi nine-eleven var så monumental – når du og jeg tænker på ordet terrorisme, tænker vi som det første på de to tårne – burde vi også have set det som den ekstreme afvigelse, det også var.«
11. septembers modus operandi var ikke typisk. Alligevel kom begivenheden til at forme et billede af jihadismen som en global bevægelse, hvis hovedfjende var Vesten, mener Sheikh.
– Så det handler om at få Vesten ud af disse samfund, så jihadisterne kan indrette dem efter deres hoved?
»Jeg mener, jihadismen grundlæggende er lokale politiske magtbevægelser, som primært er i krig mod lokale regimer i den muslimske verden.«
– Men Islamisk Stat er også en jihadistisk Internationale, der tiltrækker frivillige fra hele verden. Med ambitioner om tusindårsrige. Først underlægger de sig ummaen, altså det globale muslimske trosfællesskab. Siden skal også resten af verden indrettes efter de hellige skrifters forskrifter …
»Du har meget ret i, at hvis man ser på endemålet, er det etableringen af et repressivt religiøst kalifat, som i princippet skal være grænseløst, og følgelig bliver også deres mission grænseløs og involverer i sidste ende også Vesten.«
»Men jeg forsøger at argumentere for, at lige nu opererer selv Islamisk Stat – som for os er kommet til at inkarnere truslen mod Vesten, som al-Qaeda før dem – grundlæggende opererer som lokale bevægelser i Afghanistan, Pakistan, i Østafrika og til dels også Vestafrika. Det var i Irak og Syrien, da de etablerede deres kalifat. Men da IS begyndte at føre krig mod Vesten i august 2014, var det en forsvarskrig: ’Hvis I bomber os, bomber vi jer.’ Det siger jeg ikke for at legitimere deres angreb i Vesten. Men rationalet var i jihadistisk optik gengældelsesangreb. Massakren på det parisiske koncertsted Bataclan var gengældelse for Vestens intervention.«
»Tesen om, at jihadismen intet har med islam at gøre har været belejlig, fordi man så har kunnet undgå at pege på det muslimske civilsamfund som en aktør, der også skal være med til løse det her problem,« siger Jakob Sheikh.
»Jeg mener faktisk, at jihadismen i en vis udstrækning har legitime politiske dagsordener, selv om dens midler unægtelig er illegitime. Det er mange af deres mål selvfølgelig også – for eksempel er ideen om at herske over en muslimsk umma ikke på nogen måde legitim i mine øjne. Men vi må adskille tingene. Det er ikke irrationelt at ville fjerne de diktaturstater, de primært bekæmper. Heri ligger selvfølgelig ikke, at det så ville være godt, hvis jihadisterne erobrede magten.«
Det centrale lederskab i al-Qaeda har haft en lang drejebog, som har handlet om at trække Vesten ind i udmattelseskrige, påviser Sheikh gennem analyser af bevægelsens egne skriftlige kilder.
»De skriver allerede tilbage i midten af 00’erne – omkring tidspunktet, hvor de begår angrebene på metroen i London og Madrids forstadstog – om den polarisering, de vil skabe i de vestlige samfund, om militariseringen af de vestlige samfund. Det anser det i sig selv for formålstjenligt at få vestligt politi til at bevæbne sig mere og så videre.«
Modbillede blev selvbillede
Nok er bogens hovedtese, at jihadistisk terror blev det absolutte modbillede, vi kunne bruge som kontrast for et nyt vestligt selvbillede. Men Sheikh gør også op med en anden forklaringsmodel. ’Sociologisme’ kalder han den. Herved forstår han en forkærlighed for at bortforklare religion som faktor og i stedet udpege underliggende ’sociale’ årsager – klassekamp, racisme, dårlig integration, stigmatisering og så videre.
– ’Sociologismen’ er jo den foretrukne forståelse på en stor del af venstrefløjen. Hvorfor slår den tese ikke til?
»Jeg mener, at venstrefløjen har svigtet. Man har grundlæggende været bange for islam. Vi taler tit om islamforskrækkelse som et typisk højrefløjsfænomen. Men for mig at se har højrefløjen været bedre til at tage seriøst livtag med islam – uanset at vi kan være uenige i den forståelse, den har udviklet. Men venstrefløjen har selv været enormt islamforskrækket og berøringsangst. Tesen om, at jihadismen intet har med islam at gøre har været belejlig, fordi man så har kunnet undgå at pege på det muslimske civilsamfund som en aktør, der også skal være med til løse det her problem.«
– Hvem i det muslimske civilsamfund skal gå foran?
»Det skal de muslimske foreninger, moskeerne, venskabsforeningerne, fodboldklubberne, kulturforeningerne og de meningsdannerne, jeg heldigvis også synes, kommer mere på banen.«
– Terroristerne bekæmpes bedst ved at nedbryde sympatisørlaget, som er det element, de svømmer i, som fisk i vand, siger den tyske terrorforsker Stephan Aust. Hvordan gør vi det?
»Jeg mener ikke, at vi skal fortsætte den stigende kriminalisering af det, man kunne kalde for farlig tænkning. Det er, som om vi igennem de 20 års krig mod terror har udviklet en speciel logik i vores hoveder – et trappestigesystem eller transportbånd, hvor islamisk tænkning fører til islamistisk tænkning, der igen fører naturligt over i militant islamistisk tænkning. Men voldelig tænkning vokser ikke organisk ud af islamistisk tænkning, det ser vi jo i grupper som Hizb-ut-Tahrir (HUT).«
I stedet taler Jakob Sheikh for at møde islamisterne på demokratiets præmisser. Vi er nødt til at stole mere på vores demokrati og på den modstandskraft og sociale robusthed, der ligger i at møde mennesker med argumenter, siger han. Ifølge ham er det derfor, HUT er trængt i Danmark, »fordi vores demokrati er så stærkt«. Af samme grund mener han, at imamloven fra 2016 – også kendt som forkynderloven, der forbyder billigelse af terror, polygami, incest, voldtægt, seksuelt misbrug af børn, manddrab, vold og tvang som led i en religiøs oplæring – er et tvivlsomt tiltag, og at hadprædikantlisten, der bruges til at holde hadprædikanter ude af landet, skal afskaffes.
»Imamloven viser, at vi tror så lidt på vores eget demokrati, at vi ikke tør lukke mennesker med den slags synspunkter ind. Vi tror, vi beskytter os selv og skåner sympatisørlaget for eksponering ved at sige, at den slags mennesker må ikke komme ind i det her land og blive mødt med demokratiets argumenter. De skal blive hjemme for nedrullede gardiner, og herfra uimodsagt udgyde had på de sociale medier. Men vi er nødt til at tro, at vores demokrati hver eneste dag afradikaliserer borgere i det her samfund.«
– De fleste muslimer i verden tier om jihadismens grusomheder. Der findes måske ikke en jihadistisk massebevægelse – men heller ikke en antijihadistisk massebevægelse. Hvad beror det på?
»Fraværet af afstandtagen afspejler, hvad jeg i bogen kalder ’den muslimske forsamlingskrise’,« siger Sheikh.
Eksplicit fordømmelse er nemlig én ting. Men ifølge Jakob Sheikh er den implicitte fordømmelse, som muslimer udviser alene ved at deltage som frie borgere i den demokratiske debat, en endnu bedre vej til at markere en modstand mod jihadismen.
»Man kan sige, at bare det at deltage i den demokratiske debat allerede signalerer en utvetydig afstandtagen til radikalisme. Men også her mener jeg, at det muslimske samfund har været for ringe til at tage ansvaret på sig. Et ansvar, som handler om mere end at fordømme. Man skal ikke nødvendigvis sende statements ud hver gang. Men at deltage i den politiske samtale er for mig den tydeligste afstandtagen til jihadismen, man kan foretage.«
»Nok har sikkerhedsliggørelsen af islam gjort, at de muslimske borgere bliver mødt med fuldstændig urimelig mistænkeliggørelse, men det nytter ikke at stille sig op i et hjørne og have ondt af sig selv,« siger Jakob Sheikh.
Præcisering: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Jakob Sheikh taler for at afskaffe imam-loven. Men det korrekte er, at det er hadprædikantlisten han gerne ser afskaffet.
Velinformeret artikel, som giver et nuanceret billede af kompleksiteten i jihadismen og krigen mod terror. Et par væsentlige perspektiver mangler imidlertid; for det første at krigene i Mellemøsten i vid udstrækning er ført for at bevare petrodollarsystemet og det såkaldt frie marked samt af geostrategiske årsager. For det andet at USA, Pakistan, Saudi-Arabien og Israel har bidraget væsentligt til udviklingen af den islamistiske bølge, som de seneste årtier har vokset sig stærk i Mellemøsten/Eurasien - først og fremmest ved den massive støtte til/opbygning af Mujahedin i 1970'erne og -80'erne, som overlappedes af etableringen af Taleban op gennem 1980'erne og -90'erne ... og siden gennem udviklingen af Islamisk Stat og dets mange forgreninger i konsekvens af den katastrofale invasion af Irak.
Det er uhyre væsentligt at vi ikke blot forstår udviklingen af islamisme som et udtryk for ulighed og indre konfliktlinjer i Mellemøsten og andre steder, selvom dette er en stor del af forklaringen - men at vi også forstår udviklingen som direkte kreeret, provokeret af bl.a. vestlige magter som USA og UK. I tilknytning til Mujahedin og Taleban er det tilmed sådan at CIA fremstillede ekstremistiske vers, som børn og unge mænd, traumatiserede og hævngerrige af krige og katastrofer samt prægede af kriminalitet, afmagt og fattigdom, kunne lære at recitere i pashtunske og pakistanske moskéer og koranskoler. Et forhold, som komplet udelades af den vestlige historieskrivning og derfor knap nok er kendt udenfor Mellemøsten.
"»Fraværet af afstandtagen afspejler, hvad jeg i bogen kalder ’den muslimske forsamlingskrise’,« siger Sheikh."
En bemærkning mere: Hvordan med 'den vestlige/kristne forsamlingskrise'??? Hvor den den vestlige fordømmelse af de mange angrebskrige og ødelæggende besættelser af lande, som er muslimsk dominerede - eller blot lande, som er politisk anderledes tænkende end vestlige/kristne stater? Det forekommer en anelse uligevægtigt at bebrejde muslimske lande (som vel næppe handler mere uniformt end vestlige/kristne) at de ikke tager massivt del i demokratiske processer, når disse knap nok finder sted i det såkaldt internationale samfund. hvem skal de lege demokrati med; de lande som har foretaget udemokratiske overgreb på stribe? Det ligner unægteligt et klassisk double-bind.
Hanne Utoft: Jeg er enig med dig, men hvad hedder double bind på dansk?
Dobbeltbinding, Pietro Cini.
Hanne Utoft, har du nøgterne kilder til din oplysning om CIAs distribution af "ekstremistiske vers" i Afghanistan og Pakistan?
Hvadenten der med CIA-fremstillede ekstremistiske vers hentydes til amerikanskproducerede skolebøger med militant islamistisk indhold eller ej, er historien om disse bøger ikke helt ukendt uden for Mellemøsten. Den omtales i hvert fald i en.wikipedia.org.wiki/Taliban#Education_and_motivation, med videre henvisning til artikel i The Washington Post, 23 March 2002: "From U.S., the ABC's of Jihad" og i Aarish Ullah Khan: The Terrorist Threat and the Policy Response in Pakistan, SIPRI Policy Paper no. 11, september 2005 (sipri.org/sites/default/files/PP/SIPRIPP11.pdf), s. 8-9.
Ib Gram-Jensen, tak for henvisningerne. Artiklen fra Washington Post er virkelig interessant læsning. Jeg hæfter mig dog ved, at det ikke er CIA, der var (umiddelbar) aktør i udbredelsen af det ekstremistiske materiale, men en anden organisation "US Agency for International Development".
Det fremgår også af SIPRI-artiklen, https://www.sipri.org/sites/default/files/files/PP/SIPRIPP11.pdf side 14
Ib Gram-Jensen, jeg skrev også knap nok kendt udenfor Mellemøsten - og hér henviste jeg naturligvis fortrinsvist til de offentlige debatter og de toneangivende mediers kolportering af perspektiv og information iht. udviklingen af de islamistiske baser/strømninger. Og at USAID har bistået CIA/de amerikanske beslutningstagere i udbredelsen af ekstremistisk materiale, understreger blot at CIA ikke gik enegang i de katastrofale manøvrer; det var ganske enkelt (uformel) amerikansk politik at trappe islamistiske raseri og nihilisme op, fordi det i beslutningstagernes hensynsløse perspektiv gav politiske muligheder.
"Hanne Utoft, har du nøgterne kilder til din oplysning om CIAs distribution af "ekstremistiske vers" i Afghanistan og Pakistan?"
Christian Mondrup, hvad er dit budskab? Jeg skrev at CIA fremstillede vers (men vi kan godt i bred forstand kalde det tekster/materiale) som blev anvendt i moskéer og koranskoler. At du hæfter dig ved noget, jeg ikke har skrevet, nemlig at USAID var hovedaktør i distributionen, kan vel højest bidrage til irrelevant forstyrrelse.
Hanne Utoft: mit budskab er ikke nedtone ugerninger begået fra amerikansk side, men at skelne mellem hvad CIA og andre amerikanske organisationer bedrev i denne periode i den kolde krig. En kritisk fremstilling kan miste troværdighed, hvis der fejl i oplysningerne.
Christina Mondrup, så dit forsøg på at konstruere en stråmand i min beskrivelse af den historiske sammenhæng var et forsøg på at så utroværdighed om de oplysninger, jeg bibragte i kommentaren? Når jeg opholder mig ved dette, så skyldes det at metoden er særdeles udbredt - og at den faktisk også anvendtes og anvendes iht. krigene i Mellemøsten. Store læs af stråmandsargumenter, spredt ud i mainstreampressen og pevet ind i almenvellets bevidsthed.
Hanne Utoft: rolig nu - jeg betvivler ikke din - også for mig nye og tankevækkende - oplysning om amerikansk distribution af ekstremistisk materiale i Afghanistan. Jeg gør bare opmærksom på, at det ifølge Washington Post og SIPRI var USAID, ikke CIA, der stod bag denne ugerning.
For at blive lidt mere konkret, så var det ifølge The Washington Post (og ifølge SIPRI blandt andre) the University of Nebraska-Omaha, der producerede skolebøgerne for the US Agency for International Development (AID) - et føderalt organ oprettet under J. F. Kennedy i 1961.
"Pusblished in the dominant Afghan languages of Dari and Pashtu, the textbooks were developed in the early 1980s under and AID grant to the University of Nebraska-Omaha and its Center for Afghanistan Studies. The agency spent $ 51 million on the university's education programs in Afghanistan from 1984 to 1994." (The Washington Post: "From the U. S., the ABC's of Jihad")
"The US Central Intelligence Agency (CIA) pumped in about $ 3 billion to the armed Afghan resistance against the Soviet Union. The Pakistani Directorate for Inter-Services Intelligence (ISI) was the intermediary between the Afghan mujahedin and the CIA, and the ISI distributed the funds among the seven indifferent mujahedin groups. [.....] US policy makers completely overlooked the long-term implications of jihadi texts that, at the time, were being designed inter alia at the University of Nebraska under a $ 51 million grant from the US Agency for International Development (USAID). Saudi Arabia also contributed some $ 3.5 billion to the Afghan Jihad, most of which went to Sunni extremist groups. Saudi aid to the Afghan resistance was supposed to equal the amount disbursed by the CIA to the same cause, under a deal concluded between Saudi Arabia and the USA during the Administration of Jimmy Carter and maintained by the Administration of President Ronald Reagan after 1981 for the duration of the Afghanistan War.
After the end of the Afghan jihad in the late 1980s the US Government withdrew financial support for the relevant jihadi organizations, but, more broadly, the USA and the rest of the world community were largely inattentive to what happened in Afghanistan and Pakistan in the succeeding years."
(Aarish Ullah Khan: The Terrorist Threat and the Policy Response in Pakistan, s. 8-9.)
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
"Vi tabte." Skriver Jakob Sheikh
Hvad var det VI tabte? Hvad tabte Afganistan? Tabte de noget eller vandt de deres selvstændighed tilbage? Afghanistan er ikke ét land. Afghanistan er mange lande. Landet er 652.225 km2. Det er godt 15 gange større end Danmark.
Vi burde aldrig været gået ind i hverken Afghanistan eller Irak, men det er for sent at sige.
Nu må Afghanistans diverse folkeslag finde deres egen vej. Kvinderne har allerede protesteret. Vestens tilstedeværelse gavnede dem i 20 år. Om kvinderne kan få talibannerne til at se, at det gavner landet, at kvinder er veluddannede og få lov til at gå i skole, bliver interessant at se.
De bliver i hvert fald nød til at sørge for at befolkningen betaler skat, hvis de vil have skoler, hospitaler og andet, der er brug for. De bliver i hvert fald nød til at opbygge en samfundsstruktur uanset, om de har en sharialov eller andet.
Nu ligger bolden på Afghanernes banehalvdel. Vi må så håbe på, at kineserne ikke stjæler alle deres råstoffer.
Jakob Sheikh er måske heldig at bo i Danmark, måske, måske ikke? Måske er jeg heldig at bo i Danmark, måske ikke?
Jeg har levet i Danmark i mange år. Jeg har levet som hvilken som helst anden. Brugt min uddannelse, dannet en familie, blevet gift med en dansker, besøgt min familie i mit hjemland en gang om året, fået danske og udenlandske venner og gået på arbejde. Jeg har altid arbejdet meget. Det kan jeg godt lide. Mit arbejde er på en måde min identitet, når jeg nu er en lille smule anderledes.
Jeg har dog aldrig søgt fortiden. Jeg har altid været glad for mine to lande, som har givet mig forskellige ting. Bjergene og det voldsomme landskab har jeg i det ene land og den blide flade bølgende natur med den høje himmel i det andet land. Det der optager mig er hvad der sker i Danmark. Jeg er også interesseret i at vide noget om mit hjemland og derefter alle andre lande.
Det, der under mig er, at mange unge veluddannede indvandrere fra muslimske lande er mest optaget af deres forældres fortid. Det har selvfølgelig noget med identitet at gøre og hvad man er man rundet af. De er tilsyneladende mere optaget af deres forældes opvækst en deres egen danske tilværelse. Fortiden og det, der forbundet til fortiden ser ud til at være det vigtigste i deres liv.
Dette er ikke kritik, men en overvejelse, som selvfølgelig alle kan mene noget andet om.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Rettelse undrer mig
Ja, Cia har lavet meget lort. Her er endnu et link om skøre ting de har lavet: https://www.berlingske.dk/internationalt/hvorfor-araberne-ikke-oensker-u...
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Nu er Wikipedia ikke et sandhedsvidne om noget. Wikipedia er et amatørleksikon og ikke nødvendigvis fakta.
Meget af det, der står på nettet er ikke korrekt. Jeg har fornyligt læst, at en dansk politiker var leder for et firma, som jeg var partner i. Det vidste jeg sandelig ikke. Inge af os ved, hvad CIA eller USA har brygget sammen. Det får vi heller aldrig at vide.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Alvin Jensen tror du, at det, der står i Berlingske nødvendigvis er sandt.
Jeg har det med Berlingske som med Ugens Rapport, siden Lisbeth Knudsen forsvandt.
Christian Mondrup, jeg er relativt rolig og tilvænnet at der foregår lidt af hvert i debatter - og min pointe var at jeg ikke skrev om distributionen, men om produktionen af materiale som blev brugt til at radikalisere unge mænd og drenge. At tale om at man (herunder USAID) distribuerede ekstremistisk materiale er en let udgave af virkeligheden; man planlagde jo og eksekverede dannelsen af islamistiske amokløbere. Det er særdeles alvorligt - og stærkt problematisk at vore debatter har været foruden denne information (omend den jo bestemt ikke er ny).
"Nu er Wikipedia ikke et sandhedsvidne om noget. Wikipedia er et amatørleksikon og ikke nødvendigvis fakta."
Principielt enig, men en del undersøgelser viser at wikipedia's troværdighed ligger meget tæt på diverse statsautoriserede encyklopædier/leksikon.
"Who knows who is an agent and who is a real aid worker when it comes to USAID.
The U.S. Agency for International Development (USAID) was created by Pax Americana to provide a cover for CIA agents under the pretext of helping the 3rd World. U.S. Imperialism has to do some good or its potential targets would not open their doors to intelligence agents posing as do-gooders, so USAID was created."
https://www.telesurenglish.net/opinion/USAID-or-US-CIA-20160919-0013.html
Jeg fatter det stadig ikke. En artikel om jihadisme udvikler sig i debatten her til en udveksling af synspunkter, som, så vidt jeg kan se, næsten udelukkende drejer sig om Vestens og især USA’s skyld, i dens udvikling.
Det er igen, desværre, endnu et eksempel på, at mange debatører enten med vilje igorerer eller ikke kender noget til den muslimske verdens egne bidrag til jihadismens udvikling, og at de tilsyneladende mener, at muslimer er en flok nokkefår, som ikke er i stand til at styre eller kontrollere deres egne affærer.
Hvem citerer, endsige kender noget til, Ahmad ibn Hanbal, Muhammad ibn Abd al-Wahhab, Jamal al-Din al-Afghani, Abul A'la Maududi, Hassan al-Banna, Sayyid Qutb og mange flere. Ethvert indlæg om jihadisme, som ikke nævner noget om mindst et par af disse personers indflydelse, er, for nu at sige det pænt, irrelevant.
Svend Jespersen, som det fremgår af ovenstående kommentarrække, så har den såkaldt muslimske verdens egne/selvstændige bidrag til jihadismeudviklingen været i de toneangivende mediers fokus i flere årtier - og hele vort Folketing er optaget af den islamistiske fare. Så dit perspektiv, dit krav om at vi skal holde fokus på 'deres' fejl og mangler, er skam rigeligt fodret - rigeligt. Og af bl.a. denne årsag vil du indimellem måtte tåle at opleve at Vestens betydelige ansvar bringes i fokus af kommentatorer, som vurderer at vi også - måske ligefrem først og fremmest - har gavn af at se på vores ansvar for udviklingen ... og vore samarbejdspartnere/allieredes ditto. Og da især når vi har ført krig mod bevægelser, som vi og vore samarbejdspartnere har været med til at skabe - og som har medført enorme lidelser og tab, destabiliseringer og flygtningestrømme i gigantskala.
Men naturligvis har du ret i at den religiøse arv, herunder wahhabismens appel til ekstremisme, er blevet stimuleret og befordrede at bl.a. Saudi-Arabien samarbejdede med flere af de nævnte stater i bl.a. min kommentar kl. 08.11 d.d. om at skabe Jihad i/omkring Afghanistan. Og hvorfor samarbejder USA og Saudi-Arabien? Bl.a. på grund af petrodollarsystemet (en sammenhæng, som også typisk udelades af vore offentlige debatter samt mediernes, myndighedernes og politikernes fokus. Så behovet for et samlende og kritisk fokus på de geopolitiske årsager til krigskatastroferne og ekstremismeudviklingen er til stede, og hér spiller vestlige magthavere, særligt USA, en betydelig rolle. Om du kan lide det eller ej.
G. Gustafsdottir: "Nu må Afghanistans diverse folkeslag finde deres egen vej .."
Afghanistan er de facto besat af Pakistan, som dominerer regionen vha. wallabistisk uddannede terrorister fra hele den arabiske verden ..
Så 'Afghanistans diverse folkeslag' er ilde stedt, ikke mindst fordi USA har efterladt avanceret udstyr efter aftale med Taleban. USA har ifølge en efterhånden udbredt konspirationsteori samarbejdet med wallabisterne om en overdragelse af magten til Taleban siden Obamas tid som præsident.
De fleste afghanere ønsker næppe et talebansk diktatur, men Afghanistan er nu så infiltreret af Taleban og den pakistanske efteretningstjeneste, at enhver form for modstand er vanskelig at mobilisere.
Modstand udspiller sig dog fortsat, og mens Taleban indsværger sin regering på 20 årsdagen for flykapringerne i USA, erklærer Amrullah Saleh sig stadig som leder af Afghanistans lovligt valgte regering.
De vestlige regeringer og medier vender det blinde øje til, man indretter sig på at leve med Taleban, mens Kina står klar til at øge sin indflydelse ved at understøtte Taleban økonomisk.
NRF Terms Taliban Govt In Afghanistan As 'Illegitimate'
Calls On UN, EU, SCO To Not Recognise Govt
https://www.youtube.com/watch?v=6sugoxKqI84
Biden administration packed with Taliban apologists
https://www.youtube.com/watch?v=sjvbOk40MUA
Taliban ask US to de-list Haqqani terrorists
https://www.youtube.com/watch?v=JEGUFAr-acY
Hanne Utoft.
Jeg kunne tænke mig at vide, hvor mange muslimer du kender personligt og omgås. Du taler meget behændigt om muslimer og muslimske lande.
Det er interessant, så meget du skriver om manglende demokrati i Danmark. De forekommer mig oftest at være Nye Borgerlige og gamle maoister, der begræder et manglende demokrati her i Danmark. Kina og Saudi-Arabien er muligvis lysende demokratier i dine øjne. Schweiz og USA er det for Nye Borgerlige. Du er selvfølgelig i din gode ret til at påpege de mangler du mener der er i demokratiet i DK og USA. Den store djævel kalder de gamle kommunister USA. Jeg mener, at vi lever i et demokrati. Her har du med dit kvindenavn, i hvert fald lov til at ytre dig og det er mere end man kan i Kina, Rusland, Hviderusland og de arabiske lande mm.
Jeg har en god ven, som har arbejdet i Saudi-Arabien, Qatar og Emiraterne i 15-20 år. Han har kun med teknik og logistik at gøre. Han drikker ikke, således repræsenterer han ikke en vestlig adfærd. Han er mørkhåret og har ladet sig skæg gro. Det gør livet nemmere.
Han siger, at der ikke er noget, som sunnimuslimer foragter mere end vestlig kultur. Det skulle så være shiamuslimer. Han siger også, at det mest interessante er, at i nær alle i disse olielande kopier de Hollywood. Det kører ud i ørkenen og drikker sig i hegnet og kører vildt i deres Ferrarier mm.
Selv har jeg haft nogle ansatte og jeg har arbejdet sammen med muslimer. De er fuldstændig som folk er flest, søde og ikke søde, men under nede nærer muslimsk troende udlændinge eller muslimske danskere næsten alle en grundlæggende foragt for kristne og kulturkristne, ikke mig som person, men det jeg repræsenterer.
De fleste muslimske danskere ser ned på vores livsværdier og skikke. Nu er jeg selvfølgelig en kvinde og det har givetvis kunnet afspejle sig hos mig som leder.
Når jeg skriver dette vil I sige, at jeg splitter. Det gør jeg ikke, fordi jeg også fornemmes denne foragt hos danskere mod mennesker med muslimsk tro.
En sameksistens er at foretrække fremfor afskillelse. Derfor er det, at vi skal bo mere blandet. De største racister findes blandt de rige og dem, der repræsenterer de rige i politik.
I artiklen mener Jakob Sheikh, at venstrefløjen har fejlet og at venstrefløjen har ikke turdet tage livtag med islam. Det tror jeg han har ret i.
Da jeg spurgte før om, hvorfor unge begavede dansk mennesker af muslims afstamning, beskæftiger så meget med Mellemøsten, så er forklaringen nok. De tænker, det vedkommer mig og jeg forstår måske mere end en almindelig dansker. De får en stemme.
Spørgsmålet er om det ikke burde være mindre diskussion om muslimer og deres problemer. Der burde måske være større handling. Der mangler sosuer, der mangler mennesker i børnehaver. Da min datter gik i børnehave havde børnehaven en pragtfuld tyrkisk kvinde ansat til at lave mad. Børnene elskede hendes mad. Her er der en grund til at stå op om morgenen. Her ville kvinder af ikke vestlig afstamning være til gavn og ikke bare et nummer på et excel ark, der renser cigaretskodder på en strand.
Citat Hanne Utoft.
"Det forekommer en anelse uligevægtigt at bebrejde muslimske lande (som vel næppe handler mere uniformt end vestlige/kristne) at de ikke tager massivt del i demokratiske processer, når disse knap nok finder sted i det såkaldt internationale samfund."
Det var G. Gustafsdottir, der skrev kommentar kl. 13.58.
beskæftiger sig så
"Det er interessant, så meget du skriver om manglende demokrati i Danmark. De forekommer mig oftest at være Nye Borgerlige og gamle maoister, der begræder et manglende demokrati her i Danmark. Kina og Saudi-Arabien er muligvis lysende demokratier i dine øjne."
Hvorfor er det interessant at en række trivialiteter 'forekommer' dig, i konsekvens af at jeg på et sagligt grundlag kritiserer det demokratiske underskud i Danmark? Jeg mener det er temmeligt uinteressant og irrelevant for indeværende debat.
Ovenstående var naturligvis til G. Gustafsdottir.