Klima har aldrig fyldt mere i Europas valgkampe – så hvorfor har miljøpartierne ikke større succes?

Ved de seneste valg i Europa er klimadagsordenen for alvor begyndt at fylde meget, og miljøpartierne har endelig haft valgkampe, hvor de har kunnet positionere sig som frontløberne.

Af den grund har der været store forhåbninger til valgresultaterne, men succesen er udeblevet for flere partier. Ved både det seneste Stortingsvalg i Norge kom Miljøpartiet De Grønne (MDG) kun med nød og næppe ind, og ved det hollandske valg i marts fik GroenLinks næsten halveret sine stemmer i forhold til sidste valg. Det samme skete for Alternativet ved det danske folketingsvalg i 2019, der klarede sig markant dårligere end ved det forrige.

En af forklaringerne er, at de større og etablerede partier er kommet med på klimabølgen, og det har gjort det svært for miljøpartierne at vinde stemmer. Det fortæller professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, der er medforfatter til bogen Klimavalg, som handler om det danske folketingsvalg i 2019.

»Miljøpartierne har ikke fået lov til at spille på klimabanen alene særlig længe. I forvejen har enkeltsagspartier det svært, og hvis de bliver udfordret på deres eneste mærkesag, bliver det endnu sværere. De etablerede partier har en stor fordel, fordi de har politik på alle hylder. Hvis de samtidig kan overbevise deres vælgere om, at de også er klimabevidste, er det op ad bakke for miljøpartierne,« siger han.

Men trods nogle skuffende valg rundt om i Europa har der også været succeser. Miljøpartierne leder nogle af Europas større byer herunder Amsterdam, Bordeaux og Budapest og er også en del af regeringerne i lande som Sverige, Finland, Østrig, Belgien og Luxembourg. Ifølge Politico har de haft mulighed for at presse på for at få indført nogle ganske vidtrækkende mål – eksempelvis i forhold til hvornår landene skal være CO2-neutrale.

Mindre bred appel

I Norge havde man spået, at MDG ville få et godt valg, fordi klimaet for én gangs skyld var på dagsordenen i det olierige land. Men partiet endte med kun at få 3,8 procent, hvilket er under spærregrænsen. Dog fik partiet alligevel tre pladser i Stortinget på grund af det norske valgsystem. 

Erik Oddvar Eriksen, der er professor i statskundskab og leder af Arena Center for Europaforskning ved Universitetet i Oslo, har fulgt udviklingen og var overrasket over resultatet. Også selv om Norge er det land i Norden, hvor færrest er bekymrede for klimakrisen, og hvor mange er skeptiske over for at omstille olieindustrien. 

»Jeg havde regnet med lidt flere stemmer, fordi partiet taler til de veluddannede i hovedstaden, og klimaet fyldte relativt meget. Men de andre etablerede partier i rød blok, især SV (Sosialistisk Venstreparti, red.), har også sat sig på dagsordenen, og det er et mere sikkert valg at stemme på dem, fordi de har mere at skulle have sagt og har en højere troværdighed,« siger han.

I Holland fik miljøpartiet GroenLinks ved valget i marts næsten halveret sine pladser i parlamentet efter fire år i oppositionen. Det gik altså stik imod forventningerne. Derimod blev D66 – et proeuropæisk, klimabevidst og multikulturelt parti – landets andenstørste parti med 15 procent af stemmerne. Et tydeligt eksempel på, at et etableret parti overtager de klimabevidste vælgere fra et parti, der ved forrige valg ellers havde stor succes, mener Pepijn Bergsen, forsker hos tænketanken Chatham House med speciale i hollandsk politik.

»De Grønne formåede ikke at bevise sit værd og nå ud til den brede befolkning, og så bliver man valgt fra. Hvis du vil høste stemmer og ikke kun have succes ved ét valg, er du nødt til at vise, at du kan omsætte dine visioner til reel politik, når du bliver valgt ind. I nogles øjne er partiet stadig meget radikal i sin politik og har ikke en realistisk plan for at løse klimaproblemerne,« siger han.

Det er en generel udfordring for flere miljøpartier rundt om i Europa, mener Erik Oddvar Eriksen. De fleste er græsrodspartier, der har en snæver og til tider mere yderliggående klimapolitik. Derfor taler de til en mindre gruppe i befolkningen og står stærkest i storbyerne, men har ikke greb om flertallet af folket og landområderne, hvor de er mindre veluddannede.

Hvis de vil opnå succes og få flere stemmer, er de nødt til at gøre sig fri af rollen som græsrodsbevægelse, mener Erik Oddvar Eriksen og henviser til norske MDG (Miljøpartiet De Grønne), der ifølge ham har haft en for hård og uforsonlig linje under valgkampen.

»Partiet har ikke været ret kompromisvillige i debatten, og det, tror jeg, har skræmt den brede befolkning en smule. Selv om man gerne vil gøre noget ved klimakrisen, vil man som vælger gerne stemme på et parti, som man tror kan samarbejde og opnå resultater,« siger han.

Den grønne succes i Tyskland

Et parti, der ser ud til at lykkes med at få omsat den voksende klimainteresse til fremgang ved stemmeurnerne, er De Grønne i Tyskland. Partiet har stået godt i meningsmålingerne op til valget på søndag og ser ud til at kunne komme til at spille en vigtig rolle i en eventuel fremtidig regeringskoalition med socialdemokraterne i SPD. Lige nu står partiet til at få omkring 16 procent af stemmerne.

Men De Grønne har også en helt anden fortælling end mange andre miljøpartier. Det blev grundlagt i 1980 og har længe været det ledende grønne parti i Europa med en bred og helstøbt politik, der ikke opfattes som et enkeltsagsparti eller græsrodsparti. Det er opskriften på succes, mener flere eksperter.

»Partiet har en bredere appel, fordi de med tiden har udviklet sig til et moderne parti med meget andet at byde på end klima,« siger Pepijn Bergsen.

Ifølge professor i statskundskab Kasper Møller Hansen kan De Grønnes historie på nogle punkter sammenlignes med Dansk Folkeparti og udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti havde i dansk sammenhæng i lang tid monopol på den stramme udlændingepolitik. Det gjorde, at partiet endte med at blive etableret i dansk politik, fordi de andre partier ikke i samme grad slog sig op på det. 

»Så selv om Dansk Folkeparti ikke længere sidder alene på dagsordenen, fik partiet tid til at forme sig og udvikle politik på alle de andre områder. I modsætning til andre nystartede ensagspartier, hvor det kan være svært overhovedet at komme i gang, hvis der er flere partier, der kæmper om samme dagsorden,« siger han. 

Fordi De Grønne har en særlig styrke, har mange eksperter og vælgere høje forventninger til, at partiet kan gå ind og gøre en forskel på klimaområdet. Ikke blot i tysk politik.

»Tyskland opfattes som motoren i Europa, og hvis De Grønne får mere magt, vil de politiske tiltag også kunne mærkes på europæisk plan,« mener professor i statskundskab Erik Oddvar Eriksen.

Venstrefløjens dagsorden

Men selv om nogle af de mindre miljøpartier ikke har haft succes ved nationalvalgene og får reel politisk indflydelse som De Grønne i Tyskland, er deres rolle dog langtfra ubetydelig, som man altså ser det i lande som Sverige, Finland, Østrig, Belgien og Luxembourg. På mange måder har de været og vil fortsat være med til at presse de etablerede partier til at forholde sig til klimaet, mener eksperterne. Og det gælder ikke kun de røde partier, men også de blå.

Der er opstået en form for dominoeffekt. De store venstrefløjspartier har indtaget klimadagsordenen for at følge med de mindre miljøpartier, og det har presset de blå partier til at komme mere på banen for at vinde valgene. De blå partier ved, at det er et tema, de er nødt til at slå sig op på, mener Kasper Møller Hansen, der også forklarer det med, at de blå vælgere er begyndt at stille flere krav.

»De er som udgangspunkt mindre klimabevidste end de røde vælgere. Ingen tvivl om det. Men selv de blå vælgere har aldrig været så klimabevidste, som de er lige nu. Det gør, at de blå partier er nødt til at komme med et svar på, hvordan man skal håndtere klimakrisen.«

Et parti som Venstre er eksempelvis gået fra at have en formand, der i 00’erne talte om, at regeringens miljøpolitik hverken skabte ringere vilkår for frøerne, fuglene eller fiskene. Til i dag at have en partiformand, der er langt mere progressiv i sit forsøg på at sætte sig på klimadagsordenen.

Men selv om de blå partier er kommet mere på banen, er de røde partier foran på point i Europa. Det er også en af forklaringerne på, at flere europæiske lande ved de seneste valg har fået en rød regering.

»Vælgerne har fortsat den opfattelse, at de røde partier er mere grønne, uagtet hvilket parti fra rød blok vi taler om. Det er en kæmpe udfordring, som blå blok fortsat står over for,« siger Kasper Møller Hansen.