Tyskerne er ikke længere bange for den yderste venstrefløj

Skræmmekampagnen mod kommunisme og økonomisk ruin kan ikke stoppe opturen for Olaf Scholz og de tyske socialdemokrater. Det helt store jordskred mod venstre kommer næppe, for Die Linke på venstrefløjen formår formentlig ikke at gøre sig spiselige som regeringspartner
Søndag udtalte kanslerkandidat Olaf Scholz, at han foretrækker en rød-grøn regering mellem SPD og De Grønne, som Tyskland havde det i årene 1998-2005 under Gerhard Schröder.

Søndag udtalte kanslerkandidat Olaf Scholz, at han foretrækker en rød-grøn regering mellem SPD og De Grønne, som Tyskland havde det i årene 1998-2005 under Gerhard Schröder.

Thomas Imo

Udland
7. september 2021

Kommunisme! Planøkonomi! DDR-tilstande!

Det er ikke få ulykker, der venter Tyskland, hvis man spørger Merkels kriseramte CDU/CSU. I samtlige talkshows og debatter hiver kristendemokraterne og deres pressede kanslerkandidat Armin Laschet den gamle kommunismekølle frem: Hvis man stemmer på SPD eller De Grønne, kan Tyskland vågne op med Die Linke i forbundsregeringen. Og så er det farvel til alt, hvad der er frit, godt og driftigt i Europas økonomiske motor. Og goddag til formueskat, NATO-skepsis og statsstyring af den grønne omstilling af industrinationen.

Der er bare et problem for CDU/CSU: Antikommunismen og den tyske forankring i EU har længe være en fast bestanddel i vesttysk politik. Skræmmebilledet med ’den røde fare’ bider bare ikke på tyskerne mere. Meningsmålinger viser tværtimod, at en rød-rød-grøn regering mellem SPD, De Grønne og Die Linke er den næstmest populære mulighed af de mange mulige kombinationer.

Rød-grøn drøm

Søndag udtalte Olaf Scholz offensivt, at han foretrækker en rød-grøn regering mellem SPD og De Grønne, som Tyskland havde det i årene 1998-2005 under Gerhard Schröder. Den løsning ligger bare et godt stykke fra at have et flertal bag sig, hvormed Tyskland efter alt at dømme skal ud i en trekløverløsning.

Midt i Olaf Scholz’ onemanshow, der har givet SPD et uhørt comeback, har det længe været et dilemma for SPD. Men partiet har med succes holdt døren på klem for Die Linke på den yderste venstrefløj med to gentagne formuleringer:

»Vi vil indgå regeringsforhandlinger med alle partier i det demokratiske spektrum«. Underforstået: Alle andre end AfD på den yderste højrefløj.

Og: »Vi går kun i regering med partier, der fører en solid økonomisk politik og klart bekender sig til NATO og et stærkt og suverænt EU.«

Det sidste gør Die Linke ikke som parti. Men i deres valgkamp nedtoner de nu kraftigt både deres EU-skepsis og deres krav om at opløse NATO til fordel for et forsvarsforbund, der inkluderer Rusland.

 

Udviklingen har uventet sendt Die Linke tilbage ind i valgkampen, hvor det ellers notoriske oppositionsparti ifølge partileder Susanne Hennig-Wellsow nu for første gang i partihistorien »målrettet forbereder sig på seriøse regeringsforhandlinger«. Det indbefatter et krav om mindst to ministerposter, herunder arbejds- og socialministeriet. Og det indbefatter, at partiet med al magt prøver at dæmpe de radikale stemmer i partiet.

Og radikale stemmer er der nok af: På den ene side kræver partiet en demokratisk socialisme og et opgør med kapitalismen. På den anden side sidder partiet i regeringerne i Berlin og Bremen, og det leder ganske pragmatisk regeringen i østtyske Thüringen uden skyggen af revolutionære ambitioner.

Kattelem på klem

Der er både parti- og vælgertaktiske grunde til, at hverken SPD eller De Grønne afviser en rød-rød-grøn regering med Die Linke.

For det første kunne det skabe vrede på venstrefløjene i de to partier – og skræmme deres venstrefløjsvælgere over til Die Linke, fordi de ville være bange for, at al venstreorienteret social- og klimapolitik ville blive slået ned med en trekløverkoalition med enten CDU/CSU eller det liberale FDP.

For det andet er det en strategisk fordel i regeringsforhandlingerne at holde kattelemmen åben for Die Linke. For alene den teoretiske mulighed lægger pres på især FDP. Efter seneste valg i 2017 smed FDP-leder Christian Lindner regeringsforhandlingerne på gulvet. Denne gang vil han ikke bare være medansvarlig for, at Tyskland får en flertalsregering på benene, men også at det angiveligt horrible venstreskred ikke sker. SPD og De Grønne kan dermed sælge sig selv dyrere i regeringsforhandlinger efter valget – og for eksempel undgå at det afgørende finansministerium ryger i de liberales hænder.

Endelig tæller det også, at flertallet af vælgerne ser det som usandsynligt, at det faktisk ender med en rød-rød-grøn regering. Så sent som i 2005 og 2013 sad SPD med denne regeringsmulighed og foretrak alligevel at være juniorpartner under Merkel.

Og selv om CDU/CSU’s og især det liberale FDP’s løfter om skattelettelser og en nærmest rent markedsdrevet grøn omstilling passer meget dårligt med De Grønnes og SPD’s industripolitiske forestillinger, så ligger Die Linke stadig endnu længere fra de to midterparter – især udenrigspolitisk.

Historisk ironi

Det har en historisk ironi over sig, at netop Socialdemokratiet nu løfter det stærkt venstreorienterede parti ud af betydningsløsheden i valgkampen. For Die Linke blev først samlet som en protestbevægelse mod Gerhard Schröders socialpolitiske reformer – en politik som Scholz i årevis har stået for.

Samtidig har Merkels regeringer levet godt af de socialdemokratiske reformer, som har bidraget til den stærke tyske eksport. Bagsiden af medaljen er bare Europas største lavtlønssektorer, og at 40 procent af de tyske husholdninger ikke har nogen opsparing. Den splittelse har fodret AfD. Og den har især fodret demokratiskepsissen og fået den fattigste tredjedel af tyskerne til næsten at holde op med at stemme.

At omtale Die Linkes skatteplaner som kommunisme er derfor absurd: Partiet vil indføre formueskat, præcis som De Grønne og SPD. Og partiet vil hæve topskatten til 53, præcis som den lå under CDU-kansleren Helmut Kohl i 1990’erne.

Debatten er i sig selv derfor glimrende nyt for den tyske valgkamp, der har været perverst fikseret på kanslerkandidaternes fejl, mangler og medieperformance. Endelig er der kommet mere kamp om indhold og politisk retning. Det er et demokratisk sundhedstegn efter Merkel-æraen. Og et tegn på, hvor dybe problemer CDU/CSU sidder i: Partiet skyder på modstanderne med en virkningsløs skræmmekampagne, men formår ikke at forklare, hvordan de selv vil løse den sociale splittelse, digitalisere Tyskland og løfte århundredets opgave: At dekarbonisere Tyskland.

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Meningsmålingerne har ganske rigtigt indtil dette øjeblik vist, at de tyske vælgere ikke er skræmte over en centrum-venstre regering. Ganske vist har den tyske midte bevæget sig mod venstre (den danske mod højre), men medvirkende til opinionstalllene er i et vist omfang også, at både SPD og De Grønne har signaleret, at de ikke er specielt forhippede på at danne en sådan regering.

Jeg benytter lejligheden til at gøre to kommentarer om danske debatter:
Omlægningen af Informations website er en klar forringelse af debatten i avisens regi, og det er også af den grund kedeligt, fordi danskere, præcis som Moritz Schramm observerede i Deadline, betragter Tyskland gennem nogle danske briller, der trænger til at blive pudsede.

Jørn-Erik Rasmussen, Franz Nitschke, Carsten Sperling, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Og i forlængelse af Gert Romme: Det kunne jo være, at det som skribenten opfatter som venstrefløj, ikke længere eksisterer i Tyskland. Findes der fx tyske venstreorienterede partier (eller personer), der agiterer i et klassekampsperspektiv? Udover Sahra Wagenknecht? Og hun står vist ret alene i Forbundsdagen.

Jeg kan tilslutte mig Jørgen Mathiasen i, at omlægningen af avisens website er en forringelse.

Finn Thøgersen, Flemming Berger og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Informations overskrift er noget gådefuld, hvis ikke meningsløs.

Ved siden af det parlamentariske venstre findes der et ikke-parlamentarisk venstre i tysk politik. Det optræder i gruppen Sonstige, altså øvrige. Bortset fra, at De frie Vælgere får omkring 3,5% af stemmerne, har resten ikke en kinamands chance for at overvinde 5%-spærregrænsen. Tyskerne vil ikke stemme på dem, og det skal jo nok være fordi, "de er bange for den yderste venstrefløj".

Die Linke står til omkring 7% af stemmerne. Det er sikkert den yderste venstrefløj i Informations forstand, - spidskandidat Janine Wissler er trotskist, men 7% er ikke mange stemmer.

Udsigten til et flertal i centrum-venstre har fået de borgerlige til at genstarte, hvad der på tysk hedder en "Rote Socken Kampagne". Den skal jage en skræk i livet på midtervælgere, men CDU/CSU ser som nævnt ikke ud til at have succes med det, og det skyldes blandt andet, at rød-grøn-rød ikke kan kaldes "den yderste venstrefløj", samt at denne regering ikke er særlig sandsynlig. Alligevel må Informations overskrift antages at referere til rød-grøn-rød.

Carsten Sperling, jens christian jacobsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Scholz må igen og igen tydeligt distancere sig fra Die Linke, så at han skulle danne regering med dem, er overordentligt urealistisk, selvom de ivrigt advokerer for dette. Uoverensstemmelserne om især udenrigspolitikken er for fundamentale. Men både SPD og Unionen har så på hver sin måde en taktisk interesse i at spøgelset ikke er manet helt i jorden.

Til gengæld har Scholz tilkendegivet et tydeligt ønske om at kunne danne regering med et rødt/grønt flertal. Det sker så næppe heller, hvilket vil nødvendiggøre meget vanskelige forhandlinger med FDP.

Det fører til en tredje mulighed, som er begyndt at fylde mere og mere i spekulationerne, nemlig en forsættelse af den store koalition i en ny udgave. Den mulighed har jeg ikke set omtalt i de danske medier endnu, men det kommer nok.

SPD har tidligere afvist dette, men det har ændret sig med udsigten til at den kan blive ledet af Scholz. Således har han, og andre i SPD, tilkendegivet, at det godt være en mulighed. Spørgsmålet er så måske nærmere, om Unionen kan leve med, at Laschet skal spille andenviolin.

Nu ser det så heller ikke ud til, at en GroKo kan få flertal alene, hvilket så alligevel bringer såvel De Grønne som FDP i spil. Og her er der i hvert fald nogle iagttagere, som anser en deltagelse af FDP som mest realistisk, hvilket vil føre til den såkaldte Deutschland koalition, efter det tyske flags farver. På den måde kan det ende med, at Tyskland får en regering, der ser meget lidt venstreorienteret ud.

Jørgen Mathiasen

Hvad man især skal være opmærksom på i tysk parlamentarisme er, at Tyskland altid regeres af flertalsregeringer. De opstår efter koalitionsforhandlinger, og derfor kan det i princippet godt gå, som Peter Jensen skitserer, altså en Deutschland-koalition, men tættere end nu på en garanti for, at SPD ikke indgår i en sådan, kommer man ikke. En koalitionsaftale kan næppe overleve en urafstemning i partiet.

I første omgang afhænger det i øvrigt af valgaritmetikken, og man kan følge meningsmålingerne her: https://www.wahlrecht.de/umfragen/