Ti spørgsmål og svar, der hjælper dig med at holde overblikket på den tyske valgaften

Her er svarene, du altid har savnet, på de spørgsmål om det tyske valg, du aldrig fik stillet
Her er svarene, du altid har savnet, på de spørgsmål om det tyske valg, du aldrig fik stillet
Udland
25. september 2021

Hvis det havde været en håndboldkamp, havde stillingen 25-23 et par minutter før tid været en fest. Men der er tale om noget så vigtigt som det tyske valg, hvor SPD ligger på 25 procent i meningsmålinger og CDU/CSU på 23 – altså en forskel inden for den statistiske usikkerhedsmargin.

Men ud over at være et gyservalg om at blive nummer ét, oplever vi et tysk valg, der vender op og ned på mange ting i den tyske parlamentarisme. Vi har derfor samlet ti gode spørgsmål og prøvet at give lige så gode svar, så du kan holde overblikket ved valgfesten hjemme i sofaen eller henne på die Kneipe søndag aften. Bitte schön og god valgfest!

Tyskerne har hele to stemmer på søndag – hvordan det?

Fordi de har et om end ikke fejlfrit, så ret fremragende valgsystem med et såkaldt »personaliseret forholdsvalg«: Alle vælgere skal stemme både på en direkte kandidat i deres valgkreds og på et parti.

Ud af Forbundsdagens minimum 598 sæder (uden tillægs- og overhangsmandater), vælges der således 299 direkte mandater fra de 299 valgkredse rundt i hele Tyskland, hvor der bor omkring en kvart million i hver. Disse direkte mandater giver altså en lokal repræsentation af alle de tyske valgkredse i Forbundsdagen i Berlin.

Over partilisterne vælges der desuden 299 mandater ud fra stemmeforholdet mellem partierne.

Men der sidder jo flere end 598 i Forbundsdagen?!

Ja, mange flere. I denne periode har der siddet 706 – og efter alt at dømme vokser Forbundsdagen til over 800 sæder efter valget, og det er noget rod.

Årsagen er lidt kompliceret: Størrelsen af partierne i Forbundsdagen skal afspejle størrelsesforholdet mellem, hvordan vælgerne har stemt med deres andenstemme – altså stemmen på en partiliste – men samtidig også opfylde en proportionalitet mellem delstaterne og de såkaldte delstatslister.

Desuden modregnes forholdet mellem de direkte mandater og listekandidaterne groft sagt. Når et parti i kraft af førstestemmer på direkte kandidater kan sende flere kandidater til Berlin, end der tilstår dem ud fra andelen af andenstemmer på partilister, så honoreres det med de såkaldte Überhangmandate (en slags tillægsmandater). Og de bliver endda udlignet med tillægsmandater, så den samlede fordeling af sæder afspejler forholdet mellem andenstemmerne, altså mellem partierne. Derfor gælder andenstemmen på partilister også som den vigtigste af tyskernes to stemmer (som de jo i øvrigt gerne må fordele på to partier).

Aha, derfor taler tyskerne ikke så meget om antallet af mandater?

Genau! Her er vægtningen i procent mellem partierne en mere retvisende målestok, fordi man ikke kender størrelsen på Forbundsdagen på forhånd. Man kan altså ikke »tælle til 90« som i Danmark (eller til 299), men må se på proportionaliteten mellem partierne. De mange små partier, som ikke kommer over spærregrænsen på fem procent, kan desuden forskyde den proportionalitet, ligesom enkeltmandater kan det, for eksempel fra det dansk-frisiske mindretalsparti SSW.

’Ach, wie kompliziert!’ Er systemet til debat?

I højeste grad. Valgsystemet giver ikke direkte demokratiske skævvridninger, som vi kender det fra for eksempel USA. Men den sidste valgreform fra 2013 fører til, at Forbundsdagen er blevet ved med at vokse og vokse. Der bygges og bygges i rigsdagskvarteret i Berlin. Det er hundedyrt, og parlamentet bliver ikke just mere effektivt af at runde 800 eller måske ligefrem 900 medlemmer. Så trods den fair proportionalitet vil der formentlig komme en ny valgreform inden for overskuelig fremtid.

Er den høje spærregrænse på fem procent også til debat?

Nej, egentlig ikke. Den er jo oprindeligt indrettet helt tilbage i 1949 for at forhindre ekstremistiske partier fra at etablere sig i Forbundsdagen. Med de tyske folkepartiers nedsmeltning er bekymringen i det tyske parlamentariske demokrati nærmere, at der sker en ’hollandificering’ af tysk politik: Altså at en masse små partier skal til at forhandle på kryds og tværs – en tendens vi jo allerede ser ved dette valg, hvor der formentlig skal en trekløverregering til for at skabe flertal.

Flertal? Er det ikke muligt at skabe en mindretalsregering, som vi har for vane i Skandinavien?

Principielt: Jo. Og for første gang er det endda et sandsynligt udfald af valget, da alle de tænkelige trekløverregeringer vil være ekstremt svære at forhandle på plads.

På forbundsniveau er mindretalsregeringen hidtil kun set som overgangsløsninger. Men ved valget af kansleren i den tyske Forbundsdag er der først to valgrunder, hvor der kræves flertal. I tredje runde skal den potentielle kansler bare ikke have et flertal (eller forbundspræsidentens veto) imod sig. Hvis det lykkes, er vejen banet for, at han eller hun kan danne en mindretalsregering.

At tyskerne er pissebange for løsningen, skyldes både erfaringerne fra det politiske kaos i Weimarrepublikken og den evige tyske længsel efter stabilitet. Desuden vil en mindretalsregering have sværere ved at gennemføre store reformer, men det er vi jo vant til fra Merkel-æraen. En skarp ekspert på området, politologiprofessor Michael Koß, foretrækker i øvrigt en mindretalsregering frem for en splittet trekløverregering med De Grønne og FDP i samme båd.

 

Valfarter tyskerne så til urnerne på søndag, når Merkel ikke længere er på stemmesedlen?

Måske. I 2017 gik 76 procent af vælgerne hen og stemte – efter ringe deltagelse ved de foregående valg var det en fin valgdeltagelse, der blandt andet skyldtes de mange proteststemmer fra AfD, som hev millioner op af sofaen. Ingen tør spå om valgdeltagelsen denne gang, men vi ved, at der er en rekordhøj andel af brevstemmer, som for længst er indleveret – og det forvrider formentlig billedet i meningsmålingerne.

Faktum er dog: Jo fattigere du er, desto mere er du tilbøjelig til slet ikke at stemme. Den venstreorienterede sociologiprofessor Christoph Butterwegge taler ligefrem om et »to tredjedeles demokrati«, hvor den nederste tredjedel af samfundet helt bliver hjemme eller højest kan mobiliseres af protestpartier – selvsagt en brandfarlig udvikling i et demokrati. At 11 millioner udlændinge i Tyskland (inklusive undertegnede) slet ikke har valgret, er en anden åbenlys skævhed i valgsystemet.

Også et perspektiv … Men hvad med de unge, hvordan stemmer de?

Først og fremmest bliver de komplet kørt over, for demokrati er nu engang demografi: Rekordhøje 58 procent af de tyske vælgere er over 50. Inden for denne enorme gruppe er 70+ endda den største gruppe: De udgør 21 procent af den valgberettigede befolkning.

Den ældre del af befolkningen stemmer faktisk hverken synderligt konservativt eller trofast nu om dage. Alligevel er tendensen klar: Blandt unge under 30 er De Grønne det klart største parti. Men for det første er de unge under 30 altså meget få demografisk set. Og for det andet er de ikke så demokratisk modne: Valgdeltagelsen blandt unge under 30 ligger markant under gennemsnittet.

OK. Men når Forbundsdagen så er sammensat, bestemmer de så ikke en masse, når nu der ikke er så enerådig en leder som præsidenten i Frankrig eller USA?

Jein. Forbundsdagen er et »arbejdende parlament«, hvor det meste foregår ganske effektivt i ret uophidsende arbejdsudvalg. Men man skal altid huske, at Tyskland er en føderal republik. Derfor findes der også et andetkammer, Forbundsrådet, som afspejler styrkeforholdene mellem partierne i de 16 delstater. Så når tyske politikere snakker om for eksempel den tyske gældsbremse og tyske skattereformer, så kan man altid lige sige: »Psssttt: Forbundsrådet«. For her skal den slags i reglen igennem, og så er det ikke nok at have flertal i Forbundsdagen.

’Kapiert!’ Men hvem bliver så den næste Merkel på søndag?

Stop nu! For det første er der ingen, der ved, om SDP eller CDU/CSU vinder valget. Og for det andet er det skøre jo: Selv på søndag ved vi ikke nødvendigvis, hvem der bliver kansler. Den tyske kansler vælges nemlig ikke af vælgerne, men af den tyske Forbundsdag – denne gang efter historisk komplicerede koalitionsforhandlinger.

For selv hvis SPD (eller CDU/CSU) ender med at vinde valget, så er det ikke sikkert, at de kan skabe en stabil regering. Som valgtabere kan CDU/CSU altså potentielt komme til fadet, danne en centrum-højre-regering uden om SPD og atter sætte sig på kanslerposten – i så fald formentlig med en anden kansler end Armin Laschet, som ved et nederlag nok er færdig på søndag. Det omvendte gælder også for SPD.

Det tyske valg er med andre ord ikke forbi på søndag. Der starter tværtimod et nyt kapitel: den måske vildeste politiske tovtrækning i nyere tysk historie. Den kamp vil formentlig svække den tyske kansler. Og det er ikke nødvendigvis gode nyheder for Europa.

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

25/sep/2021

Hej Mathias Sonne,
tak for en god, både gennemskuelig og
overskuelig, beskrivelse af det tyske valg :-) ...

Venlig hilsen
Claus

ingemaje lange og Jørn-Erik Rasmussen anbefalede denne kommentar
Holger Skjerning

I stedet for en kommentar, viser jeg det læserbrev, jeg har i Berlingske Tidende i dag, søndag:
Merkels klimapolitik får dumpekarakter!
Både TV, radio og aviser kappes i denne tid om at redegøre for - og gætte på - resultatet af valget i Tyskland den 26.9.2021.
Selv om valget kaldes et klimavalg, har jeg ikke et eneste sted set Tysklands energipolitik, Energiewende nævnt med et ord!
Merkel besluttede som bekendt at lukke Tysklands atomkraftværker efter ulykken i Fukushima, og siden er der brugt både kul og brunkul for at dække det voksende elforbrug.
Sidste grelle eksempel er, at man nu rydder en mindre by, fordi der skal graves brunkul til elproduktion.
Dobbeltmoralen er til at tage og føle på! -Brunkul er den mest skadelige kilde til el-produktion, mens atomkraft er den mest klimavenlige, fordi den ikke udsender CO2!
Hvorfor er der ingen journalister på nyhedskanalerne, der sætter spørgsmålstegn ved Merkels klimapolitik gennem de sidste 10 år?

Jan Fritsbøger

hvis jeg skal være grov kan jeg sige at Holger vrøvler big time, men det må man vist gerne i berlingske,
Atomkraft er aldeles ikke den mest klimavenlige energi, og det er jo ikke sandt at den ikke medfører co2 emission,
godt nok kommer der ikke co2 fra reaktoren, men hvad med minerne hvor man graver efter den nødvendige uran, og hvad med den lange transportvej til værkerne, og hvad med transporten af de udtjente brændselsstave og etableringen af de midlertidige lagre hvor affaldet skal opbevares indtil man finder en varig løsning, hvilket muligvis er umuligt,
og værst så er der etableringsfasen af værkerne med massive mængder beton, og en byggetid på årtier hvor udledningen øges markant som følge af bygningen af værkerne,
er da rigtigt at brunkul absolut ikke er en god løsning,
men det er vindkraft, solenergi bølgeenergi, geotermisk energi og vandkraft til gengæld, og de er alle alle langt mere miljøvenlige og bæredygtige end Atomenergi, men ok vandkraft har lidt samme problem med mængden af beton, men der har de øvrige reelt bæredygtige energiformer ikke i samme grad., og så er det vigtigste tiltag slet ikke at finde nye energikilder, det vigtigste er at finde veje til at nedsætte energibehovet.