En uge inden valget: Hvad er det egentlig tyskerne vil?

Den tyske valgkamp har været ren rutsjetur. Først røg De Grønne ud af førerfeltet, så imploderede CDU, og SPD gik i front. Men 75 procent af de tyske vælgere har hele valgkampen svinget mellem de fire partier på midten af tysk politik. Information er taget til den helt usædvanligt gennemsnitlige by Hassloch for at finde ud af, hvad tyskerne egentlig vil
Familien Dewald, mor Anne-Marie, far Jens og tre børn bor i Hassloch, Tysklands mest genemsnitlige by. Ved valget er det eneste politiske emne, der bekymrer dem, klimaet. Jens Dewald mener, de unge politisk aktive virker »resignerede«.

Familien Dewald, mor Anne-Marie, far Jens og tre børn bor i Hassloch, Tysklands mest genemsnitlige by. Ved valget er det eneste politiske emne, der bekymrer dem, klimaet. Jens Dewald mener, de unge politisk aktive virker »resignerede«.

Magnus Hove Johansson

Udland
18. september 2021

Det er svært at se det, når man står i formiddagssolen på torvet mellem rådhuset og den centrale kirke. Bag byen mod vest rejser vinskråninger og skove sig, mod øst flader landskabet ud ned mod Rhinen.

Lige her, midt i Hassloch i delstaten Rheinland-Pfalz, er torvet én stor parkeringsplads. Men hvis man kommer fra en by som Berlin eller bare Speyer et kvartes tid herfra, hvor salige Helmut Kohl ligger begravet, så virker torvet frem for alt stille og ganske hyggeligt med butikker, et bageri og en isbutik, hvor folk nyder sensommeren.

Hvad man ikke kan se med det blotte øje er, at Hassloch med sine cirka 20.000 indbyggere er Tysklands mest gennemsnitlige by. Indtægterne ligger lige omkring gennemsnittet. Gennemsnitsalderen flugter med landsgennemsnittet. Størrelsen på husholdningerne er omtrent gennemsnitlige. Her er gennemsnitligt mange singler og indvandrere. Og først og fremmest har menneskene i Hassloch en gennemsnitlig købekraft.

Hassloch har i tre årtier derfor været et mekka for det tyske Selskab for Konsumforskning (GfK). Når det skal testes, om et nyt produkt kan begå sig på markedet, ryger det først i supermarkederne i Hassloch, hvor tusindvis af husholdninger med GfK-kort er med i det løbende eksperiment. Hvis produktet sælger her, sælger det overalt.

’Otto Normalforbruger’

Den helt igennem gennemsnitlige Hassloch er derfor et ganske interessant sted i en tysk valgkamp, hvor De Grønne for bare tre måneder siden oplevede en kometagtig fremgang. Da De Grønne på trods af de tyske oversvømmelser begyndte at falde, lå CDU/CSU og Armin Laschet lunt i svinget til kanslerposten i mange uger. Men så satte en historisk nedtur ind for de to søsterpartier, og SPD’s Olaf Scholz har nu fået et så overraskende comeback, at hans eget parti har svært ved at tro på, at de efter valget på søndag meget vel kan være på vej mod kanslerposten.

Det stærkt bemærkelsesværdige er, at bølgerne godt nok går op og ned for CDU/CSU, SPD, FDP og De Grønne – men at over 75 procent af de tyske vælgere alle bevæger sig inden for disse fire partier på midten af tysk politik. Gennemsnittet regerer altså stadig. Og Hassloch må derfor kunne give svaret på, hvad pokker tyskerne egentlig vil, hvad de drømmer om og frygter for i tiden efter corona – og efter Merkel.

Tobias Meyer.

Tobias Meyer.

Magnus Hove Johansson
»Hvis du leder efter Otto Normalforbruger, så er du kommet til det rette sted. Men gennemsnit betyder ikke middelmådigt,« siger Tobias Meyer med et grin, da habn tager imod på Hasslochs rådhus.

Han er ikke bare CDU-politiker og Hasslochs borgmester. Han har også fire drenge og en hjemmegående kone. Også det er relativt normalt i Tyskland, hvor tre ud af fire tyske kvinder med mindreårige børn godt nok efterhånden er på arbejdsmarkedet. Men de er i snit meget længere hjemme ved deres børn end i Skandinavien. Og hele 66 procent af de tyske kvinder med mindreårige børn arbejder på deltid.

»Set fra oven bor vi i en relativt velhavende region, og folk har det faktisk meget godt her, så længe der ikke sker for mange omvæltninger,« siger borgmesteren.

»Men afskeden med Merkel bliver altså heller ikke set som en omvæltning. Spørgsmålet er nærmere, om det ikke er lige lovlig sent.«

Som CDU-mand er Tobias Meyer både imponeret af og kritisk over for Angela Merkel. For før Merkel-æraen kunne du hive en CDU-mand ud af sengen klokken tre om natten, og han ville på ti sekunder kunne sige dig, hvad partiet står for. Det er slut.

»I dag ville de fleste CDU-folk sige, ’øh, tjah, det må jeg tænke lidt over’,« siger han.

»I Merkels tid har partiet mistet sin konservative kerne. Nu står vi endda med Armin Laschet som kanslerkandidat, og lad mig udtrykke det diplomatisk: Det er svært at motivere folk i partiet til valgkamp.«

Merkel i midten

Problemet er bare, at Merkel nok har taget afsked med Helmut Kohls konservatisme fra 1980’erne. Til gengæld har hun med succes lagt sig lige i midten – eller lige i Hassloch-sporet, som den tyske journalist Ursula Weidenfeld har formuleret det.

»Hvis den offentlige person Merkel var en by, ville hun være Hassloch,« hedder det i hendes bog, Kansleren – portræt af en epoke.

En af Hasslochs gader.

En af Hasslochs gader.

Magnus Hove Johansson

»Merkel repræsenterer det samme som Hassloch: Den gennemsnitlige politiske stil. Hun regerer sådan, som tyskerne gerne vil regeres: Ikke XXL, men medium. Solidt og ikke overlegent. Kompromisberedt frem for suverænt. Detaljeviden i stedet for store visioner.«

Det billede kan den 76-årige Jürgen Hurrle sagtens genkende. Han har været aktiv i det socialdemokratiske SPD i årtier, men er nu droppet ud af politik. I stedet sidder han nu og nyder solen på tribunen ved fodboldklubben 1. FC 08 Hassloch, som han er formand for.

»Den egentlige tyske folkesport er jo at brokke sig – ikke mindst over tyskerne selv,« siger han.

»Men jeg tror faktisk, at folk her generelt er bevidste om, hvor godt vi har det, også fordi vi har været regeret med fornuft og ro i årtier.«

Ingen revolution

På spørgsmålet om, hvad der gør, at Jürgen Hurrle som tysker ser tilbage på de seneste årtier med stolthed og taknemmelighed, peger han straks på to ting: Den tyske genforening. Og den europæiske forsoning. På den front er Tyskland i dag et langt lykkeligere sted end i hans barndom, siger han og nævner en passant, at han siden da har set mange kanslere komme og gå.

Nu går Merkel, og også det tager han helt roligt.

»Tyskerne vil gerne have stabilitet, men lige nu kan jeg næsten ikke tro på Olaf Scholz’ optur. Men hvis vi socialdemokrater skal være ærlige, så skyldes det jo de andre kandidaters svaghed,« siger han.

Indbyggerne i Hassloch er bevidste om, hvor godt de har det, mener 76-årige Jürgen Hurrle, som tidligere har været politisk aktiv i socialdemokratiske SPD. Nu foretrækker han at bruge tiden på lægterne ved fodboldklubben 1. FC 08 Hassloch, hvor han er formand.

Indbyggerne i Hassloch er bevidste om, hvor godt de har det, mener 76-årige Jürgen Hurrle, som tidligere har været politisk aktiv i socialdemokratiske SPD. Nu foretrækker han at bruge tiden på lægterne ved fodboldklubben 1. FC 08 Hassloch, hvor han er formand.

Magnus Hove Johansson

Trods CDU/CSU’s nedtur og SPD’s comeback ser han ikke et egentligt opbrud. Men til sin egen overraskelse er han i dag på det rene med, at hans parti måske går i regering med Die Linke, der tidligere lugtede af DDR og revolution.

»For ti år siden havde jeg sagt: Jeg træder ud af partiet på stedet, hvis SPD går i regering med det parti. Men det er nok mere Die Linke, der har bevæget sig mod midten, end det er Tyskland, der er på vej mod revolutionen,« siger han med et grin.

»Så i dag ser jeg helt pragmatisk på det.«

Den åbne linje i flygtningekrisen i 2015-2016 – en af Merkels mest følgerige beslutninger i hendes æra som kansler – ser Jürgen Hurrle også ret roligt på. I fodboldklubben med 850 aktive medlemmer har de omkring 50 børn og unge, som er indvandrere og er blevet spredt ud på alle holdene. På den måde er de lynhurtigt kommet ind i holdfællesskabet, siger han.

»Jeg forstår ikke den store modstand mod fremmede – især i Østtyskland, hvor der stort set ikke er nogen flygtninge.«

Jürgen Hurrle holder en kort pause og kigger ud over boldbanerne.

»Jeg har som politiker været med til at fordele rigtigt mange nyankomne flygtninge, og det plejer altså at lykkes.«

Alle reformers bermudatrekant

På en ganske gennemsnitlig parkeringsplads med gennemsnitlig dårlig tysk mobildækning ringer Information til psykologen Stephan Grünewald. Han er leder af Rheingold Institut Köln, der til markeds- og medieformål analyserer, hvordan tyskerne tænker – et arbejde, der har givet Grünewald øgenavnet »nationens psykolog«. I et omfattende kvalitativt psykologisk studie af flere hundrede udvalgte tyskeres forhold til Merkel og valget til Forbundsdagen er konklusionen klar, mener han.

»Merkel var den omsorgsfulde leder af Tyskland, men også en visionær bermudatrekant, som alle fremadrettede ideer og reformagendaer forsvandt i. Derfor har vi en stærk mangel på reformer, ikke kun i forhold til klimatiltag, men også i infrastrukturen og uddannelsessystemet,« siger psykologen.

»Men nu er vælgerne forskrækkede over omfanget, fordi de mærker: Hvis Tyskland vil gøre noget ved alle de her områder, så står den tyske velstand og vores privilegier på spil.«

Derfor har tyskerne ifølge Stephan Grünewald udviklet en række ambivalente strategier til at leve med gabet mellem deres egen virkelighed og behovet for forandringer. Det smitter også af på valget.

»På den ene side ønsker tyskerne en kansler, der tager den enorme opgave på sig og leder landet ud af de her problemer. På den anden side konstaterer de med en blanding af skuffelse og lettelse, at der ikke er en sådan lederskikkelse – at hverken Annalena Baerbock, Armin Laschet og heller ikke Olaf Scholz er denne opgave voksen.«

I forhold til klimaet og globale kriser har Merkel-æraens beroligende kontinuitet ikke tilbudt mange løsninger. Desuden har coronakrisen indsnævret borgernes udsyn, mener psykologen.

»Tyskerne kigger her efter corona mere på deres nære livsverden, på deres familie og sig selv. De trækker sig tilbage i deres sneglehus, og de efterlader stort set ingen spor af opbrud i deres omverden. De vil leve videre, som de altid har gjort.«

Bilen som syndebuk

I vores jagt på en gennemsnitlig tysk familie kommer vi forbi automekanikeren Axel Semlinger, der med egne ord får Hassloch til at køre med »tyskerens bedste ven«.

Han oplever en tysk valgkamp, hvor hans levebrød, biler med forbrændingsmotorer, er blevet den store syndebuk.

»Hele branchen kommer til at omstille til e-mobilitet, der er ingen vej udenom. Det giver nok mening i storbyer. Men i landregioner som her er det tåbeligt at gennemtvinge omstillingen, før vi har løsningerne. Og hvor skal strømmen komme fra, når vi har droppet atomkraft og kulkraft?« spørger han retorisk.

Automekaniker Axel Semlinger er mere bekymret for mangel på kvalificeret arbejdskraft, end for omtillingen væk fra benzindrevne køretøjer.

Automekaniker Axel Semlinger er mere bekymret for mangel på kvalificeret arbejdskraft, end for omtillingen væk fra benzindrevne køretøjer.

Magnus Hove Johansson

Axel Semlinger ser biler som harmløse i sammenligning med flytrafikken og de enorme mængder kerosin, flyene lukker ud. Men på den korte bane har han én bekymring, der er større end omstillingen: At det i hans lille bilværksted er så godt som umuligt at få kvalificeret arbejdskraft.

Bag værkstedet ruller et næsten endeløst tog med biler forbi. Selv om strækningerne er korte i Hassloch, vælger vi at hoppe ind vores lejebil og køre gennem den indre bys smalle gader. Efter et par minutter havner vi ved et hus med en imponerende tung træport. Da lågen går op, viser den 37-årige Anne-Marie Dewald os ind i en skøn have, som det var svært at gætte sig til ud fra de mange tætte og næsten ens husfacader i gadebilledet.

Hendes tre børn på to, fire og fem år leger lykkeligt i haven og afslører, at familien ikke er helt gennemsnitlig: I snit får tyske kvinder nemlig kun cirka 1,5 børn – og med meget lave fødselsrater siden den tyske genforening er den stærke aldring af det tyske samfund nu en af de største bekymringer i Europas største økonomi.

»Der er meget nede på jorden her i Hassloch,« siger Anne-Marie Dewald og rækker hjemmebagt æblekage rundt.

»Men man skal ikke stikke for meget ud. Det er nok også meget tysk.«

Magnus Hove Johansson
Selv er Anne-Marie Dewald lærer på en skole i Neustadt cirka ti kilometer herfra, og hun skynder sig at understrege, at hun plejer at cykle frem og tilbage, så familien kan nøjes med én bil.

Klima og miljø er åbenlyst et stort emne for både Anne-Marie og hendes mand, Jens Dewald, der arbejder som sportsterapeut i en genoptræningsklinik. Men selv om sommerens fatale tyske oversvømmelser foregik her i Rheinland-Pfalz, er det stadig langt væk for de fleste i Hassloch, mener de.

»Klima er nok det eneste politiske emne, der virkelig gør mig bange,« siger Anne-Marie.

»Jeg håber, at skeptikerne har ret. Det er som en dårlig katastrofefilm, hvor alle tegn på den kommende katastrofe allerede er der, men hvor beslutningstagerne tøver, og alle holder vejret og prøver at lade som ingenting.«

Jens Dewald ser heller ikke noget større opbrud på den front.

»De unge er nok lidt mere politiske end for fem eller ti år siden, og Fridays for Future er også populært her. Men i det store og hele synes jeg, at de unge virker politisk resignerede.«

Sindssygt privilegerede

Et er klimaet. Noget andet er den almindelige hverdag i Gennemsnitstyskland. Her peger familien Dewald på »et meget tysk problem«, som Anne-Marie Dewald formulerer det: dårlig digitalisering. Flere af hendes lærerkolleger bruger stadig overheadprojektorer – af vane og af dovenskab, men også fordi skolen først i år har fået installeret trådløse netværk.

Mens ungerne tumler i græsset, falder samtalen på et andet emne, som fylder meget for familierne i den tyske gennemsnitsby: børnepasning. For godt nok har der været pasningsgaranti for alle børn over ét år i Tyskland siden 2013. Men her i Hassloch og rigtig mange andre steder i republikken mangler der både penge og pædagoger til at indfri garantien.

Familien Deswald har været heldige at få en af byens ti vuggestuepladser for toårige.

Familien Deswald har været heldige at få en af byens ti vuggestuepladser for toårige.

Magnus Hove Johansson

Først blev familien Dewald tilbudt pasning om formiddagen og om eftermiddagen. Men så skulle de selv passe deres mindste i to timer omkring middagstid, fortæller Anne-Marie med himmelvendte øjne. Men nu har de været så heldige at få en af byens ti vuggestuepladser for toårige.

Efter kaffen viser Anne-Marie rundt i deres hyggelige hus, som de har haft i syv år. Rent statistisk er familien på det punkt ikke nær så gennemsnitlig, som husejere er i Skandinavien eller Sydeuropa, for under halvdelen af tyskerne bor i deres egen bolig. Dermed sparer de heller ikke op i egen bolig, og de bliver ikke trukket med op af prisudviklingen på boligmarkedet i disse lavrentetider.

»Vi var sindssygt heldige, at vi købte huset her, før huspriserne stak helt af,« siger Anna-Marie Dewald.

»I dag havde det været virkelig svært.«

Som fastansat i den offentlige sektor føler hun sig også privilegeret. Hun ser det derfor som naturligt, at hun bakker op om forslaget fra både De Grønne, SPD og Die Linke om, at mindstelønnen skal op fra de nuværende cirka 70 kroner i timen til cirka 90. Men som hun udtrykker det, man ser jo ikke rigtig fattigdom her i Hassloch – højest lidt østeuropæiske sæsonarbejdere ude på markerne.

»Når vi snakker om alt det her i det store perspektiv, så kan jeg jo pludselig mærke, hvor sindssygt privilegerede vi er,« siger hun.

»Altså både i vores familie og i Hassloch. Og i hele Tyskland, selvfølgelig.«

Den merkelske kontinuitet

Før vi bryder op, kan jeg ikke lade være med at nævne en repræsentativ undersøgelse fra forsikringsselskabet R+V Versicherungen, der årligt undersøger ’tyskernes bekymringer’: I 2021 lå højere skatter og lavere sociale ydelser som følge af coronakrisen allerøverst, kort derefter kommer det gamle tyske spøgelse: inflation.

Denne German Angst har Merkels pressede parti CDU/CSU vist luret. I valgkampen advarer Armin Laschet i hvert fald permanent mod øgede skatter og økonomisk nedgang, hvis SPD og De Grønne overtager roret. CDU’s finansekspert, Freidrich Merz, har endda udtalt: »Inflationen har et navn: Olaf Scholz.«

Den slags skræmmebilleder har de ikke meget fidus til i familien Dewald.

»I bund og grund tror jeg egentlig ikke, at folk her i Hassloch er så bekymrede for fremtiden – heller ikke uden Merkel,« siger Anne-Marie Dewald.

»Omvendt så gør de fleste det, som giver dem sikkerhed.«

Det er »nationens psykolog«, Stephan Grünewald, ganske enig i. Derfor har den tørre og asketiske Olaf Scholz også skabt et utroligt comeback for SPD her ved Merkels afsked, for han er personificeringen af Merkels kontinuitet og ro, mener Grünewald.

»Selv SPD lover jo heller ikke nogen form for opbrud – og derfor prøver CDU/CSU så krampagtigt at advare mod, at en stemme på Scholz kan ende med, at Tyskland oplever et jordskred mod venstre og bliver stillet på hovedet.«

Trods klimakrise, miljøproblemer og geopolitiske omvæltninger ser psykologen altså et grundlæggende ønske for sig i Tyskland: stabilitet. Efter et kort besøg i Tysklands mest gennemsnitlige by, hvor folk faktisk har det meget godt, forstår man lidt bedre hvorfor.

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Da Angela Merkel efter 16 år går af som kansler, har det fra første dag i valgkampen stået klart, at tyskerne står ved et epokeskifte. Det centrale spørgsmål har på baggrund især af den grønne omstilling været, hvor radikalt det skifte skal være. Det er ifølge Giovanni di Lorenzo, chefredaktør for Die Zeit, endt med et ja til skifte, men uklarhed om, hvortil det skal føre.

Der har været en del overraskelser i valgkampen, og den mest dybtgående er den betydeligt vigende tilslutning til CDU/CSU, men meningsmålinger er ikke målfotos. Når vi kommer til prognosen kl. 18:00 den 26 september, vil vi få det første svar på i hvilket omfang tyskerne har stemt for stilstand og det modsatte - det vedvarende tema for denne valgkamp, som de magtbærende partier har bekræftet bl.a ved gentagne gange at sige, at den fysiske planlægning, som er forudsætningen for en grøn omstilling, i den næste valgperiode skal foretages i et betydeligt hurtigere tempo.

Ja, tyskerne har ikke brug for mere stilstand.

Angela Merkel har stået for stabilitet og et godt europæisk samarbejde. Tak for dét.

MEN: Stilstand på klimaområdet tjener ikke til hendes eftermæle. Man kan mene meget om atomkraft, men alene idén om at lukke velfungerende atomkraftværker før tid på baggrund af Fukoshima-tsunamien og i stedet åbne ny kulminer og bygge nye kulkraftværker er jo en katatrofal beslutning.

Samtidig er den elektriske infrastruktur i Tyskland langt bagefter nabolandene. Med det resultat, at det er hamrende besværligt at transportere el på tværs af Europa.

Jeg mener: Nogle gange blæser det i Nordsøen, andre gange har nordmændene og østrigerne overskud af vandkraft, andre gange skinner solen kraftigt et eller andet sted, osv.

Derfor er elektrisk kraftoverførsle på kryds og tværs i Europa så vigtig ... men dér ligger Tyskland stadig i midten af Europa med et svagt el-net.

Tyskerne burde også efterhånden have opdaget, at internettet er opfundet, men myndighederne kræver stadig papir .. eller hvis det skal være 'smart' .. telefax-korrespondance.

Jørgen Mathiasen

@Rolf Andersen
Der vil i den valgperiode, der starter efter den 26.9, med ret stor sandsynlighed ske noget med Tysklands el-net. Man må også antage, at de første anlæg til vandkraftstof vil blive grundlagt, og endelig må man antage, at danske vindmøller kommer til at levere strøm til Tyskland. Det kan blive Danmarks største bidrag til en begrænsning af CO2-emissionen.

Mht til internettet var der i programmet Tyskland ifølge Gram en interessant tysk synsvinkel fra en tysk lektor. Den næste valgperiode vil sikkert indebære en digitalisering, men der gælder her såvel som i det kulturspørgsmål Information har kastet sig ud i, at den påvirkning USA udøver i Danmark ikke har helt den samme dimension i Tyskland. Jeg har eksempelvis ikke nogen SmartPhone og har endnu aldrig installeret en App på sådan en sag.