Brexit
Læsetid: 8 min.

Panisk benzinhamstring og en hær i beredskab: Vi forklarer den britiske forsyningskrise

Hvad i alverden foregår der i Storbritannien? Og hvad har det med Brexit at gøre?
Forsyningskrisen i Storbritannien har medført, at køerne til benzinstanderne kan strække sig over adskillige kilometer, bilister venter gerne i timevis i håb om at kunne fylde tanken. Nogle sover i bilen natten over, andre forsøger at springe over i køen ved at køre efter tankbiler, når de ankommer til påfyldningsanlæggene, mens andre igen møder op med reservedunke.

Forsyningskrisen i Storbritannien har medført, at køerne til benzinstanderne kan strække sig over adskillige kilometer, bilister venter gerne i timevis i håb om at kunne fylde tanken. Nogle sover i bilen natten over, andre forsøger at springe over i køen ved at køre efter tankbiler, når de ankommer til påfyldningsanlæggene, mens andre igen møder op med reservedunke.

Ben Stansall

Udland
29. september 2021

De britiske forsyningskæder er i stykker. Supermarkedshylderne er tomme eller halvtomme, og arrige bilister kommer op at slås, når de forsøger at hamstre benzin. Der mangler 100.000 lastbilchauffører og titusindvis af sygeplejersker, landarbejdere og servicearbejdere.

Nu har premierminister Boris Johnson også kaldt den britiske hær til undsætning. Lidt over en måned efter at Storbritannien ophævede de sidste pandemirestriktioner, og økonomien igen skulle op i gear, har Johnsons regering fået en ny stor hovedpine, og en del kunne tyde på, at briterne først nu oplever de effekter af Brexit, som pandemien og nedlukningen tilslørede gennem halvandet år.

Hvordan får man overblik over dette kaos? Vi har set på de mest centrale spørgsmål og giver dig elementer til et svar her.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Explainer? Og nej, Information kan leve uden sære dangelske ord. På trods af erklærede mål.

Denne hamstring af stort set alt, bygger på panik og direkte misforståelser.

Men at prisstigningerne har gjort alle briter mere fattige, er en kendsgerning. Og for de svageste i samfundet betyder et ugentligt "tab" på omkring 20 £ ganske meget. Og det har ham med de fagre lokker i hvert fald ikke tænkt sig at kompensere dem for.

John Andersen, Rolf Andersen, Per Klüver og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Til alle de arbejdsgivere i Storbritanien, herhjemme og alle andre steder : Hvis I ikke kan få arbejdskraft, så prøv at sætte lønnen op og behandl folk bedre.
Hvis I så ikke kan få det til at løbe rundt, så sæt priserne op.
Hvis folk så ikke vil købe jeres varer og tjenesteydelser, så luk jeres forretning.
Sådan er kapitalismen.
Det er synd for jer.

Erik Tvedt, Sune Keller, John Andersen, Flemming Berger, Lillian Larsen, Robert Grandt, Mads Greve Haaning, Rolf Andersen, Per Klüver, P.G. Olsen, Inger Pedersen, Palle Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller, Jesper Andersson og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Kapitalismens indbyggede modsætninger.
Alting skal konkurrenceudsættes og gøres billigere.
På et tidspunkt bliver produkterne, servicen og arbejdsforholdene så ringe, at systemerne sættes i stå.
Og hvad gør man så?
Der er en tradition for at udråbe lønarbejderne til skurkene og skrige op om, at de er dovne og uduelige og derefter at virksomhedsledelserne hellere vil ansætte mennesker, som har endnu sværere ved at sige nej til at tjene nogle håndører og finde sig i dårlige forhold, for de er ikke så utaknemmelige.

Imens så falder købekraften hos den fattigste del af befolkningen, deres helbred skranter og nu er der grobund for valget af 'den stærke leder' som kan rette landet op igen.

Mennesket er et mere og mere iøjnefaldende stupidt væsen, som ikke kan lære noget vigtigt

Sune Keller, John Andersen, Flemming Berger, Lillian Larsen, Rolf Andersen, Halfdan Illum, Ninna Maria Slott Andersen, P.G. Olsen, Inger Pedersen, Palle Jensen, Eva Schwanenflügel og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@ Lise Lotte Rahbek,

Markedsøkonomien, som der her er tale om, skaber automatisk en balance, hvis politikere ikke blander sig.

Det er dog ofte en ganske brutal balance.
- For hvis der er mangel på en vare eller tjeneste, kan udbyder opnå højere pris, og øger prisen.
- Og med øget pris falder efterspørgslen, da det til sidst kun er de rige, der kan betale.
= Og på denne måde opnås automatisk balance mellem udbud og efterspørgsel.

Der, hvor det går helt galt, er når konkurrencen mellem udbydere er voldsom, og hvor konkurrenterne "æder" hinanden til der kun er en udbyder tilbage.

I Storbritannien privatiserede man således den kollektive trafik for en del år siden. det betød, at ved busruter med mange passagerer, var der op til 7 busselskaber, der havde deres stoppesteder ved siden af hinanden. Medens ingen selskaber ville køre på de "svage" ruter.
Efter nogle voldsomme år på de "gode" ruter, faldt priserne, så flere selskaber gik konkurs. Til sidst var det kun et selskab tilbage på de "gode" ruter. Og uden konkurrence fastsatte de simpelt hen vildt høje priser.

Jernbanerne i Storbritannien var gennem samme udvikling. Og det betød, ligesom på busruterne, at de svare ruter slet ikke blev befærdet. Men det betød også, at jernbanerne ikke blev vedligeholdt med en række dødelige ulykker som følge.

I Danmark har man reelt kun et busselskab tilbage. Det har reelt udkonkurreret alle andre, og opererer i øvrigt under forskellige navne. Dette selskab er i disse år også ved at sætte sig godt og grundigt på jernbanedriften. Og det kan det gøre, for DSB har samtidig pligten til også at vedligeholde skinnerne.

I øvrigt ser man samme tendens på rednings-markedet, hvor Falck stort set har udkonkurreret andre, og nu selv bestemmer prisen.

Erik Tvedt, Lillian Larsen, Mads Greve Haaning, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Gert Romme

Problemet er også, at politikerne MÅ blande sig.
Det er det, de er blevet valgt til. ;-)
Men hvordan finder du, at der opstår en balance i markedsøkonomien, når den proces, du beskriver nærmere betegner monopoldannelse? Det samme sker jo for SoMe-virksomhederne og alle andre steder.
Der er meget få forretninger, der kan leve af at sælge varer eller yde service, medmindre de er del af en større kæde med indkøbsfordele eller de kan få indfanget den formuende del af befolkningens interesse og loyalitet. Det sidste findes vist kun i meget små mængder. Hvor er alle de små butikker med selvstændige indehavere? De er stort set væk, selvom der da indimellem opstår mikrobryggerier eller andre specialforetagender, men de kan heller ikke leve medmindre de får arbejdskraften leveret af familien eller af jobcentrene eller østlandene.

Vi kender samme problematik omkring postvæsnet. Samfundet, her i form af statsmagten, skal sørge for at alle borgere får post, også de alleryderstliggende husstande. Derfor er det meget svært at konkurrenceudsætte postvæsnet - simpelthen fordi det at forsyne de svagtbefolkede områder med post er en dårlig forretning.
man kan også tage transporten af varer. De fleste købmænd tager en ekstrapris hvis der skal leveres varer til ikke-landfaste øer. Eller pleje-service, som igenigen aftaler billige kontrakter med kommuner osv. for senere at gå konkurs med det resultat, at kommunerne pludselig igen står med leveringsbyrden.

Det er virksomheders bedrift at tjene penge via konkurrence
Det er statens/samfundets/politikernes opgave at sørge for at borgerne kan leve nogenlunde trygt og forsynet.
Hvordan kan man overhovedet skabe en balance mellem de to modpoler?!

Sune Keller, Kenneth Krabat, Lillian Larsen, Mads Greve Haaning, Carsten Munk, Per Klüver, Inger Pedersen, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Lise Lotte Rahbek,

Ganske kortfattet mener jeg, at alt omkring samfundets infrastruktur, alene skal ligge hos samfundet. Både kollektiv trafik, redningsarbejde, skoler og uddannelse, sundhedssektoren, plejesektoren, energisektoren og så videre skal selvklart være offentligt ejet, og styret gennem offentlige styrelser, der til en vis grad hæmmer politikerne.

Det er fuldstændig misvisende at tro, private aktører kan udføre samme arbejde til samme omkostning og på præcis samme løn og vilkår, og samtidig tjene penge på det.

Men så må man som borger både stille krav og være klar til at betale det over skatterne.

I Sverige og visse andre lande har man virksomheder, der driver lægeklinikker, pleje og skoler med videre, som tjener ganske meget til aktionærerne, men udfører et markant ringere job. Og så snart der er problemer, erklærer de sig konkurs.

I Afghanistan har man konstateret, at USA har haft omkring 32.000 statsansatte militærfolk, og samtidig benyttet sig af mere end 54.000 lejesoldater fra store virksomheder.

Altså alle samfundets opgaver skal ligge i samfundsregi, hvor man kan kontrollere og foretage nødvendige korrektioner.

Så er der andre opgaver som typiske virksomheder, der naturligvis kan drives af private aktører.

Men for omkring eksempel forsikring, bank, apotek og andre ganske vigtige funktioner, mener jeg, at samfundet (staten) samtidig skal drive konkurrerende virksomhed for at holde pris, service og konkurrencen på et rimeligt niveau.

Man kan sagtens finde andre grænseområder mellem borgernes behov og private interesser. Men her syntes jeg, at borgerne skal gå sammen i demokratiske foreninger, og danne brugsforening og andet.

Subsidier til erhverv bør afskaffes. Er der behov for støtte til køb, f.eks. af fødemidler, bør det gives som sociale ydelser. Det betyder, at landbruget ikke får subsidier, men at konsumenterne får penge til at købe for.

Måske bliver det et lidt dyrere samfund, men det bliver også et bedre samfund. Og den sociale urimelige forskelsbehandling må selvsagt styres via indkomst- og formueskatterne.

Hanne og Nitsan Larsen / Vardi, Erik Tvedt, Sune Keller, jens rasmussen, Kenneth Krabat, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Mads Greve Haaning, Kim Houmøller, Carsten Munk, Per Klüver, Halfdan Illum, Inger Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ked af at sige det, men det er måske endelig begyndelsen på nogle positive forandringer, efter årtier med indskrænkninger og frasalg af arvesølvet.

Selvfølgelig, med mindre regeringen opretholder sin forstokkede opfattelse af, hvad partipolitikere indvalgt som repræsentanter for landets borgere egentlig er på tinge for. Lad mig afsløre: Det er ikke for dem selv. Og der er mennesker, som vitterlig ved bedre. Spørg dem. Nu. Specialister. Eksperter, Økonomer. Sociologer. Arbejdsforskere. Sundshedforskere. Fat det nu.