Valg i Tyskland
Læsetid: 5 min.

Den næste Merkel bliver en svækket kansler i en mere splittet regering

Efter de første tyske optællinger tegnede sig et mudret billede, hvor SPD oplever et historisk comeback, CDU/CSU får en syngende lussing – og Tyskland står foran historisk svære regeringsforhandlinger og en svækket kansler, der skal løfte de opgaver, som Merkel efterlader
Socialdemokraten Olaf Scholz og hans hustru, Britta Ernst, forlader valglokalet i Potsdam efter at have afgivet deres stemmer. Der var ved redaktionens slutning dødt løb mellem Tysklands socialdemokrater og konservative kristendemokrater.

Socialdemokraten Olaf Scholz og hans hustru, Britta Ernst, forlader valglokalet i Potsdam efter at have afgivet deres stemmer. Der var ved redaktionens slutning dødt løb mellem Tysklands socialdemokrater og konservative kristendemokrater.

John Macdougall

Udland
27. september 2021

»Verdammt, hvor er den nærmeste bro eller tunnel, så man kan komme over gaden og hen til valglokalet?«

Der var høj sol, højt humør og gang i gaden i Berlin søndag. Men der var også frustration i luften. Berlin Marathon spærrede nemlig flere store gader, så mange berlinere – som den citerede ældre herre i Kreuzberg – havde svært ved at komme hen til deres valglokaler.

Her måtte borgerne mange steder stå i kø i op til halvanden time på grund coronaregler, afspritning af kuglepenne og afstandsregler. Og endelig skulle berlinerne slå historisk mange krydser på denne »supervalgsøndag«: til Forbundsdagen, til det berlinske delstatssenat, til kommunalvalg og til en borgerhøring om adgang til billige boliger.

For Tyskland og Europa var der dog langt mere på spil på denne supervalgsøndag.

Allerede ved denne avis’ deadline kort efter offentliggørelsen af de første exit polls tegnede sig et meget mudret billede med dødt løb mellem SPD og CDU/CSU omkring 25 procent – et billede, der netop i kraft af sin uklarhed leverede et klart budskab: Den kommende tyske kansler vil sidde med et historisk svagt mandat – og med historisk lange regeringsforhandlinger foran sig.

Det vil efter alt at dømme få konsekvenser for så vigtige områder som klimakampen i verdens fjerdestørste økonomi samt magtfordelingen i EU i det europapolitiske magtvakuum efter Angela Merkels afsked.

Rød optur

Da Angela Merkel i 2017 vandt valget med knap 33 procent blev det set som et smalt mandat, som trods stærk socialdemokratisk modstand endte med endnu en stor regeringskoalition med SPD. Den mulighed vil efter alt at dømme rent talmæssigt atter være mulig efter fintællingen. Men begge parter er stærkt imod denne »udmattede og fladmaste kombination«, som Süddeutsche Zeitung har beskrevet den.

Det parti med flest stemmer bag sig vil få serveretten til at forsøge at danne en regering. Men med blot en fjerdedel af tyskernebag sig til det største regeringsbærende parti vil de kommende fire års mandat være endnu smallere end det, Merkel har haft i de forgangne fire år.

Hovedårsagen er ikke kun det beskedne vinderresultat, men i endnu højere grad, at den kommende kansler efter alt at dømme skal ud i svære trekløverforhandlinger for at skabe et regeringsflertal.

I de mest sandsynlige konstellationer skal regeringsgrundlaget gabe over de to kongemagerpartier, klimapartiet De Grønne og det liberale FDP – et split, der både social- og fordelingspolitisk men også klima- og miljøpolitisk vil blive meget svært at binde sammen. Det gælder også, selv om vi taler om centrum-højre og et centrum-venstre i et samfund, hvor vælgerne har vist sig at være langt mindre polariserede end i de fleste andre vestlige lande.

Efter 72 år med et yderst stabilt parlamentarisk system siden Vesttysklands grundlæggelse står tyskerne altså med et usædvanligt rodet udgangspunkt, som ligner udviklingen i de fleste europæiske lande: De gamle folkepartier er endegyldigt decimeret til småpartier omkring 25 procent og må nu indgå stadig mere kreative konstellationer for at få et flertal bag sig.

Grøn nedtur

For FDP tegner det til et solidt valg, der matcher resultatet fra 2017 på godt ti procent. For De Grønne er stemningen mere blandet efter forsommerens flyvetur: Deres kanslerkandidatur er mislykkedes, de er i valgkampen ikke kommet ud af rollen som klimanicheparti, og de er ikke blevet den førende kraft til venstre for midten. Og de vokset solidt, men ikke fordoblet som håbet.

Det handler også om et paradoks i valgkampen: I meningsmålinger går tyskerne stærkt op i klima, men de sætter i praksis sjældent deres kryds ud fra dette spørgsmål. Komplicerede emner som grøn industripolitik og udbygning af vedvarende energi har fyldt meget i debatterne. Men meget tyder på, at vælgerne til de ’gamle’ partiers fordel har taget de sociale og økonomiske spørgsmål om mindsteløn, huslejeregulering, pensionsalder og dagpenge mere til sig i den diffuse valgkamp.

Socialpolitisk er århundredets comeback fra SPD samt De Grønnes vækst især gået ud over Die Linke på venstrefløjen, der er styrtet ned i nærheden af den tyske spærregrænse på fem procent. Et resultat, som Armin Laschet fra CDU i sig selv forsøgte at sælge som en sejr på valgaftenen: At en rød-rød-grøn regering ikke ser mulig ud.

Uanset hvordan forhandlingerne falder ud, vil Tysklands kommende kansler stå med nogle fundamentale og brutale udfordringer. Den største vil blive at skyde gang i Merkels meget fodslæbende omstilling af den tyske energisektor og optimering af energieffektiviteten i industrinationen Tyskland.

Det kommer til at koste uendelige kampe om vindmøller, solceller – og arbejdspladser. Det kommer til at koste risikable milliardsatsninger på mere eller mindre modne teknologier som brintenergi. Og i kombination med de stigende CO2-priser kommer det til at udfordre borgernes forestilling om, hvad fair energipriser er. Det bliver med andre ord en uhyre stor økonomisk, teknisk og social udfordring.

At det rammer i en tid, hvor Tysklands tunge demografi og mangel på arbejdskraft begynder at slå igennem, gør det ikke lettere for kansleren de næste fire år. Finansieringen af pensionssystemet vakler, og ingen partier har offensivt formidlet, hvad chefen for Bundesagentur für Arbeit, Detlef Scheele, har sagt gentagne gange i valgkampen: Tyskland skal bruge en nettoindvandring på 400.000 mennesker om året – en stor udfordring både lovteknisk og integrationsmæssigt.

Europa post Merkel

Den tyske politolog Herfried Münkler, en åbenlys beundrer af Merkel, ramte hovedet på sømmet, da han for år tilbage beskrev Tyskland som »en hegemon mod sin egen vilje«, der altid lægger sig »diplomatisk i centrum af Europa«. Derfor må man ikke undervurdere den Herkules-opgave, som den kommende kansler får med at udfylde magtvakuummet i Europa, når Merkel er væk som den integrerende figur.

Først og fremmest er eurokrisen stadig ikke løst, men kun udsat. Flere sydeuropæiske lande er stadig forgældet til op over begge ører – og langt over Maastricht-traktatens gældskriterier. Der er stadig heller ingen europæisk løsning på spørgsmålet om migration og asyl.

I et EU med nationalpopulistiske strømninger stort set alle andre steder end Tyskland er der desuden et meget lille råderum for progressiv europæisk politik og selv for Europapolitiske kompromiser. Sat op over for EU’s stræben mod mere strategisk autonomi og geopolitisk slagkraft i en verden med tiltagende konfrontation mellem USA og Kina forventes det alligevel, at Tyskland tager en mere ledende rolle end under Merkels meget handelsstyrede tyske udenrigspolitik.

Alle disse udfordringer står nu foran den kommende kansler. Men først skal han forsøge at få en stabil tysk regering på benene. Og derefter endelig lægge en realistisk køreplan mod klimaneutralitet i denne sidste tyske regering, der aktivt kan få indflydelse på den globale opvarmning.

Serie

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Jeg håber, at Sahra Wagenknecht fra die Linke kommer ind og kan varmt anbefale hendes youtube på sahra-wagenknecht. de

Henriette Bøhne

jens christian Jacobsen,

Det ser ud til at die Linje ikke kommer over spærregrænsen og altså helt forlader forbundsdagen.
Det vil nogen fryde sig over, men man kan spørge sig selv om, hvorvidt det er en gevinst for demokratiet, at der ikke er nogen mulighed for politisk repræsentation til venstre for SPD.

Personligt tilhører Sahra Wagenknecht ikke den fløj af die Linje, jeg sympatiserer med, omend jeg fandt hendes sidste bog underholdende og på sin plads i sin kritik af socialliberalismen.

Henriette Bøhne

Die Linke

jens christian jacobsen

Såvidt jeg ved, kan hun komme ind alligevel som individuelt opstillet.
Den store politiske modvilje mod hende går på, at hun konsekvent kritiserer venstrefløjens småborgerlige identitetspolitik i stedet for at analysere og kritisere det tyske klassesamfund. En sådan venstrefløj mangler alle vegne også i Danmark.

Jørgen Mathiasen

Status kl. 07:17 mandag er, at Die Linke tabte så meget, at partiet gik under 5% spærregrænsen. Det betyder, at det kun bliver repræsenteret af kredsmandater, - dem er der 299 af, og Wagenknecht kan være én af dem. Et andet sikkert kredsmandat i Østberlin til femte næstformand i forbundsdagen, Petra Pau, er ifølge Tagesspiegel tabt. Stillingen kan ændre sig, for Die Linke mangler kun 0,1%.

Adspurgt om, hvem de føler sig repræsenteret af, svarer 38% af østtyskerne Die Linke. Men der er altså 36%, som svarer AfD, og det er vælgere, som ikke har nogen problemer med at gå fra den ene fløj til den anden.

Die Linke har haft talrige interne stridigheder, og der skal man være ualmindeligt enøjet, hvis man ikke kan få øje på Wagenknechts andel, men hun er slet ikke den eneste. Venstrepartiet kommer ikke til at spille nogen rolle i den næste forbundsdag, men partiet er regeringsdeltager i et par forbundslande, og mit gæt er, at disse pragmatikere vil sætte sig igennem i den ballade, der nu følger efter en tilbagegang på op mod 50%.

Jørgen Mathiasen

@Jens Christian Jacobsen
Ifølge Merkur vinder de tre følgende kandidater fra Venstrepartiet et kredsmandat: Gregor Gysi (Berlin-Treptow), Gesine Lötzsch (Berlin-Lichtenberg) og antageligt Sören Pellmann (Leipzig). Sahra Wagenknecht havner i omvendingsmængden og har ikke vundet et kredsmandat. Til gengæld er hun begyndt på at forklare sine partikammerater om alle de fejl, de har lavet i valgkampen.

jens christian jacobsen

@ Jørgen Mathiasen
Når ens parti taber et valg, er det vel naturligt at også Sahra Wagenknecht kritiserer forkerte beslutninger, der kan have ført til det dårlige valg? Eller skal man holde kæft, rette ind - ligesom dengang der var Einheitsparteien i Øst? Eller hos Mette F. i Danmark?
Interessant i øvrig at Gregor Gysi er blevet valgt. Han er vel om nogen polemikeren over alle andre. Men han har altid frmået at rette ind, når partiet kaldte. Og at Gesine Lötzsch er blevet valgt siger måske mest om, hvorfor die Linke ikke tiltrækker vælgerne. Hun er da stalinisten over alle andre i partiet.

Jørgen Mathiasen

@Jens Christian Jacobsen
Jeg har tilføjet navnene på de distrikter, hvor Gysi og Lötzsch er blevet valgt, fordi det har en forklaringskraft i det mindste for berlinere, ligesom det har, at Pau ikke vandt i Hellersdorf-Marzahn. Det er et distrikt, hvor hun kunne komme en fredag morgen til seniorenkino og med sin nedslidte stemme anbefale en film - så populær var hun.

Hvis Wagenknecht havde rettet kanonerne mod højrefløjen i stedet for venstrefløjen, havde hun måske vundet et kredsmandat. Hvordan hun vil tage vare på sin position i Die Linke, svarer hun (med garanti) selv på.
Kernen i sagen er en strid om retningen, nemlig mellem dem, som vil tage et regeringsansvar og dem, som vil diskutere ideologi i stedet for. Hvem der er flest af, vil Die Linke fortælle os inden længe, for der vil utvivlsomt bryde en ny magtkamp ud.

jens christian jacobsen

@jørgen Mathiesen
Vi snakker om noget forskelligt. Du snakker om valgstrategier. Jeg snakker om Wagenknechts valgkritik. Efter valget. I øvrigt var alle de kandidater, der blev valgt, optaget af partiets linje før valget - ud fra det jeg har kunnet læse mig frem til.