Premierminister Yoshihide Suga har igen sat gang i svingdøren i toppen af japansk politik. Sidste uge stod det klart, at han kun får et år på posten. En vælgertilslutning i frit fald og en kritisabel coronahåndtering gjorde udfaldet.
Han måtte til sidst opgive at genvinde ledelsen af Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) og dermed også vinke farvel til ambitionen om at fortsætte som premierminister efter næste måneds japanske parlamentsvalg. For at LDP vinder igen, er der ikke den store tvivl om.
Spørgsmålet var, hvor mange pladser i underhuset en upopulær premierminister ville have kostet. For mange, lød dommen fra den øvrige ledelse. Suga forsøgte til det sidste at samle den nødvendige støtte, men stilheden bredte sig på de indre linjer. Ingen ville stille sig frem sammen med ham, og til sidst måtte den 72-årige premierminister erkende, at han stod alene og svækket. Forløbet har atter blotlagt de interne fløjkampe i LDP – og hvor stor en magtfaktor partiet er i Japans politiske landskab.
Japans premierminister Yoshihide Suga fejrer valgsejren i september 2020. Nu har han måttet opgive at genvinde ledelsen af Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) og dermed også vinke farvel til ambitionen om at fortsætte som premierminister efter næste måneds japanske parlamentsvalg.
Det konservative, gamle parti er det absolutte omdrejningspunkt for landets flerpartisystem. Sådan har det været, siden LDP blev stiftet i 1955. I alle de år har partiet kun været i opposition i sammenlagt fire år og to måneder. Det skete i 1993-1994 og igen fra 2009 til 2012.
I de første små 40 år under Den Kolde Krig regerede LDP stort set enerådigt. Det mindre Komeito-parti har siden 2012 været en fast koalitionspartner. De mange år ved magten har ført til et tæt parløb og symbiose mellem LDP og embedsmandsapparatet.
Samme fundament og landsdækkende organisation har oppositionen aldrig formået at etablere. Sidst en centrum-venstre-regering kom til magten var en rodet affære. Japans Demokratiske Parti blev slået omkuld af tsunamien i 2011 og den efterfølgende nedsmeltning på Fukushimaværket og kom sig aldrig. Partiet er siden splintret. Japans største oppositionsparti er i dag Det Demokratiske Forfatningsparti, der ifølge en meningsmåling sidste måned i avisen Nikkei Shimbun kunne mønstre en opbakning på 11 procent mod LDP’s 39 procent.
Interne intriger
Set udefra kan japansk politik derfor virke forudsigeligt grænsende til det kedelige. LDP er næsten altid storfavorit. Men intriger og magtkampe er der nok af. De vigtigste finder bare sted inden for rammerne af LDP. Eller som Ruri Miura, politolog og stifter af tænketanken Yamaneko Research Institute i Tokyo, formulerer det:
»LDP formår at inkludere mange forskellige grupper og holdninger. Adskillige af dets medlemmer har prøvet at bryde ud og stifte nye partier, men ingen har formået for alvor at true det gamle parti. Derfor er fløjpolitik inde i partiet i dag vigtigere end partipolitik partier imellem. Det er der, den rigtige magtkamp finder sted«.
Og hvor kliker og blokke er et velkendt fænomen i store politiske partier alle steder, er de hos LDP fast forankret i partiets historie. De fleste kan helt eller delvist føres tilbage til de grupperinger, der dannede partiet tilbage i 1950’erne. De er institutionaliseret med egen struktur og medlemskab. Hvor store og indflydelsesrige, de er, varierer over tid og kommer typisk til udtryk i antallet af ministerposter og andre vigtige politiske hverv.
Suga var et kompromis
Suga var fra starten et kompromis mellem partiets fem ledende fraktioner og var selv mere en bureaukratiets mand end en fløjkriger. Han overtog formandsposten i LDP i september sidste år, da den daværende premierminister, Shinzo Abe, måtte trække sig af helbredsmæssige årsager. Stod det til Abe, der stadig er en central skikkelse i den største fraktion i partiet, fik Japan sin første kvindelige premierminister i form af Sanae Takaichi.
»Shinzo Abe har et godt øje til Sanae Takaichi, der er kendt for at støtte et stærkere militær og for at have konservative sociale værdier. Men hun er ikke specielt populær i resten af fraktionen. Lige nu er det ikke til at sige med sikkerhed, hvem fløjen peger på,« forklarer Ruri Miura.
Og kandidatkabalen er langtfra lagt på forhånd. Meget kan nå at ændre sig, inden valget til formandsposten i LDP finder sted den 29. september.
Svingdør eller stabilitet
Spørgsmålet er, i hvilket omfang intriger og gammelt nag vil boble over og påvirke LDP’s muligheder forud for det kommende parlamentsvalg. Interne magtkampe har historisk været blandt partiets største politiske udfordringer. Det afspejles i det usædvanligt høje antal japanske premierministre over de seneste årtier. Shinzo Abe var en sjælden garant for politisk stabilitet. I perioden fra 2000 til 2009 havde LDP seks forskellige premierministre. Den efterfølgende regering under Japans Demokratiske Parti skiftede på posten tre gange på tre år.
»Man kunne godt frygte, at japansk politik nu falder tilbage til den ustabile æra, der engang herskede, men det tror jeg ikke kommer til at ske,« siger Ruri Miura fra tænketanken Yamaneko Research Institute. I stedet vurderer hun, at de interne kampe vil aktivere partiets græsrødder og sætte dets politik øverst på den nationale dagsorden. Før Suga trådte tilbage, så det ud til, at parlamentsvalget ville komme til stort set kun at handle om corona. Nu kommer det også til at handle om alt det andet, LDP står for. Det var ikke, hvad oppositionen havde håbet på.
»Oppositionspartierne vil blive fortrængt fra medierne de næste mange uger. Al opmærksomhed vil være rettet mod opgøret i LDP. Og i stedet for en upopulær Suga risikerer oppositionen at stå over for en kandidat, der kommer med et stort momentum,« forklarer Ruri Miura.
