Valg i Tyskland
Læsetid: 8 min.

Efter valget skal Tyskland tage stilling til, om landet ligger i Syd- eller Nordeuropa

Sammensætningen af den næste tyske regering vil være afgørende for, om EU’s fransk-tyske motor for alvor kommer i gear efter det tyske valg. For når kompromismageren Merkel er væk, skal Tyskland vælge side i en række betændte EU-spørgsmål – ikke mindst på det økonomiske område
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler til pressen forud for en arbejdsmiddag med Tysklands kansler, Angela Merkel. Udfaldet af det tyske valg kan have store konsekvenser for det franske formandskab for EU, som Macron overtager ansvaret for den 1. januar, og hvor han har store ambitioner om et langt tættere samarbejde i EU.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler til pressen forud for en arbejdsmiddag med Tysklands kansler, Angela Merkel. Udfaldet af det tyske valg kan have store konsekvenser for det franske formandskab for EU, som Macron overtager ansvaret for den 1. januar, og hvor han har store ambitioner om et langt tættere samarbejde i EU.

Amaury Paul

Udland
21. september 2021

Når tyskerne på søndag skal vælge, hvem der skal efterfølge Angela Merkel efter 16 år som kansler, står de ligeledes over for en anden vigtig beslutning: Hvad vil Tyskland med Europa i en verden i geopolitisk opbrud? Og ligger Tyskland egentlig i Nordeuropa eller i Sydeuropa i økonomisk forstand?

Spørgsmålene er afgørende for Europas fremtid, men der er et pinagtigt problem: Hverken udenrigspolitik eller EU-politik fylder i valgkampen i Europas ledende nation.

»Berlin tillader sig som konkurrent i en hyperglobaliseret verden den luksus at blive ved med at betragte sin egen navle,« som avisen Neue Zürcher Zeitung besk har formuleret det.

På den ene side afspejler det, at Tyskland af historiske årsager er en »hegemon mod sin egen vilje« – altså har en stærk modvilje mod at påtage sig en åbenlys lederrolle i EU-samarbejdet og især i Merkel-æraen i stedet har udøvet sin indflydelse gennem rollen som kompromismager, økonomisk beslutningstager og bureaukratisk stormagt: Selvfølgelig sidder vi for bordenden, men vi taler ikke om det, og vi bruger ikke hård magt.

På den anden side afspejler det, at alle regeringsduelige partier i Tyskland er udtalt proeuropæiske og i deres valgprogrammer hævder, at de vil samarbejde tæt med Frankrig om at gøre EU stærkere og mere autonomt i en verden i geopolitisk opbrud.

SPD-kanslerkandidat Olaf Scholz kalder ligefrem et stærkt EU for »Tysklands vigtigste politiske anliggende«. CDU’s kandidat, Armin Laschet, bruger gerne vendingen »altid EU først« og føler sig som rheinlænder »måske tættere på Paris end på Berlin«. Og De Grønnes Annalena Baerbock ser EU som »det uomgængelige fundament for Tyskland« og kræver mere europæisk integration – både på forsvarsområdet og med en stærk, grøn industripolitik. Omvendt er EU-modstanderne i AfD komplet isolerede i tysk politik.

Lunken champagne

Det ligner altså skøn harmoni og enighed – og det ligner umiddelbart gode nyheder for partnerlandet Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron har store ambitioner om et langt tættere samarbejde i et EU, som bliver udfordret på alle leder og kanter af Kina og USA’s stormagtsrivalisering.

Alligevel venter de med at lægge champagnen på køl i de franske regeringskontorer – ikke bare til efter det tyske valg, men nærmere til vi begynder at ane, hvordan den kommende tyske regering vil blive sammensat, siger en diplomatisk kilde i den franske præsidents kontor i Élyséet-paladset til Information.

»De mulige koalitioner er naturligvis ikke uden konsekvenser for os, og det samme gælder den tid, det tager koalitionspartierne at blive enige om en regeringsaftale og om at fordele ministerposterne,« siger han.

Underforstået: Efter de seneste tyske valg har regeringsforhandlingerne trukket ud i månedsvis. Denne gang kan det vare endnu længere. Og det er et skidt scenarie for det franske formandskab for EU, som Macron overtager ansvaret for den 1. januar – og som han med al sandsynlighed vil bruge aktivt i sin valgkamp mod Marine Le Pen.

»Vi forventer en tysk partner, der er i stand til at arbejde med de holdninger, der er fastlagt i koalitionsaftalen,« lyder det fra det franske præsidentkontor.

»Og vi håber naturligvis også, at denne koalitionsaftale vil åbne flest mulige døre for samarbejde med Frankrig.«

Merkel til truget

Den franske præsident har her i den tyske valgkamps hede fase taget imod les fréres ennemis Olaf Scholz og Armin Laschet i Élysée-paladset, og Macron følger alle detaljer i den tyske valgkamp tæt, understreger man i Paris. Samtidig er han dog påfaldende tavs – formentlig fordi han ikke vil give indtryk af at udøve indflydelse på det tyske valg.

To dage efter det tyske valg i september 2017 holdt Macron ellers en europæisk brandtale, hvor han rakte hånden ud mod Merkel med sit »Initiativ for Europa«: en yderst progressiv agenda for et »suverænt, forenet og demokratisk Europa« både i forhold forsvarspolitik, migrationspolitik, klimapolitik, digitalisering og regulering af den globale økonomi.

Det franske håb var dengang, at Merkel ville regere mere frit i sin sidste kanslerperiode og gå sammen med Macron om at give den fuld gas med det europæiske projekt. Men Merkel forblev afventende med et køligt nordeuropæisk blik på EU.

Først på kanten af hendes æra kom vendepunktet i økonomisk henseende: Coronakrisen trak Merkel til truget, og i samarbejde med finansminister Olaf Scholz smed Merkel pludselig alle Tysklands klassiske økonomiske og ordoliberale principper over bord og gik med til at optage fælleseuropæisk gæld for at finansiere EU’s genopretningsfond på 750 milliarder euro.

Det var altså først, da det brændte på, at Merkel nødtvungent tog den europæiske kappe på. For den franske europaminister Clément Beaune, Macrons højre hånd i EU-politikken, er det en vigtig udvikling.

»Vi så en tysk kansler, som valgte Europa, og denne beslutning blev forstærket yderligere i slutningen af mandatet,« sammenfatter Clément Beaune over for Information.

Vækstdræberen fra finanskrisen

Problemet er bare, at coronakrisen i økonomisk forstand ikke er slut, og at både Tyskland og Europa nu står foran en økonomisk skillevej. Her kan Tyskland groft sagt kan vælge mellem en sparepolitisk vej og en langsom tilbagevenden til Maastricht-kriterierne – eller en vej, hvor man indvilger i en omfattende reform af gældskriterierne i EU og måske endda skaber en permanent redningsfond baseret på fælles gæld.

I Paris håber man på det sidste, men trods alle de tyske bekendelser til EU hersker der netop på dette område en dyb fransk bekymring for, hvilken politik den næste tyske regering rent faktisk vil føre.

Konkret handler det især om den europæiske stabilitets- og vækstpagt fra Maastricht-traktaten. Den fastslår, at en stats gæld maksimalt må være 60 procent af BNP. Og at den årligt nyoptagede gæld højest må ligge på tre procent af BNP. Men efter den rasende dyre coronakrise ligger den gennemsnitlige gæld i eurolandene i dag på omkring 100 procent af BNP, i Frankrig endda på 118 procent og i Italien på hele 155 procent.

På grund af coronakrisen er gældsreglerne midlertidigt suspenderet, men under det franske EU-formandskab skal de europæiske ledere afgøre, om reglerne atter skal gøres virksomme i 2023. Der er her overvejende enighed om, at en reform er nødvendig. Så spørgsmålet er, hvor vidt den skal gå.

Lande som Holland, Østrig, Sverige og Danmark kæmpede allerede i 2020 mod den europæiske genopretningspakke, og med et brev fra i alt otte lande blev der i sidste uge åbnet for en noget mere stille protest mod en stærk og permanent slækkelse af gældsreglerne. Macron og hans finansminister, Bruno Le Maire, har derimod gjort det krystalklart, at det ville være destruktivt at vende tilbage til de regler, som var gældende før krisen.

»Det er regler, som tydeligvis er forældede. Vi har brug for en anden måde til at komme tilbage til et budget i balance på,« sagde Le Maire i starten af måneden til franske medier.

»Den fejl, vi ønsker at undgå, er en for hurtig finanspolitisk konsolidering. Det dræbte væksten 2008 (i finanskrisen, red.).«

Kampen mod opblødningen

På netop dette punkt er de ellers proeuropæiske tyske midterpartier dybt splittede.

Det liberale FDP’s chef, Christian Lindner, har gjort det klart, at han er imod enhver opblødning af de nuværende regler – en position meget langt fra De Grønne og SPD, hvilket giver et praj om, hvor svær regeringsdannelsen kan blive.

»FDP er imod alle offentlige udgifter. De er liberale og budgetortodokse og vil ikke have en reform af stabilitets- og vækstpagten. FDP er det parti, som skaber flest panderynker i Paris, selv om FDP paradoksalt nok sidder i samme gruppe som Macrons parti i Europa-Parlamentet,« påpeger Paul Maurice, forsker hos den franske tænketank IFRI med speciale i det fransk-tyske forhold.

Også i CDU/CSU er der modstand mod en omfattende reform. Merkels gamle rival Friedrich Merz er nemlig ikke bare manden, der to gange var få procentpoint fra at blive valgt som CDU-formand og dermed kanslerkandidat. Han er nu også den ansvarlige økonomiske ekspert i Armin Laschets såkaldte »Fremtidsteam« – og han bejler til posten som tysk finansminister.

»Vi har brug for en tysk regering, der i Bruxelles kæmper aktivt imod opblødningen af Maastricht-kriterierne,« har Merz for nylig udtalt til Handelsblatt.

Den position er en indirekte opfordring til en hård sparepolitik i Europa, som den tyske økonom Lucas Guttenberg har betegnet som »så økonomisk vanvittigt, at Merz faktisk selv godt ved det«. En sparepolitik netop nu ville nemlig kvæle det igangværende opsving, som i øvrigt skal være med til at finansiere de europæiske klimatiltag.

I et interview med NZZ har den amerikanske økonom Adam Tooze givet Guttenbergs kritik et stærkt rygstød:

»Friedrich Merz eller Christian Lindner som tysk finansminister – det ville være en systemisk risiko for eurozonen.«

Fælles fiskalpolitik?

Langt mere broget er billedet af SPD og især af finansminister og Merkels mulige efterfølger Olaf Scholz. Den franske finansminister, Bruno Le Maire, har længe ikke været synderligt imponeret af sin tyske kollega, der forsvarede den tyske sparelinje og Maastricht-reglerne indtil coronakrisen.

Ved sit møde med Macron i Paris for nylig udtalte Scholz defensivt, at de europæiske gældsregler »allerede tilbyder meget stor fleksibilitet«, og i valgkampen turnerer han med en fortælling om, at han er stærkt kritisk over for en reform af gældskriterierne. Men de udmeldinger relativerer Paul Maurice fra tænketanken IFRI.

»Man skal ikke glemme, at Scholz er i valgkamp. Her forsøger han at berolige centrum-højrevælgerne og FDP. Men hvis Olaf Scholz skal regere sammen med De Grønne, vil han blive tvunget til at føre en mere lempelig politik,« siger Paul Maurice.

Netop Annalena Baerbock fra De Grønne står i fransk opfattelse som garanten for en anden europæisk vej, end den CDU/CSU, FDP og selv Scholz skitserer. De grønnes valgprogram kræver nemlig massive investeringer i energiomstilling og klimaneutralitet, også på europæisk plan.

Det gør altså en markant forskel for Frankrig og Sydeuropa, hvordan den tyske regering vil blive skruet sammen efter valget – og om landet i økonomisk henseende dermed placerer sig mere i Sydeuropa end i Nordeuropa.

Set fra Frankrig er det ifølge Paul Maurice fra tanketanken IFRI her en reel bekymring, at tyskerne kan finde på at modsætte sig en reform af gældskriterierne.

»Det kan i Frankrig blive fortolket som en fiasko, især fordi Frankrig overtager EU-formandskabet 1. januar,« siger Paul Maurice til Information

»Præsident Macron forsøger jo at skabe en platform for sin genvalgskampagne.«

EU’s fremtidige retning og økonomi står altså også til valg på søndag, hvor Europas ufrivillige hegemon skal vælge side. Men resultatet får vi næppe på søndag. Det kommer formentlig først efter månedlange forhandlinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En tredie mulighed: Centraleuropa?

Ole Svendsen, Holger Nielsen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

En dag skal vi tage stilling til, om vi vil fortsætte i EU.

Jørgen Mathiasen

Præcis hvad indretningen af den tyske føderalisme er (og den østrigske og den schweiziske) kan man diskutere længe, men Duden er referenceordbogen for alle tre og Rådet for retsskrivning gælder for det tyske sprog (det største i Europa), uanset hvilket land, det anvendes i.

Det står fast, at der går lange tråde fra Forbundsrepublikken tilbage i tysk historie, bl.a til det kludetæppe af stater tyskerne boede i før rigets samling i 1871. Arne Lund har fat i den lange ende: Tyskland ligger med 9 nabolande centralt i Europa.
Hvilken EU-politik landet vil føre efter Merkel, stemmer vi om på søndag, men meget afgørende bliver også ændringerne i USA geopolitiske position. Det sker ikke efter den tyske regerings ønske, men det er betingelser for tysk politik i fremtidens verden, og da der er udsigt til en regering med deltagelse af SPD og De Grønne, ville jeg gætte på et øget engagement i forholdet til Frankrig.

Ole Svendsen, Holger Nielsen, Christel Gruner-Olesen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar