Analyse
Læsetid: 5 min.

Opgør med »Forskelsnorge« bringer rigmanden Jonas Gahr Støre til magten

Udfaldet af Stortingsvalget i Norge minder om situationen efter folketingsvalget i 2011: Ligesom Helle Thorning-Schmidt skal Arbeiderpartiets formand Jonas Gahr Støre forsøge at danne en ny regering på et vanskeligt samarbejde mellem socialliberale og folkesocialister
Nu skal Jonas Gahr Støre stå i spidsen for Norge.

Nu skal Jonas Gahr Støre stå i spidsen for Norge.

Javad Parsa

Udland
15. september 2021

Stortingsvalget i Norge gik bedre, end Arbeiderpartiet havde turdet håbe på. Selv om det socialdemokratiske parti endnu en gang gik tilbage og fik det dårligste valg i næsten 100 år, står 61-årige Jonas Gahr Støre til nu at kunne danne en ny regering. Valget blev en samlet triumf for den rødgrønne blok.

Parlamentarisk blev udfaldet noget nær perfekt for Arbeiderpartiet, da Jonas Gahr Støre som ventet ikke engang bliver afhængig af hverken det mest venstreorienterede parti Rødt, som gik markant frem – eller Miljøpartiet De Grønne, som dykkede under spærregrænsen, men får tre mandater og trods alt det bedste resultat for partiet hidtil.

Med et flertal på 89 ud af de 169 pladser i Stortinget kan Arbeiderpartiet nu bygge en ny regering sammen med de to partier, som Jonas Gahr Støre selv har håbet på: Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti.

Særligt succesen for Senterpartiet har ændret dynamikken i norsk politik. Efter en valgkamp, hvor partiformand Trygve Slagsvold Vedum har været under kritik for ikke at være tilstrækkeligt grøn, må det i dag konstateres, at Senterpartiet står med de afgørende mandater: Det socialliberale parti, der delvist kan sammenlignes med en gammeldags udgave af De Radikale i Danmark, gik frem med 3,3 procentpoint og er nu uomgængeligt som regeringskoalitionsparti for Arbeiderpartiet.

Den mere vidtgående grønne klimabølge, som venstrefløjen havde satset på at kunne gennemtvinge, er blevet bremset, og Senterpartiet vil nu kunne blokere for kravet om at stoppe olie- og gasudvindingen fra selv nye felter. For Arbeiderpartiet, der selv ønsker at fortsætte den intensive udvinding af fossile brændstoffer, er det således et lettelsens suk, at de grønne partier ikke står stærkt nok til at kunne kræve en mere gennemgribende klimaomstilling.

Men forhandlingerne om grundlaget for en ny regering bliver bestemt ikke enkle for Jonas Gahr Støre, der også skal tage hensyn til kravene fra Sosialistisk Venstreparti, som også gik frem med 1,4 procentpoint, og som kan sammenlignes med SF i Danmark. Den 43-årige SV-formand Audun Lysbakken har også fået styrket sit folkelige mandat.

 

Hårde forhandlinger

Det store slagsmål vil i de kommende dage og uger stå mellem Senterpartiet, der trækker ind mod midten, og Sosialistisk Venstreparti, der skal forsøge at balancere mellem deres grønne og røde krav. Den parlamentariske magtbalance i Norge minder derved om situationen efter folketingsvalget i 2011, hvor Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt måtte forhandle længe med De Radikales leder Margrethe Vestager og SF’s formand Villy Søvndal.

Dengang trak de ubarmhjertige forhandlinger i langdrag ude i »Det Sorte Tårn« på Amager, skønt det dog lynhurtigt viste sig, at De Radikale stod stærkest og endte med at kunne kræve, at Socialdemokratiet og SF indskrev i regeringsgrundlaget, at de ville »videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«. Dengang blev SF ydmyget, og De Radikale formåede at diktere linjen for det videre regeringssamarbejde.

På samme måde står Senterpatiets formand Trygve Slagsvold Vedum i dag med den realpolitiske overhånd. Hans udgangspunkt er, at Arbeiderpartiet og Senterpatiet skal danne en smal toparti-regering uden ministerposter til Sosialistisk Venstreparti. Ikke overraskende kræver SV-formand Audun Lysbakken at komme med i en trepartiregering, som i så fald også vil være en flertalsregering, og dermed kunne gennemføre sin politik uden først at skulle forhandle med andre partier.

Selv om Arbeiderpartiet vil være nødt til at give indrømmelser til begge sider, er udgangspunktet sjældent gunstigt for Jonas Gahr Støre. For uanset om det ender med en topartiregering med Senterpartiet – ligesom Socialdemokratiet og De Radikale også endte med at gå solo i 2014, da SF blev presset ud, eller om det bliver en større flertalsregering, er Arbeiderpartiet sikret statsministerposten. Og dét er og bliver det vigtigste for ethvert socialdemokratisk parti.

Sammenbruddet for den borgerlige blok er et perfekt afsæt for Jonas Gahr Støre. Den afgående statsminister Erna Solberg måtte indkassere et historisk nederlag til sit parti Høyre, der gik tilbage med 4,6 procentpoint og kun lige akkurat kneb sig op over 20 procent af stemmerne. For Fremskrittspartiet gik det næsten lige så slemt: Med en tilbagegang på 3,5 procentpoint har Fremskrittspartiet mistet sit tag i arbejdervælgerne.

Protest mod ulighed

De senere års velstandsfremgang i Norge har medført en voksende og synlig ulighed, som vælgerne har reageret imod. Under valgkampen lykkedes det for de røde partier at udbrede begrebet »Forskjellnorge« og sætte skarpt fokus på de både økonomiske og geografiske skel, der kløver det langstrakte land.

Hovedforklaringen på regeringsskiftet er, at Høyres 60-årige statsminister Erna Solberg ikke har evnet at skabe en mere ligelig fordeling af de norske rigdomme, men at mange almindelige vælgere i stedet har oplevet en afgrundsdyb fjeldkløft mellem dem selv på den ene side og den hovedrige overklasse omkring Oslo, Bergen og oliebyen Stavanger på den anden side. En stadig mere dekadent afkobling, som også er blevet skildret i den populære tv-serie ’Exit’ om den nye finanselite.

Valgets to største vindere, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti, har begge ført kampagne mod de sociale konsekvenser ved »Forskjellnorge«, men vel at mærke på hver sin måde. Hvor Senterpartiet primært betoner de geografiske skel mellem land og by og kræver større regional udligning, har Sosialistisk Venstreparti mere klassisk fokuseret på skævvridningen i indkomster og formue.

Balanceakten for Arbeiderpartiet bliver at tilgodese begge bekymringer. Velstanden skal bredes længere ud, og en øverste top skal tøjles. Her kan det blive et penibelt og personligt problem for Jonas Gahr Støre, at han selv tilhører Norges absolutte overklasse. Som arving til den store brændeovnproducent Jøtul er Norges kommende statsminister god for langt over hundrede millioner norske kroner, og han har aldrig selv mærket den smalhals, som vælgerne nu har reageret imod.

Jonas Gahr Støre er konstant i risikozonen for at blive hængt ud som en champagnesocialist – i øvrigt på samme måde som Helle Thorning-Schmidt blev kaldt for »Gucci-Helle«. Forskellen er blot, at Støre rent faktisk er mangemillionær. Han er også en mere erfaren politiker, og derfor skal det nok lykkes for ham at danne en regering. Han vil selv være tilfreds med, at den grønne revolution er midlertidigt afblæst i Norge, og han nu blot skal forsøge sig med en bedre fordeling af det sorte guld, som fortsat vil blive pumpet op fra undergrunden.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her